Af Torben Hansen og Søren Theisen. Copyright: forfatterne og SNU/DUPI. ISBN 87-601-4590-0.

             T R A N S K A U K A S I E N

             Armenien, Aserbajdsjan og Georgien
          -en landebeskrivelse

           
             INDHOLD:

              Forord
              Indledning
              Geografi, klima og økonomi
                  Armenien
                  Aserbajdsjan
                  Georgien
              Fortidens vægt
              National identitet under sovjetstyret
              Gorbatjov-perioden
              De selvstændige republikker
                  Armenien
                  Aserbajdsjan
                  Georgien
              Etniske forhold, sprog og religion
              Kriminalitet og miljøproblemer
              Sikkerhedspolitisk oversigt
              Litteraturliste
              Noter

              Kort:
              1. Politisk/geografisk opdeling.
              2. Erhvervsgeografisk opdeling.
              3. Historisk opdeling.

FORORD

Dette hæfte om de transkaukasiske republikker indgår i en række beskrivelser af lande i det tidligere Sovjetunionen. I det følgende gennemgåes Armeniens, Aserbajdsjans og Georgiens historie, kulturelle forudsætninger, aktuelle politiske og økonomiske problemer og de væbnede konflikter, der har rystet området siden slutningen af 1980'erne. Hermed foreligger en samlet og ajourført analyse af den transkaukasiske region.

Forfatterne til dette hæfte, Søren Theisen og Torben Hansen er begge historikere med speciale i persisk kultur. Oplysningerne i hæftet bygger dels på de i litteraturlisten anførte kilder og andet materiale, dels på forfatternes personlige indtryk fra adskillige rejser til Armenien, Aserbajdsjan og Georgien gennem de senere år.

Redaktionen er afsluttet i oktober 1994.

INDLEDNING

Betegnelsen Transkaukasien stammer fra slutningen af 1700-tallet, da tsarens Rusland begyndte at indlemme provinser med ikke-slaviske befolkninger "på den anden side af" Kaukasus, set fra hovedstaden Sankt Petersborg. Navnet henviser i dag til de tre republikker Armenien, Aserbajdsjan og Georgien.

              I 1988 bragte blodige etniske stridigheder for alvor Transkaukasien i de vestlige mediers søgelys, og det gik op for omverdenen, at denne regions altovervejende befolkningsflertal hverken var blevet sovjetiseret eller russificeret under syv årtiers totalitært styre. Tværtimod havde Mikhail Gorbatjovs "glasnost" og "perestrojka" udløst et kulturelt og socialt opbrud, der kom bag på det centrale magtapparat i Moskva. Det viste sig, at tre typer hidtil fortrængte modsætninger stillede en politisk dagsorden, der adskilte sig radikalt fra reformprojektets opgaver.

              Den første modsætning gjaldt relationerne mellem imperiets center i Moskva og dets periferi i de 14 ikke-russiske republikker. Den anden handlede om republikkernes indbyrdes forhold - altså forbindelserne mellem "periferiens" administrative komponenter. Den tredje handlede om interne spændinger i de enkelte republikker. Partiledelsens overdrevne selvtillid som følge af den lange periode med uindskrænket magt og en fremskreden kriminalisering af den politiske kultur i specielt Transkaukasien medførte, at det centrale magtapparat ikke var i stand til fjerne - eller blot neddæmpe - disse modsætninger. Hidtil upåagtet konfliktpotentiale blev derfor hurtigt aktualiseret i aktivt fjendskab, og i 1989 opstod den uhørte situation, at to sovjetrepublikker, Armenien og Aserbajdsjan, kom i uerklæret krig med hinanden. Moskvas indgriben i denne kamp og de efterfølgende militære konfrontationer i de autonome områder Sydossetien og Abkhasien bidrog i sig selv til udbredelsen af anarki og demoralisering, kulminerende med partiets sammenbrud efter kupforsøget i august 1991 og Sovjetunionens opløsning i december samme år.

              Denne destruktive proces foregik i det tidsrum, da "glasnost" åbnede for den kolde krigs afslutning, Berlin-murens fald og Østeuropas frigørelse fra sovjetisk overherredømme. Men mens Gorbatjovs stjerne nåede nye højder i den vestlige verden, blev hans bagland styrtet i kaos. NATO-regeringerne, EF og andre internationale organisationer blev over hals og hoved nødt til at anerkende de 14 ikke-russiske forhenværende sovjetrepublikker som suveræne stater. I 1992 blev Armenien, Aserbajdsjan og Georgien optaget i FN, CSCE (Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa), NACC (Det Nordatlantiske Samarbejdsråd, oprettet på NATO's initiativ) og den tyrkisk sponsorerede Sortehavskonference. I 1993 anerkendte FN desuden de transkaukasiske republikker som udviklingslande med ret til bistand. Det tilsyneladende monolitiske sovjetimperiums pludselige opløsning og de tre staters genopdukken på den internationale arena efter 70 års glemsel nødvendiggør derfor en revision af deres historiske forudsætninger og en skærpet opmærksomhed på en fatal svaghed i Gorbatjovs fejlslagne reformprojekt: Hans manglende erkendelse af de nationale lidenskabers styrke.

              Set i tilbageblik kan det fastslås, at bag en partikonstrueret folkeforbrødring havde 1920'ernes territorialisering af den etniske mangfoldighed haft konsekvenser, der var stik mod de tilsigtede. Som i de øvrige ikke-russiske republikker var samfundet i Armenien, Aserbajdsjan og Georgien helt igennem blevet formet af modstand mod Moskvas bestandige direktiver og indgreb, og det nationale tilhørsforhold - den nationale identitet - viste sig at frigøre en uventet dynamik i de trans-kaukasiske republikkers respektive befolkninger. Derfor blev Lenins og Stalins multietniske imperium splintret af præcis det fænomen, partiet gang på gang havde erklæret overvundet, fordi det blev opfattet som et produkt af feudalisme og borgerlighed: nationalismen. Det højtbesungne "sovjetmenneske" og Brezhnev-periodens erklæringer om den opnåede "sblisjenije" - de forskellige etniske identiteters "tilnærmelse" - var kun Potemkin-kulisser. Tilsvarende må det konstateres, at den fransk-georgiske forsker Hélène Carrère d'Encausse med sin bog "L'empire éclaté - la révolte des nations en URSS" fra 1978 havde udsendt et værk af profetisk karakter.

              Tre år efter verdensrigets opløsning tyder intet på, at de forhenværende sovjetrepublikker i Transkaukasien har etableret en blot nogenlunde stabil sikkerhedspolitisk situation og skabt de nødvendige økonomiske kontakter til hinanden og omverdenen. Ingen af dem kan siges at være blevet reelt selvstændige i forhold til Rusland, og ingen af de føromtalte modsætninger er blevet ophævet. Tværtimod har russisk diplomatisk, økonomisk og militær indsats fastholdt det kriseramte Transkaukasien i et markant afhængighedsforhold. Dertil kommer, at regionens væbnede konflikter - først og fremmest krigen om og i Nagornyj Karabakh - har vist sig at have forgreninger til indre spændinger i de to store nabostater Iran og Tyrkiet. Trods Armeniens, Aserbajdsjans og Georgiens successive optagelse som formelt "uafhængige" medlemmer i SNG har de ikke opnået afklarede og tilfredsstillende forbindelser med Rusland og den øvrige omverden. Det potentiale, der væltede Gorbatjovs "perestrojka" ved at eksplodere i etniske konflikter, findes stadig.

GEOGRAFI, KLIMA OG ØKONOMI

Transkaukasien omfatter landskaberne mellem Sortehavets østbred og Det Kaspiske Havs vestbred. Kaukasusbjergkæden udgør en dramatisk spærring mellem regionen og det nordkaukasiske område, der (med forbehold for den oprørske, borgerkrigshærgede republik Tjetjenien) tilhører Rusland. De moderne internationale grænser mod Iran og Tyrkiet følger over en lang strækning floden Aras og gennemskærer De pontiske Bjerges østlige udløbere (Lille Kaukasus) i Armenien og det sydlige Georgien. Det skal imidlertid fremhæves, at det historiske Kaukasien omfattede et langt større område, der i dag indgår i Tyrkiet og Iran. Det armenske kerneland - Oldtidens "Storarmenien" - var således gennem mere end to årtusinder de nuværende tyrkiske provinser omkring Van-søen, og længere mod vest (omkring floden Eufrats øvre løb) fandtes det såkaldte "Lille Armenien". Armenien går her i ét med Anatoliens bjergplateau og fortsættes tilsvarende i sydøstlig retning i den iranske højslette uden klare fysiske grænser. Mod syd danner bjergkæden Armensk Taurus derimod en tydelig grænse i forhold til Syrien og irakisk Kurdistan. Geografisk var Armenien således en oplagt korridor for både fjernhandel og militære invasioner i retningen øst-vest.

              Set fra Nord og nordøst danner Armenien et bjergmassiv, der hæver sig fæstningsagtigt over de lavere flodsletter i Georgien og Aserbajdsjan. De pontiske Bjerge fortsætter i østlig retning som Lille Kaukasus, der ved fjeldryggen Likhi er forbundet med det egentlige eller "Store" Kaukasus. Republikken Georgien opdeles således i et vestligt lavland - Oldtidens Kolkhis med Adsjarien, Imeretien og Mingrelien - og de centrale og østlige provinser - Kartli (med hovedstaden Tblisi) og Kakhetien. Republikkens to "komponenter" forbindes kun af en smal passage, der fører over Surami-passet. Denne landskabelige fysiognomi har haft betydning for Georgiens kulturelle og politiske udvikling. Derudover har det i tidens løb vist sig, at både de vestlige provinser omkring Rioni-floden og de centrale og østlige dele, der gennemstrømmes af Kura-floden, fra naturens hånd har været bedre beskyttet mod fjendtlige invasioner end Armenien. 

              I den nuværende republik Aserbajdsjan markeres den skarpe kontrast mellem bjergmassiver og lavland i landskabet Karabakh (russificering af ældre tyrkisk-persisk betegnelse: "Kara Bagh": "Den sorte Have"). Nedre Karabakh, Mughansteppen og sænkningen ved Det Kaspiske Hav længere mod øst udgør det iranske højlands naturlige forlængelse og har derfor dannet en klassisk indfaldsvej til Transkaukasien. Over dette jævne terræn knejser "højlandet" - russisk: "Nagornyj" - Karabakh. Armenierne bruger betegnelsen "Artsakh" om dette område, der kulturelt og politisk adskiller sig markant fra det øvrige Aserbajdsjan (jvf. den blodige konflikt, der udbrød her i 1988. Betragtet i sin helhed domineres Transkaukasien af højsletter, svært tilgængelige fjeldstrækninger og talrige toppe med evig sne. Både Store Kaukasus og det armenske bjergmassiv når højder, der overgår f.eks. Alperne (Elbrus i Georgien: 5.633 m, og Ararat: 5.165 m.). Lavlandsområderne findes i det vestlige Georgien og omkring floderne Aras' og Kuras udløb i Det Kaspiske Hav. Regionen ligger i en seismisk ustabil zone (jvf. jordskælvskatastrofen i Armenien i 1988), og flere bjerge er gamle vulkaner.

              Transkaukasien har overvejende tempereret og tørt fastlandsklima med kraftige temperaturforskelle mellem årstiderne. En undtagelse udgør de relativt smalle strækninger ved Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Her falder en langt rigeligere nedbør end i regionens indre, og vinterkulde er så godt som ukendt. Klimaet er næsten subtropisk, og de naturlige vækstbetingelser må betegnes som overdådige. Forholdene i højlandet adskiller sig radikalt fra disse begunstigede kystområder. I bjergene varer vinteren over et halvt år, og passene kan være spærret af sne i tre eller fire måneder. I Armeniens hovedstad Jerevan er gennemsnitstemperaturen for januar således minus 3, mens det tilsvarende tal for sommeren er plus 23.

              Med hensyn til vegetation kan Georgien siges at udgøre et særtilfælde, da store strækninger stadig har tæt og varieret skovbevoksning. Derimod er Aserbajdsjan og specielt Armenien - på linje med de tyrkiske dele af det historiske Armenien - fattige på trævækst som følge af århundreders hensynsløs hugst. Alle tre republikker har gode betingelser for landbrug. Det vestlige Georgien er således opsigtsvækkende frodigt. Også Aserbajdsjans lavland byder på gunstige betingelser. Transkaukasien har traditionelt fremstillet og eksporteret store mængder citrusfrugter, druer (hovedsageligt forarbejdet som vin og cognac), bomuld, ris og tobak. Fjeldegnene og de regnfattige stepper udnyttes i vidt omfang til fårehold.

              Undergrunden i de tre republikker er rig på kul, jern, andre metaller og for Aserbajdsjans vedkommende desuden på olie og naturgas.

Se kort over den politiske/geografiske opdeling.

Armenien
Areal: 29.800 km2 (omtrent som Belgien). Befolkning per 1.1. 1991: 3.354.000. 68 % af befolkningen bor i byerne.
Befolkningstæthed (1.1.1991): 112.6 indb. pr. km2.               
Hovedstad: Jerevan med 1,2 mio. indbyggere.
Andre større byer: Gumayri (før 1920 Gümrü, derpå frem til 1990 Leninakan) m. 123.000 indb., Vanadzor (før 1990 Kirovakan) m. 76.000 indb., Etjmiadsin m. 61.000 indb.

Statssprog: Armensk.   

Arbejdskraftens fordeling (1990): Industri og byggeri - 41 %; landbrug - 19 %; handel og transport - 11 %; uddannelse, sundhedssektoren m.v. - 21 %; div. servicefunktioner - 8 %.

Råstoffer: kalk, kul, mineralsk salt, kobber, jern, molybdæn, sølv o.a. metaller.

Industri: I 1991 udgjorde denne sektor (inkl. byggeriet) 62 % af nettoproduktionen med hovedvægt på letindustriel fremstilling (f.eks. tekstil, fodtøj, el-artikler, kemiske produkter og forarbejdning af landbrugets råvarer: vin, spiritus og cigaretter).

Landbrug: I 1991 bidrog denne sektor (inkl. skovbrug) med ca. 25 % af nettoproduktionen. Kunstvanding er almindeligt anvendt, dels i den frugtbare Ararat-dal og i hovedstadens omegn, dels på terrasser i bjergene. I 1990 blev det dyrkede areal opgjort til 700.000 ha. Heraf var 300.000 ha overrislet. De vigtigste afgrøder er korn, grøntsager og frugt (især druer). I fjelddistrikterne holdes får og kvæg.

Energi: El-produktion ved vandkraft fra Razdan-floden dækkede i 1990 kun ca. 1 % af energibehovet. Før jordskælvet i 1988 fremstillede det forældede kernekraftværk Medzamor (880 MW) vest for Jerevan 36 procent af den nødvendige energimængde. Armenien var og er efter dette værks lukning i endnu højere grad afhængig af brændstofimport (hovedsagelig naturgas og det semiraffinerede olieprodukt "masut"). Konflikten med Aserbajdsjan, der tidligere var hovedleverandør af disse produkter, har skabt en katastrofal energimangel, som blev søgt udbedret ved import fra Rusland og Iran. Et delvist økonomisk sammenbrud satte ind to år efter uafhængigheden, idet nettoproduktionen blev reduceret med 46 % alene i perioden 1991-1992. Befolkningens levestandard er faldet tilsvarende drastisk.

Aserbajdsjan 

Areal: 86.000 km2 (som Østrig). Befolkning i 1991: 7.174.000.

54 % bor i byerne. Befolkningstæthed (1. 1. 1991): 83.0 pr. km2. Hovedstad: Baku med 1,8 mio indb. Andre større byer: Gjandsja (før 1806 Gandja, derefter Jelisavetpol og fra 1934 til 1989 Kirovabad) m. 281.000 indb., Sumgait m. 235.000 indb. og Mingetjavir m. 88.000 indb.

Statssprog: Azeri-tyrkisk.

Selvstyrende områder: A: Den autonome republik Nakhitjevan (1924-1991: Nakhitjevan ASSR) med et areal på 5.500 km2 og et indbyggertal på 293.358 (1989), hvoraf 281.807 (97 %) er aserbajdsjanere. Den er adskilt fra resten af Aserbajdsjan af den armenske provins Zangezur. Hovedstad: Nakhitjevan - 37.000 indb. B: Den autonome oblast (område) Nagornyj Karabakh, (1923-1991: NKAO) med et areal på 4.400 km2 og et indbyggertal på 188.692 (1989), hvoraf 145.450 (78 %) er armeniere og 40.632 (21.5 %) aserbajdsjanere. Hovedstad: Stepanakert (før 1923: Khankend) - 33.000 indb. NKAO har siden feb. 1988 krævet sammenslutning med republikken Armenien, fra hvilken den er adskilt af den aserbajdsjanske Kelbadjar-provins. I sept. 1991 udråbte NKAO sin selvstændighed fra Aserbajdsjan, der i nov. svarede igen med at annullere områdets særstatus. Spørgsmålet er stadig uafklaret.

Arbejdskraftens fordeling i 1991: Industri og byggeri - 25 %; landbrug - 33 %, handel og samfærdsel - 13 %; uddannelse, forskning, sundhed - 20 %; service m.v. - 9 %.

Råstoffer og energi: Republikken er mineralrig, og frem for alt udvindes olie, hovedsagelig fra off shore-felter i Det Kaspiske Hav (de kendte reserver anslåes til ca. 1 mia. tons). Desuden findes betydelige forekomster af naturgas (kun svagt udnyttet), jernmalm og andre metaller. I 1991 fremstilledes 11.741.000 tons råolie. I september 1994 indgik Aserbajdsjan en aftale med et vestligt oliekonsortium, som har overtaget aktiemajoriteten i et nyt joint-venture. Regeringen forventer optimistisk en indtægt på 34 mia dollars over en 30-års periode. Men Rusland har ikke godkendt aftalen, og transportproblemet er ikke løst.

Industri: I 1992 udgjorde denne sektor ca. 48 % af nettoproduktionen. Olieraffinering og fremstilling af maskineri til udvinding af olie og gas er altdominerende (tidligere blev 60 % af Sovjetunionens behov for dette materiel dækket af Aserbajdsjan). Dertil kommer petrokemiske virksomheder. Den lette industri leverer hovedsagelig tekstiler, fødevarer, vin og cigaretter.

Landbruget bidrog i 1992 med 33 % af nettoproduktionen. Det vigtigste landbrugsområde er overrislede arealer i den centrale del af republikken omkring floderne Kura og Aras. Her høstes vindruer, citrusfrugter, ris, bomuld og tobak. Fåre- og kvægavl er udbredt.

Georgien

Areal: 69.700 km2 (som Irland). Befolkning: 5,7 mio. 56 % af befolkningen bor i byerne. Befolkningstæthed (1.1.1991): 78.5 indb. pr. km2. Hovedstad: Tbilisi m. 1.3 mio. indb. Andre større byer: Kutaisi m. 235.000 indb. Rustavi m. 160.000 indb. Batumi (i det autonome område Adsjarien ved Sortehavet) m. 137.000 indb. Sukhumi (i den autonome republik Abkhasien) m. 122.000 indb.

Statssprog: Georgisk.

Selvstyrende områder: A: Den autonome republik Abkhasien (1931-1991: Den Abkhasiske ASSR), med et areal på 8.600 km2 og et indbyggertal på 524.161 (1989). Hovedstad: Sukhumi. Fra sidst i 1800-tallet kom abkhaserne i mindretal i området som følge af georgisk indvandring, en udvikling der fortsatte i den autonome republik. De har derfor krævet selvstændighed fra Georgien siden 1989. Områdets nuværende status er uafklaret. B: Den autonome republik Adsjarien (1921-1991: Den Adsjariske ASSR) med et areal på 3.000 km2 og et indbyggertal på 392.432 (1989). Adsjarerne er georgisk-talende muslimer og figurerer normalt som georgiere i folketællinger. De har ikke rejst krav om selvstændighed fra resten af Georgien. Hovedstad: Batumi. C: Den autonome oblast (område) Sydossetien (1922-1990: Den Sydossetiske AO) med et areal på 3.959 km2. og et indbyggertal på i alt 97.875 (1989). Hovedstad: Tskhinvali. Sydossetien har siden 1989 krævet samme status som den autonome republik Nordossetien i Rusland samt forening med denne. I dec. 1990 ophævedes områdets autonomi af Georgiens øverste sovjet, men dets fremtidige status er stadig uafklaret.

Arbejdskraftens fordeling i 1991: Industri og byggeri - 28 %; landbrug - 27 %; handel og transport - 13 %; uddannelse, forskning og sundhedssektor - 21 %; service m.v. - 11 %.

Råstoffer og energi: Der findes store kulforekomster, mangan, olie (anslået reserve: 87 mio tønder) og naturgas. Desuden anvendes vandkraft fra floderne. Men mellem 80 og 85 % af energibehovet dækkes ved brændstofimport fra Rusland og Aserbajdsjan. I Batumi findes et olieraffinaderi.

Industrien (fraregnet byggeriet) bidrog i 1992 med 34 % af Georgiens nettoproduktion. Metallurgi, maskinfremstilling og kemisk industri dominerer. Disse brancher er udpræget afhængige af import. Letindustrien leverer primært levnedsmidler.

Landbrug: I 1992 bidrog denne sektor med 29,4 % af nettoproduktionen. I 1993 var 3,2 mio ha opdyrket. Jordbunden er gennemgående ringere end i de to andre republikker, men det gunstige klima muliggør til gengæld intensiv produktion af afgrøder som te, vin og citrusfrugter.

Produktionen gik markant tilbage i 1992 og 1993 som følge af afbrydelser af de økonomiske forbindelser med Rusland, politisk ustabilitet og krigshandlinger. Byernes befolkning har oplevet en konstant forringelse af de materielle vilkår, og i sommeren 1994 kom det til optøjer i Tbilisi, da rasende husmødre protesterede mod en mangedobling af brødprisen.

Se kort over den erhvervsgeografiske opdeling

Privatisering og valutareformer

Siden 1991 har de tre republikkers regeringer improviseret sig frem på det økonomiske område. Den forhenværende sovjetstrukturs sammenbrud, interne politiske rystelser og de voldsomme konflikter har på få år kastet hele den transkaukasiske region ud i en dyb krise. Lederne har derfor været tvunget til at søge at genforhandle økonomiske aftaler med Rusland og samtidig skabe nye internationale kontakter med henblik på samhandel, bistand og investeringer. Alle tre republikker har tilsluttet sig Den internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), Verdensbanken og Sortehavsområdets økonomiske Samarbejdszone. Dertil kommer aserbajdsjansk deltagelse i Den Økonomiske Samarbejdsorganisation ECO, oprettet af Tyrkiet, Iran og Pakistan.

              Den ringe kvalitet af Transkaukasiens produkter - herunder levnedsmidler - hindrer indtil videre større eksportindtægter fra vestlige markeder, der i forvejen er delvist blokerede af EU's landbrugsordninger. Afsætning af varerne til Rusland forbliver derfor reelt den eneste udvej. En undtagelse gælder muligvis Georgiens legendariske vinproduktion, som har fået tilført kapital fra firmaer i USA. Fremover skal angivelse af årgange og dyrkningsdistrikter sikre, at denne urkaukasiske vare erobrer markedsandele i Vesten.

              Internt har de transkaukasiske republikkers magteliter satset på en blandet økonomi med råderum for det private initiativ, især i fordelingsleddet. Finanssektoren og den tunge industri er forblevet i statseje. For Aserbajdsjans vedkommende har en lov om privatisering i praksis betydet, at regeringen beholder kontrollen med olieressourcerne og de store petrokemiske anlæg, som delvist søges omdannet til joint-ventures i håb om vestlig teknologi og kapital. I den vigtige landbrugssektor har kun Armenien gennemført en egentlig privatisering, der siden 1992 har overført ca. 70 % af den dyrkede jord til selvejerbrug.

              I august 1992 indførte Aserbajdsjan sin egen valuta: den såkaldte "manat". Det følgende år skete noget lignende i Armenien, hvor den inflationsramte rubel blev afløst af den armenske "dram". Efter kort tid blev denne drastisk nedskrevet i kurs, og rublen er i praksis stadig gældende i landdistrikterne. Georgien tog i praksis samme forholdsregel. Da der i april 1993 opstod akut seddelmangel, anmodede regeringen i Tbilisi den russiske centralbank om at dække behovet. Et afslag medførte, at "kuponer" i nogle måneder supplerede rublen og i oktober blev erklæret eneste gyldige møntfod. Også denne særprægede georgiske valuta har været udsat for voldsom devaluering.  

FORTIDENS VÆGT

Naturforholdene har gjort Transkaukasien til et oplagt forbindelsesled mellem europæisk Rusland i nord og den vestasiatiske eller mellemøstlige region i syd, og det kan påvises, at epokegørende folkevandringer og militære invasioner i både forhistorisk og historisk tid har fundet sted gennem de nuværende republikker Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Topografisk er området dog i langt højere grad åbent mod Mellemøsten end mod Rusland. Den 1.200 km lange Kaukasus-kæde bevirker, at Transkaukasien "vender ryggen" til det sydrussiske steppeland, og det er karakteristisk, at afgørende kulturimpulser i tidens løb er trængt frem fra syd - d.v.s. fra Iran og Middelhavslandene.

              Områdets historie kan siges at begynde allerede omkring år 900 f. Kr., da den første egentlige statsdannelse, Urartu, skabtes på et territorium, som i dag er gennemskåret af grænserne mellem Iran, Tyrkiet og de tre forhenværende sovjetrepublikker. Dette rige med dets højtudviklede kultur kan i en vis forstand betragtes som forløber for det senere Armenien. Armeniernes nationale symbol, bjerget Ararat - siden 1920 i republikken Tyrkiet - har således fået sit navn fra Oldtidens Urartu.

              Urartu-staten var organiseret som et sakralt kongedømme, men på linje med forholdene i Iran blev dens herskertradition kombineret med den forhistoriske periodes stærke slægts- og klantilknytning. Transkaukasiens politiske kultur kom derfor til at bestå af to komponenter: For det første et ældre substrat af loyalitetsforestillinger, der integrerer mennesker i en lukket gruppe, baseret på lokal tilknytning og afstamning. For det andet et system af normer og værdier, der vedrører en universalitet, som klanmentaliteten udelukker, og som i sovjetperioden blev omformet til nationalstatsideologi.

Førmodernitetens "urnationer"

En historisk oversigt ved hjælp af nationalstatsparadigmet er kun relevant for de sidste to århundreder i Europas historie, og en endnu kortere periode for Transkaukasiens vedkommende. Når det gælder traditionsbundne og førindustrielle samfund må andre spor undersøges. Først i nyere tid er de etniske særpræg blevet politiseret. En beskrivelse af de tre republikkers historie må derfor tage udgangspunkt i et klart forbehold: Når det gælder de meget lange perioder, da statslig magt var opbygget på andre former for kollektiv identitet, er betegnelsen "nation" meningsløs. I stedet henviser "urnation" til institutioner og loyaliteter i et fællesskab, som den senere oprettelse af de respektive transkaukasiske nationalstater knyttede an til.

              I Armeniens og Georgiens tilfælde kan "urnationen" påvises som et relativt stabilt mønster for kollektiv identitet, byggende på politiske og kirkelige fællesskaber. Som det vil fremgå, er sagen mere uklar og kompliceret for Aserbajdsjans vedkommende. For alle tre republikker gælder det dog, at klan-mentaliteten og respekten for kongemagten fungerede side om side i lange perioder, og det må understreges, at helt frem til sovjetperioden fungerede kultur socialt fragmenterende, mens det forholdt sig stik modsat i de nationalstatsstrukturer, der blev skabt i 1920'erne.

              I det førindustrielle Transkaukasien byggede statslig kontinuitet og sammenhæng på monarkiet og de religiøse institutioner. Disse former for autoritet og legitimitet udgjorde en samlende kraft i krig og fred, og var afhængige af de konkrete lederes personlige egenskaber. Ved siden af eller under dette "urnationale" niveau fungerede en kulturel mangfoldighed, hvor individets tilknytning til det tætte sammenhold i slægt, stamme, klan eller landsby var - og er - et overordentligt stærkt grundmønster: Magt og prestige optrådte og optræder stadig i en "nær" og en "fjern" udgave. Her findes en parallel til det svagt integrerede mellemøstlige samfundssystem og til de mindre nordkaukasiske befolkninger (disse behandles ikke i det foreliggende hæfte; de adskiller sig fundamentalt fra de transkaukasiske samfund ved fraværet af egentlige statstraditioner og "højkulturelle" fænomener som de kristne kirker eller Islams "ulema", d.v.s. skriftkyndige).

Det ældste Armenien

Omkring år 600 f.Kr. fandt kraftige befolkningsforskydninger sted i Transkaukasien og Anatolien (det nuværende Tyrkiet). I denne urolige tid ankom - sandsynligvis fra Balkan - krigeriske stammer til det førnævnte Urartu omkring Van-søen. Indtrængende indoeuropæisk-talende erobrere blandede sig med den oprindelige befolkning, og på denne måde opstod den armenske "urnation". Det armenske sprog indeholder derfor et stærkt ikke-indoeuropæisk substrat.

              I denne tidlige, "heroiske" periode opstod myten om armeniernes stamfader Hajk. Af dette navn blev "Hajastan" afledt som deres egen betegnelse for landet og folkefællesskabet. Datidens politiske styrkeforhold foranledigede imidlertid, at det persiske navn "Armina" af alle andre end armenierne selv blev brugt om deres hjemland. Ca. år 546 blev det meste af Mellemøsten nemlig indlemmet i det persiske Achæmeniderige, og Transkaukasien - herunder også det frugtbare "Hajastan"/"Armina" - blev styret af "satrapper", d.v.s. statholdere, udpeget af storkongen.

              Fælles for persere og armeniere var den omhu og det held, hvormed de videreudviklede det forsvundne Urartus materielle kultur, d.v.s. havebrugskunst og byggeteknik. Et ældre, orientalsk træk blev samtidig optaget i persisk og armensk religion og politik: Forestillingen om en gudelignende monark, som skulle samle et stort rige, og både Armenien og Persien var i perioder underlagt "storkonger", der blev tilbedt som overmenneskelige væsener. Denne tanke var forbundet med profeten Zarathustras frelselære, der brød med polyteisme og magi, og samtidig åbnede for etiske overvejelser, der senere skulle få afgørende betydning for både jødedommen, kristendommen og Islam.

              På denne baggrund kom bevidstheden om at udgøre en oprindelig og produktiv kultur til at indgå som det afgørende element i både persernes og armeniernes kollektive identitetsforestillinger i en senere konfrontation med Asiens urolige elementer: de nomadiserende folkeslag (tyrker og mongoler), der fra ca. år 1000 e.Kr. blev de herskende i Iran, Anatolien og det meste af Transkaukasien.

              Perserrigets undergang som følge af den makedonske krigerkonge Alexander den Stores felttog år 331 f.Kr. medførte en politisk decentralisering. Efter denne hærførers sejrstog fra Bosporusstrædet til Indusfloden gjorde en stærk græsk kulturpåvirkning sig gældende i Vestasien, som fremover var opdelt i flere stater. Den stærkeste og mest velstående viste sig at være et storarmensk kongedømme, som bevarede den persisk-inspirerede religion og statstradition og samtidig modtog impulser fra Middelhavscivilisationen. Pengeøkonomi, arbejdsdeling og byens livsform begyndte at vinde indpas, og handelsforbindelser knyttede hele den kaukasiske zone til Middelhavsområdet. Socialt medførte dette, at borgerlige og småborgerlige grupper i byerne gjorde sig gældende på bekostning af en ældre landadel, hvis magt var opbygget på slægtsbånd og personlige loyalitetsforhold.

              Fremover viste Armeniens geografiske placering sig at være et tilbagevendende problem. Vestfra trængte den romerske imperialisme frem, og mod øst genopstod en iransk stormagt. I det sidste århundrede før den kristne tidsregnings begyndelse

tørnede de to supermagter sammen i Transkaukasien og Anatolien. Den armenske stat blev opløst, dens vestlige provinser blev indlemmet i Romerriget, mens de centrale og østlige dele blev gjort til en lydstat under Iran.

              Armeniens lidelser som følge af fjendskabet mellem Rom og Iran forstærkedes år 226 e. Kr., da Sasanide-dynastiet kom til magten. Endeløse krige mellem perserne og det romerske rige hærgede det meste af Mellemøsten. Ved Romerrigets deling i år 395, blev dets status som supermagt overtaget af Byzans, der i lange perioder bekrigede Persien. Krigene resulterede i plyndringer, deportationer og afbrydelse af handelsforbindelserne gennem Vestasien. De armenske byer forfaldt, og samfundet fik et mere udtalt feudalt præg. Det persisk-orienterede aristokrati tiltog sig stadig flere rettigheder, og i år 428 blev monarkiet helt afskaffet. Da var imidlertid fundamentet blev lagt til en anden institution af varig betydning: Den kristne kirke.

Den "monofysitiske" kirke og kongemagten

Armeniens første urbanisering og kontakter til Middelhavsområdet omkring den kristne tidsregnings begyndelse skabte forudsætninger for en religiøs omvæltning. Fra kristne menigheder i Syrien udsendtes missionærer, der arbejdede ihærdigt på at omvende befolkningen, og år 301 lykkedes det omsider perseren Gregor (Krikor) med tilnavnet "Lysbringeren" at vinde landets konge for den nye frelserreligion. Armenierne har siden da med stolthed henvist til, at deres "nation" som den første antog kristendommen. Afgørende betydning fik kirken ved at skabe et armensk skriftsprog og et særligt alfabet til liturgisk brug og bibeloversættelse. Hidtil var aramæisk (et semitisk sprog) blevet benyttet i de kongelige kancellier.

              I udgangspunktet havde den armenske civilisation kun svag forbindelse til græsk og romersk tradition. Med hensyn til trosgrundlag og gejstlighedens status adskilte armensk, syrisk og koptisk kristendom sig fra katolicismen og Byzans' ortodokse kirke. Disse østlige kirker udviklede et "monofysitisk" dogme om Kristus som et helt igennem guddommeligt fænomen, hvorimod kirkerne i Rom og Konstantinopel fremhævede den korsfæstedes kombinerede natur, altså som både menneskelig og guddommelig. Efter et kirkemøde i Kalkhedon i 451 var denne splittelse uigenkaldelig. Den vestlige, "kalkhedoniske" kristendom var præget af romersk jura og statstradition, mens den "monofysitiske" kirke i Armenien fastholdt en ældre persisk-inspireret tradition, som lod biskopeembeder og andre ledende poster gå i arv i bestemte slægter (skikken holdt sig helt frem til sovjet-perioden). Disse forskelle faldt sammen med armenske kongers og aristokraters afvisning af den byzantinske kejsers imperiale ambitioner, der bestandigt gjorde sig gældende i Transkaukasien. Statsræson og respekt for slægtstilhørsforholdet gav således det kirkelige særpræg en enestående betydning i den fælles identitet.

              Den "monofysitiske" armensk-apostolske kirkes centrale rolle indebar ikke et automatisk fjendskab i forhold til Islam, da denne trosretning i midten af 600-tallet manifesterede sig som en uimodståelig militær styrke. Persien og det meste af Transkaukasien blev i denne periode erobret af arabiske hære, og Armenien blev underlagt en guvernør med residens i byen Dvin (nær det nuværende Jerevan). De lokale stormænd beholdt dog almindeligvis deres magt og ejendom mod at betale skat og anerkende khaliffens overherredømme. Det samme gjaldt kirken, hvis ejendomme og status blev respekteret af de islamiske magthavere.

              Endeløse intriger og kampe prægede det meste af den tid, da Transkaukasien var underlagt arabiske guvernører. Årsagen var ikke af religiøs, men finansiel art: Muslimerne forøgede skattetrykket, og Armeniens aristokratiske slægter rejste   opstande eller forsøgte at spille den byzantinske kejser ud mod khaliffen. Men først i løbet af 800-tallet lykkedes det en handlekraftig leder af slægten Bagratuni at opnå reel selvstændighed. Det meste af Transkaukasien var i de følgende to århundreder underlagt dette dynasti, som var i stand til at organisere en betydelig militær styrke med front mod både Byzans og skiftende islamiske herskere. En relativt stabil armensk kongemagt holdt aristokratiet i skak, og de to parter indgik i et "dynastisk-feudalt" system, som adskilte sig markant fra såvel det byzantinske enevældes bureaukrati som det arabisk-persiske khalifat, der efterhånden blev svækket og opdelt i mindre stater under skiftende krigsherrer.

              Armeniens indlemmelse i khalifatet forårsagede en økonomisk og social omvæltning. Da skatterne blev indkrævet som rede penge, var aristokratiet tvunget til at sælge i første række landbrugsprodukter på markedet i Mellemøstens storbyer. Med de islamiske erobringer var det østlige Middelhavsområde og Mellemøsten handelsmæssigt blevet en enhed. Derfor opstod en talstærk armensk købmands- og håndværkerstand med forbindelser til både øst og vest. Arbejdsdeling, øget velstand og gunstigere betingelser for kunstnerisk og intellektuel aktivitet blev følgen. Hele den transkaukasiske kultur mærkede konsekvenserne. Den armenske kirkebygningstradition fra den tidlige middelalder efterlod på denne måde de karakteristiske arkitektoniske kunstværker, som den dag i dag kan beundres over hele regionen fra Sortehavskysten til det nordlige Iran. På linje med den ortodokse kristendoms norm blev de armenske kirker opført over et cirkulært grundmønster, der symboliserer kosmos. Dette adskiller østkirkernes arkitektur fra den romerske byggestil, som er udviklet af Oldtidens borgerlige forsamlingshuse: den såkaldte basilika med søjlerækker og sideskibe. Et særtræk ved både armenske og georgiske kirker er deres ejendommelige tagkonstruktion og portalers og hvælvingers kunstfærdige udformning, der har krævet usædvanlig ekspertise af både arkitekter og stenhuggere.

Den armenske stats opløsning

I løbet af 1000-tallet lykkedes det fornyet byzantinsk aggression at underminere Bagratunidynastiets magt og anseelse. Armenien blev underlagt kejseren og den ortodokse, kirke i Konstantinopel. Religiøs og politisk ensretning, deportationer og social opløsning fulgte den byzantinske ekspansion. Resultatet blev en skæbnesvanger militær og moralsk svækkelse. Stærke armenske tropper og deres formidable fæstningsværker havde dannet et værn mod øst, hvorfra truslen om nomadeindfald var blevet overhængende. Både den persiske højslette og Irak var således blevet rendt over ende af de seldjukiske tyrker. Det byzantinske rige banede vejen for dem ved at vælte Bagratuni-dynastiet, forfølge den armensk-apostolske kirke og afvæbne og landsforvise de armenske tropper. Da porten var blevet åbnet, strømmede de krigsvante nomader mod vest gennem den armenske korridor, og år 1071 blev den byzantinske kejser med sin hær af illoyale lejesoldater eftertrykkeligt slået af seldjukernes anfører Alp Arslan ved Manzikert, nord for Van-søen. Siden da har tyrkiske stammer behersket Anatolien og det historiske Armenien.

"Urgeorgierne"

I assyriske og græske kilder omtales krigeriske stammer fra Anatolien som "Tibal", henholdsvis "Iber". På et tidspunkt i 600-tallet f.Kr. trængte de mod nordøst. De slog sig ned i landskabet Kartli, omkring floden Kuras midterste løb, hvor de muligvis besejrede en befolkning af skythisk herkomst (skytherne var et iransk-talende rytterfolk, der fra de sydrussiske stepper havde gjort indfald i Transkaukasien). På linje med det historiske Armenien blev Kartli indlemmet i de persiske storkongers rige. Befolkningen, der betegner sig selv som kartvel, blev på persisk kaldt "gurz" eller "gurdj", hvilket senere blev til "georgi" og "gruz" på henholdsvis latin og russisk. Oldtidens grækere kaldte landet Iberia (der kan ikke påvises forbindelse til Den iberiske Halvø). På georgisk/kartvelisk hedder det "Sakartvelo".

              I følge den ældste georgiske krønike forenede en konge med det persiske navn Parnavazi Kartli, den østlige provins Kakhetien og flere vestlige landområder (bl.a. Kolkhis ved Sortehavet og Tao i det nuværende Tyrkiet). Denne rigssamling, der fandt sted ca. 300 år f.Kr, havde udgangspunkt i byen og borgen Mtskheta (dette sted en snes km nord for den nuværende hovedstad Tbilisi har stadig stor symbolsk betydning for georgierne). Det meste af Georgien/Sakartvelo var i de følgende mange århundreder underkastet stærk romersk indflydelse, men kongemagten byggede som i Armenien og Persien på et religiøst grundlag. Monarkiet blev opfattet som samfundets nødvendige forbindelse til kosmiske kræfter. Et landaristokrati med arveret til jorden var stærkt dominerende, men en "dynastisk-feudal" ligevægt mellem stormandsslægterne og kongen dannede statens fundament. Evindelige kampe mod bl.a. det alanske rytterfolk, der angreb fra nord, og mod armenierne i syd nødvendiggjorde dette system, og en usædvanligt stærk fremhævelse af ære, loyalitet, høvisk adfærd, mod og krigeriske egenskaber har frem til i dag sat sit umiskendelige præg på georgisk kultur. "Eri" betyder således både "folk" og "militært opbud", mens den høflige tiltaleform "gamar jueba" kan oversættes som "må sejren i kampen blive din!"[1]

              Som i Armenien blev kongehuset i Georgien omvendt til kristendommen i begyndelsen af 300-tallet, og på basis af Kartlis dialekt skabte kirken et skriftsprog med et særligt vinrankelignende alfabet. Som i de andre østkirker fik politiske overvejelser afgørende betydning for teologien. Det georgiske aristokrati var længe afvisende overfor den nye religion og orienterede sig i retning af det persiske Sasaniderige. Det herskende dynasti ønskede at modvirke denne farlige forbindelse ved at knytte sig tæt til den byzantinske kejser, og gejstligheden antog Kalkhedon-dogmet om Kristi dobbelte natur. Konfessionelt har Georgien siden da hørt til den ortodokse kirke.

              I midten af 600-tallet blev Georgiens østlige og centrale provinser invaderet af araberne. De krigeriske begivenheder medførte en flygtningestrøm - deriblandt kristne gejstlige - over Surami-passet til de vestlige provinser. Hermed blev Kartli-dialekten, der fungerede som kirkesprog, udbredt i hele Georgien. Kartli blev behersket af muslimerne, som grundlagde byen Tbilisi ("De varme Kilder"). Men det viste sig, at den kristne kirke blev bevaret i både Kartli og Kakhetien.

Georgiens storhedstid

I 800-tallet overtog fyrster fra det armenske Bagratuni-dynasti dele af det vestlige og centrale Georgien og på et tidspunkt også kongeværdigheden. Da det armenske kerneområde efter år 1000 blev politisk opløst af Byzans og dernæst militært undertvunget af de tyrkiske nomader, lykkedes det den georgiske gren af Bagratunierne - støttet af den ortodokse kirkes ledere - at opbygge en stærk hær og statsforvaltning. De selvrådige aristokrater blev underlagt kongelig myndighed, og de islamiske herskere i Tbilisi blev besejret. Men religiøs intolerance gjorde sig ikke gældende i de nyvundne lande. Afvigende kristne konfessioner, muslimer, jøder og andre trossamfund fik lov at leve i fred.

              Under en række handlekraftige Bagratuni-herskere oplevede de georgiske lande gennem tre århundreder en enestående magtudfoldelse og samtidig en usædvanlig kunstnerisk kreativitet. Til statsmagtens religiøse tolerance svarede en social og kulturel mangfoldighed. I byerne var armeniere, muslimer og jøder beskæftigede med håndværk, handel og finanstransaktioner. På landet levede den altovervejende del af de georgisktalende og efterhånden også større grupper osseter, som var bofaste efterkommere af de førnævnte alanere (en iransksproget befolkning). Samfundet var klart opdelt både vertikalt og horisontalt, men økonomisk og politisk integreret af henholdsvis en kapitalistisk vareudveksling mellem land og by og af alle befolkningsgruppers respekt for monarkiet. Mindet om Middelalderens konger og dronninger er fortsat en vigtig del af georgiernes kollektive hukommelse.

              Fra 1100-tallet stammer nationaleposet "Vepkhistqaosani" - "Ridderen i Panterskind", skrevet af Sjota Rustaveli. I dette digt afspejles datidens kulturelle mangfoldighed og en tilsvarende tolerant livsanskuelse. "Ridderen i Panterskind" forener orientalske religiøse forestillinger med en fremhævelse af tapperhed og troskab, og specielt på grund af det sidste element har eposet i de forløbne 800 år haft samme funktion som "Iliaden" og "Odysséen" i Oldtidens Grækenland eller sagaerne i Island. Rustavelis sprogkunst giver stadig udtryk for georgisk trang - som regel akkompagneret af et nøje iscenesat vindrikningsritual - til at hylde de på én gang høviske og "macho" idealer fra den aristokratiske fortid. Sovjetperiodens hastige overgang fra halvfeudalt landbrug til industrisamfund svækkede uundgåeligt den traditionelle slægtsstruktur - og dermed den altafgørende kilde til individets ære og identitet. Netop på denne baggrund har en nostalgisk trang til at fremhæve ædel byrd, mod og sammenhold gjort sig gældende. Georgiske mænd er almindeligvis stærkt optaget af slægtens ære og venskabsbånd og af at udstille deres maskulinitet. Loyalitet i forhold til en politisk sag eller til statslige myndigheder har derfor spillet en sekundær rolle. Det er således symptomatisk, at republikken Georgien i 1994 måtte indføre en lov, der forbød parlamentsmedlemmer at bære våben i parlamentssalen!

Arran

I Oldtiden og Middelalderen kaldte armenierne det østlige Transkaukasien "Alvank", og betegnelsen optræder i græske skrifter som "Albania" (uden forbindelse til den nuværende Balkanstat). På georgisk hed landet "Rani". Dette navn blev senere arabiseret, og i de islamiske kilder benyttes "Arran" om et område der i det store hele dækkes af den nuværende republik Aserbajdsjan. Betegnelsen Aserbajdsjan stammer formentligt fra "Atropates", en persisk satrap, der løsrev sig under Alexander den Stores indtrængen og skabte sit eget kongedømme i det nordvestlige Iran, syd for Aras-floden.

              Det politiske og kulturelle tyngdepunkt i Arran synes længe at have været landet mellem floderne Kura og Aras, der udspringer i det historiske Armenien. I 900-tallet var byen Bardha således et vigtigt handelscentrum. I tidlig Middelalder blev Alvank/Albania/Arran regeret af lokale fyrster med armensk klingende navne, ligesom antagelsen af den "monofysitiske" kristendom og periodens kirkebygninger i armensk stil også tyder på tilknytning til Armenien. Efterhånden gjorde islamiske herskere sig stærkt gældende i hele det østlige Transkaukasien - især det kurdiske dynasti Shaddadiderne i byen Gandja. Kulturel mangfoldighed kendetegnede samfundslivet, hvor armensk, persisk og arabisk blev benyttet i handel, i politik og i religiøse sammenhænge. Et særligt albansk/arransk talesprog - muligvis fjernt beslægtet med georgisk - er blevet anvendt, men efter de store nomadeinvasioner i senmiddelalderen blev det afløst af tyrkiske dialekter.

              Efterhånden fik den mere østligt beliggende by Shemakha særlig betydning. Her herskede de såkaldte "Shirwan-shaher" efter persisk tradition, assisteret af muslimske "ulema", over tyrkisktalende bønder og nomader, isolerede grupper af bl.a. lesginer (der talte og fortsat taler et dagestansk sprog), tat- og talish-folk og kurdere (alle tre iransktalende) og en bybefolkning af armeniere, jøder, persere, arabere m.fl.

              I byen Gandja (i dag Gjandsja) præsterede digteren Nizami et værdigt sidestykke til sin samtidige georgiske kollega Rustavelis mesterværk. Nizamis digte blev skrevet på persisk og bidrog - på linje med f.eks. Omar Khayyam og Hafez - til at sikre dette sprogs poetiske tradition en plads i verdenslitteraturen. Nizami skrev som andre af datidens åndsarbejdere desuden på arabisk og benyttede tillige en sydtyrkisk dialekt, der kan betragtes som forløber for det senere azeri-tyrkisk.

Steppernes hyrdefolk

Krigsvante nomader fra det sydrussiske steppeland og Centralasien havde i århundreder redet storm mod Mellemøstens og Transkaukasiens agerbrugsområder og handelscentre, og efter seldjuk-tyrkernes invasioner af Armenien og Anatolien fulgte nye horder. I indbyrdes rivalisering  gjorde de sig til herrer over både det byzantinske rige og den islamiske civilisation, der var skabt på overskuddet fra fjernhandelen (fra Indien og Kina til Middelhavet) og fra de kunstvandede landbrugsområder i Syrien, Irak og Iran. I 1453 erobrede de osmanniske krigere kejserbyen og den ortodokse kirkes højborg, Konstantinopel. Den byzantinske kejser blev afløst af den tyrkiske sultan, der beherskede strækningen mellem Donau og Tigris. På den persiske højslette skabte shaher fra Safavide-dynastiet i begyndelsen af 1500-tallet en statsdannelse af lignende dimensioner. Safaviderne kom fra et krigerisk, delvist tyrkisk, delvist kurdisk nomademiljø i det sydøstlige Kaukasien. Rivaliseringen mellem de to storriger fik en religiøs dimension, idet den osmanniske sultan optrådte som khalif, d.v.s. som Sunna-Islams overhoved, mens Safavide-shaherne gjorde Iran til centrum for Shia-Islam.

              Det bestandige pres fra hyrdekrigerne og deres gradvise overtagelse af magten i et område, der strakte sig fra Ungarn til Bengalen og fra Ural til Sudan bevirkede, at statstradition, politik og det åndelige klima i det hele taget kom til at adskille sig radikalt fra forholdene i Vesteuropa. Middelalderens bestandige tovtrækkeri mellem kejser og pave, mellem byernes borgere og landadelen, kombineret med forestillinger om universalitet og respekt for opnåede rettigheder (videreført fra Oldtidens Grækenland og Rom) kom til at danne rammer om Vestens tradition for lovgivning og institutioner. I Mellemøsten fandt en modsatrettet proces sted. Institutionerne var i forvejen forankret i den høje prioritering af slægtstilknytning, og hverken de kristne østkirker eller Islams ulema anerkendte nogen offentlig sfære.

              Med nomadernes invasioner mistede institutionerne og de ældre aristokratier yderligere betydning, idet magtudøvelsen primært afhang af den konkrete herskers militære lederegenskaber, mod og personlige udstråling. "Sharia" - Islams uafsluttede, religiøst fastlagte lovkompleks - modvirkede total vilkårlighed i regeringen, men den europæiske tanke om borgernes rettigheder og Romerrettens bestemmelse af regeringens pligter var ukendt. Både den tyrkiske Osmannerstat og det persiske Safavide-rige blev styret af en militærelite, der længe blev rekrutteret fra nomademiljøet. Der fandtes et skarpt skel mellem på den ene side samfundets herskende og dets besiddende klasse. At føre krig og regere var således en slags erhverv, forbeholdt en bestemt gruppe omkring herskeren, og staten var så at sige dennes ejendom. At vejlede fyrsten, hans skatteopkrævere og diplomater ved at fortolke legitimerende, hellige tekster udgjorde et andet "fag". Religion og jura var stort set sammenfaldende og sikrede til en vis grad det sociale makro-niveau mod en tilstand uden regler. Handel og finanstransaktioner hørte til en tredje branche, mens den store hob af bønder ("rayat", d.v.s. "hjord") kun havde relevans som skatteydere. Denne skarpe standsopdeling fungerede ved hjælp af klientforbindelser - ikke repræsentation.

Transkaukasien mellem sultanen og shahen

Nomadefolkenes indtrængen fik direkte konsekvenser i det meste af Transkaukasien, hvor livsbetingelserne blev yderligere militariserede. Kun i Georgien overlevede dynastiet - omend i afsvækket form. Den nære forbindelse mellem skrift- og talesprog og de gamle aristokratiske forestillinger om slægtsrettigheder blev dog bevaret her. Men landet blev fra 1400-tallet forarmet, politisk splittet og ofte omdannet til slagmark i en endeløs kamp mellem persere og tyrker. Armenien og de østlige provinser - med Arran og kystlandet ved Det kaspiske Hav - var i endnu højere grad udsat for disse kampe. Desuden var de lokale, indbyrdes stridende krigerdynastier fra begyndelsen af 1500-tallet bestandigt udsat for de persiske shahers direkte indgriben. I denne periode blev de fleste muslimer per dekret gjort til shiiter. Kun i den vestlige del af Arran (omkring Gandja) fastholdt befolkningen Sunna-udgaven af Islam.

              Indirekte skulle det senere få stor betydning for Transkaukasien, at talstærke armenske kolonier havde spredt sig over hele Mellemøsten og Middelhavsområdet som følge af først konflikten med den byzantinske kejser og dernæst de tyrkiske nomaders indtrængen. I Osmannerriget blev handel, håndværk og pengeudlåning varetaget af armeniere, grækere, jøder og syrere. Staten havde gavn af deres virksomhed og tolererede sædvanligvis deres afvigende religionspraksis. Ethvert anerkendt ikke-muslimsk trossamfund var organiseret som en "millet", der selv opkrævede den særlige afgift, der skulle erlægges, og håndhævede sin interne retspraksis. Den økonomiske overklasse blandt sultanens undersåtter var således i vidt omfang armensk. Det samme var et talstærkt småborgerskab af håndværkere og butiksdrivende i hovedstaden og provinsbyerne. Dertil kom i det historiske Armenien en hårdfør bondebefolkning, som havde overlevet de mange nomadeindfald og krige. I 1800-tallet udgjorde den stadig lidt over halvdelen af indbyggerne i områderne mellem Erzurum og den persiske grænse.

              Den lange periode med islamisk-tyrkisk overherredømme betød for både armeniere og grækere, at kun tilknytningen til deres respektive kirker dannede basis for kollektive identiteter, der rakte ud over sammenholdet i det nære miljø. Gejstlighedens "højkulturelle" funktion fastholdt forfædrenes sprog som fælles reference, men mange steder gik armenske bønder og håndværkere efterhånden over til at anvende tyrkiske dialekter som dagligt talesprog.

              Tilsvarende betingelser og karakteristika gjaldt armenierne i Persien, og millet-systemet blev i nyeste tid genoplivet under Khomeini, hvor armenierne fik deres egen repræsentation i det iranske parlament.

              Betegnelsen "armensk" henviste altså til befolkningsgrupper, der i henseende til levevis og levested var højst forskelligartede. De armenske købmandsslægter var de første til at indføre 1700-tallets vesteuropæiske idéer om "oplysning" og sociale fremskridt til både Osmannerriget, Persien, Transkaukasien og Indien. Franske filosoffer som Voltaire og Montesquieu blev relativt hurtigt oversat, trykt og studeret af armenske eliter fra Kraków til Bombay. 

              I Anatolien levede de fleste armeniere som bønder uden ret til at bære våben og var derfor heller ikke i stand til at forsvare sig mod overgreb. I Transkaukasiens svært tilgængelige og lovløse bjergegne derimod var blodhævn, røveriske overfald og kampe mellem fastboende agerbrugere og omstrejfende nomader hverdagskost. I distrikter som Sassun (sydvest for Van) og Artsakh i den øvre del af Kara Bagh (senere "Nagornyj Karabakh") var enhver armensk mand bevæbnet, og det lokale fællesskab var i konstant krigsberedskab. Lignende forhold var fremherskende i Georgien, og diverse småstater i den nuværende republik Aserbajdsjan. Af særlig betydning var det, at de herskende eliter i Osmannerriget og Persien konstant efterstræbte kaukasiske slaver: Kvinderne for deres skønhed og mændene for deres kampduelighed. Truslen om bortførelse af børn og unge hang således bestandigt over de mest udsatte områder. På linje med de nordkaukasiske områder, hvor tjerkesserne, tjetjenerne, dagestanerne og talrige andre hårdtslående stammer holdt til, fik Transkaukasiens kultur et usædvanligt stærkt krigerisk præg. Dødssange, minderne om fortidens vilde kampe, blodhævnspligt og undertiden endda rituelle ofringer af fanger er fortsat levende realiteter. Omvendt fungerer dog også traditionsbetingede konfliktløsningsmekanismer som gensidig adoptering af "gudbørn", baseret på personlige forbindelser mellem slægter og på tværs af religiøst tilhørsforhold.

Tsarens undersåtter

Russiske kosakker var i løbet af 1600-tallet trængt ind i territorier, der hidtil have været behersket af Krim-tatarerne og de delvist islamiserede nordkaukasiske folkeslag. Kosakkolonierne ved floderne Kuban og Terek fungerede som spydspidser for tsarens regulære styrker, der omkring 1720 under Peter den Store for første gang dukkede op i Kaukasien og det nordlige Iran. Både Osmannerriget og Safavidernes Persien var i disse år præget af svækkelse og indre opløsning. Den førstnævnte stormagt havde mistet indflydelse i Transkaukasien, hvis østlige og centrale dele atter var kommet under persisk kontrol. I forbindelse med kampe mellem tyrkiske og russiske tropper og Safavidestatens sammenbrud forsøgte georgiske og armenske ledere at manøvrere for at holde de indtrængende hære på afstand.

              I 1722 lykkedes det armenieren Davit Bek at slå en osmannisk styrke, og landskabet Zangezur og den øvre del af Kara Bagh - henholdsvis Siunik og Artsakh på armensk - opnåede de facto uafhængighed de følgende tre årtier. Noget tilsvarende blev forsøgt i de georgiske provinser Kartli og Kakhetien efter det persiske overherredømmes bortfald som følge af de kaotiske forhold i Iran, men inden længe dukkede en ny og handlekraftig shah op: Nader Khan fra den turkmenske Afsjarstamme i Mazandaran. Efter Peter den Stores død i 1725 og tilbagetrækningen af de russiske tropper sikrede Nader påny det persiske overherredømme i det meste af Georgien, og i midten af århundredet lykkedes det den tyrkisk-islamisk hærfører Panakh Khan at sætte sig fast i byen Shusha og - formelt som persisk vasal - at bemægtige sig det meste af Artsakh, der siden indgik i khandømmet Kara Bagh. Hverken de georgiske eller armenske fyrster havde definitivt opnået uafhængighed og sikkerhed. I denne situation orienterede de - og de lokale georgisk-ortodokse og den armensk-apostoliske kirkeledere - sig i retning af den nye stormagt Rusland, hvorfra de håbede på hjælp mod Persien og det osmanniske rige.

              Til deres skuffelse udeblev denne hjælp gennem hele 1700-tallet. I dette århundredes sidste halvdel regerede kejserinde Katharina 2. (1729-1796) Rusland, men trods to krige med Osmannerriget engagerede hun sig ikke for alvor syd for Kaukasus. I 1783 imødekom hendes regering ganske vist den georgiske kong Erekles ansøgning om beskyttelse, og en russisk garnison blev stationeret i Tbilisi. Men allerede 1787 blev den trukket tilbage igen. Katharinas kosakker og sejrrige regulære hær blev sendt til andre fronter. Transkaukasien lå atter åbent for angreb fra syd.

              År 1795 kom armeniernes og georgiernes værste forventninger til at holde stik. Den notoriske sadist Agha Mohammad havde efter et orgie af vold gjort sig til persisk shah, hvorefter hans hær erobrede Kartli. Tbilisi blev plyndret og lagt i aske, over 100.000 af dens indbyggere omkom, og de overlevende blev bortført og solgt som slaver. Samtidig blev landet invaderet af lesginer og avarer fra Dagestan.

              I 1800 greb russerne omsider ind og genoprettede fred og sikkerhed, og det følgende år dekreterede tsar Alexander 1. (1777-1825) Kartlis og Kakhetiens indlemmelse i sit rige. Bagratuni-dynastiet blev afsat, og kirken blev russificeret. Disse grove forholdsregler føltes ydmygende, og flere væbnede opstande mod tsarens overherredømme fandt sted. Den russiske hær slog dem dog hurtigt ned, og efterhånden skabtes et tåleligt forhold mellem besættelsesmagten og de georgiske adelsslægter, der blev optaget i det russiske aristokrati. Fremover residerede en vicekonge som Romanov-herskernes repræsentant i Tbilisi, der blev basis for yderligere russiske erobringer i Transkaukasien.

              I løbet af 1800-tallets første tredjedel nedkæmpede tsarens tropper både osmannertyrkerne og perserne i flere krige. Bemærkelsesværdigt ved disse sejre var, at fremragende armenske og georgiske hærførere gik i russisk tjeneste. Den georgiske aristokrat Tsitsivili lod sit navn russificere til Tsitsianov og blev øverstkommanderende for tsarens transkaukasiske styrker, mens general Bagration/Bagratuni af armensk herkomst i 1812 indlagde sig fortjeneste i kampen mod Napoleons invasionshær. Efterhånden lykkedes det også at indrullere shia-muslimske styrker fra det østlige Transkaukasien i tsarens hær, hvor de deltog i flere felttog mod Osmannerriget.

              Den russiske imperialisme blev således støttet af lokale eliter. Det gjaldt frem til 1880'erne tydeligst for armeniernes vedkommende (trods de kirkelige forskelle). I deres tilfælde fik tsarrigets ekspansion og grænseændringerne efter krigene særlig betydning.

              For det første flygtede armeniere i titusindvis fra det osmanniske riges østlige provinser til tsarens nyvundne besiddelser. Også i Persien foretrak mange armeniere at slå sig ned i russisk Transkaukasien. Det armenske befolkningselement blev styrket i løbet af 1800-tallet. I Tbilisi, Baku og andre byer nød driftige armenske forretningsmænd fremgang og opnåede stor rigdom og indflydelse. Abkhasiens og de forhenværende khandømmer Nakhitjevans og Jerevans landbrugsområder blev målet for en strøm af armenske bønder, der her så en chance for at undslippe de vilkårlige retstilstande og den bestandige trussel fra røveriske kurdiske nomader i Osmannerriget.

              For det andet fremkom den administrative opdeling af det østlige Transkaukasien som konsekvens af den russiske ekspansions to faser: Ved freden i Golestan i 1813 afstod perserne næsten alle de territorier, der i dag udgør republikken Aserbajdsjan: kysten langs Det Kaspiske Hav og khandømmerne Shirwan, Sheki, Kara Bagh, Gandja m.v. Den vestlige del af området blev først styret som "guvernementet Jelisavetpol" fra byen Gandja, der mistede sit gamle navn og blev opkaldt efter tsarinaen i Sankt Petersborg, for så senere at blive samlet med resten i "guvernementet Baku". Det næste persiske nederlag blev stadfæstet ved freden i Turkmantjai i 1828, da shahen måtte afstå de to khandømmer Nakhitjevan og Jerevan. De blev dog ikke sluttet til "guvernementet Jelisavetpol", men gjort til en særlig forvaltningsenhed: "Armjanskij Rajon". Befolkningen i begge områder var en blanding af flere etniske grupper, med armeniere, kurdere og tyrkisktalende som de største. Men da nationalismen og dens territoriefiksering senere vandt frem i Transkaukasiens "intelligentsija", blev det af betydning, at Kara Bagh - russisk Karabakh - blev administreret fra Gandja/Jelisavetpol.

Se kort over den historiske opdeling.

Begyndende europæisering

Den russiske ekspansion blev i det nordkaukasiske område og på Centralasiens stepper gennemført med stor brutalitet. I Transkaukasien forholdt det sig anderledes. Som det fremgik af de lokale eliters støtte til tsarens styre var der ingen tvivl om fordelene ved det nye overherredømme. I følge et tsardekret fra 1846 blev de islamiske overklasseslægter således optaget i adelsstanden. Afgørende var, at militær og politi garanterede elementær sikkerhed. Set fra Vesteuropa var tsarens regime ganske vist tyrannisk, umyndiggørende, korrupt og ineffektivt. Men en sammenligning med de samtidige tilstande i Osmannerstaten og Persien faldt helt klart ud til det russiske styres fordel.

              Gradvist begyndte en europæisering og modernisering at gøre sig gældende i byerne. I den armenske elite af handelskapitalister var der som nævnt i forvejen udpræget modtagelighed for Vestens fremskridtstro og kulturelle reformbestræbelser. Den georgiske overklasses "vestliggørelse" havde ikke samme forudsætninger, men tog udgangspunkt i den ortodokse kirkes tsardyrkelse, fremhævelsen af nedarvede adelsrettigheder og snobberiet omkring vicekongens hof i Tbilisi. Under den enevældige og stokreaktionære tsar Nikolaj 1. (1825-1854) lærte de georgiske aristokrater således at sidde på stole og gå med høj hat. Persisk santur-musik blev betragtet som altmodisch, og "pæne familier" lagde i stedet vægt på at frekventere Tbilisis opera, der kunne tilbyde italienske komponisters værker, mens børnene blev opdraget af franske guvernanter. Selv i de lukkede og fortsat stærkt persisk-orienterede muslimske eliter i det østlige Transkaukasien sporedes modtagelighed i forhold til Europas livsform og forestillinger. En universitetsuddannelse i Rusland eller Vesteuropa blev i stigende grad set som et eftertragtet perspektiv for de unge. Mod århundredets slutning begyndte endog det islamiske overklassemiljø at acceptere, at også kvinder fik adgang til uddannelse.

              Med de fredelige tilstande og de forbedrede samfærdselsmidler blev Transkaukasien økonomisk knyttet til det russiske verdensrige og Vesteuropa. Følgen blev stigende omsætning og pengeøkonomiens udbredelse. Trods selvherskerdømmets tunge kontrol med samfundslivet var privat foretagsomhed og kulturel aktivitet mulig. I en periode efter tsar Nikolajs død blev moderate sociale og politiske reformer gennemført. Livegenskabet afskaffedes i selve Rusland i 1861, og i Transkaukasien i 1864. De georgiske bønders vilkår blev dog ikke forbedret, og de miserable forhold i landdistrikterne skabte lydhørhed for socialistisk agitation. Det illegale mensjevikkiske parti skaffede sig senere en solid basis blandt bønderne.

              Den fremskridtsorienterede del af aristokratiet og borgerskabet fik et beskedent politisk råderum som følge af den forsigtige liberalisering under tsar Alexander 2. (1855-1881). På lokalt niveau opnåede de besiddende klasser en vis repræsentation i forhold til øvrigheden. En egentlig forfatning med afgrænsning af statens kompetence og borgernes rettigheder blev dog ikke tilvejebragt.

              Transkaukasiens større byer fik i 1800-tallet et forstærket kosmopolitisk præg. Klare sproggrænser var stort set umulige at påvise. Den samme person benyttede ofte ét talesprog i hjemmet, et andet i kommunikation med naboerne, et tredje i forretnings- og arbejdssammenhæng, mens det religiøse liv, administrationen og uddannelsen kunne betjene sig af yderligere tre skrevne sprog. Overalt mødtes grækere, jøder, tyskere, russere, armeniere og "tatarer" (den russiske betegnelse for alle muslimer i Transkaukasien). Den politiske sfæres fundament var eliternes loyalitet overfor Romanov-dynastiet, og rammerne for kollektiv identitet var stadig forankret i slægtsskab, religiøs tilknytning og klientforbindelser. Begreber som "statsborger" og "nation" var ukendte.

Klassekamp og nationalisme

Omkring århundredskiftet blev de civilisatoriske virkninger af de transkaukasiske overklassers europæisering modarbejdet af klassekampsideologi og nationalisme - ligeledes fænomener af vestlig oprindelse. Osmannerstatens degeneration og derpå politisk turbulens i tsarens rige var en del af baggrunden for den ravage, disse kræfter forårsagede. En anden faktor var den økonomiske omvæltning som følge af olieforekomsterne ved Baku. I slutningen af 1800-tallet frembragte udnyttelsen af denne ressource et industrielt opsving og tilsvarende et gigantisk proletariat. Fra nær og fjern - bl.a. det nordlige Iran - strømmede arbejdere til boretårne og raffinaderier, og Bakus befolkning blev ni-doblet fra 1877 til 1897. Den største gruppe tilflyttere var russere (35 %), mens "tatarer" (tyrkisk- og persisktalende muslimer) udgjorde 33 %. Den tredjestørste gruppe var armeniere. Russere og armeniere var gennemgående ansat som oliebranchens teknikere og faglærte, mens det hårdeste og dårligst betalte arbejde blev udført af "tatarer". Den besiddende klasse bestod primært af armenske og russiske "petroleumsbaroner" og handelskapitalister, hvis rigdom og indflydelse langt overgik den muslimske elites.

              På landet forholdt det sig nærmest omvendt: I det østlige Transkaukasien bestod den jordejende overklasse hovedsageligt af tyrkisktalende "aghaer" - "herrer", mens et stort antal fattige bønder var armeniere og kurdere.

              Nationalismens ideologi gjorde sig først gældende i Osmannerstatens armenske bybefolkning. I revolutionsåret 1848 gennemførte vestligt inspirerede borgerlige kræfter i Konstantinopel en intern omvæltning i den armensk-apostoliske "millet", som kirkens patriarker hidtil havde styret enerådigt. Fremover varetog en valgt, parlamentarisk forsamling armeniernes interesser overfor den osmanniske stat. Denne "oplyste" borgerlighed blev i slutningen af 1800-tallet basis for en gryende armensk nationalfølelse. Baggrunden var det fremskredne forfald i den herskende klasse omkring sultanhoffet og de korrupte lokale myndigheder. Støt tilbagegang i konfrontation med den europæiske imperialisme - især det aggressive tsar-Rusland - demoraliserede den traditionelle osmanniske elite. Reformer i hæren, retsplejen og statsfinanserne gennemførtes for overfladisk og for sent og føltes desuden i vide kredse som ydmygende, da de var resultatet af udenlandsk indblanding og ofte direkte foranlediget af forsmædelige nederlag.

              Den herskende klasses degeneration ødelagde stabiliteten i det førmoderne system, hvor armeniernes (og de øvrige ikke-muslimers) "millet" refererede direkte til sultanen. Efter endnu flere tyrkiske nederlag på slagmarkerne og russisk indlemmelse af yderligere territorier i tyrkisk Kaukasien i 1878 oprettede sultan Abdul Hamid et blodigt terrorregime på en fanatisk-populistisk udlægning af Islam. Armenierne - både bønderne i de østlige provinser og de borgerlige klasser i byerne - blev udsat for voldsomme pogromer, iværksat af statsapparatets mest formørkede kræfter. Osmannerstatens driftigste befolkningselement var tidligere af øvrigheden blevet hædret med betegnelsen "Millet-e-sadeq" - "det loyale trossamfund". Især i årene 1895-1897 blev armenierne myrdet og fordrevet i hundredtusindvis. I hele den armenske diaspora udbredtes skræk og harme, og en national identitet i moderne forstand begyndte at gøre sig gældende. I både Osmannerstaten og det russiske tsarrige strømmede tusinder af unge til revolutionære bevægelser, der besvarede Abdul Hamids terror med modterror. De henviste med stolthed til Armeniens heroiske fortid og optog - inspireret af de russiske "narodniki" (folkevenner) - forbindelser til de krigeriske armenske bønder i transkaukasiske bjergdistrikter på begge sider af den tyrkisk-russiske grænse. Det største af disse revolutionære armenske partier blev kaldt "Dashnaktsutiun" (afledt af det armenske ord for "forbund").

              I samme periode søgte også Transkaukasiens muslimske "intelligentsija" efter et holdepunkt for en national identitet. Et fællesskab, byggende på det sydtyrkiske talesprogs forbindelse til andre af tsarens "tatariske" undersåtter på den ene side og Osmannerstaten på den anden, aftegnede sig som en mulig "pan-tyrkisk" nationalitet. Men Abdul Hamids despoti og afvisning af al nationalisme stillede sig i vejen for en sådan løsning. Når desuden overklassebørn fra Jelisavetpol eller Baku blev indskrevet ved universiteterne i Kazan og Moskva, mødte de andre studenter, som ivrigt dyrkede nationale særpræg: Finner, polakker, Volga-tatarer, armeniere samt pan-slaviske sværmere. Hvilken nationalitet tilhørte de tyrkisk-talende transkaukasiere? Gradvist udkrystalliseredes et svar på dette spørgsmål ud fra bl. a. digteren, dramatikeren og journalisten Mirza Fath-Ali Akhundzadés indsats. Trods sit shiitisk-persiske navn opgav han i midten af 1800-tallet det traditionelle persiske skrift-sprog og genoplivede regionens "azeriske" tyrkisk, der i århundreder næsten udelukkende havde fungeret som talesprog.

              Betegnelsen "azeri" tog han og andre patriotiske digtere fra den anden side af Aras-floden i Irans nordlige provins "Aserbajdsjan", hvis befolkning også talte denne sydtyrkiske dialekt. Efterhånden vandt navnet Aserbajdsjan frem som "intelligentsijaens" betegnelse for det østlige Transkaukasien. En ideologi, der fremhævede kollektiv identitet, baseret på sprog og territorium var blevet formuleret og ventede på at udlade sin politiske dynamik.

              I tilfældet Georgien bidrog russisk chauvinisme afgørende til en lignende national vækkelse. Fra 1880'erne iværksatte øvrigheden kampagner med ensretning og undertrykkelse af ikke-russisk kultur over hele Transkaukasien. I skoler og gymnasier blev kun anvendelsen af russisk tilladt, og det georgiske sprog blev forbudt og forhånet i alle offentlige sammenhænge. Følgen blev et sammenstød med de stærke georgiske æresbegreber. På højere læreanstalter kom det til korporligheder - herunder en krænket elevs knivdrab på en russisk rektor - som følge af kulturkampen. Georgiske unge reagerede massivt ved at kaste sig ud i underjordisk, revolutionær aktivitet. I 1895 blev en oprørsk teologistuderende således bortvist fra den ortodokse kirkes præsteseminarium i Tbilisi. Den unge mand, der var af halvt ossetisk, halvt georgisk herkomst hed Iosif Dsjugasjvili. Han blev senere kendt under et af sine dæknavne: "Stålmanden" - Stalin. Over hele det mægtige rige var tsarstaten begyndt at overskære sine bånd til det civile samfund.

              I 1905 brød kaoskræfterne løs. Strejker og demonstrationer kulminerede i den første russiske revolution, som truede med at styrte Romanov-staten. I det østlige Kaukasien indtraf    massive etniske sammenstød, delvist opmuntret af de russiske myndigheder. Til den patriotiske intelligentsijas glæde havde  "tatarerne" få år tidligere officielt opnået betegnelse som "aserbajdsjanske tyrkere". I Baku rettede ambitiøse politiske ledere den fattige befolknings had mod den armenske over- og mellemklasse, og der opstod borgerkrigslignende tilstande. Armenske "Dashnaktsutiun", bolsjevikker, socialrevolutionære og terrorister af enhver slags strømmede til det proletariske Baku. Kampene bredte sig snart til guvernementets centrale og vestlige dele og desuden provinserne Zangezur og Nakhitjevan, hvor nabostrid og gammelt nag om adgang til vand og græsning blussede op til blodige kampe mellem armenske og aserbajdsjanske bønder. De førstnævnte blev kraftigt bistået af Dashnaktsutiun. De sidstnævnte blev opmuntret til drabskampagner af fanatiske islamiske gejstlige.

Verdenskrig, revolution og folkedrab

I 1906 blev freden så nogenlunde genoprettet, men de blodige tumulter havde politiseret brede befolkningslag, der begyndte at føle sig tilknyttet nye fællesskaber, byggende på fjendebilleder skabt af nationalismen. I Aserbajdsjan dannedes i 1912 det såkaldte "Lighedsparti" ("Musavat"). Foreløbigt forlangte partiet ikke løsrivelse fra Rusland, men aserbajdsjansk dominans i bl. a. skolevæsenet. I løbet af et halvt århundrede havde intelligentsijaens patriotisme skabt en myte om et "folk", der nu burde kræve sin ret. For Georgiens vedkommende blev nationalismen primært kanaliseret gennem det socialdemokratiske parti Mensjevikkerne. Blandt armenierne vandt Dashnakpartiet yderligere frem efter Første Verdenskrigs udbrud i 1914. Osmannerstaten blev atter kastet ud i en ulige kamp med Rusland, og den "pan-tyrkiske" militærjunta, der havde væltet Abdul Hamid i 1908, gennemførte nu en systematisk massakre på den armenske befolkning. I 1915 og 1916 blev over en million armeniere udslettet. De overlevende flygtede - bl. a. over frontlinjen til russisk Transkaukasien.

              I 1917 brød tsarregimet sammen, og i foråret 1918 løsrev Transkaukasien sig i form af tre selvstændige republikker. De georgiske mensjevikker overtog magten i Tbilisi, og i Gandja/    Jelisavetpol gjorde Musavat det samme. Baku var indtil videre behersket af en alliance mellem kommunister og Dashnaktsutiun. Et ikke klart afgrænset område mellem Karabakh i øst og Erzurum i vest blev af en Dashnak-domineret regering i Jerevan erklæret armensk territorium. Nogle få uger indgik de tre transkaukasiske lande officielt et statsforbund, men divergerende etniske hensyn og holdninger til Tyrkiet sprængte sammenholdet. De følgende to og et halvt år væltede katastroferne ned over regionens befolkninger, og en britisk diplomat gav på et tidspunkt følgende beskrivelse af tilstanden: "Everybody is cutting everybody else's throat!"

              Værst var armeniernes situation. Tyrkiske hæres fremmarch fra sydvest medførte nye tilintetgørelseskampagner med deltagelse af det aserbajdsjanske Musavat. Dashnakpartiet tog efter evne hævn ved massakrer på tyrkisktalende bønder, men måtte desuden udkæmpe en grænsekrig med Georgien. Efter Osmannerstatens sammenbrud i oktober 1918 ankom et britisk ekspeditionskorps til Transkaukasien, og franske styrker rykkede ind i det østlige Anatolien og Syrien. Disse tropper blev dog snart trukket hjem, og regionens stridende parter forsatte kampene.

              Først med etableringen af nye regimer i Rusland og Tyrkiet blev den kaotiske situation bragt til afslutning. I Rusland havde kommunisterne definitivt besejret deres "hvide" modstandere i borgerkrigen, og i 1920 indgik Moskva en "anti-imperialistisk" alliance med den tyrkiske hærfører Mustafa Kemal. Denne, der fik tilnavnet "Atatürk", havde på Osmannerstatens ruiner oprettet et nyt regime, der gennemførte endnu en massakre på Transkaukasiens armeniere og dernæst tog kampen op mod en græsk invasionsstyrke. Kemalisternes erobring af havnebyen Smyrna/Izmir i september 1922 førte til yderligere nedslagtninger af civile armeniere.

NATIONAL IDENTITET UNDER SOVJETSTYRET

En ny sikkerhedspolitisk situation var opstået med de to overlegne magters pres på Transkaukasien. Ved sovjetisk-kemalistisk overenskomster i 1920 og 1921 blev grænsen flyttet længere mod nordøst. Et område, der i fredstid havde været beboet af en talstærk armensk befolkning ("Vestarmenien" med byerne Ardahan og Kars, erobret af tsarens hær i 1878), blev indlemmet i Tyrkiet, som også bemægtigede sig det tilgrænsende Igdir/Surmalu med Ararat. Aserbajdsjan og de sidste rester af det selvstændige Armenien var i 1920 blevet besat af Den røde Hær, og i begyndelsen af 1921 faldt også det mensjevikkiske Georgien.

Folkenes "rodfæstelse"

I december 1922 oprettedes Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, som teoretisk bestod af suveræne stater. Den administrative opdeling fandt sted i forbindelse med en politisk kursændring og ledsagende intern strid i kommunistpartiet. Den oprindelige analyse af det nationale problems karakter blev dog fastholdt: "Feudal" og kapitalistisk udbytning hævdedes således at være den dybere årsag til etniske konflikter, som efter en socialistisk revolution ville tabe deres sprængkraft. Før tsar-regimets fald havde Lenins - og dermed også partiledelsens - opfattelse desuden været, at det nationale problem skulle løses indenfor brede politiske rammer. Bolsjevikkerne var her stærkt påvirket af den såkaldte "austro-marxisme". De socialistiske ledere (Bauer, Renner, Kautsky) i Habsburgernes dobbeltmonarki gik ind for arbejdernes overtagelse af visse forhåndenværende institutioner, herunder den multietniske statsdannelses parlament. De ønskede sammenhold mellem tysktalende, ungarer, tjekker m. fl. - med andre ord politikkens adskillelse fra kultur og sprog. I overensstemmelse med denne tanke havde Lenin forestillet sig, at de ikke-russiske etniske grupper sammen med russerne skulle udgøre ét "statsfolk" i én fælles proletarisk republik. Heroverfor havde Stalin i 1913 foreslået en anden fremgangsmåde, der knyttede nationalitet til afgrænsede territorier, men synspunktet blev dengang afvist. Efter bolsjevikkernes konsolidering af magten og Stalins overtagelse af "Folkekommissariatet for Nationale Anliggender" blev det imidlertid hans program for territorialisering af sovjetstaten, der dannede grundlaget for partiets nationalitetspolitik.

              Det rent administrative hensyn nødvendiggjorde, at det kommunistiske parti skaffede sig "kadrer" i de ikke-russiske nationaliteter. Derfor skabtes sovjetrepublikkerne med deres egne sprog og magtstrukturer indenfor afgrænsede områder. I første række optrådte således et antal partigodkendte, "statsbærende" (på republikniveau) og herskende nationaliteter, der senere af vestlige forskere blev kaldt "titulære". Disse fik endvidere ret til eget sprog og kultur og et begrænset administrativt selvstyre overvåget af partiet. Under titularnationerne fik visse mindretal tilkendt flere typer "autonome" områder. Denne ordning betød, at nationale og etniske grupper, der enten slet ikke var blevet partigodkendt eller var havnet på "forkert" side af en grænse, ikke fik ret til at dyrke kulturelle særpræg og f. eks. bruge eget sprog i skoler eller forvaltning. I disse henseender var de udleveret til den pågældende republiks titularnationalitets forgodtbefindende.

              En stærk ikke-russisk opposition i partiet forsøgte at standse Stalins projekt. Især reagerede den fremtrædende Volga-tatariske kommunist Sultan Galiev og ledende medlemmer af den georgiske partiafdeling, men disse kritiske røster blev brutalt bragt til tavshed trods den sygdomssvækkede Lenins protester.               På grundlag af en marxistisk analyse af "historiens love" forudså og forberedte den kommunistiske ledelse i stedet de gamle kulturelle skels ophævelse og fremkomsten af et nyt samfund og en ny mennesketype. Processen skulle og ville blive tilvejebragt gennem en ændring af de materielle forhold, d.v.s. industrialisering. Hermed kunne de forskellige nationale og etniske grupper i Sovjetunionen smelte sammen i den højeste form for proletarisk solidaritet. Indtil da skulle de hver for sig (forudsat deres eksistens var blevet godkendt af partiet) på deres respektive territorier og med afsæt i den centraldirigerede økonomi bevæge sig frem mod målet. Kulturpolitikken begyndte derfor allerede i 1921 med en partikongres-beslutning om den såkaldte "korenisatsija": sovjetfolkenes rodfæstelse i deres respektive republikker.

              Transkaukasien udgjorde fra 1922 til 1936 én socialistisk føderativ sovjetrepublik, bestående af tre republikker med hver sin titularnation: Armenierne, aserbajdsanerne og georgierne. Efter overenskomst med Tyrkiet trak sovjetmagten grænserne mellem de nyoprettede etno-territoriale enheder og overlod desuden visse mindretal "autonome" områder.

              Efter en kort periode med modstridende signaler blev det besluttet at lade grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan følge det administrative skel fra tsarens tid. Artsakh/Nagornyj Karabakh med dets overvejende armenske befolkning havde tilhørt guvernementet Jelisavetpol, og de aserbajdsjanske kommunister fik det derfor indlemmet i deres republik. De overtog desuden landskabet Nakhitjevan, hvor armeniere i 1914 havde udgjort op mod halvdelen af befolkningen. Omvendt blev bjergområdet Zangezur (Siunik) med dets delvis azeriske befolkning tilsluttet den armenske republik, der stort set svarende til den persiske tids Jerevan-khandømme. Skønt geografisk adskilt fra moderrepublikken blev Nakhitjevan til gengæld gjort til "autonom republik" under Aserbajdsjan med Tyrkiet som garantistat, mens Nagornyj Karabakh måtte nøjes med status som "autonom oblast", d.v.s. "amt". Det samme gjaldt det tilgrænsende Latjin-område med en større kurdisk befolkning - "Det røde Kurdistan". Sidstnævnte blev dog ophævet igen i 1929, og kurderne stod fremover ikke på partiets liste over anerkendte nationaliteter.

              I Georgien oprettedes en autonomt "oblast" og to autonome republikker for henholdsvis sydosseter, adsjarer og abkhasere. Den første gruppe havde længe tilhørt den ortodokse kirke og følte sig traditionelt tæt knyttet til Rusland. Adsjarerne var derimod georgiske muslimer. For de ligeledes muslimske abkhasere gjaldt, at de udgjorde et mindretal i det pågældende område, som i 1800-tallet havde modtaget et stort antal russiske, armenske og georgiske indvandrere. Både abkhasere og osseter støttede den kommunistiske magtovertagelse i håbet om at kunne bevare en selvstændig status over for georgierne. Senere har georgiske nationalister fremhævet denne omstændighed som bevis for de to etniske gruppers forræderi mod værtslandet. Frembringelsen af titularnationaliteternes kollektive identitet blev foretaget ved en omskrivning af historien, og partiet tilrettelagde en fortid, som kunne begrunde nutidens politiske realitet. Kulturen skulle være national i formen og socialistisk i indholdet. Først og fremmest blev uddannelsessektoren indrettet i overensstemmelse med den folkelige "rodfæstelse": Transkaukasiens tre statsbærende nationaliteter blev beskrevet som kollektive enheder, der i umindelige tider havde hørt til de territorier, partiledelsen havde afgrænset.

              Georgierne lærte således, at deres forfædre langt tilbage i forhistorisk tid havde haft en stat på republikkens område, og de kommunistiske historikere tog ikke småligt hensyn til de stærke ydre kulturimpulser eller til fraværet af beviser for påstanden om territoriets altafgørende betydning. Tilsvarende blev ikke-georgiske grupper som osseterne, der "kun" havde levet i Georgien i 1600 år, betragtet som tilløbende andenrangs-befolkninger.

              Endnu mere kontroversiel var omskrivningen af det østlige Transkaukasiens historie. Partiet besluttede, at Oldtidens og den tidlige Middelalders Albania/Arran havde været en aserbajdsjansk urnation. Territorietilknytningen hævdedes at være afgørende for et folks identitet, mens sprog og religion blev betragtet som overfladiske fænomener. Det azeri-tyrkiske sprogs dominans blev således ikke forklaret med massiv tilstrømning af centralasiatiske nomader i perioden efter den armenske kongemagts sammenbrud, men set som udtryk for mindre betydningsfulde ændringer. Indicier for Arrans stærke forbindelse til Armenien blev udlagt som tegn på armensk aggression.

              Kulturpolitikkens mål var at gøre titularnationaliteten til befolkningens eneste fælles reference. Hensigten var at "rense" både nutiden og fortiden for feudale og borgerlige elementer og sikre kulturel ensretning. Følgen blev, at mange af Aserbajdsjans mindre etniske grupper blev klassificeret som "ikke-rodfæstede" mindretal og simpelthen søgt assimileret. Det gjaldt således lesginer, udiner, talesher, kurdere og armeniere, hvis forfædre påvisligt havde levet på den aserbajdsjanske republiks territorium i århundreder før de tyrkisk-talende nomaders invasioner.

              Desuden blev Transkaukasiens gamle forbindelser til Nær-orienten i alle henseender kappet over. Både Islam og den ortodokse og den armenske kristendom blev næsten udryddet som levende traditioner, og gennem sprogrensninger blev f.eks. talrige persiske, græske og arabiske låneord og begreber og - for Aserbajdsjans vedkommende - en stor del af det fællestyrkiske ordforråd fjernet. I modsætning til Georgien og Armenien blev Aserbajdsjan i 1926 påtvunget en udskiftning af det hidtil anvendte arabiske alfabet til fordel for en modificeret latinsk skrift. Stalins betænkeligheder ved "rodfæstelsen" og den omstændighed, at den samme udskiftning var blevet foretaget i det "kemalistiske" Tyrkiet, førte dog i 1937 til, at det kyrilliske alfabet per dekret erstattede det latinske. Den opvoksende generation var således afskåret fra at tilegne sig den før-sovjetiske periodes oprindelige tekster.

Den russiske "storebror"

I takt med kollektiviseringerne og industrialiseringen fra slutningen af 1920'erne begyndte Stalin at betone den centrale styring på enkeltrepublikkernes bekostning, og især under og efter Anden Verdenskrig blev titularnationerne opmuntret til at efterligne "den russiske storebror". Med sin baggrund i georgisk patriotisme var Stalin udmærket klar over den transkaukasiske klanstrukturs styrke og konsekvenserne af 1920'ernes "korenisatsija", der medførte en oplagt risiko for, at republikkernes partieliter skabte sig for stærke lokale positioner. Diktatorens magtovervejelser gav sig udslag i flere udrensningsbølger og tiltagende storrussisk chauvinisme, der delvist fortrængte den hidtidige kulturpolitiske målsætning. I slutningen af 1930'erne blev et stort antal kulturpersonligheder fra Transkaukasiens "intelligentsija" - og i øvrigt det meste af ledelsen i partiapparaterne - likvideret. Mange ironisk nok på anklager om national chauvinisme. Fremhævelsen af russisk sprog og kultur blev samtidig opprioriteret i forbindelse med indførelsen af "kommandoøkonomien". Det kulturelle hærværk blev præsenteret i en farverig indpakning af folkedans og forbrødring, og frem til Stalins død i 1953 bevirkede det allestedsnærværende terrorapparat, at befolkningernes adfærd ikke dementerede propagandaen.

              Men med partiets skabelse af nationale identiteter og deres territorialisering var der frembragt et nyt politisk potentiale: Sovjetmagten havde fjernet de tidligere eliter, nedbrudt de religiøse institutioner og ejendomsretten samt   påtvunget Transkaukasiens befolkninger ændrede livsformer. Men den havde samtidig skabt nye kollektive identiteter, som efter Stalins død viste sig at have modstået centraliseringsbestræbelserne og russificeringsforsøgene. Armenien, Aserbajdsjan og Georgien var efter den transkaukasiske føderations opløsning i 1936 blevet forfremmet til fuldgyldige sovjetrepublikker. Med indstillingen af den værste ensretning og terror fremstod de ydermere i stigende grad som faktiske nationalstater, hvis befolkninger ikke nærede noget ønske om at lade sig vejlede af Storebror Rusland eller opgå i den projekterede fælles sovjetidentitet.

              Ligeledes stod det klart, at Stalin ikke havde knust den traditionelle kulturs vægtning af personlige netværk og klientkontakter. Udrensningerne havde ramt de mest fremtrædende af Transkaukasiens partiledere, men den førrevolutionære tids uformelle forbindelser fungerede videre i det skjulte. Klanmentalitet og slægtstilknytning var stadig magtudøvelsens afgørende forudsætning. Til trods for det centrale systems tiltagende forfald søgte Moskva gentagne gange at komme nepotisme og korruption i Transkaukasien til livs. Mellem 1969 og 1974 fjernedes således de siddende førstesekretærer og deres apparater i både Aserbajdsjan, Georgien og Armenien, men blot for at give plads til nye netværk af stort set samme karakter.

              Alt i alt kan det siges, at partiet i sovjetperiodens første kvarte århundrede havde dirigeret kulturen, tilført den nye normer og forestillinger og givet den nye symboler. Men fra det såkaldte "tøbrud" under Khrusjtjov begyndte kulturen at "slå igen" og skabe problemer for partiet: De nationale ideologier dukkede frem og forstyrrede det billede, centralmagten i Moskva ønskede at skabe.

Poststalinismens konflikter

Under Khrusjtjov løsnedes grebet om sovjetrepublikkernes økonomi, og de lokale partieliter fik længere snor. Den massive terror og deporteringer af hele folkeslag som i Stalintiden fandt ikke længere sted. Til gengæld forstærkedes centralstyrets bestræbelser på at få bedre hånd i hanke med kulturlivet. De sidste rester af religionens skikke og institutioner blev hårdt ramt af partiets kampagner, og endnu flere moskéer og kirker blev omdannet til lagerhaller og lignende. En intensiv indsats blev foretaget med henblik på sproglig ensretning, og denne politik fortsattes efter Khrusjtjovs fald i 1964. I de videregående uddannelser pressede centralstyret på for at gøre russisk enerådende, men også den elementære skoleundervisning og børnehaverne blev søgt "sovjetiseret": Det blev meddelt, at befolkningerne havde to "modersmål", og russisk skulle begunstiges på alle niveauer med henblik på senere afskaffelse af de ikke-russiske sprog. Processen blev befordret med et særligt ihærdigt forsøg på at russificere de lokale partieliter. Desuden benyttedes selektiv terror, og f. eks. blev afvigende patriotiske forfattere fængslet eller indlagt på psykiatriske anstalter for at dæmpe modstanden i de mest besværlige republikker.

              I perioden mellem Stalins død og Gorbatjovs magtovertagelse var sprogspørgsmålet det vigtigste konfliktemne (ikke blot i Transkaukasien, men også i de baltiske og de centralasiatiske republikker). Sammenfattende kan det siges, at partiledelsen reelt tabte denne strid: Armenien, Aserbajdsjan og Georgien fik ikke et stærkere russisk præg trods sprogdekreterne. Tværtimod brød stadig flere etnisk betingede krav og problemer frem. F. eks. krævede den lokale georgiske befolkning i det aserbajdsjanske distrikt Saingilo omkring byen Zakataly en standsning af mange års assimilering, d.v.s. tyrkificering. Armenierne begyndte offentligt at bearbejde den traumatiske fortid og de massive udslettelseskampagner, den tyrkiske stat havde været ansvarlig for. Emnet havde hidtil været tabu i Sovjetunionen, men nu krævede ledende forfattere, at det blev gjort til genstand for offentlig debat, og de ivrigste patrioter forlangte endvidere, at Tyrkiet skulle tilbagelevere "Vestarmenien" med Kars og Ardahan (en fjerdedel af den armenske sovjetrepubliks befolkning var flygtninge fra "Vestarmenien").

              Også armenierne i Nagornyj Karabakh krævede løsrivelse fra Aserbajdsjan og optagelse i republikken Armenien. Tilsvarende krævede de meskhetiske tyrker, som Stalin i 1944 havde deporteret fra det sydlige Georgien til Usbekistan, at få deres landsbyer tilbage. Andre protester og kontroversielle temaer vedblev at dukke op. Som konsekvens opstod der i Georgien og Armenien (på linje med Litauen og det vestlige Ukraine) en diffus, men stærk national opposition til sovjetmagten.

              En konsekvent "sovjetisering", d.v.s. russificering kunne ikke gennemføres. Georgiske forfattere udtrykte gentagne gange rasende protester mod sprogpolitikken, og en parallel til tsar-styrets klodsede provokationer i slutningen af 1800-tallet begyndte at aftegne sig. I hele regionen "gik der politik" i de nationale spændinger. I 1965 samledes 100.000 demonstranter i Jerevan således til en sørgehøjtidelighed i anledning af 50-året for de systematiske massakrer på armenierne i Osmannerriget. Ved denne lejlighed fremførtes desuden krav om, at Aserbajdsjan skulle afstå enklaven Nakhitjevan.

              De nationale modsætninger forstærkedes i Bresjnev-perioden. I 1972 blev Georgien rystet af et dramatisk opgør i forbindelse med Moskvas forsøg på at "rydde op" i republikkens korrupte partiorganisation. Republikkens KGB-chef Eduard Sjevardnadse smed de hidtidige topfolk ud og foretog i løbet af de efterfølgende 18 måneder 25.000 arrestationer i et forgæves forsøg på at knuse en vidtforgrenet "mafia", der tilsyneladende var i stand til at organisere en bred vifte af ulovligheder fra smugleri til misbrug af industrivirksomheder (bl.a. produktion og distribution af "sorte" cowboybukser i vestligt design). Det klassiske kaukasiske netværk var imidlertid i stand til at slå igen, og bitterheden over den bestandige russificering skaffede Sjevardnadses modstandere udbredt sympati. Efter god georgisk skik blev han forsøgt myrdet. Samtidig gjorde afbrændingen af Tbilisis opera og andre drastiske udslag af lokal modstand det klart, at der var grænser for Moskvas magt: Respekten for Bresjnev-ledelsen nærmede sig det absolutte nulpunkt, og frygten for sovjetmagten begyndte at miste sit greb om befolkningerne syd for Kaukasus.

GORBATJOV-PERIODEN

Mikhail Gorbatjovs reformprojekt omfattede ikke den hidtidige nationalitetspolitik - hverken dens territoriale og administrative principper eller dens målsætning. Ved talrige lejligheder fremhævede han og hans ledende medarbejdere, at det kommunistiske partis resultater på netop dette område repræsenterede et umisteligt fremskridt, der på ingen måde ville blive forskertset under "perestrojkaen".

Karabakh og det armensk-aserbajdsjanske fjendskab

En uerklæret magtkamp mellem partispidserne i de enkelte sovjetrepublikker og centret i Moskva var begyndt, og Gorbatjovs kampagne mod den slendrian og korruption, der havde fået lov at råde i Bresjnev-perioden, var i høj grad rettet mod de halvfeudale tilstande i Centralasien og Transkaukasien. Denne omstændighed var medvirkende til en yderligere politisering af de ulmende nationale modsætninger. I en første fase kunne "perestrojkaens" modstandere håbe at udnytte antirussiske følelser til at bremse Gorbatjovs initiativer - i overensstemmelse med det georgiske mønster fra 1972. Da de nationalistiske bevægelser i næste fase var svulmet op, blev partilederne fristet og presset til at knytte sig nærmere til deres krav og dermed komplet forkaste sovjetkommunismens ideologiske arvegods. Tilsvarende viste det sig, at også det Moskvastyrede magtapparat kunne benytte lokale etniske spændinger til at genere republikkernes eliter. Begge parter var ansvarlige for at antænde det sprængstof, der var blevet ophobet gennem mange år.

              Den 21 februar 1988 sprang den første bombe i Nagornyj Karabakhs "hovedstad" Stepanakert. Her reagerede sovjetten (amtsrådet) i den autonome "oblast" på flere ugers protestdemonstrationer og strejker med at vedtage et krav om sammenslutning med Armenien. Dette epokegørende skridt udløste gigantiske sympatidemonstrationer i Jerevan, og den stærke nationale strømning blev baggrund for spontan oprettelse af den såkaldte "Karabakh-komité".

              Reaktionerne udeblev ikke i Aserbajdsjan, hvor det armenske krav blev opfattet som en trussel mod moderlandets integritet, og den gamle polemik om, hvorvidt republikkens vestlige dele i fortiden havde været armenske eller ej, blussede atter op og blev politisk kontroversiel. I den overophedede stemning arrangerede elementer af Aserbajdsans magtapparat - bl. a. ved at skaffe det nødvendige antal busser, store mængder alkohol og lister med navne og adresser - en anti-armensk pogrom i industricentret Sumgait, nær Baku. Volden kostede ifølge den officielle opgørelse 26 armeniere og seks aserbajdsjanere livet, men menes at være langt højere. Under alle omstændigheder slog begivenheden lige ned i armeniernes kollektive erindring om fortidens massakrer, med et tyrkisktalende folkeslag endnu engang placeret i rollen som bøddel.

              Efter først at have stemplet udviklingen som ekstremistiske provokationer bevilligede Moskva et økonomisk bistandsprogram for NKAO ("Nagornyj Karabakhs Autonome Oblast") som svar på armeniernes klager over, at republikregeringen i Baku havde forsømt dem økonomisk i et forsøg på at tilskynde dem til at flytte til Armenien. Samtidig blev det slået fast, at ingen grænser ville blive ændret. Disse udspil standsede dog hverken demonstrationer eller overgreb i de to republikker. I stedet forsøgte Gorbatjov-ledelsen sig med hårdere metoder: Til en start blev Karabakh-komiteen forbudt og Jerevan sat i und-tagelsestilstand, og i maj blev både Armeniens og Aserbajdsjans førstesekretærer fyret. Heller ikke det syntes imidlertid at virke, for i juli proklamerede myndighederne i NKAO egenmægtigt enklavens sammenslutning med Armenien under det gamle navn Artsakh, og sidst på efteråret forekom nye blodige forfølgelser af lokale armeniere i flere aserbajdsjanske byer. For Armeniens vedkommende faldt det skærpede politiske drama sammen med jord-skælvet i december 1988, hvor 25.000 mistede livet. Til gengæld fik Karabakh-komiteen ny vind i sejlene med sin hjælpeindsats, der satte regeringens handlingslammelse i skarpt relief. Følgen blev at elleve komiteledere blev fængslet, men gav omvendt blot anledning til nye massedemonstrationer med krav om deres løsladelse, som fandt sted i maj 1989.

              Fra sommeren 1989 fik også Aserbajdsjan en selvstændig politisk masseorganisation. Efter baltisk forbillede dannede en gruppe utilfredse intellektuelle i Baku således Aserbajdsjans Folkefront, "Azarbaidjan Khalq Djabhasi", med det erklærede formål at støtte perestrojka og bekæmpe miljøsvineri og korruption. Fronten viste sig dog snart ude af stand til at bryde det lokale partiapparats magtmonopol og valgte i stedet at satse på nationalismen for at kunne slå igennem. Som resultat blev den forum for de mest forskelligartede elementer, herunder yderlig-gående nationalister, og mistede gradvist sit oprindelige præg. I begyndelsen af 1989 besluttede Gorbatjov at sætte NKAO under central særadministration. Sovjetten i Stepanakert blev fjernet og erstattet af den såkaldte "Volskij-kommission", der referede direkte til Moskva. Hverken armeniere eller aserbajdsjanere godkendte dette som et uvildigt initiativ og kommissionen måtte tilbagekaldes efter knapt et år. Presset af Folkefronten vedtog den øverste sovjet i Baku en "suverænitetslov", der udtrykkeligt fastslog NKAO's status som en uadskillelig del af Aserbajdsjan. Samtidig kunne "manden på gaden" fortælle udenlandske journalister, at den omstridte enklave i 1700-tallet var blevet invaderet af armeniere, hvis efterkommere senere af partiledelsen i Moskva havde fået lov at beholde det stjålne landområde.

              Som svar på den aserbajdsjanske uforsonlighed erklærede den øverste sovjet i Jerevan, at NKAO fremover var at anse som forenet med Armenien. Men trods dette skridt var det armenske kommunistpartis allerede dage talte. I september 1989 gik en række folkelige oppositionsgrupper sammen i "Den Armenske Pan-Nationale Bevægelse", "Haikakan Hamaskajin Sharzhum", som afløser for Karabakh-komiteen. Opmuntret af det massive patriotiske røre greb armenske paramilitære grupper til sabotage af jernbanen, der gennem Zangezur forbinder det egentlige Aserbajdsjan med enklaven Nakhitjevan. Reaktionen blev aserbajdsansk afbrydelse af energitilførslen og jernbanetrafikken til Armenien.

              Snart var gemytterne bragt så meget i kog, at det aserbajdsjanske parti mistede grebet om flere provinsbyer. I Folkefronten overgik ledelsen til den stærkt nationalistiske Abulfas Eltjibej, som i 1975 havde været fængslet for pantyrkisk agitation. Et fuldstændigt kaos truede, da aktivister stormede politistationer og fjernede spærringerne ved grænsen til Iran med krav om republikkens forening med det iranske Aserbajdsjan.

              Mens konflikten gik i hårdknude, flygtede store folkemasser over grænserne. I januar 1990 organiseredes nye forfølgelser af armeniere i Baku, hvor aserbajdsjanske flygtninge fra Armenien fristede en kummerlig tilværelse - ofte i interimistiske skure på lossepladser i storbyens udkant. De lod sig let hverve - formentligt af provokatører i det aserbadjsjanske kommunistparti - til at overfalde og fordrive armenske familier, hvis boliger derefter blev ledige. Mindst 220.000 armeniere forlod hermed Aserbajdsjan, hvor de (og tilflyttede russere) i vidt omfang havde haft de bedste stillinger og en tilsvarende boligstandard, der lå over de betingelser, det aserbajdsjanske flertal levede under.[2] Samtidig var hele Armeniens azeritalende mindretal flygtet, ca. 160.000 mennesker.

              Da Berlin-muren faldt i slutningen af 1989, var en ikke-erklæret krig i fuld gang i NKAO og på grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. Med baggrund i sovjetøkonomiens accelererende opløsning havde diverse demagoger let ved at samle unge mænd uden stort andet fremtidsperspektiv end deres gensidige had til den "nationale" fjende.

              Gorbatjov forsøgte nu at bruge massiv militær indsats for én gang for alle at tvinge Aserbejdsjan til lydighed, og den 20 januar 1990 besatte regulære sovjettropper Baku. I følge offi-cielle tal krævede den "Sorte Januar" - "Kara Janvar" - 124 civile dræbte og 700 hårdt kvæstede. Aserbajdsjans uafhængighedskamp havde nu fået sine martyrer, der snart blev dyrket på linje med ofrene fra krigen i Karabakh. Republikken blev sat i undtagelsestilstand, og endnu en mand fra det gamle partiapparat, Ayaz Mutalibov, blev indsat som dets nye førstesekretær.

Georgien i oprør

Gorbatjovs signal om fornyelse medførte hurtigt, at en række halvofficielle sammenslutninger (bl.a. det patriotiske Rustaveli-selskab) og uformelle foreninger begyndte at fungere politisk i Tbilisi. Disse grupper var først og fremmest optaget af sprogstriden som følge af russificeringen indenfor de højere uddannelser. Desuden kanaliserede de en udbredt utilfredshed med den status, to af Georgiens etniske mindretal - abkhaserne og sydosseterne - havde haft siden 1922. I slutningen af 1988 gennemførtes flere demonstrationer som protest mod disse ikke-georgiske befolkningers krav om øget autonomi. Modreaktionerne blandt sydossetere og abkhasere blev en ny radikalisering af deres respektive separatistbevægelser.

              Truslen om territoriale ændringer satte gemytterne i kog, og ved demonstrationer i både det sydossetiske autonome område og Tbilisi protesterede mange georgiere mod, hvad der blev set som en dyb krænkelse og en KGB-iscenesat konspiration. Natten til den 9. april 1989 blev en sådan demonstration i Tbilisi angrebet af sikkerhedsstyrker, som med anvendelse af spader og gas dræbte 20 og sårede flere hundreder. Disse martyrer kostede Gorbatjov den sidste smule sympati, han måtte have haft blandt georgierne. Forgæves hastede Sovjetunionens udenrigsminister, Eduard Sjevardnadse til Tbilisi for at udglatte modsætningerne. "Den blodige søndags" tragiske begivenheder skabte et psykologisk klima, som tvang Georgiens kommunistparti til at knytte forbindelse til andre politiske kræfter. I november vedtog republikkens øverste sovjet en erklæring om georgisk lovgivnings forrang frem for sovjetisk. I begyndelsen af 1990 gik den trængte partiledelse et skridt videre ved at legalisere andre politiske partier. Samtidig udbrød blodige kampe i Djava og Tskhinvali i det sydossetiske autonome område. Ligesom i konflikten om Nagorno Karabakh lykkedes det begge parter på meget kort tid at skaffe våben og hverve et stort antal unge mænd til kampen. De 300.000 sovjetsoldater, der fortsat var stationeret i Georgien, blev imidlertid ikke sendt i aktion.

              Den politiske scene blev fra 1990 i stigende grad domineret af forskellige klanlignende netværk, som hidtil havde fungeret mere diskret. De fleste af nye politiske partier var løse alliancer mellem uformelle grupper. Personlige forbindelser spillede en større rolle end politisk overbevisning. Men foreløbig sluttede alle kræfter - også kommunistpartiet - op     om den nationalistiske bevægelse. Den stærkeste gruppering var koalitionen "Det Runde Bord", anført af Zviad Gamsakhurdia.  Han stammede fra den vestgeorgiske provins Mingrelien og var søn af en berømt forfatter og litteraturvidenskabsmand. "Det Runde Bord" fremstod som relativt moderat nationalistisk med sine erklæringer om at ville deltage i lovlige valg, f. eks. til den øverste sovjet. Mere radikale toner lød fra "Nationalt Forum" og den paramilitære "Mkhedrioni" - "De georgiske Riddere". Denne bevægelse var anført af dramatikeren, den forhenværende bankrøver Dsjaba Ioseliani. "Mkhedrionis" idealer var hentet fra Georgiens storhedstid i Middelalderen, og riddernes vigtigste opgave var at bekæmpe osseterne. I forbindelse med  valget til republikkens øverste sovjet i oktober 1990 benyttede de også hårdtslående "argumenter" i sammenstød med aktivister fra "Det Runde Bord". Valget blev boykottet af de fleste ikke-georgiere, og resultatet blev det kommunistiske partis sammenbrud og en opsigtsvækkende sejr for "Det runde Bord". Gamsakhurdia blev parlamentsformand, og Tengiz Sigua (også mingrelier) blev regeringens leder.

              Det nye parlament vedtog en række vidtgående love, som de facto kappede forbindelsen til det øvrige sovjetunionen, men også bidrog til at forværre konflikterne med de ikke-georgiske mindretal. Der blev udstedt et forbud mod georgieres indrullering i sovjethæren, og i stedet oprettedes en "nationalgarde" med Tengiz Kitovani som øverstbefalende. Desuden blev "Mkhedrioni" afvæbnet - i det mindste delvist - og deres leder fængslet.

              Den fælles-sovjetiske folkeafstemning om unionens fornyelse i marts 1991 blev boykottet af georgierne, men i både Abkhasien og Sydossetien fandt lokale afstemninger sted. Det viste sig her, at de ikke-georgiske mindretal bakkede massivt op om unionen og dermed reelt havde markeret et ønske om løsrivelse fra Georgien. Det georgiske parlaments svar kom d. 9. april 1991 i form af en løsrivelseserklæring fra USSR, og d. 27. maj resulterede et - efter alt at dømme ikke-manipuleret - præsidentvalg i en opsigtsvækkende sejr til Gamsakhurdia, der fik 87 procent af de afgivne stemmer. Det skal dog tages i betragtning, at der ikke fandt afstemninger sted i Abkhasien, Sydossetien og det ligeledes autonome Adsjarien. Nogen egentlig valgkamp fandt heller ikke sted, eftersom kun Gamsakhurdias tilhængere havde adgang til medierne. Desuden var de øvrige kandidater stort set afskåret fra at fremstille og uddele agitationsmateriale.

Fra den 19. partikonference til Folkekongressen

Mens Transkaukasien i stigende grad blev præget af opløsning og voldelige sammenstød, fortsatte Gorbatjov sine bestræbelser på at opnå legitimitet bag fornyelsen af samfundslivet og økonomien ved at udvide den politiske sfære. Konstruktiv kritik, kommunikation og "åbenhed" - "glasnost" - var centrale begreber i Moskva-ledelsens forsøg på at genindføre ansvarlighed og faglig kompetence, og de transkaukasiske befolkninger oplevede for første gang i 70 år en udstrakt ytringsfrihed.

              Men overalt i de ikke-russiske republikker blev konsekvensen, at nationale bevægelser stjal billedet fra den "perestrojka" - "omstrukturering" - der skulle foretages på unionsniveau. Sprogspørgsmålet og de enkelte republikkers oplagte andenrangsposition i kommandostrukturen var det vigtigste punkt på en politisk dagsorden, som kræfter både i og uden for partiet - deriblandt tidligere fængslede dissidenter - havde sat. I juni 1988 mødtes således i den vestukrainske by Lvov udsendinge fra armenske og georgiske nationalistbevægelser med baltiske og ukrainske repræsentanter. De oprettede en "koordinerende komité for Sovjetunionens patriotiske bevægelser". KGB-chefen Viktor Tjebrikov havde ganske vist kort tid forinden fordømt de nationale bevægelser i de ikke-russiske republikker som "udenlandske agenters værk", men den patriotiske koordineringskomité fik lov at fungere.

              "Det nationale problem" blev et af de vigtigste emner på den 19. partikonference, der blev åbnet d. 28. juni 1988. Her blev Gorbatjov-ledelsen mødt med en strøm af krav fra en lang række etniske grupper. Delegerede fra republikkerne Armenien, Georgien, Moldavien, Usbekistan, Estland, Letland og Litauen, men også fra Volga-tatarernes og komiernes "autonome områder" reagerede livligt på Gorbatjovs indledende advarsel mod "regional egoisme". Armeniens nyindsatte partileder, Suren Arutunjan forlangte rent ud "politisk nytænkning i det nationale spørgsmål" og mindede om, at Karabakh-konflikten skyldtes gammel uret. De ikke-russiske delegeredes synspunkter blev delvist søgt imødekommet i partikonferencens afsluttende erklæring, der beskrev Sovjetunionen som "en dynamisk enhed inden for den nationale mangfoldigheds rammer".

              Denne formulering adskilte sig klart fra tidligere års bombastiske henvisninger til den fælles "sovjet-identitet", men Gorbatjov justerede ikke sin politik i overensstemmelse med den. I oktober krævede han, at den øverste sovjet skulle have udvidede beføjelser med henblik på at gribe ind i de enkelte republikkers lovgivning og i givet fald standse initiativer til deres brud med unionen. Resultatet blev protestdemonstrationer i Georgien (og desuden i de baltiske republikker). De centrifugale kræfter vandt stadig frem, og tilliden til Gorbatjov skrumpede voldsomt ind alene som følge af dette udspil. Dertil kom, at holdningen blandt både russere og ikke-russere i stigende grad blev dikteret af utilfredshed med den fortsatte forværring af økonomien.

              I den russiske befolkning medførte perestrojkaen demoralisering og forvirring. De ca. 25 mio russere, der levede i de ikke-russiske republikker, udsattes for chikane og havde grund til at føle sig truet. I en konstant strøm begyndte de at forlade først Aserbajdsjan og dernæst Georgien. Ruslands politiske kultur var under det kommunistiske regime blevet endnu mere præget af autoritær mentalitet og lederkult på den ene side og komplet ansvarsløshed og anarkisme på den anden. Det nationale "postyr" i de baltiske lande, Ukraine og Transkaukasien blev kun opfattet som uheldige konsekvenser af en unødvendig demokratisering og skabte massiv bitterhed og vrede blandt russerne, der traditionelt havde set på de geskæftige og selvbevidste transkaukasere med blandede følelser: Dels forargelse over deres tvivlsomme økonomiske transaktioner og klanmentalitet, dels misundelse på grund af deres eksotiske livsstil. Samtidig forringedes det store befolkningsflertals materielle betingelser. Under disse forudsætninger var både russere og ikke-russere meget lidt modtagelige for Gorbatjovs appeller om en fornyelse af solidariteten og sammenholdet i unionen og hans insisteren på at bevare partiets ledende rolle.

              Gorbatjov tilstræbte imidlertid stadig et stærkere legitimeringsgrundlag for de tiltag, problemerne nødvendiggjorde. I foråret 1989 forberedtes valgene (mange steder var kun én kandidat opstillet) til den nye sovjetiske Folkekongres. Den offentlige debat antog delvist karakter af et langvarigt skænderi mellem på den ene side ikke-russiske kandidater, der krævede sikring af nationale rettigheder, og russiske, der forsvarede og roste det russiske folks storsind og uselviskhed i dets arbejde på at opbygge unionssammenholdet. Diskussionen - også udenfor Georgien - blev i høj grad påvirket af "den blodige søndag" i Tbilisi, og de baltiske nationalistbevægelser tilkendegav højlydt deres sympati med georgiernes sag.

              Da kongressens 2.250 delegerede trådte sammen i slutningen af juni, var alle tre transkaukasiske republikker i oprør, og problemernes løsning syntes fjernere end nogensinde før. Ikke-russerne fortsatte kritikken af Moskva-ledelsens praksis, mens massedemonstrationer fandt sted i Jerevan, Krim-tatarernes repræsentanter forlangte at få deres sag taget til fornyet overvejelse, og de baltiske befolkningers interesse samlede sig om den tilstundende 50-årsdag for Ribbentrops og Molotovs underskrivelse af den pagt, der betød de tre landes indlemmelse i Stalins imperium. Et georgisk medlem satte fingeren på et ømt punkt ved at fordømme Gorbatjovs egenmægtige indgriben i republikkernes partiledelser, og han brugte det gamle persiske ord "satrap" - "statholder" - om andensekretærene, som altid var en russer, indsat til at fungere som det centrale magtapparats vagthund.

              Gorbatjov udtrykte gentagne gange sin irritation over de nationale lidenskaber i de ikke-russiske republikker. Han fastholdt den overbevisning, at partiets nationalitetspolitik havde været korrekt og progressiv, og at dets ledende rolle og den bestående unionsstruktur måtte bevares for enhver pris. Men hans advarsler og bebrejdelser var virkningsløse. Litauens kommunistiske ledelse vedtog i december 1989 at kræve republikkens udtræden af Sovjetunionen (hvilket unionsforfatningen i princippet åbnede mulighed for). Samtidig var også Aserbajdsjan og Georgien tydeligvis på vej mod et brud. Dette gjorde det specielt presserende for Gorbatjov at få Folkekongressen til at godkende hans plan for strammere kontrol med de ikke-russiske nationaliteter. Han krævede oprettelse af et særligt parlamentarisk udvalg med beføjelser til at sikre overensstemmelse mellem unionsforfatningen og republikkernes lovgivning.

              Endnu engang blev virkningerne en yderligere ophedning af de nationale følelser. 140 deputerede fra den såkaldte "Interregional Gruppe" protesterede i den anledning mod et stærkt unionscenters undertrykkelse af de nationale republikker. Den 21. december forelagde de en erklæring, der tog afstand fra "Stalins imperiale statsmagt..." og fastslog frivillighedsprincippet og alle republikkers ret til selvbestemmelse - herunder også retten til udtræden af unionen.

              To dage efter tog Gorbatjov til genmæle: "At udøve selvbestemmelse ved at udtræde er at sprænge unionen i stumper og stykker, at sætte hele folkeslag op mod hinanden og udsprede strid, blodsudgydelser og død..."

              De rædsler, Gorbatjov advarede mod, var allerede begyndt at finde sted i de tre transkaukasiske republikker. Muligvis derfor gik han videre i sit forsvar for at fastholde unionen og styrke dens center, idet han henviste til det russiske folks - ikke kun kommunistpartiets - særlige statsbærende funktion som en historisk faktor, andre nationaliteter havde nydt godt af: Rusland havde taget disse mindre folk "under sine vinger", Ruslands kendetegn var "velvilje og humanisme...", og de ulykker, der i tidens løb havde ramt de ikke-russiske nationaliteter, skyldtes ikke Rusland... (måske en hentydning til tyrannen Stalins georgiske herkomst!).[3]

              Den hastige opløsningsproces, der kom til at præge Transkaukasien i løbet 1990, viste, at store dele af befolkningerne i Georgien og Aserbajdsjan ikke længere lyttede til den slags besværgelser. For Armeniens vedkommende forholdt det sig ganske vist anderledes på grund af minderne om den tyrkiske stats massakrer og bevidstheden om Ruslands historiske beskyttelse af nationen. Men også her var tiltroen til "perestrojkaen" forsvundet. I det hele taget var der i den ikke-russiske halvdel af Sovjetunionens 275 mio. indbyggere en stigende uvilje mod magtapparatet i Moskva. Folkekongressens indkaldelse og drøftelser havde ikke skabt den legitimitet og motivation, Gorbatjov tilstræbte.

              1920'ernes "rodfæstelse" og grænsedragninger og 1930'ernes udrensninger havde knust Transkaukasiens traditioner for multietnisk sameksistens, afbrudt de spinkle forbindelser til Vesteuropa og udslettet de samfundsgrupper, der kunne optage og omdanne impulser herfra med henblik på at omorganisere staten og det økonomiske liv. Derfor manglede de nødvendige forudsætninger for at genskabe en politisk sfære omkring egentlige repræsentative instanser. Forståelsen og respekten for parlamentariske procedurer - på unions- og republikniveau - var derfor uendeligt ringe. Tilbage var stort set kun kynisme og en overdreven trang til kollektiv identitet, baseret på lederdyrkelse og fjendskab i forhold til andre.

DE SELVSTÆNDIGE REPUBLIKKER

I løbet af 1990 mistede Moskva den sidste kontrol med partierne i Armenien og Georgien, og kun den militære undtagelsestilstand i Aserbajdsjan gjorde det indtil videre muligt at fastholde resterne af magtapparatet her. Samtidig svækkedes partiernes greb om samfundet i alle tre republikker. I Armenien og Georgien gav de hidtidige ledere sig i stedet i de nationale lidenskabers vold, hvilket blot gjorde det lettere for nye politiske bevægelser at overtage styret. På denne baggrund kunne den øverste sovjetledelses militære og politiske initiativer ikke genskabe stabiliteten i Transkaukasien. Tværtimod forstærkede Moskvas indgriben kaoskræfterne.

Armenien

I juni 1990 gennemførtes valg til republikkens øverste sovjet, og "den pan-nationale bevægelse" under ledelse af Levon Ter-Petrosjan vandt 35 procent af pladserne på bekostning af kommunistpartiet, mens Ter-Petrosjan blev ny parlamentsformand. Den 23. august vedtog parlamentet Armeniens suverænitetserklæring, og da forhandlingerne om en fornyelse af Sovjetunionen gik i gang sidst på året, afslog den armenske regering at deltage. Tilsvarende blev unionsafstemningen i marts 1991 boykottet i republikken. I stedet planlagde regeringen en folkeafstemning til september. Her skulle vælgerne tage stilling til et forslag om Armeniens udmeldelse af unionen (et skridt, der skulle foretages i overensstemmelse med den hidtidige unionsforfatning og over en femårig periode).

              Kupforsøget i Moskva i august 1991 medførte, at løsrivelsen blev fremskyndet, og da afstemningen fandt sted den følgende måned, blev udfaldet 99,3 % ja-stemmer for uafhængighed. Armenien blev udråbt til en selvstændig stat, og i oktober vandt Ter-Petrosjan en overvældende sejr ved dens første præ-sidentvalg. Ved årsskiftet 1991-1992 indtrådte Armenien i SNG.

Den 2. september greb også NKAO chancen og erklærede sig løsrevet fra Aserbajdsjan, bekræftet ved en afstemning blandt enklavens armeniere i december, men den selvudråbte republik er endnu ikke blevet anerkendt af noget land, indbefattet Armenien. Til gengæld ophævede Aserbajdsjan enklavens autonome status i november.

              Allerede inden selvstændigheden havde striden om Karabakh og Aserbajdsjans energiblokade medført en økonomisk nedtur for Armenien. Dertil kom, at de nationale lidenskaber havde pustet liv i et antal paramilitære, rabiate organisationer, der på eget initiativ opererede som forsvarsmilitser omkring grænsen til Aserbajdsjan. I efteråret 1990 slog den nye regering ned på disse ekstremistgrupper, som blev opløst eller lod sig indrullere i republikkens regulære hær. Mange aktivister fortsatte dog med at kæmpe i og omkring Karabakh-enklaven. Både her og i andre distrikter foretog tilsvarende aserbajdsjanske grupper og de såkaldte OMON-styrker under indenrigsministeriet i Moskva stadige angreb gennem det meste af 1990. De forstærkedes det følgende år med den såkaldte "Operation Ring", der øjensynligt tilsigtede at tømme isolerede armenske landsbyer.           Sovjetunionens opløsning medførte en yderligere optrapning af konflikten, bl. a. gennem næsten daglige aserbajdsjanske bombardementer over grænsen til selve Armenien, der gjorde store områder ubeboelige. Ved starten af 1993 blev det anslået, at Jerevans befolkning var fordoblet på grund af flygtningestrømmen fra diverse krigszoner.

              Skønt både Armenien og Aserbajdsjan i januar 1992 indtrådte i CSCE, mislykkedes alle mæglingsbestræbelser, da den armenske regering krævede selvstændig forhandlerstatus for Karabakh-armenierne og den aserbajdjanske omvendt insisterede på at konflikten udelukkende var et internt problem. Kampene fortsatte, og i løbet af foråret lykkedes det enklavens fri-skarer at erobre de artilleristillinger, hvorfra aserbajdsjanerne beskød befolkningen i Stepanakert. Den armenske offensiv var bl. a. rettet mod landsbyen Khodjaly (hvor et omstridt antal civile aserbajdsjanere blev dræbt, da de kom i krydsild). I maj vandt armenierne en sejr af stor symbolsk og logistisk betydning ved at indtage Sjusja, et gammelt armensk kulturcentrum i det sydlige Karabakh, og derpå det kurdisk-befolkede område omkring Latjin. Hermed havde de åbnet en korridor mellem enklaven og selve Armenien.

              Det aserbajdsjanske svar var en større sommeroffensiv i det nordlige Martakert-distrikt, og nye flygtningemasser strømmede herfra til Stepanakert. I den omstridte enklave indførte lokal-parlamentet undtagelsestilstand, og regeringen blev afløst af et nationalt forsvarsråd. Under dettes formand Robert Kotjarjan indledtes en totalmilitarisering af samfundet og en forstærket indsats ved fronterne. Fra marts 1993 vendte krigslykken derfor igen til armeniernes fordel, og i april indtog de hele den aserbajdsjanske Kelbadjar-provins, hvilket de facto slog NKAO sammen med Armenien. Armenierne udnyttede desuden den samtidige politiske opløsning i Aserbajdsjan, der heller ikke længere fik militær støtte fra Rusland, og i novenber havde de besat næsten 25 % af republikkens territorium. Udviklingen medførte skarp international kritik af Armenien og i resolutionerne 822 og 853 krævede FN's Sikkerhedsråd øjeblikkelig armensk tilbagetrækning fra de erobrede områder. I oktober vedtog rådet resolution 874, der for første gang anerkender NKAO som selvstændig part i konflikten.

              En sidste desperat aserbajdsjansk modoffensiv i starten af 1994 bragte kun minimal fremgang, og yderligere armensk fremrykning i april tvang til sidst Baku til at optage direkte forhandlinger med repræsentanter for Artsakh-enklaven. I maj 1994 resulterede disse i indgåelse af en våbenhvile, der indtil videre stort set synes at holde.

              Alt andet lige må Ter-Petrosjans regering i Jerevan dog siges at have været tilbageholdende i konflikten. Regulære og irregulære enheder fra republikken Armenien har utvivlsomt deltaget i krigen i og omkring NKAO, men politisk har den armenske regering begrænset sig til at insistere på Karabakh-armeniernes ret til selvbestemmelse, og ikke krævet at Aserbajdsjan skal afstå enklaven. Også overfor nabolandet Tyrkiet har den armenske regerings holdning været pragmatisk og Ter-Petrosjan har vedvarende gjort sig til talsmand for økonomisk samarbejde og oprettelse af et regionalt sikkerhedssystem, bestående af samtlige stater i området. Alene i kraft af deltagelsen i CSCE har Armenien forpligtet sig til at respektere den fælles grænse og dermed afvise ekstreme nationalisters krav om tyrkisk afståelse af "Vestarmenien" med Kars og Ardahan.

              Den armenske regerings moderation skyldes i høj grad republikkens desperate økonomiske situation. Grundet manglen på levnedsmidler og brændstof har Armenien gennem de sidste tre vintre balanceret på randen af en humanitær katastrofe, som i sig selv har virket stærkt demoraliserende. Politisk har det især fundet udtryk i en skærpet modsætning mellem Ter-Petrosjan og de yderligtgående nationalister. Den interne uenighed om      NKAO kulminerede første gang i 1992, da det genoprettede Dashnak-parti i Jerevan arrangerede massemøder med krav om anerkendelse af enklavens selvstændighed og øget militær indsats. Ter-Petrosjans svar var at landsforvise partiets landsformand i Armenien. Andre lignende tendenser til selvrådighed har medført støt dalende popularitet for Den Panarmenske National Bevægelse og partiet ville næppe overleve et nyt parlamentsvalg. 

              Det anspændte - til tider uforsonlige - forhold mellem parlamentets syv oppositionspartier og Ter-Petrosjans regering og modsætninger i selve reringspartiet har sinket vedtagelsen af en ny forfatning. Oppositionen har forelagt et udkast med vidtgående beføjelser til parlamentet, mens regeringens forslag lægger op til et stærkt præsidentstyre. Tre år efter selvstændigheden mangler Armenien stadig en grundlov. I stedet er regering og opposition foreløbigt enedes om en borgerrettighedserklæring. Derudover er det politiske klima blevet stadig mere forbitret. I foråret 1994 anklagede en parlamentarisk kommission således indenrigsministeren Vano Siradeghian for groft magtmisbrug og bestikkelse. Den massive politisering og begejstring er som følge af den materielle elendighed forlængst blevet afløst af ligegyldighed med hensyn til kampene i NKAO og meningsmålinger har vist, at 70 procent af de adspurgte ville emigrere, hvis blot de kunne. Et klart symptom på befolkningens manglende engagement fremkom, da regeringen fra slutningen af 1993 måtte foretage tvangsrekruteringer til hæren.

Aserbajdsjan

Efter erklæringen af undtagelsestilstand og militærets indgreb i Baku under "den sorte januar" 1990 genoprettede den nye førstesekretær Ayaz Mutalibov det aserbajdsjanske kommunistpartis magt. Ved et valg til republiksovjetten i september markerede partiet en tydeligere nationalistisk holdning og fik på denne baggrund 80 procent af de 350 pladser. Resten gik til "Den demokratiske Blok", en koalition af oppositionspartier, herunder også Folkefronten. I marts 1991 gennemførtes afstemning om Gorbatjovs udkast til bevarelse af unionen. Med en valgdeltagelse på 75,1 procent blev det godkendt af 93,3 procent ja-stemmer. Under kupforsøget i august 1991 afsendte Mutalibov en forhastet lykønskning til de sammensvorne i Moskva, men beholdt magten ved at ophæve undtagelsestilstanden fra 1990 og træde tilbage som førstesekretær for kommunistpartiet. Den 30. august stemte Aserbajdsjans øverste sovjet for selvstændighed, og den 3. september blev Mutalibov valgt til landets præsident. Han var eneste kandidat. To måneder senere blev republikkens øverste sovjet opløst og erstattet af en mindre såkaldt "Milli Majlis", "Nationalforsamling", hvor præsidentens personlige tilhængere sad på halvdelen af pladserne.

              Da SNG blev oprettet sidst i 1991, forsøgte Mutalibov at tilslutte Aserbajdsjan, men det lykkedes Nationalforsamlingen at blokere for en godkendelse af medlemskabet. Samtidig blev det besluttet at opbygge en selvstændig national hær til afløsning af hidtil udstationerede sovjettropper.

              Forløbet af krigen i og omkring Karabakh resulterede i et politisk set uroligt forår i 1992. Efter voldsom kritik fra Folkefronten i forbindelse med tabet af Khodjaly blev Mutalibov den 6. marts tvunget til at træde tilbage. På samme måde måtte også hans midlertidige afløser forlade posten efter de vellykkede armenske offensiver mod Sjusja og Latjin. Ikke desto mindre søgte Mutalibov den 14. maj at genvinde magten, men blev efter knapt et døgn tvunget på tilbagetog af bevæbnede aktivister fra Folkefronten. Et berammet præsidentvalg gennemførtes derfor den 7. juni som planlagt, og med en stemmeafgivning på lidt over 70 procent vandt Folkefrontens kandidat Abulfas Eltjibej med godt 60 procent. Mutalibov flygtede til Moskva.

              Udenrigspolitisk markerede Folkefrontsregeringen sig fra starten som stærkt nationalistisk, både overfor Rusland, hvor den afslog medlemskab af SNG, og i forhold til det aserbajdsjanske mindretal i Iran. Denne udvikling skabte spændinger til både Moskva og Teheran, især da det fulgtes af tilnærmelser til Tyrkiet. 

              Indenrigspolitisk gennemførtes drastiske udskiftninger i administrationen. Loyale, men uerfarne medlemmer af Folkefronten gjorde sig her grundigt upopulære ved at krænke de netværk af personlige forbindelser, der holdt sammen på institutionerne. Følgen blev, at regeringen blev angrebet for magtmisbrug og uduelighed netop i en periode, da et stigende antal flygtninge og tiltagende uro i Baku skaffede den nye præsident endnu mere besvær. Interne spændinger i Folkefronten og undertrykkelse af regeringens kritikere svækkede både Eltjibejs anseelse og den aserbajdsjanske krigsførelse mod armenierne.

              Den inflationsramte aserbajdsjanske økonomi kunne ikke klare den udbredte kollaps i de mange vitale forbindelser til resten af det forhenværende Sovjetunionen. I slutningen af 1992 og begyndelsen af 1993 ramtes befolkningen i flere provinser af mangel på fødevarer og brændsel. De bristede forventninger til Folkefrontsregeringen føjede sig til den udbredte demoralisering efter de militære nederlag i krigen mod armenierne. De utrænede tropper led store tab, og deserteringer var almindelige. Dertil kom, at etniske mindretal som lesginere og kurdere afviste at kæmpe. Politisk opløsning blev konsekvensen.

              I enklaven Nakhitjevan havde Haidar Alijev - kommunistpartiets førstesekretær fra 1969 til 1987 - imens genoprettet sin personlige magtbase, og i januar 1993 dannede hans tilhængere i Baku partiet "Det nye Aserbajdsjan".

              I februar 1993 afskedigede Folkefrontsregeringen oberst Suret Husseinov, den øverstkommanderende over styrkerne ved fronten i Karabakh, efter at have anklaget ham for kupplaner. Husseinov reagerede ved at trække sine tropper tilbage til sin slægtshøjborg i Gjandsja, hvor forsvarsministeren snart efter sluttede sig til ham. I forbindelse med den armenske erobring af Kelbadjar lod Eltjibej hele republikken erklære i militær undtagelsestilstand. Men han og Folkefronten sang på sidste vers, for i juni indledte Husseinov et væbnet oprør - sandsynligvis med russisk opmuntring. Eltjibej søgte at ride stormen af ved at tilkalde Alijev og tilbyde ham posten som formand for Nationalforsamlingen. Tilbudet blev tilsyneladende modtaget, men Alijev tog i stedet selv kontakt med Gjandsja-oprørerne, hvis styrker uden nævneværdig modstand var nået helt frem til Baku. Eltjibey måtte flygte, og Nationalforsamlingen udpegede Alijev til ny præsident. Kupobersten Husseinov blev statsminister. En folkeafstemning gav Eltjibej mistillidsvotum og ved et præsidentvalg den 3. oktober fik Alijev 98,8 % af stemmerne. Den slagne Folkefront boykottede begge afstemninger.

              Den nye regering blev hurtigt stillet overfor et alvorligt regionalpolitisk problem, da landets sydligste grænseprovins ved Det Kaspiske Hav, beboet af de iransksprogede talisjer søgte at løsrive sig. Militær magtanvendelse satte en stopper for initiativet, men en svækkelse af Baku-regimet kan medføre, at denne og andre etniske separatistbevægelser atter bliver virksomme. I foråret 1994 har der således været flere blodige sammenstød med den lesginske organisation "Sadwal" i forbindelse med lesginernes selvstændighedsbestræbelser i det nordlige Aserbajdsjan og Dagestan, som er en del af Rusland. 

              Regeringsskiftet vakte et vist håb om politisk stabilitet og økonomisk fremgang. Folkefronten havde aldrig opnået synderlig tilslutning på landet, og især befolkningen udenfor Baku nærede forventninger til den erfarne og handlekraftige Alijev. I september 1993 blev Aserbajdsjan tilsluttet SNG, og regeringen håbede tydeligvis på russisk hjælp i kampen mod armenierne. Som krigsfremmende faktor har Alijevs politiske kursændring dog ikke haft betydning. Et forsøg på modoffensiver i Karabakh med bl. a lejetropper fra Afghanistan i begyndelsen af 1994 kunne ikke ændre billedet af nederlag, og som nævnt er de aserbajdsjanske enheder blevet slået tilbage. Efter kampenes indstilling synes en forhandlingsløsning om NKAO-enklaven at være rykket nærmere.

              En genoprettelse af freden i republikkens vestlige provinser er en presserende opgave alene på grund af det store antal flygtninge. Over en million mennesker er strømmet fra krigszonen og har siden da fristet en kummerlig tilværelse i interimistiske centre og lejre. Problemerne er kun nødtørftigt blevet afhjulpet, bl. a. med hjælp fra internationale bistandsorganisationer. Krigsflygtningenes elendighed står i skarp kontrast til udbuddet af importerede luksusvarer i Baku og til korruptionen i magtapparatet. Tilsvarende er den nationale begejstring blevet markant neddæmpet. Tvangsrekruttering af unge, der indfanges direkte fra gaden, og henrettelse af desertører har reduceret det folkelige engagement i striden om Karabakh til ren retorik.

              På denne baggrund har Alijev ikke formået at skabe politisk stabilitet. Hans regering er fortsat af typisk mellemøstligt tilsnit: d.v.s. en koalition af ledere for netværk eller klaner, hvis interne loyalitet vejer tungere end hensynet til sammenholdet med andre grupperinger. Trods overgreb mod oppositionspartier, arrestationer og indskrænkning i pressefriheden er regeringens stilling derfor på ingen måde sikker. Folkefronten har ganske vist tabt meget terræn, men i stedet lurer andre nye "partier" (eller koalitioner af fraktioner) i kulisserne, alle samlet omkring karismatiske ledere. Et genoplivet "Musavat" er blevet etableret med den ansete tidligere Folkefrontsaktivist Issa Gambarov som formand. Dertil kommer "Istiqlal", d.v.s. partiet for national uafhængighed under juristen Ittibar Mamedov, der gennem de sidste tre år har gjort sig bemærket som højrøstet oppositionel i Nationalforsamlingen.  Endelig bør heller ikke den tidligere præsident Ayaz Mutalibov forbigås, idet han nyder støtte fra kredse både i Rusland og den hjemlige opposition. Efter et helt år præget af gensidigt fjendskab lykkedes det til gengæld Alijev at skaffe sig af med sin gamle medsammensvorne statsminister Suret Husseinov ved at gøre ham ansvarlig for et mislykket kupforsøg mod regeringen i oktober 1994.

Georgien

Få måneder efter Zviad Gamsakhurdias sejr ved præsidentvalget blev hans magtposition udfordret. I august 1991 trådte regeringens leder, Tengiz Sigua, tilbage som protest mod præsidentens usmidige - for ikke at sige despotiske - optræden. Tilsvarende fik det mislykkede kupforsøg i Moskva umiddelbart konsekvenser i Tbilisi, da Gamsakhurdia ikke tog afstand fra kupmagerne, men tværtimod efterkom deres krav om at fyre Nationalgardens leder, Tengiz Kitovani. Hermed var Georgien på vej ud i en borgerkrig. Kitovani reagerede ved at meddele, at hans 15.000 mand store hær fremover ikke ville adlyde præsidenten, og i september samlede alle oppositionelle grupper - ca. 30 i alt - sig i en fælles front med kravet om Gamsakhurdias afgang. I de sidste måneder af 1991 hærgedes Tblisi af kampe mellem den stædige præsidents tilhængere og hans modstandere, anført af Kitovani og Ioseliani fra "Mkhedrioni". Efter en storm på parlamentsbygningen og omfattende ødelæggelser i hovedstadens gamle centrum blev "zviadisterne" omsider knækket. Den 6. januar 1992 flygtede Gamsakhurdia til Armenien, men vendte snart tilbage til sin hjemegn Mingrelien. Fra byen Zugdidi organiserede de resterende "zviadister" en væbnet modstand, som gennem næsten to år unddrog Tbilisiregeringen kontrol over provinsen.

              Efter Gamsakhurdias fordrivelse dannede Kitovani, Ioseliani og Sigua et triumvirat, der søgte at stabilisere både den politiske og økonomiske situation. Bl. a. på baggrund af problemerne med "zviadisterne" i Mingrelien og den forstærkede separatistiske konflikt i Abkhasien opfordrede triumviratet i marts 1992 Eduard Sjevardnadse til at overtage posten som formand for et statsråd, hvori de større politiske grupperinger var repræsenteret. Sjevardnadse accepterede, og efter valg af et nyt parlament i oktober blev han indsat som dets formand og som leder af et nationalt sikkerhedsråd. Reelt blev han udpeget som Georgiens præsident, men udarbejdelsen og vedtagelsen af en forfatning er blevet udskudt. Tengiz Sigua fortsatte som statsminister.

              I sommeren 1993 rystedes landet af endnu en politisk krise som følge af strid mellem "triumviratets" ledere og præsidenten. Kitovani blev fyret som forsvarsminister, men efter et par måneder resulterede uenighed med parlamentets flertal i, at Sjevardnadse truede med at gå af. Massive støttedemonstrationer i Tbilisi og en klar tilkendegivelse fra parlamentet i september bevirkede imidlertid, at han accepterede at fortsætte på posten. Forløbet af krigen i Abkhasien og en ny "zviadistisk" offensiv i de vestlige provinser tvang i oktober Sjevardnadse til at bede russerne om hjælp. Den politiske pris var Georgiens indtræden i SNG, og med massiv russisk indsats lykkedes det omsider regeringen at knuse "zviadisternes" opstand. I januar 1994 begik Gamsakhurdia selvmord, og Mingrelien var atter bragt under Tbilisis kontrol. Siden da har Sjevardnadse forsøgt at udbygge sin magtposition ved at oprette sit eget politiske parti: "Georgiens Borgerunion". Ligesom sin kollega Alijev i Baku styrer han i vidt omfang ved at indsætte folk fra det tidligere partiapparat på ledende poster.

              Fred og orden er dog langt fra blevet genoprettet under Shevarnadse. De værste ulykker skyldes krigen i Abkhasien, hvor kampene for alvor blussede op i august 1992. I første omgang lykkedes det georgiske enheder at erobre den autonome republiks hovedstad Sukhumi, og Vladislav Ardzinba - leder af Abkhasiens parlament og af separatistbevægelsen "Aigilara" - måtte trække sine styrker nordpå. Den omstændighed, at de (i det mindste formelt) muslimske abkhasere i udgangspunktet kun udgjorde ca. 17 % af områdets befolkning, er blevet opvejet af kraftig russisk indblanding - bl.a. de stærkt nationalt sindede kosakker - og tilstrømning af nordkaukasiske "frivillige", der har deltaget i kampen mod georgierne.

              Gennem 1993 fik krigen et uheldigt udfald for den georgiske side, som bl.a. var hæmmet af det "zviadistiske" oprør i det nærliggende Mingrelien. Ardzinbas styrker bombarderede og erobrede Sukhumi, og i december var hele Abkhasien i oprørernes hænder. Over 200.000 georgiere - deriblandt Sjevardnadse selv - flygtede under dramatiske omstændigheder fra krigszonen, og 5000 russiske soldater har siden da bevogtet Abkhasiens grænse til det egentlige Georgien. Ved FN's mellemkomst arrangeredes forhandlinger i Genève, og en mindre observatørstyrke (med bl. a. dansk deltagelse) blev i januar 1994 udstationeret i Sukhumi som led i den såkaldte "UNOMIG": FN's observatørmission i Georgien.

              I samme periode lykkedes det også den sydossetiske løsrivelsesbevægelse at udnytte de tilbagevendende politiske kriser i Tbilisi. Den georgiske regerings bestræbelser på at styrke georgisk sprog i offentlige sammenhænge i alle dele af republikken havde i slutningen af 1989 fremprovokeret oprettelsen af Sydossetiens nationalistiske folkefront "Adamon Nykhas". Det autonome områdes sovjet vedtog, at ossetisk (som tilhører den iranske sproggruppe) skulle være lokalt hovedsprog. Gamsakhurdias erklæringer om, at osseterne burde "rejse hjem" - d.v.s. flytte til det nordossetiske område i Rusland - og hans generelle uforsonlighed, kombineret med Sovjetunionens opløsning fremprovokerede i slutningen af 1991 en sydossetisk erklæring om optagelse i Den Russiske Føderation. En folkeafstemning i januar 1992 bekræftede med stort flertal beslutningen. Efter Gamsakhurdias fald fordømte det regerende triumvirat i Tbilisi det sydossetiske brud, og kampene blussede op mellem georgiske styrker og sydossetiske grupper, støttet af nordossetere og russiske enheder omkring byen Tskhinvali. Resultatet blev, at tusinder af ossetiske og georgiske flygtninge søgte mod henholdsvis nord til Rusland eller mod syd til Kartli-provinsen omkring Tbilisi. Først i juni 1992 lykkedes det at etablere en våbenhvile, og siden er sydossetiske flygtninge så småt begyndt at vende tilbage til deres hjem. Med Sjevardnadses mellemkomst indledtes forhandlinger med russerne om det sydossetiske områdes status.

ETNISKE FORHOLD, SPROG OG RELIGION

Gennem det sidste århundrede er Transkaukasiens etniske forskelle blevet politiserede i takt med indførelsen af nationalstatsideen. En årsag til dennes specielt eksplosive potentiale var, at sociale og sprogligt-kulturelle skel har været delvist sammenfaldende. I en vis forstand har økonomiske udviklinger gjort det muligt at skabe konflikter mellem grupper, der tidligere ikke kom i berøring med hinanden eller levede fredeligt side om side.

              Under tsarens styre boede størstedelen af regionens befolkning på landet. Det betød for Georgiens vedkommende, at ideen om at tilhøre en georgisk nationalitet fik massetilslutning blandt forarmede bønder, og som nævnt formåede mensjevikpartiet frem til 1921 at forene patriotisme og klassebevidsthed som grundlag for en moderne stat. I et vist omfang lykkedes det samme for Musavat og Dashnak-partiet i henholdsvis Aserbajdsjan og Armenien. Dette kortvarige projekt forberedte altså sovjetperiodens "rodfæstelse" og rev samtidig grundlaget bort under de hidtidige eliter: Den georgiske landadel, der havde satset på karrieremulighederne i tsarstyret, og et borgerskab og en mellemklasse, der hovedsageligt bestod af armeniere og russere. Af Tbilisis befolkning i 1897 udgjorde disse to grupper i alt 62,7 procent mod 26,3 procent georgiere. En opgørelse fra samme år viser, at armenierne og russerne tilsammen også udgjorde flertallet - 52 procent - af Bakus befolkning mod 36 procent azerisk-talende.

              Med den kommunistiske magtovertagelse forsvandt tsartidens eliter, og med 1930'ernes industrialisering og urbanisering ændredes byernes befolkningssammensætning: De tre transkaukasiske republikkers "titularnationaliteter" dominerede fremover både kvantitativt og kvalitativt. Georgiske og aserbajdsjanske bønder strømmede til henholdsvis Tbilisi og Baku, og under "rodfæstelsen" og den kulturelle ensretning marginaliseredes et stort antal etniske grupper simpelthen på grund af deres sproglige afvigelse. Sydosseterne, armenierne i Karabakh, talisherne, lesginerne og abkhaserne er oplagte eksempler på uheldige politiske konsekvenser af et sammenfald mellem ringere social status og etnisk særpræg.

              Derudover har det gang på gang har vist sig, at konflikterne i sig selv har påtvunget det enkelte individ en særdeles uønsket etnisk uniformitet. Tusinder af funktionærer og ingeniører i Baku blev pludselig peget ud som "armeniere" på grund af deres navne og afstamning - udelukkende begrundet med en for dem uvedkommende strid om Nagornyj Karabakhs status. Mange af dem blev af pogromerne tvunget på flugt til republikken Armenien, hvor de ofte er havnet i primitive bjerglandsbyer, hvis befolkning de reelt ikke har noget til fælles med - ofte ikke engang sproget.

              Siden de etniske konflikters udbrud og Sovjetunionens opløsning har meget betydelige befolkningsforskydninger fundet sted - både internt i den transkaukasiske region og i forhold til Rusland. Givet titularnationernes assimileringsbestræbelser overfor mindretallene må man imidlertid tage forbehold for "bekvemmelighedsnationaliteter". Pålidelige demografiske data foreligger simpelthen endnu ikke på området, og de følgende opgørelser fra den sidste officielle sovjetiske folketælling i 1989 bør ligeledes kun anvendes som en grov målestok.

              For Armeniens vedkommende viser statistikken, at en klar etnisk homogenisering har fundet sted under sovjetstyret. Da kommunisterne greb magten i slutningen af 1920, var næsten halvdelen af republikkens befolkning aserbajdsjanere eller andre tyrkisk-talende grupper. Syv årtier senere var den etniske opdeling radikalt ændret: Armeniere udgjorde da 93 procent af befolkningen, mens procentsatsen for aserbajdsjanere, russere og kurdere var henholdsvis 2,6, 1,6 og 1,7.

              Siden 1989 er denne fordeling blevet ændret. Næsten alle aserbajdsjanere er flygtet, og endnu flere armeniere er ankommet fra Aserbajdsjan og NKAO. Samtidig er det i begyndelsen af 1994 blevet anslået, at ca. 700.000 armeniere er udvandret til Vesten eller Rusland. Denne udvandring har især omfattet højt uddannede - altså en udpræget "hjerneflugt". Fremtidig politisk stabilitet og forbedring af økonomien vil muligvis  vende denne strøm, men selv under de bedste omstændigheder kan Armenien med sit aktuelle landområde næppe brødføde en meget større befolkning end den nuværende. De armenske kolonier i udlandet kendetegnes dog stadig af en stærk tilknytning til den uafhængige republiks territorium. Det hører derfor også med i billedet, at den armenske befolkning på verdensplan i 1990 blev anslået til ca. 6,5 mio. med ca. 4.6 mio. i det tidligere USSR alene (bortset fra selve Armenien - hovedsagligt i Georgien og Rusland). Hertil kommer ca. 800.000 i USA og Canada, 400.000 i Vesteuropa, 180.000 i Libanon og 140.000 i Iran.

              Også i Aserbajdsjan er den etniske homogenisering frem til 1989 påfaldende. De azerisk-talende udgjorde da 82,7 procent af folketallet, mens procentsatsen for armeniernes vedkommende var 5,6. Russernes andel var i samme størrelsesorden. Begge grupper - altså i alt en tiendedel af republikkens befolkning - er siden da stort set forsvundet. Flere mindre etniske grupper (lesginere, talisher og kurdere) er gennem hele sovjetperioden konsekvent blevet søgt assimileret, men fastholder stadig i forskellig grad deres særlige identitet.

              Af politisk betydning er det forhold, at en befolkning på mindst 15 mio. azerisk-talende lever i iransk Aserbajdsjan (med storbyen Tabriz som økonomisk og politisk tyngdepunkt). Derudover findes mindre aserbajdsjanske grupper i den autonome republik Dagestan, der udgør en del af Rusland, og et område omkring byerne Bolnisi og Marneuli i Georgien - henholdsvis 75.463 og 307.424.

              I Georgien gælder det, at de to oprørske etniske mindretal er relativt tæt koncentreret i deres respektive selvstyrende områder, og at konflikterne først og fremmest har drevet georgiere på flugt. Den omstændighed, at ialt ca. 30 procent af republikkens befolkning ikke tilhører titulærnationaliteten, giver et fingerpeg om problemernes omfang.

              I den sydossetiske autonome "oblast" var befolkningen i 1989 på 97.875. Heraf udgjorde osseterne de 65.195 - svarende til 67 %. De 28.544 georgiere udgjorde 29 %, mens resten var russere, armeniere og ukrainere.

              I "Den autonome Republik Abkhasien" var det samlede indbyggertal 524.161 i 1989. Heraf udgjorde de 242.304 georgiere den største gruppe - 45 %. Abkhaserne udgjorde 90.713 eller 17%, og resten var armeniere - 76.524 eller 14 %, russere - 74.417 eller 13 % samt 11 % grækere, ukrainere, tyrkere m.fl.     Med hensyn til Georgiens tredje "Autonome republik Adsjarien" gælder en særlig høj grad af statistisk usikkerhed. Selvstyret blev begrundet med det lokale befolkningsflertals etniske særpræg, som imidlertid ikke er af sproglig, men religiøs karakter. Adsjarerne er georgisk-talende muslimer (beslægtet med den såkaldte laz-befolkning i Tyrkiets østlige Sortehavsprovinser). Siden 1926 foreligger ingen officiel statistik over den konfessionelle opdeling, men det blev i 1989 anslået, at 294.000 eller ca. 75 procent kan betegnes som adsjarer, mens ikke-muslimske georgiere, russere og armeniere udgjorde henholdsvis 8, 8 og 4 %.

Sprog
Som omtalt har sprogspørgsmålet på flere måder været kontro-versielt helt frem til Gorbatjov-perioden, og som det fremgår af de seneste års begivenheder i Aserbajdsjan og Georgien kan det fortsat skabe politiske konflikter.

              Der tales i Transkaukasien snesevis af sprog, men kun de færreste benyttes skriftligt. Tre sprogfamilier er repræsenteret i regionen, svarende til de tre titularnationaliteter: Den ibero-kaukasiske, den tyrkiske og den indoeuropæiske. Til den første hører georgisk, der skrives med sit eget fonetiske alfabet på 33 bogstaver og en lang række nordkaukasiske sprog - herunder abkhasisk og lesginsk. Til den anden hører aserbajdsjansk eller azerisk. Til den tredje hører armensk, der ligeledes skrives med et selvstændigt alfabet på 38 bogstaver samt russisk, græsk og de iranske sprog: kurdisk, talish og tatisk.

Religion
Både kristendommen og Islam dyrkes i flere udgaver i hele Transkaukasien. Ved siden af de to dominerende kristne kirker - den ortodokse i Georgien og den armensk-apostoliske i Armenien er således også den protestantiske og den assyriske kristendom repræsenteret begge steder. Desuden findes relativt store jødiske menigheder især i Georgien og Aserbajdsjan, heriblandt de såkaldte bjergjøder. Endelig er et stort antal kurdere i samtlige transkaukasiske lande ikke muslimer, men derimod "jezidi". Denne tro regnes ofte som en afgrening af Sunna-islam, men er stærkt præget af før-islamiske persiske opfattelser, især dyrkelsen af engle ("jazata"), indbefattet "den faldne lysengel" Lucifer, hvorfor jezidierne af dogmatiske muslimer betegnes som satantilbedere.             

              Efter kommunismens ideologiske sammenbrud har de kristne kirker i Georgien og Armenien fået ny symbolværdi. Det religiøse liv sygnede hen i sovjetperioden, og under overlevelseskampen mistede gejstligheden kontakten med menighederne. Den religiøse tradition er derfor uhyre svagt forankret, og det må betragtes som et åbent spørgsmål, om den nødvendige åndelige styrke overhovedet kan genskabes under de aktuelle kaotiske forhold.

              Indtil videre har kirkerne i Georgien og i Armenien dog  udfyldt et tomrum og optrådt som nationale samlingspunkter. I mangel af kendskab og overbevisning har befolkningens og de politiske lederes interesse samlet sig om at genoplive ritualer og istandsætte eller nyindvi kirkebygninger. I 1991 foretog den georgiske kirkes patriark således en "renselsesceremoni" for en større flok forhenværende kommunister. Ved Mtzkheta - den historiske borg med tilhørende kirke - dukkede de tidligere partimedlemmer sig i Kurafloden og blev derpå optaget i det kristne fællesskab.

              Både den armenske og den georgiske kirkes ledere forsøger at gøre deres indflydelse gældende i politik. Samtidig optræder de åbenlyst intolerant i forhold til andre trosretninger, hvis udbredelse de i forskelligt omfang forsøger at standse.

              For Aserbajdsjans vedkommende har flere forhold modvirket religionens funktion i omformningen af den nationale identitet. Ved kommunisternes magtovertagelse tilhørte befolkningsflertallet Shia-Islam i dens persiske udgave. Her havde dyrkelsen af "de tolv imamer" og deres slægtninge gennem fem århundreder antaget karakter af helgentilbedelse med tilhørende farverige ritualer. Et stort mindretal i de nordlige bjergdistrikter og i Gjandja-området tilhørte religionens Sunna-retning, som er ritualfattig og udpræget regelfikseret. Dertil kom for både shiiter og sunnier et antal logelignende sammenslutninger, de såkaldte sufi-broderskaber. Det gælder for alle aspekter af Islam, at kommunistpartiets kulturpolitik stort set udryddede det religiøse liv. Studiet og fortolkningerne af Koranen hørte op, og ritualerne blev opgivet og glemt, undtagen for enkeltes vedkommende i forbindelse med omskærelse og død. Relationerne over grænsen til Iran blev afbrudt, og det arabiske alfabetet blev udskiftet med de kyrilliske bogstaver. Den islamiske tradition var således ikke rodfæstet i republikkens befolkning, da Sovjetunionen og dens ideologiske fundament brød sammen.

              Også i de centralasiatiske republikker har Islam meget længe været præget af tilbagegang. Men her er magthaverne efter uafhængigheden i 1991 resolut begyndt at fortolke religionen i en retning, der kan legitimere staten. En tilsvarende manøvre ville skabe alvorlige problemer for Aserbajdsjans vedkommende på grund af den iranske Khomeini-revolutions politisering af Shia-Islam. Et præstestyre som det persiske ville af mange grunde være utænkeligt i den aserbajdsjanske republik (bl.a. findes der så godt som ingen gejstlighed). De skiftende magthavere i Baku har derfor ikke knyttet an til - eller forsøgt at genoplive - Islam i den politiske kamp. Det er i så henseende betegnende, at den kyrilliske skrift blev afskaffet og erstattet med et tillempet latinsk alfabet, ikke arabisk. Hermed blev det markeret, at det selvstændige Aserbajdsjan kulturelt forbinder sig med Tyrkiet - "kemalismens" verdsliggjorte republik. Islamisk "fundamentalisme" - herunder de persiske revolutionsgardisters variant - har ikke spillet nogen rolle i Aserbajdsjans indre magtkampe eller i konflikten med armenierne.

              Sammenfattende kan det fastslås, at religionen i alle tre transkaukasiske republikker er så svagt forankret i befolkningerne, at den ikke optræder som politisk drivkraft. Derimod svarer de moderne nationale skillelinjer til en anden og langt mere modsætningsfyldt form for kollektiv identitetsdannelse, som desuden præger andre dele af Nærorienten. Det drejer sig om en udtalt tendens hos regionens gamle bofaste agerbrugsfolk til at fremhæve sig som oprindelige og kulturbærende i forhold til de senere indvandrede tyrkiske nomadefolk. Særligt armenierne ynder således at se sig selv som et "civilisationens" boldværk mod det per definition "barbariske" Asien. Dette stereotype billede sætter omvendt azerierne i en håbløs position, hvor de på den ene side konstant må forsvare deres tyrkiske herkomst og på den anden side fortvivlet søger at føre sandhedsbevis for deres selvstændige kaukasiske rødder. Resultatet bliver en påfaldende national usikkerhed og aggression overfor de ikke-tyrkiske folkeslag.

              Ironisk nok synes også den oprindeligt fælles-armenske identitet under forandring. Således anser Karabakh-armenierne som følge af deres ubestridelige succes på slagmarken i stigende grad sig selv som de eneste "rigtige" armeniere i modsætning til befolkningen i republikken Armenien, der let hånligt kaldes for "hajastantsi". Disses tidligere næsegruse beundring er til gengæld delvist afløst af et syn på "karabakhtsierne" som "primitive" slagsbrødre. 

KRIMINALITET OG MILJØPROBLEMER

I sovjetperiodens sidste år blev organiseret kriminalitet mere synlig. I takt med den sociale opløsning har mafialignende netværk fra hele det kaukasiske område fået en fremtrædende stilling i den russiske underverden. Både armenske, aserbajd-    sjanske, georgiske og nordkaukasiske forbryderorganisationer driver omfattende virksomhed med tyveri, hæleri, afpresning, smugleri, lejemord og valutatransaktioner i både Rusland og Transkaukasien. En politisk kultur baseret på stærke slægtsbånd, personlig loyalitet og klientforbindelser danner baggrund for den tætte kontakt mellem på den ene side de nye overklasser og på den anden de mafia-dominerede "sorte" eller "grå" områder i økonomien.

              I Moskva menes aserbajdsjanske narkobaroner således at beherske det meste af storbyens marked for hårde stoffer. Et forsøg på deportering af alle byens kaukasere i oktober 1993 som forholdsregel mod kriminaliteten viste sig at være virkningsløst på grund af mafiaernes forbindelser til statslig og kommunal forvaltning.

              I selve Transkaukasien har de retsløse tilstande som følge af krig og statskup gavnet forbryderorganisationerne, der har fået adgang til store mængder våben, stjålet fra de forhenværende sovjetiske militærforlægninger eller indsmuglet fra Mellemøsten. Hele provinser styres ofte reelt af paramilitære grupper omkring lokale "krigsherrer", engageret i den illegale  handel over grænser og fronter med både våben, brændstof og andre varer. Særlig området hvor de tre republikkers grænser støder sammen er efter både den russiske og lokale presse at dømme uden for enhver lov og orden. I Marneuli- og Gardabani-distrikterne på den georgiske side er især "Mkhedrioni"-styrkerne blevet sat i forbindelse med organiseret kriminalitet i kraft af deres øjensynlige monopol på benzinsmugling fra Aserbajdsjan. De tilstødende grænsedistrikter i Armenien er ligeledes stærkt belastede, og det faktum, at Jerevan stadig har en stor privatbilstrafik, kan kun ses som resultat af mafia-aktiviteter. Tilsvarende mener flere iagttagere, at de regelmæssige sprængninger af gasledningen fra Georgien til Armenien snarere skyldes samarbejde mellem de to landes mafiaer end aserbajdsjansk sabotage. Også direkte gennem den armensk-aserbajdsjanske krigszone foregår omfattende smugling.

              Heroin og hash produceres og forhandles i betydeligt omfang under dække af de væbnede konflikter. Således har hele det nordvestlige Aserbajdsjan mellem Karabakh og den georgisk-armenske grænse, især omkring byen Gjandsja fået ry som transitområde for både hjemmeproduceret og indsmuglet narkotika. I juli 1994 erklærede chefen for det aserbajdsjanske narkopoliti, at narkotikarelateret kriminalitet i landet var steget 15 % i forhold til året inden og udgjorde et alvorligt problem, trods beslaglæggelsen af 30 tons opiumsvalmuer og cannabisplanter. Også Karabakh-regeringen gennemførte i 1994 en større offensiv mod lokale narkoproducenter og smuglere, hvor ca. 50 personer blev tilbageholdt, mens 1186 kg valmuefrø og 5928 kg hash blev destrueret. Effektiv narkobekæmpelse kræver imidlertid store ressourcer, skærpet lovgivning mod producenter og forhandlere samt tæt regeringssamarbejde på tværs af landegrænser, for ikke at tale om øget levestandard. Ingen af disse betingelser er endnu til stede i Transkaukasien, hvorfor dyrkning af hamp og valmuer forventes at fortsætte, da det er de mest indbringende afgrøder for private småbønder. Samtidig er hele narkoproblematikken forbundet med stærke politiske kræfter, hvis rivalisering omkring produktion og handel med narkotika meget vel kan øge de tre transkaukasiske republikkers interne ustabilitet samt bremse for fredelige løsninger i diverse konflikter.   Således har både vestlige og russiske kilder jævnligt beskyldt Aserbajdsjans regering og hær for at finansiere krigen i NKAO ved hjælp af narkoprofitter.  

Miljøproblemer
Rapporter fra alle tre transkaukasiske republikker viser, at store områder er svært forurenede af overgødskning, insektgifte, radioaktivt affald og industrielle spildprodukter, og befolkningens sundhedstilstand er flere steder dårlig. Manglen   på en bæredygtig miljøpolitik med en realistisk lovgivning og styring har ledt til både producenters og forbrugernes overudnyttelse af naturressourcerne. Værst står det til i Det Kaspiske Hav, der med sine 375.000 km2 er verdens største indsø. Et tyndt olielag på havoverfladen menes at hæmme dens naturlige fordampning, så vandstanden siden 1977 er steget over 2 m. Det har nødvendiggjort bygningen af en 11 km lang og 4 m høj mur for at beskytte Baku mod bølgerne. Aserbajdsjans egen olieudvinding og petrokemiske industri tegner sig for en stor del af Det Kaspiske Havs ødelæggelse, men dertil kommer at dets største tilløbsfloder Volga og Ural flyder gennem flere industriområder, der regnes som de mest forurenede i det gamle USSR. Forureningen er gået hårdt ud over havets dyreliv, bl. a. til skade for det lukrative fiskeri af stør, hvis rogn i form af kaviar tidligere udgjorde en vigtig økonomisk faktor for Aserbajdsjan. Ganske vist fanges der mere stør end før, men kaviarens kvalitet er blevet forringet. I stedet vinder Irans kaviar frem på det internationale marked, da vandet ved dettte lands kyst anses for renere.

              I december 1993 arrangeredes i Baku en FN-sponsoreret konference med henblik på at redde miljøet i Det Kaspiske Hav. Samarbejdsvanskeligheder mellem de omgivende stater bremser dog en fælles miljøpolitik. Rusland kræver af hensyn til sine gamle fiskerettigheder at det defineres som "hav", mens Aserbajdsjan, Turkmenistan og Kasakhstan ønsker betegnelsen "sø" for at opnå et større territorialfarvand.

              Men også på landjorden er der presserende behov for en effektiv miljøindsats. For eksempel blev Sumgait, Aserbajdsjans næststørste by i 1960'erne gjort til centrum for en blomstrende metallurgisk og kemisk industri. I dag fremstår Sumgait og dens omegn som et billede på dommedag med sine forfaldne fabriksanlæg, hvis osende skorstene og gennemrustede kloakledninger spyr tonsvis af giftigt affald direkte ud i luften, jorden og havet.  Blandt indbyggerne er sundhedstilstanden så alarmerende, at det aserbajdsjanske fjernsyn i 1989 gjorde den til emne for en film om industriforureningen - "Ölu Zona" - "Dødszone". Hvert andet barn dør inden et-årsalderen og fire ud af ti børn har luftvejssygdomme. 

              Drikkevand har altid været et problem for Aserbajdsjans kystegne, og regelmæssig lukning af vandforsyningen på mange timer er hverdagskost i Baku. Årsagen er dels et umådeholdent forbrug, som følge af mangelfuld vandpolitik og forældede rørledninger, dels en omfattende forurening fra industri og landbrug af både overflade- og grundvand. F. eks. er overfladevand fra Aras-floden så skadet af tungmetaludslip, at det defineres som Kategori IV på den internationale skala for flod-vandskvalitet, d.v.s. ubrugeligt til noget formål overhovedet.  En særlig kilde til grundvandsforgiftning i det nordlige Aserbajdsjan er radioaktive lækager fra radarstationen Gabalan, der blev bygget i 1984 som led i Sovjets antiraketforsvar. Hertil kommer, at det aserbajdsjanske landbrug årligt har anvendt 300.000 tons kunstgødning og 340.000 tons pesticider, hvis nedsivning i grundvandet menes at forårsage det store antal foster-og hjerneskader i provinser med intensiv bomulds- og druedyrkning. 

              Til forskel fra det stigende Kaspiske Hav, er vandstanden faldende i Armeniens Sevan-sø, som er Transkaukasiens største indsø. Årtiers afledning fra søen til vandkraftværker langs Razdan-floden har således fået den til at synke med 18 m siden 1930'erne. Samtidig truer udslip af industriaffald i søen en af  landets vigtigste vandsressourcer for både privatforbrug og til kunstvanding af Ararat-sletten. I øjeblikket udgør overfladevand størsteparten af Armeniens vandforsyninger, men halvdelen af dette anses for uanvendeligt på grund af forurening.   

              Den værste nuværende forureningskilde af vand og luft i Armenien er det kemiske fabrikskompleks Nairit i Jerevan, der bl.a. fremstiller cement og syntetisk gummi. Efter et års protester fra lokale miljøaktivister blev fabrikken lukket i 1989, men atter delvis genåbnet i 1991 som følge af sin vitale rolle i Armeniens samlede industriproduktion. Offentlighedens kritik af Nairit er velbegrundet, da virksomheden udleder over 30.000 tons giftige kemiske stoffer ud i atmosfæren over hovedstaden årligt med en dokumenteret helbredsfare som resultat. Hertil kommer at Nairit normalt lagrer op til 1000 tons klorin, der kunne medføre en katastrofe af Bhopal-lignende dimensioner.

              Armeniens største potentielle miljørisiko er dog kærnekraftværket Medzamor ca. 30 km. vest for Jerevan.  Medzamor er af samme model som Tjernobyl, og anses som stærkt forældet, da det bl.a. mangler et ydre indkapslingsskjold. I betragtning af at Medzamor ligger på en seismisk brudlinje, kan en ulykke blive skæbnesvanger både for Armenien og nabostaterne. Miljøaktivister gennemtvang derfor værkets lukning efter jordskælvet i 1988. På den anden side forsynede dets to reaktorer indtil da ikke kun republikken selv, men også dele af Aserbajdsjan og Georgien med strøm, og på fuld kapacitet menes de at kunne dække 60 % af Armeniens nuværende energibehov. Givet landets akutte energikrise vedtog regeringen derfor i 1993 at genåbne Medzamor trods udtrykt bekymring i USA og det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og protest fra oppositionen. I 1994 indgik Armenien en aftale med Rusland om bistand til reaktivering af Medzamor, og driften ventes genoptaget i løbet af 1995.

SIKKERHEDSPOLITISK OVERSIGT

Sovjetsystemets begyndende opløsning i slutningen af 1980'erne genskabte en situation med vekselvirkning mellem Transkaukasien og nabostaterne Iran og Tyrkiet. Men i modsætning til fortidens stormagtsrivaliseringer har russerne, tyrkerne og perserne været enige om at fastholde status quo. Ingen af de tre parter har haft interesse i at ændre de bestående grænser - tværtimod! Desuden har det været betegnende for den sikkerhedspolitiske situation, at nationalismen og ikke religionen har givet anledning til bekymring. Den armensk-aserbajdsjanske krig i Karabakh er klart den konflikt, der rummer det farligste potentiale i international målestok. Men det er tydeligt, at der her ikke har været tale om "muslimer kontra kristne" eller om "fundamentalisme", men om truslen fra overophedet patriotisme - altså en verdslig ideologi.

              Da kampene blussede op omkring NKAO i 1988, beskyldte aserbajdsjanske nationalister det iranske præstestyre for at udruste og træne det paramilitære Dashnakparti i lejre i Libanon. Forklaringen på mistilliden mellem de nationalt sindede aktivister i republikken Aserbajdsjan og de persiske magthavere skal søges syd for grænsefloden Aras. Her lever som anført en talstærk tyrkisktalende befolkning, hvor separatistiske tendenser tidligere har gjort sig gældende. Under shahstyrets svækkelse i 1940'erne lykkedes det faktisk sydaserbajdsjanske nationalister med sovjetisk hjælp at løsrive de to provinser "Vest-" og "Østaserbajdsjan" fra Iran.

              Separatismen dukkede op igen - ganske vist forklædt som religiøs begejstring blandt tilhængere af den aserbajdsjanske ayatollah Kazem Shariat Madari - i slutningen af 1979. Khomeinis Revolutionsgarde blev sat på en større opgave i storbyen Tabriz, hvor en begyndende opposition blev knust i blod. Begivenheden huskes på begge sider af Aras - og af magthaverne i Teheran. Præstestyret har derfor dels støttet Armenien med brændstoftilførsler, dels optrådt som mæglende instans mellem armeniere og aserbajdsjanere. Tilsvarende markerede præsident Hashemi-Rafsandjani med et officielt besøg i Baku i oktober 1993 sin godkendelse af Haidar Alijevs politiske orientering i retning af Rusland. I modsætning til den persiske indblanding andre steder i Mellemøsten har Teheranregimets motiv med hensyn til Transkaukasien klart været at skabe stabilitet.

              Tyrkiets regering har grundlæggende reageret på samme måde. Krigen i Karabakh fik ganske vist afdøde præsident Turgut Özal og hans "Moderlandsparti" til at fremsætte antiarmenske og pantyrkiske trusler, og tyrkiske officerer har privat deltaget i organisering og uddannelse af aserbajdsjanske enheder til indsats mod den oprørske enklave. Disse udspils betydning har imidlertid kun været symbolsk. Både den tyrkiske og den armenske regerings ledere, Süleiman Demirel og Ter-Petrosjan, har ønsket en realpolitisk linje. Sidstnævnte har på flere måder understreget, at Armenien stræber efter afspænding og samarbejde med Tyrkiet - ikke mindst på grund af den desperate økonomiske situation. Fra tyrkisk side har det været afgørende at undgå en situation, hvor ekstremister - som Dashnakpartiet - fik indflydelse. Hæren har i årevis forsøgt at nedkæmpe den kurdiske terrororganisation PKK i de østlige provinser, og regeringen i Ankara har mindst af alt brug for en alliance mellem armenske og kurdiske ekstremister.

              Iranske og tyrkiske sikkerhedshensyn har derfor virket stabiliserende: I modsætning til andre regionale krige har ingen fremmede magter forsøgt at puste til ilden i Transkaukasiens etniske konflikter. På denne baggrund har den russiske hærs aktivistiske linje ikke medført international spænding. Mens den udenlandske presse har været optaget af den rabiate Sjirinovskijs trusler, har Jeltsins regering i praksis genskabt Ruslands dominans syd for Kaukasus. Den militære indsats i Abkhasien har således tvunget Georgien ind i SNG og sikret den russiske flåde adgang til havnene i Sukhumi, Poti og Batum, og den russiske hærs tilstedeværelse i netop den republik, hvor de antirussiske følelser gjorde sig stærkest gældende. Med Armenien indgik Moskva i 1994 en fordelagtig aftale om baserettigheder, ligesom det blot er et tidsspørgsmål før Aserbajdsjan må følge trop. Rusland har hermed sikret sig sin gamle kontrol med grænsen til Tyrkiet og Iran og samtidig skaffet sig maksimal dækning mod eventuel ydre indblanding i de nordkaukasiske områder, hvor tjetjenernes separatisme kunne virke inspirerende på andre ikke-russiske befolkninger.

              Med Alijevs og Sjevardnadses magtovertagelse i henholdsvis Baku og Tblisi og med manipulering af Armeniens behov for genskabelse af nære økonomiske og militære bånd har regeringen i Moskva - trods alvorlige interne problemer - formået at fastholde de transkaukasiske republikker som sine lydstater.

Litteraturliste
Altstadt, A. L.: "The Azerbaijani Turks - Power and Identity under Russian Rule", Stanford, 1992.
Bremmer, I. & Taras, R.: "Nations and Politics in the Soviet Successor States", Cambridge, 1993.
Carrère d'Encausse, H.: "L'empire éclaté. La révolte des nations en URSS", Paris, 1978. Norsk udgave: "Imperiet rakner", Oslo, 1980.
Carrère d'Encausse, H.: "La gloire des nations ou la fin de l'empire soviétique", Paris, 1990. Dansk udgave: "De sovjetiske minoriteter", Kbh., 1990.
COVCAS BULLETIN (ed. H. Balian), Covcas Center for Law and Conflict Resolution, Genève, årg. 1991-1994. Dudwick, N.: "The Case of the Caucasian Albanians: Ethnohistory and Ethnic Politics", Cahiers du monde russe et sovietique, Vol. 31, No. 2-3 (April-September), 1990.
The Europe World Yearbook, Bruxelles, Vol. 1, 1994.
Fuller, E.: "The Transcaucasia, Ethnic Strife Threatens Democratisation", RFE/RL Research Report, Vol. 2, No 1, 1993.
Fuller, E.: "The Transcaucasus, War, Turmoil, Economic Collapse", RFE/RL Research Report, Vol. 3, No. 1, 1994.ustavsson, S. & Svanberg, I.: "Gamla folk och nya stater - det upplöste sovjetimperiet", Stockholm, 1992.
HERODOTE, Revue de géographie et de géopolitique, "Les marches de la Russie", 54/55, Paris, 1989.
Jakimowitj, A.: "Die grosse Unordnung im Osten", die Zeit, 11. 12., 1992.
Lang, D. M.: "Armenia: Cradle of Civilisation", London, 1970.
Lynch, A.: "Der Einfluss des Militärs auf die Aussenpolitik Russlands", Europa-Archiv, N. 15, 1994.
Nahaylo, B. & Svoboda, V.: "Soviet Disunion", London, 1990.
Sarkisyanz, E.: "Geschichte der orientalischen Völker Russlands bis 1917", München, 1961.
Saroyan, M.: "Beyond the Nation-State. Culture and Ethnic Politics in Soviet Transcaucasia", Soviet Union/Union Soviétique, Vol. 15, 2/3, Atlanta, 1988.
Saroyan, M.: "The Karabagh Syndrome and Azerbaijani Politics", Problems of Communism, Vol. 39, 1990.
Seton-Watson, H. H. N.: "The Russian Empire 1801-1917", 1967.
Suny  R. G. (ed.): "Transcaucasia, Nationalism and Social  Change", London, 1983.
Suny, R. G.: "The Making of the Georgian Nation", London, 1989.
Suny, R. G.: "The Revenge of the Past - Socialism and Ethnic       Conflict in Transcaucasia", New Left Review, No. 84, 1990.
Swietochowski, T.: "Russian Azerbaijan, 1905-1920. The Shaping of National Identity in an Muslim Community", Cambridge, 1985.
Walker, C.: "Armenia - The Survival of a Nation", London, 1980.