| |
Først publiceret i tidsskriftet "Udenrigs", nr. 1/2001.
Af Søren Theisen
Den 5. november 2000 afholdt den transkaukasiske olie-republik
Aserbajdsjan sit andet parlamentsvalg siden opnåelsen af uafhængighed fra Sovjet i 1991.
Som andre lignende i den Transkaukasiske region gjorde også dette valg sig bemærket
gennem konfrontationen mellem en tilstræbt modernitet og områdets grundlæggende
præmoderne politiske kultur, der fra starten fandt udtryk i to helt modstridende dagsordner: For det første ved
gennem valghandlingen at vise Aserbajdsjans evne og vilje til at overholde internationalt
godkendte demokratiske normer med henblik på at fremme landets optagelse i Europarådet.
For det andet for enhver pris at sikre arvefølgen til den siddende præsident Heidar
Aliyev ved at give hans søn Ilham Aliyev, som for nærværende er vicedirektør for det
statslige olieselskab SOCAR, adgang til parlamentet, hvor han som prominent medlem af det
regeringsbærende parti Yeni Aserbajdsjan (Det Nye Aserbajdsjan) forventedes at
ville kunne indtage posten som parlamentsformand. Fra denne fremskudte position ville han
ifølge lovgivningen automatisk kunne opnå præsidentembedet i tilfælde af faderens
bortgang inden republikkens næste præsidentvalg, berammet for år 2003. Fra en
klan-politisk og dynastisk synsvinkel kunne dette mål altså kun ses som en berettigelse
af alle tilgængelige midler i valgkampen, især da den officielt 77-årige (men
sandsynligvis ældre) Heidar Aliyevs helbred er synligt skrantende og næppe vil holde
frem til et nyt præsidentvalg. Desuden var det formentlig også den sidste legale
mulighed for at betrygge familiens og dens klientforbindelsers indflydelse, idet den
intrigante gamle ræv, til trods for en stedlig person-kult af nordkoreanske dimensioner,
dårligt kan være helt uvidende om at han for længst har opbrugt den politiske kapital,
som han vitterligt besad, da han greb magten under kuplignende omstændig-heder i 1993.
Skønt han således det følgende år, ganske vist på et hængende
hår, fik indgået en våbenhvile med Armenien i konflikten omkring udbryderenklaven
Nagorno Karabakh, er en femtedel af republikkens territorium stadig besat af armenerne, og
en for alle parter tilfredsstillende fredsløsning lader vente på sig, mens op mod en
million aserbajdsjanere frister en kummerlig tilværelse som internt fordrevne flygtninge.
Sideløbende er offentlighedens før så store forventninger til ”århundredets
olieaftale” ligeledes fra 1994, for ikke at tale om Aserbajdsjans højt proklamerede
rolle som om-drejningspunkt for en ny ”Silkevej” kølnet på baggrund af et
arbejdsløshedstal omkring 70 procent og tilsvarende fald i levestandarden, som står i
grel kontrast til den herskende elites hæmningsløse tilegnelse af statslige resurcer og
frugterne af de udenlandske investeringer. Elitens monopolisering af magten og
befolkningens utilfredshed har til gengæld frembragt en stadigt mere bidsk, om end også
internt splittet opposition, hvis desperation hidtil har udmøntet sig i to kupforsøg mod
regeringen, der har svaret igen med diverse repressive foranstaltninger overfor sine
kritikere. Til trods for præsident Aliyevs ofte gentagne henvisninger til sig selv som
manden, der har formået at skabe stabilitet i landet samt talløse løfter om demokratisk
bod og bedring, fremstår Aserbajdsjan derfor i dag mest af alt som en korrumperet lille
politistat på randen af en borgerkrig. Alligevel foretrak regimet i forbindelse med
parlamentsvalget øjensynligt at fremture som hidtil hellere end at starte en dialog med
oppositionen, hvilket resulterede i den mest urelementerede transkaukasiske valgproces,
som denne iagttager endnu har bivånet, både med hensyn til nominering af valgkandidater,
vælgerregistrering, indblanding fra myndighederne og grove forsøg på forfalskninger af
stemmetal på selve valgdagen.
Dette udløste da også straks en så skarp erklæring fra både OSCE
og Europarådet, at den aserbajdsjanske regering besluttede at omgøre valget i 11
valgkredse, ligesom parlamentet i hvert fald indtil videre har undladt at udnævne Ilham
Aliyev til sin formand. Omvalget fandt sted den 7 januar, men skønt forløbet denne gang
var mindre åbenlyst uregelmæssigt, bør det dog næppe ses som mere end en symbolsk
gestus overfor det internationale samfund, idet selv en jordskredssejr for de opstillede
modkandidater til det regerende netværk, umuligt havde kunnet true dets bekvemme
parlaments-flertal fra første runde.
Ingen af de nævnte forhold synes imidlertid at komme som nogen
overraskelse for de hårdtprøvede aserbajdsjanske vælgere. Tværtimod gav mange både
før og efter valgene udtryk for at resultatet var givet på forhånd og en enkelt
opsummerede lakonisk sin analyse af situationen i moderlandet med ordene:”I
Aserbajdsjan findes der ingen stat og ingen lov”. Det rejser til gengæld
spørgsmålet hvorfor dette er tilfældet og videre om det i det hele taget er gørligt at
forestille sig demokratiske forandringer i samfund som det aserbajdsjanske på kortere
sigt?
Historiske forudsætninger.
For at finde et svar er det nødvendigt at se nærmere på dette
samfunds faktiske forudsætninger. Her kan man begynde med at fastslå, at der i historisk
perspektiv aldrig har eksisteret en statsdannelse ved navn Aserbajdsjan på det nuværende
territorium, bortset fra en kortvarig selvstændig republik fra 1918-20 og derefter
Sovjetrepublikken Aserbajdsjan. Tilsvarende har der heller aldrig eksisteret en
aserbajdsjansk nation før 1936, hvor den første gang optræder officielt i de sovjetiske
indenrigspas.
Derimod svarer nutidens Aserbajdsjan i det store hele til et landskab
mellem Kaukasuskædens sydøstlige udløbere, floden Aras og Det Kaspiske Havs vestkyst,
der af de græske og romerske historikere var kendt som Albania og af den moderne forskning normalt tilføjes
specificeringen ”det kaukasiske” Albanien for at adskille det fra Balkan-staten
af samme navn. Senere georgiske og armenske kilder omtaler den derværende befolkning som
henholdsvis rani og rantjak , et ord der lever videre i de middelalderlige
arabiske geografers navn for området, nemlig al-Ran eller Arran. Dets
nuværende betegnelsen Aserbajdsjan henviser derimod til et andet oldtidslandskab - Aturpatkan
(græsk – Atropatene) - beliggende syd for Aras-floden i det moderne Iran, men bliver
først brugt om landet nord for Aras efter 1918. Hvad angår det oldtidige Albanias
oprindelige befolkning ved den moderne forskning kun lidt, bortset fra at den
sandsynligvis talte et eller flere nordkaukasiske sprog. Desuden optræder der relativt
tidligt en række bynavne ved knudepunkterne på de intrakaukasiske handelsveje, der
sidenhen vedvarende synes at danne grundlag for lokale småstater, som regel under
dominans af vekslende sydlige imperier. I
løbet af Middelalderen gennemgår området imidlertid en afgørende
demografisk-lingvistisk forandring som følge af gentagne turko-mongolske invasioner fra
Centralasien, der gradvis absorberer dets oprindelige beboere, og fra 1400-tallet er
landskabsbetegnelsen Albania/Arran forsvundet til fordel for navnene på en mængde mindre
khan-dømmer under persisk overhøjhed indtil 1813, hvor
de annekteres af det tsaristiske Rusland. Den russiske erobring medførte indledningsvis
ingen nævneværdige forandringer for de lokale befolkninger, der for størstedelens
vedkommende levede som nomader organiseret i stammer, og ikke før end i slutningen af
1800-tallet var der skabt forudsætninger for dannelsen af en diminutiv national
bevægelse i større byer som Baku og Ganja. Under det magttom som opstod ved Tsarstyrets
fald udmøntede denne sig i oprettelsen af den førnævnte uafhængige republik i 1918,
der bestod indtil området på ny blev underlagt Rusland, denne gang i form af
Sovjetmagten.
Når vi således betragter nutidens Aserbajdsjan, står vi overfor en
stats- og nationsdannelse, som har eksisteret i mindre end hundrede år, og desuden i det
meste af dette tidsrum under de ganske særlige forhold, der karakteriserede de
ikke-russiske nationale republikker i Sovjetunionen. Det vil i første række sige
indenfor grænser og på præmisser, der primært blev fastlagt af de russiske
bolshevikker ud fra det kommunistiske partis ideologi og med henblik på den overordnede
Sovjetstats interesser.
Rodfæstelse eller rodløshed.
Grundantagelsen i den sovjetiske
nationalitetspolitik var, at eftersom enhver befolknings kultur udsprang af bestemte
produktionsforhold, ville socialismens udvikling sammen med industrialisering og
planøkonomi med tiden skabe en overordnet fælles sovjetidentitet og derved
overflødiggøre alle etniske og kulturelle skel. Indtil dette indtraf, blev det dog anset
for nødvendigt at strukturere både partiapparatet og staten i mere håndterlige
størrelser så de ikke-russiske nationaliteter lettere lod sig kontrollere. Det
resulterede i en hidtil uset sammenkædning af etnicitet med territorium og politisk
administration som udgangspunkt for statsopbygning. Omsat i praksis efter formlen - et
territorium – en nation – betød denne, at de større ikke-russiske befolkninger
blev givet status som såkaldt ”oprindelige folkeslag”og opdelt i et antal
tilsvarende etno-territorielle enheder, organiseret hierarkisk med de nationale
republikker på toppen og underordnet disse de lavere rangerende autonome republikker,
områder og distrikter. Territorium blev med
andre ord gjort til det afgørende kriterium for etnisk identitet, mens faktorer som
sprog, historie og kultur almindeligvis ansås for mindre væsentlige. Gennem
institutionaliseringen af nationalitet på statsligt niveau blev de nationale republikker
imidlertid ikke kun byggeklodser for den overordnede Sovjetføderation, men skabte også
de formelle rammer for dannelsen af en hel række nye etno-territorielle stater, idet de
bidrog til at konsolidere etnicitet på republikniveau. Denne udvikling tog yderligere
fart i kraft af en bevidst politik – det såkaldte ”program for rodfæstelse”,
der efter 1921 stort set overdrog de nationale republikkers interne politiske, økonomiske
og kulturelle administration til særligt rekrutterede og skolede etniske kadrer fra de
respektive titulærnationer, som disse benævntes af senere vestlige Sovjetologer.
Iscenesættelsen af hele denne
bemærkelsesværdige statsopbygning indenfor de ikke-russiske republikker, i mange
tilfælde hvor ingen sådan havde eksisteret tidligere, ledsagedes af en tilsvarende
nationsopbygning. Målet var ved hjælp af en nøje planlagt kulturpolitik, at forsyne i
første række de titulære nationaliteter med en særligt konstrueret fortid, der skulle
knytte dem mentalt til det givne territorium og retfærdiggøre den administrative
opdeling. Hovedvægten blev derfor lagt på at reproducere udtryk for etnisk identitet,
hvor forbindelsen mellem nation og territorium var altafgørende, hvilket gradvist bidrog
til en opfattelse af national identitet som uadskillelig fra den nationale republik. Det
afspejles f. eks. i diverse glorificerende ”nationale” historiografier, skrevet
baglæns alene udfra en postuleret etno-territoriel kontinuitet uden hensyn til historiske
kendsgerninger, mens andre impulser, især fra områder og kulturer udenfor USSR blev
enten nedtonet, fordrejet eller helt fortiet. Tilsvarende opmuntredes talløse specifikt
“nationale” litteraturer, selv for folkeslag der aldrig havde haft et eget
skriftsprog, men omvendt på bekostning af omfattende sprogrensninger og for de islamiske
befolkningers vedkommende tillige udskiftning af det arabiske alfabet med særligt
tilpassede udgaver af det kyrilliske samt en brutal undertrykkelse af tilhørende
religiøse institutioner. Det hele med henblik på at nedbryde alle hidtidige historiske,
sproglige og religiøse fællesskaber, og derved adskille og afsondre befolkningerne fra
hinanden i deres respektive nationale republikker.
Skønt den sovjetiske
nationalitetspolitiks gennemførelse ultimativt kun var mulig i kraft af det overordnede
og i perioder ekstremt repressive magtapparat, er der heller ikke tvivl om at netop dens
indbyggede favorisering af de ikke-russiske republikkers titulærnationer, langt henad
vejen bidrog til at legitimere Sovjetmagten blandt disse. Følgen blev at tidligere
fremherskende former for kollektiv identitet med tiden delvis blev trængt i baggrunden
til fordel for en ny overordnet identitetdannelse, baseret primært på etnisk-nationalt
tilhørsforhold. Samtidig fremstod de nationale republikker lidt efter lidt som næsten
nøjagtige kopier af ægte nationalstater, hver med deres egne nationale sprog og
symboler, regeringsstrukturer og statslige institutioner, tilsyneladende selvstændige i
alt bortset fra udenrigspolitik og statsideologi, der til det sidste bestemtes af Moskva.
Alligevel lurede et væld af modsætninger direkte under overfladen, der i takt med
Sovjetføderationens gradvise opløsning brød ud i lys lue som to divergerende
udviklingslinjer.
Den halve modernitet
Mens nationalitetspolitikkens
politisering af etnicitet således på den ene side skabte en stærkt følelsesladet
statstilknytning hos de titulære befolkninger, medførte deres faktiske hegemoni indenfor
de nationale republikkers politik og kulturliv omvendt voldsomme modsætninger mellem dem
og mindretallene i diverse autonomier. I forbindelse med det overordnede apparats kollaps
svarede mindre-tallene derfor igen med krav om løsrivelse fra de oprindelige
moderrepublikker, hvilket udløste hele den stribe af etno-territorielle konflikter, der
har præget det post-sovjetiske rum i det forløbne tiår, men som også dybest set
udtrykker et moderne fænomen i form af rivaliserende stats- og nationsdannelser.
I stærk kontrast hertil
fremviser flere af de nye afløserstater, især i Transkaukasien og Centralasien, bag
deres facader af nationalstatslig og institutionel modernitet, imidlertid også en
grundlæggende premoderne samfundsorganisering og politisk kultur, baseret ikke på
abstrakte fællesskaber som stat og nation, men derimod på konkrete og personlige
fællesskaber i form af familieklaner og velynder-klientnetværk. Disse sociale kategorier
kan begge steder føres tilbage til traditionelle livsformer, og har historisk altid
modvirket både fremkomsten af en stærk
centraliseret statsmagt som i Rusland og egentlig nationsdannelse som i Europa. Kun
såkaldte patrimonialstater, d.v.s. en statsform hvor magten er koncentreret hos et
bestemt netværk under en stærk leder som udgangspunkt for et dynasti har som i
tilfældet Aserbajdsjan periodisk formået at gøre sig gældende i mindre områder.
Til trods for sit forsøg på at
gennemtvinge en samfundsmodernisering af de orientalske republikker fra oven, lykkedes det
således heller ikke Sovjetmagten afgørende at rokke ved den fremherskende
samfundsstruktur. Nationalitetspolitikken kunne bruges til at adskille og afgrænse
forskellige folkeslag, men viste sig ikke i stand til at skabe ægte politiske
fællesskaber imellem dem Samtidig tillod programmet for rodfæstelse bestemte etniske
partieliter at forskanse sig i kraft af lokale personlige netværk, og i længden
accepterede Moskva i det store hele at støtte sig til disse, så længe deres
individuelle aktører bare forblev formelt loyale. I forsøg på at tilpasse sig sin egen
selvskabte kompleksitet og modernitet blev Sovjetmagten i realiteten afhængig af den
premoderne samfundsstruktur, der havde eksisteret i disse områder før indlemmelsen i
Rusland. Følgen blev at hele ideen omkring den moderne retsstat, med en legitimitet
uafhængig af sine involverede embedsmænd aldrig lod sig virkeliggøre, hvilket betød at
der ikke opstod noget rum for en offentlig interessesfære, i stand til at bremse
individuelle aktørers strategier for at øge egen magt og velstand på bekostning af
samfundet som helhed. Eller sagt med andre
ord – så løste den sovjetiske politik, til trods for et tilsyneladende massivt
statsligt magtapparat og store fremskridt med hensyn til både industrialisering og
urbanise-sering, aldrig sin vigtigste opgave,
nemlig at opbygge en moderne stats institutionelle infrastruktur og den dertil hørende
offentlige loyalitet og tillid. Resultatet kan i dag – og formentlig længe endnu
beskues i hvilken som helst af de Transkaukasiske stater, indkluderet Aserbajdsjan.
Aliyev-netværket og dets
rivaler.
Men for at vende tilbage til det
netop afviklede parlamentsvalg i den sidstnævnte, burde det derfor heller ikke overraske
nogen at det gik som det gjorde, idet der hverken eksisterer lokale traditioner eller
institutioner i stand til at sikre gennemførelsen af et demokratisk valg i vestlig
forstand. Hvad der eksisterer er en klassisk nær-orientalsk statsstruktur af den
patrimonielle type, baseret på præsident Heidar Aliyevs personlige netværk, og
omhyggeligt opbygget gennem hans 19 år som leder af Aserbajdsjan, først i Sovjetperioden
fra 1974-86 og sidenhen under selvstændigheden efter 1993. Dette netværk konstituerer
også hvad man kan kalde Aliyev-klanen, en betegnelse der således i den aktuelle kontekst
bør forstås ikke blot som et rent biologisk fællesskab, men snarere som en hierarkisk
struktur af sammenhængende slægtninge- og velynder-klient-forbindelserner på alle
niveauer, internt forbundet af stedlige
æresbegreber, opportunisme og sur nød.
Skønt Heidar Aliyev selv er
født i Sissian i det nuværende Armenien, er hans slægt koncentreret i
Nakhchivan-provinsen, og da en stor del af netværkets øvrige medlemmer senere er
håndplukket herfra kaldes det også for Nakhchivan-klanen. Den kontrollerer for
øjeblikket Aserbajdsjan både politisk og økonomisk i kraft af medlemmernes placering
på alle nøglepositioner indenfor administration og erhvervsliv som regel gennem
personlig udnævnelse hele vejen ned gennem systemet.
Hvis således Præsidenten
udnævner en loyal tilhænger til provinsguvernør, bliver denne omvendt i stand til at
udnævne en lang række lokale embedsmænd, som f.eks. departementschefer, direktører for
uddannelses-, sundheds- og retsvæsen, der igen kan udpege skoleinspektører,
hospitalsledere og politichefer etc. Uanset
hvad bliver alle disse personer imidlertid afhængige af klanen, og må derfor betale med deres loyalitet overfor denne, hvis de
ønsker at kunne forsørge deres familier. De må som regel også slippe en klækkelig sum
for deres embeder, men den kompenseres de rigeligt for senere i kraft af bestikkelser.
Aliyev/Nakhchivan-klanen har sit eget politiske parti Yeni Aserbajdsjan, der er
stiftet af præsidenten selv til brug i parlamentarisk sammenhæng. Det kontrollerer et
overvældende flertal af parlamentets 125 pladser, enten direkte eller gennem såkaldt
uafhængige parlamentsmedlemmer, og hævdes at råde over ca. 150000 partimedlemmer,
hvilket kan være en slags indikator for netværkets størrelse, da en position i dette
forudsætter et medlemskab af partiet.
Udover Aliyev-netværket tegner
der sig for øjeblikket mindst 7 tilsvarende grupperinger med baggrund i forskellige
provinsielle klaner og delvis repræsenteret af andre større politiske partier. I sagens
natur har de kun ringe parlamentarisk indflydelse, men flere af dem har en vis økonomisk
magt og nyder stor folkelig popularitet som oppositionelle.
For det første er der de to
såkaldte Nakhchivan sub-klaner, baseret henholdsvis på byerne Ordubad og Nakhchivan. Af
disse omfatter Ordubad-subklanen den tidligere, nu afdøde
præsident Abulfaz Elchibey’s slægt
og personlige tilhængere og repræsenteres politisk af partiet – Den Aserbajdsjanske
Folkefront. Dette parti har siden sit fald fra magten i 1993 været plaget af interne
stridigheder, for nærværende udmøntet i to
fraktioner, nemlig på den ene side ”klassikerne”, der opretholder dets oprindelige linje som opposition til
Aliyev-netværket og på den anden side ”reformatorerne” under ledelse af
næstformanden Ali Kerimov, som menes at have indgået en alliance med regimet i bytte for
indflydelse. I hvert fald optrådte påfaldende mange fra denne fløj som symbolske
oppositions-repræsentanter i diverse valgkommissioner, skønt de i praksis indordnede sig
under de respektive kommissionsformænd, der altid tilhører regeringspartiet. Hvad angår
Nakhchivan By-subklanen ledes den af den tidligere parlamentsformand Rasul Guliyev, der
for tiden befinder sig i frivilligt eksil i USA under anklage for økonomiske
forbrydelser, men som ikke desto mindre af flere iagt-tagere anses som en potentiel
efterfølger for Heidar Aliyev. Han står desuden i spidsen for Aser-bajdsjans
Demokratiske Parti.
Skønt begge disse subklaner
tidligere hørte under Nakhchivan-hovedklanen har de i løbet af det sidste tiår indgået
en politisk alliance med den såkaldte Gandja-hovedklan i det nordvestlige Aserbajdsjan
imod Aliyev-netværket. I en klanpolitisk sammenhæng er dette fuldt ud muligt, men
forårsager som regel også mange personlige tragedier i form af opsplittede familier.
Gandja-klanen ledes af den tidligere udenrigsminister Hassan Hassanov og benævnes også
Georgien – Gasakh-Gandja-klanen, fordi dens indflydelse desuden omfatter det store
aserbajdsjanske mindretal i de to georgiske grænseprovinser Gardabani og Marneuli. Dette
forklarer også dens økonomiske magt, der er skabt på den lukrative grænsehandel med
Armenien via Georgien i forbindelse med konflikten omkring Nagorno Karabakh. Et andet
prominent medlem af denne klan er oberst Surat Husseinov, der indirekte bragte Heidar
Aliyev til magten gennem sit kup mod Folkefrontsregeringen i 1993, men senere kom i
opposition til denne over magtfordelingen bagefter.
Et fjerde klan-netværk udgøres
af en løs alliance mellem forskellige klaner med oprindeligt hjemsted i Karabakh. Det
drejer sig for det første om Karabakh-hovedklanen under ledelse af karrierepolitikeren
Issa Gambar, der er formand for partiet Yeni Musavat (Det Nye Lighedsparti). Dette
parti er den genopstandne udgave af det gamle Musavat, der stod i spidsen for den
kortlivede selvstændige aserbajdsjanske republik fra 1918-20 og har således visse
historiske rødder. Økonomisk er klanens magt formentligt begrænset, da dens kærneland
i dag er besat af Armenien, men til gengæld er Musavat-partiets politiske indflydelse
stor, ikke mindst blandt flygtninge fra de okkuperede land-områder. Samtidig tegner
partiet den ubetinget mest konsekvente opposition mod Aliyev-regimet, og ville
sandsynligvis under andre omstændigheder end de givne også have vundet valget.
Under Karabakh-klanerne bør
desuden nævnes den subklan, der ledes af sagføreren og formanden for Det Nationale
Uafhængighedsparti - Ittibar Mammedov. Også han repræsenterer en meget stærk
konstellation af lignende årsager som Issa Gambar, og da han stillede op som kandidat
under præsidentvalget i 1998, fik han det næsthøjeste antal stemmer.
Det femte af de nuværende
klan-netværk er koncentreret omkring hovedstaden Baku, og synes for øjeblikket baseret
primært på bestemte intellektuelle kredse og tidligere embedsmænd. Det ledes af Ajaz
Mutalibov, der var præsident for Aserbajdsjan til 1992 under overgangen fra
Sovjet-republik til selvstændighed, men nu befinder sig i eksil i Moskva. Klanens
politiske redskab er dels Aserbajdsjans Kommunistiske Parti, der nyder en vis nostalgisk
popularitet, men hæmmes af sin tætte forbindelse til Rusland og dels det
Socialdemokratiske Parti.
Endelig findes der to særlige
netværk, baseret på etniske mindretal med egne interne klanstrukturer i henholdsvis det
nordøstlige og sydøstlige Aserbajdsjan. Det første således omfatter en række små
nord-kaukasiske folkeslag, men domineres af lezginerne,
der desuden udgør en af de større grupper i den Autonome Republik Dagestan i Rusland. I
starten af 1990’erne stiftede de aserbajdsjanske lezginerne løsrivelsesbevægelsen
SADVAL og modtog en tid lang støtte fra Rusland, der anså den for et nyttigt
pressionsredskab, men efter Aserbajdsjans tilslutning til SNG døde den hen og i dag har
mange af dens daværende ledere tilsyneladende ladet sig købe ind i Aliyev-netværket til
gengæld for personlige privilegier og poster i lokaladministrationen. Alligevel kan disse
udmærket tænkes stadigt at have en skjuldt dagsorden for mere lokalt selvstyre, idet der
for nyligt er rejst forslag om oprettelse af en økonomisk frizone indenfor fem
nordøstlige provinser med et større eller mindre lezginsk befolkningsislæt. Tanken
støttes også af lezginske ledere i Dagestan og dermed sandsynligvis også af Moskva som
en kanal for fremtidig indflydelse i Aserbajdsjan.
En tilsvarende, men mindre
potentielt eksplosiv situation eksisterer blandt de iransk-sprogede talysh langs
sydøst-grænsen ind mod Iran. Ganske vist udråbte en lokal leder i 1993 den såkaldte
Talysh-Mughan republik, men opstanden blev brutalt nedkæmpet efter Aliyevs
magtovertagelse, og siden da har talysh’erne slået sig til tåls som en sproglig
minoritet, der dog har en stærk position indenfor Aserbajdsjans kulturliv, ligesom også
republikkens religiøse overhoved – Sheikh ul-Islam Ala Shukur Pashazade stammer fra
dette mindretal.
Et meget påfaldende fællestræk
for alle de ovennævnte klan-netværk er imidlertid, at de med hensyn til geografisk
udbredelse stort set modsvarer de mindre statsdannelser, der i historisk perspektiv igen
og igen har manifesteret sig på den nuværende aserbajdsjanske republiks territorium.
Disse er således altid opstået på grundlag af lokalt indflydelsesrige slægter eller
stammer, baseret på de samme byer og landsdele, senest i form af en række khandømmer
ved tidspunktet for Tsar-ruslands erobring af området i starten af 1800-tallet, nemlig
Nakhchivan, Gandja, Karabakh, Baku, Kuba og Talysh. Et lille forbehold må gøres med
hensyn til byen Sheki og det tilsvarende khandømme, om hvilke jeg ikke har kurente
klandata, men billedet er sandsynligvis det samme også der. Trods hele denne lange
historiske tendens til intern fragmentering lykkedes det ikke desto mindre først Tsaren
og sidenhen Sovjetmagten på baggrund af den stærke russiske statstradition at
tilvejebringe en slags samling af de enkelte enheder, der for nærværende har resulteret
i nationalstaten Aserbajdsjan. Nu er den overordnede fremmede statsmagt på den anden side
væk, og dens produkt holdes dybest set kun sammen af stregerne på landkortet og
Aliyev-netværkets greb om statens nøglepositioner. Det fremmaner til gengæld dystre
perspektiver for tiden efter Aliyev, idet sønnen hverken har faderens autoritet, karisma
eller politiske tæft.
Det er derfor rimeligt at antage
at den nuværende præsidents død vil udløse en skærpet rivalisering mellem det
regerende netværk og større lokalt baserede klaner, der gradvis vil splitte landet i
dets historiske komponenter, idet ingen af de aktuelle hovedaktører har en
tilstrækkeligt overbevisende national
profil til at optræde som samlende kraft i sig selv undtagen muligvis Issa Gambar og
Musa-vat-partiet. På den anden side står Karabakh-klanerne som helhed svagt, fordi de
mangler et selv-stændigt operativet baseområde. Hele dette scenarie vil sandsynligvis
også allerede på et ret tidligt stadie involvere de regionale stormagter bag deres egne
foretrukne kandidater for at kunne stabilisere i det mindste de nærmest tilgrænsende
områder. Her kunne man således forestille sig diverse russiske tiltag i de nordøstlige
provinser ved hjælp af derværende mindretal så langt sydpå som til Baku til fordel for
Ajaz Mutalibov og med henblik på den kaspiske olie. Rusland kunne samtidig aktivere det
armenske kort, idet Armenien allerede kontrollerer en fjerdedel af Aserbaidjans
territorium og formentligt meget hurtigt ville kunne afskære de nordvestlige provinser
fra resten af landet. I den modsatte landsende kunne Iran gøre tilsvarende brug af
Talysherne, mens Tyrkiet, der officielt står som garantmagt for Nakhchivan i henhold til
en traktat fra 1921 ville koncentrere sine bestræbelser her. I dette skitserede scenarie
fremstår Rusland som den ubetinget mest aggressive og ekspansionistiske magt, hvilket
understøttes af den kendsgerning at den russiske regering officielt har defineret
Transkaukasien som sin vitale interessesfære under betegnelsen ”det nære udland”,
og dybest set - i hvert fald på det psykologiske plan - aldrig accepteret områdets
løsrivelse efter Sovjetunionens opløsning. Det betyder til gengæld at de derværende
staters fremtidige skæbne, herunder Aserbajdsjans i høj grad afhænger af hvorvidt det
internationale samfund, d.v.s. i første række den Vestlige Verden med USA i spidsen, vil
leve op til sin anerkendelse af deres selvstændighed og finde måder til at sikre deres
territorielle integritet. Om Vesten imidlertid besidder den nødvendige vilje og evne
dertil er et ganske andet spørgsmål?
|
