Tjetjenien

Også de nye angreb på Tjetjenien har til formål at "genoprette den forfatningsmæssige orden" i udbryderrepublikken, eller sagt på en anden måde, at sætte en stopper for tjetjenernes krav om en selvstændig stat og tvinge dem tilbage under russisk kontrol. Kampen mod "international terrorisme" er kun et påskud for at fortsætte, hvor man slap i august 1996.

Tjetjenerne ser både den forrige og den aktuelle krig i en afkoloniserings kontekst. De betragter Jeltsin’s Rusland som arvtager til det Russiske Imperium og Sovjetunionen, som de blev indlemmet i mod deres vilje i hhv. 1854 og efter den russiske revolution i 1917. Tjetjenerne refererer til princippet om folkenes ret til selvbestemmelse, der også er folkeretligt beskyttet (bl.a i FN’s deklaration nr. 1514 fra 1960, der garanterer uafhængighed for koloniserede lande og folk) og til den tjetjenske uafhængighedserklæring af 1. november 1991.
Allerede under den forrige krig insisterede tjetjenerne på, at spørgsmålet om Tjetjeniens status var afklaret. Det skete netop, da den nylig valgte tjetjenske præsident Djokhar Dudajev officielt proklamerede republikken som en selvstændig stat. Set fra tjetjensk synspunkt kunne spørgsmålet om Tjetjeniens status således ikke være emne for forhandlinger med centralregeringen i Moskva. Kun spørgsmålet om Tjetjeniens relationer til Rusland baseret på tjetjensk suverænitet.
Tjetjenerne afviste derfor også den såkaldte "Tatarstan model" om afgrænsning af beføjelser mellem Den Russiske Føderation og Republikken Tatarstan. Den aftale, som blev indgået mellem Rusland og Tatarstan i februar 1994, var en intra-statslig aftale. Tjetjenerne insisterede på en mellemstatslig aftale, og på formuleringen "relationer til" - ikke "beføjelser indenfor" - Den Russiske Føderation.
Russerne hævdede også, at Tjetjeniens status var afklaret, forstået på den måde, at republikken en del af den Russiske Føderation. Forhandlinger med tjetjenerne kunne således først finde sted, efter at de havde opgivet kravet om uafhængighed og accepteret, at de var en del af Rusland. Herefter kunne man forhandle om udvidet autonomi for Tjetjenien inden for føderationen.
Det var som bekendt tjetjenerne, der vandt den forrige krig, og deres position, der kom til at præge den aftale i Khasavjurt, som afsluttede krigen i august 1996. (Underskrevet af Aslan Maskhadov, der dengang var stabschef for de tjetjenske styrker og general Aleksander Lebed, dengang sekretær for det russiske Sikkerhedsråd). Aftalen, som var formildet af formanden for OSCE´s Assistant Group i Groznyj, Tim Guldiman, brugte ikke ordet "status", men udtrykket "gensidige relationer mellem Den Russiske Føderation og den Tjetjenske Republik". Disse skulle i øvrigt være afklaret inden 31 december år 2001.
Heller ikke den fredsaftale, som blev underskrevet af Jeltsin og præsident Maskhadov i maj 1997, bruger ordet "status". Den taler om "gensidige relationer" - og fastslår i øvrigt også, at "parterne for evigt vil afholde sig fra at bruge eller true med at bruge vold ved løsning af et hvilket som helst stridsspørgsmål". Begge aftaler referer til folkeretten.
At Putins angreb på Tjetjenien havde andre formål end at bekæmpe "international terrorisme", stod definitivt klart, da han ophævede Khasavjurt aftalen og erklærede den tjetjenske præsident Maskhadov for illegitim. Det væsentligste af disse andre formål var, at ophæve den de facto selvstændighed som Tjetjenien havde opnået med Khasavjurt-aftalen og det tjetjenske præsidentvalg i januar 1997.
Men uanset hvad man kan mene om Maskhadov - at han er en svag præsident og ikke har været i stand til at oprette og opretholde effektiv kontrol med Tjetjenien osv. - så kan hans legitimitet ikke anfægtes. Han blev valgt med stor majoritet - 59% af de afgivne stemmer - ved præsidentvalget i januar 1997. Valget, der fandt sted på basis af den tjetjenske, ikke den russiske forfatning, blev overvåget af omkring 200 udenlandske observatører, der erklærede det for frit og fair. Valget var organiseret med bistand fra OSCE.
Når Putin nægter at anerkende Maskhadov, desavouerer han ikke blot den tjetjenske befolkning, men også OSCE og andre internationale organisationer, der godkendte valget. På tilsvarende måde er Putins ophævelse af Khasavjurt aftalen en tilsidesættelse af OSCE, der formidlede aftalen.
Der har været fremlagt flere forslag til en politisk løsning på konflikten. Disse forslag spænder fra ukonkretiserede opfordringer fra internationale organisationer til at "finde en forhandlingsløsning" til russiske antydninger af, at forhandlinger er mulige, men først efter, at Tjetjenien er blevet renset fra "terrorister". Moskva, som naturligvis er klar over, at Tjetjenien kan smadres, men ikke styres fra luften, nægter at forhandle med Mashkadov og søger efter andre forhandlingspartnere. Blandt dem, man har nævnt som mulige partnere, er f.eks. den tjetjenske mufti, som tidligere støttede, men nu er i opposition til Maskhadov.
Moskva har også erklæret, at man ikke ønsker international mægling ved evt. forhandlinger.Også under den forrige krig nægtede russerne at forhandle med den officielle tjetjenske ledelse (Dudajev), indtil Sjamil Basajev med sin gidseltagning i Budjonnovsk tvang dem til forhandlingsbordet. Og uanset hvordan det går i den aktuelle krig, vil russerne blive tvunget til at forhandle med de officielle tjetjenske ledere. Den tjetjenske mufti, forskellige feltkommandanter eller russiske marionetorganer er og forbliver forhandlingspartnere på ikke-statligt niveau.
Selv om tjetjenerne har været meget splittet internt, siden Maskhadov blev valgt til præsident, er det ikke ensbetydende med, at de også er lige så splittet i synet på tjetjensk uafhængighed. Heller ikke Maskhadovs politiske modstandere vil sandsynligt acceptere en fredsaftale, der er indgået uden om den tjetjenske præsident. De, der fastholder dette synspunkt, vil i hvert tilfælde være mange nok til at sabotere enhver aftale, der ikke har Maskhadovs underskrift. Udadtil er det nemlig ham, og ingen anden, der repræsenterer og symboliserer det uafhængige Tjetjenien.

Oplæg ved Ib Faurby, specialkonsulent ved Forsvarsakademiet.

Krigen i Tjetjenien: Militære operationer, brud på den humanitære folkeret og internationale reaktioner.

1) Militære operationer:
Længe uro  i Dagestan. I begyndelsen af august rykker Sjamil Basajev og el Khattab ind med 1.200-2.000 mand (iflg. off. Russiske tal, formentlig i overkanten) og støtter de dagestanske oprørere i Botlikh.

Umiddelbart efter sætter russiske fly indmod oprørerne. Derefter hærstyrker med artilleri. De dagestanske oprøre inddæmmes og nedkæmpes, mens tjetjenerne trækker sig tilbage til Tjetjenien.

Slutningen af august indsættes først MVD-styrker og siden også hærstyrker mod islamisk enklave i Karamakhi. Næppe sammenhæng med oprøret i Botlikh.

Medio september slår russiske styrker et påstået tjetjensk angreb mod Kislyar tilbage allerede inde på tjetjensk side.

Derefter begynder russiske bombninger af påståede oprørsbaser i Tjetjenien (hævdes at være omkring 100 baser). Reelt bombninger overalt i Tjetjenien. Omfattende styrkeopbygning i området.

Bombeattentater i Moskva og andre russiske byer bruges som påskud for at optrappe bombningerne i Tjetjenien

De russiske styrker: 100.000 mand (fire gange så mange som ved begyndelsen af den tidligere krig og næsten dobbelt så mange, som da den var på sit højeste); mere tung udrustning; flere flysorties end i tidl. krig. Benytter også denne gang Scud- og andre missiler affyret på stor afstand.

Mere systematisk indrykning end i 1994:

Først nord for Terek: "sikkerhedszone"

Få km. Ind fra øst og vest (bl.a. ved Bamut), hvorfra langtrækkende artilleri kunne nå store dele af republikken.

Specialenheder ind på grænsen til Georgien; minelægning fra luften.

Derefter i begyndelsen af oktober overgang over Terek; højdedragene vest for Grosnij – kontinuert beskydning med artilleri, kamphelikoptere og bombning fra fly samt angreb med længererækkende missiler.

Sideløbende: fortsatte flybombardementer overalt i Tjetjenien.

Gradvis omringning af Grosnij. Gudermes faldet uden kamp. Argun erobret for få dage siden; voldsomme kampe ved Urus Martan.

I dag: Løfte om korridor for civile fra Grosnij; derefter utvivlsomt udslettelse af byen.

Spørgsmål: Kan russerne indtage Grosnij, hvis tjetjenske guerillaer har mad og ammunition nok? Ruiner ikke noget problem for de forsvarende. Men total udslettelse af byen.

Russerne vil formentlig kunne få en betydelig grad af kontrol med lavlandet, men hvor længe? Jo længere de rykker frem, desto større styrker, primært MVD, må de afsætte til baglandssikring. Tjetjensk infiltrering?

Bjergene i syd: Her vil tjetjenerne kunne føre en langstrakt guerillakamp. Russerne vil primært bruge fly og helikoptere – men det giver ikke kontrol?

Eks. fra maj 1995: Sjatoj og Vedeno: Russerne vandt taktiske sejre, men kunne ikke følge dem op, da de ikke turde sende infanteri ind i de skovklædte bjerge.

Vejret: sne, tåge og lavt skydække betyder begrænset mulighed for anvendelse af fly og helikoptere.  

Afgørende i dag som i 1994-96: Moral og motivation.

Russerne: Bedre udrustet og forberedt; folkelig opbakning, men hvor længe holder den?

Tjetjenerne: Vanskeligere situation rent militært. Splitelse i befolkningen pga. Basajev og Khattab. Men stadig stor bitterhed mod russerne.

Under alle omstændigheder har den nuværende krig skærpet modsætnigerne mellem russere og tjetjenere og vanskeliggjort en løsning af det russiske-tjetjenske forhold.

2. Den humanitære folkeret:
Krigen i Tjetjenien 1994-96 var en humanitær katastrofe:

Dræbte: 40.000 – 80.000 (Lebed) – tjetjenerne > 100.000 – hvoraf helt overvejende del civile.

Ca. 350.000 flygtninge (mere end 1/3 af Tjetjeniens befolkning) – helt utilstrækkelig bistand.

Tjetjenien ødelagt og plyndret; næsten umuligt at genetablere erhvervsvirksomhed og landbrugsdrift

Nu en gentagelse af denne katastrofe – ja, om muligt noget endnu værre. Kollektiv afstraffelse af et helt folk for hvad nogle få har begået samt hvad nogle beskyldes for at have begået.

Endnu ingen sikre tal for antal døde. Men > 200.000 flygtninge.
Russiske katastrofeminister udtalte oprindelig, at der ikke er behov for international bistand, men russiske myndigheder har ikke sikret bare minimal bistand til flygtningene, Ingusjetien kan slet ikke klare det.

Men det er kun en begyndelse. Ved ikke hvordan situationen vil udvikle sig.

Flykampagne: Indsat et meget stort antal fly. Russerne er inspireret af eller præsenterer det propagandamæssigt som parallel til NATOs flykampagne i Kosovo. Rent bortset fra de store politiske forskelle mellem de to situationer, så også afgørende militære forskelle:

trods flere tilfælde af fejlbombardementer i Kosovo og Serbien, så vidtrækkende bestræbelser på at undgå sådanne; intet tegn på, at dette hensyn præger de russiske bombninger i Tjetjenien.

Rusland har ikke fulgt med i de seneste 10 års udvikling af præcisionsstyrede våben. Stor del af de bomber, der kastes er "jernbomber".

Russiske piloter har en meget ringe træningstilstand. Det gennemsnitlige antal flyvetimer ofte under ¼ af NATOs krav for at vedligeholde træningstilstand.

Den russiske krigsførelse er ensbetydende med en stribe af folkeretsbrud:

• Geneve-konventionerne, specielt Tillægeprotokol II om interne konflikter

• Flere FN-konventioner

• Flere Europarådskonventioner

• Flere brud på OSCE-dokumenter bl.a.:

• Menneskeretserklæringer

• Politisk-Militære Adfærdskodeks

• CFE-traktatens flankebestemmelser; både den gamle, og den, der blev underskrevet under det netop afholdte topmøde i Istanbul.

De russiske myndigheder afviser enhver kritik med henvisning til, at der er tale om et "indre anliggende". Senest har præsident Jeltsin gjort det på OSCE’s topmøde i Istanbul. Men brud på de ovennævnte retsregler og normer er ikke et indre anliggende. De pågældende regler og normer, som Rusland formelt har accepteret, er ifølge deres natur fælles, internationale anliggender. For blot at nævne et enkelt eksempel, så erklærede medlemslandene i CSCE's (det nuværende OSCE) såkaldte Moskva-dokument fra 1991, "kategorisk og uigenkaldeligt. . , at forpligtelserne inde for CSCE’s menneskelige dimension er af direkte og legitim betydning for alle deltagende stater og ikke alene tilhører den enkelte stats indre anliggender".

Under krigen 1994-96 reagerede Vesten og de relevante internationale organisationer (dvs. FN, OSCE, EU og Europarådet) langsomt og yderst forsigtigt på de russiske overtrædelser. Der er ingen tvivl om, at denne spage reaktion i Kreml blev opfattet som et "grønt lys" fra Vesten til at fortsætte krigen, om end der fra vestlig side blev udtrykt ønske om, at den måtte finde en hurtig afslutning, og at de civile tab blev begrænset. Europarådet besluttede endog at optage Rusland som medlem netop på et tidspunkt, hvor overgrebene mod civilbefolkningen gik ind i en ny og mere voldelig fase.

Også under den aktuelle krig var Vesten og de relevante internationale organisationer i begyndelsen tøvende og undlod at fordømme de russiske overgreb på civilbefolkningen, men nøjedes med at udtrykke beklagelse og en vis forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Men efter nogle ugers forløb med omfattende bombardementer overalt i Tjetjenien og en stadig stigende flygtningestrøm først og fremmest til den lille ingusjetiske naborepublik, skærpedes kritikken gradvis.

Der er dog fortsat ingen tegn på, at de vestlige stater eller de internationale organisationer vil følge ordene op med handlinger, som f.eks. økonomiske sanktioner eller suspension af Ruslands medlemskab af Europarådet. Mens Rusland reagerede på NATO’s aktion mod Jugoslavien med nedfrysning af såvel det multilaterale som de bilaterale samarbejde med NATO og alliancens enkelte medlemslande, så har noget tilsvarende ikke været på tale i den vestlige reaktion over for Ruslands krigsførelse i Tjetjenien. Ganske vist blev udbetalingen af endnu en rate af IMF’s lån til Rusland udsat, men det var den utvivlsomt blevet under alle omstændigheder pga. sagen om uregelmæssigheder i forvaltningen af IMF’s lån.

Krigen i Tjetjenien kom til at spille en central rolle på førstedagen af OSCE’s topmøde i Istanbul den 18.-19. november. Mange stats- og regeringschefer kritiserede den russiske krigsførelse, men understregede samtidig deres støtte til Ruslands territoriale integritet og forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Præsident Jeltsin afviste kategorisk enhver indblanding i Ruslands "indre anliggender" og tog dermed direkte afstand fra grundlæggende elementer i selve OSCE-samarbejdet.

Det skabte ved mødets begyndelse frygt for, at der ikke kunne opnås enighed om det planlagte charter og den reviderede CFE-aftale om konventionel nedrustning i Europa. Så vidt kom det dog ikke. Rusland accepterede en formulering om, at interne konflikter kan være et internationalt anliggende, og at OSCE’s formandskab kan aflægge et besøg i Nordkaukasus, og at OSCE har mulighed for at bistå med en løsning af konflikten. Det siger imidlertid en hel del om OSCE’s svaghed og medlemslandenes manglende vilje til at fastholde organisationens principper, at de minimale russiske indrømmelser blev betragtet som et bidrag til at sikre topmødets succes.

For så vidt angår CFE-traktaten, så har Rusland allerede overtrådt den hidtidige traktats lofter i Tjetjenien og fra underskrivelsestidspunktet også den reviderede traktat. Det betyder givetvis, at den reviderede traktat først bliver ratificeret, når Rusland ikke længere mener at have behov for at overtræde den – i denne omgang. Så trods de skarpe ord i Istanbul vil Rusland fortsætte krigen i Tjetjenien.

Perspektiver
Det er givet, at den uforholdsmæssige voldsanvendelse i Tjetjenien skræmmer de ikke-russiske folkeslag i Kaukasus og andre dele af Den Russiske Føderation. Men det er ikke ensbetydende med, at de på lang sigt bøjer sig for Kremls undertrykkelse. Den politik, hvis angivelige formål er at forhindre føderationens opløsning, kan meget vel få den modsatte effekt.

Krigen i Tjetjenien er til dels en følge af den mislykkede demokratiseringsproces i Rusland. Den forrige krig var et vendepunkt i denne proces. Dels var den et resultat af de tiltagende autoritære tendenser i ledelsen, dels bidrog den til yderligere at styrke disse tendenser. Den nye krig er i endnu højere grad udtryk for det samme.

Også økonomisk vil krigen få stærkt negative konsekvenser for Rusland. Den enorme militære indsats er et dræn i den i forvejen slunkne statskasse. Dertil kommer, at Vladimir Putin for at sikre de væbnede styrkers loyalitet har lovet soldaterne lønforhøjelse og stillet en væsentlig forhøjelse af forsvarsbudgettet i udsigt.

Der er ingen militær løsning på den russisk-tjetjenske konflikt. Selvom de russiske væbnede styrker skulle "vinde" i første omgang og sikre sig et vist mål af kontrol over det tjetjenske lavland, så vil konflikten fortsætte. Erfaringerne ikke blot fra krigen 1994-96, men fra hele det russisk-tjetjenske forholds historie tilsiger, at tjetjenerne vil fortsætte guerillakrigen mod russerne, og at russerne aldrig vil få fuld kontrol over det tjetjenske bjergland. Dertil kommer, at den bitterhed og det had, den russiske krigsførelse i 1994-96 og nu igen i den aktuelle krig har skabt i den tjetjenske befolkning, vil i generationer fremover være en kilde til fortsat konflikt.

Trods Vestens hidtidige vægring ved at lade kritikken af den russiske krigsførelse følge op af konkrete handlinger, så markerer de russiske brud på den humanitære folkeret og kategoriske afvisning af omverdenens "indblanding" et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten og Ruslands integration i de vestlige institutioner.

Konflikten har understreget OSCE’s begrænsninger som sikkerhedspolitisk og humanitært instrument. Konflikten er også blevet en prøvesten for Europarådet, hvis ageren i den umiddelbart kommende tid vil afgøre, om organisationen vil fastholde sin rolle som den organisation, der sikrer overholdelsen af retligt bindende forpligtelser eller vil ende som blot endnu en uforpligtende politisk diskussionsklub.

Krigen i Tjetjenien er et russisk forsøg på med magt at tvinge republikken, der de facto har været selvstændigt i otte år, tilbage i Den Russiske Føderation. Og trods de vestlige staters kritik af den russiske krigsførelse, så gentager de i så godt som alle deres udtalelser om krigen, at de respekterer "Ruslands territoriale integritet". Dermed accepterer de også Ruslands overordnede mål og begrundelse for krigen, om end man mener, at aktionen bør gennemføres med større hensyntagen til civilbefolkningen.

Rusland og Vesten er med andre ord enige om, at Tjetjenien er og bør forblive en del af Den Russiske Føderation. Og det er det grundlæggende problem. Ingen synes at ville erkende, at den russisk-tjetjenske konflikt er en afkoloniseringskonflikt. I alle væsentlige henseender har Tjetjenien imidlertid været en russisk/sovjetisk koloni, og tjetjenerne ser deres kamp som en kamp om løsrivelse fra den tidligere kolonimagt. Krigen har da også mange lighedspunkter med tidligere kolonimagters kamp for at fastholde deres herredømme – ikke mindst Frankrigs forsøg i 1950’erne på at fastholde Algeriet i det franske imperium. Det eneste væsentlige punkt, hvorpå Tjetjenien adskiller sig fra de klassiske kolonier er, at republikken er landfast med metropolen.

Oplæg ved Lars Funch Hansen,

Flygtningesituationen, især i Ingusjetien
(tal opgivet i artiklen er pr. 6. december 1999)

Det samlede antal flygtninge eller internt fordrevne som konsekvens af krigshandlingerne i Tjetjenien, anses for at ligge mellem 300.000 og 400.000. Den største gruppe befinder sig i Ingusjetien, hvor der omkring 1. december 1999 var 226.000 personer (eller mere end 55.000 familier) registreret som internt fordrevne flygtninge.[1] Eftersom tallet er officielt er det reelle tal givetvis større. Det næststørste kontigent – anslået mellem 100.000 og 200.000 regnes for stadig at befinde sig indenfor Tjetjeniens grænser, bl.a. trængt op mod bjergene i den syd-østlige del af Tjetjenien. I forhold til disse tal befinder relativt få flygtninge sig i de øvrige områder: Georgien: mellem 5.000 og 10.000, Aserbajdsjan: mere end 3.000, Dagestan: mellem 8.000 og 13.000, Nordossetien: mellem 5.000 og 10.000 (især etniske russere), 2-3.000 i Kabardino-Balkarien. Officielt har over 20.000 forladt Ingusjetien til fordel for andre lokaliteter i Rusland.[2]

Størstedelen af flygtningene er etniske tjetjenere, eftersom kun et fåtal af de etniske russere der flygtede under den forrige krig har været i stand til at vende tilbage til Tjetjenien.

De russiske myndigheder ønsker bevidst at kanalisere flygtningestrømmen i en bestemt retning, formodentlig for dels generelt at kontrollere flygtningestrømmen og dels, og måske især, potentielle tjetjenske guerilla-soldater blandt flygtningene. Under den forrige Tjetjeniens-krig modtog f.eks. Dagestan forholdsvis langt flere flygtninge fra Tjetjenien. Ved at lukke grænse-overgangene til Dagestan søger Rusland dels at undgå at krigshandlingerne spredes til Dagestan, og dels at undgå at det relativt skrøbelige dagestanske samfund destabiliseres yderligere.

Det diskuteres for tiden blandt internationale hjælpeorganisationer og de russiske myndigheder hvorvidt der er tale om en humanitær katastrofe-tilstand i Ingusjetien, - en diskussion som flygtningene formodentlig finder rent akademisk. Grundlæggende anses ikke et tilstrækkeligt stort antal flygtninge endnu at dø af sult til at opfylde kriteriet om en humanitær katastrofe. Det er der forskellige årsager til: Dels modtager Rusland nu humanitær-hjælp fra udlandet og dels indlogerer og forplejer mange ingusjetere en stor del af de tjetjenske flygtninge, - som de også gjorde under den forrige krig i Tjetjenien. Det er ikke utænkeligt at de russiske myndigheder har spekuleret i ingusjeternes uegennyttige assistance i planlægningen af flygtninge-strømmen til nærmest udelukkende at være rettet imod Ingusjetien. I al fald er de russiske myndigheder åbenlyst ikke i stand til at levere den krævede assistance til flygtningene, trods gentagne hævdelser af det modsatte.

Er der endnu ikke tale om en humanitær katastrofe må op mod 90% af flygtningene i Ingusjetien til gengæld kategoriseres som værende yderst sårbare, nemlig dels de ca. 80% som er privat indkvarteret hos værts-familier og dels de ca. 10% som har etableret spontane opholdssteder. Kun de resterende omkring 10% bor i flygtningecentre administreret og tilrettelagt af myndighederne.

Officielt får kun fordrevne med gyldige identifikationspapirer – hvilket en stor del mangler - lov til at rejse videre fra Ingusjetien, og kun til områder anvist af de russiske myndigheder. Flygtninge som ikke ønsker at rejse eksempelvis flere tusind kilometer nord på til det anviste opholdssted er tvunget til at forblive i Ingusjetien. De russiske myndigheder har foreløbig fragtet 17.000 videre til forskellige opholdssteder i Rusland. Ifølge uofficielle ordrer må tjetjenere ikke købe tog- eller busbilletter til destinationer udenfor Ingusjetien, men et ukendt antal har enten på eget initiativ eller via bestikkelse forladt Ingusjetien.

Situationen er den at der nu er stort set lige så mange flygtninge som indbyggere i Ingusjetien, eftersom der i republikken allerede befandt sig 40-50.000 flygtninge fra Prigorodny-distriktet i Nordossetien, som konsekvens af den fastlåste konflikt mellem Ingusjetien og Nordossetien. Omkring 15.000 af de tjetjenske flygtninge bor i lejre i Ingusjetien, de resterende mere end 200.000 er indlogeret hos slægtninge, venner eller i andre private husstande, i landbrugsejendomme, skoler og andre offentlige ejendomme. Eftersom flygtningestrømmen ikke er taget af er der en konstant mangel på husly og enhver form for fødevarer, medicin og tøj. Alt dette forværres yderligere af vejrforholdene, som bl.a. byder på sne og frost.

Ingusjetien var forud for krigen allerede det hårdest ramte område i Rusland med hensyn til flygtninge. Ingusjetien er et kriseramt samfund med en meget høj arbejdsløshed. En situation som er yderligere forværret af at de internationale hjælpeorganisationer gennem de seneste år har trukket sig ud som følge af den forværrede sikkerhedssituation i området generelt, - især p.g.a. et stigende antal kidnapninger i og omkring Tjetjenien. Den ingusjetiske præsident Ruslan Ausjev har været en af de stærkeste kritikere af den russiske krig i Tjetjenien, den manglende russiske vilje til at søge forhandlingsløsninger og den utilstrækkelige nødhjælp fra Moskva.

Kan situationen i Ingusjetien foreløbig ikke defineres som en humanitær katastrofe-situation, er der ingen tvivl om dette er tilfældet i store dele af Tjetjenien, - her er problemet blot at ingen internationale iagtagere får adgang til at monitorere situationen, eller til at levere nødhjælp. Den internationale menneskerettigheds-organisation Human Rights Watch søger meget aktivt at monitorere situationen i Tjetjenien gennem interviews med nyankomne flygtninge i Ingusjetien og ved konstant at udgive situations-rapporter. De anslår, at omkring 150.000 flygtninge befinder sig især i det syd-østlige Tjetjenien, og har anmodet de russiske myndigheder om at etablere en humanitær korridor. Eftersom grænsen til Dagestan er lukket, er det mest sandsynlige at de - hvis muligt - må flygte til Ingusjetien, som således kan se frem til yderligere 100.000 flygtninge. Også Georgien vil sandsynligvis modtage langt flere flygtninge, hvis kamphandlingerne i Tjetjenien flytter længere sydpå.

Med hensyn til de russiske planer, om at flytte folk tilbage til de først besatte eller såkaldt befriede områder i det nordlige Tjetjenien, er foreløbig 1700 personer frivilligt vendt tilbage. I russiske medier har tal på op mod 50.000 været nævnt, men dette har vist sig at være usandt. Trods rygter om det modsatte er ingen endnu blevet tvunget til at bosætte sig i området, og lysten blandt flygtningene er foreløbig yderst begrænset. Dels fordi der stadig forekommer sporadiske kampaktiviteter, og dels af frygt for repressalier fra de bevæbnede tjetjenske grupper, som stadig befinder sig her. De frygter at blive beskyldt for at samarbejde med det russiske militær. Det russiske militær vil ikke garantere for de returnerende flygtninges sikkerhed, på trods af politiske løfter herom. Plyndringer fra russiske soldaters side har medvirket til at øge usikkerheden.

OVERGREB PÅ FLYGTNINGE ELLER PÅ CIVILE

Der er kommet mange rapporter om overgreb fra de russiske militærs side på flygtninge og/eller andre civile i løbet af de par måneder krigen indtil nu har varet, og selvom de russiske myndigheder generelt har affærdiget disse som propaganda, har det været muligt at verificere et stor antal overgreb, - bl.a. ved at krydstjekke forskellige kilder eller efterretninger. Også fra tjetjensk side forekommer overgreb mod flygtninge og andre civile, men i forholdsvis langt mindre omfang end tilfældet er fra det russiske militærs side. Ydermere er det Rusland som formelt har underskrevet diverse internationale konventioner og dokumenter om beskyttelse af civile under krig, hvilket dog ikke skal fungere som en undskyldning for tjetjenske overgreb, men blot tjene som en understregning af at der findes aftaler, institutioner og mekanismer til at ikke blot at påpege det russiske ansvar, men også forskellige former for sanktionsmuligheder. Den følgende liste over overgreb mod flygtninge og andre civile i og fra Tjetjenien er ikke en udtømmende gennemgang, men primært nogle væsentlige hovedpunkter:

Lukkede grænseovergange: Gentagne lukninger af den eneste grænseovergang mellem Tjetjenien og Ingusjetien. Der findes flere eksempler på dødsfald medens flygtninge har ventet ved grænsen (som altså ikke er nogen international grænse). Præsident Ausjev har officielt klaget til det russiske justitsministerium over lukningerne.

Bestikkelse/betaling: Mange eksempler på at flygtninge har måtte betale bestikkelse for at komme ud af Tjetjenien, og at de som har betalt mest er kommet forrest i køen.

Beskydning af flygtninge-konvojer og andre civile køretøjer: Flygtninge-konvojer er gentagne gange blevet beskudt fra landjorden såvel som fra luften. Bl.a. lokalt personale fra Røde Kors er blevet dræbt. Ofte er konvojer eller andre køretøjer på flugt medbringende mandlige passagerer i den kampduelige alder blevet beskudt uden foregående varsel. De russiske myndigheders standardsvar er at konvojerne eller køretøjerne rummede tjetjenske guerillaer, men man bekymrer sig aldrig om at tilvejebringe beviser. Til gengæld findes mange beviser på at der ikke var tale om guerillaer.

Vilkårlige anholdelser og såkaldte filtrationslejre: Der er forekommet mange anholdelser af civile formodentligt på baggrund af mistanke om sympatisering med de tjetjenske militære grupper. Dette er en form for terrorisering af civilbefolkningen. Ifølge adskillige men foreløbig ubekræftede rygter har RF etableret såkaldte filtreringslejre, hvor mange af de anholdte er blevet placeret.

Fra flygtningelejrene rapporteres om mange tilfælde af sygdomme, mangel på medicin, at hygiejne-standarden er meget lav, bl.a. at mange ikke har været i bad i over en måned. Adskillige tilfælde af dødsfald pga. manglende medicin eller behandling er forekommet. Tilsvarende er der også udbredt mangel på tøj og fødevarer. Flygtninge som befinder sig inden for Tjetjeniens grænser anses for at have endnu værre betingelser.

Med hensyn til indkvartering er der overfyldt både i private hjem og i lejre. Nogle flygtninge, herunder også børn og gamle, må finde sig i husly i ikke-opvarmet logi i frostgrader. Inden for Tjetjeniens grænser, f.eks. i Grosny, har mange opholdt sig i mørke og kolde kældre i månedsvis.

Adgang til humanitær assistance burde være sikret og iværksat af de russiske myndigheder, men er dels kun yderst mangelfuldt iværksat, og dels frygter internationale organisationer for deres ansattes sikkerhed under operationer i områderne grænsene op til Tjetjenien (primært Ingusjetien).

Der er adskillige eksempler på at byer og landsbyer er blevet bombet uden foregående varsel.

Beskyttelse af civile/sikkerhed for civile: Mht. krigshandlinger forekommer der ustandselig brud på Geneva-konventionen: Især m.h.t. angreb på fjendtlige militære stillinger i umiddelbar nærhed af opholdssteder for den civile befolkning. (overtrædelser sker også fra tjetjensk side, men kan slet ikke måle sig med antallet af overgreb fra russisk militær side) Tilsvarende er adskillige landsbyer blevet angrebet og i stort omfang udslettet med store civile tab til følge uden tilstedeværelse af tjetjenske bevæbnede grupperinger.[3] Russiske militære repræsentanter hævder at mere end 400 tjetjenske terrorist-baser er blevet ødelagt under den foreløbige aktion (mere end 3500 bombetogter…) og et stort antal terrorister er blevet dræbt. Præcis information om disse mål fremvises yderst sjældent, og oftest er bombemålene midt i byer eller bymæssige bebyggelser, og ofrene i stort omfang civile. Iøvrigt er en del af de civile ofre er af russisk nationalitet og alle civile ofre hævdes fra de russiske myndigheders side at være borgere i den russiske føderation.

Plyndringer af de flygtedes ejendom fra russiske soldaters side er udbredt forekommet.

Hele landsbyer, hele byer og store bydele er blevet fuldstændigt ødelagt og repræsenterer ikke blot civile russiske/tjetjenske borgeres private ejendom, men også en lang række uerstattelige kulturelle mindesmærker.

Flygtninge indgår tydeligvis som et aktivt parameter i den militære strategi-planlægning. Ifølge de russiske militære myndigheder er sikre flygtningekorridorer i flere tilfælde blevet oprettet, men reelt har disse vist sig at være alt andet end sikre, og flygtningene tør oftest ikke anvende disse. Tilsvarende har de russiske myndigheder forsøgt at tvinge en del flygtninge i Ingusjetien tilbage til de (ifølge russisk retorik) befriede områder primært i den nordlige del af Tjetjenien, bl.a. ved at nægte dem adgang til fødevarerationer i flygtningelejre. Men generelt føler flygtningene sig meget usikre i disse såkaldt befriede områder, hvor de tilstedeværende russiske militære enheder afviser at garantere de returnerede flygtninges sikkerhed. Ifølge internationale konvensioner bør returnering af flygtninge finde sted frivilligt og under sikre vilkår.

Officiel racisme eller statsstøttet intolerance: Officielt tilrettelagt forfølgelse af tjetjenere finder sted i Moskva og andre dele af Rusland. En om-registrering af alle personer som opholder sig i Moskva blev indført i september – om end ingen dokumenter herom er officielt udstedt. Formålet er ifølge kilder hos politiet i Moskva at få personer af "forkert" nationalitet til at forlade Moskva. De russiske myndigheder og størstedelen af de dominerende medier kører i enighed en xenofobisk og anti-tjetjensk kampagne, hvorunder disse ofte offentligt benævnes som sorte, forbrydere, banditter, islamister, fundamentalister. Denne kampagne har med stor dygtighed opnået meget stor folkelig opbakning. Der er indsamlet meget materiale herom af russiske menneskerettigheds-organisationer, men hverken de russiske myndigheder eller den generelle russiske offentlighed interesserer sig herfor.

Den manglende retsbevidsthed omkring Ruslands forhold til Tjetjenien: At findes mange beviser på unødvendig voldsanvendelse fra dele af den russiske hær side under den forrige krig i Tjetjenien, men disse personer er enten ikke blevet retsforfulgt eller blevet mfrikendt.

Ovenstående gennemgang af primært russisk overgreb i og omkring Tjetjenien giver anledning til følgende afsluttende antydning af karakteren af den russiske offentlighed, primært som den afspejler sig i relationen til Tjetjenien og tjetjenerne.

OM KARAKTEREN AF DEN RUSSISKE OFFENTLIGHED ANNO 1999/2000

Hvordan er det muligt for den russiske offentlighed at acceptere de mange og ofte ganske uhyrlige overgreb mod civile tjetjenere og Tjetjenien? Det er ikke svært at skaffe sig viden om disse overgreb, selvom størstedelen af de russiske medier undlader at omtale de mange overgreb mod civile. Dette betyder at de organisationer som ønsker at viderebringe reel information om overgreb på civile – som eksempelvis Soldater-mødrene, Memorial og Human Rights Watch i Moskva – har meget dårlige arbejdsvilkår. Værre end under den forrige krig. Tilsammen mere end antyder dette et tilbageslag i udviklingen mod et moderne civilsamfund i Rusland anno 1999/2000.

En del af forklaringen skal findes i den historiske relation mellem tjetjenerne som samlet folk og det russiske magtcenter, som altid har været præget af mistillid eller det der er værre. Tjetjenerne har i den russiske offentlighed gennem århundreder spillet en rolle som vilde og farlige og som en trussel for repræsentanter for Moskva/St. Petersborg – uanset om der er tale om soldater eller bosættere. Denne grundlæggende imperialistiske og orientalistiske holdning til tjetjenerne er blevet videreført gennem Sovjet-perioden, og er i høj grad stadig tilstede i 1990’ernes Rusland. Den kan tydeligt aflæses i den officielle krigspropaganda og i den officielle anti-tjetjenske racisme som finder sted i dagens Rusland. Tjetjenerne og Tjetjenien fungerer således som et bekvemt fjendebillede for magthaverne i Moskva, som de har rekonstrueret og gjort flittigt brug af gennem 1990erne, - primært til indenrigspolitiske formål. Menige russere har i høj grad følt deres nationale stolthed som ’såret’ gennem 1990erne, og den nuværende ledelse i Moskva har med stor dygtighed spillet på denne følelse af såret stolthed i deres lancering af krigen i Tjetjenien, og har hermed opnået stor folkelig opbakning.

I den russiske offentlighed omtales tjetjenere især - men også andre kaukasere - ofte som "sorte" eller i mere officiel sprogbrug som "personer af kaukasisk nationalitet". At sådanne kategorier er så udbredt accepterede i den russiske offentlighed, siger også noget om karakteren af den politiske kultur og udviklingsniveauet i det russiske civilsamfund anno 1999/2000. Disse mekanismer er en væsentlig del af forklaringen på den voldsomhed hvormed krigs-handlingerne udspiller sig i Tjetjenien. En voldsomhed uden sidestykke i moderne tid og som ikke umiddelbart kunne tænkes at ramme andre nationaliteter inden for den russiske føderation - det skulle da lige være andre muslimske bjergfolk fra Nordkaukasus. Eller er den russiske offentlighed generelt i stand til at acceptere drab på civile i stort antal fra myndighedernes side? Næppe på hvem som helst. Og sandsynligvis kun når det drejer sig om særligt iscenesatte minoriteter. Men måske har de mange overgreb mod civilbefolkningen generelt gennem de seneste hundrede år alligevel medført en vis hårdhudethed blandt befolkningen generelt i Rusland.

Hvorfor den russiske offentlighed og den politiske kultur viser så mange negative udviklingstræk her på tærsklen til et nyt årtusinde er en lang diskussion, og følgende er blot en antydning af et par væsentlige elementer heraf. Den politiske, økonomiske, sociale og ikke mindst mentale transformationsproces som Rusland har været gennem siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har markant øget utrygheden for størstedelen af borgerne i RF. Mange elementer af det såkaldte Homo Sovjeticus – det sovjetiske menneske – stadig levere videre i dagens Rusland, nu i sammenblanding med værdier ofte hentet fra tsar-tidens Rusland. Blandt andet følgende kan nævnes: Behovet for en stærk leder, behovet for et stærkt og handlekraftigt militær, behovet for ikke at føle sig svag i forhold til Vesten (at stadig kunne agere som en stormagt, ikke at blive ydmyget fra udlandet, som mange opfatter medvirkende til den økonomiske forarmning af russerne og Rusland), at kaukasere (som såkaldt sorte) gennem århundreder er iscenesat i den russiske offentlighed som et veletableret fjendebillede, at russere og andre "venligt indstillede" folk behandles anderledes end kaukasere, m.m. Og det altså selvom et flertal af russerne formodentlig går ind for moderne fri markedsøkonomi og demokrati. Karakteren af den russiske offentlighed er et produkt af en specifik historisk udvikling og kan ikke umiddelbart sammenlignes med vestlige eller europæiske offentligheder – heller ikke med Milosevic´s Serbien, selvom der her er mange fællestræk. At myndighederne i den russiske føderation slår egne borgere ihjel i stort antal vidner under alle omstændigheder om et ganske særligt menneskesyn, - og noget tilsvarende gælder for den almene russiske befolknings udbredte accept heraf.

Udviklingen i den russiske offentlighed og det russiske civil-samfund generelt som afspejlet i forbindelse med krigen i Tjetjenien bør derfor medføre at Vesten på en række områder tager samarbejdet op til revision. Vesten bør ikke blot gennem IMF og andre organer støtte den politiske ledelse i Rusland, som for flertallets vedkommende personligt er blevet endog meget rige som følge af udviklingen gennem 1990ernes Rusland (bl.a. udviklingen af det såkaldte kleptokrati). Samtidig er eksempelvis et område om Nordkaukasus generelt blevet yderligere forarmet og udeladt fra enhver form for udenlandsk støtte eller investering, hvilket indirekte har medvirket til at øge det i forvejen høje konfliktpotentiale i regionen.

På den baggrund må det anbefales at udenlandsk kapital også anvendes til investeringer i Nordkaukasus, herunder genopbygningen af det stærkt ødelagte Tjetjenien. Dette kunne ske via betingelser nedfældet i diverse lånedokumenter formidlet via internationale institutioner.

Yderligere må det anbefales at yde en massiv vestlig støtte til de organisationer som arbejder på at etablere et moderne russisk civilsamfund i stedet for primært at støtte de kræfter som primært arbejder for på at ødelægge de foreløbigt spinkle resultater der er opnået på området gennem 1990erne. Dette kræver en delvis holdningsændring i Vesten, og en erkendelse af at markedsøkonomi alene ikke er vejen frem mod demokrati og civilsamfund i Rusland. Rusland er medlem af adskillige internationale organisationer som kan anvendes til at fremme sådanne tiltag. Eksempelvis Europarådet og OSCE har allerede programmer i Rusland, men en langt større indsats end hidtil er påkrævet, og bør sammenkobles med den økonomiske støtte til landet. Den officielle russiske forståelse af bl.a. menneskerettighedsorganisationer og andre såkaldte non-governmental organisations (NGOer) som fjender af systemet, og ikke væsentlige elementer i opbygningen af fremtidens civilsamfund, må aktivt bearbejdes.

Også Nato-bombningerne i Kosovo i foråret 1999 har medført at Vesten eller verdenssamfundet har et ansvar i forhold til at reagere ikke blot over for utilstedelige overgreb på minoriteter hvorend de måtte forekomme, men også for at søge at eliminere den udbredte opfattelse at Tjetjenien og tjetjenerne var ofre for en handel mellem Nato og Rusland. Var vestlig ikke-indblanding i russiske forhold var den pris Vesten måtte betale for russisk accept af den foreløbige løsning på Kosovo-problemet? Troværdigheden for organisationer som OSCE og Europarådet er i høj grad på spil hvis Rusland fortsat får frit spil i Tjetjenien.

Dette var blot nogle elementer af den russiske offentlighed anno 1999/2000, men bidrager til at understrege hvor let det er for magthaverne i Kreml at iscenesætte en såvel anti-tjetjensk som en anti-vestlig kampagne.

Noter