Før bjergene

Fra: Weekendavisen 4.-10. februar 2000 Copyright: Weekendavisen og forfatterne

Af Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson

Russernes erobring af Grosnyj betyder ikke, at krigen i Tjetjenien nærmer sig afslutningen. Konflikten kan kun løses ad forhandlingsvejen.

Efter tre en halv måneds uafbrudt russisk bombardement har hovedparten af de tjetjenske guerillastyrker trukket sig ud af Grosnyj. Den russiske ledelse betegner det som en afgørende sejr i kampen mod de "tjetjenske terrorister". Tjetjenernes talsmand, Movladi Udugov, siger derimod, at tilbagetræningen blot er en taktisk omgruppering, og at kampen fortsætter. Det har hele tiden stået klart, at den massive russiske indsats mod Grosnyj før eller siden ville ende med, at russerne ville erklære byen for erobret. Det er ligeledes klart, at det ville have været en afgørende strategisk fejl, hvis tjetjenerne havde gjort slaget om byen til et alt eller intet og kæmpet til sidste mand. Nu har de i stedet - givetvis under svære tab - trukket tilstrækkelig mange styrker ud af byen, til at kampen kan fortsætte andre steder. Selvom den aktuelle krig på flere punkter adskiller sig fra den tidligere i 1994-96, så er der også mange lighedspunkter. For næsten præcis fem år siden erklærede de russiske styrker Grosnyj indtaget efter to måneders hårde kampe. Dengang kostede erobringen af byen omkring 26.000 mennesker livet - hovedsagelig civile. Hvor mange, det har kostet denne gang, vides endnu ikke. Men selvom russerne i marts 1995 erklærede Grosnyj for erobret, betød det ikke, at de havde fuld kontrol over byen. Efter mørkets frembrud kunne de aldrig vide sig sikre, og de marionetregeringer, russerne indsatte, var forskanset bag betonblokke og pigtråd og måtte på et tidspunkt søge tilflugt på den russiske flybase i byens østlige udkant. I august 1996 generobrede tjetjenerne Grosnyj og banede dermed vejen for Khasavjurt aftalen, der afsluttede krigen. De seneste måneders kamp om og tilbagetrækningen fra Grosnyj har været omkostningsfuld for de tjetjenske styrker. Det forlyder, at der blandt de dræbte skulle være tre “feltkommandanter", og at den berømte og berygtede Sjamil Basajev skulle være alvorligt såret, hvad han dog selv benægter. Den russiske forsvarsminister Igor Sergejev påstår, at adskillige hundrede tjetjenske “terrorister” er blevet dræbt under forsøg på at bryde ud af Grosnyj. Under den nuværende krig har russerne indtaget og besat store dele af det tjetjenske lavland. Det betyder imidlertid ikke, at de har fået fuld kontrol over disse områder. I adskillige byer har de blot oprettet kontrolposter ved indfaldsvejene og placeret de egentlige styrker uden for selve byen. Desto større område russerne forsøger at kontrollere, desto større styrker bliver bundet til stationære kontrolopgaver.

De største vanskeligheder vil russerne få i de sydlige bjerge. Men der er stadig lang vej til kontrol over disse områder. Under den forrige krig vandt russerne enkelte slag ved de strategisk vigtige byer Vedeno og Sjatoj, men var ude af stand til at følge disse succeser op, da de ikke vovede at sende deres infanteri ind i skovene og de uvejsomme bjergkløfter. Det vil stadig være et problem, ikke mindst her i vintermånederne. Kolonner med forsyninger risikerer at falde i tjetjenske baghold, sådan som det gentagne gange var tilfældet under den tidligere krig. Endelig skal man ikke afskrive tjetjenernes mulighed for gennemføre overraskende aktioner, der kan ændre krigens gang. Da tjetjenerne i juni 1995 var stærkt pressede efter et succesrigt russisk angreb i de sydlige bjerge, gennemførte en gruppe tjetjenere under ledelse af Sjamil Basajev gidseltagningen på hospitalet i den sydrussiske by Budjonnovsk. Det førte til forhandlinger mellem Basajev og Ruslands ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin, der resulterede i gidslernes og gidseltagernes frigivelse, våbenhvile og siden en militæraftale, der grundlæggende ændrede den militære situation til tjetjenernes fordel.

Eksistenskampen
Det store spørgsmål i forbindelse med den tidligere krig var: Hvorfor kunne det store Ruslands væbnede styrker ikke vinde kontrol over et område, der kun er dobbelt så stort som Sjælland. En del af forklaringen skal søges i konfliktens asymmetriske karakter. For tjetjenerne er det en eksistenskamp; en fortsættelse af mere end 200 års kamp for at unddrage sig russisk herredømme. For russerne - og især for de russiske værnepligtige, der uden begejstring beordres til Tjetjenien - er det en uvedkommende konflikt, som det blot gælder om at redde sig helskindet ud af. Det afgørende er motivation og kampmoral. Den nuværende krig har haft bred opbakning blandt russiske politikere og i store dele af befolkningen. I den seneste tid har dog ikke mindst soldatermødrernes afvisning af de officielle tabstal ført til en mindre svækkelse af den fungerende præsident, Vladimir Putins popularitet. Men Putin og hans generaler vil utvivlsomt udlægge de seneste dages begivenheder som en afgørende sejr. Med kontrollen over centralregeringens magtapparat og en betydelig del af pressen, synes Putin fortsat at være ret sikker på at vinde præsidentvalget den 26. marts. Moskva har altid forsøgt at spille på konflikter mellem tjetjenerne. Op til den tidligere krig støttede Kreml oppositionen mod præsident Dudajev. Men man havde ikke forudset, at i samme øjeblik de russiske styrker rykkede ind i Tjetjenien, gik stort set alle oppositionsgrupper over på Dudajevs side. Denne gang er situationen lidt mindre klar. På den ene side er der i den tjetjenske befolkning en ikke ringe bitterhed mod Sjamil Basajev og hans folk for at have fremprovokeret den nuværende krig ved deres indblanding i urolighederne i Dagestan i august sidste år. På den anden side har de russiske overgreb mod civilbefolkningen forstærket hadet mod russerne på en måde, der vil få langsigtede følger. Intet tyder imidlertid på, at den mere end 200 år gamle russisk-tjetjenske konflikt kan løses med militære midler. Før eller siden må russerne sætte sig til forhandlingsbordet og finde en politisk løsning på det, der er konfliktens kerne: Tjetjeniens krav om en selvstændig stat contra russernes insisteren på, at Tjetjenien er en del af Rusland. Russerne nægter imidlertid at forhandle med præsident Mashkadov med den begrundelse, at han er terrorist. På samme måde nægtede de under den forrige krig at forhandle med Tjetjeniens daværende præsident, “banditten” Dudajev, indtil Basajev med sin gidseltagning i Budjonnovsk tvang russerne til forhandlingsbordet. Selv om Basajev nu måske er alvorligt såret, må russerne regne med, at andre tjetjenske guerillaledere står klar til at gennemføre dramatiske aktioner, hvis Moskva fortsat afviser Maskhadov eller prøver at indgå en politisk aftale uden om ham. Nok er russerne på vej til at indtage Grosnyj og dermed til at udvide det territorium, de hævder at kontrollere. I det lange løb vil de imidlertid ikke kunne styre disse områder fra bombefly og kampvogne. De bliver nødt til at oprette politiske organer. I første omgang vil russerne sandsynligvis fastholde den hidtidige praksis med indsættelse af lokale repræsentanter for den russiske centralmagt. De vil imidlertid ikke blive betragtet som legitime af den tjetjenske befolkning. Det samme gælder de lokale, tjetjenske marionetorganer, der måtte blive indsat af Moskva. De marionetregeringer, der blev indsat under den forrige krig var magtesløse og klemt mellem russiske krav og tjetjensk modstand. De fik da heller ikke nogen lang levetid. Det får en marionetregering næppe heller i fremtiden.

Nord for Terek
Selvom der vil være tjetjenere, især i det nordlige Tjetjenien, der adlyder russisk-indsatte magtorganer, vil der, så længe russerne ikke har den fulde kontrol, være tale om “dobbeltmagt”. Præsident Mashkadov stammer i øvrigt fra det nordlige Tjetjenien og var den kandidat ved det tjetjenske præsidentvalg i januar 1997, der fik flest stemmer også i de traditionelt mere pro-russiske nordlige områder. Under den forrige krig var der kun begrænsede kamphandlinger nord for floden Terek. Denne gang har krigen også ramt disse områder hårdt. Nordtjetjenernes nyeste erfaringer har givetvis ændret deres holdning til de russiske myndigheder i negativ retning. I det sydlige Tjetjenien, der traditionelt har stået stærkest på kravet om uafhængighed, vil befolkningen være endnu mindre indstillet på at acceptere russisk-indsatte myndigheder. Her opfattes den folkevalgte Mashkadov i endnu højere som symbol på det uafhængige Tjetjenien. Samtidig med at den russiske ledelse afviser at forhandle med Mashkadov, er den villig til at forhandle med andre tjetjenske ledere, herunder den tjetjenske mufiti. Men hverken han eller lottodirektør Saidulajev, der er russernes foretrukne leder af et marionetstyre, har mandat til at forhandle på den tjetjenske befolkning vegne. Uanset den kritik, Maskhadov har været udsat for internt i Tjetjenien, vil en aftale, der ikke bærer hans underskrift være værdiløs