| |
Foredrag
til tema-arrangement i Dansk Selskab for Kaukasusforskning d. 25.03.03
Af Søren Theisen. Copyright:
forfatteren.
Områderne
ved Sortehavets nordøstlige bred udgør et af de ældst beboede i hele Kaukasus, men er
især kendt som hjemsted for en række stammer, der under eet kaldes tjerkessere. Navnet
tjerkesser er overtaget fra det russiske ”tjerkas”, men stammer oprindeligt fra
den tyrkiske betegnelse ”cerkes” (arabisk – ”djarkasi”), der
kommer i brug omkring midten af 1300-tallet i stedet for ”kashak”. Denne
betegnelse er formentlig georgisk, men anvendtes i formen ”kasog” om den
indfødte befolkning af de slaviske indvandrere, som grundlagde fyrstedømmet Tmutorakan
på halv-øen Taman i 900-tallet. Selv
anvender tjerkesserne ordet ”adighe”, der betyder menneske, som en slags
fællesbenævnelse, også om flere mindre etnisk og sprogligt nærstående folkeslag.
Moderne forskere benytter dog også betegnelsen ”adighe” om en særlig gruppe
nordvestkaukasiske sprog, mens ”tjerkessisk” ofte anføres som samlende kategori
i ældre fremstillinger. Tjerkessisk tilhører sammen med abkhasisk og det nu uddøde
ubykh den nordvestlige afgrening af de ibero-kaukasiske sprog. I den udstrækning de vest-
og østkaukasiske sprog kan siges at være beslægtede, må man formode at
proto-tjerkessisk udviklede sig lokalt for mindst 5000 år siden. Tjerkessisk omfatter en
række distinkte, om end indbyrdes forståelige stammedialekter, der dog kan opdeles i en østlig og en vestlig
gruppe.
Om
de tjerkessiske stammers oprindelse og tidligste historie ved den moderne forskning kun
lidt, men arkæologiske og lingvistiske levn antyder at deres forfædre kan have
eksisteret langt inde i det nuværende Ukraine i forhistorisk tid. I det nordvestlige
Kaukasus forekommer fund fra både den ældre og den mellemste stenalder (ca. 100000-40000
år f.v.t.), som viser udviklingen af en oprindelig jæger- og samlerkultur i stand til at tilpasse sig vekslende klimatiske
omstændigheder. Under den yngre stenalder aftager jagten i betydning til fordel for
fødevareproduktion i form af både agerbrug og kreaturhold, ligesom der er tegn på et
meget tidligt kendskab til metalforarbejdning. En egentlige Bronzealder (ca. 2-3000 år
f.v.t.) er repræsenteret ved talløse gravfund af tre hoved-typer, blandt andet de
såkaldte fyrstegravhøje fra Maikop, der stammer fra en kultur baseret primært på
husdyravl og samhandel med de nærorientalske civilisationer, og som sandsynligvis stadig
var overvejende matriarkalsk i sin samfundsmæssige organisation. Maikop-kulturen kan have
været prototjerkessisk og stednavnet Maikop stammer i øvrigt fra det tjerkessiske ord ”Myekuape”, der betyder ”de vilde
skovæbletræers dal” (”mye” – ”vildt skovæble”, ”kuape”
– ”dal”). Den yngre broncealder går fra omkring 1000-tallet f.v.t. brat
over i den historiske Oldtid, da hele det syd-russiske steppeområde bliver underlagt
først kimmererne og derefter i 700-tallet skytherne, begge nomadefolk fra Centralasien,
der mere eller mindre assimilerer de tidligere beboere. Skønt det er umuligt nærmere at
stadfæste tjerkessernes oprindelse og bosættelse i det nordvestlige Kaukasus, mener
nogle forskere imidlertid at deres forfædre selv engang var et magtfuldt hyrdefolk. Deres
legender henviser således ofte til steppen og en udpræget steppekulturs sædvaner, og
deres senere relationer med diverse indvandrende nomader er langt tættere end de øvrige
ibero-kaukasieres.
Til
trods for deres hypotetiske oprindelse som et patriarkalsk hyrdefolk i kulturel forstand
tegner der sig fra tidligste tid en vedholdende forskydning af de tjerkessiske stammer mod
sydøst i retning af bjergene. Fra 1500-tallet e.v.t., hvor de for alvor begynder at
optræde i de omliggende civilisationers skriftlige kilder, synes de allerede primært at
være koncentreret til området mellem Kuban-flodens nedre og mellemste løb mod nord og
den nordøstlige Sortehavskyst mod syd, og derfra så langt mod øst som Terek-flodens
øvre løb. Indtil midten af 1800-tallet udgjorde dette tjerkessiske kerneland et af de
mest uigennemtrængelige i Nordkaukasus med sine rækker af stejle dalgange, tildannet af
de floder der udspringer langs begge sider af Kaukasus-kædens nordvestlige højderyg. På
sydsiden af denne skråner bjergene de fleste steder direkte ned til Sortehavet med kun
få naturlige muligheder for havne- og vejanlæg. Eftersom nedbøren er betydelig i denne
del af regionen, er plantevæksten overdådig
med tæt skovbevoksning i dalgangene og langt op ad bjergsiderne. Ved rydning er jorden
meget frugtbar og kan brødføde en relativt stor befolkning, men oprindeligt levede denne
i vidtspredte, indbyrdes isolerede bosættelser, baseret på en enkelt storfamilie med
huse bygget af træ og forbundet af stier. De enkelte storfamilier var løst tilknyttet en
mængde ofte indbyrdes fejdende stammer, hvoraf de vigtigste i starten af 1800-tallet var
følgende: ”natukhaierne”, der beboede Taman-halvøen op til Kuban-flodens
udmunding i Det azovske Hav; ”shapzug’erne”, der igen var delt i ”store
shapzug’erne”på nedre Kubans sydbred og langs dens biflod Afips, og ”lille
shapzug’erne” ude ved Sortehavskysten; ”abadzekh’erne”, der
levede i sænkning omkring Kubans sydlige bifloder Psekups, Pshish og Belaja. Af andre
vest-tjerkessere kan endvidere nævnes ”mokhosh’erne” ved Farsu-floden,
”temirgoi’erne” mellem Laba og Kuban, bjedukh’erne ved sammenløbet af
Pshish og Psekups, ”khatukai’erne” mellem nedre Belaya og Pshish og endelig
”beslenei’erne” i højlandet længst mod sydøst. Hertil kommer de østlige
tjerkessere eller ”kabarderne”, samt to folk af ikke-adygheisk oprindelse, der
gradvist blev assimileret af disse, nemlig ”ubykh’erne” og ”abaza’erne”.
Ingen
af de tjerkessiske stammer skabte på noget tidspunkt egentlige statsdannelser, selv om
løse konføderationer mellem nærtstående stammer kunne opstå fra tid til anden. Det
må især tilskrives samfundets interne struktur med klan- og stammetilhørsforhold som
grundlæggende organisationsform. Til forskel
fra andre nordkaukasiske befolkningers stærke egalitære traditioner var de tjerkessiske
stammer imidlertid hierarkisk opbygget
omkring fire sociale hovedkategorier: øverst fyrsterne, dernæst et stammearistokrati og
et lag af frie bønder og nederst de livegne og slaverne. Grundmønsteret kunne dog
variere betydeligt mellem stammerne, idet stammearistokratiet hos bjergboerne blandt
vesttjerkessiske stammer som ”abadzekh’erne”, ”shapsug’erne”
og ”natukhai’erne” kun var svagt udviklet, til fordel for en egalitær
organisering af frie bønder med lige rettigheder, hvilket også bibragte dem tilnavnet de
”frie tjerkessere”. Modsat havde lavlandsbeboere blandt ”janei’erne”,
”temirgoi’erne”, ”beslenei’erne” og ”abaza’erne”
flere lighedspunkter med ”kabarderne”, der besad den mest rigide feudale
organisationsform af dem alle. Forskellen kan skyldes at den økonomiske indflydelse fra
først de græske kolonier og derefter italienere og tyrkere hæmmede udviklingen af en
feudal struktur blandt de vestlige stammer, idet man også her finder de stærkeste levn
af det patriarkalske klansystem, som til gengæld forsvandt hos de østlige
tjerkesser.Disse klaner bestod af flere stor-familier, som igen udgjorde et selvstyrende
landsbyfællesskab, ledet af et ældsteråd.
Langt
op i 1900-tallet opretholdt alle de tjerkessiske stammer imidlertid visse skikke, som er typiske for patriarkalske klansamfund, og
som styredes af den lokale sædvaneret. Det gjaldt således kravet om blodhævn ved mord,
opfostring af børn i fremmede familier, en form for fostbroderskab , som tjente til at
sammenknytte stammer og endelig diverse gæstfrihedstraditioner, der indlemmede gæsten i
klanen, og derfor gjorde denne ansvarlig for vedkommendes liv. Forbindelse mellem klaner
kunne også styrkes gennem indgåelse af fostbroderskab
mellem individuelle medlemmer, hvorimod giftermål indenfor klanen blev strengt overholdt.
Denne skik såvel som betaling af brudepris kunne kun omgås ved hjælp af bruderov, der
før var udbredt og stadig foregives i bryllupsritualerne.
Samfundets
grundlæggende fragmentering både styrkede og styrkedes af rivaliseringer mellem
stammerne og blandt klaner og storfamilier indenfor stammerne. Ligesom mange andre steder
i Kaukasus løb fejder undertiden over generationer, og ikke engang den enkelte stamme
underkastede sig let nogen centraliseret ledelse, hverken i krig eller fred. På trods af den individuelle tjerkessers
uomtvistelige bravour, bidrog disse forhold ikke desto mindre i længden til at undergrave
hele samfundet i konfrontationen med de højere udviklede regionalmagter.
Tjerkessernes
levevis som kreaturavlere og agerbrugere afspejledes i deres oprindelige trosliv, der
bl.a. dyrkede guddommene Sozeresh, Jemish og Khategash, knyttet henholdsvis til såningen,
dyrehjordene og haverne. Hertil kom Tshiple, som stod for storm og torden, og hvis kult
var centreret omkring visse træer i hellige lunde, der blev holdt i ære indtil for
relativt nylig. I lighed med flere andre kaukasiske folkeslag fandtes endelig en særlig
gud for smedekunsten Tlepsh. Fælles for hele den nordkaukasiske folketro er
fortællingerne om de såkaldte ”Nart” - enfoldige kæmper, der til tider
bistår menneskene, men oftere skaber problemer for dem, og formentlig er af
skytisk-iransk oprindelse.
Hvad
angår tjerkesserne i historisk tid stammer de tidligste skriftlige henvisninger til deres mulige forfædre fra den græsk-romerske
antiks historikere og geografer. Blandt en række maeotiske folkeslag omkring Det azovske
Hav (Palus Maeotis) nævner Herodot således i midten af det 4 århundrede f.v.t de såkaldte ”sindoi”, og ved starten af
vor tidsregning omtaler Strabon desuden de såkaldte ”axai”, ”zygoi”,
”henioxoi” og ”kerxetoi” på den nordøstlige Sortehavskyst mellem den
nuværende Taman-halvø og Sukhumi. Af disse folkeslag afvises både sindoi og kerxetoi
dog i dag som proto-kaukasiere, skønt man længe antog at de sidstnævnte havde lagt navn
til betegnelsen ”tjerkes”. Om axai’erne
og zyg’erne, der kan have forbindelse til navnet adyghe samt heniox’erne skriver
Strabon tillige, at de alle levede af
sørøveri og med deres slanke lette både, beregnet på
25
mænd angreb selv handelsfartøjer og byer langs kysten, for at kidnappe folk mod
løsepenge.
Hvadenten
de nævnte stammer kan forbindes med nutidens tjerkessere eller ikke, var hele området
imidlertid allerede inden da tæt knyttet til Middelhavsrummet i kraft af de græske
handelskolonier på Krim og Taman-halvøen. Disse to steder dannede fra begyndelsen af
400-tallet kernen i det Bosporanske rige, der har fået sit navn efter det kimmeriske
Bosporus, nu strædet ved Kertj. Det Bosporanske rige omfattede på sit højdepunkt hele
østkysten af Det azovske hav op til floden Tanais (Don), og fungerede som
hovedleverandør af korn til Athen og de græske byer i Lilleasien. Herudover
eksporteredes kreaturer, fisk, huder, honning, bivoks og slaver, og omvendt indførtes
luksusartikler som olie, vin og keramik med henblik på videresalg til de omboende
folke-slag. ”Bosporanerne” selv var formentlig en blanding af kimmerere,
skythere og proto-kaukasiere med først en græsk og senere en helleniseret indfødt
overklasse i byerne. Der dyrkedes også den græske gudeverden, herunder den store
modergud Kybele og en månegudinde i skikkelse af den Tauriske Artemis. Her kan muligvis
ses en forbindelse til den oprindelige tjerkessiske gudeverden, hvor f.eks. tordenguden
Tsiple så skulle være identisk med Zeus og smedeguden Tlepsh med Hefaistos.
Hen
mod slutningen af 200-tallet f.Kr. oplevede
det Bosporanske rige tiltagende pres fra Sarmaterne i Kuban-området, men blev
indledningsvis underlagt først Mithridates (Eupator) af Pontos og ved dennes død i år
63 f. Kr. Romerriget. Afhængigheden af Rom var dog mest nominel og i løbet af af de
første århundreder efter vor tidsregning indtraf en midlertidig genopblomstring under
forskellige lokale konger af sarmatisk herkomst. Den varede ved indtil starten af
200-tallet e. Kr., hvor hele steppeområdet nord for Sortehavet blev invaderet fra øst af
først gotherne, herulerne og boranerne, og endelig sent i 300-tallet af hunnerne.
Efter
Bosporus-rigets sammenbrud, vedblev Sortehavs-tjerkesserne imidlertid at have forbindelser
med Middelhavsrummet, hvis østlige sfære fra 400-tallet beherskedes af det kristne
Byzants. Ganske ligesom tidligere blev byzantinske handelskolonier på Krim nu vigtige
centrer for eksport af både korn og slaver, der enten blev opkøbt eller taget blandt de
omboende folk, og sideløbende begyndte kristendommen at vinde frem hos disse i løbet af
500-tallet. Et ærkebiskopsæde etableredes således i Nikopsis (Ngegepsuko), men
underordnet patriarkatet i Konstantinopel, og nogen stærk kirkelig organisation som i
Georgien og Armenien blev aldrig oprettet. Eftersom kirkesproget desuden forblev græsk
fortsatte den oprindelige "hedenskab" længe endnu, især blandt almuen. For
eksempel forekom så sent som i begyndelsen af 1800-tallet vigtige årlige ceremonier, der
hyldede tordenguden Tshible sammen med Merem (jomfru Maria) og involverede danse, hvor
begge køn deltog.
Gennem
det meste af 800-tallet var hele Kaukasus-området genstand for sammenstød mellem det
ekspanderende arabiske kalifat syd for bjergkæden og khazarerne ved Volga, men skønt
tjerkesserne nominelt befandt sig indenfor det sidstnævntes interessesfære, undgik de at
blive direkte involverede, og heller ikke islam formåede at vinde indpas i første
omgang.
Khazar-rigets
opløsning i løbet af 900-tallet betød til gengæld, at russiske fyrster fra Kiev fik
fodfæste på Taman-halvøen, og begyndte at lægge pres på den indfødte befolkning. I
år 1022 angreb fyrst Mstislav af Tmutorakan (Taman) således ”kasog’erne”,
og det følgende år indgår de tilsyneladende i hans hær under en dynastisk strid med
broderen Jaroslav d. Vise af Kiev. Endvidere fremgår det i år 1066 at hans søn
Rostislav modtog tribut fra denne stamme, men
allerede i slutningen af 1000-tallet havde de påny fordrevet russerne fra Taman.
Årsagen
var at khazerernes fald samtidig havde skabt et magttomrum nord for Kaukasus, og dermed
sat en række tyrkisk-talende befolkninger fra Centralasien i bevægelse mod syd
og
vest. Det drejede sig dels om oghuz-tyrkerne, der under Seldjuk-dynastiet gjorde sig til
herrer over det meste af Nærorienten gennem de næste tohundreder år. Dels
kiptjak-tyrkerne, der trængte ind i det sydrussiske steppeområde, hvor de under navnet
kumaner eller polovetser
stødte
sammen med fyrstemagten i Kiev, som beskrevet i Igor-kvadet, og herved satte et
foreløbigt punktum for slavisk ekspansion på den nordøstlige Sortehavskyst. I stedet
lykkedes det de søfarende italienske bystater Venedig, og siden hen Genua fra omkring
1175 at opnå konsessioner af Byzants for handel i området, hvor de etablerede sig i
Sudak og Kaffa på Krim, der blev vigtige omladningspladser for Europas fjernhandel med
Asien. Det gavnede også de tjerkessiske stammer på Taman-halvøen, der kontrollerede den
første etape af handelsvejen mod øst. Den arabiske geograf Idrisi fra 1100-tallet
beskriver således ”Matarkha”, det tidligere Tmutorakan – nu Taman som
”blomstrende” med ”dyrkede marker og vingårde”, og dens ”fyrster
som tapre, initiativrige og skrækkelige for de omboende folk”.
I
den islamiske verden syd for Kaukasus var tjerkesserne nemlig i denne periode især kendt
for mændenes militære færdigheder og kvindernes skønhed. Herom skriver geografen
al-Masudi således i midten af 900-tallet, at ”blandt folkeslagene i disse egne
findes der intet af renere teint, lysere lød, af smukkere mænd og skønnere kvinder,
mere ranke, med smallere liv og mere velskabte baller, mere elegante og almindeligvis mere
tækkelige end dette” Hvad de tjerkessiske mænd angik blev de desuden for alvor
berømte i takt med at Nærorientens herskere fik for vane, at omgive sig med særlige
elitekorps af slavekrigere, sammensat af kiptjak-tyrkere og kaukasiere. Allerede
Abbaside-khalifatet havde lært at nære respekt for de tyrkiske horders militære
slagkraft i Trans-oxanien, hvor det konstant måtte værge sig mod nomadernes angreb, og
begyndte derfor tidligt at bruge lokale islamiserede tyrker i grænsestyrkerne samt
importere deres vantro stammefrænder fra barnsben, beregnet for optræning til
militærtjeneste. Disse sidste blev kaldt ”mamluk”,
et arabisk ord, der betyder ”ejet”. Med tiden kom khalifatet i stigende grad til
at blive afhængigt af tyrkiske slavesoldater, der ofte endte med selv at tage magten og
grundlægge egne dynastier. Fra år 868 var de fleste herskere i Ægypten oprindeligt
tyrkiske slaver, en udvikling der kulminerede med Bahri-dynastiets kiptjak-tyrkiske
mamlukstat mellem 1250 og 1390. Under Bahri’erne blev mamlukkerne dog stadig oftere
taget fra de ikke-tyrkiske folkeslag i Kaukasus, da kiptjak-tyrkerne efterhånden som de
konverterede til Islam ikke længere måtte gøres som slaver. Det betød at kaukasierne i
stedet gradvis kom til at dominere indenfor den militære kaste, og til sidst blev
dynastiet væltet af det tjerkessiske Burdjiyyah-regiment, anført af dets leder Barkuk.
Han blev hermed grundlæggeren af det tjerkessiske Burdji-dynasti, af de arabiske kilder
kaldet ”dawlat al-djarakisa” eller ”det tjerkessiske regime”, som
styrede Ægypten indtil mamluk-statens opløsning i 1517.
Efter
mongolernes erobring af det meste af Østeuropa og Nærorienten i 1200-tallet kom Kaukasus
til at udgøre grænsen mellem den Gyldne Horde mod nord og Ilkhanerne mod syd, og de
nordkaukasiske folk blev dermed underlagt førstnævnte, hvis administrative centrum lå i
Sarai ved Volga. Kun dynastiets ottende hersker Uzbeg Khan (1314-40) gjorde dog seriøse
forsøg på at befæste sin magt syd for Kuban og Terek, og tjerkesserne kunne således
stort set leve som hidtil, mens de forsøgte at manøvrere mellem skiftende mongolske
magthavere.Under hordens interne stridigheder om arvefølgen efter Uzbeg Khans død
støttede de indledningsvis hans sønnesøn Berdibeg (1357-59), som menes at have været
af tjerkessisk herkomst, og siden tronkræveren Mamai Khan, for så til sidst efter dennes
nederlag til storfyrst Dmitri af Moskva ved Kalka-floden i 1380, at alliere sig med
Tokhtamish af den Hvide Horde, en vassalfyrste af Timur-i Lenk. Tokhtamish viste sig dog
at være en farlig partner, for nogle få år senere havde han lagt sig ud med den nye
verdenserobrer, og da tjerkesserne formidlede en alliance mellem ham og Burdji-mamlukkerne
i Ægypten, hærgede Timur til gengæld hele det sydrussiske steppeland, indbefattet
Taman-halvøen i 1395. Men disse begivenheder fik dog også flere betydeligt mere
langtrækkende konsekvenser for Nordkaukasus: For det første medførte de turko-mongolske
nomaders permanente tilstedeværelse på stepperne nord og øst for Det azovske Hav, at de
derboende vest-tjerkessiske stammer lidt efter lidt begyndte at trække op i højlandet
omkring øvre Kuban. En af disse stammer, nemlig karbarderne bosatte sig i området vest
for øvre Terek, der siden er blevet kendt som Karbardien. For det andet blev storfyrst
Dimitri’s sejr over Mamai Khan begyndelsen til enden på mongolernes herredømme i
Rusland, idet den tillod det Moskovitiske fyrstedømme at konsolidere sig, og dermed
indlede sin egen ekspansion i Asien.
På
kortere sigt ledte mongolvældets opløsning i løbet af 1400-tallet imidlertid til, at en
række islamiserede ”tatariske” khandømmer formåede at etablere sig
henholdsvis nordøst og nordvest for Kaukasus, nemlig Astrakan-khanatet (1466-1554)
omkring nedre Volga, nord for Det kaspiske Hav, Kazan-khanatet (1438-1552) ved Volgas
midterste løb, samt Krim-khanatet (1420-1783), der blev en af den Gyldne Hordes
betydeligste arvtagermagter. I steppeområdet mellem disse bofaste enheder bredte sig
endelig flere mindre nomadehorder, af hvilke den stærkeste fra begyndelsen af 1500-tallet
var nogai-horden. Alligevel fik tjerkesserne et midlertidigt pusterum fra deres nærmeste
omgivelser, hvorunder en delvis legendarisk kabardisk fyrste ved navn Inal i 1420’erne
synes at have gjort forsøg på at samle de forskellige adygeiske stammer i et større
forbund, omend uden længere varig success. Samtidig forandredes den regionale magtbalance
fra midten af århundredet påny, idet en ny dynamisk stormagt på den modsatte side af
Sortehavet, nemlig Osmannerriget, efter at have indtaget Konstantinopel i 1453, erobrede
Kaffa fra genueserne i 1475, og gjorde Krim-khanen til sin vassal. Fra Krim trængte
osmannerne ind i Det azovske Hav og tog Tana (herefter Azaq) ved Don-flodens udløb, men
blev først i 1484 i stand til at erobre den strategisk vigtige Taman-halvø. Dette gjorde
definitivt ende på de italienske bystaters handel med Asien via Det azovske Hav, og tvang
derved Europa til at søge alternative ruter ad søvejen.
Hvad
tjerkesserne angik blev nu de atter henvist til at manøvrere mellem de regionale
stormagter som de bedst kunne. Her var stammerne langs kysten som regel mest udsatte for
osmannerne, mens dem i baglandet blev afhængige af Krim-khanerne, der anså sig som deres
vasalherrer.
I øjensynlig beundring for tjerkessernes ridderlige dyder blev det imidlertid skik, at de
lod deres sønner opdrage hos de tjerkessiske fyrster, der på denne måde blev deres
fostbrødre, ligesom de ofte ægtede tjerkessiske kvinder af ædel byrd, to aspekter der i
høj grad bidrog til at sikre dem stammearistokratiets loyalitet. Det afholdt dem på den
anden side ikke fra regelmæssigt at gå i felten mod stammerne, hvilket omvendt fik en
gruppe tjerkessiske udsendinge til i 1481 at bede om beskyttelse fra Osmannerne, mod til
gengæld at levere kavalleri til sultanen. Anmodningen blev dog afvist, fordi osmannerne
anså Krim-khanatet som et bedre redskab for at befæste sin indflydelse på de
syd-russiske stepper. Andre forsøg på at alliere sig med Astrakan-khandømmet, der var
fjendtligt indstillet overfor både Krim og Istanbul, var i længden dømt til at
mislykkes, da dette ikke var i stand til at
udgøre nogen virkelig modvægt til nogen af dem. Til gengæld deltog tjerkessiske styrker
aktivt i Astrakan-khanernes interne stridigheder i 1538, og i 1552 blev den sidste khan
Yagmurci genindsat gennem deres indgriben.
En
vigtig konsekvens af tjerkessernes relationer med de regionale islamiske kulturcentrer var
at islam sideløbende begyndte at trænge frem i blandt dem. Som det havde været
tilfældet med kristendommen, støttede stammearistokratiet islamiseringen, der dog ikke
slog igennem 100 procent, og hvad angik de frie bønder og livegne vedblev de længe at
være animister med islæt af kristendom. En datidig osmannisk kilde afskriver således
samtlige tjerkessiske stammer som hedninger ”uden høvdinge og uden religion”,
og så sent som i 1600-tallet fremgår det af en tilsvarende, at fraregnet djanei’erne,
tilhørte de øvrige vestlige adigher ”Dar ul-Harb” (krigens hus) eller
var med andre ord at anse som hedninge. Dette betød dog omvendt at de både kunne købes
og sælges som slaver, og netop efterspørgslen efter tjerkesssiske slavekrigere og
haremsdamer var gennem flere århundreder et vigtigt motiv for osmannernes engagement i
Kaukasus. I lighed med tidligere opnåede mange af disse høje positioner i
Osmannerstaten, som f.eks. Suleiman d.
Strålendes (1520-66) førstehustru, der i italienske kilder omtales som ”una
donna circassa”. Et tilsvarende eksempel kendes fra den samtidige persiske
Safavidestat i skikkelse af den berygtede Parikan Khanum, datter af en medhustru til Shah
Tahmasp d.1 (1524-76), som i bedste kaukasiske tradition skabte en tjerkessisk fraktion
ved hoffet og i et par år efter shahens død endda fungerede den virkelige magt bag
tronen. De tjerkessiske slaver blev enten købt direkte af indfødte fyrster, der uden
skrupler solgte deres landsmænd eller af Krim-khanerne, som hvert år modtog en tribut
fra stammerne i form af slaver.
I
den første halvdel af 1500-tallet kom de vestlige tjerkessere under tiltagende pres fra
både Osmannerriget og Krim-khanatet. Det
medførte oprør blandt djanei’erne, kabarderne og khatukai’erne, der dog blev
slået ned af Krim-khanen Sahib Girai Khan i 1539 og 1549, men efter dennes død i 1551,
hærgede djanei’er og bjedukh’ter hele Taman-halvøen. Omkring dette tidspunkt
var de første russiske eventyrere eller kosakker (tyrkisk: ”kazak” –
”omstrejfer) begyndt at bosætte sig langs floderne Kuban og Terek, og signalerede
hermed en ny regionalmagts opdukken på arenaen, nemlig det moskovitiske tsardømme.
De
tjerkessiske fyrster i Kabardien anså i starten ikke det ekspanderende Moskva som nogen
særlig trussel, men snarere som en potentiel allieret mod egne rivaler og mere nærboende
stormagter, og der forekom en vis folkeblanding mellem disse og de fremtrængende
kosakker, som overtog både livsform og en mængde skikke fra de oprindelige beboere. Så
tidligt som i 1552 sendte beslenei’erne fra Beshtau-området (Piatigorsk) gesanter
til Moskva, og i 1556 hjalp de russerne med at angribe Krim-khanatet. Andre kabardiske
fyrster fulgte trop og i 1561 bortgiftede den
største af dem Kemirgoko sin datter til tsar Ivan d. Grusomme. Dette og andre tilsvarende
ægteskaber blev udgangspunkt for flere russiske aristokratiske slægter ved navn ”Tjerkasskij”,
som med tiden kom til at spille en fremtrædende rolle i russisk politik.
I
1600-tallet var den russiske stat stadig primært optaget af at konsolidere sig i områder
nærmere Moskva, og først i starten af 1700-tallet indledte den seriøse forsøg på at
befæste sin militære kontrol over det kaukasiske opland med tilsvarende pres mod de
indfødte befolkninger til følge. Den grundlæggende russiske strategi bestod i at
udvirke alliancer med så mange medlemmer af det indfødte aristokrati som muligt, opnå
disses accept af en permanent russisk tilstedeværelse i deres domæner og siden bygge
befæstede bosættelser. Over tid havde russerne betydelig success med denne metode, men
oprør forekom da de kabardiske fribønder ikke anerkendte nogen fyrstes overhøjhed,
ligesom en del fyrster modsatte sig favorisering af rivaler.
Samtidig
var Osmannerne, der sammen med Krim-khanatet i det mindste nominelt beherskede
Sortehavssteppen, meget uvillige til at opgive denne, og under den Russisk-Tyrkiske krig
fra 1768-74 søgte de at formå kabarderne til blokere russernes adgang til Kaukasus, men
uden held. I stedet blev Osmannerstaten med Küchük Kanardji-traktaten af 1774 tvunget
til at afskrive sin overhøjhed over både Krim og Kabardien, skønt Rusland godtog at
ville anerkende de lokale herskeres uafhængighed i begge områder. Traktaten var uklar med hensyn til
Sortehavskystens status, idet den omfattede både tjerkessiske og georgiske områder, men
i Georgievsk-traktaten fra 1783 accepterede Georgien Ruslands beskyttelse mod Persien, og
samme år annekterede tsaren simpelthen Krim.
Som
direkte konsekvens af Küchük Kanardji-traktaten og Ruslands voksende magt tog Osmannerne
nu aktive skridt til at styrke deres stilling i Nordkaukasus ved at oprette en formel
regeringsstruktur i de tjerkessiske områder, ledet af Ferah Ali Pasha, der blev udnævnt
til wali af Sogucak i 1780. Af oprindelse en georgisk slave var han kendt med kaukasiske
forhold og indførte for første gang en egentlig administration, sideløbende med en
udbygning af osmannernes befæst-ninger langs kysten og missionsvirksomhed til fordel for
Sunni-islam. Skønt han døde allerede i 1785,
fortsatte hans efterfølgere hans virke, hvilket bidrog til en betydelig styrkelse af
tjerkessernes bånd til Tyrkiet.
Mellem
1787 og 1791 udbrød der igen krig mellem Osmannerne og Rusland, hvorunder det lykkedes
for sidstnævnte at erobre Anapa på nordenden af den tjerkessiske kystlinje efter at have
slået en større tyrkisk styrke i Kuban-området. På dette tidspunkt kom Rusland dog
under pres dels som følge af et oprør i Polen, dels fra Storbritannien og Prøjsen, der
var begyndt at frygte den russiske ekspansion, og Katharina d. Store var derfor villig til
at slutte fred med Tyrkiet for at kunne koncentrere sig om Europa. Det bevirkede at Anapa
ved Jassy-traktaten i 1792 blev givet tilbage til osmannerne. En ny konflikt mellem
Osmannerrigt og Rusland i 1807 på baggrund af Napoleons-krigene styrkede yderligere de
førstnævntes stilling i Nordvest-Kaukasus, bekræftet ved Bukarest-traktaten i 1812.
Hele
denne udvikling sammenfaldt med fremkomsten af den første af de store nordkaukasiske
religiøse ledere, der inspireret af naqsbandi-sufismen prædikede hellig krig mod
russerne, nemlig Sheikh Manzour Ushurma. Skønt selv tjetjener rakte han i lighed med den
senere Sheikh Sjamil langt ud over den traditionelle klan og stammeloyalitet, og
støttedes derfor også af en række tjerkessiske stammer. I begyndelsen slog han russerne
i flere større træfninger, men blev til sidst taget til fange under belejringen af Anapa
i 1791. Det lykkedes ham på den anden side aldrig at tilvejebringe nogen formel alliance
med osmannerne, idet disse dels var mistænksomme over hans sufi-doktriner samt så ham
som en hindring for deres egne forsøg på at samle de tjerkessiske stammer.
Under
alle omstændigheder formåede Rusland ikke at sikre sig nogen vedvarende land-vindinger
på osmannernes bekostning i de tjerkessiske områder i den første fjerdedel af
1800-tallet.
Billedet
ændrer sig imidlertid brat med endnu en russisk-tyrkisk krig fra 1828-29, der bragte den
russiske arme langt ned i Anatolien, og ved fredsslutningen i Adrianopel i 1829 måtte
Tyrkiet opgive alle sine stillinger på Tjerkesser-kysten til gengæld for at få Kars og
Batumi tilbage. Den formelle osmanniske tilbagetrækning markerer imidlertid starten på
næsten 40 års intens tjerkessisk modstandskamp mod Ruslands på at konsolidere sit
overherredømme. |
