USAs interesser i Sydkaukasus. Kapitel 4.

4.        D e n   e m p i r i s k e   k o n t e k s t

I dette kapitel introduceres USA’s officielle interesser i såvel Sydkaukasus som Den Kaukasiske Region med henblik på den efterfølgende analyse i kapitel 8 og 9. Det gøres, fordi det er nødvendigt med en forståelse for regionen og dens baggrund for at kunne analysere regionale sikkerhedspolitiske dynamikker og de særlige forhold, der gør sig gældende i Den Kaukasiske Region. Derfor præsenteres ydermere Den Kaukasiske Regions historie, regionale aktørers officielle interesser, omfanget af olieressourcer samt selve rørledningsproblematikken, der er specialets omdrejningspunkt.

Den følgende empiriske gennemgang er langt fra udtømmende. Det er derfor valgt at placere hovedvægten på empiriske forhold af umiddelbar relevans for olieudvinding og rørledningsproblematikken. Den Kaukasiske Region er samlet set skueplads for så mange territoriale, etniske og politiske konflikter samt konfliktpotentialer, at det vil være for omfattende, og uden for kapitlets formål, at omtale dem alle i kapitlet.

Gennemgangen dækker perioden 1991 til 1999, dog med den historiske gennemgang i afsnit 4.1 som undtagelse. I denne periode er der sket omfattende ændringer i regionens sikkerhedspolitiske dynamikker. Politiske alliancer og konstellationer har skiftet, nogle har været langvarige, hvor andre har været mere instrumentelt betonede. Den følgende gennemgang viser derfor kun de overordnede og tydeligste tendenser i regionen.

4.1         Regionens historie^[1]

De sydkaukasiske stater kan føre deres historier tilbage langt før Kristi fødsel. Georgisk omtales som et af verdens ældste stadig anvendte sprog, og den første armenske stat grundlagdes i 190 f.Kr. efter det seleucidiske imperiums sammenbrud. Fra det 4. til det 19. århundrede blev såvel Azerbaijan som Armenien, sammen med det ligeledes kristne Georgien, erobret og besat af blandt andet persere, tyrkere, mongoler og arabere.

Kaukasus danner broen mellem Europa og Asien og mellem kristendom og islam. Folkevandringer er gået op og ned gennem Kaukasus, ligesom de mange forskellige herskere har sat deres befolkningsmæssige præg på regionen. Som følge heraf udgør Kaukasus et etnisk kludetæppe uden sidestykke. Der er registreret omkring 50 etniske grupper med egne sprog og andre etniske karakteristika. Heraf udgør armeniere, azerier og georgiere de største. Georgierne og armenerne er kristne, mens azerierne er muslimer. Derudover findes i området blandt andre abaziner, avarer, aguler, bjergjøder, darginer, kumykker, laker, lezginer, nogajer, rutuler, tabasaraner og tsakurer^[2]. Alle disse folk beboer i varierende grad de forskellige sydkaukasiske og russiske republikker og oblaster på tværs af de grænser og vilkårlige territorielle adskillelser, der blev trukket i sovjettiden.

Fra slutningen af det 18. århundrede indledte Rusland koloniseringen af Kaukasus. Denne ekspansion var blodig, og selv efter at Rusland havde opnået overherredømme var der flere revolter og raids mod russiske tilflyttere og kosakker, der havde fået tildelt jord fra den fordrevne befolkning. Efter zarens fald opnåede Georgien uafhængighed fra 1918 til 1921, hvorefter landet blev gen-annekteret af Sovjetunionen. Azerbaijan opnåede selvstændighed i 1918, og blev også optaget i Sovjetunionen i 1920’erne. Armenien oplevede ligeledes en kort tid som selvstændig stat fra 1918 til 1922, hvorefter landet blev optaget i Den Transkaukasiske Sovjetiske Socialistiske Republik. Armenien blev en selvstændig sovjetrepublik i 1936, da Den Transkaukasiske Sovjetiske Socialistiske Republik blev nedlagt.

Nedlæggelsen efterlod, ud over Armenien, et stort antal etnisk definerede regioner i Nordkaukasus. Disse blev, med det Henze kalder traditionel russisk del- og hersk politik, opdelt i tidligere nævnte republikker og oblaster, og derefter genopdelt og omfordelt med henblik på at stramme centraladministrationen i Moskvas greb om republikkerne, i højere grad end for at fremme samarbejde og forståelse mellem de oprindelige beboere: “Rivalries and ressentment among Caucasian peoples were always subtly -- and at times quite blatantly -- encouraged.”^[3].

Efter Anden Verdenskrig indtraf den enkeltbegivenhed, der senere skulle skabe størst splid i Kaukasus. Fire nordkaukasiske folk samt mesketiske tyrkere fra Georgien, i alt 0,6 mio. muslimer, blev deporteret til Centralasien, hvorefter deres autonome republikker og oblaster blev opløst og fordelt til de ikke-deporterede folk samt tilflyttere af overvejende slavisk oprindelse. Af de 600.000 anslås halvdelen at være omkommet under deportationen. Efter den 20. partikongres i 1956 blev visse af de deporterede folk rehabiliterede, og kunne vende hjem. De nu ophævede autonome områder blev gendannede, dog med visse grænseændringer. Deportationerne affødte et modsætningsforhold mellem de hjemvendte deporterede og nytilflytterne. Sidstnævnte agtede ikke at forlade hvad de havde erhvervet og kunne ydermere anskues som repræsentanter for det system, der stod bag deportationerne. Deportationerne skabte også en kløft mellem de kaukasiske folk. Hidtil havde de alle været præget af en klan-baseret bevidsthed, men deportationerne skabte en national bevidsthed blandt de deporterede: “Man opfattede sig som et folk, der delte en tragisk skæbne.”^[4].

Hvad deportationerne gjorde for at splitte de kaukasiske folk, gjorde det osmanniske rige for at splitte tyrkere og armenere. Under uroligheder i 1915 hævdes den ottomanske hær at have gennemført folkedrab på en million armeniere i Østtyrkiet. Tyrkiet har siden benægtet dette. Dette forhold har haft stor negativ indflydelse på forholdet mellem Tyrkiet og Armenien, og især den armenske diaspora, der udgør en stærk og velorganiseret lobby i USA^[5].

I krigen mellem Armenien og Azerbaijan over Nagorno-Karabakh støttede Tyrkiet indledningsvist Azerbaijan, uden dog at ville gå aktivt ind i konflikten af hensyn til forholdet til Rusland. Fra marts 1992 blev den ensidige støtte dog afløst af en mere balanceret tilgang til konflikten^[6].

Iran formåede i det 20. århundrede at bevare et afdæmpet forhold til Sovjetunionen uden opbygning af store troppekoncentrationer på grænserne, trods vestlig dominans og støtte til shahen af Iran samt et historisk modsætningsforhold til Rusland. Khomenis magtovertagelse markerede en kortvarig udenrigspolitisk isolation, men medførte ikke forsøg på ændringer af traktatmæssige forpligtelser og aftaler som for eksempel aftaler om sejlads på og udnyttelse af Det Kaspiske Hav^[7].

I Sydkaukasus har Rusland anvendt SNG-samarbejdet til at opnå indflydelse i Armenien, Azerbaijan og Georgien. Det sikkerhedspolitiske samarbejde grundlagdes med Tashkenttraktaten på et topmøde i 1992, men på daværende tidspunkt var det kun Armenien blandt de sydkaukasiske stater, der ønskede at deltage i SNG. Armenien havde behov for Ruslands støtte i krigen mod Azerbaijan, ligesom man havde behov for russisk beskyttelse som følge af frygten for tyrkisk og iransk ekspansion. På grund af Ruslands støtte til Armenien ønskede Azerbaijan ikke at deltage i SNG. Denne linje blev fulgt af Georgien under henvisning til Ruslands støtte til de abkhaziske oprørere i Georgien. Som følge af urolighederne i både Azerbaijan og Georgien og den efterfølgende russiske militære indgriben i Georgien og diplomatiske indvirken i Azerbaijan, underskrev begge lande SNG-aftalen, og Georgien accepterede russisk militær tilstedeværelse, men ikke Tashkenttraktaten^[8].

4.2         Olie- og gasressourcerne

I dette afsnit introduceres regionens olie- og gasressourcer, deres geografiske fordeling samt anvendelse. Ydermere belyses det, hvorledes rørledninger anvendes som midler til opnåelse af politisk indflydelse i regionen.

4.2.1      Ressourcernes omfang og fordeling

En kombination af Sovjetunionens strategiske uvilje mod at give eksakte oplysninger og det daværende systems mangel på effektiv seismisk teknologi medførte en tendens til at overvurdere ressourcernes anvendelsesmuligheder og størrelse. I den sidste halvdel af 1990’erne var det en udbredt opfattelse, at regionen besad langt større ressourcer end tilfældet reelt var. En væsentlig årsag til dette var, at der blandt andet fra mediernes side ikke skelnedes mellem områdets potentielle reserver og “proved”-reserver. I dag måles på “recoverable”-reserver, hvilket vil sige de ressourcer der kan udvindes med nutidens teknologi til den nuværende pris^[9].

I 1994, da Azarbaijan International Oprerating Company (AIOC) -aftalen om udvinding af olie og gas fra de azerbaijanske off-shore felter blev underskrevet, estimeredes de azerbaijanske reserver til at være 7.1 mia. tønder olie, og gasreserverne til at være 935 mia. kubikmeter. På daværende tidspunkt producerede Azerbaijan 191.000 tønder olie om dagen, en nedgang på 32 % i forhold til 1987 hvor produktionen toppede med 276.000 tønder om dagen^[10]. I sammenligning hermed estimeredes Georgien til kun at have ganske beskedne ressourcer på 22 mio. tønder olie og 10 mia. kubikmeter gas. Armenien har ingen olie- eller gasressourcer.

Ifølge Oil & Gas Journal udgjorde “Estimated proved oil and gas reserves” per 1. januar 1998, for de samlede kaspiske eks-sovjetrepublikker, 7,74 mia. tønder olie og 6,7 trillioner kubikmeter gas^[11]. Af disse ressourcer forefandtes størstedelen af gassen i den del af Det Kaspiske Hav som Turkmenistan gjorde krav på, og størstedelen af olien i den del af Det Kaspiske Hav som Azerbaijan hævdede at have rettigheder til. Til sammenligning udgjorde de vesteuropæiske reserver 18,13 mia. tønder olie og 4,83 trillioner kubikmeter gas^[12].

I sammenligning med de europæiske forekomster er olien i Det Kaspiske Hav sværere tilgængelig. Det skyldes den geografiske placering, men også regionens meteorologiske forhold, som er meget barske om vinteren. Tilmed er strækningen til eksportmarkederne længere, idet alle ressourcerne skal transporteres lange strækninger over land eller ad floder før mulig udskibning.

Det overordnede billede af de samlede kaspiske olieressourcer er, at de ikke udgør noget nyt Mellemøsten eller Venezuela, men nærmere er på størrelse med, eller større end, de europæiske forekomster i Nordsøen^[13]. Når de kaspiske olieudvindinger for alvor kommer i gang, hvilket ikke er realistisk før i 2010, forventes de at ville udgøre ca. 3 % af verdensforbruget^[14].

4.2.2      Forskellen på olie og gas

Eksport af olie og gas sidestilles ofte som to sider af samme sag, hvilket ikke er tilfældet. Olie kan sælges på det globale spotmarked, idet transporten er ukompliceret i sammenligning med gas. Det skyldes, at olie kan eksporteres via rørledninger, i togvogne, på skib eller i tankbiler, og olie kan om nødvendigt opbevares i tankanlæg. Olie kan ydermere sælges i såkaldte “swap-handler”, hvor et firma sælger x tønder olie, til eksempelvis det nordlige Iran, til nationalt brug. Iran sælger den samme mængde iransk produceret olie ved Golfen. Således er de x tønder olie “transporteret” gennem Iran, uden brug af rørledninger. Denne metode gør, at olie lettere omgår handelsrestriktioner og transportproblemer.

Gas kan ikke eksporteres på samme måde som olie, idet gas ikke i samme grad er egnet til opbevaring i tanke og salg på et globalt spotmarked. Gas skal sælges til en fast aftager, der anvender gas ved den anden ende af rørledningen. Der er ikke valgfrihed for eksempelvis Turkmenistan, når staten skal vælge, hvor gas skal eksporteres til. Det nytter ikke at eksportere gas til et uforberedt marked, hvor den pågældende stats industri og husholdninger ikke er beregnet til det. Gas skal eksporteres til et forberedt marked som eksempelvis Europa eller Tyrkiet.

Olie- og gasressourcerne i Den Kaukasiske Region kan altså ikke umiddelbart behandles ens, og gasressourcerne kan ikke blot sælges efter forgodtbefindende, men skal tværtimod forhandles og sælges efter langsigtet planlægning^[15].

Olie har større global betydning, idet den efterspørges og handles globalt. Af samme årsag har USA umiddelbar større interesse i olieforekomsterne, og det er følgelig disse, der forkuseres på i specialet. Gas har stor betydning regionalt. Det gælder både ved anskuelse af gas som energiressource, men også som handelsvare og pressionsmiddel. Som energiressource har gas stor betydning først og fremmest for Tyrkiet, men også for Azerbaijan og Iran, idet en øget industrialisering forudsætter en forøget gasimport. Som handelsvare har gas især betydning for Turkmenistan, der besidder de største gasfelter i Det Kaspiske Hav. Som pressionsmiddel har gas størst betydning for Rusland, idet Rusland dominerer den regionale gaseksportinfrastruktur. Af samme årsag har USA en interesse i gas, men blot på det regionale niveau.

4.2.3      Rørledningsproblematikken

Ved henvisning til olieressourcer i Sydkaukasus refereres til de azerbaijanske off-shorefelter med potentiale for udvinding. Kernen i problematikken omkring disse var udvindingsrettigheder, kontrol over samt placering af olierørledninger og anden infrastruktur^[16]. Af politiske og økonomiske årsager var det Ruslands ambition, at olie fra Azerbaijan skulle ledes gennem de eksisterende russiske olierørledninger. Dette skyldes, at rørledninger gennem Rusland gav denne de facto magt over de enkelte staters eksport af olie og gas som følge af Ruslands mulighed for at lukke den pågældende rørledning, eller begrænse den mængde olie/gas som det blev tilladt afsenderlandet at transportere gennem Rusland. Dette pressionsmiddel benyttedes af Rusland til blandt andet at lægge politisk pres på regeringer i krisesituationer, som set i Letland i 1998. Ydermere anvendtes det til at opnå indflydelse på, hvilke selskaber der fik udvindingsrettigheder. Dette er blandt andet set anvendt i Kazakhstan, hvor Rusland tvang det russisk statsejede GAZPROM ind i et ellers engelsk-italiensk samarbejde. Afslutningsvis besad Rusland en magtfuld position i forhold til regional transport, idet al transport af tungt udstyr til Det Kaspiske Hav foregik ad Volga-floden gennem Rusland. Der er kun denne vej ind.

Indtil nu har næsten al olie og gas skulle eksporteres ud gennem det eksisterende russiske rørledningsnet. Undtagelsen har været mindre mængder af gas som Turkmenistan eksporterer ud gennem rørledninger til Iran, og anvendelsen af rørledningen fra Baku til Supsa i Georgien. Derudover er der enkelte muligheder for at transportere olie ad jernbane, hvilket dog er forholdsmæssigt dyrt.

Det ønskedes derfor fra forskellige staters side at anlægge yderligere rørledninger fra Det Kaspiske Hav til egnede udskibsningshavne i den Persiske Golf (Iran), Middelhavet (Ceyhan i Tyrkiet), Sortehavet (Supsa i Georgien) eller fortsat at benytte det eksisterende rørledningsnet, der endte i Novorossiysk (Rusland) og Supsa^[17]. Det endelige valg var vanskeligt, idet primært USA, Rusland og Iran havde divergerende ønsker som følge af den indflydelse og de økonomiske fordele en rørledning giver.

Kort 2: Olierørledninger i Sydkaukasus ^[18]

Azerbaijan ønskede, med støtte fra Tyrkiet og USA, at få etableret nye rørledninger. Vestlige, deriblandt amerikanske, selskaber dominerede det førende udvindingskonsortium AIOC. Efter en periode med disputs og uenighed accepterede Rusland en deltagelse i projektet på 10 %, gennem det russiske LUKoil, og på denne baggrund accepterede Rusland officielt AIOC^[19].

I oktober 1995 besluttedes, at den første olie (fra starten af 1997) fra de internationale konsortier ved Det Kaspiske Hav skulle transporteres gennem Georgien og Rusland. Til formålet skulle bygges en ny terminal i Supsa, der stod færdig i januar 1999. Den videre transport derfra gennem Bosporusstrædet vakte modstand fra Tyrkiet, som mente at udskibning i Sortehavet vil øge faren for uheld og deraf følgende miljøkatastrofe i Bosporusstrædet, som det var sket tidligere. Tyrkiets anke skyldes dog også, at et alternativ til Supsa-rørledningen var etableringen af den ny olierørledning fra Baku til den tyrkiske havneby Ceyhan, nordøst for Cypern^[20]. Rørledningen Baku-Ceyhan støttedes af USA, der fandt, at transport af olien fra Azerbaijan via Georgien til Tyrkiet (udenom Rusland og Iran) var den for vestlige interesser mest acceptable løsning^[21].

En aftale om at anlægge rørledningen fra Baku til Ceyhan undertegnedes på OSCE-topmødet i Istanbul den 18. november 1999 mellem præsidenterne for Tyrkiet, Georgien, Azerbaijan og Turkmenistan^[22]. Med aftalen blev det juridiske grundlag for anlæggelsen af olierørledningen tilvejebragt. Omkostningerne forventedes at være 17 milliarder danske kroner. Hvorvidt aftalen er økonomisk bæredygtig er der delte meninger om^[23]. Det er sandsynligt, at der skal tilvejebringes garantier for tilstrækkelig olieproduktion før projektet iværksættes (se kapitel 11).

4.3         USA’s officielle globale interesser

Som baggrund for gennemgangen af USA’s regionale interesser i Den Kaukasiske Region i afsnit 4.4, redegøres i dette afsnit for USA’s officielle globale interesser fra 1989 til 1999.

Et generelt skift i USA’s overordnede formulering og tilgang til udenrigspolitiske interesser udviklede sig fra 1989 til 1994. Udfordringen bestod, for USA, i udarbejdelsen af nye interessekomplekser og håndteringen af overgangen fra bipolær antagonisme til amerikansk unipolaritet. New World Order lanceredes af præsident Bush i 1989, men blev først for alvor manifest efter Golfkrigens afslutning i februar 1991. New World Order kunne dog anskues som en generel tilgang for USA’s interesser i perioden fra 1989 til 1994^[24].

USA’s globale interesser i perioden fra 1989 til 1999 kan anskues som en tre-faset udvikling. Neden for redegøres kort for karakteristika ved de to sidste faser i den samlede periode fra 1991 til 1999, der er identisk med specialets tidsmæssige afgrænsning. Den første fase, 1989 til 1991, falder uden for tidsafgrænsningen og berøres derfor kun ganske kort.

4.3.1      Første fase: 1989 - 1990: Beyond Containment

Denne fase var karakteriseret ved uklarhed over for hvordan det nye polaritetsmønster skulle gribes an fra USA’s side. Den daværende præsident Bush erklærede koldkrigsnormer og bipolære antagonismer for passé og forsøgte at integrere det daværende Sovjetunionen i den nye unipolære orden for at undgå skrækscenarier, hvori disintegration af den tidligere supermagt ville medføre internt kaos og bringe ustabilitet til Europa og Sovjetunionens øvrige naboer.

Udtrykket “It is time to go beyond containment” lanceredes af Bush i sommeren 1989 og blev symbol på, at Reagan-administrationens karakteristiske koldkrigs “Realism, Strength and Dialogue”-tilgang til amerikansk udenrigspolitik havde udspillet sin rolle. I begyndelsen var det uklart, hvori konceptet bag “Beyond Containment” egentlig bestod. Det Hvide Hus fokuserede primært på faktorer og strukturelle forhold, der ikke længere udgjorde et problem for USA^[25]. Der præsenteredes ikke nye strategiske interesser for USA efter ændringerne i det internationale system og der var ikke indikatorer på signifikante ændringer i USA’s globale interesser, udover at bipolære magtbalancer ikke længere kunne danne basis for amerikanske interesser.

4.3.2      Anden fase: 1991 til 1994: New World Order

Hvor USA’s koldkrigsstrategi i perioden fra 1989 til 1991 var af generel karakter, gav Iraks invasion af Kuwait i august 1990 USA mulighed for at vise internationalt lederskab og manifestere indholdet af New World Order. Ved at lede den FN-godkendte aktion mod Irak og opbygge den internationale koalition stadfæstede USA sin position. Dette window of opportunity karakteriseredes i 1992-udgaven af præsidentens State of the Union-tale ved USA som: “...[i]n a unique position to change the world... as the strongest nation on earth...”^[26].

Efter Golfkrigens afslutning i februar 1991 var USA’s overordnede interesser:^[27]

·   Bekæmpelse af narkotikasmugling og terrorisme.

·   Sikre ikke-spredning af nukleare kapabaliteter.

·   Fremme af markedsøkonomi og liberalt demokrati.

Indfrielsen af disse interesser accelererede efter 1991 frem til 1994, hvor den på flere måder mere ambitiøse strategi: “A National Security Strategy of Engagement and Enlargement”^[28] blev fremlagt.

4.3.3 Tredie fase: 1994 til 1999: Engagement and Enlargement

Den nationale interesse (“core objectives”) var for USA i denne periode tredelt og blev udtrykt som at:^[29]

·   Fastholde amerikansk sikkerhed med diplomatiske og militære midler.

·   Fremme amerikansk økonomisk re-vitalisering.

·   Støtte fortsat demokratisering uden for USA.

De største sikkerhedsudfordringer blev identificeret som regionale konflikter og spredning af masseødelæggelsesvåben. Ved identificering af regionale konflikter som et kommende indsatsområde for USA udarbejdedes win-win strategien. Kernen i denne bestod af opbygning af USA’s kapacitet til simultan deltagelse og evne til at afgøre to større regionale konflikter uafhængigt af hinanden. Denne strategi blev oprindeligt udviklet af Pentagon i 1992 som led i en re-organisering af det amerikanske forsvar. Udgangspunktet bag win-win strategien bestod i et ændret fjendebillede for USA, hvor der ikke længere eksisterede én hovedfjende som tilfældet havde været med Sovjetunionen under Den Kolde Krig. I praksis udmøntedes dette ved, at USA konkret skulle kunne deltage i en regional konflikt parallelt med afskrækkelsen af en anden regional konflikt^[30].

Gennem imperativet om engagement og enlargement i amerikansk interessefremmelse blev samarbejde med “venner” og allierede samt rollen for USA som global leder en central del af amerikansk udenrigspolitisk selvforståelse. New World Order var den overordnede tilgang, og et middel til fremme af denne var samarbejde med samarbejdsvillige stater. Generelt opprioriteredes samarbejdsorganer som eksempelvis North Atlantic Council of Cooperation (NACC) og NATO’s PfP-samarbejde, som grundlagdes i henholdsvis 1991 og 1994, ligesom modarbejdelse af rouge states blev en central del af New World Order.

Til indfrielse af overordnede interesser formuleredes en række mål, der som “strategic priorities” skulle operationalisere disse interesser:^[31]

·   Et samlet demokratisk Europa.

·   Styrkelse af Asiens politiske og økonomiske kapabiliteter.

·   Et mere åbent verdensmarked.

·   USA som garant for fred.

·   Bekæmpelse af transnationale farer.

·   Opretholdelsen af diplomatiske og politiske beredskaber.

USA’s måde at forfølge engagement og enlargement på udvikledes gennem “Integrated Regional Approaches”, der indgik som delafsnit til “National Security Strategy for A New Century”^[32]. Prioritet blev givet til udvidelse af samarbejde med stater, der som udgangspunkt var positivt indstillede over for New World Order. Som vist oven for havde USA forskellige midler til rådighed, deriblandt PfP-programmet, samt økonomiske midler fra blandt andet den Internationale Monetære Fond og Verdensbanken.

USA havde i hele perioden fra 1991 til 1999 haft en overordnet interesse i at sikre landets fortsatte adgang til udenlandske olieleverancer. Behovet for dette understregedes i “Providing for Energy Security”, der indgik som delafsnit i “A National Security Strategy for A New Century” som:

              “...[t]he United States will continue to have a vital interest in ensuring access to foreign oil sources. We must continue to be mindful of the need for regional stability and security in key producing areas...”^[33].

Der var dog i “A National Security Strategy for A New Century” også overvejelser omkring hvilke begrænsninger USA’s status som unipol indebar:

              “We know that there must be limits to America’s involvement in the world. We must be selective in the use of our capabilities...”^[34].

4.4         USA’s officielle interesser i Den Kaukasiske Region, herunder Sydkaukasus

USA fremhævede den stigende afhængighed af udenlandsk olieudvinding som et sikkerhedsproblem i takt med, at landets egne ressourcer mindskedes. Den Persiske Golf var central i USA’s bevidsthed, da det anerkendtes at: “Roughly half of our oil needs are met with imports, and a large, though diminishing, share of these imports come from the Persian Gulf Area.”^[35]. Ønsket om at undgå persisk monopolisering af energiforsyningen løb som en rød tråd gennem officielle amerikanske dokumenter, idet man erkendte USA’s afhængighed af olie fra den Persiske Golf. Grundet realpolitiske forhold skabte dette bekymring, fordi området ansås for potentielt ustabilt, og som følge heraf arbejdedes der målrettet på etablering af nye olieeksportører til det amerikanske marked.

Betydningen af Det Kaspiske Hav fremhævedes således:

              “The Caspian Basin, with potential oil resources of 200 billion barrels, also promises to play an increasingly important role in meeting rising world energy demand in coming decades”^[36].

Omtalen af olieressourcer i regionen forblev dog på dette overordnede plan og fremhævedes kun som delvist alternativ til eksisterende olieforekomster. Samlet set må USA’s ambitioner og interesse i olieressourcerne i området omkring Det Kaspiske Hav vurderes i sammenhæng med målsætningen om at reducere USA’s kvantitative afhængighed af leverancer fra den Persiske Golf.

Efter Sovjetunionens sammenbrud var en af USA’s officielle interesser i Sydkaukasus fortsat støtte til økonomisk og politisk uafhængighed, suverænitet og demokratisk udvikling af de sydkaukasiske stater. Dette kom dog først til udtryk i den nationale amerikanske sikkerhedsstrategi fra 1994^[37]. Det anerkendtes endvidere, at specielt reformprocesser i Rusland kunne blive afgørende for de mindre stater.

I forlængelse af denne interesse dannedes der to målsætninger, en økonomisk og en forsyningsmæssig.

Den økonomiske målsætning søgtes indfriet gennem støtte til økonomiske fremskridt og tiltag til udvinding og transport af olie- og gasressourcer. Dette ønskedes fra officiel amerikansk side realiseret med amerikanske virksomheder som substantielle kommercielle aktører.

Den forsyningsmæssige målsætning for sydkaukasisk olie om på sigt at mindske afhængighed af leverancer fra den Persiske Golf kunne anskues som en operationalisering af USA’s globale mål om sikring af landets fortsatte adgang til udenlandske olieleverancer^[38].

Internt i Sydkaukasus søgte USA at afslutte regionale konflikter med særlig henblik på Abkazien og Nagorno-Karabakh, ligesom Tjetenien tiltrak sig opmærksomhed. Det anerkendtes, at de nye stater havde gjort fremskridt i deres stræben efter at sikre egen suverænitet og politisk stabilitet. Dog var det USA’s holdning, at regional konfliktløsning skulle tilstræbes og, at specielt Nagorno-Karabakh var den største hindring for regional stabilitet^[39]. Som følge deraf, deltog USA i formandskabet af Minskgruppen, nedsat af CSCE i 1992, med henblik på at nå en forhandlingsløsning vedrørende Nagorno-Karabakh konflikten^[40].

Af andre interesser i regionen nævntes inddæmning af Iran, hvilket fulgte som en direkte konsekvens af den islamiske revolution i 1979 og det skift i magtbalancen i Den Persiske Golf denne medførte: “...[p]ending changes in Iran’s behaviour, our goal is to contain and reduce its ability to threaten our interests.”^[41]. Det understregedes dog, at USA så positivt på foreløbige tegn på ændringer i Irans udenrigspolitik.

Derudover ønskedes det at styrke USA’s positive relationer til Tyrkiet, der var en værdifuld allieret i flere sammenhænge. Et demokratisk stabilit vestligt orienteret Tyrkiet havde værdi for USA i såvel Mellemøsten, den Persiske Golf som over for de tidligere sovjetrepublikker^[42].

For at kunne indfrie de regionale interesser og regionale målsætninger havde USA en række midler og mere specifikke instrumenter til rådighed. Disse indbefattede aktiv politisk/diplomatisk støtte på alle administrationsniveauer, udenrigshandel med regionen, substantiel teknisk assistance, støtte til internationale finansieringsinstitutters programmer og politik i området. USA rådede over en række militære midler gennem nye sikkerhedsstrukturer som PfP-samarbejdet, og USA kunne også operere magtmæssigt, enten ved direkte intervention eller som den latente trussel en supermagt udgør. Afslutningsvis var der en række bilaterale aktiviteter og foranstaltninger^[43].

En række juridiske instrumenter og tiltag kunne virke hindrende for USA’s indfrielse af regionale interesser og målsætninger, nemlig: ‘Section 907 of the Freedom Support Act”, der forhindrede USA i at yde økonomisk og humanitær støtte til Azerbaijan og ‘Iran Libya Sanctions Act’ (ILSA), der fortsat begrænser politisk og økonomisk interaktion med Iran.

4.5         Ruslands regionale interesser

Russisk kontrol med Nord- og Sydkaukasus er Ruslands væsentligste regionale prioritet, da Kaukasus er Ruslands vigtigste strategiske aktiv. Af visse anses denne interessesfære for at være vigtigere end både Baltikum, Kaliningrad og Balkan^[44].

Dominans i Kaukasus vil give Rusland det strategiske landområde, hvorfra Rusland kan kontrollere olie- og gaseksporten fra både Sydkaukasus og Centralasien. Endvidere vil Rusland kunne dominere Det Kaspiske Hav, og ifølge tidligere forsvarsminister General Grachev, også Sortehavet samt øge den russiske indflydelse i Mellemøsten gennem højere grad af militær tilstedeværelse^[45]. Den militære og administrative styrkelse af Det Nordkaukasiske Militærdistrikt samt det russiske ønske om genforhandling af CFE-traktaten skal blandt andet ses i lyset af dette, da de begge var medvirkende til at øge de russiske militære kapabiliteter i Kaukasus^[46].

De sydkaukasiske republikker udgør i lighed med de centralasiatiske republikker et fremskudt forsvar i forhold til Ruslands grænser, hvorfra Rusland militært kan forsvare sine interesser over for eksempelvis Tyrkiet og Iran og sikre sig, at andre stater ikke opnår direkte adgang til føderationens grænser. Dette har givet Rusland en særlig interesse og ønske om rettigheder i “det nære udland”, hvorfor det på traktatmæssig baggrund ønskedes at opstille militære enheder i nabolandene^[47]. I forlængelse af dette ønskede Rusland at opnå internationalt mandat til at være sikkerhedsgarant for området, og Rusland arbejdede gennem SNG hårdt for at samle de tidligere sovjetrepublikker i et russisk domineret forsvarssamarbejde, for herigennem at formalisere tilstedeværelsen af russiske tropper på andre republikkers jord ^[48].

Ud over at dominans i Sydkaukasus ville give Rusland militære fordele, kunne dette set med russiske øjne sikre den regionale stabilitet. Det skyldes, at Rusland kunne søge at overlejre regionale konflikter og forhindre løsrivelseskonflikter i Sydkaukasus. I Nordkaukasus var Ruslands primære interesse at fastholde de autonome republikker i føderationen for at undgå en yderligere løsrivelse og opsplitning af Rusland. Derudover havde Rusland en interesse i at kunne inddæmme og styre de nordkaukasiske konflikter fra at sprede sig til Sydkaukasus. Rusland pustede utvivlsomt ofte til ilden og udnyttede etniske uroligheder til egen vinding i eksempelvis Nagorno-Karabakh og Abkhazien. Men det var ikke i Ruslands interesse, at disse konflikter løb løbsk, således at Rusland mistede kontrollen med dem, og dermed det redskab der anvendtes i Kaukasus i århundreder - indflydelse via krise og efterfølgende intervention^[49].

Regional stabilitet ville endvidere gøre det langt lettere for Rusland at profitere af de righoldige olie- og gasressourcer. Den russiske politik over for Sydkaukasus var dog især inden for olie- og gasområdet præget af splittelse mellem den russiske regerings forskellige fløje. En fløj domineret af Udenrigsministeriet mente, at Sydkaukasus skulle have status som “særlig indflydelssfære”, som Rusland med alle midler skulle holde vestlige interesser ude fra, mens en anden fløj domineret af Energiministeriet fandt, at et øget samarbejde med Vesten ville gavne russisk olieindustri, skaffe investeringer og sikre grundlag for øgede olie- og gasindtægter som Rusland havde hårdt brug for. På denne baggrund var det vigtigste for sidstnævnte at skabe stabilitet i både Nord- og Sydkaukasus og ikke blot indflydelse gennem intervention og krisestyring^[50]. Fælles for de to retninger var en forståelse af, at sikring af olieindtægter var, og fortsat er, af vital betydning for Rusland^[51].

Krigene i Tjetjenien kan vurderes ud fra ovenstående. Ikke alene er republikken meget rig på olie, men hovedstaden Grosnij er med sit raffinaderi knudepunkt for olierørledningen fra Azerbaijan til Novorossiysk i Rusland ved Det Sorte Hav, og forventes at blive samlepunkt for den planlagte og delvist konstruerede Caspian Pipeline Consortium (CPC) olierørledning nord om Det Kaspiske Hav, der skal forbinde Kazakhstan med Novorossiysk. Afslutningsvist udgør den nordkaukasiske rute gennem Tjetjenien den korteste og væsentligste olieeksportrute, omend Rusland kan omdirigere sin olieeksport via Volgograd nord for Tjetjenien. Kontrol med Nordkaukasus var derfor også i Ruslands interesse af hensyn til olieeksporten^[52].

På baggrund af ovenstående ønsker om indflydelse har det været magtpåliggende for Rusland at holde især Tyrkiet, men også Iran, uden for indflydelse i Sydkaukasus. Modsætningsforholdet til Tyrkiet manifesteredes i de to staters forhold til henholdsvis Armenien og Azerbaijan. Det forholdt sig anderledes med Iran. På den ene side udgjorde Iran den nærmeste regionale stormagt med tilsvarende olieinteresser i Sydkaukasus. På den anden side var Iran i lighed med Rusland en fjende af USA, og således Ruslands fjendes fjende. I et forsøg på at balancere Tyrkiet, der udgjorde den største trussel indgik Rusland i et samarbejde med Iran. Dette samarbejde dækkede, blandt andet, teknologieksport og samarbejde i spørgsmålet om delingen af Det Kaspiske Hav.

Ruslands interesser i Sydkaukasus og varetagelsen af disse har undergået store forandringer siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I perioden 1991- 1992 kunne russisk udenrigspolitik nærmest beskrives som tilbageholdende. Rusland afviklede sin neo-imperialistiske strategi og søgte at koncentrere sig om samarbejdet med Vesten. I Sydkaukasus reduceredes den militære tilstedeværelse og Det Kaspiske Hav inddeltes i separate nationale energisektorer. Perioden 1992-1993 prægedes af Moskvas ønske om at genvinde den strategiske kontrol med de tidligere sovjetstater. Dette søgtes blandt andet gjort gennem styrkelse af samarbejdet i SNG og indgåelsen af sikkerhedssamarbejdet under Tashkenttraktaten. I midten af 1994 introducerede udenrigsminister Kozyrev “Jeltsin-Kozyrev strategien”. Denne fastslog Ruslands specielle rolle og betydning i Sydkaukasus, og markerede indledningen på en trestrenget russisk sikkerhedsstrategi for området med følgende indhold:^[53]

·   Diplomatisk-militært ønskedes en eksklusiv rolle som mægler og fredsbevarer i regionale konflikter.

·   Militært ønskedes baser og deployeringsrettigheder i de tre sydkaukasiske stater samt grænsetropper på de ekssovjettiske ydergrænser.

·   Der ønskedes en multilateral genforhandling af CFE-traktaten for at kunne tilføre større styrker til Sydkaukasus.

I kapitel 9 vises det, hvordan de oven for skitserede interesser var betingende for Ruslands stillingtagen til de udvalgte regionale konflikter, som gennemgås.

4.6         Irans regionale interesser

En af Irans væsentligste interesser i Sydkaukasus fra 1991 til 1999 var muligheden for at opnå politisk indflydelse dér såvel som i Centralasien for på denne vis at komme ud af den politiske og økonomiske isolation, USA iværksatte efter 1979. Målet for Iran var at opnå vestlige investeringer, der skulle anvendes til at fremme økonomiske og handelsmæssige forhold efter de handelsmæssige begrænsninger i forhold til Vesten efter revolutionen i 1979^[54]. En af mulighederne for øget samhandel med Vesten var som transit- og eksportland for olie og gas fra Det Kaspiske Hav og Centralasien. Den økonomisk mest fordelagtige eksportrute fra Det Kaspiske Hav var gennem Iran til udskibningshavnene i Den Persiske Golf. Iran havde dog også selv behov for både olie og gas, såfremt landet skulle iværksætte en genopbygning og fornyet industrialisering.

Udover øgede handelsmuligheder med Vesten, havde Iran interesse i at opretholde et godt forhold til Rusland. Det skyldes, at Iran importerede russiske våben og søgte at opbygge et atomkraftværk med hjælp fra Rusland. Ydermere gav Rusland Iran teknologisk og diplomatisk støtte. Til gengæld for Ruslands støtte ydede Iran støtte i spørgsmålet om delingen af Det Kaspiske Hav. På det udenrigspolitiske område havde Iran og Rusland på flere områder sammenfaldende interesser. Det ønskedes fra begge sider at begrænse vestlig, og især amerikansk, indflydelse i Sydkaukasus og Centralasien. Dette interessesammenfald gjorde sig især gældende i spørgsmålet om olieudvinding i Det Kaspiske Hav^[55].

Det har været hævdet, at Iran også havde ideologisk eksport for øje^[56]. Da Irans nabostater, med undtagelse af Azerbaijan, er sunnimuslimer og den iranske befolkning er shiiamuslimer, var de omkringliggende stater dog næppe modtagelige for en sådan eksport.

Hvis Iran anskuede Rusland som den regionale hegemon var der blot to stater der udgjorde et sikkerhedsproblem. Den ene var Tyrkiet, der efter åbningen af Sydkaukasus søgte at ekspandere sin indflydelse ind i såvel Sydkaukasus som Centralasien. Dette søgte Iran at undgå gennem alliancer med Tyrkiets traditionelle fjender, først og fremmest Armenien og Rusland. Derudover udgjorde Azerbaijan et konkret sikkerhedsmæssigt problem for Iran. Ikke alene var det en allieret af Tyrkiet. I Nordiran befandt der sig mellem 8 og 15 millioner etniske azerier eller næsten lige så mange som i Azerbaijan, hvilket medførte, at de etniske iranere var i mindretal i dele af deres egen stat.

4.7         Tyrkiets regionale interesser

I kraft af Tyrkiets position som den ledende etniske tyrkiske stat^[57], gav Sovjetunionens sammenbrud Tyrkiet en pludselig og uventet mulighed for at genvinde sin indflydelse blandt Sydkaukasus’ og Centralasiens tyrkiske befolkninger. Trods Tyrkiets meget Europaorienterede udenrigspolitik indtrådte Tyrkiet derfor på scenen med den primære interesse at opnå indflydelse og magt i Sydkaukasus.

Erfaringen viste sidenhen, at Tyrkiet ikke umiddelbart kunne træde ind som regional arvtager efter Sovjetunionen, dertil var Ruslands indflydelse for stor. Det blev derfor Tyrkiets sekundære regionale interesse at modvirke og begrænse Ruslands tilstedeværelse og indflydelse i regionen uden dog at konfrontere eller provokere den store nabo mod nord. Ydermere ønskedes det som regional tredjeprioritet at begrænse iransk indflydelse i samme region, idet både Tyrkiet og Iran på lang sigt aspirerede til at blive regional hegemon^[58].

For nuværende er Tyrkiet langt den stærkeste af de to, målt på militære og teknologiske kapabiliteter, og USA’s omfattende støtte til Tyrkiet er essentiel for at fastholde denne postition. Det er derfor væsentligt for Tyrkiet at fastholde eller opnå medlemskaber af vestlige institutioner og organisationer som EU, ligesom Tyrkiet ikke åbenlyst modsætter sig amerikansk politik i Tyrkiets nærområde, for at fastholde støtte fra USA.

Med sin status som Sydkaukasus’ eneste etnisk tyrkiske stat udgjorde Azerbaijan krumtappen i tyrkisk Sydkaukasuspolitik, idet Azerbaijan udgjorde porten til Centralasien, en potentiel økonomisk samarbejdspartner og en naturlig allieret i balanceringen af Rusland og Iran. I forhold til Azerbaijan havde Tyrkiet derfor følgende målsætninger:^[59]

· Støtte til Azerbaijans fortsatte uafhængighed.

· Støtte til Azerbaijans suverænitet over Nagorno-Karabakh.

· Deltagelse i azerbaijansk olieproduktion og -eksport.

For at begrænse russisk indflydelse i regionen ønskedes det fra tyrkisk side at forbedre forholdet til Armenien. Dette ville overflødiggøre russisk militær tilstedeværelse ved Tyrkiets grænser og det ville stille Tyrkiet bedre i forhold til USA. Tyrkiet brød derfor de facto Azerbaijans blokade af Armenien i 1992^[60].

Georgien var indledningsvist ikke genstand for omfattende tyrkisk interesse, men efter 1994 arbejdede Tyrkiet på at opnå et godt forhold til Georgien. Det skyldtes, blandt andet, at Georgien forventedes at udgøre den mest sandsynlige eksportrute for azerbaijansk olie.

Af nationale hensyn havde det haft stor betydning for Tyrkiet at opnå en aftale om bygning af en rørledning gennem Tyrkiet til udskibningshavnen Ceyhan ved Middelhavet. En sådan aftale blev som omtalt underskrevet i november 1999. Denne rørledning skulle medføre investeringer og økonomisk fremgang i det traditionelt økonomisk tilbagestående kurdisk dominerede Østtyrkiet. Ydermere skulle rørledningen transportere den olie fra Det Kaspiske Hav som Tyrkiet skulle bruge til at fremme yderligere industrialisering.

4.8         Andre mindre aktører: Georgien, Armenien og Azerbaijan

Samlet set kunne de tre sydkaukasiske republikker hævdes at have fælles interesse ved internationale investeringer og udvindinger i oliesektoren, der kunne resultere i opbyggelsen af egen energieksport (for Azerbaijans vedkommende) eller status som transitland i forbindelse med anlæggelse af olierørledninger.

I forlængelse af det øgede internationale fokus på regionen arbejdedes der intensivt fra de sydkaukasiske staters side på at opnå international intervention i form af konfliktløsning og konfliktmægling i forskellige regionale konflikter. For at nå dette mål var det for de tre stater officielle erklærede mål at opnå medlemskab af vestlige organisationer, idet dette ansås som en mulig måde at internationalisere regionale konflikter på^[61].

På trods af det overordnende interessesammenfald var der væsentlige forskelle på de midler som Georgien, Armenien og Azerbaijan søgte at anvende til realisering af respektive nationale interesser, og derfor skitseres deres interesser kort nedenfor.

4.8.1      Georgien

Georgien opnåede uafhængighed fra det tidligere Sovjetunionen i april 1991 og var derfor den første uafhængige republik uden for det baltiske område. Landets første præsident Gamsakhurdia var kun ved magten til 1992, hvorefter præsident Shervardnadze efter sin tiltrædelse arbejdede for yderligere politisk konsolidering af Georgien. Shervardnadzes bestræbelser gav Georgien, et for Sydkaukaus, ikke ubetydeligt råderum i forhold til Rusland, hvis interessesfære Georgien ønskede at løsrive sig fra. Georgien er del af GUAM (Georgien, Ukraine, Azerbaijan og Moldova), der oprettedes i oktober 1997 og består af nuværende eller tidligere SNG-medlemmer, som ønsker at modvirke russiske dominansforsøg.

Den dominerende konflikt i Georgien, der også kraftigt influerede bilaterale relationer til Rusland, er fortsat den uløste konflikt om Abkhazien, som de facto løsrev sig fra Georgien med militær magt i 1992 til 1993. Rusland støttede tidligere aktivt befolkningen i Abkhazien i dennes ønske om løsrivelse fra Georgien, og indsættelsen af russiske fredsbevarende styrker indfriede ikke Kreml-styrets senere løfter om at bringe området tilbage under Georgiens kontrol. Efter Abkhaziens løsrivelse i 1993 måtte Georgien tolerere russisk militær tilstedeværelse og endvidere acceptere georgisk optagelse i SNG i 1993 (se afsnit 9.5 for en gennemgang af konflikten).

FN, CSCE og Rusland var involverede i forsøget på at bringe konflikten til ende. Trods oktoberaftalen af 1993, der indebar våbenhvile mellem partnerne og udstationeringen af en russisk fredsbevarende styrke, er der endnu ikke fundet en politisk løsning på konflikten. Ligeledes har gentagne georgiske krav om tilbagetrækning af de russiske fredsbevarende styrker og indsættelse af en tilsvarende FN-styrke ej heller båret frugt.

Med Shervardnadze som præsident arbejdede Georgien intensivt på at udbygge sine udenrigspolitiske relationer til Vesten. I 1992 blev landet medlem af FN, tilsluttede sig NATO’s PfP-samarbejde i 1994, indgik et partnerskabssamarbejde med EU i 1996 og blev i januar 1999 optaget som medlem af Europarådet. For yderligere at understrege Georgiens iver efter optagelse i det internationale selskab, erklærede Shervardnadze georgisk medlemskab af NATO som mål. Endnu en prioritet i georgisk udenrigspolitik var afviklingen af russisk militær tilstedeværelse i landet. Rusland har tentativt sat tilbagetrækningen af russiske tropper til 2002, hvilket godkendtes af det georgiske parlament^[62].

4.8.2      Armenien

Landets politiske situation er fortsat præget af konflikten om den armensk befolkede enklave Nagorno-Karabakh i Azerbaijan. Som direkte følge af konflikten har Armenien et spændt forhold til Tyrkiet og Azerbaijan, der iværksatte økonomisk blokade mod Armenien, hvilket blandt andet har resulteret i meget få udenlandske investeringer i Armenien. I og med, at planerne om etablering af olierørledningen fra Baku til Ceyhan skitseredes til at løbe uden om armensk territorium, fik Armenien ikke mulighed for at blive transitland for Azerbaijans olieressourcer og dermed ej heller økonomiske fordele af regionens olieressourcer. Armeniens afhængighed forøgedes tilmed ved at staten måtte importere energi fra Rusland^[63].

Armenien og Rusland, der befinder sig på samme akse, havde gode relationer. Eksempelvis bevogtede russiske tropper grænsen til Tyrkiet, og Rusland og Armenien indgik en alliance i marts 1997, hvor baseaftalen af 1995 ratificeredes i Dumaen. Denne aftale sikrede fortsat russisk troppetilstedeværelse i 25 år. Endvidere blev en bilateral bistandsaftale underskrevet i august 1997. Aftalen havde reelt karakter af en militær alliancetraktat^[64]. Det var således i Armeniens interesse at fastholde et godt forhold til Rusland

Armenien indtog dog en priviligeret status som den største per capita modtager af amerikansk økonomisk støtte i Sydkaukasus^[65], hvilket som oftest relateres til den armenske diaspora i USA. I lighed med Georgien tilsluttede Armenien sig PfP­-programmet i 1994.

4.8.3      Azerbaijan

Azerbaijan var den af de tre sydkaukasiske stater, der havde størst forventninger til vestlige investeringer i oliesektoren. Det azerbaijanske styre så dels vestlige investeringer som nøglen til økonomisk vækst, dels som et middel til at ændre den militære balance i forhold til Armenien^[66].

Azerbaijan blev tvunget ind i SNG-samarbejdet i 1993. Gennem GUAM-samarbejdet ønskede Azerbaijan at arbejde sig ud af Ruslands indflydelsessfære, hvilket bestemtes af modsætningsforholdet til Armenien, og Ruslands støtte til denne. Azerbaijan afviste russiske forslag om fælles grænsebevogtning og der førtes en generel tilbageholdende politik over for Rusland. Trods afvisningen af russisk militær tilstedeværelse måtte Azerbaijan acceptere den fortsatte eksistens af en russisk missilvarslingsradar på azerbaijansk territorium^[67]. Azerbaijan søgte primært at sikre sine nationale interesser gennem samarbejde med Tyrkiet, og udtrykte ved flere lejligheder interesse for at få NATO-baser i landet, ligesom Azerbaijan har deltaget i PfP-samarbejdet siden 1994.

4.9         Staternes indbyrdes forhold

Situationen mellem de tre sydkaukasiske stater er fortsat præget af politiske konflikter og militære stridigheder om enkelte administrative områders status og nogle af regionens grænser. Omend flere konflikter oprindeligt havde afsæt i kulturelle og religiøse uoverensstemmelser kan de ikke længere karakteriseres som religiøse konflikter^[68]. Planerne om udvinding af olie- og gasressourcer efter Sovjetunionens opløsning i 1991 forstærkede yderligere disse konflikter og skabte nye spændinger blandt de tre stater, da et yderst centralt element i det storpolitiske spil om indflydelse i Sydkaukasus netop var spørgsmålet om deltagelse i olieudvinding og kontrol over olierørledninger og anden infrastruktur.

Den dominerende konflikt i Sydkaukasus var den armensk-azerbaijanske strid om enklaven Nagorno-Karabakh, hvor karabakh-armenierne fortsat holder ca. 20 % af Azerbaijans territorium besat. Konflikten eskalerede i 1992, men Azerbaijan havde ikke militære midler til at generobre det besatte territorium. Rusland tog initiativ til fredsmægling og tilbød udstationering af russiske fredsbevarende styrker, hvilket ville indebære de facto russisk militær tilstedeværelse i Azerbaijan. Dette kunne ikke accepteres af sidstnævnte og derfor måtte Rusland acceptere, at forhandlinger om løsning af konflikten fandt sted sted i CSCE-regi i Minskgruppen. Denne udarbejdede planer om indsættelse af en fredsbevarende CSCE-styrke med udtalt russisk deltagelse. Den fredsbevarende styrke er dog endnu ikke indsat, da forhandlingerne herom ikke har medført fremskridt.

Minskgruppen opererede med en faseindeling af konfliktløsningen, inden for hvilken der først skulle indledes forhandlinger om områdets politiske status efter en gradvis armensk tilbagetrækning. Denne fremgangsmåde støttedes af Azerbaijan men afvistes af karabakh-armenierne. Det er derfor stadig uklart, hvorvidt Minskgruppens forhandlingsoplæg er realiserbart.

Et andet dominerende konfliktmønster var Ruslands forsøg på fastholdelse af russisk militær tilstedeværelse i de tre stater. Rusland havde tropper udstationeret i Georgien og Armenien, men ikke i Azerbaijan, der som omtalt kraftigt modsatte sig dette.

Overordnet tegner der sig et mønster med to modsatrettede akser inden for regionen: Den første bestod af Azerbaijan-Georgien-Tyrkiet i retning øst-vest over for Rusland-Armenien-Iran i retning nord-syd. Ud fra denne konfliktakse og regionens dominerende konflikt, Nagorno-Karabakh, kan de resterende bilaterale relationer belyses. Det er eksempelvist muligt at vurdere relationer mellem Azerbaijan og Tyrkiet ud fra Azerbaijans interesse i at bevare positive relationer til Tyrkiet som modvægt til Rusland. Azerbaijan har modtaget omfattende militært uddannelseshjælp fra Tyrkiet, men kun opnået beskedne materielleverancer^[69]. Med Ruslands valg til fordel for Armenien og Tyrkiets støtte til Azerbaijan i Nagorno-Karabakh konflikten, kunne regionen anses som scene for en stedfortræderkonflikt mellem Tyrkiet og Rusland.