Putins parti

Af Märta-Lisa Magnusson og Ib Faurby

Analyse
Det er ikke lovende for det russiske demokrati, at valgets sejrherre vandt på store vælgergruppers længsel efter en stærk leder og støtte til en krig mod civilbefolkningen i Tjetjenien. Russerne tog Putins parti. Den store stemmesluger ved valget til den russiske Statsduma blev “Enhedsblokken”, der for mindre end tre måneder siden blev oprettet som støtteparti for Jeltsins nye ministerpræsident, Vladimir Putin. Det er imidlertid et parti uden politisk, økonomisk eller socialt program. Dets bemærkelsesværdige valgresultat skyldes først og fremmest vælgernes støtte til Putins krigsførelse i Tjetjenien. Den umiddelbare tolkning af valgresultatet i vestlige medier var, at det har styrket det russiske demokrati og udsigten til fortsatte økonomiske reformer. Ikke mindst fordi kommunisternes dominerende position er blevet brudt samtidig med, at man ser nye muligheder for samarbejde mellem præsidenten, regeringen og Dumaen. Endelig ses valget som en afgørende styrkelse af Putin og hans chancer for at blive Ruslands næste præsident. Helt så enkelt er det dog næppe. Selv et nok så markant valgresultat ændrer ikke de grundlæggende problemer i russisk politik. Hvad valget derimod viser, er hvor labil russisk politik er. Intet illustrerer det bedre end “Enhedsblokkens” sejr. Den er ikke noget politisk parti i vanlig forstand, men primært oprettet med det kortsigtede formål, at bane vejen for en bestemt kandidat ved det forestående præsidentvalg. Valget var en stabilisering af den demokratiske proces, men udelukkende i den forstand, at valget blev afholdt og stort set i overensstemmelse med de formelle regler. Det er derimod vanskeligt at se valget som led i en fortsat konsolidering af det russiske demokrati, hvis man ser på, hvordan valgkampen foregik. Den var præget af udokumenterede personangreb og ensidig mediedækning, bl.a. i det statslige tv. Det forekommer heller ikke specielt lovende for det russiske demokrati, at valgets vinder blev et parti uden egentligt program, og hvis succes primært skal tilskrives store vælgergruppers længsel efter en stærk leder og støtte til en krig mod civilbefolkningen i Tjetjenien. At valgresultatet også skulle sikre økonomiske reformer er heller ikke selvindlysende. Hverken Putin eller Enhedsblokken har fremlagt noget økonomisk program, og det langt fra givet, at det er muligt at få egentlige økonomiske reformer vedtaget i parlamentet. Det russiske politiske system er ikke et parlamentarisk system, hvor regeringen udgår fra et fast flertal i parlamentet, men et præsidentialsystem. Der er således ikke nogen tvingende grund for parlamentsmedlemmerne til at stå sammen i faste partigrupperinger. Dette forstærkes yderligere af den kendsgerning, at de russiske partier - bortset fra kommunisterne - ikke er stabile organisationer med fælles grundholdninger og partidisciplin. De er som hovedregel løse og skiftende koalitioner mellem enkeltpersoner.

Præsidenten bestemmer
Man skal derfor ikke forvente, at “Enhedsblokken” vil stemme som en enhedsblok. Den nye Duma bliver efter alt at dømme mindst lige så uforudsigelig som forgængeren. Derfor er det heller ikke givet, at regeringen vil få lettere ved at få sine lovforslag vedtaget. Putin kan ikke regne med automatisk støtte fra “Enhedsblokken” til sin politik - hvad den så end måtte vise sig at være - ud over fortsat krigsførelse i Tjetjenien. Dertil kommer, at Dumaen blot er det ene af det russiske parlaments to kamre. Lovforslag skal også vedtages i Føderationsrådet (overhuset), der består af lederne af de udøvende og lovgivende organer i de i alt 89 republikker og regioner, der udgør Den Russiske Føderation.“Enhedsblokken” blev ikke mindst oprettet som en modvægt til “Fædrelandet - Hele Rusland” - den såkaldte “guvernørblok” - der blev oprettet tidligere på året med bl.a. Moskvas borgmester Jurij Lusjkov, Tatarstans præsident Mintimir Sjajmijev, Skt. Petersborgs borgmester, Vladimir Jakovlev og tidligere ministerpræsident Jevgenij Primakov som de ledende skikkelser. “Fædrelandet” repræsenterer de såkaldte “donorregioner”, der er nettobidragydere til den føderale statskasse. Heller ikke “Fædrelandet” har et egentligt politiske program, men blev oprettet for at fremme regionale interesser, især donorregionernes ønske om øget decentralisering.Selvom Putin ikke har noget egentlig politisk program, er han en resolut forkæmper for en stærk centralmagt. En af grunderne til, at han støtter, og sandsynligvis også tog initiativet til oprettelsen af “Enhedsblokken” var, at han ved hjælp af bl.a. ledere fra mindre velstående regioner håbede at kunne bremse donorregionernes indflydelse i parlamentet. De Kreml-kontrollerede massemediers smædekampagne mod Jurij Lusjkov var uden tvivl stærkt medvirkende til, at “Fædrelandet” på landsbasis fik et dårligere resultat end forventet. Til gengæld påvirkede disse kampagner tilsyneladende ikke i nævneværdig grad moskovitternes holdning til deres populære borgmester. Han blev genvalgt ved borgmestervalget, der fandt sted samtidig med Duma-valget. Moskva er uden sammenligning Ruslands vigtigste “region” - økonomisk såvel som politisk. Fra sin position som leder af føderationens største donorregion vil Lusjkov utvivlsomt gøre, hvad han kan for at bremse Putins muligheder for at blive Ruslands næste præsident. Det er ikke utænkeligt, at den eller stærkt anti-tjetjenske Lusjkov nu vil begynde at kritisere krigsførelsen i Tjetjenien. Det har der allerede været visse tegn på, og modstand mod krigen er “det ledige standpunkt” hvormed Lusjkov selv og måske “Fædrelandet” som sådan kan profilere sig i den kommende tid.

Krigen vandt
Det var krigen i Tjetjenien, der gjorde udslaget i en valgkamp, hvor Ruslands økonomiske og sociale problemer stort set ikke spillede nogen rolle. Valgresultatet vil utvivlsomt også af Putin blive tolket som et mandat til at søge en endegyldig militær løsning på “det tjetjenske problem”. Derfor kommer krigen givetvis også til at afgøre, om “Enhedsblokkens” sejr i søndags kan omsættes til en sejr for Putin ved det kommende præsidentvalg.Men om krigen kan sikre Putins valg til præsident om et halvt år er langtfra givet. Det er umuligt at forudsige krigens videre forløb. I første omgang drejer det sig om Grosnij. Af såvel symbolske som militære grunde vil russerne givetvis inden længe forsøge at indtage byen. Hvis der vitterlig er 4.000-5.000 tjetjenske guerillaer i byen og de har mad og ammunition nok, så bliver det et langstrakt og blodigt slag. Og store russiske tab vil uden tvivl påvirke befolkningens holdning til krigen. Næste skridt drejer sig om det tjetjenske lavland. Her synes russerne at have opnået en betydelig grad af kontrol. Det vil imidlertid kræve stationering af ganske store styrker at fastholde denne kontrol. Under den tidligere krig lykkedes det gang på gang de tjetjenske guerillaer at angribe eller endog tilbageerobre områder, som russerne troede, at de kontrollerede. Endelig er der de uvejsomme bjerge i syd. Her er det tvivlsomt, om russerne nogen sinde vil være i stand til at opnå fuld kontrol. Der er således ingen grund til at tro, at det vil lykkes russerne definitivt at ”løse det tjetjenske problem” med militære midler inden præsidentvalget. Men hvis krigen trækker i langdrag og de russiske tab stiger, er det tvivlsomt, om den folkelige opbakning til krigen vil fortsætte, og Putin vil være i stand til at bruge krigen i sin valgkamp på samme måde, som det var tilfældet op til Duma-valget. Der er imidlertid en helt anden mulighed. Hvis Jeltsin dør eller på grund af sygdom bliver nødt til at trække sig tilbage inden præsidentvalget, bliver Putin fungerende præsident, men skal udskrive præsidentvalg inden tre måneder. Hvis Jeltsin primært er interesseret i at sikre sig en loyal efterfølger, der ikke vil rode op i, hvad der måtte være foregået af uregelmæssigheder i inderkredsen omkring ham, kunne han måske fristes til at træde tilbage i utide. Det ville give Putin mulighed for at udskrive præsidentvalg som fungerende præsident med den dertil hørende prestige og indflydelse, og mens krigen i Tjetjenien stadig har en vis folkelig opbakning.

Putin og de øvrige russiske ledere vil givetvis også tolke valgresultatet som et mandat til at fortsætte og måske endog skærpe de seneste års selvhævdende udenrigspolitiske linje, der har skabt stadig større afstand mellem Rusland og Vesten. Den umiddelbare konsekvens bliver en fortsat afvisning af den vestlige kritik af krigsførelsen i Tjetjenien.