Hvad er en etnisk armenier?

Af Henning Lehmann, rektor, dr. phil., Aarhus Universitet

Gennem det sidste par år er den danske offentlighed blevet fortrolig med geografiske betegnelser, som tidligere i bedste fald ville have været sikre taber­spørgsmål i enhver almen quiz eller i værste fald være blevet betragtet som uvedkommende og udtalemæssigt tungekvæstende fænomener.

Jeg tænker på spørgsmål som følgen­de: Hvor ligger Erevan og Stepanakert? Hvordan er situationen i Nagorno-Karabakh? Det er vist et fåtal, der ville have scoret quizpoints eller anerkendelse for journalistisk paratviden i disse spørgsmål for bare to år siden. Men i dag ved vi alle noget om ordene og stederne. Vi har i hvert fald haft lejlighed til at læse mange artikler og reportager om en national konflikt, religiøse modsætninger eller etnisk uro.

Hvilken af delene var det mon? Antagelig alle tre. At konflikten kan kaldes national, fremgår vel tydeligst af, at to nationer, der i dag af konstitution udgør to republikker i den store sovjetiske union, nemlig Armenien og Azerbajdzjan, står så skarpt over for hinanden, at den ene efter ca. 1 1/2 års konflikt griber til det i Sovjetunionens historie vist ret uhørte: en økonomisk og trafikal blokade af naborepublikken. Der er sket meget uhyggeligere ting end jernbaneblokade, både under den aktuelle konflikt og tilbage i Armeniens historie, men transport- og leveringsboykotten ved grænsen mellem to republikker demonstrerer klarere end noget som helst andet konfliktens nationale karakter.

Det er ubetvivleligt, at religiøse formuleringer også indgår i konflikten, idet den særlige armenske kirke lige fra armeniernes overgang til kristendommen, der dateres så tidligt som omkring år 300, har været et væsentligt element i armeniernes kultur og armeniske sam­fundsdannelser historien igennem. Azerbajdzjan er islamisk - lad os for kortheds skyld sige: i en tyrkisk version, for ikke at knytte det religiøse moment på den muslimske side til fx en Khomei­niinspireret fundamentalisme. Og i regionen Nagorno-Karabakh, der på alle sider omsluttes af Azerbajdzjan, er 80% af befolkningen armenisk.

Med henvisning til azerbajdzjanernes slægtsskab med tyrkerne er vi nok ovre i det etniske, og mine næste bemærknin­ger skal give nogle brikker til den mosaik, man bliver nødt til at lægge, hvis man skal besvare spørgsmålet: hvad er en etnisk armenier, og hvor finder vi eksemplarer af denne art? Lad os til en start helt elementært fastslå, at "ethnos" betyder "folk". Men i vore dage er det ikke uden videre en enkel sag nærmere at bestemme, hvad der karakteriserer et folk som folk. I hvert fald er det ikke gjort med en enkel henvisning til et fælles sprog, fælles religion, fælles pas eller fælles tilhørsforhold til en nation med let definerbare grænser.

Jeg vil give 7 eksempler på personer, om hvem man I hvert fald er nødt til at overveje, om de alle fortjener betegnel­sen "etnisk armenier". Jeg tillader mig straks at påstå, at de alle er autentiske, selv om jeg vel ikke ligefrem har mødt hver af de 7 i levende live og egen person.

Den første er en oliearbejder af armenisk oprindelse, boende I Azerbajdzjans hovedstad Baku. Han har selvsagt sovjetisk pas, må på arbejdspladsen bruge russisk som det fælles hovedsprog, men han taler armenisk med familien derhjemme. Han er medlem af kommunist­partiet, stærkt præget af årtiers gudløshedskampagner og er blevet sa gammel, at han har svært ved helt at acceptere, at Stalin ikke stadiger den store helt som sejrherre i den store nationale krig (den, der hos os hedder "2. verdenskrig").

Mit andet eksempel er også en ældre herre, velhavende forretningsmand I Athen. Sit forretningstalent demonstrerede han første gang, da han, der selv var flygtet fra Tyrkiet under 1. verdenskrig, som halvvoksen knægt i 1922 tog opstilling på kajen I Saloniki for at veksle penge for de grækere og armeniere, der var blevet fordrevet fra Izmir, det gamle Smyrna. I dag bar han selvsagt græsk pas, bruger i den daglige kommunikation mest græsk sprog, behersker fransk og engelsk på forhandlingsniveau. I den armeniske kirke, hvor han har en betroet post og er en skattet bidragyder, far lian stadig lejlighed til at bruge sit armeniske. Det samme gælder I klubben af gamle medlemmer i Dashnak-partiet (oprindeligt et revolutionært armenisk parti, I dag glødende antikommunistisk). Han støtter entydigt det armeniske kirkelige overhoved — katholikos’en— der har sæde I Antelias ved Beirut i Libanon, og er tilsvarende skeptisk over for katholikos’en i Edjmiadsin i Sovjet­armenien, om hvem han mener, at han er gået alt for langt i sin kompromis­søgen med sovjetrepublikkens styre og dermed kommunistpartiet. 

Det tredie portræt i galleriet bør vi hente fra den yngre generation: en ung armenier, opvokset I det armeniske kvarter i Jerusalem og derfor udstyret med jordansk pas. Han arbejder I dag i et multi­nationalt selskab i Saudi-Arabien og bruger i det daglige lige dele engelsk og arabisk sprog. Fra sin skolegang i Jerusalem husker han endnu sit armeniske og lidt hebraisk. Sine vanskeligheder ved at få arbejde i Israel tolker han som jødisk modvilje mod at have flere armeniere i Jerusalem, end hvad der er nok til at tiltrække turister, pilgrimme og forskere. Blandt andet under inspiration af kammerater i PLO støtter han armeniske terrorbevægelser. Går man ham på klingen, er "den hemmelige, armeniske hær" i for høj grad rekrutteret blandt bedre folks børn i Boston og Beirut til, at han selv vil føle sig hjemme i den, men han støtter fuldtud dens attentater på tyrkiske embedsmænd som forsvarlige, ja, nødvendige for at gøre opmærksom på de aldrig løste problemer, som han sammenfatter under begrebet "den armeniske sag". Han ved godt, at hans jævnaldrende, der studerer ved amerikanske universiteter eller armeniske skoler I Iran, går med badges, hvor der star "Støt den armeniske sag!". Det gør han ikke - ikke, fordi han på nogen måde er bange af sig, men badges bærer man bedst I flok, og i hans saudiske ensomhed og hans strømlinede firma ville det føre til lidt for mange og komplicerede spørgsmål. 

Med det tjerde eksempel bliver vi i den unge generation, her repræsenteret af en ung amerikansk pige, fjerde-generations-efterkommer af en af de armeniske pionerer, der indvandrede til Fresno, Californien, i 1880’erne. Hun har naturligvis USA-pas, hun behersker ikke andre sprog end vestkyst-amerikansk, hun står over for at skulle giftes i en metodistkirke med en jævnaldrende østkyst-amerikaner af engelsk oprindel­se. Der vil nok indløbe et par bryllupsgaver af armenisk tilvirkning fra velmenende onkler og tanter, men det vil nok også være alt, hvad der i det unge hjem vil minde om Armenien. 

Nr. 5 er igen noget ældre: en ægyptisk embedsmand - med ægyptisk pas, sprogligt helt overvejende bevægende sig på Cairo-arabisk, et vist kendskab til engelsk og koptisk. Han har ændret sit oprindelige navn til et mere arabisk­klingende, han har ikke noget markeret religiøst tilhørsforhold. Henne på kontoret regner kollegerne ham i hvert fald for sympatisør med Islam, og når han rober et vist kendskab til kristne emner, regner de med, at det skyldes, at hans afdeling behandler en del sager, der vedrører det koptiske mindretal. Han overvejer at brænde de få ejendele, han endnu har fra sine bedsteforældres hjem i Tyrkiet, specielt de gamle breve fra før 1. verdenskrig, som han alligevel ikke kan læse. 

Eksempel nr. 6 og 7 er ikke anonyme. Den ene er forfatteren Michael J. Arlen junior, der i 1976 udgav bogen "Passage to Ararat" (Rejse til Ararat). Den anden er hans far, Michael Arlen senior, succesforfatteren til blandt andet romanen "Den grønne hat" fra 1924 - filmatiseret med Greta Garbo i hovedrollen. I indledningen til sin bog Rejse til Ararat præsenterer Michael J. Arlen sig selv og sin far - på følgende måde: 

"På et vist tidspunkt i mit liv drog jeg ud på en rejse for selv at opdage, hvad det vil sige at være armenier. For skønt jeg selv er armenier - eller delvis armenier - vidste jeg ingenting om armenierne og Armenien før det tidspunkt. - Eller så godt som ingenting. Min far var armenier - født af armeniske forældre, men han var opvokset og havde gået i skole i England. Han havde haft engelsk og amerikansk statsborgerskab. Og hvad mere er. han synes praktisk taget ingen forbindelse at have haft til Armenien. Han talte aldrig armenisk hjemme, og han talte sjældent om Armenien. Som forfatter skrev han romantiske romaner, der for det meste foregik i engelsk miljø, og det hændte kun et par gange, at han skrev om Armenien og armeniere; og når det skete, lagde han en slags humoristisk afstand til emnet. For, som han sagde, hvem ville finde på at påstå, at han var armenier, hvis han ikke var det? Selv havde han i 21-åirs alderen skiftet navn fra Dikran Kouyoum­jan til Michael Arlen"..

Der er et spring fra forfatteren Michael Arien til forfatteren Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Det kan dog være rimeligt at bringe sidstnævnte på bane, fordi han fremfor nogen har bidraget til, at vi her til lands har gjort os nogle overvejelser over begreberne "folk" og "folkelig". Blandt andet har han formuleret linierne: 

"Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil " 

Tager vi dette som et strengt mål på vore armeniske venner, ville et par af dem være faldet uden for det armeniske folk - eller I hvert fald varsle, at næste generation næppe vil kunne bære betegnelsen "etnisk armenier".

  Hvor vil fx næste eller næstfølgende generation efter vore venner i Saudi-­Arabien, Grækenland og Ægypten befinde sig? - For hvilket modersmål vil de haveøre, for hvilket fædreland vil de have ild? - for at bruge Grundtvigs vendinger fra de efterfølgende linier.

  Og hvad med vor amerikanske venin­des børn? De vil næppe i den metodisti­ske søndagsskole blive inspireret til at gå vejen tilbage til Ararat, som Michael J. Arlen gjorde det. Men hvad så med Michael Arlen senior, med hans negative reaktion på emigrantsituationen? Faldt han uden for gruppen af etniske arme­niere, og kan han og hans søn I så fald melde sig ind igen? - Eller hørte fader og søn med hver sin reaktion på emigrant­situationen - begge - måske ligefrem til de allermest berettigede til at kalde sig "etniske armeniere"?

  Et for snævert begreb om »det folkelige" eller "det etniske" synes i hvert fald ikke egnet til at opfange de livssituationer, som historiens ubønhørlige gang har bragt armenierne i.

   Det, der hed "det armeniske spørgsmål" for 70 år siden, blev ikke løst på en måde svarende til for eksempel løsningen af det samtidige og på mange måder parallelle "slesvigske" spørgsmål.

   Men de mest aktuelle slagskygger fra dengang, aktualiseret af de nu så velkendte navne som Stepanakert og Na­gorno-Karabakli, falder formentlig ind over efterkommere af den første person i vort lille galleri: oliearbejderen og partisoldaten fra Baku. Får hans børn og børnebørn by til at udfolde sig på en sådan måde, at de med rimelighed kan sige, at de har fået mulighed for at regne sig til det armeniske folk, at blive betrag­tet som "etniske armeniere"? Dette vil være en af prøvestenene på, om de lovende, nye fremmedord i snart sagt alle sprog: ordene "perestrojka” og "glasnost" også holder noget af det, de lover - i sovjetisk og international politik.

   For de etniske armenieres vedkommende vil det efter årtiers pres i forskel­lige emigrantsituationer og efter måneders manglende gennemslag for en efter armenisk vurdering retfærdig løsning på Nagomo-Karabakh-problemerne, ja, sågar afstraffelse af de forkerte, være meget at forlange, at sovjetarmenierne på den ene side fx skal udvise from og høflig lydhørhed over for velmenende råd - sågar fra amerikansk-armeniere -om ikke at udtynde den nationale kultur ved udvandring fra det for tiden eneste "nationale hjemsted”, nemlig Sovjetarmenien. Det vil næsten være endnu mere forlangt, at de på den anden side skal låne øre til velmenende, naive, danske politikeres opfordringer til at være positive, høflige eller endog forventningsfulde over for Gorbatjov og vise forståelse for, at han kan have vanskeligheder ved at sætte deres etniske, nationale og religiøse anbringender højt på den sovjeti­ske dagsorden.

   Endelig må man nok spørge, hvorfra vi kunne hente en uanfægtelig moralsk ret til at opfordre repræsentanterne for de to millioner armeniske 1.- 4. gene­rationsemigranter uden for Sovjetunionen til et bestemt adfærdsmønster, det være sig en underdanig bøjen-sig for familiesammenføringsrestriktioner her og der på kloden - eller en løsning, modelleret efter den, vi mener at kende fra dansk-amerikanerens mellemvej mellem assimilation i den store, nye verden og sporadisk sentimental erindring om det lille, gamle land.

P.S. februar 1990
Den opmærksomme og velorienterede læser vil kunne se, at ovenstående er skrevet før årsskiftet 1989/90. For efter den såkaldte "borgerkrig" i januar 1990 ville det have været oplagt at finde stærkere eksempler end jernbaneblokade til illustration af det "nationale" moment i konflikten mellem Armenien og Azer­bajdzjan. Og hvor befinder type nr. 1 i mit lille persongalleri, "den armeniske oliearbejder fra Baku", sig mon i dag?