USAs interesser i Sydkaukasus. Kapitel 7.

7.       Teori  II:

           B U Z A N   E T   A L ’ s    R E G I O N A L E S I K K E R H E D S K O M P L E K S T E O R I

          “Any attempt to study security has to face the problem of the seamless web. Security is a relational phenomenon. Because security is relational, one cannot understand the national security of any given state without understanding the international pattern of security interdependendce in which it is embedded.”                                                                                                       Buzan, Barry (1991)^[1].

Til problemformuleringens anden del, regionale sikkerhedsdynamikker og deres indvirken på USA’s handlerum for så vidt angår interessevaretagelse gennem udnyttelse af olieressourcer, anvendes Buzan et al.’s regionale sikkerhedskompleksteori^[2]. Sikkerhedskompleksteorien vil med sin betoning af regional sikkerhedsinterdependens tydeliggøre USA’s manøvrerum i form af muligheder og forhindringer. Parallelt med gennemgangen af Hansens unipolaritetsmodel tilstræbes det i dette kapitel at adskille teori og empiri. I det efterfølgende gennemgås teoriens analytiske bestanddele for derefter at opstille et analyseredskab til anvendelse for specialets anden delanalyse (kapitel 9).

7.1         Teoriens grundlæggende antagelser

Det teoretiske udgangspunkt er Buzan et al.’s vurdering af regional sikkerhed som traditionelt at være blevet analyseret inden for rammerne af ‘area studies’, dvs. med udgangspunkt i ét eller flere givne regionale områder. Således er den teoretiske ambition at: “...[p]roduce an operational theory of security complex theory...” ^[3], hvori det regionale niveau er centralt i regionale sikkerhedsanalyser. Teoriens postulat i forbindelse med anvendelse af regional sikkerhedskompleksteori er, at udefrakommende magter må inkorporere regioners sikkerhedsmønstre i forbindelse med opfyldelse af deres regionale interesser, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet i de førte politikker.

Teoriens centrale antagelse er, at sikkerhedsinterdependens mellem stater oftest vil kunne identificeres i form af regionalt baserede klynger, der betegnes sikkerhedskomplekser. Heraf følger, at sikkerhedsinterdependens som udgangspunkt er mere intens mellem aktører inden for et givent regionalt sikkerhedskompleks end med stater uden for komplekset.

Buzan et al. problematiserer til en vis grad neorealismens antagelser om staten som den afgørende aktør, og den deraf implicitte slutning af militær-politisk sikkerhed som omdrejningspunkt i sikkerhedsanalyser. Dog argumenteres der for, at regional sikkerhedskompleksteori kan anskues som en udvikling af neorealismen, og derfor omtales som det fjerde lag i Waltz’ definition af struktur efter systempolaritet^[4]. Følgelig og med vurderingen af regionale sikkerhedskomplekser som forventede territorielle substrukturer med indvirken på det globale niveau, understreges det, at regional sikkerhedskompleksteori er kompatibel med andre mainstream-realismeteorier^[5].

Denne åbning af regional sikkerhedskompleksteori over for andre teorier gør det som omtalt muligt at kombinere unipolaritetsmodellen og regional sikkerhedskompleksteori. Sikkerhedsliggørelse, der udgør sikkerhedskompleksteoriens andet led, anvendes ikke som element i vores regionale sikkerhedskompleksanalyse. Derved nedtones teoriens konstruktivistiske indhold, hvorved regional sikkerhedskompleksteori opnår et større neorealistisk tilsnit og dermed øges teoriernes kompatibilitet^[6].

7.2         Sikkerhed på det regionale niveau: Regioner som analyseramme

Buzan et al. påpeger en bias i traditionelle sikkerhedsanalyser mod globale og nationale analyseniveauer, hvilket anses for uholdbart som følge af deres vurdering af sikkerhed som et relationelt begreb, der defineres kontekstuelt. Det globale niveau vurderes som at være for højt et generalisationsniveau til belysning af staters sikkerhed dog med supermagter/unipolen som mulige undtagelser, da det regionale imperativ ofte er mindre afgørende for dem sammenlignet med mindre stater. En mulighed for at undgå denne bias er at anskue regioner som den kontekst inden for hvilken staters sikkerhed meningsfyldt analyseres:

              “...[t]he region, in contrast, refers to the constellation where states or other units link together sufficiently closely that their securities cannot be considered seperate from each other.”^[7].

Regioner fremhæves som scenen, hvorpå globale og nationale sikkerhedsdynamikker interagererer og heraf dannes regionale sikkerhedskomplekser i interaktion mellem top down og bottom up-mekanismer: Førstnævnte følger af systemets anarkiske struktur, der efterlader stater til selvhjælpsprincippet. Bottom-up mekanismer følger af, at trusler opererer mere potent over korte afstande med regional sikkerhedsinterdependens til følge, da sikkerhedsrelationer til naboer tenderer at opnå højeste prioritet. Derfor er regionale sikkerhedsrelationer afgørende bestanddele i de enkelte staters trusselsbillede.

Bredere anlagte forsøg på definitioner af regioner tilstræbes ikke i modsætning til eksempelvis Lake og Morgan, der i højere grad baserer definitionen af regioner på indikationer af kulturelle, økonomiske og historiske regionaliseringselementer^[8]. Buzan et al. finder ikke sådanne tilgange fyldestgørende og placerer det analytiske fokus på regional sikkerhedsinterdependens som konstituerende faktor. Centralt bliver derfor at definere regioner specifikt i funktionelle sikkerhedstermer. Med Buzan et al.’s ord: “Security complexes are regions as seen through the lens of security”^[9].

7.3         Regional sikkerhedskompleksteori: Variable

Buzan et al. karakteriserer regionale sikkerhedskomplekser som vedvarende, men ikke permanente, mønstre af venskabs-/fjendskabsrelationer inden for geografiske mønstre af sikkerhedsinterdependens. Som redegjort for tidligere afledes regionale sikkerhedskomplekser fra samspillet mellem systemets anarkiske struktur og dets magtbalance-implikationer samt dynamikker betinget af geografisk nærhed.

Buzan et al. anvender et bredt sikkerhedsbegreb, der inddrager politisk -, militær -, samfundsmæssig - , økonomisk - og miljømæssig sikkerhed. Dette er, ifølge Buzan et al., den logiske fortsættelse af deres kritik af den traditionelle statscentrerede bias i sikkerhedsanalyser. Med et bredere sammensat analyseapparat mener Buzan et al., at regional sikkerhedsteori hæver sig over denne bias. Hvorvidt det reelt lykkes, er for os at se åbent for diskussion^[10]. Ved gennemgang af de empiriske analyser i Buzan et al. (1999) ses et vist råderum i teorien for, at 1999-projektets konklusion kan blive, at den statscentrede tilgang er bedst egnet til analyse af visse regioner i tidlige stadier af regionalt samarbejde. Tilmed argumenteres der for, at neorealistiske tilgange synes at have en god forklaringskraft ved belysning af tidlige faser af regional integration^[11].

Det fremhæves dog, at teoriens postulat om sikkerhedsinterdependensens regionale fokusering afhænger af de implicerede stater. På et kontinuum har supermagter et power edge, der muliggør delvis ophævelse af det regionale imperativ i deres sikkerhedsrelationer. I modsætning hertil har mindre stater ikke samme kapabiliteter og deres sikkerhedspolitik vil tage udgangspunkt i forholdet til omkringliggende stater.

Koblingen mellem systemetpolaritet og regionale sikkerhedsdynamikker finder sted gennem penetration^[12]. Dette er tilfældet, når udefrakommende magter allierer sig med stater inden for det regionale sikkerhedskompleks. Det fremhæves, at stormagtsindblanding oftest vil ske gennem eksisterende regionale spændinger eller konflikter.

7.4         Deskriptiv sikkerhedskompleksteori: Matrix for områdestudier

Buzan et al. fremhæver regional sikkerhedskompleksteori som egnet til deskriptiv kortlæggelse af en regions sikkerhedsdynamikker. Neden for skitseres kort teoriens bestanddele.

Teorien opererer med fire analyseniveauer:

·   Nationalt (internt): Internt i regionens stater med fokus på deres sårbarheder.

·   Regionalt: Stat-til-stat relationer.

·   Inter-regionalt: Regionens interaktion med omkringliggende regioner.

·   Globalt: De globale magters rolle i regionen.

Det er ikke på forhånd givet hvilke(t) niveau(er), som er afgørende, men det er en implicit antagelse i teorien, at det regionale niveau er, hvis ikke afgørende, så i hvert fald af meget væsentlig betydning. Tilsammen udgør de fire analyseniveauer en sikkerhedskonstellation.

Et af formålene med regional sikkerhedskomplekstori er at kunne identificere og vurdere ændringer på det regionale niveau. Sikkerhedskomplekser opdeles i fire geografiske variable, som benævnes den essentielle struktur, og består af følgende^[13]:

·   Anarkisk struktur i og med, at komplekset består af to eller flere autonome stater.

·   Regional polaritet, som dækker magtfordelingen mellem enhederne. Regional polaritet kan antage form af uni-, bi- eller multipolaritet.

·   Venskabs-/fjendskabsrelationer mellem enhederne.

·   Territoriel grænse, som differentierer komplekset fra omkringliggende stater.

Af de fire punkter forekommer den anarkiske struktur og den territorielle afgrænsning at være forholdsvis klare og operationaliserbare. Men Buzan et al.s inddeling i regional unipolaritet, bipolaritet eller multipolaritet er problematisk, da Buzan et al. ikke operationaliserer opdelingen nærmere. Det forekommer eksempelvis vanskeligt at bedømme, hvilken grad af indflydelse en stat skal have i en region for at fremtvinge et regionalt polaritetskifte, og i hvor høj grad en stat kan samarbejde med en anden stat før den første stat mister sin regionale pol-status.

Endvidere er det uklart, hvorledes Buzan et al. operationaliserer venskabs-/fjendskabs-relationer. Det anføres, at disse relationer ofte vil være påvirkede af historiske forhold som længerevarende fjendskaber eller fælles kulturelle baggrunde og, at den fysiske nærhed er af betydning for relationerne^[14]. Det synes dog vanskeligt for Buzan et al. overbevisende at argumentere for, at disse relationer ikke i samme grad kan være resultater af neorealistisk sikkerhedslogik og magtbalancering. I denne forstand er regionens ydre rammer af væsentlig betydning, og venskabs-/fjendskabsrelationer burde derfor kunne skifte såvel som følge af systemiske forskydninger som forskydninger i den regionale magtbalance.

Buzan et al. kortlægger derpå tre udviklingsmuligheder for regional sikkerhedsstruktur^[15]:

·   Opretholdelse af status quo: Ingen signifikante ændringer i den essentielle struktur.

·   Intern transformation af komplekset: Ændringer i enten regionale polaritetsmønstre eller venskabs-/fjendskabsmønstre.

·   Ekstern transformation af komplekset ved ændring af kompleksets territorielle afgrænsning i form af sammensmeltning af to regionale sikkerhedskomplekser eller løsrivelse af dele af komplekset .

Buzan et al. forudsætter, at det regionale niveau fortsat er aktivt efter en ændring og, at det kun er formen og strukturen, som er ændret. Afgørende er, at der stadig genereres regionale sikkerhedsmønstre, med mindre at den regionale sikkerhedsstruktur udvikler sig som anført i afsnit 7.5.1 eller 7.5.2, hvor sikkerhedsmønstrene overlejres eller er relativt svage.

7.5         Forudsigende sikkerhedskompleksteori: Scenarier

Hvis det internationale system lever op til de krav teorien stiller, kan ovenstående efterlade det indtryk, at hele verden principielt skulle være opdelt i et antal regionale sikkerhedskomplekser^[16]. Det er ikke tilfældet, da der er to andre tilstande en region kan befinde sig i, såfremt denne ikke udgør et sikkerhedskompleks: Overlejret og Ustruktureret. Disse to tilstande skyldes enten undertrykkelse af interaktion mellem stater som følge af en massiv tilstedeværelse af en udefrakommende magt (overlejring), eller at staterne er så svage, eller optagede af interne problemer, at der ikke finder den nødvendige grad af interaktion sted, idet deres magt eller indflydelse ikke projiceres ud over egne grænser (ustruktureret).

7.5.1      Overlejring

Overlejring forekommer, når en sikkerhedsregion og regionens sikkerhedsdynamikker er mere påvirket af modsætningerne mellem de eksterne magter end interesser og interaktioner mellem de lokale stater. Det, som adskiller overlejring fra omfattende stormagtspenetration er, at ved overlejring stationerer (en) udefrakommende magt(er) omfattende militære styrker i regionen^[17]. Overlejring kan være påtvungent eller “semi-voluntary”^[18], idet de lokale stater i mere eller mindre grad kan acceptere overlejringen. Overlejring forhindrer ikke nødvendigvis regionale forandringer. Det kan eksempelvis ikke forventes, at en given region, der var et sikkerhedskompleks før overlejringen, atter vil fremstå som sådan, når denne overlejring fjernes.

7.5.2      Ustruktureret region

En ustruktureret region er i sin simpleste form en region, hvor staterne er så svage, at de ikke kan generere sikkerhedsinterdependens på det regionale niveau. Derved kan der ikke opstå et sikkerhedskompleks, som netop er kendetegnet ved sin interaktion og gensidige afhængighedsforhold. Spørgsmålet er, om denne situation overhovedet er mulig? Under henvisning til empirien hævder Buzan et al., at dette p.t. ikke forekommer, og at ustrukturerede regioner skal betragtes som “...[s]ecurity complexes in the making...”^[19]. Efterfølgende opdeles de ustrukturerede regioner i henholdsvis præ- og protokomplekser. Prækomplekser eksisterer, hvor bilaterale sikkerhedsrelationer potentielt kan knytte stater ind i et sikkerhedskompleks, men det endnu ikke er sket. Protokomplekser forekommer, hvor der er sikkerhedsinterdependens nok til at adskille regionen fra de omkringliggende lande, men hvor de regionale dynamikker samtidig er for svage til at udgøre et ægte sikkerhedskompleks. Problemet med denne definition er dog, at det er vanskeligt at måle hvornår de bilaterale sikkerhedsrelationer er så intense, at regionen overgår fra et prækompleks til et sikkerhedskompleks, ligesom overgangen fra et protokompleks til et sikkerhedskompleks er vanskelig at identificere, idet der er interdependens tilstede, men blot ikke et sikkerhedskompleks. Man kan spørge, hvad der da adskiller regionen fra de omkringliggende regioner?

7.5.3      Sikkerhedskomplekser

Sikkerhedskomplekser kan være såvel unipolære, bipolære som multipolære ligesom venskabs-/fjendskabsforholdene kan spænde fra konfliktformationer over sikkerhedsregimer til sikkerhedsfællesskaber. I det følgende gennemgås de forskellige varianter af sikkerhedskomplekser^[20].

Klassiske sikkerhedskomplekser er konfliktformationer og sikkerhedsregimer, hvor regionen er defineret af mønstre af rivalisering, balancering, alliancer og samarbejder^[21]. Denne type sikkerhedsregime er klart anarkisk, og det er forholdet mellem de største stater, der sætter den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det klassiske sikkerhedskompleks kan også være unipolært. Det vil sige, at en stat i komplekset dominerer det enkelte kompleks som følge af sin størrelse og sine kapabiliteter.

Buzan et al. skelner ydermere mellem det unipolære sikkerhedskompleks og det centrerede unipolære sikkerhedskompleks. Sidstnævnte opstår, når det er en stor- eller supermagt, der dominerer et sikkerhedskompleks. Denne tilstand vil ofte medføre en udviskning af skillelinjen mellem det globale og det regionale niveau. Det skyldes at kerneaktøren (stormagten) orienterer sin politik mod det globale niveau, hvorfor de regionale sikkerhedsdynamikker bliver forstyrrede og undertrykt. Da de øvrige regionale aktører fortsat har en høj grad af sikkerhedsinterdependens, udgør regionen dog fortsat et sikkerhedskompleks.

Sikkerhedsfællesskaber medfører problemer ved analyse af sikkerhedskomplekser. Det skyldes, at såvel Buzan et al.’s definition af et sikkerhedskompleks som deres generelle metode for sikkerhedsanalyse indeholder et element af sikkerhedsliggørelse staterne imellem^[22]. Det, som kendetegner et sikkerhedsfællesskab er netop af-sikkerhedsliggørelsen af interaktionen i den pågældende region. Hvis en region bliver afsikkerhedsliggjort, konstituerer den ikke længere et sikkerhedskompleks.

7.6         Scenarieopstilling

Formålet med opstillingen af de forskellige definitioner oven for er for Buzan et al. at danne en basis, hvorfra der kan genereres scenarier med henblik på “forudsigende sikkerhedskompleksteori”^[23]. Denne anvendelse af teorien er mere kontroversiel end anvendelsen til opstilling af en analyseramme. Buzan et al. ønsker at kunne foretage negative forudsigelser på baggrund af scenarieanalyse, ligesom det forventes at blive muligt at specificere hvilke handlemuligheder, der er under hvilke forudsætninger^[24]. Disse scenarier er logisk deducerede fra en række mulige forhold, hvorunder en sikkerhedsregion kan eksistere. Buzan et al. lægger vægt på, at det er reelt mulige forhold, og ikke idealtyper.

Scenarieanalysen tager som udgangspunkt, at et område i det internationale system, med dettes givne struktur, kan udvikle sig til en af følgende former:

·   Et klassisk sikkerhedskompleks kan gennemgå intern eller ekstern transformation eller blive overlejret. Det er også muligt, omend mindre sandsynligt, at det går tilbage til at blive en ustruktureret region. Herunder kan et centreret sikkerhedskompleks i form af et sikkerhedsfællesskab skifte form til at blive en selvstændig aktør gennem dannelse af fælles institutioner.

·   En ustruktureret region kan blive et sikkerhedskompleks eller blive overlejret.

·   En overlejret sikkerhedsregion kan tage alle former afhængig af overlejringens karakter.

·   En integreret aktør kan disintegrere. Resultatet af dette blive dannelsen af nye sikkerhedskomplekser, eller ekstern/intern transformation af allerede eksisterende komplekser^[25].

Buzan et al.’s pointe om, at et centreret sikkerhedskompleks i form at et sikkerhedsfællesskab kan skifte form til at blive en selvstændig aktør gennem dannelse af fælles overnationale institutioner er problematisk på to områder. For det første er det ikke i overensstemmelse med Buzan et al.’s egen teori, at et sikkerhedsfællesskab kan være et sikkerhedskompleks. Dette følger af diskussionen om fraværet af sikkerhedsliggørelse, som anført i afsnit 7.5.3. Ydermere kan det ikke være en forudsætning for et sikkerhedskompleks, at det skal være centreret, og dermed domineret af en stormagt, før skiftet til et sikkerhedsfællesskab er muligt. Det bedste eksempel på dette er EU som det sikkerhedskompleks, der er tættest på at opnå status som sikkerhedsfællesskab, men som dog ikke er domineret af en enkelt supermagt.

Potentialet for intern transformation kan undersøges ved at iagttage de materielle forudsætninger for forandring eller mangel på samme, såvel som diskursive forhold indikerer venskabs- fjendskabsforhold. Potentialet for ekstern transformation kan undersøges ved at iagttage intensiteten af de interregionale sikkerhedsdynamikker. Såfremt disse er lave, kan der ikke forventes et skift i sikkerhedskomplekset. Hvis de interregionale sikkerhedsdynamikker derimod er intense og tiltagende, kan ekstern transformation blive mere sandsynlig^[26].

Formålet med at applikere disse generelle observationer på specifikke cases er at blive istand til nøjagtigere at kunne fokusere på sandsynlige muligheder for transformation. For yderligere at detaljere sin vurdering, inddrages variable som interaktionskapacitet, magtdifferentiering og systempolaritet.

Interaktionskapacitet måles på teknologisk udvikling samt graden af fælles normer og organisationer^[27]. Niveauet af og evnen til interaktion mellem staterne i en region er af væsentlig betydning for sikkerhedsregionen. Der må forudsættes et højt niveau af interaktionskapacitet for, at et sikkerhedskompleks kan dannes. Som følge heraf forventes en sikkerhedsregion med en højt udviklet interaktionskapacitet ikke at ville kunne synke tilbage til at blive en ustruktureret region uden en meget omfattende udefrakommende påvirkning. Tilsvarende kræver det en meget lav interaktionskapacitet for, at en ustruktureret sikkerhedsregion kan forblive i denne tilstand^[28].

Magtdifferentieringen mellem regionen og de globale aktører er væsentlig, idet overlejring kan opstå som følge af afgørende modsætninger mellem polerne. Magtdifferentieringen er yderligere af betydning for, hvordan sikkerhedskomplekserne fungerer. Buzan et al. tager som udgangspunkt, at staterne i et regionalt sikkerhedskompleks ikke er globale aktører, for hvis dette var tilfældet, ville regionen primært agere på det globale niveau. Teorien tager dog det forbehold, at såfremt de regionale aktører er meget svage, og især hvis de geografisk er tæt knyttede til stormagter, så får de regionale dynamikker kun begrænset spillerum:

              “For a regional security complex to operate, it must be neither dominant in global level terms, nor dominated by the global level. Because many regions now meet this criteria (unlike during the 19th century) we are confident in our support of the widespread assumption that the regional level will be more important in the post-Cold War world.”^[29].

7.7         Systempolaritet

Betydningen af systemisk polaritet for det regionale niveau er uklar:

              “...[t]he global level ‘comes first’: global polarity is a condition for the nature of regional dynamics, but the specific pattern of who fears whom is not imported but generated internally in the region. But for most of the states, the regional level is the crucial one for security analysis.”^[30].

Analytisk indtager global polaritet en vanskelig position, idet den på den ene side er en meget betydende faktor, og på den anden side ligger under for geografiske faktorer. En region placeret op ad en pol i en bipolær verden vil sandsynligvis blive overlejret. En region, der ligger mellem de to poler kan blive opdelt og overlejret af hver sin pol, og en mere perifært placeret region kan blive “glemt”. Den globale polaritet ses endvidere som en dobbeltrettet faktor. Ikke alene kan den påvirke den regionale udvikling, den regionale udvikling kan også påvirke den globale polaritet, såfremt regionen udvikler sig til en pol, og således ændrer et eksempelvis unipolært system til et bipolært.

Denne dobbelthed i polariteten åbner for en betydelig kausalitetsforvirring og problematisering af Buzan et al.’s forståelse af strukturens betydning for det øvrige system. Hvis det medgives at “global polarity comes first” er der reelt ikke langt til en klassisk neorealisisk opfattelse, inden for hvilken strukturen skaber det begrænsede råderum stater skal agere indenfor. At Buzan et al. så argumenterer for “... [i]t is more informative whether the region is bipolar, multipolar or unipolar than what is the global polarity in which it is embedded...”^[31] synes at være modsætningsfyldt i forhold til den indledende opfattelse af global polaritet. Resultatet bliver forvirring omkring hvilket niveau, der reelt tillægges størst betydning. I specialets delanalyse II anvendes den opfattelse, at strukturen skaber de overordnede rammer for enhedernes råderum, men at vi tillægger det regionale niveau og den regionale polaritet forklaringskraft.

Disse udviklingsmuligheder fungerer, ifølge Buzan et al., som et strukturelt pres på enhederne i det internationale system. De bringer strukturelle dynamikker ind i den regionale kontekst, og fungerer dermed som det fjerde strukturelle lag i Waltz’ univers^[32]. Dette skal forstås som, at når først regionen er klart placeret i en given udviklingsretning, så forstærker de strukturelle kræfter denne udvikling. Denne vurdering af kausaliteten mellem det globale og regionale niveau synes ikke i overensstemmelse med neorealismens antagelser om strukturens betydning for det øvrige system.

7.8         Anvendelse af Buzan et al.: Eksklusivt medlemskab af sikkerhedskomplekser

Trods vort ønske om at adskille teori og empiri, vil dette afsnit inddrage begge områder. Det er nødvendigt for at kunne argumentere for vores konkrete udformning af dét regionale sikkerhedskompleks som vi ønsker at analysere.

Buzan et al.’s eksklusive definition af regionale sikkerhedskomplekser antager, at en stat kun kan være medlem af ét regionalt sikkerhedskompleks og dermed ikke have multiple medlemskaber ^[33]. Multiple medlemskaber, i form af en stats deltagelse i to eller flere regionale sikkerhedskomplekser, kan tænkes at være relevant for stormagter, der ud over stormagtsstatus typisk også er regionale stormagter. Som følge af deres stormagtsrolle vil de ofte influere dynamikker i flere regionale sikkerhedskomplekser. Rusland er et oplagt eksempel med sikkerhedsmæssige relationer til henholdvis Centralasien, Kaukasus, Baltikum samt Ukraine og Hviderusland. Her ville Buzan et al. hævde, at Rusland og de ovennævnte områder reelt kun udgør et og samme regionale sikkerhedskompleks med eventuelle subregionale komplekser^[34]. Buzan et al. udelukker dog ikke muligheden af at definere regionale sikkerhedskomplekser med multiple medlemskaber. Det hævdes blot, at en sådan definition er problematisk ved den faktiske anvendelse, da der som logisk konsekvens vil opstå nye regioner ud fra ethvert givent sikkerhedsproblem, og resultatet vil blive en uendelig række af regionale sikkerhedskomplekser^[35]. I denne forbindelse bør det iagttages, at regionale sikkerhedskomplekser understreges som overvejende at være analytiske begreber.

et kan problematiseres, hvorvidt ovennævnte definition af regionale sikkerhedskomplekser med eksklusive medlemskaber er konsistent med Buzan et al.’s egen definition på sikkerhedskomplekser. Denne: “A group of states whose primary security concerns link together suffienctly closely that their national securities cannot realistically be considered apart from one another.”^[36] understreger staternes gensidige sikkerhedsinterdependens som betingende faktor. At udelade en stat i definitionen af et givent regionalt sikkerhedskompleks, fordi denne i sine sikkerhedsrelationer med øvrige stater uden for sikkerhedskomplekset også måtte have en vis sikkerhedsinterdependens med disse, er ikke analytisk holdbart. Det følger logisk af nogle staters centrale geografiske placering, at de er i stand til at influere flere sikkerhedskonstellationer.

I forhold til vores specifikke definition af Den Kaukasiske Region som regionalt sikkerhedkompleks synes Buzan et al.’s definition en anelse problematisk, idet specialets antagelse her er, at det som omtalt ikke er muligt at analysere regionale sikkerhedsdynamikker uden inddragelse af Rusland som aktør. Dertil er dennes indflydelse på, og placering i, de tre mindre sydkaukasiske republikkers sikkerhedsageren ganske enkelt for markant. Ud fra denne overvejelse synes Rusland selvskrevet i Den Kaukasiske Region som sikkerkompleks, omend man bør have den asymmetriske relation in mente, at Rusland formentlig fylder mere i de tre mindre republikkers sikkerhedstænkning end omvendt. Som beskrevet i afsnit 3.4 er specialets analytiske fokus “indefra - ud” med udgangspunkt i de tre sydkaukasiske stater. Specialets geografiske afgrænsning af Den Kaukasiske Region er således ikke universelt gældende til analyse af ethvert sikkerhedsmæssigt aspekt i dette område. Vores afgrænsning er en analytisk konstruktion, med empirisk relevans for analysen af regionale sikkerhedsdynamikker betinget af regionale olieressourcer. Dette synes i overenstemmelse med Buzan et al.’s argumentation for regionale sikkerhedskomplekser som analytiske konstruktioner. Muligvis giver specialets definition af det regionale sikkerhedskompleks en mere tænkt konstruktion, hvilket Wæver karakteriserer som en udfordring for teorien^[37].

En mulighed inden for teoriens rammer kunne være at definere Rusland som en interregional aktør, dvs. en aktør inden for et andet regionalt sikkerhedskompleks, der optræder i sikkerhedrelationer i forhold til vores region. Dette finder vi dog ikke fyldestgørende. For det første vil det ikke understrege Ruslands sikkerhedsmæssige dominans i Sydkaukasus og tilsvarende ville det ej heller kunne belyse den pointe, der givetvis er i, at Ruslands indflydelse i Sydkaukaus udgør en del af forklaringen på USA’s engagement i regionen og tilmed forklarer nogle af USA’s problemer med at indfri egne interesser i regionen.

Afslutningsvist er Sydkaukasus’ status som et meget nyt regionalt sikkerhedskompleks en sandsynlig forklaring på det uholdbare i at placere Rusland analytisk på sidelinen som inter-regional aktør. Armenien, Georgien og Azerbaijan har kun haft selvstændighed siden 1991, hvilket er en kort tidshorisont inden for international politik. Efter den første Tjetenienskrig fra 1993-1996 måtte Ruslands genetablering af regionale sikkerhedsmæssige interesser og dominans konstateres. De tre mindre republikker har følgelig været gennem en turbulent udvikling over en kort tidsrække, inden for hvilken Rusland har haft en signifikant rolle. Derfor bør Rusland inkluderes i definitionen af det regionale sikkerhedskompleks.

Vi er opmærksomme på, at det kan være svært præcist at indplacere Sydkaukaus inden for teoriens terminologi og, at Wæver tentativt argumenterer for, at Sydkaukasus endnu ikke er et sikkerhedskompleks^[38]. Vi mener ikke, at Sydkaukasus kan være præ- eller protokompleks, dertil er sikkerhedsinteraktionen de pågældende stater imellem for stærk. Der kan argumenteres for, Sydkaukasus kan have funktion som bufferzone mellem Rusland og Mellemøsten, men som tidligere anført finder vi blandt andet dynamikkerne mellem Iran og Rusland så stærke, at de gør det umuligt at udelade Sydkaukasus.

7.9         Den videre analyse

Buzan et al.’s regionale sikkerhedskompleksteori kan definere tre typer sikkerhedsregioner med dertilhørende forskellige udviklingsmuligheder for disse, samt ydermere præcisere muligheden for at skifte til et andet niveau gennem regional integration. Ydermere giver teoriens matrix mulighed for at anvende en række faktorer, hvoraf den regionale polaritet og betydningen af venskabs-/fjendskabsrelationer i analytisk sammenhæng spiller de største roller i vores analyse. Det skyldes at disse, og forskydninger inden for disse, tillægges stor betydning af Buzan et al.

På baggrund af ovenstående opstilles et analytisk redskab, med udgangspunkt i en gennemgang af den essentielle struktur, hvor det analyseres, hvorledes venskabs-/fjendskabsrelationer, samt skift i disse, og den regionale polaritet har influeret den regionale udvikling, og hvilken betydning det har haft på analysens fire niveauer.

Buzan et al. åbner i deres teori mulighed for at anvende “forudsigende sikkerhedskompleksteori”. Denne giver mulighed for at forudsige, hvorledes en sikkerhedsregion udvikler sig afhængig af transformationspotentialet. I dette speciale lægges der kun begrænset vægt på denne mulighed. Det skyldes, at udviklingen i sikkerhedsregionen i specialet ikke anskues at have forløbet som Buzan et al. foreskriver. Udviklingen kan i store dele af sikkerhedsregionen anskues som disintegrationen af en integreret aktør - Rusland. Udviklingen kan også anskues som en sikkerhedsregion, der er halvt overlejret og halvt sikkerhedskompleks og under forandring til at blive et fuldt sikkerhedskompleks. Disse mellemting falder i nogen grad uden for de muligheder Buzan et al.s analyseramme opstiller. Da forudsigende sikkerhedskompleksteori ikke anvendes, findes det forsvarligt at se bort fra den i analysens anden del (kapitel 9)^[39].