TÅGE VED FODEN AF ARARATS BJERG:

I sammenligning med både parlamentsvalget i 1995 og præsidentvalget i 1996 forløb valgprocessen forbavsende vel­ordnet, selv om den på flere områder ikke levede op til OSCE's normer, som nedfældet i organisationens "Copenhagen Document" fra 1990. Valgdeltagelsen var på 63.97 % af de stemmeberettigede eller 1.46 mio. vælgere, og valgresultatet fremviste følgende stemmefordeling: Robert Kocharjan (38.82 %), Karen Demir­jjan (30.62 %), Vazgen Manukjan (12.22 %), Sergei Badaljan (11.02 %) og Paruir Hairikjan (5.41 %). De resterende syv opstillede kandidater fik alle mindre end 1 % af de afgivne stemmer: nemlig David Shakh­nazarjan (0.49 %), Artashes Geghamjan (0.45 %), Vigen Khachatrjan (0.29 %), Hrant Khachatrjan (0.21 %), Aram Sarksjan (0.19 %), Juri Mkrtchj­an (0.18 %), og Ashot Blejan (0.11) %.

Af stemmeafgivelsen fremgik det, at Karen Demirjan havde et klart flertal i Jerevan og andre større industribyer, mens Robert Kocharjan dominerede i landdistrikterne og på provinsniveau, med undtagelse af Tavusj-provinsen. Dette kan forklares med henvisning til den relative velstand som Armeniens bybefolkninger nød i Sovjettiden under Demirjan i modsætning til 1990'ernes næsten totale industrielle kollaps, og hans løfter om at vende udviklingen. Endelig kunne det konstateres at valgdeltagelsen fra den armenske diaspora var betydeligt større end i 1996, omend stadig relativt lille, nemlig 5.919 stemmer. Af disse begunstigede 3.310 stemmer Demirjan, hovedsagligt fra de store armenske samfund i USA, Rusland og Frankrig, mens armenierne i Storbritannien, Kanada, Syrien og Ægypten øjensynligt foretrak Kocharian med i alt 2.347 stemmer. 

Eftersom ingen af de opstillede kandidater ved valget den 16 marts imidlertid nåede op på 50 % af samtlige afgivne stemmer som loven foreskriver for at have vundet, blev det nødvendigt at afholde endnu en valgrunde den 30 marts mellem de to kandidater der havde fået flest stemmer første gang eller med andre ord - henholdsvis Robert Kocharjan og Karen Demir­jan. Selv om også denne valgrunde generelt forløb betydeligt bedre end andre armenske valg formåede dog heller ikke den at opfylde standardkravene for demokratiske valg. Adskillige punkter i OSCE's såkaldte "Copenhagen Document" blev endda i flere tilfælde groft overtrådt: nemlig stemmeafgivelse med mere end en stemmeseddel (ballotstuffing); uregelmæssigheder i forbindelse med stemmeoptællingen; tilstedeværelse af uautoriserede personer i valglokalerne; intimidering af væl­gere, valgkommitemedlemmer, kandidattilforordnede og sågar internationale observatører.[i]   

Valgdeltagelsen under denne anden valgrunde kom op på 68 % og sejrherren blev Robert Kocharjan med 59 % af stemmerne mod Karen Demirjans 41 %, men samtidig forekom også flere bemærkelsesværdige forandringer i mønstret for stemmeafgivelsen. Mens Demir­jan for eksempel under første runde vandt hovedparten af stemmerne i Jerevan, tabte han sammesteds med ikke mindre end 12 % under anden runde (56-44 %). Skønt Kocharj­an som fungerende regeringsleder besad langt bedre muligheder end Demirjan for at opnå mediedækning, kan dette dog ikke i sig selv forklare den endog betydelige flytning af stemmer fra første til anden runde på mange valgsteder, og rejser derfor en række andre aspekter.[ii] For det første gav den forlængede valgkamp Kocharjan en yderligere frist til at mobilisere lokalt indflydelsesrige personer på sin side både personligt og gennem statsapparatet. Således kunne mange observatørteam rapportere om et skærpet aktivitetsniveau blandt Kocharjans sympatisører og befuldmægtigede på de enkelte valgsteder, og især i Jerevan. Eksempelvis havde en del valgkommissioners personsammensætning ændret sig til Kocharjans fordel, idet andre kandidaters tilforordnede fra første runde enten var fratrådte eller bare udeblev under anden runde. For det andet er der så hele spørgsmålet om den højere vælgerdeltagelse i anden runde, der i følge den Centrale Valgkommission fordobledes på mange valgsteder, og på nogle beliggende i Jerevan, endda kom op over 100 %? Ydermere er der tegn på, at den tilvækst, der bragte det slutlige gennemsnit op på 68 % fandt sted i timerne lige inden valgstedernes lukning kl 22, men lader sig desværre ikke belyse nærmere på grund af utilstrækkeligt statistisk materiale. For det tredie forekom en usædvanlig høj registrering af vælgere på de såkaldte tillægslister, der altså blev anvendt som regulære registreringslister og ikke blot som redskab til at korrigere addresseforandringer. Under den anden runde rapporterede internationale observatører således om flere end 200 vælgere på tillægslisterne i 48 besøgte valgsteder over hele landet, heraf 43 i Jerevan alene, mens et endnu større antal nåede op på langt over 100. Endelig rapporteredes om adskillige eksempler på fusk under håndteringen af valgdokumenter på højere niveau. Blandt andet afværgede undertegnede og kollega et groft forsøg på forfalskning af en valgprotokol, idet en kommunal valgkommissionsformand simpelthen havde trukket 456 stemmer fra Demir­jan og overført dem til Kocharjan i stedet. I samme valgkreds indtraf desuden et strømafbrud under stemmeoptællingen, der ramte ti  af dens 40 valgsteder, og det viste sig siden at på syv af disse ti havde Kocharjan vundet, mens dette kun var tilfældet på tre af de øvrige 30, hvor lyset var forblevet på hele tiden. 

Sammenfattende er det svært at konkludere andet end at hvis det armenske præsidentvalg var blevet afholdt i henhold til normal vestlig praksis og tilsvarende politisk kultur, så ville forskellen på de to spidskandidaters stemmetal sandsynligvis have været stærkt nedsnævret - ja måske endda udlignet til Demirjans fordel. På den anden side er dog sikkert også nødvendigt for det internationale samfund at accepterer denne tingenes tilstand længe endnu, hvis ikke man ønsker at isolere stater som Armenien på længere sigt.   

Præsidentvalgets politiske baggrund
Som leder af den Armenske Pan-nationale Bevægelse (APB) og den forudgående mere uformelle Karabakh-kommite blev sprog­forskeren Levon Ter-Petrosjan indvalgt som Republikken Armeni­ens første præsident efter uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991. Han fortsatte i embedet efter et stærkt kritiseret valg i 1996, men ville så i følge loven heller ikke kunne opstille længere. Ter-Petrosjan trådte tilbage efter en skarp offentlig debat med sin ministerpræsident Robert Kocharjan over politik­ken omkring Nagorno Karabakh, den omstridte armenske enklave og selvudråbte republik i Aserbajdsjan. Kort fortalt havde præsidenten accepteret ideen om armensk tilbagetrækning fra en række besatte områder i Aserbajdsjan som optakt til forhandlinger om Nagorno Karabakhs status. Det stemmer stort set overens med de forslag, som er fremsat af forhandlere fra OSCE's Minsk-gruppe. Omvendt støttede ministerpræsident Kocharjan en slags pakkeløsning for forhandlinger med Aserbajdsjan, der kan beskrives som "status i bytte for territorium", eller med andre ord at hele spørgsmålet om Nagorno Karabakh's uafhængighed og tilbagegivesen af erobrede områder til Aserbajdsjan skal behandles under et. Robert Kocharjan stammer selv fra Nagorno Karabakh og har siden august 1992 været enklavens politisk-militære topfigur, først som formand for dens "statslige" forsvarskommite, og fra december 1994 til marts 1997 som præsident. I begge embeder har han stået for militariseringen af det lokale armenske samfund, og anses for at være en "høg" i Karabakh-spørgsmålet. I Armenien tog udviklingen imidlertid allerede fart den 31 januar da Jere­vans borgmester og leder af APB, Vano Siradeg­hjan blev tvunget til at gå af. Han beklædte tidligere posten som indenrigsminister, og har helt tilbage fra Karabakh-kommiteens tid udgjort en af Ter-Petrosjans mest loyale støtter. Han har også i flere år været en af Armeniens mest forhadte politikere og anses for at have optrådt som præsidentens redskab i en lang række tvivlsomme aktiviteter. Da Ter-Petrosjan dernæst selv trådte tilbage den 2 februar valgte flere af hans øvrige allierede at følge trop, først udenrigsministeren Alexan­der Arzumanjan samt ministeren for regionale anliggender Galust Gamazj­an, og dagen efter tillige nationalbankdirek­tøren Bagrat Asatrj­an samt hele APB's parlamentariske ledelse. Til gengæld skiftede to andre af præsidentens hidtil loyale støtter, nemlig indenrigsministeren Serzhik Sargsjan og forsvarsministeren Vazgen Sargsj­an (ikke i slægt) side til ministerpræsidentens tilhængere, hvilket gav denne kontrollen over regeringen. Parallelt hermed blev den regerende "Republikanske blok" (Hanrapetu­tiun), en sammenslutning af APB og flere småpartier med 96 ud af 190 sæder i parlamentet, splittet og 40 deputerede sluttede sig til det såkaldte "Yerkrapah", en parlamen­tarisk gruppe, primært sammensat af veteraner fra krigen i Karabakh. I følge forfatningen skal præsidentembedets forpligtelser ved dennes og parlamentsformandens tilbagetræden overgå til ministerpræsidenten indtil en ny præsident er valgt og til­trådt. Det betød under de givne omstændigheder at Kocharjan kunne overtage den politiske magt med det samme, og endda på et solidt parlamentarisk grundlag. Så vidt den formelle og, kan man tilføje, synlige politiske baggrund. Som i resten af Nærorienten, til hvilken Armenien hører i kulturel forstand, er der imidlertid også en uformel og for vestlige øjne mere uigennemskuelig dimension. Således fremviser Armenien lige under sin "moderne" nationalstatsstruktur et typisk præmoderne, fragmentaliseret samfund. Det betyder bl.a. at den enkelte armeniers identitet og primær­loyalitet ikke nødvendigvis er baseret på de abstrakte fælles­skaber som f.eks. staten og dens institutio­ner eller for den sags skyld nationalt og religiøst tilhørsforhold, men derimod på konkrete personlige og derfor overskuelige fællesskaber. Blandt disse står den udvidede familie eller klanen i centrum, men de kan også omfatte nære venskaber fra uddannelsesstedet, militærtjenesten, arbej­det eller hjemegnen. Uanset hvilke der er tale om, bygger de imidlertid altid på nære personlige bånd medlemmerne imellem, der løbende bekræftes gennem tjenester og gentjene­ster og reguleres af for os ubekendte størrelser som "ære" og "skam". Sådanne bånd, der ofte har form af "velynder-klient" forhold, er så stærke at de normalt vejer langt tungere end hensynet til det formelle fællesskabs forordninger, og har selvsagt afgørende indflydelse på den lokale politiske kultur. Som eksempel skal blot nævnes at politiske partier i sådanne samfund kun sjældent er udtryk for bestemte "sager" eller ideologier, men derimod for særligt magtfulde eller karismatiske personer og som regel baseres på disses slægtninge, nære venner og klienter. Tilsvarende fungerer statsmagten hovedsagligt som en slags privat egendom at dele ud af blandt et bestemt personligt netværk med eventuelle allierede, hvilket giver staten en ind­bygget tendens til undertrykkelse af udenforstående og rivaliserende netværk. Omvendt vil organiseret opposition tage form af konspirationer og kup, der dog uanset politisk platform som oftest kun resulterer i en udskiftning af aktører. Den nævnte samfundsmæssige organisationsform har historisk dannet grundlag for den eneste type statsstruktur, som de transkaukasiske befolkninger nogensinde har frembragt, nemlig hvad den fransk-georgiske historiker Georges Charakidze har beskrevet som den "dynastisk-feudale" orden.[iii]  I Oldtiden og Middel­alderen regeredes både armeniere og georgiere således af konger, hvis autoritet og legitimitet fremfor alt afhang af den individuelle monarks personlige egenskaber. Det ville sige af deres evner til at knytte overhovederne for de jordejende og som regel uregerlige fyrsteslægter med samt deres respektive klientnetværk til tronen ved hjælp af embeder og privilegier. Når det lykkedes kunne der opstå endog betydelige regionalmag­ter, men hvis ikke brød kaos løs, og især armeniernes historie er stærkt præget af stadige konflikter mellem centraliserings­søgende konger og et selvherskende aristokrati - de såkaldte "nakhararer". På trods af periodisk tæt kontakt med Middelhavs­rummet slog Romer-retten med dens præcisering af borgerpligter, men også rettigheder, og dens fremhævelse af institutioner som "juridiske personer" imidlertid aldrig rod og kristendommen formåede ikke at give kongemagten et teoretisk grundlag som i Vesteuropa. Derimod vedblev ældre forestillinger at virke under en kristen fernis, og helt frem til Sovjettiden gik f.eks. den armenske kirkes biskopembeder i arv indenfor bestemte slægter. Tilsvarende blev det almindeligt at familier, hvis ledende med­lemmer før havde fungeret som landsbyoverhoveder siden leverede formænd til kollektivbrug og landsbysovjetter, og i takt med urbaniseringen kommunale embedsmænd og administratorer. Selv Stalin-periodens repressioner formåede ikke i længden at knække kaukasiernes orientering efter personlige netværk, men styrkede den tvært­imod gennem nationalitetspolitikkens" begunstigelse af de ikke-russiske republikkers indfødte eliter. For eksempel er det symptomatisk, at da man i starten af 1970'erne indsætter nye partisekre-tærer i både Aserbajdsjan, Georgien og Armenien med det formål at bekæmpe korruption og nepotisme (Heidar Aliev - 1969, Eduard Shevardnadze - 1972, Karen Demirjian - 1974), videreførtes systemet blot med andre aktører, fordi det essentielt var den eneste brugbare formel for statslig centralisering indenfor området.[iv]

Hvad angår Armeniens afgåede APB-regering byggede også den umiddelbart under sin national-idealistiske fernis dybest set på Ter-Petrossjans og hans personlige netværks greb om statens nøgle­positioner. Herfra bredte andre specifikke velynder-klient netværk sig til provinserne i et hierarkisk system, som i vid udstrækning inddrog lokalt ind­flydelsesrige eliter. De vigtigste synlige støtter i Ter-Petrosjans magtstruktur var utvivlsomt de egentlige magtministerier som indenrigsministeriet (med ansvar for bl.a. også national sikkerhed og med egne væbnede styrker) under først Vano Siradeghjan og siden Serzhik Sargsjan samt forsvarsministeriet under Vazgen Sargsjan. Hertil kan også nævnes Hrant Bagratjan (premierminister inden Kocharjan) samt præsidentens ældste bror Telman Petrosjan, direktør for Hrazdanmash, et stort industriforetagende nær Jerevan, som almindeligvis ansås for at kontrollere Armeniens industri.[v]  Nu kan det synes overraskende at to af disse centrale aktører, nemlig indenrigsministeren og forsvarsministeren, opgav Ter-Petrossjan i hans uenighed med Kocharjan om Karabakh-politikken. Årsagen har dog næppe meget at gøre hermed, men er snarere at der simpelthen ikke længere var politisk fremtid i at støtte ham. Det skyldes igen at hele APB-regeringen gennem en årrække har været under voldsom kritik for både magtmisbrug og korruption, og derfor i stigende omfang er blevet politisk isoleret fra de større byers befolkninger, der udgjorde dens oprindelige bagland. Dette fremgik klart både ved parlamentsvalget i 1995 og præsidentvalget i 1996, hvor alle kneb blev taget i brug for at sikre APB magten. Til gengæld er det også iøjnefaldende at i dag, kun to måneder efter Ter-Petrosjans tilbagetræden, er APB som folkelig bevægelse bogstavelig talt forsvundet, selvom mange medlemmer menes at have søgt politisk ly hos Karen Demirjan.

Mulige perspektiver efter præsidentvalget
Som ventet blev Robert Kocharjan Republikken Armeniens nye præsident. Denne mulighed affødte allerede inden valget en vis bekymring fra flere iagttagere angående udsigterne for de igangværende fredsforhandlinger omkring Nagorno Karabakh. Mange udtrykte således berettiget frygt for at man nu kunne forvente en mere uforsonlig holdning fra armensk side, ja endog en genopblussen af konflikten. Dette behøver imidlertid ikke at være tilfældet af flere årsager. For det første kan Kocharjan forventes at have mere politisk manøvrerum end sin forgænger, hvis holdning til Karabakh blev en symbolsk fællesnævner for generel politisk mistillid. Desuden må han anses for at være langt mindre sårbar for kritik fra rabiate nationalistiske kredse, idet han står som nationalisten "in personam" og derfor kan tillade sig at indgå kompromisser som Ter-Petrosjan ikke var i stand til. Hertil kommer at skønt Karabakh-armeniernes skæbne længe har været en tilbage­vendende katalysa­tor i Republikken Armeniens politiske liv, og utvivlsomt stadig spiller en psykologisk rolle, har den slet ikke samme vægt som før og kan derfor ikke længere manipuleres politisk i samme grad. Tværtimod har levevilkårene i Republikken Armenien længe været så besværlige, at de fleste almindelige mennesker har mere end nok at gøre med at klare dagligdagen, til også at engagere sig aktivt i politik. Rent bortset fra at syv år under APB-regimet har gjort armenierne politisk dybt desillusionerede. Sideløbende er en række historisk og kulturelt betingede nuancer mellem Armeniens egne indbyggere og befolkningen i Karabakh dukket frem på overfladen. Skønt de førstnævnte ganske vist nærer stor respekt for "Karabakhtsi'erne" som nogle gevaldige krigere, der har gjort op med armeniernes traditionelle offerrolle, betragter mange dem dybest set som "primitive" og "uciviliserede". Det modsvares til gengæld af de sidstnævntes syn på "Hajastant­si­'erne" som "upålidelige kræmmere" og "krystere" samt på sig selv som de "virkelige armeniere".[vi] I forbindelse med valget er der ingen tvivl om at netop dette forhold fik mange vælgere til at bakke op om Karen Demir­jan, som en bedre garant for Armeniens selvstændige interesser. Adskillige af de der modsat gav deres stemte til Kocharjan af politisk overbevisning, handlede dog næppe blot udfra hensyn til Karabakh, men i håb om at få ryddet op i republikken efter APB's misregimente. For det andet har Kocharjan som præsident for den internatio­nalt anerkendte republik Armenien nogle helt andre hensyn at tage både udadtil og indadtil end da han stod i spidsen for den oprørske enklave. Udenrigspolitisk er det bortset fra Rusland vanskeligt at få øje på andre stater med interesse eller mulighed for at opretholde Karabakh som potentielt brændpunkt i betragtning af det igangværende olie- og gaseventyr omkring Det Kaspiske Hav. Hvis Armenien derfor skal gøre sig forhåbning om at bevare den bredere omverdens velvilje på lidt længere sigt, vil fleksibilitet i Karabakh-spørgsmålet være påkrævet. Endelig er det armenske samfund som nævnt organiseret i familiebaserede netværk, der på regeringsniveau vil forsøge at dominere både politik og økonomi. Selv om man imidlertid med Kocharjans magtovertagelse nok kan imødese en vis "Karabakhisering" af politiske og militære embeder, vil det næppe blive tilfældet med økonomien, der fortrinsvis beherskes af indfødte klaner. Disse relativt få, men meget magtfulde netværk, populært kaldet "mafiaer", har fra positioner i Sovjet-strukturen eller APB-regimet formået at udnytte overgangen fra stats- til markedsøkonomi mest lukrativt, og kontrollerer i dag stort set landets nationale resurcer, produktion, handel og bankvirksom­hed. Hertil kommer formuer skabt i kraft af konflikten omkring Karabakh fra sortbørshandel med mangelvarer, og ved samarbejde med lignende uformelle netværk i Georgien og Aserbajdsjan. Det kan her være værd at påpege at netop som følge af de kaukasiske samfunds interne struktur, eksisterer der på trods af diverse konflikter i regionen, talløse personlige forbindelser på tværs af alle grænser og frontlinjer. I følge kyndige lokale iagttagere er disse økonomiske storaktører dog i dag især interesserede i politisk stabilitet, idet de forstår at kun dette i længden kan sikre deres egne økonomiske interesser.[vii] Også det skyldes især den kaspiske olie, hvis udførsel de håber direkte eller indirekte at kunne opnå andel i. Under alle omstændigheder udgør denne olie det foreløbigt eneste bæredygtige økonomiske perspektiv for hele regionen, hvilket da også meget vel kan medføre at selv præsident Kocharjan kan komme under betydeligt pres fra forskellig side for at føre fredsprocessen til ende. Vi andre kan kun håbe at det sidste bliver tilfældet, for på den vil spørgsmålet om udvikling eller stagnation for Armeniens vedkommende reelt bero i en meget lang periode fremover.