Alle regler brudt

Weekendavisen den 15.-21. Oktober 1999. Copyright: Weekendavisen og forfatterne.

Af MÄRTA-LISA MAGNUSSON og IB FAURBY

Kremls krig mod Tjetjenien er et brud på bunker af konventioner, aftaler og legitime valg. Ministerpræsident Putin har givet både sin chef, sine forgængere og de store internationale organisationer en meget lang næse.

Samtidig med at Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, har beordret bombning af Tjetjenien i jagten på “internationale terrorister”, har han ophævet Khasavjurt-aftalen fra august 1996, der afsluttede den forrige russisk-tjetjenske krig og erklæret, at han ikke anerkender Tjetjeniens præsident, Aslan Maskhadov. Det er ikke indlysende, hvordan afvisningen af Maskhadovs legitimitet skulle kunne fremme Putins erklærede formål. Hvis det virkelig var at bekæmpe terrorister, ville det være langt mere hensigtsmæssigt at samarbejde med den moderate Mashkadov, der selv har fordømt terroristernes aktiviteter og tidligere tilbudt russerne assistance. De terrorister, der opererer i Tjetjenien, er også et alvorligt problem for Mashkadov. Hverken disse kriminelle grupper eller de religiøse ekstremister fra Tjetjenien, der har deltaget i urolighederne i Dagestan, repræsenterer det officielle Tjetjenien. Afvisningen af Mashkadovs legitimitet bekræfter, at Putins egentlige formål ikke er at bekæmpe international terrorisme. Formålet er ikke engang at bekæmpe tjetjensk terrorisme. Det egentlige formål er at sætte en stopper for tjetjensk separatisme eller - med andre ord - tjetjenernes krav om en selvstændig stat. “Det drejer sig om at likvidere alle bevæbnede grupper og afskaffe de forhold, under hvilke de kan dannes”, sagde Putin forleden. Hvad det er for “forhold”, der skal afskaffes er klart. Det er Tjetjeniens de facto uafhængighed, som Maskhadov repræsenterer, og som Khasavjurt-aftalen bekræfter. Det var i øvrigt denne aftale, der fastslog, at forholdet mellem Rusland og Tjetjenien skal være afklaret inden 31. december år 2001.

Frit valg
Putins holdning til Maskhadov er problematisk i flere henseender. Maskhadov blev valgt som Tjetjeniens præsident i januar 1997 med stort flertal (59 pct. af de afgivne stemmer). Valget var organiseret med bistand fra OSCE og overvåget af omkring 200 udenlandske observatører, der erklærede det for frit og fair. Når Putin nu nægter at anerkende Mashkadov, desavouerer han ikke blot den tjetjenske befolkning, men også OSCE og de andre internationale organisationer, der godkendte valget. Også Jeltsin og den daværenede ministerpræsident, Viktor Tjernomyrdin, burde også føle sig desavoueret. For i et lykønskningstelegram til den nyvalgte Maskhadov forsikrede Jeltsin, at “Rusland vil respektere de tjetjenske vælgeres valg”, og Tjernomyrdin erklærede valget for legitimt. På tilsvarende måde er Putins ophævelse af Khasavjurt-aftalen en tilsidesættelse af OSCE. Aftalen, der blev underskrevet af Mashkadov, som på det tidspunkt var chef for de tjetjenske væbnede styrker, og general Aleksander Lebed, nyudnævnt sekretær for det russiske Sikkerhedsråd, var formildet af formanden for OSCE-missionen i Grosnyj, Tim Guldimann. Putins afvisning af Maskhadovs legitimitet skal bane vejen for et marionet-styre - i første omgang i det nordlige Tjetjenien, som russerne hævder at kontrollere. Dette styre skal baseres på det tjetjenske “parlament”, der blev valgt i juni 1996 i strid med en anden aftale, formidlet af OSCE og underskrevet 10. juni 1996 af Mashkadov og den daværende russiske nationalitetsminister Vjatjeslav Mikhajlov. Aftalen foreskrev blandt andet gennemførelse af frie og demokratiske valg i Tjetjenien - men først efter at de russiske styrker var trukket tilbage. OSCE godkendte aldrig dette valg. Ikke alene tilsidesætter de russiske myndigheder de helt centrale aftaler, som er indgået med det selvstændige Tjetjenien. De tilsidesætter også såvel folkeretlige regler som en række andre internationale normer. Uden at det internationale samfund har fundet det opportunt at reagere. Putin har haft betydelig succes med at udlægge den seneste krig mod Tjetjenien som bekæmpelse af terrorisme. De fleste vestlige lande synes at have accepteret denne begrundelse. EU’s ministerråd har udtrykt ”dyb bekymring”, opfordret til politisk dialog og bekræftet Ruslands ”territoriale integritet”. Det samme har EU-kommissionen, der også har udtrykt forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Men ikke et ord om, at den kollektive afstraffelse af det tjetjenske folk er folkeretsstridig og uacceptabel.

Passiv omverden
På tilsvarende måde har de russiske myndigheder også i vidt omfang fået stiltiende accept af, at krigen er et ”internt anliggende”, som omverdenen ikke skal blande sig i. Men de overgreb mod civilbefolkningen, som de russiske styrker i Tjetjenien gør sig skyldige i, er ikke et ”indre anliggende”. Folkeretsbrud, som f.eks. overtrædelse af Genèvekonventionernes Tillægsprotokol II om interne konflikter, er ifølge sagens natur ikke et internt anliggende. Det samme gør sig gældende for de FN-konventioner, der kan komme på tale i den aktuelle situation. Dertil kommer CSCE’s (det nuværende OSCE’s) såkaldte Moskva-dokument fra 1991, hvori medlemslandene erklærer ”kategorisk og uigenkaldeligt. . ., at forpligtelserne inden for CSCE’s menneskelige dimension er af direkte og legitim betydning for alle deltagende stater og ikke alene tilhører den enkelte stats indre anliggender”. OSCE-landene har også i 1994 vedtaget en Politisk-Militær Adfærdskodeks, der allerede er blevet overtrådt adskillige gange i de forløbne uger. Endelig er der Europarådets konventioner, hvis overholdelse efter hele deres karakter, naturligvis ikke kan være et internt anliggende. Siden anden verdenskrig er der i FN og specielt i Europa blevet skabt et omfattende sæt af regler og procedurer for konfliktforebyggelse og konfliktløsning samt beskyttelse af menneskerettighederne. Det bemærkelsesværdige ved den aktuelle konflikt i Tjetjenien - som det også var tilfældet under krigen 1994-96 - er, at det internationale samfund stort set ikke har været rede til at benytte dette diplomatiske apparat. Den OSCE-mission, der blev oprettet i Tjetjenien under den forrige krig, blev allerede for nogen tid siden evakueret til Moskva, hvor den er ude af stand til at følge situationen end sige holde kontakt med den tjetjenske præsident Maskhadov. OSCE kunne - hvis medlemslandene havde ønsket det - have søgt oplysninger om begivenhederne i Tjetjenien med henvisning til organisationens ”Wien-mekanisme for konsultationer om ualmindelige militære aktiviteter” og have påtalt brud på København- og Moskva-dokumenterne om den menneskelige dimension samt den Politisk-Militære Adfærdskodeks. Europarådet, der optog Rusland som medlem, netop da den tidligere krig i Tjetjenien gik ind i en ny fase med voldsomme angreb på civilbefolkningen, har ikke reageret på den aktuelle konflikt. Begrundelsen i 1996 for at optage Rusland - selv om landet ikke opfyldte flere af Europarådets konventioner - var, at det ville gøre det muligt for Europarådet at påvirke udviklingen på menneskeretsområdet i Rusland. Det har stort set ikke været tilfældet. Derimod er Europarådets rolle som forsvarer af juridisk bindende - i modsætning til OSCE’s ”politisk bindende” - forpligtelser blevet undermineret. Forklaringen på det internationale samfunds tilbageholdenhed er naturligvis, at Rusland er et stort land. I den situation viger den humanitære folkeret for realpolitikken. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men blot en påmindelse i en tid, hvor menneskerettigheder spiller en stigende rolle i den deklaratoriske udenrigspolitik.