Indlæg af Nikola Cvetkovski om
konflikterne i Abkhasien og Syd Ossetien.
Jeg er blevet bedt om at komme med
et indlæg om de såkaldte etniske konflikter i Georgien. Abkhasien og Syd Ossetien. I
juni afholder selskabet et arrangement omkring Syd Ossetien og det er mit håb at vi får
lejlighed til at høre særskilt om Abkhasien senere på året. Men et arrangement om
Georgien uden indblik i disse to konflikter ville ikke give et særligt dækkende billede
af Georgien i dag. Derfor er formålet med dette indlæg, at give en introduktion til
konflikterne og vise, hvor parterne står i dag.
Først lidt demografiske data.
Georgien har en befolkning på ca. 5,4 millioner, Abkhasien ca. 535.000, og Syd Ossetien
ca. 100.000. Hvis vi tager udgangspunkt i den sidste sovjetiske befolkningstælling fra
1989 som parterne generelt accepterer, men som selvfølgelig er ændret drastisk grundet
konflikterne, ser vi følgende tal:
Georgien samlet set:
Georgiere 70%, Abkhasere 1.8%, Osseter 3%, Armenere 8.1%, Russere 6.3%,
Azerier 5.7%.
Abkhasien:
Georgiere 46%,
Abkhasere 18%, Resterende 36%
(fortrinsvist armeniere, russere, grækere og ukrainere).
Syd Ossetien:
Osseter 66,6%, Georgiere
29,4%, Resterende 4% (russere, armeniere og jøder).
Georgierne udgør samlet ca. 70%
af befolkningen. Samlet udgør osseterne i Georgien ca. 3% af befolkningen. Dvs. 164.000.,
hvoraf kun 65.000 boede i S.O.
I Syd Ossetien (3900 km2) var
befolkningen på ca. 98.000. 2/3 (66.61%) osseter. 1/3 (29.44%) georgiere og 4% russere,
armeniere, jøder.
Abkhaserne udgør 1.8% af
Georgiens samlede befolkning. Dvs. 95.000.
I Abkhasien ( km2)
var befolkningen på ca. 535.000.
I Abkhasien udgjorde abkhaserne
ca. 18%, georgierne 46% og de resterende armeniere/russere/grækere og andre 36%.
Ca. 240.000 georgiere fra
Abkhasien er flygtet. FN estimerer at Abkhasiens befolkning nu er på mellem 180.000 -
220.000. Armeniere 8,1%, russere 6,3%, azerier 5,7%
Jeg vil tillade mig at begynde
indlægget med at tale lidt om sovjetisk nationalitetspolitik, hvilket kan forklare en del
om begge konflikter. Sovjetisk nationalitetspolitik gav politisk status til visse
hovednationaliteter, der udgjorde den sovjetiske stat og rangerede dem i et hierarkisk
system. Fra Unionsrepublik, som Georgien, over Autonom republik, som Abkhasien, til
Autonom Region som Syd Ossetien. Til grund for denne hierarkiske inddeling lagde den
sovjetiske stat en række objektive kriterier (befolkningsstørrelse/geografisk lokation
etc.) men ofte var det ret arbitrært og ændringer i status forekom.
I denne etnoføderale
konstruktion, blev hver national gruppe, som havde
fået tildelt denne ret til at konstituere en af disse enheder anerkendt som titular
nation. Georgiere i Georgien, abkhasere i Abkhasien, syd osseter i Syd Ossetien.
Ud fra et sovjetisk synspunkt kan
dette system ikke kaldes etnokratisk, på trods af de politiske privilegier der blev
tildelt titular nationerne, idet det centralistiske kommunistiske parti og dets
internationalistiske ideologi hævdede at beskytte rettighederne for alle minoriteter og
alle borgere uanset deres nationalitet. Centret i Moskva blev set som det mest effektive i
at forhindre diskrimination i en føderal stat. Med Sovjetunionens opløsning forsvandt
denne institutionelle garanti.
Det i sig selv kan være en
forklarende hovedårsag til konflikterne. Men samtidigt er det også vigtigt at forstå at
i sovjettiden var der en kontinuerlig magtkamp mellem de forskellige etniske eliter om
status og privilegier hvor Moskva var en integreret del af dette magtspil. Min hovedpointe
er netop at man bør fokusere på disse etniske eliter og denne kamp for privilegier,
status og legitimitet.
Med demokratiseringen af sovjet
systemet og centralmagtens sammenbrud, blev stridens kerne det føderale systems
legitimitet og de hierarkiske relationer mellem unionsrepublikkerne, autonome republikker
og autonome regioner. I Georgien accepterede hverken Syd Ossetien eller Abkhasien deres
status og relationerne til Tbilisi - med udsigten til et uafhængigt Georgien. Tbilisi
accepterede abkhasernes ret til en vis politisk status som følge af at man anerkendte dem
som indfødt folk, dog skulle georgiernes rettigheder styrkes væsentligt i forhold til
abkhasernes. Tbilisi anså dog ikke osseterne som et indfødt folk, da de var indvandrede
fra nordsiden af Kaukasus med kun 200 år på bagen. Tbilisi anså den Syd Ossetisk
autonomi som en kunstig konstellation frembragt af Moskva som led i en del og hersk
politik.
For at forklare baggrunden for
konflikterne er det endvidere nødvendigt at se på Georgiens selvstændighedsbevægelse.
Georgien var en af de første republikker i Sovjetunionen der benyttede sig af Gorbatjovs
glasnost politik til at kræve selvstændighed. Situationen i slutningen af 80’erne
var karakteriseret af massiv national eufori og politisk - virvar ledende til Georgiens
selvstændighed i april 1991. Lederen af Georgiens national bevægelse, der blev landets
første præsident Zviad Gamsakhurdia, baserede sin popularitet på en nationalistisk
dagsorden. I første omgang rettet mod sovjetisk / russisk dominans men i realiteten
manifesteret som en Georgien for georgiere kampagne hvor minoriteterne og især
autonomierne blev opfattet som femte kolonner - Ruslands lakajer, der kunne forhindre
georgisk selvstændighed.
Konflikterne om Abkhasien og Syd
Ossetien startede derfor begge som en krig på deklarationer og manifestationer.
Autonomiernes krav om suverænitet - endnu ikke selvstændighed - i Syd Ossetiens
tilfælde en opgradering af autonomi statusen og i Abkhasiens tilfælde krav om
forhandling om en føderal eller konføderal opbygning af Georgien.
Ud over at vedtage en del nye love
som led i Georgiens bestræbelser for selvstændighed der klart viste hvis hus det var,
både i forhold Moskva men også overfor autonomierne var et af de mere afgørende skridt
på vejen til konfrontation vedtagelsen af en valglov op til Georgiens parlamentsvalg i
oktober 1990, som Gamsakhurdias koalition vandt. Denne lov forbød regionale partier i at
deltage i valget. Dette udelukkede selvsagt både den syd ossetiske folkefront og den
Abkhasiske folkefront fra at deltage i valget og kunne stort set kun vise hvad
minoriteterne havde i vente i et selvstændigt Georgien.
Hvor den syd ossetiske folkefront
først krævede Syd Ossetiens status ophøjet til autonom republik på linie med Abkhasien
- erklærede Syd Ossetien nu etablering af den Syd Ossetiske Demokratiske Sovjet Republik
med en appel til Moskva om at anerkende denne som en selvstændig enhed i Sovjetunionen. Dette i september 1990.
Tbilisi svarede med at ophæve Syd
Ossetiens autonomi. Nu var scenen sat for en væbnet konfrontation. I Januar 1991
oprettede Georgien en national garde og denne, samt flere forskellige irregulære
formationer, gik ind i Tskhinvali d. 5 Januar 1991.
Krigen fandt hovedsageligt sted i
og omkring Tskhinvali, omkring de georgiske og ossetiske landsbyer omkring Tskhinvali og
langs vejen nord mod Nord Ossetien - Syd Osseternes livslinie. Efter 20 dages hårde og
brutale kampe i Tskhinvali - trak georgierne sig ud af byen og belejrede den fra de
omkringliggende bakker.
Denne situation med belejring af
Tkhinvali og kampe i de omkringliggende landsbyer fortsatte til krigens afslutning i juli
1992. I december 1991 skal det dog selvfølgelig nævnes at den såkaldte politiske
borgerkrig brød ud i Tbilisi. Gamsakhurdia udviklede hurtigt sit styre i en despotisk
retning og tolererede ingen opposition. Derfor opstod der en magtkamp og Gamsakhurdias
tidligere støtter og oppositionen primært bestående af nationalgarden og dennes leder
Kitovani og lederen af den anden større paramilitære gruppe Mekhedreoni Jaba Joseliani.
Disse afsatte således Gamsakhurdia ved et kup. Gamsakhurdia flygtede ud af landet og et
midlertidigt statsråd blev oprettet, der inviterede og i marts 1992 udnævnte
Shevardnadze til formand.
I foråret 1992 eskalerer kampene
i Syd Ossetien igen, denne gang med delvis russisk deltagelse på ossetisk side, men i
juli 1992 indgås der en våbenhvile med russisk mellemkomst - således at der etableres
en tresidet fredsbevarende styrke med russiske - georgiske og ossetiske kontingenter.
Våbenhvilen kan karakteriseres som rimelig stabil og effektiv men fastfrøs også
situation helt - dette frem til ca. 1995 hvor der begyndte at komme gang i en
normalisering af situationen og forhandlinger mellem parterne.
I juli 1992 går anden omgang af
det man kan kalde den politiske borgerkrig i Georgien i gang. Gamsakhurdia er vendt
tilbage til Georgien til sin regionale magtbase i det vestlige Georgien, det såkaldte
Mingrelien, og starter derfra et oprør med det formål at generobre magten i Tbilisi.
Samtidigt har situationen i
Abkhasien tilspidset sig. Ligesom i tilfældet Syd Ossetien starter det med nationale
manifestationer og deklarationer. Tilfældet Abkhasien må dog siges at være mere
komplekst end Syd Ossetien. Her er der en forholdsvis lang historie af magtkampe fra
50’erne og op til Sovjetunionens opløsning mellem Tbilisi, Sukhumi og Moskva.
Abkhaserne klager over diskrimination til Moskva og de lokale georgiere til Tbilisi -
demonstrationer og enkelte voldelige sammenstød finder sted.
Abkhasernes lederskab giver ved
flere lejligheder udtryk for et ønske om at Abkhasiens status fra 1921 -1931 som
unionsrepublik på linie med Georgien skal gælde igen. I august 1990 erklærer Abkhasiens
Øverste Sovjet Abkhasien for en suveræn enhed og giver udtryk for et ønske om
forhandling med den georgiske regering omkring føderale relationer. Dette sker uden de
georgiske deputerede der på dette tidspunkt boykotter Abkhasiens Øverste Sovjet. Det
abkhasiske lederskab hævder dog fortsat den dag i dag at man aldrig har erklæret
selvstændighed i modsætning til Syd Ossetien.
Til den Abkhasiske Øverste Sovjet
afholdes der valg efteråret 1991, hvor parterne på forhånd er blevet enige om et kvota
system hvor 28 pladser er allokerede til Abkhaserne, der udgør ca. 18% af befolkningen,
26 pladser til georgierne, der udgør ca. 46% og 11 pladser til de resterende etniske
grupper, der udgør ca. 36%. En aftale Gamsakhurdia var indforstået med men som
Shevardnadze da han kom til magten var imod - han kaldte det etnokratisk og truede dermed
direkte den abkhasiske elites privilegier.
Den øverste sovjet eller
parlamentet som det kom til at hedde fungerer kun delvist da der i den tilspidsede
situation reelt ikke var et fungerende samarbejde. Den georgiske centralregering kræver
derfor i forsommeren 1992 parlamentet opløst og nye valg udskrevet.
Alt imens er den politiske
borgerkrig mellem centralregeringen og Gamsakhurdias støtter (de såkaldte Zviadister)
eskaleret i det vestlige Georgien og under nogle mere eller mindre mystiske
omstændigheder kidnapper zviadisterne Georgiens indenrigsminister og et parlamentsmedlem
og holder dem til fange i Gali regionen i Abkhasien. Med dette som forklaring rykker den
georgiske national-garde under Kitovanis ledelse ind i Abkhasien og da de ikke møder
nævneværdig modstand fortsætter de til Sukhumi hvor de beskyder parlamentet og dermed
begynder den Abkhasiske krig. Dette påstår Shevardnadze til dags dato skete uden hans
godkendelse.
Men dette var indledningen til den
13 Måneders lange krig i Abkhasien (august 92- sep.93.) Det lykkedes meget kort fortalt
Abkhaserne at vinde krigen og få kontrol over hele det Abkhasiske territorium (bortset
fra Kodoridalen - en bjergdal befolket af det georgiske bjergfolk svaneterne) - dette dog med hjælp fra nordkaukasiske
frivillige og åbenlys støtte fra den russiske hær. Samtidigt skal det nævnes at
regeringstropperne eller rettere sagt de ca. 10 forskellige mere eller mindre regulære
tropper også måtte kæmpe mod zviadisterne.
Resultatet blev at stort se alle
georgiere ca. 240.000 måtte flygte ud af Abkhasien. De blev spredt ud over det meste af
Georgien på flygtningecentre, skoler, hoteller og hos familier. Størstedelen dog i
Zugdidi området tæt på Gali-distriktet i Abkhasien hvor størstedelen kom fra.
Efter nederlaget i Abkhasien stod
zviadisterne stærkere og truede med at rykke øst på mod Tbilisi. I denne situation
valgte Shevardnadze at krybe til korset og Georgien gik med i SNG og underskrev snart
herefter en venskabstraktat med Rusland hvori reetablering af 5 russiske militærbaser i
Georgien indgik (denne er dog ikke ratificeret da Georgien først vil se sine territoriale
konflikter løst) Til gengæld hjalp russiske tropper derefter med at slå zviadist
oprøret i vest-Georgien ned. I 1994 blev der endvidere indsat SNG, primært russiske,
fredsbevarende styrker i en sikkerhedszone omkring Ingurifloden, der adskiller Abkhasien
fra resten af Georgien.
I modsætning til situationen i
Syd Ossetien kan man dog ikke sige at situationen var og er stabil - ej heller kan man
sige at parterne har tilnærmet sig hinanden. Georgiske flygtninge er sivet tilbage i Gali
regionen i stort tal - de fleste som, om man vil pendlere, mellem flygtningecentrene i
Zugdidi området og deres ejendomme og små husbrug i Gali området. Flere gange er de
drevet ud igen af Abkhaserne grundet georgisk guerilla aktivitet - værst var det i maj
1998 hvor guerilla aktiviteten var på sit højeste og abkhaserne rykkede ind og brændte
mange landsbyer ned og udrensede området for 30 -50 tusinder georgiere.
Forhandlingssituationen er
temmelig fastlåst idet begge sider står stejlt overfor hinanden. Foreløbig må man dog
sige at krigen nok ikke genoptages, begge parter har afsagt brug af militær magt til
løsning af konflikten - Abkhaserne fordi de intet har at vinde derved og Georgien mest
fordi de stadig ikke har fået opbygget en ordentlig hær og pga. både Vestens og
Ruslands holdninger dertil. Problemet i forhandlingerne går faktisk ikke så meget på
den politiske status - Sukhumi vedholder at de aldrig har erklæret sig selvstændigt men
at de kræver suverænitet - Georgien er parat til at give udstrakt autonomi i en
asymmetrisk føderation - Hovedproblemet er flygtningespørgsmålet - Tbilisi kræver en
løsning på flygtningeproblemet - hvilket vil sige en tilbagevenden af de ca. 240.000
georgiere før Abkhasiens politiske status afgøres - og Sukhumi i omvendt rækkefølge da
en tilbagevende vil medføre at abkhaserne da vil udgøre en lille minoritet.
I Syd Ossetien er man derimod
nået langt i fredsprocessen på flere områder på nær spørgsmålet om en endelig
politisk status for Syd Ossetien. Der er samarbejde om el- og gasforsyning, landbrug,
politisamarbejde, regionalt politisk/administrativt samarbejde, der er åbnet op for
reetablering af infrastruktur og byggeri og investeringer fra EU og UNDP. Der er en livlig
trafik af både mennesker og varer og situationen er i det hele taget afslappet så
afslappet at de fleste fredsbevarende tropper er trukket ud. Problemet er bare at det er
for afslappet - og at vise georgiere og syd osseter samarbejder lidt for godt - og at Syd
Ossetiens uafklarede status i limbo passer disse grupper godt. I øjeblikket og de sidste
par har der været en heftig smugleraktivitet af primært finsprit fra Georgien gennem Syd
Ossetien illegalt ind i Rusland til en estimeret fortjeneste for nogle mennesker i Syd
Ossetien på 2.5 mill. $ om året. Efter at have fulgt udviklingen i Syd Ossetien fra 1995
til 1999 kan jeg roligt sige, at der er folk omkring den syd ossetiske regering, men også
folk højt placeret i den georgiske magtstruktur, der profiterer på denne situation.
Der er rimelig mange detaljer
omkring de to konflikter som jeg er skøjtet mere eller mindre elegant over men hvis man
er mere interesseret i konflikterne kan jeg anbefale publikationen “A question of
sovereignty - The Georgia - Abkhazia peace process” fra 1999 redigeret af Jonathan
Cohen fra serien Accord udgivet af den britiske organisation Conciliation Resources.
Endvidere vil jeg ligge mit speciale om Syd Ossetien konflikten ud på foreningens
hjemmeside (dette er undervejs).
|
