USAs interesser i Sydkaukasus. Kapitel 9.

           R E G I O N A L E   S I K K E R H E D SP O L I T I S K E   D Y N A M I K K E R

                      “There is very little at this juncture that the US and other outside powers can do to turn back the Russian military’s advance. The advance will have to be halted and the attiude toward negotiations changed...”              Hill, Fiona (1999)^[1].

Unipolaritetsmodellen giver svar på overordnede spørgsmål om systemet under unipolariteten. Som anført i afsnit 8.12.5 kommer den generelle teori dog til kort, da der er en nedre grænse for Hansens unipolaritetsmodels forklaringskraft. I dette kapitel anvendes derfor Buzan et al.’s regionale sikkerhedskompleksteori som beskrevet i kapitel 7.

Det ønskes at analysere, hvordan sikkerhedspolitiske dynamikker i Den Kaukasiske Region indvirker på USA’s muligheder for at forfølge amerikanske interesser gennem udnyttelse af olieressourcer i Sydkaukasus. De interesser som USA forventes at måtte forfølge i Den Kaukasiske Region, er de teorigenererede interesser, der er redegjort for i afsnit 6.13.

Som anført i afsnit 3.4 anvendes i denne analyse en geopolitisk definition af regionen med anvendelse af betingede medlemmer, nemlig Den Kaukasiske Region. Denne analytiske konstruktion anvendes i erkendelse af, at sikkerhedspolitiske dynamikker i Sydkaukasus ikke kan analyseres uden at inddrage de omkringliggende lande. I forlængelse heraf er det valgt at konstituere Den Kaukasiske Region som et sikkerhedskompleks.

9.1         Introduktion

Til belysning af den regionale sikkerhedsinterdependens opstillede Buzan et al. en matrix med fire niveauer for områdestudier (se afsnit 7.4). Denne matrix fungerer som rammen, der organiserer de empiriske studier af en sikkerhedsregion. Matrixen beskriver endvidere, hvad der skal undersøges på fire forskellige niveauer, samt hvordan de fire niveauer skal relateres til hinanden.

Med henblik på at kunne identificere og vurdere ændringer på det regionale niveau, anvendes sikkerhedskompleksets fire variable, der benævnes den essentielle struktur. I det følgende gennemgås den essentielle struktur, der består af:

·   Territoriel afgrænsning af sikkerhedskomplekset.

·   Den anarkiske struktur.

·   Regional polaritet.

·   Venskabs-/fjendskabsrelationer.

9.2         Den essentielle struktur

9.2.1        Territoriel afgrænsning

Som anført er sikkerhedskomplekset afgrænset til at bestå af staterne Armenien, Azerbaijan og Georgien samt Tyrkiet, Iran og Rusland. Den sidstnævnte stat er som omtalt med som politisk aktør, og ikke som geografisk enhed (se figur 2). Relevansen af denne afgrænsning ændrede sig ikke i perioden 1991-1999, omend bestemte aktørers forhold til visse nabostater udviklede sig i perioden. Herunder kan nævnes Ruslands forhold til Vesten, skiftet i Tyrkiets forhold til Syrien og Irans skærpede politiske kurs over for Afghanistan. Der kan ses bort fra disse forhold, idet de ikke ændrede afgørende ved aktørerne i sikkerhedskompleksets politikker vis-á-vis Sydkaukasus eller deres territorielle afgrænsning.

9.2.2      Den anarkiske struktur

I perioden 1991 til 1999 var anarkiet som teoretisk konstruktion, forstået som mangel på enhedernes differentiering, et grundvilkår for analyse af Den Kaukasiske Region. Ved analyse af de sydkaukasiske republikker var dette en ny faktor, eftersom de tre stater tidligere var del af Sovjetunionen og således indgik i en form for funktionel arbejdsdeling. Sammen med Tyrkiet og Iran, der også opererede inden for rammerne af selvhjælpsprincippet, var regionens grundlæggende struktur fra 1991 til 1999 følgelig anarkisk.

Empirisk set kan man argumentere for, at anarki som organisationsprincip ikke var entydigt i Sydkaukasus efter 1991. Ganske vist erklærede de tre stater sig uafhængige i 1991, men Ruslands massive hjælp til og indflydelse på den førte politik i Armenien kan drage tvivl om selvhjælpsprincippet. Det faktum, at både Azerbaijan og Georgien blev tvunget ind i SNG i 1993 indikerer en hierarkisk struktur under SNG. SNG viste sig dog efterhånden at have begrænset effekt som overstatsligt organ og med Sydkaukasus’ gradvise afvisning af russisk dominansforsøg sammenholdt med den øgede vestlige indflydelse, kunne det konstateres, at den anarkiske tilstand fortsat var gældende i Sydkaukasus^[2].

9.2.3         Regional polaritet

Med udgangspunkt i den oven for anførte betydelige indflydelse Rusland havde i Den Kaukasiske Region, fremgår det, at den regionale polaritet ikke var unipolær trods den globale unipolaritet. Den russiske indflydelse var indledningsvist meget omfattende, især i Armenien Azerbaijan og Georgien. USA var naturligvis repræsenteret gennem sit partnerskab med Tyrkiet, for i løbet af perioden 1994-1999 at vinde større fodfæste i Sydkaukasus, især i Georgien. Iran havde som tidligere omtalt regionale interesser og aspirationer, men gjorde ikke sin indflydelse gældende i et omfang, der kunne skifte den regionale polaritet fra bipolær til multipolær. For det første var Iran, i lighed med andre stater, indledningsvist ikke rede til, og klar over, konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud, for det andet var Iran i 1991 stadig svækket efter krigen mod Irak fra 1980-1988, og således begrænset i sine muligheder for at øve indflydelse på den regionale udvikling. For det tredje samarbejdede Iran med Rusland inden for områder af fælles betydning for de to stater, herunder delingen af Det Kaspiske Hav og den generelle støtte til Armenien mod Azerbaijan, hvorfor det kan hævdes, at Iran ikke udfordrede Ruslands regionale position, men snarere underordnede sig denne.

Det kan derfor hævdes, at regionen har været bipolær i hele perioden 1991-1999, men at der har været et skift i den vægt, de to poler har haft. Dette skyldes især, at Tyrkiet i perioden 1991- 1994 repræsenterede USA’s interesser i Sydkaukasus, mens USA overvejende var orienteret mod udviklingen i Europa og Rusland som påvist i afsnit 8.4.1. Derpå penetrerede USA sikkerhedskomplekset gennem Tyrkiet fra 1994-1999, og var derfor medvirkende til at skifte den regionale balance til fordel for Tyrkiet og sig selv på Ruslands bekostning.

9.2.4         Venskabs-/fjendskabsrelationer

Den Kaukasiske Region, herunder Sydkaukasus, var præget af en række venskabs-/fjendskabsrelationer, hvoraf nogle udsprang af historiske begivenheder uden for specialets tidsperiode og andre udvikledes i perioden fra 1991 til 1999. Der var to generelle regionale hovedalliancer: Tyrkiet/Georgien/Azerbaijan og Rusland/Armenien/Iran. Dette er dog kun et overordnet billede, idet det senere vises i analysen, at der var en række undtagelser.

Det er valgt at udvælge venskabs-/fjendskabsforhold, hvis regionale sikkerhedspolitiske dynamikker efterfølgende har været af betydning for udvinding af regionale olieressourcer. Derefter vurderes USA’s muligheder for at indfri de interesser, der blev kortlagt i analysens første del (Se kapitel 8).

Valget af venskabs-/fjendskabsforhold indbefatter: Konflikten i Nagorno-Karabakh og konflikten i Abkhazien, herunder de to generelle hovedalliancer Tyrkiet/Georgien/Azerbaijan og Rusland/Armenien/Iran. Konflikterne i Nagorno-Karabakh og Abkhazien er valgt, fordi de afspejler, hvorledes Rusland har forsøgt at varetage de regionale interesser, som blev vist i afsnit 4.5. Ruslands overordnede regionale interesser var:

·   Tildeling af en eksklusiv rolle til Rusland som mægler og fredsbevarer i regionale konflikter.

·   At bevare Ruslands fortsatte militære tilstedeværelse i de tre sydkaukasiske stater samt grænsetropper på de ekssovjettiske ydergrænser.

·   En multilateral genforhandling af CFE-traktaten for derigennem at kunne tilføre større styrker til Sydkaukasus (se afsnit 4.5).

Konkret viser gennemgangen, hvordan Azerbaijans og Georgiens afvisning af SNG, grundet deres syn på SNG som instrument for russisk regional dominans, ledte til russisk indblanding og støtte til parter i interne konflikter, og giver således mulighed for at belyse betydningen af den regional polaritet.

9.3         Regionens udviklingsmuligheder

USA’s mulighed for at forfølge egne interesser i Sydkaukasus var resultatet af en strukturel transformation, der i kraft af sin globale rækkevidde også havde en række regionale konsekvenser. En af disse konsekvenser var åbningen for USA’s adgang til Sydkaukasus. Da Den Kaukasiske Region var i en transformationsproces som følge af det globale polskifte, kunne den regionale sikkerhedsstruktur som omtalt i afsnit 7.4 udvikle sig på tre måder:

·   Opretholdelse af status quo: Ingen signifikante forandringer i den essentielle strukturs fire lag.

·   Intern transformation: Ændringer i regionale polaritetsmønstre eller venskabs-/fjendskabsrelationer.

·   Ekstern transformation: Ændring af kompleksets territorielle afgrænsning.

Med udgangspunkt i de konflikter, som beskrives i indeværende kapitel, kan der i analyseperiodens begyndelse ses bort fra status quo som en relevant udviklingsmulighed for Den Kaukasiske Region. I fortsættelse heraf antages sikkerhedskompleksets territorielle afgrænsning som beskrevet i afsnit 9.2.1, at være uforandret perioden igennem, hvorfor ekstern transformation som udviklingsmulighed også kan udelukkes.

Udviklingen i Den Kaukasiske Region kunne ved anvendelse af Buzan et al. derfor kun være intern transformation. Denne udvikling kan dog kombineres med status quo, idet der ikke per se kan ses bort fra muligheden af, at en intern transformation stabiliseredes og på sigt blev til en status quo situation, der atter på lang sigt kunne give mulighed for såvel intern som ekstern transformation, afhængig af den regionale og interregionale udvikling.

I det følgende gennemgås betydningen af den interne transformation i regionen ved nærmere at undersøge de udvalgte venskabs-/fjendskabsrelationer og deraf resulterende konflikter. Ved at belyse den regionale udvikling, bliver det muligt at analysere, hvordan disse indvirkede på USA’s muligheder for at forfølge sine interesser gennem olieudvinding i Sydkaukasus.

9.4         Konflikten i Nagorno-Karabakh

Det middel som Rusland anvendte i konflikterne i Sydkaukasus var at svække de nye staters territoriale integritet ved at støtte forskellige mindretals ønsker om selvstyre eller løsrivelse. Denne “lærestregs”-taktik var, som redegjort for i afsnit 4.5, karakteristisk for Ruslands indblanden i disse konflikter og kan fra Ruslands side anskues som resultatet af en proces af “painful decolonization”^[3].

Sydkaukasus har været plaget af en række større og mindre konflikter siden 1988. Af disse har konflikten i Nagorno-Karabakh mellem armensk støttede karabakh-armeniere og Azerbaijan gjort sig bemærket sig ved en række forhold, som gennemgås i det følgende^[4].

Konflikten markerede det første brud med Moskva i Sydkaukasus, idet Nagorno-Karabakh erklærede sig selvstændigt fra Sovjetunionen allerede i juli 1988, tre et halvt år før Sovjetunionens endelige sammenbrud. Krigen brød dog først for alvor ud sidst i 1991. Da krigen blev bragt til ende med en skrøbelig våbenhvile i december 1994, var konflikten på daværende tidspunkt regionens blodigste med ca. 25.000 døde. På det tidspunkt havde krigen medført det største antal flygtninge og fordrevne i regionen. I alt 400.000 etniske armeniere flygtede fra Azerbaijan som følge af konfliktens indledende mord på armeniere. Ydermere 700.000 etniske azerier, kurdere og andre flygtede fra Armenien, armenske erobrede områder i Azerbaijan og selve Nagorno-Karabakh enklaven, herunder alle enklavens 40.000 azerier som forvistes. Afslutningsvist var det denne konflikt, der indtil Ruslands første krig i Tjetjenien i 1994 medførte mest international bevågenhed, idet CSCE i 1992 søgte at bringe konflikten til ophør gennem afholdelse af en international konference med deltagelse af alle konfliktens parter^[5].

Ud over den humanitære tragedie beskrevet oven for, havde konflikten i Nagorno-Karabakh omfattende konsekvenser for det regionale samarbejde i Sydkaukasus. Konfliktens parter var ikke blot Azerbaijan og karabakh-armenierne. Konflikten inddrog alle stater i regionen, undtagen Georgien, og medvirkede derfor til at styrke eksisterende venskabs-/fjendskabsrelationer og opbygge nye relationer. Ydermere havde konflikten afgørende indflydelse på de indenrigspolitiske forhold i såvel Armenien som Azerbaijan, da nationalistiske grupperinger anvendte konflikten som udgangspunkt for deres politik.

9.4.1         Konfliktens baggrund

Grundlaget for konflikten blev dannet i 1920’erne, da Moskva dannede den autonome azerbaijanske republik Nakhichevan og den armensk befolkede enklave Nagorno-Karabakh. Nakhichevan, der er azerbaijansk, ligger som en ø mellem Armenien og Tyrkiet, uden kontakt med Azerbaijan. Nagorno-Karakbakh ligger som en armensk befolket enklave i Azerbaijan, adskilt fra Armenien af den ca. 10 km. brede “Lachin-stribe”, men er under azerbaijansk overherredømme ^[6]. Da den sovjettiske centralmagt svækkedes sidst i 1980’erne, så karabakh-armenierne en mulighed for at ændre den oprindelige administrative opdeling. Oprøret, der også skal ses i sammenhæng med pogromlignende tilstande over for armeniere i Azerbaijans byer, blev i første omgang brutalt slået ned af azerbaijanske sikkerhedsstyrker^[7].

Støttet af materiel og mandskab fra Armenien og den armenske diaspora i USA og Vesteuropa, indledte karabakh-armenierne i 1991 den krig, der gradvist pressede de talvist overlegne azerier ud af enklaven og langt ind i Azerbaijan, således at Azerbaijan ved våbenhvilen i 1994 havde mistet mellem 10 og 20 % af sit territorium^[8].

9.4.2         Ruslands rolle i konflikten^[9]

At Rusland var direkte indblandet i konflikten bekræftes af flere kilder, men der hersker tvivl om graden af indflydelse^[10]. Indledningsvist, fra 1988 til 1992, støttede Moskva Azerbaijan, idet denne havde en kommunistisk og pro-sovjettisk orientering. I modsætning til denne stod Armenien, hvis største parti, den armenske National-Demokratiske Folkefront, søgte uafhængighed, og Nagorno-Karabakh, der havde erklæret sig uafhængig. Den russiske støtte skiftede i 1992, da Armenien den 16. maj underskrev Tashkenttraktaten om gensidigt forsvarssamarbejde inden for SNG, mens Azerbaijan, der nu havde fået en national-demokratisk regering, afviste at deltage i dette samarbejde, og til gengæld søgte at styrke sine bånd til Tyrkiet.

Resultatet var, at Nagorno-Karabakh den 17. maj 1992, dagen efter Armeniens underskrivelse af Tashkenttraktaten, indledte et angreb på Azerbaijan. Få dage senere underskrev Armenien en aftale med Rusland om den fortsatte udstationering af Ruslands 7. armé i Armenien samt Ruslands fortsatte patruljering af Armeniens grænser.

I juni 1992 vandt Elchibey præsidentvalget i Azerbaijan på en kampagne om at vende krigslykken og fastholde Nagorno-Karabakh i Azerbaijan samt holde Azerbaijan ude af SNG, selv om en aftale om Azerbaijans deltagelse i SNG var blevet underskrevet af forhenværende præsident Mutalibov. Krigslykken vendte dog ikke, det gik fortsat tilbage for Azerbaijan, især efter at azeriernes parlament nægtede at ratificere Mutalibovs SNG-aftale i oktober 1993.

Azerbaijans regering kollapsede under kuplignende forhold i juni 1993. Den udløsende faktor var, at den højtstående officer Guseinov modsatte sig en befalet afvæbning og afgivelse af kommando over sin private milits. I stedet trak han sig tilbage til den base som den 104. russiske luftlandedivision netop havde forladt og efterladt våben og materiel. Således styrket og genforsynet udfordrede Guseinov regeringen, og opfordrede den kommuniststøttede tidligere KBG-chef og eks-politbureaumedlem Aliev til at returnere og tage præsidentembedet. Dette politiske kaos blev faldt sammen med et armensk angreb på og sejr over byen Agdam. Kombinationen af kup og nederlag medførte magtskiftet mellem Elchibey og Aliev samt Azerbajans efterfølgende underskrift på det gensidige forsvarssamarbejde i SNG^[11].

I foråret 1993, da karabakh-armenierne tydeligvis var ved at vinde krigen, og det azerbaijanske forsvar stod over for et kollaps, justerede Rusland sin støtte i konflikten og udviste større støtte til Azerbaijan. Rationalet bag dette skift var Ruslands ønske om at fastholde en stabil magtbalance mellem staterne i Sydkaukasus, samt frygten for, at Tyrkiet skulle intervenere i konflikten på Azerbaijans side^[12]. Dette ville eskalere konflikten langt ud af Ruslands kontrol. Denne justering af støtten fandt altså sted, før præsident Aliev overtog magten efter præsident Elcibey.

Hvorfor støttede Rusland kuppet mod Elchibey, når de samtidig var begyndt at skifte balancen mellem Azerbaijan og Armenien? Rusland støttede kuppet, fordi præsident Elchibey havde modsat sig, at Rusland returnerede til Azerbaijan i form af en russisk domineret international fredsbevarende styrke. Det hævdes^[13], at Armenien og Azerbaijan havde været tæt ved at underskrive en fredsaftale initieret af præsident Jeltsin i CSCE og udarbejdet i samarbejde med USA og Tyrkiet med accept fra Armeniens præsident Ter-Petrossian. Indholdet i aftalen var, at karabakh-armenierne skulle trække sig tilbage til Nagorno-Karabakh, og forlade de erobrede områder i Azerbaijan. Aftalen faldt til jorden, da karabakh-armenierne nægtede at underskrive aftalen under henvisning til Tyrkiets deltagelse i udarbejdelsen. Elchibeys fald markerede dødsstødet til fredsaftalen^[14].

Russerne havde fremskyndet aftalesammenbruddet ved at kræve, at det udelukkende skulle være russiske tropper, der udgjorde de fredsbevarende styrker. Rusland havde afgivet løfte om, at såfremt dette accepteredes, ville Rusland selvstændigt fordrive karabakh-armenierne fra Azerbaijan. Vel vidende at Azerbaijan netop var sluppet af med den russiske militære tilstedeværelse, var foreslaget uacceptabelt for Elchibey, hvorfor han afslog det. Derfor støttede Rusland Guseinovs kup og Alievs tilbagekomst til magten.

Karabakh-armenierne nægtede i maj 1993 at deltage i den trilaterale fredsaftale som følge af Tyrkiets deltagelse, men foreslog i juni, efter Elchibeys fald, at en forhandlingsløsning kunne findes. Dette indikerede også, at det var Moskvas ønsker i højere grad end Tyrkiets deltagelse, der hindrede en fredsløsning. Ikke alene støttede Rusland de karabakh-armenske oprørere, de underminerede også den fredsaftale de selv var part i.

En yderligere motivation for Ruslands støtte til kuppet mod Elchibey fandtes i det faktum, at Elchibey i juni 1993 skulle have været i London for at underskrive en kontrakt med en række vestlige firmaer om olieudvinding i Det Kaspiske Hav. På daværende tidspunkt støttede såvel Elchibey som olieselskaberne en olierørledning der skulle gå gennem Iran, Nakhichevan og Tyrkiet, og ikke gennem Rusland. Endvidere havde Azerbaijan og Tyrkiet underskrevet en konstruktionsaftale i marts 1993. Underskrivelsen blev hindret af kuppet, og præsident Aliev suspenderede efterfølgende kontrakterne^[15].

For Rusland var det overordnede resultat af konflikten, at Armenien fastholdtes i sin tilknytning til Rusland og Azerbaijan blev sikkerhedsmæssigt afhængig af Rusland. Således nåede Rusland sit mål med konflikten, at binde såvel Armenien som Azerbaijan til Rusland gennem deres deltagelse i det gensidige forsvarssamarbejde i SNG, ligesom Rusland sikrede sin fortsatte militære tilstedeværelse i Sydkaukasus.

9.4.3         Tyrkiets rolle i konflikten

Som tidligere omtalt medførte Sovjetunionens sammenbrud muligheden for styrkede bånd mellem Azerbaijan og Tyrkiet. Eksempelvis anerkendte Tyrkiet allerede Azerbaijan i november 1991, cirka en måned før anerkendelsen af de øvrige tidligere sovjetrepublikker^[16]. Disse venskabsrelationer stod for alvor deres prøve under konflikten om Nagorno-Karabakh, hvor Tyrkiet støttede Azerbaijan i forhold til Armenien og Rusland. Tyrkiet balancerede på en knivsæg af hensyn til sit forhold til USA og Rusland, og kunne derfor ikke blot ubetinget støtte Azerbaijan, såfremt dette ville skade langsigtede tyrkiske interesser vis-á-vis Centralasien og det øvrige Sydkaukasus.

I marts 1992 indledte Tyrkiet en blokade af fly til Armenien, og komplementerede Azerbaijans embargo af Armenien. Som det fremgår oven for var det dog ikke i Tyrkiets interesse ensidigt at vælge side, hvorfor flyblokaden snart suppleredes med løfter til Armenien om forbedrede diplomatiske relationer, såfremt karabakh-armenierne ville leve op til visse vilkår. Ydermere var Tyrkiet meget aktiv i CSCE’s Minskgruppe. Snart nærmede den armenske regering i Yerevan sig Tyrkiet, og en begrænset eksport af korn uden om embargoen indledtes, ligesom energieksport diskuteredes.

Dette kom dog til en brat slutning, da karabakh-armenierne erobrede en azerbaijansk by i april 1993 under en ny offensiv. Azerbaijan anmodede om tyrkisk assistance til at gennemføre helikopterevakuering, men af frygt for at komme i konflikt med Rusland, nægtede præsident Demirel. Derimod indledtes en skærpet luftblokade mod nødhjælpsfly til Armenien, en blokade, der varede indtil USA pressede Tyrkiet til at hæve den to år senere^[17].

På lang sigt havde Tyrkiet ikke nogen interesse i konflikten i Nagorno-Karabakh. Den øgede regionale militarisering medførte blot, at Rusland fastholdt sin militære tilstedeværelse, hvilket gav Tyrkiet mindre spillerum i regionen. Endvidere ville et spændt forhold til Armenien kunne give problemer med USA og svække Tyrkiets muligheder for at agere og gøre sin indflydelse gældende i Sydkaukasus og Centralasien.

9.4.4      Irans rolle i konflikten

Irans deltagelse i konflikten var mindre end Tyrkiets. Indledningsvist havde Iran en interesse i at støtte karabakh-armenierne og Armenien mod Azerbaijan, da Azerbaijan udgjorde den nærmeste trussel som følge af det store azeriske mindretal i Nordiran. Da konflikten bredte sig, og truede med et spill over ind i Iran, ændredes holdningen dog, og i sommeren 1993 udtalte Iran sin støtte til Azerbaijan, samtidig med at Irans regionale rival Tyrkiet gjorde det samme^[18]. Ikke desto mindre opretholdte Iran handel med Armenien, og modbalancerede således Tyrkiet og Azerbaijan, og udnyttede muligheden for at vinde Armenien som handelspartner.

Med et stort azerisk mindretal, og en række andre minoriteter og forskellige etniske grupperinger, udgjorde Iran en meget sammensat stat. Denne havde ikke nødvendigvis nogen interesse i at fremme diverse grupperingers separatisme, uafhængigt af hvor i regionen det måtte være^[19].

9.4.5         USA’s rolle i konflikten

USA’s væsentligste rolle i konflikten var deltagelsen i Minskgruppen samt støtten til Tyrkiet.

Arbejdet i Minskgruppen var præget af de stridende parters ultimative krav i forhold til mæglerne - Armeniens manglende accept af Tyrkiet som mægler og Azerbaijans afstandtagen fra Rusland som mægler, idet denne ansås for at være part i konflikten. Det er vanskeligt at bestemme USA’s rolle i selve mæglingsprocessen, men det kan konkluderes på baggrund af konfliktens forløb, at USA ikke anvendte sin unipolære status til at fremtvinge en forhandlingsløsning, ligesom USA ikke stillede militære midler bag sine ønsker om fred i regionen.

USA’s støtte til Tyrkiet gav sig heller ikke udslag i konkrete aktioner, men gav Tyrkiet en vægt og troværdighed, der styrkede Tyrkiet regionalt. Dette medførte, at Rusland følte sig nødsaget til at balancere konflikten på et niveau, hvor man undgik tyrkisk intervention på Azerbaijans side. Afholdelse af øvelser for NATO’s AMF-styrker^[20] og lignende enheder i Østtyrkiet demonstrerede NATO’s evne til hurtigt at deployere tropper til sine medlemslande, og kunne ses som et signal til Armenien og Rusland om alliancens fortsatte sammenhold.

Omend USA’s indsats i regionen var begrænset i sammenligning med Rusland, formåede USA at spille en væsentlig rolle i forhold til Azerbaijan. Som omtalt vedtog USA ‘Section 907 of the Freedom Support Act’ under pres fra den armenske lobby i USA. Konsekvenserne af denne omtales nærmere i afsnit 9.4.6.1.

9.4.6         Konfliktens konsekvenser

9.4.6.1      Interne nationale konsekvenser

Efter indgåelsen af våbenhvilen i 1994 blev Nagorno-Karabakhs økonomi genopbygget, og enklaven blev nærmest en integreret del af Armenien, forbundet med en hovedvej over Lachin-striben. Det karabakh-armenske mindretal blev optaget i Armeniens politiske liv, og var her med deres ekstreme nationalisme en alvorlig hindring for Armeniens mulighed for at opbygge en varig fred med Azerbaijan. Karabakh-armenierne var kompromisløse i deres politik omkring de erobrede områder, og syntes til tider at adlyde regeringen i Moskva før deres egen i Yerevan i forbindelse med fredsforhandlingerne^[21]. Denne situation blev ikke forbedret af, at store dele af diasporaen, hvis økonomiske støtte Armenien var meget afhængig af, ofte indtog en lige så uforsonelig nationalistisk position, der ikke var i overensstemmelse med de mål og midler Armenien havde til rådighed i forhold til Azerbaijan^[22].

Nedskydningen af den armenske premierminister i oktober 1999 forbindes af visse analytikere i USA med situationen i Nagorno-Karabakh og de karabakh-armenske nationalister. Ifølge de amerikanske analytikere var premierministeren ved at indgå et kompromis med Azerbaijan om en fredelig løsning på konflikten i Nagorno-Karabakh. Dette ville true karabakh-armeniernes frihed og vundne terræn, og de bragte forhandlingerne til ende ved at myrde premierministeren og på denne vis standse den følelse af optimisme, der ellers var ved at brede sig i Armenien^[23]. Ved slutningen af 1999 var Armenien fortsat den mest politisk isolerede og forarmede stat i Sydkaukasus.

Konflikten satte Azerbaijan under stort pres i forhold til Rusland og Iran. På det interne niveau virkede det store antal flygtninge destabiliserende. For at fastholde det internationale pres for at finde en løsning på konflikten, ydede præsident Aliev kun en minimal indsats for at sikre genhusning, sociale ydelser og forsyninger til de fordrevne. Dette resulterede i, at Azerbaijans flygtninge blev en krudttønde under det i forvejen korruptionsplagede samfund^[24].

USA’s vedtagelse af ‘Section 907 of the Freedom Support Act’ skadede Azerbaijan på et meget væsentligt punkt. Med denne retsakt fratog USA som tidligere omtalt Azerbaijan muligheden for amerikansk støtte til, blandt andet, humanitær bistand og bistand til at opbygge en velfungerende administration og et velfungerende retssystem. Fraværet af disse midler gjorde det vanskeligt at forbedre det interne niveau i azerbaijansk politik. En reformation af dette var tiltrængt, da dette var meget uigennemsigtigt og præget af tilfældigheder og korruption. Disse forhold udgjorde en stor hindring for de udenlandske investeringer, idet fraværet af et effektivt og retfærdigt retssystem svækkede tilliden til Azerbaijan og gjorde det meget vanskeligt at gennemføre forretninger med den azerbaijanske stat.

9.4.6.2      Regionale konsekvenser

Konflikten i Nagorno-Karabakh var regionens kernekonflikt i perioden 1991-1999. De regionale konsekvenser af konflikten var, udover et stort antal fordrevne personer, at alle omkringliggende stater, undtagen Georgien, inddroges i konflikten. Som vist var Ruslands engagement meget omfattende, mens Tyrkiet og Iran alt andet lige var mere tilbageholdende af hensyn til deres overordnede regionale interesser. Det stod derfor klart, at det har været Rusland, og de øvrige staters hensyn til denne, der satte den regionale dagsorden.

Konflikten skiftede det regionale magtbalanceforhold mellem Armenien og Azerbaijan. Ganske vist kom Azerbaijan værst ud af konflikten, og måtte ved våbenhvilen konstatere at have mistet terræn. Ikke desto mindre formåede Azerbaijan, som det fremgår af afsnit 9.4.7.1, at anvende sine midler så effektivt, at man kunne manøvrere Armenien ud på et regionalt sidespor ved at anvende oliepolitikken som en vigtig brik i sit diplomatiske spil. Således efterlod krigen Armenien forarmet og afskåret fra regional indflydelse, mens Azerbaijan vandt regional indflydelse gennem beslutninger om, hvorledes olierørledningerne skulle føres.

Selv om Azerbaijan formåede at manøvrere klogt på den internationale scene, medførte konflikten en tilbageholdenhed fra store internationale institutionelle investorer med hensyn til at investere i regionen. Der blev investeret i olie- og gasudvinding i og omkring Det Kaspiske Hav, men der var omfattende tilbageholdenhed med hensyn til investeringer i olierørledninger og bygningsprojekter m.v. i Azerbaijan, Armenien og Nagorno-Karabakh. Ydermere blev regionen ikke mål for infrastrukturelle investeringer som eksempelvis veje og telekommunikation som følge af konflikten.

Endelig medførte konflikten, at den regionale interaktionskapacitet yderligere forringedes. Geografisk er Sydkaukasus svært tilgængelig på grund af de kaukasiske bjerge. Konflikten begrænsede regionale transportruter yderligere ved at lukke grænserne mellem Armenien/Nagorno-Karabakh og Azerbaijan. Med udgangspunkt i den i forvejen Ruslandsorienterede infrastruktur Sovjetunionen efterlod, var dette et alvorligt problem for Sydkaukasus’ fremtidige udviklingsmuligheder.

9.4.6.3         Interregionale konsekvenser

Ud over, at konflikten inddrog frivillige soldater fra Armeniens diaspora uden for regionen samt 1500 afghanske mujaheddinlejesoldater på Azerbaijans side^[25], havde konflikten ikke nogen direkte indflydelse på nærliggende regioner forstået som Mellemøsten, Centralasien eller Europa. De omkringliggende regioner udtrykte sympati for de nødstedte, visse stater deltog i Minskgruppen og nogle sendte nødhjælpsforyninger, men derudover forblev konflikten et regionalt anliggende.

9.4.6.4         Globale konsekvenser

Konflikten inddrog USA som global aktør, men havde derudover ingen globale konsekvenser.

9.4.7         Konfliktens konsekvenser inden for regional olieudvinding^[26]

9.4.7.1         Samarbejde og produktion

Konflikten i Nagorno-Karabakh kan ikke anskues uden at indplacere den i sammenhæng med olie- og gasressourcerne i Det Kaspiske Hav. Ruslands støtte til Armenien og ønsket om at tvinge de sydkaukasiske lande ind i et samarbejde med Rusland under SNG, skal netop ses som et forsøg på, blandt andet, at opnå kontrol over ressourcerne i Det Kaspiske Hav ved at få Sydkaukasus ind i SNG, og forstærke grundlaget for den eksisterende overlejring^[27]. Ud over at spille dette geopolitiske kort havde Rusland som tidligere omtalt endvidere søgt at få indflydelse på ressourcerne ved at kræve medindflydelse på udnyttelsen af Det Kaspiske Hav. Rusland truede Azerbaijan med at tage “passende forholdregler” for at bringe Azerbaijans ulovlige “unilaterale besættelse” af de undersøiske rigdomme til standsning^[28].

At Azerbaijan var i stand til at modspille Rusland så effektivt i dette realpolitiske spil, var en ubehagelig overraskelse for Rusland. Azerbaijan formåede at anvende konfliktens kerne - olie - til egen fordel på to forskellige måder.

For det første fremmede Azerbaijan meget målrettet udbygningen af oliefelterne i det, som Azerbaijan erklærede som sin zone i Det Kaspiske Hav. I forbindelse med dette traf Azerbaijan “productionsharing aftaler” med store oliefirmaer fra næsten alle industrialiserede lande. Af disse aftaler er “Deal of the Century”, AIOC-aftalen af 1994, den bedst kendte. Fra et økonomisk synspunkt ville det være mere hensigtsmæssigt at træffe få store aftaler, og opnå stordriftsfordele i stedet for at sammenstykke og samarbejde om en mosaik af mindre aftaler. Men når denne mosaik undersøges nærmere, bemærkes det, at af de stater, der var repræsenteret i Minskgruppen, var flertallet også repræsenteret i AIOC eller andre olieudvindingsarrangementer såsom Shahdeniz og Karakbakh^[29]. Det gjaldt USA, Tyrkiet, Italien, Frankrig, Rusland og naturligvis Azerbaijan selv.

Ved at opnå disse staters opmærksomhed og økonomiske interesse i Azerbaijan, håbede Aliev, at der kunne dannes en tilstrækkelig stærk international pressionsgruppe over for Rusland til, at han kunne få sluttet fred og få det tabte terræn i Nagorno-Karabakh tilbage med diplomatiske midler^[30]. Denne logik skal blandt andet ses i lyset af, at konflikten virkede hindrende på store infrastrukturelle investeringer såsom rørledninger i regionen, som var nødvendige for på sigt at kunne profitere af de kaspiske olieressourcer. Ingen olieselskaber ville investere i føringen af en olierørledning gennem en eller flere konfliktplagede stater, men alle ville gerne deltage i “Deal of the Century”.

Alievs andet træk var, som det også er indikeret ovenfor, at involvere Rusland i olieudvindningen. Dette skete delvist som reaktion på russisk pres om at give en andel på 10% af AIOC til LUKoil, men primært for at skabe et russisk behov for fred og stabilitet i Sydkaukasus og sikre en sektoral opdeling af Det Kaspiske Hav. Ved at involvere Rusland, ville de indflydelsesrige russiske olie- og gasselskaber tjene hårdt tiltrængt vestlig valuta på at støtte udviklingen af Azerbaijans oliefelter, ligesom de ville miste lige så formidable indtægter, såfremt Rusland destabiliserede regionen. Denne politik lykkedes, idet Rusland i 1997-1998 nedtonede sin retorik omkring delingen af Det Kaspiske Hav, og indvilligede i en sektoral opdeling af de undersøiske værdier, som det indikeredes af den aftale Rusland indgik i juli 1998 med Kazakhstan^[31].

Opsummerende lykkedes det Azerbaijan at vende den russiske trussel delvist til egen fordel ved anvendelse af en række regionale og interregionale aktører, og på denne vis begrænse Ruslands mulighed for ensidig dominans i Sydkaukasus. I dette spil havde de amerikanske olieselskaber en stor rolle, da deres investeringer udgjorde ca. 40% af AIOC, trods de vanskelige institutionelle forhold Azerbaijan bød udenlandske investorer.

9.4.7.2         Eksport af olie

At Azerbaijan kunne vende Ruslands regionale politik til noget positivt, ændrede ikke ved det faktum, at konfliken i Nagorno-Karabakh effektivt havde afskåret Azerbaijan fra at kunne eksportere olie og gas ad den korteste rute til Det Sorte Hav.

Som tidligere omtalt var det ikke muligt for Azerbaijan at anvende Iran som eksportrute som følge af USA’s Iranpolitik. Ruslands ønske om at kontrollere Azerbaijan inden for rammen af SNG nødvendiggjorde ydermere, at Azerbaijan ikke gjorde sig afhængig af Rusland som eneste eksportrute, da man fra azerbaijansk side ikke ville gøre sin eksport afhængig af Rusland. Følgelig måtte den azerbaijanske olie og gas eksporteres til de vestlige markeder gennem Sydkaukasus.

Den korteste og billigste rute gik gennem Nagorno-Karabakh og Armenien. Som følge af krigen var denne rute uacceptabel, da den ville gøre Azerbaijan afhængig af armenierne og karabakh-armenierne. Forslag om alligevel at føre ruten igennem disse områder for at fremme fredsprocessen og “smøre den i olie” ved at tvinge de stridende parter ind i et dependensforhold blev afvist af såvel Armenien som Azerbaijan^[32]. Således var man nødsaget til at planlægge en rørledningsføring, der gik gennem Georgien og delvist parallelt med den eksisterende Batumi-rørledning, indtil den nye rørledning føres mod sydvest og ind i Tyrkiet. Denne løsning, der omhyggeligt er ført uden om Armenien, var det dyreste bud på en rørledning med en pris, der i efteråret 1998 forventedes at være ca. 3 mia. dollars. En så høj pris stillede krav om både en vis mængde olie og en høj markedspris, før det ville kunne betale sig at investere i rørledningen^[33].

9.4.8         USA’s handlerum

Som omtalt i kapitel 8 havde USA i analyseperioden en række regionale målsætninger, hvoraf de væsentligste var stabilisering af Rusland, hindre spredning af masseødelæggelsesvåben, hindre opbygningen af en russisk indflydelsessfære, fremme af selvstændighed og splitte samarbejdet mellem Rusland og Iran.

Konfliktens indflydelse på USA’s handlerum kan inddeles i to perioder: Fra 1991 til 1994 og fra 1994 til 1999. I den første periode havde USA som tidligere omtalt ikke en specifik politik over for Sydkaukasus, men koncentrerede sig om stabilisering af Rusland og såkaldt damage control, herunder primært hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben. Denne periode var regionens mest turbulente, hvor den interne transformation forskød magtbalancen mellem Armenien og Azerbaijan. Derudover blev også balancen i det regionale bi-polaritetsmønster ændret til Tyrkiets, og dermed USA’s, fordel.

Som følge af USA’s overordnede globale interesser, tog USA ikke skridt til direkte at påvirke Ruslands regionale politik forstået som indblanding i konflikten om Nagorno-Karabakh. Dette viste sig blandt andet i Minskgruppen og medførte, at Minskgruppen og CSCE ikke blev det forum for forhandling, man fra sydkaukasisk side havde ønsket. Konflikten kan dermed ikke siges at have påvirket USA’s handlerum afgørende på det tidspunkt.

Da konflikten stabiliseredes efter våbenhvilen i 1994, havde USA formuleret en politik over for Sydkaukasus, og i denne periode viste konflikten at have en række langsigtede konsekvenser. For det første medførte konflikten i Nagorno-Karabakh et skift i USA’s støtte til staterne i regionen. Ruslands støtte til Armenien, og Tyrkiets samarbejde med Azerbaijan i kombination med Azerbaijans udnyttelse af olie i den regionale politik nødvendiggjorde, at USA skiftede støtte til fordel for Azerbaijan og derfor, blandt andet, måtte udvande indholdet af ‘Section 907 of the Freedom Support Act’, såfremt USA ville opfylde sine egne regionale mål (se kapitel 8).

Konflikten påvirkede USA’s mulighed for at hindre spredning af masseødelæggelsesvåben i den forstand, at den opretholdt regional ustabilitet, hvor det var vanskeligt at kontrollere, hvad der blev smuglet ind og ud af regionen. Hvorvidt det faktisk medførte øget smuglingsaktivitet har ikke været genstand for nærmere analyse i dette speciale.

Da konflikten kunne tages som udtryk for Ruslands regionale politik og ønsket om at skabe en særlig interessesfære, understregede Ruslands førte politik USA’s behov for at foretage sit rutevalg for fremtidige rørledninger meget omhyggeligt, og herigennem tilse, at olierørledninger i regionen ikke gav Rusland eller dets allierede yderligere indflydelse på en region, der fra USA’s side i forvejen var mere domineret af Rusland end ønskeligt. Denne beslutning var i sammenhæng med USA’s regionale valg af samarbejdspartner med til at skubbe Armenien ud i kulden og væk fra den profitable status som transitland for kaspisk olie.

Azerbaijans anvendelse af olien i det diplomatiske spil om Nagorno-Karabakh gav USA tre midler: Et til Ruslandspolitikken, et til politikken over for Iran samt et regionalt middel, som virkede over for såvel Rusland som Iran. Som tidligere omtalt var USA’s Ruslandspolitik præget af en vis tvetydighed. Følgelig ønskedes det at inddrage Rusland i olieudvindingen, hvilket blev muligt ved hjælp af Azerbaijan. Azerbaijans opgradering og internationalisering af olieudvindingen gjorde det endvidere muligt for USA at påvirke Azerbaijan til at udelukke Iran. Afslutningsvis medførte Ruslands deltagelse i AIOC den ønskede splittelse mellem Rusland og Iran omkring delingen af Det Kaspiske Hav.

Opsummerende kan konflikten hævdes at have indvirket positivt på USA’s handlerum ved at forskubbe den regionale magtbalance til USA’s fordel. Deltagelsen i Minskgruppen medførte ikke, at unipolen fremtvang en løsning på konflikten. En række forhold kan forklare dette. Som tidligere omtalt i kapitel 8 havde USA ikke formuleret en klar interesse i regionen, og var derfor mere optaget af at hindre spredning af masseødelæggelsesvåben, da konflikten var på sit højeste. Således anvendte USA indledningsvist “the option of doing nothing”. Konflikten tvang USA til at fravælge Armenien som regional samarbejdspartner, men gav samtidig USA mulighed for at opnå et styrket samarbejde med Azerbaijan, som følge af Ruslands politik over for denne. ‘Section 907 of the Freedom Support Act’ hindrede amerikansk bistand til Azerbaijan på væsentlige områder, men ikke investeringer i oliesektoren. En afledt konsekvens af den manglende bistand var, at det generelle forretningsklima i Azerbaijan forblev ustabilt. Med udgangspunkt i Ruslands kapabiliteter kan man argumentere for, at Rusland stod for stærkt i Sydkaukasus til, at USA ønskede at involvere sig direkte. Efter stabiliseringen af konflikten forbedredes USA’s handlerum, idet det blev muligt at anvende de midler USA havde afset til Sydkaukasus: Selvstændighed opnået ved at fremme økonomisk uafhængighed, suverænitet, stabilitet og demokratisering.

9.5         Konflikten i Abkhazien

Konflikten i Abkhazien afspejler en interessant venskabs-/fjendskabsrelation, da denne eksemplificerer hvorledes en form for regional unipolaritet i en del af sikkerhedskomplekset efter 1991 var en meget væsentlig faktor i konflikten.

9.5.1         Historik^[34]

Opløsningen af det russiske imperium i 1917 ledte til Georgiens uafhængighed i maj 1918. Efter indførelsen af sovjetisk styre i Sydkaukasus blev Abkhazien erklæret for en uafhængig sovjetisk socialistisk republik i marts 1921. Dette varede kun frem til december 1921, hvor Abkhazien og Georgien indgik en føderationstraktat, hvormed Abkhazien opnåede status som en autonom republik i den georgiske sovjetiske republik^[35].

I Abkhazien var det på daværende tidspunkt en udbredt opfattelse, at republikken diskrimineredes fra centralt hold i Tbilisi, der gennem politiske, økonomiske og administrative beslutninger ansås for at favorisere det øvrige Georgien. Tilmed anså en del abkhazere sig for etnisk og kulturelt at høre til det russiske Nordkaukasus^[36]. Frem til Sovjetunionens sammenbrud var den potentielle konflikt mellem det abkhaziske mindretal og centralregeringen i Tbilisi dog overlejret i det større euroasiatiske sikkerhedskompleks.

Spændingen kom først til overfladen, da den tidligere dissident Gamsakhurdia indtog den georgiske præsidentpost i oktober 1990 og gennemførte lovgivning inden for sprogundervisning og statsborgerskab, der af flere etniske mindretal ansås for at være diskriminerende^[37]. Dette skulle blive begyndelsen på den væbnede konflikt i Abkhazien, der kulminerede i august 1992.

Konfliktens kerne bestod i, at den abkhaziske løsrivelsesbevægelse, efter at Georgiens selvstændighed var en realitet, ønskede udstrakt selvstyre og tilknytning til Georgien på føderativ basis eller indlemmelse i Den Russiske Føderation^[38]. Dette var komplet uacceptabelt for Georgien, der betragtede Abkhazien som en uadskillelig del af den georgiske stat. For at understrege alvoren i de georgiske betragtninger, ophævede centralregeringen den abkhaziske republiks autonomi.

Rusland meldte hurtigt ud, at denne forholdt sig neutral i konflikten mellem det abkhaziske mindretal og den georgiske regering, hvilket var en sandhed med modifikationer. Efter Georgiens løsrivelse i april 1991 indledte Sovjetunionen, og senere Rusland, en økonomisk blokade af Georgien, herunder fastfrysning af de økonomiske midler som andre tidligere sovjetiske republikker modtog fra Rusland. Blokaden var ganske effektfuld og havde alvorlige konsekvenser for den georgiske økonomi i form af faldende bruttonationalprodukt, stigende inflation og mangel på almene forbrugsgoder. Ikke desto mindre fastholdt Georgien, at georgisk medlemskab af SNG ikke kunne komme på tale og bekræftede hermed sin bestemthed for at føre en anti-russisk udenrigspolitik^[39].

Denne georgiske torn i øjet på Rusland skulle vise sig at blive udslagsgivende, da den sub-nationale konflikt i Abkhazien udviklede sig i slutningen af 1991. Den økonomiske blokade af Georgien havde, omend virkningsfuld, ikke knækket Georgiens uforsonelighed over for tanken om medlemskab af SNG og derfor var en ny mulighed for Rusland at støtte den abkhaziske løsrivelsesbevægelse. Den ellers asymmetriske konflikt mellem 93.000 abkhazere og 4 mio. georgiere fik dermed en ny dimension med den russiske støtte og våbenleverancer til den abkhaziske side^[40]. Rusland var gennem det transkaukasiske militærdistrikt allerede militært repræsenteret i Georgien inden konflikten i Abkhazien brød ud. Som et levn fra Sovjetunionen havde Rusland 18.000 soldater udstationeret i Georgien ved grænsen til Tyrkiet, og disse var ikke blevet trukket ud efter Georgiens selvstændighed i april 1991. De materielle forudsætninger for direkte russisk indblanding i konflikten var derfor tilstede.

Det synes sandsynligt, at Rusland ikke havde eller forfulgte en samlet politik over for denne konflikt i Georgien og, at der mellem aktører i Kreml var delte meninger om hvilken rolle Rusland skulle indtage^[41]. Som redegjort for i afsnit 4.5, vedrørende Ruslands officielle interesse, var det russiske forsvar efter 1992 en toneangivende aktør i udformningen af landets udenrigspolitik over for de tidligere republikker i Sydkaukasus. I manglen på en eksplicit russisk politik lader forsvarets interesser til de facto at have undergravet den officielle neutralitet, som Rusland tidligere havde taget sig. Dette blev tydeligt fra foråret 1993, hvor dimensionerne af den nye russiske politik anedes. Som det vises i afsnit 9.5.2 plæderede præsident Jeltsin efter februar 1993 i internationale fora for, at FN skulle anerkende Ruslands særlige evne til at garantere fred og stabilitet i de tidligere sovjetrepublikker.

Sideløbende understregede forsvarsminister Grachev, at russiske tropper ikke ville blive trukket tilbage fra det strategisk vigtige Georgien på trods af, at en bilateral aftale om tilbagetrækning af præcis disse tropper var indgået i starten af februar 1993. Ydermere varetog forsvarsminister Grachev størstedelen af forhandlingerne med præsident Shevardnadze under konflikten i Abkhazien, efter at præsident Jeltsin havde overdraget håndteringen af konflikten direkte til ham.

Da det i marts og april 1993 blev tydeligt, at den abkhaziske løsrivelsesbevægelse gjorde strategiske fremskridt og stod relativt stærkt over for den georgiske hær, befandt Shervardnadze sig i en efterhånden noget presset situation. Opgavens umulighed taget i betragtning, at nedkæmpe en mindre, men russisk støttet løsrivelsesbevægelse, gjorde at Shevardnadze på ydmygende vis måtte henvende sig til Moskva for at bede om dennes hjælp til at “normalisere relationer” mellem Georgien og Rusland for derigennem at afslutte konflikten.

Dette resulterede i maj 1993 i en våbenhvileaftale mellem Georgien, Abkhazien og Rusland. Våbenhvilen skulle overvåges af FN og CSCE, og der var planer om at afholde en fredskonference i FN og CSCE-regi med deltagelse af konfliktens parter samt Rusland, med henblik på at finde en varig løsning på konflikten. Våbenhvilen varede i mindre end en uge, og derefter appelerede såvel Georgien som Abkhazien til det internationale samfund om intervention fra FN, NATO og CSCE til at løse konflikten^[42].

Herefter blev det for alvor tydeligt, at Rusland ikke var interesseret i internationale forhandlinger med henblik på at løse konflikten i Abkhazien. Ruslands krav til at bidrage til en løsning på konflikten var entydige: Under henvisning til Ruslands legitime strategiske interesse i at bevare en del af Sortehavskysten skulle Rusland beholde sin ret til at have fem flådebaser ved kysten. Derudover skulle de 18.000 russiske tropper, der bevogtede den georgiske grænse til Tyrkiet, forblive i landet. Specielt kravet om fortsatte russiske baser ved Sortehavskysten syntes uacceptabelt for den georgiske regering, der søgte at mobilisere det georgiske parlament i et forsøg på at appellere til FN om deltage i konfliktløsningen, hvilket dog afvistes af denne^[43].

I september 1993 iværksatte de abkhaziske oprørere en velorganiseret offensiv for at drive de georgiske tropper definitivt ud af Abkhazien. For enhver, der ellers måtte have været i tvivl, var den abkhaziske offensiv et afgørende bevis på, at Rusland ikke havde opfyldt sin del af våbenhvileaftalen^[44]. De abkhazisiske oprørere var i besiddelse af våben, der ifølge våbenhvileaftalen skulle havde været inddraget. Enten havde dette ikke fundet sted, eller også var disse våben atter kommet i abkhaziernes varetægt efter indgåelsen af våbenhvileaftalen. At afsenderen var Rusland kunne der ikke være tvivl om, idet Abkhazien var geografisk indeklemt mellem det øvrige Georgien og det Sorte Hav, og dermed afskåret fra at modtage forsyninger ad anden vej end via Rusland. Shevardnadzes forsøg på at få præsident Jeltsin i tale efter bruddet på våbenhvilen resulterede blot i den ydmygende besked, at præsident Jeltsin ikke var tilstede^[45].

Præsident Shevardnadze var i september 1993 presset på mere end én front. Den tidligere nationalistiske præsident Gamsakhurdia iværksatte i september 1993 en offensiv mod den georgiske hær i den vestgeorgiske region Mingrelia. Gamsakhurdia spekulerede åbenlyst i at udnytte eskalationen af konflikten i Abkhazien til egen fordel. Stillet over for en situation med væbnede konflikter på to fronter var den georgiske hær ikke længere i stand til at forsvare den abkhaziske hovedstad Sukhumi, og dette pres bragte præsident Shervardnadze i en næsten umulig situation.

Således måtte Georgien i oktober 1993, som led i den endelige våbenhvile i Abkhazien, acceptere at melde sig ind i SNG og føje Ruslands krav om fortsat militær tilstede ved grænsen til Tyrkiet og retten til at beholde flådebaserne ved Sortehavskysten. Herefter indsatte det “neutrale” Rusland yderligere 5000 fredsbevarende tropper med henblik på at sikre jernbaneforbindelsen fra hovedstaden Tblisi til den georgiske havnebyen Poti ved Sortehavskysten. Indsættelsen af den russiske troppekoncentration afsluttede hermed den væbnede konflikt i Abkhazien. Udgangen på konflikten blev, at Den Abkhasiske Autonome Republik siden efteråret 1993 formelt har hørt under Georgien med udstrakt grad af selvstyre. Den formalitet står i kontrast til, at republikken de facto må siges at have løsrevet sig fra Georgien^[46].

Den russiske intervention til fordel for præsident Shevardnadze viste sig endvidere at være umådeligt betydningsfuld på den anden georgiske front, da den muliggjorde at Georgien kunne frigøre tropper til at nedkæmpe Gamsakhurdias offensiv i det vestlige Georgien. I november 1993 var Gamsakhurdias nederlag således en realitet.

9.5.2      Bag kulissen: Ruslands rolle

“I believe the time has come for distinguished international organizations, including the UN, to grant Russia special powers as a guarantor of peace and stability in the former regions of the USSR.”^[47].

Ruslands faktiske stillingtagen i denne konflikt stod i kontrast til den officielle neutralitet Rusland havde påtaget sig mellem konfliktens parter. Derfor er neutralitet ikke en fyldestgørende beskrivelse af Ruslands ageren i denne konflikt, fordi der ikke kan herske tvivl om, at Rusland med sin militære tilstedeværelse i form af 18.000 soldater i Georgien kunne havde interveneret og afsluttet konflikten langt tidligere, hvis Rusland havde ønsket dette.

En varig fred i Georgien syntes ikke i det russiske forsvars interesse, da dette kunne obstruere Ruslands fortsatte tilstedeværelse med flådebaser ved Sortehavskysten, hvilket lader til at have været Ruslands afgørende strategiske regionale interesse i Georgien. Denne omvendte fremgangsmåde - at støtte Abkhazien for at tvinge Georgien til at vende sig mod Rusland for hjælp til at nedkæmpe abkhazierne, tjente i russisk optik flere formål. Først og fremmest svækkedes Shervardnadze. For Rusland var gevinsten ved en lydhør georgisk regering, der indtil da ubetinget var den mest kritisk indstillede over for Rusland i Sydkaukaksus, på sigt et middel i Ruslands bestræbelser på at sikre Georgiens vej mod at søge re-integration med Rusland. Derfor tjente det som mere end blot en symbolsk sejr for Rusland. At arbejde for aktiv integration af de tidligere sovjetrepublikker inden for rammerne af SNG, understregedes allerede i sommeren 1992 som et afgørende mål for Rusland i det russiske udenrigsminsteriums rapport: “Russia in the New Abroad: Strategy for Safeguarding National Interests”^[48].

Endelig anvendtes Georgien af Rusland i denne konflikt til at tjene dets interesser over for Vesten. Georgiens synlige vanskeligheder med at få kontrol over delrepublikken Abkhazien, uagtet at denne støttedes udefra, blev af den daværende russiske udenrigsminister Kosyrev i september 1993 brugt som eksempel på Ruslands behov for vestlig finansiel støtte til at opretholde og udbygge sin rolle som regional fredsmægler. Argumentet var, at Rusland med sin forgivne evne til ikke at kunne afgøre regionale konflikter egenhændigt, havde brug for et vestligt mandat og midler til at indtage rollen som mægler og fredsgarant i kommende regionale konflikter. Rusland forestillede sig, at denne med sit selverhvervede unilaterale ansvar for regional fredsmægling og -løsning kunne tildeles en FN-finansieret regional fredsmæglerrolle, hvilket dog afvistes af FN’s generalforsamling^[49].

Rusland fremhævede i denne forbindelse Sydkaukasus som et nyt potentielt Jugoslaviensscenarium i dets nærområde, hvoraf Rusland følgeligt i sin udenrigspolitik måtte strække sig til det yderste for at undgå konfliktspill-over til det russiske Nordkaukasus^[50]. Omend der var udbredt forståelse for Ruslands legitime bekymringer over væbnede konflikter i dets nærområde, vakte denne disintegrationsparallel til det tidligere Jugoslavien ikke lydhørhed i hverken FN eller CSCE’s parlamentariske forsamlinger.

9.5.3         Konfliktens konsekvenser^[51]

På det interne niveau havde Georgien måtte acceptere Ruslands diktering af præmisserne for våbenhvileaftalen fra maj 1993, og Ruslands endelige hjælp til Georgien i september 1993. Georgiens unipolære mareridt som værende “klemt inde” grænsende op til Rusland understregedes hermed endnu tydeligere for Georgien. Samtidig var Georgien økonomisk dependent af Rusland, der udgjorde landets væsentligste samhandelspartner. Kombinationen af politisk-, økonomisk- og sikkerhedsdependens forstærkede yderligere fjendskabsrelationen mellem Georgien og Rusland efter konfliktens afslutning i november 1993. Dette må siges at være det afgørende analyseresultat på det regionale analyseniveau, at det i forvejen asymmetriske forhold mellem Rusland og en mindre stat yderligere cementeredes.

Denne russiske del- og herskpolitik gjorde, at den georgiske regerings råderum var blevet kraftigt indskrænket og, at Georgien på det regionale plan ikke længere kunne indtage rollen som den mest progressive stat i Sydkaukasus. Uoverensstemmelserne mellem Abkhazien og det resterende Georgien var ganske vist af ældre dato, men konfliktens udvikling, forløb og afslutning var derimod dikteret af et mønster af lokal unipolaritet, der vistes i form af Ruslands dominans.

Omend Vesten ikke havde anerkendt dette i ord, var det blevet anerkendt i manglen på handlinger. Ved applikering af det globale analyseniveau i denne konflikt bliver det tydeligt, at USA, trods international opmærksom omkring konflikten, ikke søgte at afbalancere den russiske rolle i konflikten. USA anvendte ikke diplomatiske og politiske midler til at tvinge Rusland til forhandlingsbordet efter at Rusland, i henholdsvis maj og oktober 1993, dikterede den oprindelige våbenhvileaftale og den senere løsning på konflikten, der skulle danne grundlaget for en varig løsning. Ej heller søgte USA selvstændigt at etablere en pendant til Minskgruppen.

Først da Rusland i september/oktober 1993 ønskede vestlig anerkendelse og opbakning til dets regionale politik i form af accept og tildeling af en særlig mæglerrolle, var grænsen nået.

I teoretiske termer var det den fortsatte overlejring, der styrkedes gennem Ruslands øgede militære tilstedeværelse i Georgien efter konflikten. Overlejringen intensiveredes nemlig ved, at Rusland som en udefrakommende magt stationerede flere militære styrker på georgisk territorium, hvilket lagde låg på den regionale sikkerhedsdynamik som konflikten i Abkhazien i sig selv var. Derved blev det generelle modsætningsforhold mellem en ekstern magt (Rusland) og den lokale stat (Georgien) mere udslagsgivende for konfliktens forløb og udfald end selve den nationale georgiske modsætning mellem centralstyret og den mindre republik.

I forhold til andre regioner havde konflikten i Abkhazien ikke en spill-over effekt og således synes det interregionale analyseniveau ikke at være af afgørende betydning for denne regionale sikkerhedsdynamik. Georgiske forsøg på at mobilisere Ukraine på sin side undervejs i konflikten resulterede i, at Ukraine inden for rammerne af våbenhvileaftalen af maj 1993 blev tildelt en mindre overvågningsrolle i CSCE-regi^[52]. Dette realiseredes ikke, da aftalen faldt til jorden efter mindre end en uge. Efterfølgende forsøgte Georgien ikke at inddrage Ukraine yderligere.

Fra russisk side påpegedes det, at konflikt spill-over fra konflikten i Abkhazien til det russiske Nordkaukasus var en reel fare som følge af Abkhaziens etniske og kulturelle lighed med nogle af de mindre nordkaukasiske republikker^[53].

Ved analyse af venskabs-/fjendskabs relationer i Abkhazienskonflikten er det tydeligt, at det lokale polaritetsmønster, fremfor den systemiske polaritet, har været udslagsgivende for konfliktens forløb og afslutning. Mouritzens omgivelsespolaritet, der eksemplificeres ved russisk dominans over mindre stater i dets nærområde er et tydeligt udviklingstræk i denne konflikt. Der er dog ikke belæg for at delkonkludere, at konflikten ændrede det regionale polaritetsmønster fra bipolært til unipolært. Dertil var konfliktens konsekvenser for det øvrige Sydkaukasus og Den Kaukasiske Region for svage og resulterede ikke i direkte spill-over.

9.5.4         Konfliktens betydning for USA’s handlerum

For god ordens skyld skal det påpeges, at den oven for gennemgåede konflikt fandt sted fra 1991 til ultimo 1993, hvilket var inden USA præsenterede officielle interesser for Sydkaukasus. Ikke desto mindre var konflikten i Abkhazien af betydning for USA’s muligheder for at indfri sine interesser.

Konflikten i Abkhazien viste med tydelighed, at Georgien i tiden umiddelbart efter sin selvstændighed ikke havde fuld kontrol over sine interne konflikter og dermed ikke var fuldt ud i stand til at sikre sin territorielle integritet. Endvidere var præsident Shervardnadze svækket over for Rusland efter at denne hele konflikten igennem havde gjort sit ypperste for at ydmyge ham. I dele af det russiske forsvar herskede den opfattelse, at Shervardnadze som den sidste udenrigsminister i Sovjetunionen havde ansvaret for afslutningen på den kolde krig og Sovjetunionens disintegration. Med konflikten i Abkhazien opstod der en mulighed for disse kredse til at tydeliggøre Shevardnadzes interne problemer og dermed svække hans præsidentstyre^[54].

Dette kunne lede til den forventning, at den begrænsede georgiske evne til at sikre intern stabilitet og løse egne konflikter ville svække USA’s incitament til, samt muligheder for, at opnå en værdifuld partner i Georgien. Dette var imidlertid ikke tilfældet, da USA tilsyneladende ikke anså konflikten i Abkhazien, eller den mindre konflikt i den georgiske delrepublik Sydossetien, som værende af så graverende karakter, at dette afholdt USA fra at initiere et partnerskab, der senere udbyggedes med finansiel og materiel støtte til Georgien. Ved USA’s omfattende støtte til Georgien kan man dog ikke komme udenom, at denne hjælp også var personbestemt, idet Shervardnadze hele perioden igennem har nydt en væsentlig anseelse fra USA. Visse analytikere understreger det paradoksale i, at den amerikanske opbakning bag ham næsten syntes uafhængig af styrets faktiske præstationer^[55].

Ej heller begrænsede det USA i at vælge Georgien som partner og senere som transitland for Baku-Ceyhan rørledningen. Det skyldes, at USA trods Georgiens indenrigspolitiske ustabilitet ønskede at støtte Georgien i dennes tiltag til demokratisering og reformer af den offentlige sektor, da Georgien hele perioden igennem havde et komparativt forspring over for sine sydkaukasiske nabostater. Tilmed havde Georgien vist konkret vilje til samarbejde med Vesten generelt og USA specifikt, blandt andet gennem deltagelse i PfP-samarbejdet og landets ønske om medlemskab af NATO.

Abkhazienkonflikten satte Georgien i et sikkerhedsdilemma over for Rusland, da det var denne som eskalerede konflikten og samtidig havde midlerne til at standse konflikten. Således var Georgien efter konflikten under yderligere sikkerhedspres fra Rusland. Georgiens optagelse i SNG gældende fra oktober 1993 var fra georgisk side ment som et sikkerhedsforanstaltning, som denne var blev tvunget til at tage^[56]. Georgien deltog ikke i det interne SNG-samarbejde omkring at danne en toldunion inden for SNG og lagde dermed ikke op til, at SNG skulle være den formelle økonomiske ramme for georgisk udenrigshandel. Denne politik gav Georgien karakter af at være en “usikker seperatist” inden for SNG^[57].

Netop derfor var et partnerskab med USA af umådelig betydning for Georgien, der øjnede mulighed for at undgå sikkerhedspresset fra Rusland og styrke sin position vis-á-vis denne gennem en styrket økonomi. Georgien havde i lighed med Azerbaijan oplevet Ruslands sikkerhedsmæssige dominans, men i modsætning til Azerbaijan var der for USA ikke nogen (selvskabte) forhindringer i at alliere sig med Georgien. Georgien fik gennem partnerskabet med USA præsenteret muligheden for at udnytte sin centrale regionale placering til at profitere som transitland for de øvrige staters olieressorcer. Under forudsætning af, at en rørledning gennem Georgien kunne finansieres, ville denne styrke landets økonomi og tage toppen af den økonomiske dependens af Rusland.

Endelig kan det problematiseres, i hvilken grad USA egentlig havde et reelt alternativ til Georgien, hvis man fra amerikansk side fastholdt sin målsætning om multiple outlets. Hvis den specifikke rørledning fra Baku til Ceyhan ikke skulle involvere Georgien som transitland var USA’s eneste alternativ Armenien. Som det vistes i afsnit 9.4.7.2 vedrørende Nagorno-Karabakh, var det politiske klima i Armenien dog så ustabilt som følge af konflikten dér, at USA valgte ikke at tilgodese Armenien med en del af rørledningen, da denne skønnedes for ustabil. Selv en alternativ rørledningsrute fra Baku til Det Sorte Hav, der skulle ende i Ukraine, skulle konstrueres gennem Georgien (og Rusland), der således var en uundgåelig mellemstation i de amerikanske rørledningsberegninger.

Når USA fastholdt sin inddæmningspolitik af Iran, der udelukkede denne som samarbejdspartner i regional olieudvinding, var Georgien derfor det eneste valg. Det lader ikke til at have været en faktor af betydning for USA, at der fra 1991 til 1999 var russisk militær tilstedeværelse i Georgien. På den baggrund kan valget af Georgien som partner problematiseres ud fra den betragtning, at den delvise russiske overlejring kan vise sig problematisk med henblik på den konkrete anlæggelse af rørledningen fra Baku til Ceyhan. Georgien anses af visse for at være for svag en partner til at kunne modstå den russiske indflydelse^[58]. Når resultaterne fra den første delanalyse sammenholdes med gennemgangen af konflikten i Abkhazien, er det tydeligt, at USA realpolitisk ikke kunne vælge meget anderledes, idet Iran de facto var udelukket fra kandidatlisten og et samarbejde mellem Armenien og Azerbaijan vedrørende regional olieudvinding af begge parter blev anset som værende udelukket.

9.5.5         Opsummering på konflikten i Abkhazien

Opsummerende begrænsede konflikten i Abkhazien ikke USA’s muligheder for at indfri sine interesser gennem regional olieudvinding. Da konflikten ikke medførte et skift i den regionale polaritet fra bipolært til unipolært, var der ikke som følge af konflikten regionale hindringer for USA’s muligheder for at indfri sine interesser. USA kunne forsat gennem anvendelse af sit partnerskab med Tyrkiet, den anden regionale pol, arbejde for inddæmning af Iran og føre en særlig politik over for Rusland, der involverede Sydkaukasus.

Der var på det interne niveau en række effekter af konflikten, hvoraf de væsentligste var den umiddelbare interne georgiske svækkelse, der på sigt var medvirkende til at konsolidere dennes vestlige orientering i sin udenrigspolitik. Derudover sikredes den fortsatte russiske militære tilstedeværelse i landet. Som beskrevet oven for styrkede den russiske dominans Georgiens ønske om vestligt engagement i regionen. Dette gjorde det på sigt nemmere for USA at indfri sine regionale interesser i Sydkaukasus, da Georgien var meget lydhør over for USA’s regionale dagsorden. USA var tilsyneladende ikke nået frem til den konklusion, at Georgien var for svag som regional partner og anså ikke den regionale stabilitet som værende blevet svækket som følge af konflikten i Abkhazien.

USA’s rolle i konflikten karakteriseres mest rammende ved dets manglende direkte engagement. USA forsøgte ikke inden for rammerne af CSCE at etablere en eventuel pendant til Minskgruppen. Dette kan vurderes ud fra den manglende overordnede strategi for USA’s Ruslandspolitik fra 1991 til 1994 (se afsnit 8.12.1). I manglen på en overordnet strategi havde USA’s samlede politik karakter af at afhjælpe de værste konsekvenser af den systemiske forandring. Centralt for USA fra 1991-1994 var som nævnt at sikre ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og indtil dette synes under en rimelig grad af kontrol, blev Rusland givet et større regionalt råderum af USA. Dette giver en sandsynlig forklaring på, at USA ikke blandede sig aktivt i Abkhaziens-spørgsmålet, da andre regionale mål underordnedes denne prioritering.

Ydermere var der et “time lag” mellem fremkomsten af de regionale konflikter fra 1991-1993 og USA’s betoning af regional konfliktløsning som en officiel interesse fra 1994. Den russiske militærdoktrin fra november 1993, der fremhævede mindre regionale konflikter som det afgørende trusselsparameter, havde en vis lighed med den amerikansk sikkerhedsstrategi fra juli 1994, der indeholdte samme syn på trusselsopfattelse under en unipolær verdensorden. Den fortsatte russiske dominans, som kunne blive konsekvensen af Ruslands ønske om en regional “problemknuser-rolle”, kan ses som udslagsgivende for det efterfølgende amerikanske officielle mål om selvstændighed fra 1994 for herigennem at styrke de mindre stater over for Rusland.

Endelig skal det nævnes, at der ikke i denne regionale del af analysen er belæg for at konkludere, at USA’s ønske om at isolere Iran var et nødvendigt valg som USA måtte træffe som følge af regionale venskabs-/fjendskabsforhold og deraf følgende dynamikker. USA’s Iranpolitik fra 1991 til 1999 kan alene analyseres meningsfyldt ud fra formulering og prioriteringer af interesser i amerikansk udenrigspolitik og historiske forhold, der falder uden for specialets afgrænsning i tid og rum.

9.6        Delkonklusion

Delkonklusionen i kapitel 8 var, at USA havde en række regionale interesser i Den Kaukasiske Region. Interesserne bestod af:

·   Den dobbeltrettede politik i forhold til Rusland.

·   Inddæmning af Iran.

·   Ikke-spredning.

·   Modarbejde samarbejdet mellem Rusland og Iran.

Da USA efter 1994 formulerede en selvstændig politik for Sydkaukasus, udmøntedes disse interesser i en række målsætninger, der skulle virke som midler for at opfylde målene i Den Kaukasiske Region. Disse sydkaukasiske målsætninger bestod i:

·   Selvstændighed for Sydkaukasus.

·   Multiple outlets.

·   Undgå free riding i Sydkaukasus.

Målet om selvstændighed skulle nås primært gennem en særlig rørledningspolitik, der skulle bibringe USA’s partnerlande i Sydkaukasus de fornødne politiske og økonomiske midler til at opnå økonomisk uafhængighed, suverænitet og stabilitet.

I dette kapitel er regionens to største konflikter blevet analyseret med henblik på at afdække regionale sikkerhedspolitiske dynamikker. Endvidere er det indikeret, hvordan disse konflikter påvirkede USA’s manøvrerum i Sydkaukasus.

9.6.1 De væsentligste regionale sikkerhedspolitiske dynamikker

I det følgende sammendrages de væsentligste regionale sikkerhedspolitiske dynamikker, og konflikternes samlede indflydelse på USA’s manøvrerum belyses.

9.6.1.1 To akser

Konflikterne i Nagorno-Karabakh og Abkhazien afslørede to regionale akser bestående af henholdsvis Rusland/Armenien/Iran og USA/Tyrkiet/Georgien/Azerbaijan. Akserne var stabile, men Tyrkiet og Iran indtog ved visse lejligheder mindre fastlåste positioner i forhold til eksempelvis Armenien end tilfældet var for Rusland og Azerbaijan. Konflikterne var medvirkende til at styrke venskabsrelationerne mellem Tyrkiet og Azerbaijan, Tyrkiet og Georgien samt Rusland og Armenien, mens de amerikansk/armenske og russisk/georgiske relationer blev svækkede.

9.6.1.2 Regional polaritet og magtbalance

Konflikterne demonstrerede, at den regionale polaritet forblev bipolær, men at Rusland især i perioden 1991-1993 havde en klar overvægt af indflydelse i Sydkaukasus. Konflikten i Nagorno-Karabakh medførte en forskydning i den regionale polaritet, idet denne konflikt inddrog en række interregionale og globale aktører samt interesser inden for oliesektoren. Dette medførte, at Rusland ikke længere udelukkende kunne agere militært over for Azerbaijan, hvilket svækkede Rusland i regionen. Ydermere søgte Rusland at balancere konflikten af hensyn til Tyrkiet, hvilket også indikerer, at Rusland respekterede den regionale bipolaritet. Konflikten i Abkhazien medførte ikke nogen forskydning i den regionale polaritet, men gav Rusland øget indflydelse i Georgien gennem den delvise overlejring.

Efter 1994 øgede USA sin direkte indflydelse i regionen ved at formulere en særlig regional politik. Dette styrkede Tyrkiet, og forskød yderligere den regionale magtbalance til USA’s fordel.

9.6.2 USA’s manøvrerum

Da USA koncentrerede sin indsats om Rusland i perioden 1991 til 1994, og overlod det til Tyrkiet at repræsentere sine interesser i Sydkaukasus, virkede konflikterne ikke umiddelbart indskrænkende på USA’s manøvrerum i denne periode. Det kan dog hævdes, at Armeniens styrkede samarbejde med Rusland på et tidligt tidspunkt fratog USA en potentiel partner i regionen.

Efter at begge konflikter stabiliseredes og USA havde formuleret en selvstændig politik for Sydkaukasus i 1994, øgedes USA’s manøvrerum. Det skyldes, at stabiliseringen af konflikterne også stabiliserede de interne niveau i de sydkaukasiske stater, og dermed gjorde det lettere for USA at fremme de midler man ønskede - økonomisk uafhængighed, suverænitet, stabilitet og demokratisering med henblik på at opnå selvstændighed for Sydkaukasus. Azerbaijans oliepolitik fremmede blot dette yderligere.

Den interne svækkelse, som konflikterne havde medført, påvirkede indirekte USA’s manøvrerum, idet svækkelsen hindrede infrastrukturelle investeringer og politisk reform. På den anden side medførte denne svækkelse også, at de sydkaukasiske stater måtte vende sig mod Vesten for at opnå den assistance inden for politisk støtte, teknisk bistand og finansielle ydelser som Rusland ikke kunne eller ville levere, eller som det ikke ønskedes at Rusland skulle levere. Dette medførte, at især Georgien blev lydhør for amerikansk politik.

De regionale konflikter havde ingen negativ betydning for USA’s manøvrerum i forhold til Iran, tværtimod gav Azerbaijans håndtering af dets olieressourcer USA et effektivt middel i det regionale diplomatiske spil (se afsnit 9.4.8).