Russisk litteratur: Ruslands åbne sår

Pusjkin, Tolstoj og Lermontov foretog rejsen til Kaukasus og vendte aldrig rigtigt tilbage igen

Af Jean-Pierre Thibaudat, Libérations udsendte medarbejder
Hvis den nuværende krig i Tjetjenien minder om den foregående (1994-96), så minder de begge to om andre kaukasiske krige, som Ruslands historie er så rig på.
Den gamle akilleshæl Tjetjenien i særdeleshed og hele Kaukasus i almindelighed er en besættelse for Moskva på samme måde, som Algeriet var det for Frankrig ­ dvs. ikke alene af geopolitiske årsager, men som et åbent sår, en gnavende samvittighed, en begæret, men uopnåelig krop.
Herom vidner den russiske litteratur bedre end nogen historiker.
Forfatterne har selv været der: Pusjkin, Tolstoj og Lermontov skriver ud fra et personligt kendskab til området. De foretog alle tre rejsen til Kaukasus, og ingen af dem vendte nogensinde rigtigt tilbage.
I Rejsen til Erzrum fortæller Aleksandr Pusjkin om sit andet besøg i Kaukasus i 1829 ­ han havde allerede været der en gang tidligere, i 1820. I mellemtiden havde endnu en kolonikrig sørget for, at en del af området var blevet pacificeret. I dag siger russerne befriet .
Pusjkin taler om tjerkessere . Under denne betegnelse samlede man dengang flere kaukasiske folkeslag ­ alle med deres eget sprog og egen kultur ­ med tjetjenerne i spidsen.

Tjerkesserne hader os
De ikke-pacificerede, dvs. de, der nægtede at underkaste sig, var ­ ligesom i dag ­ tvunget op i bjergene. Tjetjenerne blev i hele det 19. århundrede omtalt som bjergboere .
»Tjerkesserne hader os,« skriver Pusjkin. »Vi har fordrevet dem fra deres frodige græsgange, deres landsbyer er jævnet med jorden, hele slægter udslettet. De forskanser sig mere og mere i bjergene, hvorfra de retter deres angreb på os. Man kan ikke være sikker på, at de pacificerede tjerkessere er os venligt stemt: De er altid rede til at komme deres oprørske landsmænd til hjælp.« Skift tjerkessere ud med tjetjenere , og denne tekst kunne være skrevet her til morgen af Moskvas særlige udsending, Aleksandr Pusjkin.
Alle russiske skolebørn er flasket op med Pusjkins digt Fangen i Kaukasus.
De har alle marcheret ved hans side gennem slugterne ved Terek og hvert øjeblik stået stille, »overvældet af landskabets dystre skønhed«. Og alle kender de den advarsel, der følger: »Stands ikke, Deres Højhed, De bliver dræbt!« (dengang var det de ossetiske banditter«, der skød på de rejsende i dette område).

Bjergfolkenes bedrifter
I En gylden sky fra 1987 fortæller forfatteren og øjenvidnet Anatolij Pristavkin om, hvordan Stalin sendte forældreløse børn som ham selv til et Tjetjenien tømt for sine oprindelige indbyggere, der alle var deporteret til Centralasien.
Drengene er ikke de rene engle, men på børnehjemmet havde man læst højt for dem om bjergfolkenes bedrifter. Via Tolstoj kender de Sjamil, en af de store helte fra Kaukasus-krigene i det 19. århundrede, som var blevet en legende ­ og de ved, at Kasbek-cigaretter har navn efter et bjerg i Kaukasus.
Pusjkin blev dræbt i en duel, og det samme blev Mikhail Lermontov fire år senere ­ som 28-årig i 1841. Som officer var han udstationeret i Kaukasus, hvor Petjorin ­ hovedpersonen i hans mest kendte bog, Vor tids helt ­ drev sit spil.
Men det er i en artikel, som blev kasseret af censuren og først fundet igen i 1929, Lermontov lovpriser kaukasieren . Ikke den oprindelige indbygger, men dette »hverken russiske eller asiatiske« væsen, denne »sande kaukasier«, som enhver russisk officer udvikler sig til efter fem-seks år i garnison dér.
Kaukasieren lytter til en gammel tjerkessers fortælling i en pacificeret landsby, han sluger »dette krigerfolks traditionelle digtekunst«, taler gebrokkent tatarisk og går med den tjerkessiske sabel, og hans »lidenskab« for alt, hvad der har med dette folk at gøre, grænser til »det bizarre«.

Skældsord i Moskva
I dag forskanser de unge soldater sig i deres blokposter. De har fået udleveret en håndbog, som udtrykkeligt anbefaler dem at opføre sig høfligt, men at nære mistillid til alt og alle. I Jeltsins og Putins russiske hær har ordet kaukasier mistet sin betydning; det er blevet et skældsord for Moskva.
I novellen Kosakkerne, hvor Kaukasus vender op og ned på helten Olenins liv, taler Lev Tolstoj om »den vilde vegetation« ved Tereks bredder. Og han skildrer kosakkerne, der bevogter en ustabil grænse i »kordoner« (en kæde af befæstede stillinger) langs floden.
I begyndelsen af den nuværende generobringskrig, der er maskeret som anti-terroristisk operation , talte den russiske regering om at oprette en cordon sanitaire ved Terek.
Ordene er sejlivede. Da tjetjenerne rejste sig til oprør i 1825, blev kampen mod dem ledet af den mand, der havde overvundet perserne, general Ermolov. Han beskrev fjenden som »en horde banditter«.

Putins kynisme
De nuværende russiske generaler ­ som mere har udmærket sig ved nederlag end sejre ­ aflirer den samme remse hver aften i tv. Og den eks-KBG-officer, der nu er blevet fungerende præsident, kender ikke andre udtryk end »banditter«, når han taler om Tjetjenien.
Men når Vladimir Putin forsikrer, at russerne dernede »har at gøre med folk uden traditioner og religion«, må man ikke anklage ham for uvidenhed. Det er snarere kynisme. For han taler mod bedre vidende; han ved, at sandheden er den modsatte af det, han siger. Han har læst Tolstoj. I Fortællinger og skildringer fra Sevastopol beretter Tolstoj om den kaukasiske krigs rædsler: sårede, amputerede lemmer, slagmarker overstrøet med lig, hvor et barn går og plukker blomster. Nogle bortcensurerede sider blev genoptrykt i en af de smukkeste oder til Kaukasus, der nogensinde er skrevet: Hadji Murad.
Den unge Tolstoj hører om Hadji Murad ­ der allierede sig med russerne i sin magtkamp mod Sjamil ­ da han i marts 1851 besøger sin bror Nikolaj i Kaukasus på flugt fra sin spillegæld.
I oktober er han der stadig og anmoder om at blive optaget i et artilleriregiment. Efterhånden knytter han venskab med en tjetjener, Sado ­ i fortællingen navnet på den mand, der giver Hadji Murad husly, da han er forfulgt af Sjamil.

Tolstoj i skuffen
Tolstoj blev i Kaukasus til slutningen af 1853. Langt senere ­ i 1896, da han havde de vigtigste af sine værker bag sig ­ ser han under en spadseretur på en mark en knækket, men ukuelig tidsel, og det får ham pludselig til at tænke på Hadji Murad.
Da hans minder fra Kaukasus nu er vakt til live igen, samler han en betydelig dokumentation og går i gang. Efter otte år og flere forskellige versioner er fortællingen færdig, men Tolstoj lægger den ned i skuffen:
Han har besluttet ikke at offentliggøre den i sin levetid; han ved, at den vil gøre den zaristiske censur rasende.
For Tolstoj tegner et skånselsløst billede af den russiske hær ved at modstille den med beskrivelsen af et tjetjensk folk, der er gennemsyret af ædle traditioner (ære, respekt osv.) og ægte religion. Det er en bog, der kunne tjene som håndbog for de unge russiske soldater, der nu føler sig fortabte i Tjetjenien. Det er der altsammen ­ også desinformationen.
Tolstoj beskriver soldaten Avdejevs meningsløse og ynkelige død. Derefter gengiver han den officielle version i en rapport om et overraskelsesangreb:
»I det samme gik andet kompagni på med bajonetterne og kastede bjergboerne tilbage. To menige såredes let, og en blev dræbt (Avdejev). Bjergboerne mistede henved hundrede mand, dræbte og sårede.«
Rendez vous
De russiske communiqueer i dag er udtryk for samme hjernevask. Og det er Putin, som har genlæst Tolstoj, den første til at vide.
Det mest frygtelige i historien er beskrivelsen af den russiske hærs ødelæggelser: Da Sado kommer tilbage til landsbyen, »fandt han sin hytte ødelagt; taget var styrtet ned, døren og bislagets stolper brændt og hele det indre af huset tilsvinet på en modbydelig måde.« Hans søn er blevet stukket ned med en bajonet gennem ryggen.
Mere end én flygtning oplever det samme i dag. Og Tolstoj, som i går beskrev den forrige krig, taler om i dag:
»Den følelse, der havde grebet alle tjetjenere, fra den mindste til den største, var ikke had, men noget langt stærkere. Det var en erkendelse af, at man ikke kunne betragte de russiske hunde som mennesker, en modbydelighed og væmmelse, en vægren ved at forstå disse væseners meningsløse grusomhed og et lidenskabeligt ønske om at udrydde dem, som man udrydder rotter, giftige edderkopper og ulve, et ønske lige så naturligt som selvopholdelsesdriften.« I Gulag øhavet taler Solsjenitsyn om tjetjenernes »altid stolte og åbenlyst fjendtlige holdning«. Han skriver: »Det er et folk, som underkastelsens psykologi endnu ikke har virket på; ikke isolerede individer, oprørere; nej, det er hele folket. De er tjetjenere.« Parallelt hermed bidrager de samme forfattere til at skabe myten om den voldelige og blodtørstige tjetjener, altid med en kniv i hånden, sådan som Lermontov skriver i en vuggevise.

Rådnede op i huller
Mange fortæller om bortførelser. Ikke alle gidsler blev behandlet med samme hensynsfuldhed som de georgiske prinsesser og deres franske guvernante, der var fanger hos Sjamil i forrige århundrede.
På Pusjkins tid rådnede de op i huller i jorden eller arbejdede som slaver , ligesom det ofte er tilfældet i dag:
»De passer på deres fanger i håb om løsepenge, men de behandler dem med en forfærdende umenneskelighed, lader dem arbejde mere, end de har kræfter til,« skriver han i Rejsen til Erzrum.
Han fortæller også historien om en tjerkesser, som, skønt han er pacificeret , skyder på en soldat og retfærdiggør det ved at sige, at hans gevær har været ladet for længe.
»Hvad skal man stille op med sådan et folk?« spørger Pusjkin. Det samme gør de, der regerer Rusland i dag. Svaret er forskelligt, afhængigt af tiden.
Men det er aldrig humant, altid militært. Eller valgstrategisk som i dag.

Kosak vuggevise
Den onde tjetjener kryber lurende op ad flodens bred og hvæsser sin daggert, men din far er en modig kriger, stålsat i kamp. Sov min lille og vær rolig, visselul. Kosak-vuggevise af den russiske forfatter Mikhail Lermontov (1840)

FAKTA
Fra Sjamil og Mansur til Dudajev, Maskhadov og Basajev

*Vinteren 66­65 f. kr.: Rumænerne slås tilbage af tjetjenernes og ingusjeternes forfædre i forsøget på at erobre kongeriget Albanien.
*13. årh.: Mongolsk invasion: Tjetjenerne søger tilflugt i bjergene.
*18. årh.: Islamisk mission.
*1785­1791: Opstand mod russerne, organiseret af Sheikh Mansur.
*1834-1859: Imamen Sjamil leder hellig krig mod russerne.
*1917-1920: Tjetjenerne allierer sig med bolsjevikkerne, som lover dem uafhængighed. Da dette løfte ikke opfyldes, indledes en guerillakrig, der varer indtil starten af 30 erne.
*30. november 1922: Tjetjenien bliver en selvstændig republik i Sovjetunionen.
*5. december 1936: Stalin samler de selvstændige regioner Tjetjenien og Ingusjetien i én samlet selvstændig republik.
*1943: Tysk invasion.
*1944: Stalin anklager ingusjetere og tjetjenere for at samarbejde med tyskerne. De deporteres i stort tal til Sibirien og Kasakhstan. Deres republik ophæves.
*1957: Khrusjtjov genetablerer republikken.
*27. oktober 1991: General Dudajev vælges til præsident. 4. november erklærer han Tjetjenien for uafhængigt.
*8. november 1991: Boris Jeltsin erklærer undtagelsestilstand.
*Juni 1992: Tjetjenien og Ingusjetien bliver skilt.
*11. december 1994: De russiske tropper går ind i Tjetjenien.
*19. januar 1995: De tjetjenske oprørssoldater forlader præsidentpaladset i Grosnij.
*21. april 1996: Dudajev bliver myrdet ved et russisk raketangreb.
*August 1996: Tjetjenerne indtager Grosnij på ny.
*31. august 1996: General Lebed fremlægger forslag til en aftale, der bremser krigen, og udsætter spørgsmålet om Tjetjeniens status til 31.
december 2001.
*23. november 1996: Der indgås aftale mellem lederen af den tjetjenske koalition, Aslan Maskhadov, og den russiske premierminister Viktor Tjernomyrdin.
*1998: En række bortførelser finder sted i Tjetjenien. F.eks.
af Vincent Cochetel, som blev befriet igen 12. december 1999, og af de fire briter og newzealændere, som blev fundet halshuggede 8. december 1998.
*August 1998: Starten på en islamisk opstand i Dagestan, som bliver støttet af krigsherre Shamil Basajevs tjejtenske styrker.
*5. september 1999: Tjetjenske landsbyer langs grænsen til Dagestan bombes.
*1. oktober 1999: De russiske tropper går ind i Tjetjenien.