| |
-om blandt andet konsekvenserne af russernes
udvandring fra regionen
Fra Geografisk Orientering, nr. 4, 1994. Copyright: forfatteren og Geografisk
Orientering.
Af Lars Funch Hansen
Siden
Mikhail Gorbatjov i 1985 kom til magten i Sovjetunionen har store omvæltninger fundet
sted. I 1991 opstod 15 nye stater, men ligeså snart dette var en realitet, blev disse
ramt af en række af de samme problemer som Sovjetunionen sloges med. Nedbrydningen af en
multietnisk stat er som en lavine; er den først i gang, standser den ikke før den når
bunden. Det synes i alt fald at være mønsteret i Østeuropa og det tidligere
Sovjetunionen i dag. Disse tendenser viser sig således også i den russiske Nordkaukasus
region, hvor 7 af de 21 republikker, som udgør den Russiske Føderation, er beliggende.
Men hvilken betydning har russernes udvandring fra disse republikker?
Der bor mere end 40
forskellige ikke-slaviske folkeslag i Nordkaukasus, primært fordelt i syv republikker i
den russiske føderation. Enkelte folk er lokaliseret syd for Kaukasus-bjergkæden, hvor
de i dag udgør minoriteter i Aserbajdsjan og Georgien. Blandt de nordkaukasiske folk er
der en stærk bevidsthed om, at disse folk indgår i ”det nordkaukasiske
fællesskab”, men i denne artikel vil vi koncentrere os om de kaukasiske folkeslag i
Rusland - på den nordlige side af bjergene. Den langt overvejende del af de
nordkaukasiske folk er sunni-muslimer, og flertallet af sprogene er rent kaukasiske, ofte
uden at være indbyrdes forståelige. Desuden findes der bl.a. sprog af tyrkisk og iransk
oprindelse. I følge den seneste folketælling fra 1989 bor der i alt ca. 5,5 millioner i
de syv republikker, heraf udgør russerne ca. 25%.
Men hvis tendensen fra
de seneste årtier fortsætter er russernes befolkningsandel hastigt faldende.
HISTORISK BAGGRUND
Nogle af de
nordkaukasiske folk har beboet de kaukasiske bjergdale i årtusinder, medens andre er
kommet til inden for de seneste fem århundreder. Fælles for folkene er, at de gennem
århundreder har været i stand til at føre en relativ selvstændig tilværelse, hvor
bjergene har ydet beskyttelse mod de fleste udefrakommende trusler. Men efter Georgien i
slutningen af det 18. århundrede blev underlagt det russiske imperium, måtte også det
nordlige Kaukasus koloniseres for at skabe et sammenhængende territorium. De russiske
tropper blev mødt med stærk modstand, og først i 1864 lykkedes det at få hele området
underlagt Rusland. Det var især tjetjenere og avarer fra Dagestan i de østlige dele som
under ledelse af imam Sjamil stod for den væbnede modstand, men det lykkedes aldrig at
føre en samlet modstandskamp. Alligevel blev folkeslagene i de vestlige dele hårdest
ramt af koloniseringen, da over en million blev tvunget til at flygte til Tyrkiet og
Mellemøsten. Dels frygtede man, på grund af placeringen tæt på Sortehavet, at
folkeslagene ville samarbejde med Tyrkiet i en eventuel ny krig, og dels ville man gerne
bosætte bønder af slavisk herkomst i områderne. I dag udgør den nordkaukasiske
diaspora alene i Tyrkiet over en million personer, som mange i området nu ønsker skal
returnere til deres oprindelige hjemland.
Islam spredte kun sig
langsomt i Nordkaukasus, og blev først for alvor en samlende faktor som et resultat af
det stærke russiske pres på regionen. Hidtil havde diverse naturreligioner været
fremherskende, og den dag i dag har en del elementer herfra stadig plads i den muslimske
praksis.
I århundredet inden
Rusland påbegyndte koloniseringen af Nordkaukasus havde man ladet kosakker slå sig ned i
lavlandet nord for bjergene. Da disse var en blanding af krigere og bønder, mindede deres
livsstil på mange måder om nordkaukasernes, og en gensidig respekt opstod. En del
kosakker giftede sig med nordkaukasiske kvinder, og elementer af kaukasisk klædedragt og
traditioner vandt indpas. Selvom man havde været på hver sin side, lykkedes det delvis
at genoprette denne gensidighed efter krigens afslutning, hvorimod det var meget småt med
samarbejdet mellem de lokale folkeslag og russerne i de nye urbane centre i området, som
eksempelvis Vladikavkaz, det militære hovedkvarter og Groznyj, med dets nyetablerede
olieproduktion. Her var der tale om en rendyrket koloni-administration, medens flertallet
af bjerglandsbyerne fik lov til eksistere som hidtil.
Revolutionen og
Sovjetunionens opståen efter 1917 medførte gennemgribende ændringer i de nordkaukasiske
samfund. Af både positiv og negativ karakter. Den sovjetiske nationalitetspolitik
medførte oprettelse af lokale administrative enheder og republikker, mange af folkene fik
for første gang ret til eget skriftsprog og undervisning på eget sprog i skolerne, og
der blev publiceret aviser og bøger på lokale sprog. Men med Stalins konsolidering af
magten og tvangskollektiviseringen af landbruget i 1930æerne forsvandt mange af fordelene
igen. Der blev gentagne gange ændret på administrativ status og etnisk sammensætning af
de nordkaukasiske republikker. Moskva frygtede tydeligvis, at et fornyet nordkaukasisk
sammenhold skulle udvikle sig i separatistisk retning. De mange ændringer af grænserne
for de administrative enheder er i dag kilde til megen splid og konflikter internt mellem
de nordkaukasiske folkeslag.
En af Sovjetunionens
mærkesager var at opmuntre til arbejdskraftens mobilitet, hvilket især russerne
benyttede sig af. I årtierne efter revolutionen bosatte mange russere sig i de hastigt
voksende urbane centre i Nordkaukasus, hvor også natur, klima og landbrugsproduktion
virkede tillokkende. Russerne udgjorde hovedparten af de ansatte i industriproduktion,
økonomisk administration og til dels offentlig administration.
Under Anden Verdenskrig
blev fire hele nordkaukasiske folkeslag deporteret til Central Asien, for en påstået,
men aldrig bevist, kollaboration med nazisterne. En del af deres områder blev givet til
andre, og selvom de deporterede fik lov til at vende tilbage i 1957, er der i dag stadig
konflikter omkring disse områder.
RUSSERNE REJSER
Med de nationalistiske
bevægelser og etniske konflikter, som fulgte i kølvandet på Gorbatjovs perestrojka i
midten af 1980æerne, skete der en klar stigning i udvandringen af russere fra de
nordkaukasiske republikker. Men ser man på befolknings-statistikkerne, afsløres det, at
tendensen begyndte allerede i 1960æerne, og lige siden har været stigende.
Talmaterialet i det
følgende baserer sig på de fire enheder Dagestan, Tjetjeno-Ingusjien (nu splittet op i
to republikker), Nord Ossetien og Kabardino-Balkarien, som i perioden havde status som
republikker og derfor er grundigere behandlet statistisk. I perioden fra 1979-89 faldt
antallet af russere i de fire republikker med 7,4% (over 70.000), medens faldet fra
1970-79 havde været på 3,7%. Uofficielle tal fra 1990æerne viser tydeligt en fortsat
stigning i russernes emigration. På grund af højere fødselsrater blandt de
nordkaukasiske folk falder den procentvise andel russere yderligere.
Ser man på tallene fra
1980æerne, er der store forskelle fra område til område. Over halvdelen af faldet
forekommer i Tjetjeno-Ingusjien, hvilket ikke er overraskende da begge nationaliteter var
i Central Asien fra 1944-57, og der stort set ingen reel integration mellem russere og
tjetjenere/ingusjetere er foregået. Især tjetjenerne, som er langt det største af de to
folk, har været i stand til at opretholde et had til russerne siden forrige århundrede.
De har i udstrakt grad undgået at deltage i den sovjetiske administration og har som de
eneste i Nordkaukasus erklæret sig selvstændige efter Sovjetunionens opløsning. Hidtil
dog uden at have opnået international anerkendelse. Primært på grund af olie-produktion
har antallet af russere i Tjetjeno-Ingusjien været relativt stor, og fortsætter
udvandringen vil den i forvejen kriseramte produktion gå helt i stå. Men selvom russerne
ikke direkte lider under overgreb fra tjetjenernes side, er det politiske klima mellem
Tjetjenien og Rusland så betændt, at mange foretrækker at flytte til etnisk-russiske
områder.
Omkring en tredjedel af
faldet forekommer i det relativt tilbagestående landbrugsområde Dagestan, hvor andelen
af russere aldrig er kommet over 10%. I Dagestan har integrationen mellem russere og
lokale også været minimal, og antallet af potentielle etniske konflikter er anseeligt i
den multietniske republik, på trods af at det foreløbig stort set er lykkedes med
fredelige løsninger. Også i det overvejende kristne Nord Ossetien, hvor osseterne, af
alle de nordkaukasiske folk, traditionelt har haft de tætteste relationer til russerne
forekommer et fald. Og det på trods af en relativt udbredt integration mellem russere og
ossetere. Men en territoriel konflikt mellem osseter og ingusjer skaber konstant
spændinger, og brød i 1992 ud i voldelige kampe. I dag er der kun fred i området i
kraft af massiv russisk militær tilstedeværelse.
Kun i
Kabardino-Balkarien har russerne været i stand til at fremvise en om end ganske lille
fremgang i befolkningstallet. Her er der sket en relativ integration mellem de lokale folk
og russerne, og etniske konflikter er stort set undgået. Men magtkampen mellem de to
titular-folk er stigende, og hvis den fortsætter, kan russisk emigration vise sig at
blive konsekvensen. Russernes situation i de to ”nye” republikker, Adygea og
Karatjai-Tjerkessien, minder om situationen i
Kabardino-Balkarien.
ÅRSAGER TIL OG
KONSEKVENSER AF RUSSERNES UDVANDRING
Den nationale
renæssance, der har fejet hen over alle nationaliteter i det tidligere Sovjetunionen, med
bl.a. krav om undervisning i lokal historie, lokale traditioner og sprog, ønsker russerne
ikke at tage del i. I virkeligheden afløser den nye lokale etniske chauvinisme blot
tidligere tiders russiske chauvinisme med tvungen undervisning i russisk historie og
kultur. Russernes manglende lyst til at lære lokale sprog og lade sig integrere i den
lokale livsstil er en af årsagerne til at de stadig opfattes som fremmedelementer i
Kaukasus. Russerne er kun integreret i sovjetisk forstand, og den form for
”internationalisme” og mobilitet som sovjet-systemet lagde op til var det
primært russere som benyttede sig af. Russerne var det dominerende folk i Sovjetunionen,
og blev lokalt ofte opfattet som repræsentanter for det centralistiske styre i Moskva. En
opfattelse som også lever videre i dag.
Når radikale
nationalistiske grupper i Nordkaukasus i dag driver hetz mod russerne og beskylder dem for
at tage deres jobs, er det ofte fejlagtigt. Mange russere beklæder de mest beskidte
fabriksjobs, som kun få nordkaukasere har uddannelse eller lyst til. Den økonomiske
krise, som i disse år rammer alle egne af Rusland, vil kunne forværres i de
nordkaukasiske republikker, hvis produktionen sættes yderligere i stå af mangel på
kvalificeret arbejdskraft og ledelse. Netop fordi russerne generelt er bedre uddannede, er
deres mobilitet også større. De i dag prestige-fyldte og mere indbringende jobs inden
for handel og service, bliver nu, som det allerede i Sovjettiden var tilfældet, primært
varetaget af nordkaukasere.
Selvom tendensen til
russernes udvandring ser ud til at fortsætte i en grad, så områderne måske om få år
vil fremstå som mono-etniske, vil det absolut ikke være problemfrit for de
nordkaukasiske folkeslag. De nationalistiske bevægelser vil bruge de mono-etniske
områder som argumenter for og legitimering af øget suverænitet. Men mange nordkaukasere
frygter en opblussen af intern etnisk uro den dag, hvor russisk indflydelse forsvinder. |
