USAs interesser i Sydkaukasus. Kapitel 6.

           H A N S E N S   U N I P O L A R I T E T S M O D E L

              “While the structural change is considered to be the most important and decisive variable, the analysis, of course, does not pretend to be recording everything about the Middle East during the period in question, and a lot of interesting details and dimensions are neglected.”                                                                                                                              Hansen, Birthe (2000)^[1].

6.1.        Neorealistisk analyse
Hansens udvikling af en unipolaritetsmodel inden for den etablerede neorealistiske teoriramme indeholder såvel en teoretisk som en empirisk ambition^[2]. Den teoretiske ambition er gennem unipolaritetsmodellen at udbygge neorealismens forklaringskraft for denne variant af systemisk forandring, der hidtil er uudforsket inden for neorealismen. Hansens empiriske ambition er at belyse om, og i givet fald forklare hvordan, Den Kolde Krigs ophør har influeret mellemstatslig politik i Mellemøsten. Til at belyse specialets problemformulering inddrages kun den teoretiske ambition.

I modellen operationaliseres en unipolær orden gennem udledning af specifikke teoretiske udsagn. Dette tager konkret form af en teoretisk model for staters ageren under unipolaritet. Det empiriske udgangspunkt er USA’s status som den eneste tilbageværende supermagt efter Den Kolde Krigs afslutning i september 1989, hvorved bipolariteten efterfulgtes af unipolaritet. Omfanget af den teoretiske model er følgeligt begrænset til unipolære polaritetsmønstre.

Modellen adskiller sig fra teorien ved at være: “...[a] complex of coherent theoretical statements within a broader theory, which covers a specific object or problem.”^[3]. Waltz har i Theory of International Politics beskæftiget sig med under hvilke omstændigheder stater indgår i alliancedannelse, krigsførelse og slutter fred under bipolaritet og multipolaritet, og målet med Hansens model er at kunne besvare de samme spørgsmål inden for unipolaritet. Ifølge Hansen er tilføjelsen af det unipolære aspekt væsentligt af tre årsager. For det første må en teori, der hævder at være generel, inkludere unipolære systemer, idet de ikke kan udelukkes på forhånd fra det internationale system. For det andet kan der have været unipolære systemer tidligere i historien, eksempelvis det romerske imperium og for det tredje skal det nuværende internationale system analyseres ud fra unipolaritet^[4].

Ved unipolaritet ekspliciterer Hansen, at det:

              “...[ r]efers to a series of international dynamics specifically connected to a unipolar arrangement of power, as well as to specific effects on patterns of conflict and cooperation.”^[5].

Formålet med unipolaritetsmodellen er identisk med neorealismens: Med en systemisk ahistorisk tilgang til international politik at kortlægge strukturelle konditionaliteter for staters ageren. Det medgives, at konkrete udfald kan være betingede af states’ attributes (faktorer på enhedsniveauet), hvilket dog ikke hører inden for teoriens genstandsfelt, da forklaringsobjektet er gentagne fænomener og ikke individuelle begivenheder.

Inden for den neorealistiske tradition er det et kriterium for vurdering af teori, hvorvidt der tilvejebringes noget brugbart i form af forklaringskraft og forudsigelsesevne. Hansen finder, at dette succeskriterium også gælder for unipolaritetsmodellen, da hendes fortsættelse af Waltz indebærer uændrede grundlæggende præmisser for konstruktion af teori. Den bedste forklaringskraft opnås ikke ved approksimering af virkeligheden, men ved deduktion af teoretiske udsagn. Teori bliver i denne forståelse et redskab til strukturering og beskrivelse af virkeligheden på en hensigtsmæssig måde der tilstræber enkelthed. Fra teoriens minimalistiske udvælgelse af variable følger dens ikke-udtømmende karakter. Der sigtes mod at sige få, men vigtige ting.

I denne forbindelse synes Mouritzens supplementarisme^[6], hvori forklaringsfaktorer fra to eller flere analyseniveauer kan kombineres, at være en plausibel tilgang til analysen. Mouritzen anser ikke Waltz for at være konsekvent i valget mellem supplementarisme og komplementarisme, men ender dog med at konkludere, at hovedvægten i dele af Waltz’ værker er lagt på supplementarisme, hvori det anerkendes, at det i specifikke tilfælde kan være fordelagtigt at supplere en systemisk teori med “lower-level factors” af relevans for den specifikke analyse^[7]. Hansen fastholder dog, at unipolære “events” skal analyseres selvstændigt og ikke falder inden for unipolaritetsmodellens analysefelt.

6.2         Systemets struktur

Hansens teoribærende påstand er, at enhver form for systemisk forandring indebærer ændrede styrkerelationer for såvel asymmetriske som symmetriske tilhørsforhold. Alliancedannelse forbliver dermed centralt i det internationale system, da enhederne som følge af den funktionelle ensartethed fortsat er underlagt selvhjælpsprincippet^[8]. Systemisk transformation kan principielt finde sted inden for samtlige strukturens lag (anført nedenfor). Da unipolaritetsmodellen hviler på neorealistiske antagelser om det internationale systems struktur udgør strukturens tre lag:

· Systemets organisationsprincip.

· Enhedernes differentiering.

· Relativ fordeling af kapabiliteter i systemet.

Systemets organisering synes ikke forandret fra perioden under Den Kolde Krig, idet anarkiet, forstået som enhedernes manglende differentiering, fortsat er et bærende karakteristika ved international politik.

De to første strukturelementer, systemets organisationsprincip og enhedernes differentiering, vurderes af Hansen som mere robuste end den relative fordeling af kapabiliteter og derfor argumenteres for, at strukturelle ændringer som følge af begivenhederne i 1989 må være at finde i strukturens tredje lag. Konsekvensen heraf bliver ændrede asymmetriske og symmetriske styrkerelationer mellem stater som følge af ændringer i staternes aggregerede kapabiliteter. Hansen fremhæver, at stater der tidligere var under den forrige supermagts interessesfære er:

              “...[p]rone to collapse into civil war, which may be followed by external intervention and/or disintegration - possibly fission. The range of potential effects thus comprises the rise of new states...”^[9].

Centralt i modellen er, at polaritetsskiftet ikke indebærer ændringer i selvhjælpsprincippet for enhederne. Dog ændres de strukturelle rammer inden for, hvilke de øvrige stater skal øge deres egen sikkerhed. Hansen ekspliciterer dette, dels i form af teoretiske udsagn om unipolaritetens konsekvenser for øvrige stater, dels i form af de konkrete prioriteter den givne unipol måtte have.

6.3         Metode

Hansens metode er hypotetisk-deduktiv, idet der udledes en række teoretiske udsagn til brug for kvalificering af indholdet af en unipolær verdensorden. Denne minimalistiske udvælgelse af variable er identisk med neorealismens stratificeringprincip, hvoraf der analytisk udelukkende skelnes mellem unipolen og øvrige stater. Sidstnævnte kategori indbefatter alle stater udover unipolen^[10]. Det kan problematiseres i, hvilken grad Hansen er konsekvent omkring denne inddeling af stater. Eksempelvis baseres dele af Hansens teorigennemgang reelt på en sondring inden for kategorien af øvrige stater mellem de stater, der kapabilitetsmæssigt aspirerer til supermagtsstatus og en række svagere stater^[11]. Sondringen synes empirisk relevant, men ikke i overenstemmelse med neorealismens stratificeringsprincip. Senere i dette kapitel (afsnit 6.6) påvises, hvordan Hansen reelt udvander stratificeringsprincippet ved sin operationalisering af symmetrisk og asymmetrisk magtbalancering.

I unipolaritetsmodellen står US World Order som analytisk koncept i modsætning til New World Order, der som realpolitisk term for alvor slog gennem efter Golfkrigen i 1991^[12]. US World Order indbefatter i Hansens terminologi såvel de teoretiske overvejelser omkring unipolaritet, som den specifikke amerikanske version af unipolaritet med USA’s politiske mål og prioriteringer i centrum. I den grad der, i specialet refereres til US World Order er det altså som analytisk koncept.

Et muligt kritikpunkt af Hansen er, at denne analytiske tilgang med både teoretiske overvejelser og eksemplicificeringer ud fra den specifikke amerikanske version af unipolaritet sammenblander empiri og teori i den teoretiske gennemgang af unipolaritet, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt. Unipolaritet er som strukturel variant i det internationale system så ny og uudforsket, at det først bør tilsigtes at undersøge fænomenet teoretisk. Derefter er det så muligt at gennemføre empiriske analyser af den nuværende unipol. I specialet tilstræbes det at adskille teori og empiri: Først præsenteres de teoretiske forudsætninger for unipolaritetsmodellen. Derefter undersøges USA’s specifikke version af unipolaritet i forhold til Den Kaukasiske Region i analysens første del (kapitel 8).

Overordnet set er US World Order dog medvirkende til unipolaritetsmodellens relevans som teoriredskab i analysen af Den Kaukasiske Region, da specialet parallelt med unipolaritetsmodellen tager udgangspunkt i amerikansk politik efter Den Kolde Krigs ophør.

6.4         Anarki og magtbalance

I neorealisme forstås anarki som et organisationsprincip, hvor enhederne er organiserede uden overordnet autoritet. Hvis en meget magtfuld unipol kan få indflydelse på enhedernes interne organisering opnår den status af autoritet, og strukturen tilnærmes hierarki. Det skal dog ikke på forhånd forventes, at unipolen har autoritetsstatus. Unipolen kan blot være den stærkeste i relative termer, og følgelig vil systemet fortsat være anarkisk organiseret^[13]. Det understreges i modellen, at den afgørende faktor for, hvorvidt systemet er anarkisk eller hierarkisk er, om enhederne er funktionelt differentierede. Så længe, at enhederne ikke er funktionelt differentierede, er systemet anarkisk. Dette er tilfældet for den nuværende unipolaritet, og autoritetsmodellen omtales derfor ikke nærmere.

Tilstedeværelsen af blot én supermagt har fået Waltz til at påstå, at det kræver minimum to stater for at gennemføre magtbalancering. Det blev senere modereret til, at magtbalancering finder sted selv i fraværet af to supermagter som følge af staters frygt for magtkoncentration^[14]. Ifølge Hansen finder den unipolære balancering sted inden for selve unipolen, idet denne kan balancere sit engagement i international politik. Denne balancering kan finde sted såvel inden for udvælgelsen af, hvilke geografiske og politiske områder unipolen ønsker at engagere sig i, som inden for dybden af unipolens engagement. Der vil således ikke være nogen symmetrisk supermagtsbalancering, men et netværk af mindre balanceringer og modalliancer. På den ene side vil disse på lang sigt minde om multipolaritet, og på den anden side vil de give mindelser om hierarki, da det fortsat er unipolen, der sætter den politiske dagsorden^[15].

6.5         Sikkerhed

I Hansens unipolaritetsmodel forstås sikkerhed, i tråd med sit neorealistiske ophav, som staters positionering i forhold til andre staters positionering. En forøgelse målt inden for de syv kapabiliteter territorium, befolkningsstørrelse, økonomisk formåen, militær kapacitet, ressourcetildeling, politisk stabilitet og kompetence giver en forbedret positionering med øget sikkerhed til følge. Sikkerhed er således en relationel størrelse.

6.6         Unipolen: Styrker og strategier

Da en unipol magtmæssigt kan befinde sig på alle niveauer mellem begrænset kapabilitetsoverskud (power edge) i forhold til øvrige enheder i systemet, og en status nær “autoritet”, indføres i modellen en distinktion mellem svage og stærke supermagter i form af: Den svage unipol og den stærke unipol^[16]. Den stærke unipol vil ubesværet være i stand til at varetage både strategiske og specifikke interesser, hvorimod den svage unipol vil have tendens til primært at tilgodese sine strategiske interesser, og ikke forfølge sine specifikke interesser, da dette vil kunne bringe unipolen i konflikt med andre stater^[17].

Distinktionen mellem en stærk og svag unipol giver visse konceptuelle problemer. Unipolen definerer i vid udstrækning selv sine strategiske interesser, ligesom specifikke interesser kan blive gjort til strategiske interesser, for at unipolen kan bevare sit power edge.

For at skabe klarhed indfører Hansen to analytiske idealtyper for unipolens adfærd: Den minimalistiske strategi svarende til en svag unipols forventede handlemåde, og den maksimalistiske strategi svarende til en stærk unipols forventede handlemåde. Unipolen kan forventes at skifte mellem den ene og den anden adfærdsform. Denne skelnen mellem en svag og stærk unipol synes dog en anelse problematisk, idet en såkaldt svag unipol ligeledes kan have balanceret sit engagement i international politik, og således prioriteret ikke at indfri sine specifikke interesser.

Symmetrisk magtbalancering kan foregå mellem unipolen og de øvrige stærke stater, ligesom symmetrisk magtbalancering vil foregå mellem de øvrige stater på deres niveau. Almindelig magtbalancering finder sted, når de mindre stater afbalancerer dele af unipolens politik på ad-hoc basis og ved unipolens balancering mellem sine indre og ydre ressourcer^[18].

Som tidligere redegjort for i afsnit 6.3, synes det ikke i overensstemmelse med neorealismens stratificeringsprincip, at Hansen anvender termen symmetrisk magtbalancering mellem unipolen og de øvrige stærke magter^[19]. Ifølge stratificeringsprincippet burde en sådan magtbalancering kategoriseres som en asymmetrisk magtbalancering, da unipolen har et power edge i forhold til øvrige stærke stater. Ligeledes synes det inkonsekvent, at såvel magtbalancering mellem unipolen og øvrige stærke stater samt magtbalancering mellem de resterende stater på deres niveau henføres under symmetriske relationer. Vi finder, at kun den sidstnævnte form for magtbalancering er symmetrisk.

6.7         Unipolaritet og det internationale system

Manglen på ligeværdige modstandere gør, at unipolaritet kan betegnes som en meget robust tilstand, men dog ikke en tilstand af uendelig varighed. Overordnet set skal unipolen optræde som leder af det internationale system for at fremme egne interesser, herunder opretholde eller forbedre sin egen position som systemets leder, minimere free riding, holde udfordrere mod sin position nede og reagere på modalliancer. Hvis unipolen følger den minimalistiske strategi, vil den ikke kunne gennemtvinge sine specifikke interesser over for systemets øvrige enheder. Parallelt med dette kan systemets øvrige større enheder free-ride og derved opnå økonomiske og styrkemæssige fordele, mens de øvrige stater varetager egne interesser. Dette er muligt, fordi unipolen varetager systemets og deres overordnede interesser. Minimalisme/indvendig balancering fra unipolens side kan endvidere medføre dannelse af magtvakuum, der fyldes ud af de øvrige stater i systemet.

Hvis unipolen derimod følger den maksimalistiske strategi, vil den komme i konflikt med et stigende antal af de øvrige stater, på trods af, at dette ikke er unipolens intention. Disse vil følgelig på lang sigt alliere sig mod unipolen, og dermed påvirke unipolaritetens varighed, hvilket vil medføre et strukturelt skift. Afslutningsvis er der fare for, at forfølgelse af den maksimalistiske strategi medfører indre udmattelse og forfald, idet unipolen kan blive nødt til at prioritere mellem intern og ekstern anvendelse af sine midler, og således forsømme det nationale politiske område^[20].

6.8         Krig og fred

Faren for supermagtskrig i et unipolært system er i sagens natur begrænset, idet der per definition ikke er ligeværdige udfordrere til unipolen. Disse kan dog være i deres vorden. I modsætning til et bipolært system vil et unipolært system være præget af flere, men mindre konflikter. De mindre stater må i højere grad varetage egen sikkerhed, idet der ikke garanteres støtte fra en pol. Dette medfører et forøget antal alliancer og flere potentielle konflikter, da der finder en højere grad af interaktion sted. For unipolen vil disse konflikter ikke være truende, idet der i sagens natur ikke er ligeværdige modstandere eller et bipolært nulsumsspil.

De øvrige stater kan opnå ekstra sikkerhed fra unipolen ved at involvere denne i egne konflikter på to forskellige måder: Enten kan de øvrige stater sørge for at inddrage den pågældende konflikt i unipolens omsorg for egne specifikke interesser eller den gældende verdensorden, eller den mindre stat kan kombinere ovenstående med en tilnærmelsesstrategi over for unipolen. Det er dog væsentligt, at konflikten er af en vis størrelse og betydning, idet unipolen bliver nødt til at selektere på grund af faren for udmattelse^[21].

6.9         Masseødelæggelsesvåben

Hansens unipolaritetsmodel tildeler kernevåben en særlig betydning inden for strukturel forandring på grund af deres systemiske karakter. Det påpeges, at det endnu er uvist om det var tilstedeværelsen af kernevåben eller bipolaritet, der resulterede i fraværet af væbnet konflikt mellem stormagterne efter Den Anden Verdenskrig^[22].

Ligesom kernevåben giver øvrige masseødelæggelsesvåben en særlig status i det internationale system. Det skyldes, at stater i besiddelse af disse våben, ifølge Waltz, er mindre tilbøjelige til at indlede krig med andre stater med samme kapabilitet og fortsat gerne indgår i krig med stater uden masseødelæggelsesvåben. Tilsvarende vil stater uden denne kapacitet forventes at føre krig som før^[23].

Tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben giver unipolen visse ledelsesproblemer, idet denne ikke kan true eller presse masseødelæggelsesvåben-stater på samme vis som stater uden denne kapacitet. Blandt masseødelæggelsesvåben-staterne udgør de, som tilmed afviser unipolens verdensorden det største ledelsessmæssige problem. Følgelig ønskes det fra unipolens side at undgå, at stater opnår besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og tilmed søges det at nedbringe antallet af disse stater^[24].

6.10       Unipolen og de øvrige stater

Udover unipolen har systemets øvrige stater ikke andre supermagter at henvende sig til for at forøge egen sikkerhed. Ej heller er der andre supermagter, der kan påvirke de mindre staters adfærd og udgøre et udfordrende alternativ til unipolen. Det medfører følgende teoretiske genererede udsagn for unipolen og de resterende stater:^[25]

· The single option: (Kun en supermagt at alliere sig med).

· Hard work: (Større behov for at kunne sikre sig selv ved egne midler).

· Flocking: (Unipolarisering i tilfælde af sikkerhedsproblemer).

Da systemets øvrige stater ikke længere har mulighed for at ændre deres supermagtstilhørsforhold som under bipolariteten, har de mistet et væsentligt bargaining chip i forhold til unipolen. Denne vil ikke længere frygte, at de foretager et allianceskift, ligesom interne forandringer i de øvrige stater ikke kan medføre polskifte. Denne tilstand omtales som the single option, da staterne kun kan henvende sig til unipolen for at opnå yderligere sikkerhedsgarantier. The single option betyder ikke, at unipolen undgår udvælgelse af både venner og fjender i det internationale system, men det medfører, at unipolen set fra et ledelsesmæssigt synspunkt vil kunne koncentrere sig om overordnede mål.

Ovenstående giver unipolen et kraftigt incitament til at decentralisere dele af sin ledelse, og unipolen vil have tendens til at udvælge geografiske eller emneorienterede partnere. Dette er et gensidigt fordelagtigt arrangement, der letter unipolens byrder og giver den udvalgte stat fordele, i forhold til andre stater, inden for visse interesseområder. Hertil hører, at unipolens rationale i et sådant samarbejde er, at der ikke påføres denne betydelige “meromkostninger” i form af eksempelvis sikkerhedsforsikringer. Den optimale strategi for unipolen består derfor i at alliere sig med andre stater med henblik på udvidelse af dens indflydelsessfære^[26].

The single option medfører flocking. I det omfang en konflikt vedrører unipolens interesser, forventes de mindre stater at flokkes om unipolen for at inddrage denne på deres side. Dette skyldes, at støtte fra unipolen forhindrer, at den pågældende stat står over for både sin modstander og unipolen, hvilket ville kræve kapabiliteter den mindre stat ikke besidder. For det andet er det unipolen der kan yde den største mængde ekstra sikkerhed, og for det tredje søger stater, ifølge Walt, allierede uden for deres geografiske nærområde for at undgå for megen indblanding i den interne nationale politik^[27]. En undtagelse fra denne regel er stater i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, der udfordrer unipolen på et andet niveau og derfor skal behandles anderledes end almindelige stater.

Unipolen kan reagere på dette på tre måder. Den kan beslutte, at den pågældende konflikt ikke er betydningsfuld nok og lade staterne fortsætte den. Den kan opmuntre parterne til at indstille konflikten, eventuelt ved at anvende en partner i regionen og endelig kan unipolen selv intervenere i konflikten, såfremt unipolens strategiske eller specifikke interesser er på spil.

Af analytiske årsager er det her væsentligt at adskille flocking fra band wagoning, da flocking af Hansen defineres som et asymmetrisk samarbejde, og ikke som band wagoning - et samarbejde mellem jævnbyrdige parter.

Den sidste effekt af unipolarisering omtales af Hansen som hard work. Da unipolen ikke kan forventes at involvere sig i diverse mindre konflikter, bliver det nødvendigt for de øvrige stater at indgå i relativt flere symmetriske alliancer end under bipolariteten for at modbalancere hinanden og sikre egne positioner. Dette vil især være nødvendigt inden for konfliktområder der ikke har unipolens strategiske interesse eller falder uden for dens ledelsesformåen, idet de mindre stater ikke kan være sikre på unipolens støtte^[28].

Kausaliteten mellem de tre teoretisk genererede påstande er værd at overveje. Ifølge Hansen medfører single option fænomenet flocking^[29]. I denne forståelse er single option som analyseelement trinvist højere end flocking, da førstnævnte er en forudsætning for forekomsten af den anden. Man kan problematisere, hvorvidt single option er nødvendig som teoretisk mellemstation, da denne kan anskues som blot et synonym for unipolaritet. Med udgangspunkt i Hansens anvendelse bør single option placeres trinvist højere end flocking og hard work, og derfor er de tre unipolære dynamikker ikke sidestillede, selv om de præsenteres sådan.

6.11       Unipolen

Modellens fjerde teorigenerede udsagn er unipolens eksklusive mulighed for at præge den internationale dagsorden^[30]. Hansen skitserer unipolens enestående muligheder for fremme af dens strategiske interesser, og position som den relativt stærkeste magt i form af specifikke dagsordenpunkter. Der anes et muligt kontinuum inden for, hvilket øvrige stater kan støtte unipolen, forholde sig passive eller direkte modarbejde denne.

Tilstedeværelsen og betydningen af unipolens egne prioriteringer og balancering af ressourcer udtrykkes overordnet ved: “A unipole is not omnipotent, yet it has the best possible relative position in the international system measured in terms of aggregate capabilities.”^[31].

Som følge af de tre oven for skitserede unipolære dynamikker har unipolen et bredere råderum for udvælgelse af allierede eller emnebetingede partnere end tilfældet var for en pol under bipolariteten. Det forøgede råderum indikerer ikke, at indholdet og gennemførelsen af unipolens politik per se er uproblematisk, dels fordi der konstant må opereres med muligheden for free-riding blandt andre stater, dels fordi unipolens monopol og prioriteringer kan opfattes som provokerende af andre stater:

              “In many cases the unipole will face problems when pursuing its policy, it is always facing the risk of exhaustion as well as the dilemma between internal and external use of its resources, and the managerial tasks will constantly provoke dissatisfaction and related conflicts.”^[32].

6.12       Effekter af systemisk forandring

Ifølge Hansen fører strukturelle forandringer (ændringer i fordelingen af relative kapabiliteter) til indgåelse af nye alliancer, idet allianceændringer er forbundet med magtfordelingen og magtbalanceringen. Som konsekvens heraf gennemtrænger systemiske forandringer alle dele af systemet. Allianceændringer kan finde sted såvel symmetrisk som asymmetrisk, og alliancer optræder i mange skikkelser. Det kan dreje sig om formelle alliancer, garantier, sikkerhedssamarbejde eller helt andre samarbejder, fortrinsvis inden for det militære, økonomiske eller politiske område^[33].

Ved forandringer i det internationale system vil først og fremmest de stater, der var centrale under den tidligere polære struktur, lide et tab. Stater, hvis eksistens har været meget betingede af den hidtidige internationale kontekst, kan opleve sammenbrud og konflikt såvel internt som eksternt. Det kan enten skyldes, at den ydre trussel som bandt ellers modstridende parter sammen er forsvundet, hvorved gamle modsætninger får mulighed for at dominere, eller at grupper, der blev adskilt som følge af spændingerne mellem supermagter, nu kan strides uden indblanding og støtte udefra^[34].

Som effekt af den systemiske forandring vil nogle stater miste støtte og eksterne allierede, hvor andre stater vil se fremkomsten af nye styrkende samarbejdskonstellationer. Sidstnævnte kan være en del af den gruppe, der indledningsvist led et tab, men som efterfølgende er blevet stillet frit til at foretage en revurdering af de(n) tilbageblevne pol(er). Denne rebalanceringsakt og udfyldning af det opståede magtvakuum skaber grundlag for konflikter og styrkeprøver, idet alle stater handler i selvhjælpssituationens blinde^[35]. Der skabes dog også mulighed for at båndlægge konflikter på grund af bortfaldet af ekstern indblanding.

Et systemisk skifte kan ydermere medføre forandringer i antallet af stater. Det skyldes, at nogle stater disintegrerer som følge af intern uro og frafalden ydre støtte, og eventuelt bliver ofre for ekstern besættelse. Andre stater oplever, at det bliver muligt at løsrive dele af staten og således opnå uafhængighed for visse befolkningsgrupper. Afslutningsvis opnår nogle stater mulighed for at forene eller genforene sig enten med henblik på at modstå trusler fra en større stat, eller fordi den oprindelige årsag til delingen har mistet sin betydning^[36].

Hansen summerer problematikken således:

              “When an international system breaks down, the restoration of equilibria will lead to assymetrical as well as symmetrical realignment, outbreaks of conflict/settling of other conflicts internationally and internally, challenges to the number and composition of states, and new issues.”^[37].

6.13       Opsummering

Samlet angiver unipolaritetsmodellen følgende:

·   Et teoretisk svar på, hvorfor visse perioder inden for international politik er så turbulente.

·   Unipolaritet som en robust, men ikke nødvendigvis varig polaritetsvariant.

·   Øvrige stater har kun en stat at få supermagtsgarantier fra - unipolen (the single option). En vis grad af flocking omkring unipolen må forventes.

·   Øvrige stater må under unipolaritet forventes at arbejde hårdt og bære større byrder end under bipolariteten (hard work).

·   Unipolen må gennemføre ledelsesopgaver. Alliering med partnere er, blandt andet, en mulighed for at undgå udmattelse.

·   Fra 1989 og fremefter skal international politik analyseres som unipolær med USA som unipolen. Tilsammen udgør USA som unipol og den politik, der føres US World Order.

Disse punkter danner grundlag for den specifikke amerikanske version af unipolaritet: US World Order.

6. 14      Amerikansk unipolaritet: US World Order

Som oven for skitseret kan Hansens unipolaritetsmodel opdeles i to forskellige dele. Den ene del beskæftiger sig med de teoretiske forudsætninger for og vilkår under unipolaritet, og den anden, empiriske del, anerkender at international politik skal analyseres som værende unipolær, idet den fastslår USA’s position som unipol i international politik. I denne forståelse er US World Order såvel en teoretisk tilgang til analysen som en empirisk, udtrykt ved den politik som USA fører som unipol.

I Unipolarity and the Middle East^[38] gennemfører Hansen efterfølgende en empirisk analyse på baggrund af sin unipolaritetsmodel. Analysen omhandler unipolaritetens betydning for udviklingen i Mellemøsten siden 1989 og Hansens forventninger til den nuværende unipol med udgangspunkt i US World Order.

Hansen opstiller i sin model visse af den nuværende unipols teorigenerede interesser. Disse inkluderer:^[39]

·       Fastholdelse af unipolær status.

·       Balancering internt og eksternt.

·       Hindre spredning af masseødelæggelsesvåben.

·       Kapabilitetsforøgelse: Fastholdelse af power edge.

·       Reagere på modalliancer.

·       Opbygning af regionale alliancer.

·       Minimere free riding.

·       Reagere på andre staters adfærd: Single option og flocking.

·       Begrænsning af friktioner som følge af US World Order gennem demokratisering og liberalisering.

De oven for skitserede teorigenerede interesser anvendes til analysens første del, nemlig redegørelsen for USA’s interesser i Den Kaukasiske Region i kapitel 8.