| |
Oprindeligt trykt i: Politica. Tidsskrift for politisk videnskab, 33. årg., nr. 2, 2001,
pp. 166-177. Copyright: Politica
Af Ib Faurby
Præsident
Vladimir Putin ønsker at styrke statsmagten. Et centralt element heri er en
effektivisering af de væbnede styrker. Putin har imidlertid overtaget et forsvar i krise
og præget af manglende reformer. Ikke mindst de to russisk-tjetjenske krige, 1994-1996 og
siden 1999, har på den mest dramatiske måde vist de store problemer, der præger de
russiske væbnede styrker.
Lige siden
Sovjetunionens opløsning og Den Russiske Føderations indtræden på den internationale
scene som en selvstændig stat har det russiske samfund befundet sig i en turbulent
omstillingsproces. Det gælder i høj grad også de væbnede styrker.
Omstillingen fra den sovjetiske supermagts gigantiske militærapparat til et
forsvar, som Rusland har råd til, og som svarer til landets reelle sikkerhedspolitiske
behov, har været problemfyldt og kaotisk. De store politiske, økonomiske og sociale
problemer, der har præget Rusland i 1990erne, har sat sine spor i forsvaret og
vanskeliggjort nødvendige reformer. Ingen steder er det kommet tydeligere til udtryk end
i de to russisk-tjetjenske krige.
Efter det mislykkede forsøg på at oprette et fælles forsvar for Sammenslutningen
af Uafhængige Stater (SNG), besluttede Rusland i maj 1992 at oprette sit eget forsvar.[i]
Ruslands sikkerhedspolitiske situation var imidlertid en ganske anden, end Sovjetunionens
havde været. Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning havde fundamentalt ændrede den
geo-strategiske situation i Europa. Dertil kom, at de centralasiatiske og transkaukaiske
republikkers selvstændighed betød, at Rusland mod syd havde mistet sit strategiske
forterræn i konfliktfyldte områder.
Derfor var der behov for grundlæggende ændringer af forsvaret. Der måtte enten
foretage betydelige nyinvesteringer eller drastiske nedskæringer. Men på grund af
samfundets generelle økonomiske problemer var det ikke muligt at investere de beløb i en
rekonstruktion af de væbnede styrker, som forsvarets ledelse fandt nødvendig. Problemet
blev yderligere forstærket af konservative holdninger i den militære ledelse og
rivalisering mellem værn og våbenarter. Resultatet blev en styrkestruktur, der ikke
kunne finansieres eller - om man vil - manglende sammenhæng mellem mål og midler.
Ideologi og doktrin
Det grundlæggende spørgsmål var, hvad det var, der skulle forsvares. Den Russiske
Føderation blev af de færreste betragtet som et "naturligt" land. Der havde
aldrig eksisteret noget "historisk" Rusland med de grænser, føderationen fik.
Og hvis formålet var at forsvare russerne, så var problemet, at ikke alene boede der et
betydeligt antal ikke-russere i Den Russiske Føderation, men også omkring 25 mill.
russere uden for føderationen i de tidligere sovjetrepublikker. Faktisk fortsatte
russiske militære styrker med at spille en ganske problematisk rolle i flere tidligere
sovjetrepublikker - ikke mindst i "udbryderrepublikkerne" Transdniester
(Moldova)og Abkhasien (Georgien).
Tidligere havde der ikke været tvivl om, at det var Sovjetunionens Kommunistiske
Parti (SUKP), der ikke alene havde den reelle magt, men ifølge forfatningen også den
"ledende rolle" i samfundet. Inden for forsvaret havde partiet en politisk
kommandostruktur parallelt med den militære, og hovedparten af officererne var
partimedlemmer. Men med SUKPs opløsning aktualiseredes spørgsmålet om, hvem de væbnede
styrker skulle lyde. Præsidenten eller Den Øverste Sovjet? Det problem blev på
dramatisk vis illustreret under opgøret mellem præsident Boris Jeltsin og Den Øverste
Sovjet i september-oktober 1993, hvor begge parter forsøgte at inddrage forsvaret på sin
side i magtkampen.
Under kommunismen havde der heller ikke været tvivl om, hvad der var statens og
dermed også de væbnede styrkers idégrundlag. Men med kommunismens fald opstod der et
ideologisk vakuum. Officielt var Rusland et demokrati, men hvad det ville sige, var både
i teori og praksis et uafklaret spørgsmål. Problemet med civil, politisk kontrol med de
væbnede styrker forblev uløst, og for en del af officerskorpset kom russisk nationalisme
til at tjene som det nye idégrundlag (Faurby 1996a).
Mere konkret var spørgsmålene, hvad der
truede Ruslands sikkerhed, og hvorledes disse trusler skulle imødegås. Et første bud herpå
kom med den militærdoktrin, som præsident Jeltsin underskrev den 2. november 1993.
Ifølge denne eksisterede der stadig en risiko for både kernevåbenkrig og større
konventionelle konflikter, men denne risiko var dog aftaget betydeligt. Den største
umiddelbare fare for krig kom fra "sociale, territoriale, religiøse,
nationalt-etniske og andre konflikter". Væbnede konflikter, der opstod pga.
"aggressiv nationalisme og religiøs intolerance udgør en særlig trussel", hed
det i doktrinen.
Det blev derfor en væsentlig opgave for
Ruslands væbnede styrker at medvirke til inddæmningen og løsningen af sådanne
konflikter. Dertil kom, at forsvarets styrker også kunne bistå de interne
sikkerhedsstyrker med opretholdelse af ro og orden. Det kunne være tilfældet, hvis
nationalistiske eller separatistiske kræfter truede føderationens integritet og
forfatningsmæssige orden, eller hvis der blev oprettet ulovlige væbnede styrker på Den
Russiske Føderations territorium. Endelig skulle forsvaret bistå med grænsebevogtning,
bekæmpelse af narkotika- og våbensmugling samt assistere i katastrofesituationer.
Den to-ledede trusselsopfattelse bestående af både faren for en storkrig (om end
den var aftaget) og faren for etnisk-nationale konflikter gav imidlertid
planlægnigsproblemer. For det var vidt forskellige krav, de to konflikttyper stillede til
de væbnede styrkers strategi, organisering, udrustning og uddannelse. Militærdoktrinen
gav ikke nogen anvisning på, hvordan dette dilemma skulle løses.
Det russiske forsvar tillagde vedtagelsen af en militærdoktrin stor betydning. Det
var for så vidt forståeligt i betragtning af den uklarhed om forsvarets rolle og
organisering, der var opstået i kølvandet på Sovjetunionens opløsning. Doktrinen kom
dog kun i meget begrænset omfang til at opfylde behovet for klare, overordnede
retningslinjer. Dokumentet var præget af vage formuleringer, der åbnede mulighed for
konkurrerende fortolkninger. Disse uklarheder var formentlig et udtryk for kompromiser
mellem stærkt afvigende opfattelser af, hvad der var det russiske forsvars hovedopgaver,
og hvorledes disse skulle løses (Faurby 1996a; Nilsson 1997).
Reformen, der udeblev
Selvom
Rusland havde overtaget broderparten af det tidligere Sovjetunionens væbnede styrker, så
var det langt fra et sammenhængende og hensigtsmæssigt struktureret forsvar, landet stod
med i foråret 1992. Rusland overtog de sovjetiske styrker, der befandt sig i Rusland,
hvoraf en betydelig del var af lavere kvalitet, samt de styrker, der blev trukket tilbage
fra andre områder - først og fremmest det østlige Tyskland, Baltikum og Transkaukasien.
Ikke mindst tabet af store og veludrustede styrker og militære installationer i
Ukraine betød, at de russiske forsvar fik en problematisk sammensætning og struktur. Den
delvise tilbagetrækning fra Transkaukasien skabte også behov for gennemgribende
ændringer i Det Nordkaukasiske Militærdistrikt, der skiftede karakter fra et indre og
mindre betydningsfuldt militærdistrikt til et grænsedistrikt i et strategisk vigtigt
område. Flere af de styrker, der blev trukket tilbage fra Tyskland og Baltikum blev
placeret i Nordkaukasus.
Den politiske og militære ledelse var klar over, at der var behov for en
gennemgribende reform. Men ikke om hvordan eller hvor meget, den måtte koste. Det
nyetablerede forsvarsministerium fremlagde i 1992 en syv-årsplan i tre faser, der var
blevet udarbejdet af Generalstaben i stor hast. I den første fase frem til udgangen af
1993 skulle der udarbejdes mere detaljerede reformplaner, mens man forhandlede med de
øvrige tidligere sovjetrepublikker om delingen af Sovjetunionens militære ressoucer.
I fase to, dvs. indtil udgangen af 1995, skulle forsvaret reduceres fra
Sovjetunionens 4,5 mill. mand i 1991 til 1,5 mill. Hærens kerne skulle udgøres af mobile
styrker til hurtig indsættelse i konfliktområder og underlagt en ny, selvstændig
kommando. I den tredje fase, der skulle være gennemført år 2000, skulle
Luftforsvarsstyrkerne og De Strategiske Raketstyrker lægges sammen med Flyvevåbnet.
Militærdistrikterne skulle nedlægges og erstattes af fire til seks strategiske
kommandoer. Et hovedelement i reformplanen var indførelsen af hvervede
("professionelle") soldater, der i år 2000 skulle udgøre 50 pct. af
mandskabsstyrken (Nilsson 1997).
Disse reformplaner stødte imidlertid på økonomiske vanskeligheder og modstand
blandt konservative officerer i den militære ledelse. Præsident Jeltsin fandt
tilsyneladende ikke spørgsmålet af tilstrækkelig betydning til, at han for alvor satte
sin personlige autoritet bag reformplanerne, og forsvarsminister Pavel Gratjov havde
hverken den intellektuelle kapacitet eller den politiske styrke til at sikre deres
gennemførelse. Så selvom den nye militærdoktrin lagde stor vægt på faren for
etnisk-nationale konflikter og sanktionerede anvendelsen af Forsvarsministeriets styrker i
interne konflikter, førte doktrinen ikke til gennemgribende ændringer i styrkernes
organisering og uddannelse med henblik på sådanne konflikter.
Materiel, moral og motivation
Sovjetunionen havde brugt enorme ressourcer på sine væbnede styrker. De fleste forskere
er i dag enige om, at det drejede sig om mellem 20 og 25 pct. af bruttonationalproduktet,
og at dette var en medvirkende årsag til systemets sammenbrud.
Det nye Rusland kom til verden i en økonomisk krise, der fortsatte op gennem
1990erne. Bevillingerne til forsvaret faldt dramatisk sammenlignet med, hvad de havde
været i sovjetperioden. De militære ledere modsatte sig imidlertid de reduktioner i
styrkestrukturen, der skulle til for at skabe overensstemmelse mellem bevillinger og
udgifter. Resultatet blev manglende vedligeholdelse af installationer og materiel,
drastiske nedskæringer af uddannelse og træning, manglende lønudbetalinger og manglende
evne til at sikre selv basale forsyninger, inkl. fødevarer, til tropperne.
For flådens vedkommende blev antallet af større overfladefartøjer og
undervandsbåde halveret i tiåret fra 1987 til 1996. Disse tal kan tilmed være
misvisende, da en stor del af de tilbageværende fartøjer er i en yderst ringe stand, og
manglende brændstof og andre forsyninger har reduceret sejl- og øvelsestiden til et
minimum. Den tidligere supermagt har i dag kun ét hangarskib og én helikopterkrydser.
(Holmberg 2000). Kursk-katastrofen i august 2000, hvor Ruslands mest avancerede
angrebsubåd forulykkede og gik ned med 112 mand ombord, var et dramatisk eksempel på
flådens forfald. I flyvevåbnet er de fleste piloters flyvetimer faldet til 15-20 pr.
år, hvor 150-180 timer pr. år er normen i mange NATO-lande (Parchomenko 1999).
Denne udvikling førte til en udbredt demoralisering blandt såvel officerer som
menige. Officerskorpset oplevede en voldsom social deroute. Lønnen blev udhulet drastisk,
og boligsituationen var katastrofal. Mange af de officerer og deres familier, der i sin
tid blev trukket hjem fra Østeuropa og Baltikum, blev placeret i teltlejre og
misligeholdte kaserner. I 1998 var det godt 70 pct. af officererne, der ikke fik deres (i
øvrigt meget beskedne) løn til tiden. Så sent som i 1999 mangler flere end 100.000
officerer ifølge officielle oplysninger stadig en bolig. Det er således ikke
overraskende, at meningsmålinger, der blev foretaget blandt officerer, var præget af
stor utilfredshed og manglende tro på fremtiden (Parchomenko 1999).
Endnu værre stod det til blandt de værnepligtige. Mange steder var deres
situation slet og ret forfærdelige. En pensioneret oberst og militærsociolog
sammenlignede i 1994 forholdene på mange kaserner med fortidens tvangsarbejdslejre
(Nezavisimaja gazeta, 24. august 1994). Hvert år dør omkring 1.500 soldater af årsager,
der ikke har med aktiv krigstjeneste at gøre. Som i det øvrige samfund førte den
moralske opløsning og de økonomisk-sociale problemer til en eksplosiv udvikling i
kriminaliteten. I 1993 blev ca. 10.000 sager, omfattende alt fra mord til tyveri af våben
og ammunition, behandlet ved de militære domstole. I Tjetjenien solgte officerer og
menige våben til modparten.
Klimaet mellem officerer og menige og
mellem de menige indbyrdes var ofte meget dårligt. Ikke mindst forholdet mellem soldater
af forskellig etnisk oprindelse var problemfyldt. Mobning ("dedovsjtjina") af
meget grov karakter var udbredt. I løbet af de første ni måneder af 1997 blev der
således registreret mere end 1.400 tilfælde af særlig brutal behandling. I 1997 var der
knap 500 tilfælde af selvmord blandt officerer og menige (Parchomenko 1999: 102).
Det var derfor ikke overraskende, at mange unge mænd gjorde, hvad de kunne, for at
slippe for militærtjeneste. Indtil en lovændring i 1995 var der gode muligheder for
studerende for at blive fritaget. Mange fritages også pga. dårligt helbred, men det er
som regel de bedst uddannede, der er i stand til at sikre sig negative helbredsattester.
Blandt de, der møder op, deserterer et betragteligt antal. I 1993, dvs. allerede inden
den første krig i Tjetjenien, drejede det sig ifølge officielle oplysninger om 120 pr.
uge. Både uddannelsesniveauet og helbredstilstanden blande de, der indkaldes, siges at
være væsentlig ringere end tidligere. 40 pct. af rekrutterne opfylder ikke de fysiske
minimumskrav, og 25 pct. lider af kroniske sygdomme (Parchomenko 1999: 100-101).
Den kaotiske krig
Intet
demonstrerede mere tydeligt det russiske forsvars problemer end den russisk-tjetjenske
krig 1994-96. Formålet med
det følgende er ikke at give en udtømmende beskrivelse af denne konflikt, men
udelukkende at illustrere, hvordan de generelle problemer gav sig konkrete udslag. For
mere detaljerede analyser af denne såvel som den senere russisk-tjetjenske krig henvises
til litteraturoversigten.
Den første krig, som de russiske politiske og militære ledere havde forventet at
afslutte i løbet af nogle få uger, varede fra december 1994 til august 1996 og endte i
et forsmædeligt nederlag for de russiske styrker og en accept af Tjetjeniens de facto selvstændighed. Når den tidligere
supermagts væbnede styrker var ude af stand til at opnå kontrol over Tjetjenien med sine
kun ca. én mill. indbyggere og et areal, der kun er dobbelt så stort som Sjælland,
skyldtes det flere forhold.
Den militære intervention var resultatet af de forudgående års forfejlede
politik over for Tjetjenien og en hasarderet beslutning baseret på manglende analyse af
den politiske situation i Tjetjenien. Dertil kom en overdreven tro på de væbnede
styrkers effektivitet. Den overordnede ledelse af kamphandlingerne var præget af uenighed
blandt de militære chefer og rivalisering mellem Forsvarsministeriets,
Indenrigsministeriets og Sikkerhedstjenestens styrker (Baev 1996: 141-147).
Ruslands økonomiske problemer kombineret med manglende vilje til at tilpasse
styrkestrukturen betød, at størstedelen af hærens enheder var stærkt underbemandede.
Derfor måtte man operere med enheder, der var sammensat ad hoc, og som ikke tidligere havde øvet eller
arbejdet sammen. Dertil kom, at det seneste hold færdiguddannede værnepligtige netop var
blevet hjemsendt, da invasionen fandt sted. Flere enheder i Tjetjenien bestod derfor af
rekrutter, der endnu ikke havde afsluttet deres militære grunduddannelse.
De økonomiske problemer afspejlede sig også i materiellet. Aleksandr Lebed, den
tidligere general, der nu forsøgte sig som politiker, påstod, at kun en fjerdedel af de
russiske kampvogne var klar til øjeblikkelig brug. Under fremrykningen mod Grosnij faldt
to af hver ti kampvogne bagud for deres kolonner pga. mekaniske problemer. Både
navigations- og våbensystemerne i hærens kamphelikoptere var så nedslidte, at det
afgørende begrænsede deres operationsmuligheder.
Det erklærede formål med intervention var at "afvæbne illegale bander"
og genoprette "den forfatningsmæssige orden". Hvordan dette konkret skulle
gøres, synes ikke at være blevet afspejlet i egentlige politiske direktiver eller i
klare forholdsordrer til styrkerne. Mange soldater og officerer troede, at de kom for at
befri borgerne i Tjetjenien - tjetjenere såvel som russere - for et korrupt og
diktatorisk styre. Derfor kom det bag på dem, at de blev mødt med indædt modstand ikke
blot fra den tjetjenske præsident Dsjokhar Dudajevs styrker, men også fra store dele af
civilbefolkningen. Det skabte forvirring om operationens formål og om, hvordan man skulle
forholde sig til såvel kombattanter som civile (Faurby 1996a).
Demoraliseringen af de russiske styrker påvirkede alle aspekter af krigen og kom
ikke mindst til udtryk i de omfattende overgreb mod civilbefolkningen, der blev
dokumenteret i mangfoldige rapporter fra såvel statslige som private internationale
organisationer (Faurby & Magnusson 2000).
Den mest dramatiske afsløring af de russiske styrkers mangler kom under det
forsøg på at indtage Grosnij, der blev indledt nytårsaften 1994. Af de fire
grupperinger, der skulle rykke ind og mødes i centrum, var det kun den ene, der nåede
frem. Den mistede 20 af sine 26 kampvogne og 102 af sine 120 pansrede mandskabsvogne. Dens
chef og næsten 1000 officerer og menige omkom og 74 blev taget til fange af tjetjenerne
(Faurby & Magnusson 1999). Stormen på Grosnij var slået fejl. De russiske styrker
måtte trække sig tilbage, omgruppere og få tilført yderligere forstærkninger fra
militærdistrikter overalt i Rusland. Det var en overordentlig kritisk fase. Soldaternes
moral var på nulpunktet og adskillige officerer tæt på lydighedsnægtelse.
Den russiske militære ledelse blev tvunget til at revurdere modparten og krigens
karakter og til at ændre taktik. Derefter blev slaget om Grosnij en langstrakt kamp, hvor
byen blev inddelt i sektorer, der én for én blev udsat for systematiske fly- og
artilleriangreb, hvorefter infanteriet rykkede ind og erobrede kvarter for kvarter og hus
for hus. Først den 6. marts var man nået så langt, at den russiske ledelse kunne
erklære, at den havde kontrol over hele byen - hvad der dog siden skulle vise sig at
være en sandhed med betydelige modifikationer.
I løbet af foråret 1995 erobrede de russiske styrker lavlandet og begyndte at
trænge op i de sydlige bjerge. En dramatisk tjetjensk gidselaktion i den sydrussiske by
Budjonnovsk førte imidlertid til en våbenhvile. Den gav tjetjenerne mulighed for en
omgruppering, der betød en forbedring af deres stilling, da kamphandlingerne brød ud
igen. Det blev nu en guerillakrig, hvor de russiske styrker aldrig opnåede fuld kontrol,
end ikke med Grosnij. I august 1996 generobrede tjetjenerne hovedstaden. Efter
forhandlinger mellem den nyindsatte sekretær for det russiske sikkerhedsråd, Aleksandr
Lebed, og chefen for de tjetjenske styrker, Aslan Maskhadov, afsluttedes krigen med
tilbagetrækning af alle russiske styrker og en aftale om, at forholdet mellem Tjetjenien
og Den Russiske Føderation skulle afklares gennem forhandlinger inden 2001 (Faurby &
Magnusson 1999).
Sergejevs plan
Først i
1996 og formentlig bl.a. på baggrund af problemerne under krigen i Tjetjenien begyndte
præsident Jeltsin for alvor at interessere sig for reformer i forsvaret. Et forsvarsråd
med præsidenten som formand blev nedsat for at udstikke retningslinjer for
reformarbejdet. Samtidig blev forsvarsminister Gratjov udskiftet med den hidtidige chef
for Generalstabsakademiet, general Igor Rodionov. Han blev anset for at være en betydelig
militærteoretiker, og der var forventninger om, at der nu ville komme gang i reformerne.
Det skete imidlertid ikke. Rodionov viste sig at have et ganske konservativt syn på
forsvaret og stillede helt urealistiske økonomiske krav for at gennemføre reformer.
De manglende
reformer kombineret med voksende kritik af Jeltsin i Dumaen var baggrunden for, at han i
maj 1997 udstedte et dekret om forsvarsreformer, afskedigede Rodionov (og chefen for
Generalstaben) og i stedet udpegede chefen for De Strategiske Raketstyrker, general
(senere marskal) Igor Sergejev, som forsvarsminister. Dermed syntes der langt om længe at
være udsigt til egentlige reformer.
Blandt
hovedpunkterne i Sergejevs plan for udviklingen af styrkerne frem til 2005 var følgende:
- Forsvarsministeriets styrker skulle
pr. 1. januar 1999 ikke overstige 1,2 mill. mand.
Medregnet ubesatte stillinger betød det, at 120.000 mand af alle grader skulle
afskediges.
- Sammenlægning af stabe, enheder og
skoler.
- Nedlæggelse af 1/3 af stillingerne
i den øverste ledelse.
- Bevare og modernisere de
strategiske kernevåbenstyrker.
- Prioritering af kampenhederne og
etablere en kerne af fuldt bemandede og udrustede divisioner og regimenter.
- Styrkelse af officersuddannelserne.
- Sociale garantier til officererne
og deres familier.
Et væsentligt
element i planen var en ændret balance mellem Forsvarsministeriets styrker og de mange
paramilitære organisationer under forskellige ministerier og tjenester. Siden præsident
Jeltsin tiltrådte, havde der fundet en ganske planløs vækst sted i antallet og
størrelsen af sådanne organisationer, hvoraf hele 13 benyttede sig af værnepligtige, og
som stadig i dag tæller godt tre millioner uniformerede personer. Ifølge Sergejevs plan
skulle der gennemføres reduktioner i disse organisationer og i fremtiden kun indkaldes
værnepligtige til Forsvaret, Indenrigsministeriets tropper, Grænsetropperne,
Jernbanetropperne og FAPSI (Den Føderale Kommunikationstjeneste).
Videre skulle der i to etaper ske en
sammenlægning af værnene, således at der i 2005 kun ville være tre værn: Hær, flåde
samt rum- og flystyrker. Antallet af militærdistrikter skulle reduceres fra 8 til 6.
Militærdistrikterne, der hidtil primært havde været administrative enheder med ansvar
for Forsvarsministeriets styrker, skulle omstruktureres og fungere som
"operativt-strategiske kommandoer" med ansvar for alle militære og
paramilitære styrker inden for deres geografiske område, dvs. ikke blot
Forsvarsministeriets styrker, men også Indenrigsministeriets styrker, grænsetropperne og
civilforsvarstropperne (Nilsson 1998 og 2000).
Sergejevs plan betød dog langt fra, at problemerne var løst. Som man kunne
forvente, blev planen mødt med betydelig modstand i dele af forsvarets ledelse. Chefen
for Generalstaben, general Anatolij Kvasnin, var således fundamentalt uenig i Sergejevs
prioritering af kernevåbenstyrkerne på bekostning af de konventionelle styrker, hvad der
da heller ikke forekom at være i overensstemmelse med det nye trusselsbillede. Også
spørgsmålet om reformes finansiering gav anledning til uenighed. Sergejev mente (hvad
der givetvis var det eneste politisk mulige), at reformen skulle gennemføres inden for
rammerne af det eksisterende forsvarsbudget. Mange ledende officerer afviste imidlertid
kategorisk, at dette kunne lade sig gøre.
Den planlagte krig
I januar 1997 blev den hidtidige chef for de tjetjenske styrker, Aslan Maskhadov, valgt
til Tjetjeniens præsident ved et valg, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i
Europa (OSCE) betegnede som "frit og fair". Republikken lå imidlertid i ruiner,
og den lovede russiske hjælp til genopbygningen udeblev. Tårnhøj arbejdsløshed skabte
grobund for kriminalitet, islamisk fundamentalisme og tiltagende politiske
uoverensstemmelser.
I august 1999 intervenerede en gruppe tjetjenere under ledelse af Sjamil Basajev i
de interne uroligheder i naborepublikken Dagestan. (Basajev havde været en af de mest
fremtrædende "feltkommandanter" under den første krig og var blevet nummer to
ved præsidentvalget i 1997.) Russiske militære styrker i samarbejde med dagestansk
milits slog opstanden ned og drev tjetjenerne tilbage. Selvom Basajevs indblanding fandt
sted i strid med Maskhadovs politik, benyttede præsident Jeltsin og den nyudnævnte
russiske ministerpræsident, Vladimir Putin, anledningen til at indlede en ny krig mod
Tjetjenien. Det erklærede mål var at bekæmpe "international terrorisme", men
det stod fra begyndelsen klart og kom efterhånden også til udtryk i officielle
tilkendegivelser, at det egentlige formål var at tvinge den besværlige republik tilbage
i Den Russiske Føderation (Magnusson & Faurby 1999).
Der var tale om en langt mere velplanlagt operation end i 1994. De ovenfor omtalte,
begyndende reformer af det russiske forsvar havde, selvom de langt fra var
tilstrækkelige, haft en vis virkning. I Det Nordkaukasiske Militærdistrikt var man
begyndt at integrere styrkerne fra alle de såkaldte magtministerier. Ved distriktets
hovedkvarter havde man siden 1997 studeret den første russisk-tjetjenske krig og lagt
planer for en ny konfrontation. Man havde også afholdt fælles øvelser for alle
magtministerierne - dog hovedsagelig stabsøvelser - baseret på
"Tjetjenien-scenarier" (Main 2000).
Det var baggrunden for, at Rusland i september-oktober 1999 var i stand til på
bemærkelsesværdig kort tid at indsætte en styrke på ca. 90.000 mand i den nye
konflikt. (I dette tal er hverken flystyrker eller en række støttefunktioner medregnet).
I modsætning til tidligere bestod hovedparten af de styrker, der blev indsat i egentlige
kampopgaver, af de ovenfor omtalte prioriterede enheder. Styrkerne var også bedre
forsynet med uniformer, fødevarer, brændstof og ammunition.
Den nye krig blev indledt med omfattende bomardementer angiveligt af
"terroristbaser", men var i realiteten en systematisk kampagne mod byer og
landsbyer overalt i Tjetjenien, inkl. Grosnij. Derefter fulgte en intervention med store
landstyrker i det nordlige Tjetjenien. Deres opgave blev angivet som etableringen af en
"sikkerhedszone" nord for Terek-floden. Der blev også kastet miner og sat
faldskærmsstyrker ind på grænsen mellem Tjetjenien og Georgien for at afskære denne
forbindelse ind og ud af republikken.
I midten af oktober rykkede de russiske
styrker over Terek og begyndte at omringe Grosnij. Omkring 1. november indledtes, hvad der
skulle blive et tre måneder langt angreb på den tjetjenske hovedstad. Belært af
erfaringerne fra den første krig blev der ikke gjort noget forsøg på at tage Grosnij
med storm. I stedet blev byen udsat for et uophørligt angreb fra fly, helikoptere og
artilleri. Så vidt muligt forsøgte de russiske styrker at undgå direkte kontakt
mand-til-mand med de tjetjenske forsvarere. Kampvogne og infanteri rykkede kun frem efter
omfattende ildforberedelse, og når de stødte på modstand, trak de sig tilbage og
tilkaldte yderligere artilleristøtte inden næste fremstød. Den 1. februar indledte
tjetjenerne deres tilbagetrækning fra byen. Den tjetjenske hovedstyrke, der forsøgte at
trække sig ud mod syd-vest, stødte på et russisk minefelt og led betydelige tab (Orr
2000).
Derefter lykkedes det relativt hurtigt for
russerne at sætte sig på lavlandet og drive de tjetjenske styrker op i de sydlige
bjerge. Her fortsatte kampene i de følgende måneder, ligesom det kom til jævnlige
sammenstød mellem russiske og tjetjenske styrker rundt om i Tjetjenien. I januar 2001
erklærede præsident Putin, at der nu var en sådan grad af kontrol over området, at en
del af hærstyrkerne kunne trækkes tilbage og hovedansvaret overdrages til
Indenrigsministeriets og Sikkerhedstjenestens (FSBs) styrker. Der var dog intet, der
tydede på, at konflikten var på vej til at finde en egentlig løsning.
Umiddelbart kunne det se ud som om, de begyndende reformer havde ført til større
militær effektivitet. Restruktureringen af Det Nordkaukasiske Militærdistrikt havde - i
hvert fald på det øverste ledelsesniveau - forbedret planlægningen og koordineringen af
de indsatte styrker. Det var også tydeligt, at kernen i den styrke, der blev indsat, var
bedre organiseret og udrustet, end det havde været tilfældet under den første krig.
Ligeledes kunne det se ud, som om det russiske forsvar havde lært af sine fejltagelser i
den første krig og succesrigt bygget på denne erfaring i den anden krig. Det vil
imidlertid være forhastet at konkludere, at den tilsyneladende større militære
effektivitet var et resultat af en systematisk læreproces og succesrige reformer. For det
første er kildegrundlaget langt mere spinkelt, end det er tilfældet for den første
krigs vedkommende. Det skyldes de russiske militære myndigheders pressecensur og de
russiske mediers og den russiske offentligheds mindre kritiske holdning til den anden krig
(Magnusson & Faurby 2000).
En sammenligning af de to slag om Grosnij giver heller ikke umiddelbart grundlag
for at vurdere, i hvor høj grad de russiske styrker reelt havde opnået en højre grad af
militær professionalisme. Under den anden krig forsøgte man ikke at tage Grosnij med
storm, men var på forhånd indstillet på en langvarig kamp. De russiske militære ledere
var stadig klar over, at deres soldater ikke kunne måle sig med tjetjenerne i nærkamp
inde i byen. Den afgørende forskel mellem de to erobringer af Grosnij var derfor, at
russerne i anden omgang fra starten udnyttede deres overlegne ildkraft til en endnu mere
systematisk ødelæggelse af byen uden hensyntagen til civilbefolkningen. Det seneste slag
om Grosnij viser derfor ikke, at de russiske styrker er blevet bedre til bykamp. Byen blev
ikke erobret; den blev jævnet med jorden.
Selvom de russiske styrker virkede mere velorganiserede under den anden krig, så
nåede der alligevel oplysninger ud til offentligheden om fejl, mangler og ineffektivitet
- og fortsatte tab. I de første måneder af 2001 var de russiske tabstal formentlig på
15-20 soldater om ugen. Og trods den militære censur kunne internationale humanitære
organisationer igen dokumentere de russiske styrkers alvorlige overgreb og brud på den
humanitære folkeret, herunder mord, voldtægt, tortur og plyndringer (Faurby &
Magnusson 2000).
Putins stærke stat
I 2000 fik Rusland både et nyt nationalt sikkerhedskoncept og en ny militærdoktrin. Den
nye militærdoktrin er et væsentlig mere gennemarbejdet dokument end doktrinen fra 1993.
Som i den tidligere doktrin hedder det også i den nye, at faren for en storkrig, herunder
en kernevåbenkrig, er reduceret, og at der er øget fare for nationale, etniske,
religiøse og separatistiske konflikter samt grænseoverskridende kriminalitet.
Blandt de eksterne trusler mod Rusland nævnes indblanding i Ruslands indre
anliggende, konflikter tæt på Ruslands territorium og opbygningen af militære blokke og
alliancer i strid med Ruslands interesser, herunder opstillingen af frememde styrker tæt
på Ruslands grænser. Samtidig er de internationale mekanismer, der skulle bidrage til
international sikkerhed, blevet svækket, hedder det i en hentydning til NATOs
Kosovo-operation uden FN-mandat (Møller 2000b).
Til imødegåelse af disse trusler vil Rusland opretholde sin status som
kernevåbenmagt, etablere et fælles forsvar med Hviderusland og styrke den kollektive
sikkerhed blandt SNG-landene. Den øgede vægt på afskrækkelse med kernevåben skal ikke
mindst ses i lyset af problemerne med nedskæring og omstrukturering af de konventionelle
styrker. I det omfang doktrinen kommer ind på den konkrete organisering af de væbnede
styrker, svarer den til forsvarsminister Sergejevs reformplan fra 1997. Sergejevs
prioritering af kernevåbenstyrkerne er imidlertid, som nævnt, stødt på modstand fra
generalstabschefen, general Kvasnin, og præsident Putin har endnu ikke været rede til at
skære igennem denne uenighed.
Men Putin har klart tilkendegivet, at han
ønsker et stærkt Rusland. Det betyder først og fremmest en stærk centralmagt og en
forbedret økonomi, men det betyder også effektive militære styrker. Dette er fremgået
klart af mange udtalelser, bl.a. på et møde med højtstående officerer i januar 2001,
hvor Putin påpegede sammenhængen mellem en styrkelse af staten og moderniseringen af
forsvaret. "Det er", sagde han, "nødvendigt at gøre hæren professionel,
stærk, kompakt, disciplineret og mobil". De væbnede styrker må være i stand til
at "udføre enhver tænkelig forsvarsopgave". Allerede i løbet af 2000 var der
ifølge Putin truffet en række nøglebeslutninger, og man havde stået fast på
"statens integritet for at sikre fred og orden, bl.a. i Nordkaukasus" (Krasnaja
zvezda, 19. januar 2001).
Også i andre henseender er Putins vægt
på forsvaret og hans egen tidligere tjeneste, FSB, kommet klart til udtryk. De fleste af
de "generalguvernører", Putin har indsat til at overvåge republikker og
regioner, kommer fra hæren eller FSB. Der er endvidere oprettet FSB-celler i det væbnede
styrker og genindført før-militær uddannelse i skoler og uddannelsesinstitutioner
(Møller 2000a). Med Putins styrkelse af statsmagten synes der således at være taget
skridt til en militarisering af det russiske samfund i strid med de positive tendenser,
der trods alt kunne iagttages i Jeltsins præsidentperiode.
Litteratur
Baev, Pavel K. (1996). The Russian Army
in a Time of Troubles, London: Sage
Publications.
Faurby, Ib
(1996a). "Militærets
rolle i det russiske samfund", pp. 79-113 i Märta-Lisa Magnusson (red.), Rusland - et åbent samfund?, Esbjerg: Sydjysk
Universitetsforlag.
Faurby, Ib
(1996b) "Krigen i Tjetjenien: Baggrund, operationer og fremtidsudsigter", Kungl Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och
Tidskrift, 3. häfte 1996, pp. 13-35.
Faurby, Ib and
Märta-Lisa Magnusson (1999). "The Battle(s) for Grozny", Baltic Defence Review, 2/1999, pp. 75-87.
Faurby, Ib og
Märta-Lisa Magnusson (2000). "Europarådet, Rusland og krigene i Tjetjenien", Udenrigs, nr. 2, 2000, pp. 39-51.
Holmberg,
Joakim (2000). "Den ryska marinen - en studie i sönderfal", Kungl Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och
Tidskrift, 3. häfte 2000, pp. 99-123.
Magnusson,
Märta-Lisa og Ib Faurby (1999). "Endlösung i Tjetjenien?", Udenrigs, nr. 4, 1999, pp. 39-52.
Magnusson,
Märta-Lisa og Ib Faurby (2000). "Hvorfor ville russerne krig? Mediernes rolle under
de to russisk-tjetjenske krige", Nordisk
østforum, nr. 3, 2000, pp. 31-46.
Main, S.J.
(2000). "North Caucasus Military District: Defending Russia's Interests in the
Caucasus" in A.C. Aldis (ed), The Second
Chechen War. Sandhurst: Conflict Studies Research Centre, June 2000, pp. 38-64.
Møller,
Karsten (2000a). "Putins Rusland", Militært
Tidsskrift, nr. 4, 2000, pp. 347-358.
Møller,
Karsten (2000b). "Ruslands nye nationale sikkerhedskoncept og militærdoktrin", Militært Tidsskrift, nr. 4, 2000, pp. 359-378.
Nilsson, Per
Olov (1997). "Om den
ryska militärreformen", Kungl
Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och Tidskrift, 1. häfte 1997, pp. 77-136.
Nilsson, Per
Olov (1998). "Nya turer i den ryska militärreformen", Kungl Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och
Tidskrift, 1. häfte 1998, pp. 69-93.
Nilsson, Per
Olov (2000). "Rysslands
militärdoktrin i början av 2000-talet", Kungl
Krigsvetenskapsakademiens Handlingar och Tidskrift, 3. häfte 2000, pp. 43-68.
Orr, Michael
(2000), "Second Time Lucky?", Janes
Defence Weekly, 8 March 2000, pp. 32-36.
Parchomenko,
Walter (1999). "The State of Russia's Armed Forces and Military Reform", Parameters, Winter 1999-200, pp. 98-110.
[i]
Med "forsvaret" og "de væbnede styrker" menes de styrker, der hører
under Forsvarsministeriet. De øvrige væbnede enheder under andre ministerier og
tjenester behandles ikke i denne artikel.
|
