USAs interesser i Sydkaukasus. Kapitel 1.

              “In the era of the “resource war”...geography is energy, energy is economics, economics is security, and security is geopolitics.”  Gray, C.S. (1977)^[1].        

På initiativ fra USA har NATO indledt Partnerskab for Fred (PfP)-samarbejde med lande som Kirgisistan og Kazakhstan i Centralasien. EU forsøger gennem Traceca^[2] at genoplive Silkevejen syd om Rusland til Asien og USA har besluttet at støtte anlæggelsen af en meget bekostelig olierørledning fra Det Kaspiske Hav udenom Rusland gennem de sydkaukasiske bjerge til Tyrkiet.

Ifølge visse analytikere søger Vesten at udnytte Ruslands dybe krise til at gøre indhug mod “Ruslands bløde bug” - sydgrænsen til Sydkaukasus og de centralasiatiske republikker og de derværende energiressourcer. Målet er at stække Rusland fra atter at blive supermagt, og midlerne er demokrati og handel, især handel med olie og gas^[3]. Andre vil mene, at denne tilgang er for “hard-core”-realistisk og for geopolitisk, samt at forklaringen på Vestens engagement primært skal findes i økonomisk relaterede interesser.

Hvorfor mener USA, at man kan fremme amerikanske interesser ved at engagere sig i Sydkaukasus og Centralasien? Hvorfor føler USA sig tilsyneladende nødsaget til at træffe omkostningsfulde valg for at anlægge en olierørledning, når landets energibehov rigelig dækkes af andre kilder^[4]. Og afslutningsvis, hvorfor er det så vigtigt at omgå Rusland? Det er nogle af de spørgsmål som gav inspiration i vores valg af emne til specialet.

1.1           Formål

I dette speciale foretages en analyse af USA’s nationale interesser i Sydkaukasus, det vil sige landene Azerbaijan, Armenien og Georgien, og hvilken indflydelse regionale sikkerhedspolitiske dynamikker mellem de sydkaukasiske republikker samt Rusland, Iran og Tyrkiet har på USA’s muligheder for at forfølge egne interesser gennem udnyttelse af olieressourcer i Sydkaukasus^[5]. Der gennemføres en empirisk domineret analyse, hvor teori inddrages for at strukturere empirien.

Det undersøges, hvorvidt amerikanske globale og regionale interesser i Den Kaukasiske Region^[6], bestående af landene Armenien, Azerbaijan, Georgien, Iran, Tyrkiet og Rusland kan have forklaringskraft på, hvorfor USA har interesser i en del af verden, der ligger så fjernt fra USA’s traditionelle indflydelsessfære, ligesom det undersøges, om der kan være regionale dynamikker i form af traditionelle samarbejder, interessesfærer, magtbalanceforhold eller lignende, der påvirker USA’s indflydelsesmuligheder.

For at kunne undersøge disse interesser nærmere, sammenholdes USA’s officielle interesser i Sydkaukasus med USA’s teorigenererede interesser som unipol i Den Kaukasiske Region. Dette vil eventuelt gøre det muligt at se USA’s interesser i Sydkaukasus som midler til at opnå højere regionale og globale mål.

Det teoretiske grundlag for specialet er henholdsvis Birthe Hansens Unipolaritetsmodel^[7] og Buzan et al.’s Regionale Sikkerhedskompleksteori^[8]. De to teorier er placeret i forskellige teoriretninger inden for international politik, og har størst forklaringskraft på henholdsvis det globale og det regionale niveau. Formålet, med at anvende begge er, at anvende den teori, der bedst forklarer variable på det globale niveau, for dernæst at anvende den teori som bedst forklarer variable på det regionale niveau, når analysen skifter fra det globale til det regionale niveau.

1.2           Baggrund

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 skabte tre nye suveræne stater i Sydkaukasus: Georgien, Armenien og Azerbaijan, ligesom området blev genåbnet for vestlige investeringer og indflydelse. Åbningen mod vest gjorde det muligt at indlede eksport af de råstoffer som Centralasien og Kaukasus er så rige på: Olie og gas. Som følge af landenes årelange tilhørsforhold til Sovjetunionen, var det dog ikke muligt at eksportere udenom Rusland, idet infrastrukturen var tilpasset planøkonomiens byttestruktur, således at al handel og transport gik via Rusland. Dette gav indledningsvist Rusland stor indflydelse over de sydkaukasiske og centralasiatiske republikker.

Sydkaukasus har været kendt for sine olieforekomster siden det 13. århundrede, men det var først sent i det 19. århundrede, at den teknologiske udvikling tillod industriel udnyttelse. I det 19. århundrede var Sydkaukasus og Centralasien skueplads for “The Great Game” mellem Zar-Rusland og Dronning Victorias britiske imperium, idet området var af væsentlig strategisk betydning som genvej til Indien og Fjernøsten. Fra slutningen af det 19. århundrede til Anden Verdenskrig var Sydkaukasus skueplads for en intens konkurrence mellem russiske, tyrkiske og vestlige interesser om kontrol over olieforekomsterne^[9].

Slutningen af Anden Verdenskrig markerede en fastfrysning af konflikterne i Sydkaukasus. Tyrkiet blev medlem af NATO i 1952 som følge af Stalins forsøg på at opnå kontrol over de tyrkiske stræder^[10], og Den Kolde Krig satte Tyrkiet og andre vestlige interesser uden for indflydelse i Sydkaukasus. Indtil 1991 var Sovjetunionen mod nord og Iran mod syd de eneste aktører i området om Det Kaspiske Hav.

Ved Sovjetunionens sammenbrud overtog Rusland Sovjetunionens udenrigspolitiske forpligtelser i rammen af SNG^[11], og i løbet af halvfemserne blev det gradvist klart, at ikke alle de nye suveræne republikker ønskede et snævert statssamarbejde med Rusland. Følgen blev, at Rusland snart fandt sig dybt involveret i uroligheder i området. Først og fremmest mellem armenere og azerier^[12] over Nagorno-Karabakh enklaven, men også mellem georgiere og ossetiere ved Ruslands sydgrænse samt i Abkhazien.

Hvor USA i mellemkrigstiden ikke ønskede ikke at engagere sig militært, politisk eller økonomisk i Sydkaukasus, ændrede dette forhold sig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. I halvfemserne initierede USA det NATO-ledede PfP-samarbejde, ligesom landet stillede politiske og økonomiske instrumenter til rådighed for at fremme den økonomiske og politiske udvikling. På linje med en række vestlige og asiatiske stater har USA investeret store summer i olieudvinding, ligesom landet specifikt arbejder for at få bygget en rørledning, der kan føre olie fra Baku i Azerbaijan til Ceyhan i Tyrkiet, selvom dette kunne gøres til en tredjedel af prisen ved at føre rørledningen gennem Iran. På OSCE-topmødet i Istanbul i november 1999 blev en foreløbig aftale om Baku-Ceyhan rørledningen, fra Azerbaijan til Tyrkiet via Georgien, underskrevet^[13].

Kort 1^[14]: Den Kaukasiske Region

1.3           Problemformulering

Formålet med dette speciale er at undersøge hvilke interesser USA havde i Sydkaukasus efter 1991, og hvordan regionale sikkerhedspolitiske dynamikker indvirkede på USA’s muligheder for at forfølge amerikanske interesser gennem udnyttelse af olieressourcer i Sydkaukasus.

En nærmere definition af centrale begreber som interesse, mål og midler, unipol, region og dynamikker foretages i specialets kapitel 3.

1.4           Hypoteser

1)           USA prioriterede på trods af sin status som unipol ikke fuldt ud at indfri sine interesser gennem udnyttelsen af olieressourcer i Sydkaukasus som følge af en række andre politiske målsætninger, der strakte sig ud over Sydkaukasus. 

2)           USA’s øvrige regionale politiske prioriteringer udgjorde en væsentlig hindring for at kunne indfri egne interesser i Sydkaukasus.

3)           Som følge af ovenstående hindringer var der indført begrænsninger på USA’s valg af partner i regionen

Af de tre hypoteser er den første af overordnet karakter, og de to sidste er underordnet den første. Der konkluderes respektivt på hver af hypoteserne i afsnit 10.2.

1.5          Metode

Teorierne anvendes i dette speciale som arbejdsredskaber, der skal medvirke til at gøre behandlingen af empirien grundig, stringent og analytisk fyldestgørende. Målet er ikke at udvikle teorierne, omend en kritik af disse ikke kan undgås. Den videnskabsteoretiske metode er hypotetisk-deduktiv, og der arbejdes på baggrund af såvel primære- som sekundære kilder samt interviews.

1.6          Afgrænsning

Det er valgt at analysere USA’s interesser i Sydkaukasus i perioden efter Sovjetunionens sammenbrud og opløsning i december 1991. Dette valg er betinget af to faktorer: Afslutningen af Den Kolde Krig i 1989 og opløsningen af Sovjetunionen. Det ville i sagens natur ikke være muligt at analysere en unipols interesser før afslutningen af Den Kolde Krig og enden på bipolariteten. Allerede under Den Kolde Krig havde USA ganske givet interesse i de sydkaukasiske olieressourcer og deres strategiske betydning for Sovjetunionen. Men da det er vores ønske at inddrage betydningen af de nye suveræne stater og de regionale dynamikker, har det ikke været ønskeligt at inddrage den periode. Det er derfor besluttet at afgrænse analysen til perioden fra december 1991 til efteråret 1999. Trods denne tidsmæssige afgrænsning åbnes der for henvisning til sovjettiden for bedst muligt at kunne inddrage det historiske perspektiv.

Udover at inddrage USA ønskes det at belyse staterne Azerbaijan, Armenien og Georgien. Idet disse landes sikkerhed og politiske ageren ikke meningsfyldt kan analyseres uden inddragelse af Rusland, Iran og Tyrkiet, udgør disse seks stater vores analytiske ramme. For en mere indgående diskussion af den geografiske afgrænsning henvises til afsnit 3.4 og 7.8.

1.7             Opgavens struktur

For at svare på hypoteserne og problemformuleringen er følgende struktur valgt for specialet. Vores metodiske fremgangsmåde udledes i kapitel 2. Dernæst etableres en forståelsesramme med afgræninger og begrebsdefinitioner af problemformuleringens og analysens bærende begreber i kapitel 3. I kapitel 4 præsenteres den empiriske kontekst. Teoretiske begrundede fravalg af analyseinstrumenter præsenteres i kapitel 5. Kapitel 6 udleder de teoretiske forudsætninger for analyse af unipolens interesser og kapitel 7 opstiller analyserammerne for den regionale sikkerhedsanalyse.

De to efterfølgende kapitler 8 og 9 udgør selve specialets analyse. I kapitel 8 analyseres USA’s regionale interesser, og i kapitel 9 analyseres de regionale sikkerhedspolitiske dynamikkers indvirken på USA’s handlerum.

Endelig konkluderes der på specialets hypoteser og problemformulering i kapitel 10, og kapitel 11 indeholder en kort perspektivering af specialets problemstilling.