Endlösung i Tjetjenien?

Publiceret i:  Udenrigs, nr. 4, 1999, pp. 39-52. Copyright: Udenrigs og forfatterne. 

Af Märta-Lisa Magnusson og Ib Faurby

Ruslands forsøg på med vold at tvinge Tjetjenien til underkastelse vil mislykkes, men prisen bliver høj – for alle parter. Næsten præcis på treårsdagen for Khasavjurt-aftalen, der den 31. august 1996 afsluttede den første russisk-tjetjenske krig, regnede russiske bomber igen ned over byer og landsbyer i Tjetjenien. Medens russernes erklærede formål med den forrige krig, der blev indledt i december 1994, var at bekæmpe tjetjensk kriminalitet og “genoprette den forfatningsmæssige orden” i den lille udbryderrepublik, var den officielle begrundelse denne gang at bekæmpe terrorister, som fra baser på tjetjensk territorium truede russiske borgeres og den russiske stats sikkerhed. I et forsøg på at vinde omverdens støtte hævdede Kreml, at der tilmed var tale om bekæmpelse af “international terrorisme”. Det vandt indledningsvis en vis forståelse i Vesten, indtil voksende flygtningestrømme afslørede, at de russiske angreb ikke udelukkende var rettet mod “terroristbaser”, men også mod civile mål i Tjetjenien. Akkurat som under den forrige krig viste grænsen mellem dem, russerne kaldte “banditter”, og almindelige tjetjenske borgere sig – mildt sagt – at være uklar. Kremls forsøg på at lancere krigen som en kamp mod en fælles fjende - den internationale terrorisme - klingede dog hult i betragtning af, at man samtidig nægtede internationale nødhjælps- og menneskeretsorganisationer adgang til Tjetjenien med den begrundelse, at der var tale om et “indre, russisk anliggende”. De nye angreb havde da heller ikke til formål at bekæmpe international terrorisme. Formålet var ikke engang primært at bekæmpe tjetjensk terrorisme. Ligesom i december 1994 var det overordnede mål “at genoprette den forfatningsmæssige orden” i Tjetjenien, det vil sige genoprette russisk kontrol med den lille udbryderrepublik. Og ligesom i december 1994 skulle også den nye krig bane vej for en bestemt kandidat til det forestående præsidentvalg. Derudover skulle angrebet på Tjetjenien utvivlsomt aflede opmærksomheden fra en truende korruptionsskandale i Kremls inderkreds, og endelig var der – ikke mindst i officerskredse – et ønske om hævn for nederlaget i den tidligere krig.

Optakten
Angrebet på Tjetjenien blev indledt kort tid efter, at russiske styrker i midten at september med en vis succes havde slået et oprør ned i det vestlige Dagestan. Oprøret var iværksat af muslimske fundamentalister, kaldet vakhabitter, der ønskede at oprette en islamisk republik i Dagestan. Oprørerne fik støtte af en gruppe tjetjenere anført af et par "feltkommandanter", der havde gjort sig gældende under den russisk-tjetjenske krig 1994-96. En af dem, Sjamil Basajev, der i juni 1995 havde ledet den gidseltagning på hospitalet i den sydrussiske by Budjonnovsk, der tvang den russiske ledelse til forhandlingsbordet, betragtes som Ruslands fjende nummer ét. Også den berygtede arabiske guerillaleder, el Khattab, der har slået sig ned i Tjetjenien, deltog i det dagestanske oprør. De tjetjenske feltkommandanter, der blandede sig i urolighederne i Dagestan repræsenterer ikke det officielle Tjetjenien. Sjamil Basajev havde ganske vist været ministerpræsident i en periode efter det tjetjenske præsidentvalg i januar 1997, men forlod denne post i protest mod præsident Mashkadovs kompromissøgende linje i forhold til russerne. Sammen med andre modstandere af Mashkadov oprettede Basajev konkurrerende organer til det tjetjenske Statsråd. Han lod sig også vælge som leder af en nystiftet organisation kaldet “De Tjetjenske og Dagestanske Folks Kongress”, hvis erklærede mål var at oprette en selvstændig stat bestående af Tjetjenien og Dagestan. Basajev samarbejdede med repræsentanter for den militante islamiske retning, der bærer betegnelsen "vakhabisme". Den dukkede op i Tjetjenien allerede før den forrige russisk-tjetjenske krig, men var blev styrket under og især efter krigen. Vakhabismen, der stammer fra Saudi-Arabien, rekrutterede især unge, arbejdsøse mænd, med en fortid som guerillakrigere i den forrige krig mod Rusland. Det store flertal af tjetjenere var derimod ikke begejstrede for den nye retning, der strider mod den lokale, sufistiske variant af islam. Tjetjenske gejstlige krævede da også retningen forbudt. Basajev er ikke selv vakhabit, men har allieret sig med vakhabitterne for at fremme sine egne politiske mål. I begyndelsen tålte Mashkadov vakhabismen, men tog afstand fra den, da den begyndte at undergrave hans styre. Da det for et år siden kom til voldelige sammenstød mellem vakhabitter og beboere i byen Gudermes med et stort antal dræbte til følge, opfordrede Maskhadov lokale myndigheder og åndelige ledere til at fordrive vakhabitterne fra deres områder. Heller ikke i Dagestan fik vakhabitterne nogen bredere tilslutning, hvilket blandt andet blev bekræftet under det vakhabit-ledede oprør, da lokale beboer greb til våben mod de radikale islamister.

Kaspisk olie
Orøret i Dagestan øgede frygten i Moskva for, at centralregeringen skulle miste kontrollen over endnu en af de nordkaukasiske republikker og yderligere destabilisere det strategisk vigtige område. Ud over det afgørende spørgsmål om selve Den Russiske Føderations integritet og sikkerhedspolitiske interesser i snæver forstand, gav urolighederne i Dagestan fornyet usikkerhed om Ruslands mulighed for at sikre sine interesser i olien fra Det Kaspiske Hav. Den vigtigste af de to olierørledninger, der transporterer olie fra de aserbajdsjanske felter til verdensmarkedet går gennem Dagestan og Tjetjenien til den russiske udskibningshavn, Novorossijsk ved Sortehavet. Den anden og nyåbnede rørledning - der dog kun har begrænset kapacitet - går fra Baku i Aserbajdsjan til Supsa i det vestlige Georgien, dvs. uden om russisk territorium. Uroen i Dagestan skabte fornyet tvivl om Baku-Novorossijsk-rørledningens sikkerhed og blev dermed et yderligere argument til fordel for den amerikansk-inspirerede plan om at bygge en rørledning fra Aserbajdsjan via Georgien til den tyrkiske middelhavshavn, Ceyhan. Hvis vakhabitterne opnåede kontrol med Dagestan ville de også kunne kontrollere dele af den nordlige olierørledning og kræve del i de transitafgifter, der er af stor økonomisk betydning for Rusland. Russernes andel af transitindtægterne var i forvejen blevet reduceret som følge af nederlaget i krigen mod tjetjenerne, der betød, at tjetjenerne fik afgifter fra transitten over tjetjensk territorium. Selvom det lykkedes russerne at nedkæmpe oprøret i Dagestan, fik de ikke ram på de tjetjenske guerillaledere, for hvem det lykkedes at trække sig tilbage til Tjetjenien. Kort efter indledte russiske fly angreb på påståede "terroristbaser" i det østlige Tjetjenien. Omtrent samtidig fandt en række bombeattentater sted mod boligblokke i Moskva, og andre russiske byer. Disse attentater, som kostede flere hundrede mennesker livet og sendte chokbølger gennem den russiske befolkning, blev af den nyudnævnte russiske ministerpræsident, Vladimir Putin, uden beviser skrevet på tjetjenske terroristers regning. En “terroristisk krig” mod Rusland var begyndt, erklærede han og betegnede Tjetjenien som “en enorm terroristrede”, styret af internationale terrororganisationer, hvis formål var at afskære Ruslands adgang til Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Med støtte fra hele den russiske ledelse, kunne Putin optrappe angrebene mod Tjetjenen, som nu blev begrundet ikke blot med tjetjenske terroristers aktiviteter i Dagestan, men også som gengældelse for bombeattentaterne i russiske byer. Med massiv opbakning fra en opskræmt russiske befolkning startede noget, der lignede kollektiv afstraffelse af hele det tjetjenske folk for ulovligheder, som enkelte ekstremister havde været involveret i og for ugerninger, som måske var begået af tjetjenske terrorister.

Genindlemmelse i Rusland
Umiddelbart efter påbegyndelsen af det nye felttog mod Tjetjenien erklærede Putin Khasavjurt-aftalen for ugyldig, og at han ikke anerkendte Maskhadov som Tjetjeniens legitime præsident. I stedet ville der blive indsat et marionetstyre i de dele af Tjetjenien, som de fremrykkende russiske styrker vandt kontrol over. Noget tilsvarende havde russerne i øvrigt uden større held gjort under den forrige krig. Den ensidige ophævelse af Khasavjurt-aftalen og afvisning af Mashkadovs legitimitet bekræftede, at det egentlige formål med den nye krig ikke var at bekæmpe terrorisme, men derimod separatisme. Det vil sige sætte en stopper for tjetjenernes krav om en selvstændig stat. Khasavjurt-aftalen, der i sin tid blev underskrevet af Maskadov som stabschef for de tjetjenske styrker og general Aleksandr Lebed som sekretær for det russiske sikkerhedsråd, bestemte, at samtlige russiske styrker skulle trækkes ud af Tjetjenien, og at Rusland skulle yde økonomisk støtte til genopbygningen efter krigen. En endelig afklaring af Tjetjeniens forhold til Rusland skulle finde sted inden den 31. december 2001. Den russiske holdning var, at Tjetjenien var en del af den Russiske Føderation, mens tjetjenerne fastholdt, at republikkens status allerede var blevet fastslået med uafhængighedserklæringen i november 1991. Khasavjurt-aftalen siger, at det, der skal forhandles om, er forholdet mellem Rusland og Tjetjenien - ikke Tjetjeniens status - og afspejlede dermed de sejrende tjetjeneres holdning. Selvom Rusland ikke formelt anerkendte Tjetjeniens uafhængighed, så gav formuleringerne i Khasavjurt-aftalen denne en nærmest mellemstatslig karakter og understregede sammen med tilbagetrækningen af de russiske styrker Tjetjeniens de facto selvstændighed. Denne blev yderligere bekræftet af den fredsaftale, som præsident Jeltsin og præsident Maskhadov underskrev i maj 1997. Også Putins holdning til Maskhadov er i flere henseender problematisk. Maskhadov blev i januar 1997 valgt med 59 pct. af de afgivne stemmer som Tjetjeniens præsident. Valget, der fandt sted på basis af det uafhængige Tjetjeniens forfatning og ikke den russiske, var organiseret med bistand fra OSCE og overvåget af omkring 200 udenlandske observatører, der erklærede det for frit og fair. Putins afvisning af Maskhadovs legitimitet er dermed også en desavouering af OSCE og de øvrige internationale organisationer, der godkendte valget. Når Putin afviser Mashkadov, er det fordi han ikke anerkender den forfatning, som Mashkadov blev valgt på, og som siger at Tjetjenien er en selvstændig stat. “Det drejer sig om at likvidere alle bevæbnede grupper og afskaffe de forhold, under hvilke de kan dannes”, sagde Putin i begyndelsen af oktober. Det ”forhold”, der skulle afskaffes, var tydeligvis Tjetjeniens de facto uafhængighed, som Khasavjurt-aftalen bekræftede og som den folkevalgte tjetjenske præsident Maskhadov repræsenterer. I en telefonsamtale med den franske præsident Jacques Chirac i midten af oktober sagde Jeltsin da også lige ud, at Ruslands mål var at “eliminere grobunden for international terrorisme, få republikken tilbage i Den Russiske Føderations konstitutionelle rum og gøre livet normalt igen i Tjetjenien og tilstødende territorier”. Hvis de russiske myndigheder havde ønsket at finde en politisk løsning på forholdet mellem Rusland og Tjetjenien, burde de have støttet og samarbejdet med Maskhadov, der var villig til enhver form for samarbejde, blot den respekterede Tjetjeniens uafhængighed. Den manglende russiske samarbejdsvilje og den udeblevne økonomiske bistand til genopbygningen af Tjetjenien efter den forrige krig, bidrog afgørende til at svække Maskhadovs position og styrke den radikale politiske og religiøse opposition mod ham. Hvis russerne virkelig havde ønsket at stabilisere situationen i Nordkaukasus og bekæmpe terrorismen, ville den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde have været i tide at samarbejde med Mashkadov, der gentagne gange har fordømt terrorisme, der også var et alvorligt problem for ham selv. Også han fordømte den tjetjenske indblanding i urolighederne i Dagestan.

Russisk valgkamp
Den nye krig mod Tjetjenien er også et led i den russiske præsidentvalgskampagne. Putin blev udpeget som ny ministerpræsident, efter at Jeltsin i begyndelsen af august havde opløst regeringen og afsat den daværende ministerpræsident, Sergej Stepasjin. Det skete på et tidspunkt, hvor der var fremkommet belastende materiale om økonomisk kriminalitet i inderkredsen omkring Jeltsin, og Stepasjin blev sandsynligvis vraget, fordi han ikke gjorde nok for at standse den korruptionsundersøgelse, der var blevet indledt. Jeltsin lod forstå, at han betragtede Putin, der var tidligere efterretningsofficer i KGB, som sin efterfølger. Ifølge meningsmålingerne var Jeltsin mere upopulær end nogensinde, og de kandidater, der allerede havde bragt sig i stilling som hans mulige efterfølgere, tog klart afstand fra ham. Heller ikke den politisk ukendte Putin ville have store chancer, hvis han opstillede som Jeltsins mand. Hans modstandere ville være politiske sværvægtere som Moskvas borgmester, Jurij Lusjkov, og den ikke mindre populære tidligere udenrigsminister og ministerpræsident, Jevgenij Primakov. For at klare sig i konkurrencen måtte Putin profilere sig med noget, der dels nedtonede hans forbindelse til Jeltsin, dels på kort tid forvandlede hans image fra anonym apparatjik til markant politiker. Putin fangede straks de politiske muligheder, der lå i det tjetjenskstøttede oprør i Dagestan. Under feltråbet “til kamp mod terrorisme” indledte han ikke blot et angreb på Tjetjenien, men også sin egen valgkampagne. Bombeattentaterne i Moskva og andre byer betød, at Putin fik bred støtte i den russiske befolkning til at optrappe angrebene på Tjetjenien. Meningsmålinger viste, at han på rekordtid havde distanceret både Lusjkov og Primakov og stod til at vinde præsidentvalget. Konkurrenterne, der også talte kommunistpartiets leder, Gennadij Sjuganov, opfangede det politiske advarselssignal og erklærede straks deres resolutte støtte til “kampen mod terrorismen”. Kandidater til det forestående parlamentsvalg fulgte trop. Selv Grigorij Javlinskij, leder af det største refomparti, “Jabloko”, og den legendariske tidligere reformguvernør fra Nisjnij Novgorod, Boris Nemtsov støttede krigen. Under den forrige russisk-tjetjenske krig tog de fleste demokrater afstand fra krigen. Nemtsov organiserede endog en underskriftsindsamling mod krigen, som over en million skrev under på. Under valgkampagnen i 1995-96 gik selv kandidater, der støtte krigen, stille med dørene, fordi de store russiske tab havde gjort den upopulær. Denne gang er støtte til krigen en forudsætning for at høste stemmer. Alle partier, fra kommunisterne til Liberal-Demokrater og andre nationalister indså straks, at befolkningens frygt for nye terroraktioner var et valgtema, som Putin ikke måtte monopolisere. Visse nuancer har dog kunne spores i den begejstrede krigsretorik. Guvernører fra Ruslands rige, såkaldte donorregioner, der bidrager afgørende til føderationens økonomi, erklærede ganske vist deres støtte til Putins kamp mod terrorismen. Men samtidig understreger de, at problemet ikke kun kan løses militært. Disse guvernører fra de velhavende regioner, forstod tilsyneladende straks, at en betydelig del af regningen for de militære operationer ville blive sendt videre til dem. Så godt som alle landsdækkende medier støttede fra starten krigen. I noget, der lignede en hetz mod en hel folkegruppe, spillede medierne på den udbredte uvilje mod tjetjenerne og bekræftede etniske og racistiske stereotyper om dem. Reportagerne fra Tjetjenien var ensidige og mindede på ubehagelig måde om sovjetperiodens censurerede beskrivelser af virkeligheden. Kun nogle få trykte medier med begrænset oplag, gav et mere nuanceret billede. Under den forrige krig var russiske journalister anderledes kritiske og formildede et mere nuanceret billede. Den ændrede holdning kan måske til dels forklares ved den vrede og udbredt frustration blandt russiske journalister over, at flere af deres kolleger i den senere tid er blevet kidnappet af tjetjenske terrorister. Kun de færreste russere har mulighed for at se BBC, CNN og andre udenlandske TV-stationer. Sproglige barrierer begrænser yderligere disse informationskilders betydning. Den nærmest uforbeholdne støtte til “Putins krig” skal således også ses i lyset af befolkningens begrænsede adgang til alternative oplysninger.

Revanche
For mange russiske politikere og militære ledere er den nye krig en mulighed for at få revanche for det forsmædelige nederlag i den tidligere krig. I dele af officerskorpset opstod der efter Khasavjurt-aftalen og tilbagetrækningen af de russiske styrker i efteråret 1996 en veritable dolkestødslegende: Det var politikerne i Kreml, der havde frarøvet de væbnede styrker sejren over tjetjenerne. Derfor har flere generaler sagt, at de denne gang ikke vil acceptere en indstilling af kampene før tjetjenerne er besejret. På tilsvarende måde har Putin klart tilkendegivet, at målet er en fuldstændig nedkæmpelse af de tjetjenske "terrorister". Under den tidligere krig begik russerne utallige fejl, der afslørede store svagheder og mangler i de væbnede styrker. Det er tydeligt, at man i den aktuelle krig griber sagen helt anderledes an og forsøger at undgå mange af den tidligere krigs fejltagelser. Først og fremmest har man fra starten sat langt større styrker ind. Med omkring 100.000 mand er der tale om fire gange så mange som i december 1994 og næsten dobbelt så mange, som da den tidligere krig var på sit højeste. Bedømt efter antallet af daglige togter ser det også ud til, at der er sat betydelig flere fly ind denne gang. Planen for erobringen af Tjetjenien er også en anden. I 1994 forestillede russerne sig en uproblematisk fremrykning mod Grosnij og forventede at få kontrol med byen gennem en hurtig besættelse af nøglepunkter. Som bekendt gik det anderledes. Russerne stødte på uventet stor modstand, havde store tab og var hele to måneder om at vinde en skrøbelig kontrol med byen. Ifølge den russiske menneskeretsforkæmper, Sergej Kovaljov, kostede kampene i Grosnij 27.000 - hovedsagelig civile - livet. Derefter fortsatte krigen i endnu 17 måneder, indtil tjetjenernes generobring af Grosnij banede vejen for Khasavjurt-aftalen og tilbagetrækningen af de russiske styrker. I den nye krig er russerne gået langsommere, mere systematisk og endnu mere hårdhændet frem. Fra starten har der været omfattende og vedvarende flybombardementer overalt i Tjetjenien. Store styrker fra hæren og Indenrigsministeriet rykkede i første omgang ind i det traditionelt mindre anti-russiske lavland nord for Terekfloden og forsøgte dér at konsolidere sig i en såkaldt ”sikkerhedszone”. Samtidig rykkede russiske styrker dog også nogle få kilometer ind fra øst og vest syd for Terek til positioner, hvorfra langtrækkende artilleri kunne nå store dele af republikken. Endelig blev russiske specialstyrker sat ind i de uvejsomme bjerge på grænsen til Georgien, der havde nægtet at lukke grænsen til Tjetjenien. I slutningen af oktober foretog de russiske styrker en overgang over Terek og etablerede sig i første omgang på højderykken vest for Grosnij, hvorfra de i de følgende uger gennemførte en omfattende artilleribeskynding af byen samtidig med de fortsatte flybombardementer. Omkring midten af november var Grosnij næsten helt omringet. Mod øst indtog russerne Gudermes, Tjetjeniens næststørste by, uden kamp, hvorefter også Urus Martan sydvest for hovedstaden blev angrebet. Samaskij, nær grænsen til Ingusjetien, der både i marts 1995 og april 1996 blev udsat for omfattende massakre på civilbefolkningen, blev igen angrebet med stor voldsomhed.

Langvarig krig
I skrivende stund er det ikke muligt med sikkerhed at forudsige krigens videre forløb. Forsvarsminister Igor Sergejev har dog sagt, at Grosnij vil blive indtaget omkring midten af december, dvs. efter 7-8 ugers vedvarende bombardement fra fly, helikoptere og artilleri. Formålet er tydeligvis at begrænse russiske tab og "nedslide" de tjetjenske styrker inde i byen, inden den forsøges indtaget. Ifølge officielle russiske vurderinger befandt der sig i november 4.500-5.000 tjetjenske guerillaer i byen. Dertil kommer fortsat et ukendt antal civile. Hvis tjetjenerne vælger at tage kampen op i Grosnijs ruiner kan det, som i 1995, blive et langt og blodigt slag. Det må ligeledes anses for givet, at russerne vil forsøge at vinde kontrol over det tjetjenske lavland. Den systematiske erobring by-for-by peger entydigt i den retning. Derimod er det tvivlsomt, om de russiske styrker vil være i stand til at få kontrol over bjergområderne i syd. Under den tidligere krig lykkedes det ganske vist de russiske styrker i maj-juni 1995 at indtage nogle af de vigtigste landsbyer i bjergene, men de var ude af stand til at følge disse succeser op, da de militære chefer ikke vovede at sende deres infanteri ind i de skovbevoksede bjerge. Det er tvivlsomt, om de vil gøre det denne gang. Dertil kommer vejrforholene. Vinteren har sat ind i Tjetjenien med sne, tåge og lavt skydække. Under den tidligere krig betød det, at de russiske landstyrker i kriges første tre måneder kun fik begrænset fly- og helikopterstøtte. Allerede af disse grunde er det tvivlsomt, om de russiske styrker inden for en overskuelig fremtid vil få kontrol med hele Tjetjenien. Endnu vanskeligere er det at vurdere tjetjenernes aktuelle militære situation. Umiddelbart synes den mere problematisk end i december 1994. Dels pga. omfanget og karakteren af den russiske indsats, dels fordi tjetjenerne selv formentlig er svagere udrustet end i den tidligere krig, specielt for så vidt angår tunge våben. Mere afgørende er imidlertid moral og motivation. Hvordan det forholder sig i så henseende, er det vanskeligt at vurdere i øjeblikket. Krigstræthed og fysisk udmattelse kan blive en afgørende faktor. Der er også tegn på, at mange tjetjenere er forbitrede over, at Basajev og Khattab med deres aktion i Dagestan har fremkaldt den nuværende situation. På den anden side har den russiske krigsførelse mod civilbefolkningen også forstærket de anti-russiske holdninger. Skal man dømme efter den tidligere krigs forløb, synes det dog givet, at jo længere de russiske tropper rykker ind i Tjetjenien, desto flere af især Indenrigsministeriets styrker vil blive bundet til at opretholde kontrollen med de erobrede områder. Men jo større disse områder bliver, desto større bliver sandsynligheden for, at de bliver infiltreret af tjetjenske guerillaer, hvorved der ikke længere vil være en egentlig front i kampen mellem russere og tjetjenere, og hvor det derfor vil blive vanskeligt for de russiske styrker at drage fordel af deres talmæssige og materielle overlegenhed.

Krigens ofre
Det russiske forsøg på at vinde den nuværende krig vil med sikkerhed blive overordentlig omkostningsfuld – først og fremmest for tjetjenerne. Ingen kender det nøjagtige tabstal fra krigen 1994-96. Tallet for omkomne svinger mellem 40.000 og 100.000. Men uanset hvilket tal, der er det korrekte, var krigen en katastrofe for det lille folk og – ikke at forglemme – for de russiske indbyggere i Tjetjenien, der primært boede i Grosnij og andre større byer.Alt tyder på, at også den nuværende krig vil komme til at koste et meget stort antal civile livet og et endnu større antal sårede. I løbet af krigens første to måneder er 200.000 drevet på flugt til Ingusjetien, hvor de frister en kummerlig skæbne, der kun kan blive værre i vinterens løb. Hvor mange fordrevne, der fortsat befinder sig i selve Tjetjenien er ukendt, men også de går en hård vinter i møde. Russiske politiske ledere har konsekvent afvist, at der er tale om en humanitær katastrofe og erklæret, at der ikke er behov for udenlands bistand. Udenrigsminister Igor Ivanov sagde således under et besøg i London, at ”der er ingen humanitær katastrofe i Tjetjenien. Det er ikke kun Ruslands opfattelse, men også opfattelsen i alle de internationale organisationer, der har haft mulighed for frit at besøge området og er blevet gjort bekendt med lejrene for de fordrevne”. Dette er i eklatant strid med internationale pressebureauers daglige telegrammer og ikke mindst BBC’s indgående dækning af flygtningenes forhold i Ingusjetien. Det officielle Ruslands holdning til international humanitær bistand synes – ligesom holdningen til den internationale presse – at være bestemt af ønsket om at forhindre uafhængige oplysninger om krigen og den humanitære katastrofe at nå ud til omverdenen. Allerede den tidligere krig resulterede i omfattende ødelæggelser af boligmassen, industri- og landbrugskapaciteten samt infrastrukturen i Tjetjenien. For landbrugsproduktionens vedkommende var det ikke mindst de mange miner, der har gjort dyrkningen af jorden og dyrenes græsning umulig. Under den aktuelle krig er den russiske fly- og artilleribeskynding endnu mere systematisk og vil, vis den fortsætter meget længere, efterlade Tjetjenien som et ”månelandskab”.

Internationale reaktioner
De russiske brud på folkeretten og internationale aftaler er legio. Det gælder Genève-konventionerne, specielt Tillægsprotokol II om interne konflikter, ligesom det gælder flere FN- og Europarådskonventioner samt OSCE’s dokumenter om Den Menneskelige Dimension og OSCE’s Politisk-Militære Adfærdskodeks. De russiske myndigheder afviser enhver kritik med henvisning til, at der er tale om et ”indre anliggende”. Senest har præsident Jeltsin gjort det på OSCE’s topmøde i Istanbul. Men brud på de ovennævnte retsregler og normer er ikke et indre anliggende. De pågældende regler og normer, som Rusland formelt har accepteret, er ifølge deres natur fælles, internationale anliggender. For blot at nævne et enkelt eksempel, så erklærede medlemslandene i CSCE's (det nuværende OSCE) såkaldte Moskva-dokument fra 1991, ”kategorisk og uigenkaldeligt. . , at forpligtelserne inden for CSCE’s menneskelige dimension er af direkte og legitim betydning for alle deltagende stater og ikke alene tilhører den enkelte stats indre anliggender”. Under krigen 1994-96 reagerede Vesten og de relevante internationale organisationer (dvs. FN, OSCE, EU og Europarådet) langsomt og yderst forsigtigt på de russiske overtrædelser. Der er ingen tvivl om, at denne spage reaktion i Kreml blev opfattet som et ”grønt lys” fra Vesten til at fortsætte krigen, om end der fra vestlig side blev udtrykt ønske om, at den måtte finde en hurtig afslutning, og at de civile tab blev begrænset. Europarådet besluttede endog at optage Rusland som medlem netop på et tidspunkt, hvor overgrebene mod civilbefolkningen gik ind i en ny og mere voldelig fase. Også under den aktuelle krig var Vesten og de relevante internationale organisationer i begyndelsen tøvende og undlod at fordømme de russiske overgreb på civilbefolkningen, men nøjedes med at udtrykke beklagelse og en vis forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Men efter nogle ugers forløb med omfattende bombardementer overalt i Tjetjenien og en stadig stigende flygtningestrøm først og fremmest til den lille ingusjetiske naborepublik, skærpedes kritikken gradvis. Der er dog fortsat ingen tegn på, at de vestlige stater eller de internationale organisationer vil følge ordene op med handlinger, som f.eks. økonomiske sanktioner eller suspension af Ruslands medlemskab af Europarådet. Mens Rusland reagerede på NATO’s aktion mod Jugoslavien med nedfrysning af såvel det multilaterale som de bilaterale samarbejde med NATO og alliancens enkelte medlemslande, så har noget tilsvarende ikke været på tale i den vestlige reaktion over for Ruslands krigsførelse i Tjetjenien. Ganske vist blev udbetalingen af endnu en rate af IMF’s lån til Rusland udsat, men det var den utvivlsomt blevet under alle omstændigheder pga. sagen om uregelmæssigheder i forvaltningen af IMF’s lån. Krigen i Tjetjenien kom til at spille en central rolle på førstedagen af OSCE’s topmøde i Istanbul den 18.-19. november. Mange stats- og regeringschefer kritiserede den russiske krigsførelse, men understregede samtidig deres støtte til Ruslands territoriale integritet og forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Præsident Jeltsin afviste kategorisk enhver indblanding i Ruslands ”indre anliggender” og tog dermed direkte afstand fra grundlæggende elementer i selve OSCE-samarbejdet. Det skabte ved mødets begyndelse frygt for, at der ikke kunne opnås enighed om det planlagte charter og den reviderede CFE-aftale om konventionel nedrustning i Europa. Så vidt kom det dog ikke. Rusland accepterede en formulering om, at interne konflikter kan være et internationalt anliggende, og at OSCE’s formandskab kan aflægge et besøg i Nordkaukasus, og at OSCE har mulighed for at bistå med en løsning af konflikten. Det siger imidlertid en hel del om OSCE’s svaghed og medlemslandenes manglende vilje til at fastholde organisationens principper, at de minimale russiske indrømmelser blev betragtet som et bidrag til at sikre topmødets succes. For så vidt angår CFE-traktaten, så har Rusland allerede overtrådt den hidtidige traktats lofter i Tjetjenien og fra underskrivelsestidspunktet også den reviderede traktat. Det betyder givetvis, at den reviderede traktat først bliver ratificeret, når Rusland ikke længere mener at have behov for at overtræde den – i denne omgang. Så trods de skarpe ord i Istanbul vil Rusland fortsætte krigen i Tjetjenien.

Perspektiver
Det er givet, at den uforholdsmæssige voldsanvendelse i Tjetjenien skræmmer de ikke-russiske folkeslag i Kaukasus og andre dele af Den Russiske Føderation. Men det er ikke ensbetydende med, at de på lang sigt bøjer sig for Kremls undertrykkelse. Den politik, hvis angivelige formål er at forhindre føderationens opløsning, kan meget vel få den modsatte effekt. Krigen i Tjetjenien er til dels en følge af den mislykkede demokratiseringsproces i Rusland. Den forrige krig var et vendepunkt i denne proces. Dels var den et resultat af de tiltagende autoritære tendenser i ledelsen, dels bidrog den til yderligere at styrke disse tendenser. Den nye krig er i endnu højere grad udtryk for det samme.Også økonomisk vil krigen få stærkt negative konsekvenser for Rusland. Den enorme militære indsats er et dræn i den i forvejen slunkne statskasse. Dertil kommer, at Vladimir Putin for at sikre de væbnede styrkers loyalitet har lovet soldaterne lønforhøjelse og stillet en væsentlig forhøjelse af forsvarsbudgettet i udsigt. Der er ingen militær løsning på den russisk-tjetjenske konflikt. Selvom de russiske væbnede styrker skulle ”vinde” i første omgang og sikre sig et vist mål af kontrol over det tjetjenske lavland, så vil konflikten fortsætte. Erfaringerne ikke blot fra krigen 1994-96, men fra hele det russisk-tjetjenske forholds historie tilsiger, at tjetjenerne vil fortsætte guerillakrigen mod russerne, og at russerne aldrig vil få fuld kontrol over det tjetjenske bjergland. Dertil kommer, at den bitterhed og det had, den russiske krigsførelse i 1994-96 og nu igen i den aktuelle krig har skabt i den tjetjenske befolkning, vil i generationer fremover være en kilde til fortsat konflikt.Trods Vestens hidtidige vægring ved at lade kritikken af den russiske krigsførelse følge op af konkrete handlinger, så markerer de russiske brud på den humanitære folkeret og kategoriske afvisning af omverdenens ”indblanding” et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten og Ruslands integration i de vestlige institutioner.Konflikten har understreget OSCE’s begrænsninger som sikkerhedspolitisk og humanitært instrument. Konflikten er også blevet en prøvesten for Europarådet, hvis ageren i den umiddelbart kommende tid vil afgøre, om organisationen vil fastholde sin rolle som den organisation, der sikrer overholdelsen af retligt bindende forpligtelser eller vil ende som blot endnu en uforpligtende politisk diskussionsklub.

Kolonikrig
Krigen i Tjetjenien er et russisk forsøg på med magt at tvinge republikken, der de facto har været selvstændigt i otte år, tilbage i Den Russiske Føderation. Og trods de vestlige staters kritik af den russiske krigsførelse, så gentager de i så godt som alle deres udtalelser om krigen, at de respekterer ”Ruslands territoriale integritet”. Dermed accepterer de også Ruslands overordnede mål og begrundelse for krigen, om end man mener, at aktionen bør gennemføres med større hensyntagen til civilbefolkningen.Rusland og Vesten er med andre ord enige om, at Tjetjenien er og bør forblive en del af Den Russiske Føderation. Og det er det grundlæggende problem. Ingen synes at ville erkende, at den russisk-tjetjenske konflikt er en afkoloniseringskonflikt. I alle væsentlige henseender har Tjetjenien imidlertid været en russisk/sovjetisk koloni, og tjetjenerne ser deres kamp som en kamp om løsrivelse fra den tidligere kolonimagt. Krigen har da også mange lighedspunkter med tidligere kolonimagters kamp for at fastholde deres herredømme – ikke mindst Frankrigs forsøg i 1950’erne på at fastholde Algeriet i det franske imperium. Det eneste væsentlige punkt, hvorpå Tjetjenien adskiller sig fra de klassiske kolonier er, at republikken er landfast med metropolen.Tjetjenerne blev i det 19. århundrede koloniseret og indlemmet i Det Russiske Imperium efter en mere end 30 år lang, russisk erobringskrig. Efter den russiske revolution i 1917 blev de igen med vold indlemmet i det sovjetiske imperium, og som en række andre folkeslag blev de i 1944 kollektivt deporteret til Centralasien under store lidelser, der truede med det tjetjenske folks totale udryddelse. Først efter Khrustjovs opgør med Stalin på den 20. partikongres i 1956 fik tjetjenerne mulighed for at vende tilbage til deres hjemland, men da var det i vidt omfang beboet af russere og andre folkeslag, der frivilligt eller under tvang var blevet bosat der. I 1991 løsrev tjetjenerne sig – på linje med unionsrepublikkerne – fra det smuldrende sovjetimperium, men nu søger Kreml for anden gang i dette årti at tvinge republikken tilbage i Den Russiske Føderation.Ligesom den russisk-tjetjenske konflikt var afkoloniseringsprocessen efter anden verdenskrig ofte dramatisk og blodig. Nationale befrielsesbevægelser i Afrika og Asien benyttede vold og terror mod kolonimagtens repræsentanter og sympatisører, og mange steder blev disse oprørere mødt med stor grusomhed fra kolonimagtens side. Oprørsbevægelserne og deres ledere blev betegnet som terrorister, og der var længe stor uvilje i ”moderlandene” mod at acceptere selvstændighedsbevægelsernes krav som legitime. Et tilbagevendende argument var, at befolkningerne i kolonierne var primitive og ikke modne til selvstændighed.Men kolonierne blev selvstændige og er i dag respekterede medlemmer af det internationale samfund. ”Terroristen” og Mau Mau-lederen Jomo Kenyatta gik fra fængsel til præsidentbolig og blev modtaget med alle æresbevisninger i London. ”Terroristen” og FLN-lederen Ben Bella blev på tilsvarende måde anerkendt af verdenssamfundet som det selvstændige Algeriets præsident. Og selv om palæstinenserne endnu ikke har fået en rigtig stat, så modtages ”terroristen” Yassir Arafat verden over som en statsmand.For de vesteuropæiske kolonimagter var afviklingen af deres koloniherredømme en lang og ofte smertefuld proces. Det var svært og tog tid at affinde sig med tabet af imperiet. Som den tidligere amerikanske udenrigsminister, Dean Acheson til mange briters fortørnelse sagde i 1962. ”Storbritannien har mistet et imperium og endnu ikke fundet en rolle”. Det bliver ikke mindre vanskeligt for russerne at affinde sig med afviklingen af Det Russiske Imperiums sidste rester og definere en ny national identitet og rolle. Det vil tage tid, men vil være nødvendigt, hvis Rusland skal blive et civiliseret samfund. For det er ikke muligt at udvikle demokratiet i Rusland samtidig med, at ikke-russiske folkeslag fastholdes i imperiet med magt.

Manuskriptet er afsluttet den 28. november 1999
Märta-Lisa Magnusson er lektor ved Syddansk Universitet, Esbjerg. Ib Faurby er specialkonsulent ved Forsvarsakademiet, København.