| |
Fra: Nordisk Østforum, nr. 3, 2000, pp.
31-46. Copyright:
Universitetsforlaget (Oslo) og
forfatterne. Af Märta-Lisa Magnusson og Ib Faurby.
Under
den russisk-tjetjenske krig 1994-96 tog et flertal i den russiske befolkning afstand fra
krigen. Under den nuværende krig, der begyndte i efteråret 1999, har et flertal støttet
den russiske krigsførelse. Med udgangspunkt i denne bemærkelsesværdige
holdningsændring vil analysen fokusere på russiske mediers rolle og betydning for
holdningsdannelse.
Under den forrige russisk-tjetjenske krig, der startede i midten af december 1994 og
varede indtil midten af august 1996, var der fra begyndelsen en udbredt modstand mod
krigen i den russiske befolkning. Ifølge meningsmålinger, gennemført af den
Moskva-baserede Public Opinion Foundation kort tid efter, at de russiske styrker gik ind i
Tjetjenien, og igen i januar 1995, var hhv. 63 og 71% imod at sende russiske styrker ind i
republikken (The Current Digest of
the Post-Soviet Press 47 (4): 12).1 I en anden meningsmåling
fordømte 52% af de adspurgte de russiske styrkers aktion, mens 20% billigede den (ibid. 47 (3):
17).2 I et nyligt konferencepapir hævdede også Boris Jeltsins tidligere
Tjetjenien-rådgiver, Emil Pain, at “2/3 af de adspurgte” havde været
“imod en militær løsning af problemet i begyndelsen af den forrige kampagne i
1995” (Pain 2000). Hen imod slutningen af 1995, da kamphandlingerne i Tjetjenien var
langt mindre intensive end i foråret, viste meningsmålinger, at befolkningens modstand
mod krigen stadig var så stor, at den kunne true Jeltsins genvalg ved det forestående
præsidentvalg. Jeltsin klarede sig dog som bekendt, men fik stærk konkurrence i første
valgrunde fra general Aleksandr Lebed, der havde en afslutning af krigen i Tjetjenien som
sit valgtema.
Da russiske styrker igen blev sendt ind i Tjetjenien i slutningen af september 1999 var
reaktionen i den russiske befolkning den stik modsatte. Ifølge en artikel i Nezavisimaja
gazeta fra midten af oktober 1999 skal 49% af de adspurgte i en meningsmåling have
udtrykt “støtte til en kampagne med flyangreb mod Tjetjenien” (Degojev 1999:
5). Også efter iværksættelsen af de massive flyangreb og optrapningen af de russiske
styrkers operationer uden for den såkaldte “sikkerhedszone”, der var oprettet i
nordlige Tjetjenien, forblev den russiske befolkning overvejende positiv. Ifølge en
meningsmåling som Public Opinion Foundation gennemførte i november 1999 blandt 2000
respondenter fordelt over hele Rusland, støttede 64% “de russiske styrkers militære
aktioner i Tjetjenien” (kun 23% var imod). I januar 2000 var støtten vokset til 67%
(nu var 22% imod). I et interview til den russiske emigrantavis Russkaja mysl i midten af
marts 2000, oplyste direktøren for det Al-Russiske Meningsmålings Center (VTsIOM), Jurij
Levada, at “næsten 70% af befolkningen støtter krigen”.3
Der var således tale om en ikke blot
frapperende ændring i befolkningens holdning til militære aktioner i Tjetjenien, men
også en holdningsændring, der havde fundet sted på bemærkelsesværdig kort tid. Så
sent som i foråret 1999 var majoriteten af den russiske befolkning, i følge Emil Pain,
kategorisk imod enhver idé om at genoptage krigshandlingerne, og 82% tilkendegav i
meningsmålinger, at de endda “i en eller anden form var parate til at acceptere en
adskillelse af Tjetjenien fra Rusland” (Pain 2000: 2).4
Også Jurij Levada bekræfter dette
holdningsskred. I et interview med Nezavisimaja gazeta bemærkede han at “krigen, som
man endnu for ikke så længe siden forbandede, viste sig populær. I maj i fjor blev der
jo, som bekendt, gjort forsøg på rejse rigsretssag mod præsidenten og det mest
populære punkt i anklagen var krigen i Tjetjenien. 76% af de adspurgte gik ind for
Jeltsins afgang netop af denne grund. Mindre end et år senere er alle henrykt over
krigen!” Kun 15% var dog parate til selv at gå i krig, tilføjede han.5.
Social-psykologiske faktorer
Hvad skyldtes
denne drastiske ændring i befolkningens holdning til militær magtanvendelse i
Tjetjenien? Der er naturligvis tale om komplekse årsagssammenhænge, hvor både
politiske, sociale og psykologiske faktorer spillede ind. Den nye intervention i
Tjetjenien blev indledt i slutningen af september 1999, efter at russiske styrker i
slutningen af august havde nedkæmpet et muslimsk-fundamentalistisk (vakhabittisk) oprør
i Dagestan og fordrevet en gruppe tjetjensk-baserede militante aktivister ledet af den
berygtede feltkommandant Sjamil Basajev, som havde blandet sig i oprøret i Dagestan.
De russiske styrkers vellykkede
operation mod, hvad den nye russiske ministerpræsident Vladimir Putin betegnede
“internationale terrorister”, kom på et tidspunkt, hvor tilliden til
magthaverne i Kreml var lavere end nogensinde og de væbnede styrkers prestige i bund
efter det upopulære og mislykkede felttogt i Tjetjenien i 1994-96. Dertil kom, at håbet
om sociale forbedringer var svundet i kølvandet på den økonomiske krise, som havde ramt
Rusland i efteråret 1998, og at de, der havde overskud til at interessere sig for
politik, følte sig ydmyget af Ruslands tiltagende marginalisering internationalt.
Emil Pains tolkning af den
social-psykologiske reaktion på operationen i Dagestan er sandsynligvis tæt på
virkeligheden: “Træt af nederlag (økonomiske, politiske, militære) tørstede
samfundet efter sejre, og da der kom meddelelser fra Dagestan om, at de væbnede styrker
havde sejret over banditterne, der var trængt ind fra Tjetjenien, ændrede dette i
bogstavelig forstand stemningen i offentligheden. Folk begyndte at tro: det kan lade sig
gøre at løse også det tjetjenske problem med vold og at skabe orden i hele landet ved
hjælp af ‘en jernhånd’, et billede, der pludseligt fik kød og blod i
Putin” (Pain 2000: 2).
Men de vellykkede operationer i det, set fra de fleste
russeres synsvinkel fjerntliggende og uvedkommende Dagestan, var næppe alene i stand til
at forårsage en så drastisk ændring i deres holdning til krig. Det afgørende
vendepunkt kom kort tid efter, at det muslimsk-ledede oprør var slået ned, og Basajevs
gruppe havde trukket sig tilbage til Tjetjenien. Den 4. september blev en boligblok
sprængt i luften i Bujnaksk, en mindre provinsby og nogle dage senere, den 9. og 13.
september, fandt lignende attentater sted mod to boligblokke i Moskva. Attentaterne, der
kostede omkring 300 mennesker livet og sendte chokbølger gennem hele den russiske
befolkning, blev af Putin tilskrevet “internationale terrorister”. De bestialske
bombeattentater og Putins kraftige insinuationer om, hvem der stod bag, var uden tvivl den
væsentligste årsag til det ændrede syn på krig som problemløsningsmekanisme, der nu
manifesterede sig.
En anden faktor, som sandsynligvis
også spillede ind, var NATO-landenes militære intervention i Serbien/Kosovo-konflikten.
Ikke blot i Kreml, men også i store dele af den russiske befolkning mente man, at hvis
NATO-landene fandt det legitimt at bombe militære mål på det suveræne Serbiens
territorium, måtte det vel også være legitimt for Rusland at gennemføre bombetogter
på sit eget territorium (Verkhovskij 1999: 6).
Selvom de nævnte begivenheder havde
stor social-psykologisk effekt, kan de imidlertid ikke alene forklare den frapperende
ændring i befolkningens holdning til krig. I det følgende diskuteres en yderligere
faktor, der er central for forståelsen af det bemærkelsesværdige holdningsskred: de
russiske massemedier.
Mediernes rolle
Medierne og især de store
landsdækkende ætermedier har stor indflydelse på den offentlige bevidsthed. Det er via
medierne, at de, der ikke befinder sig i begivenhedernes centrum, får informationer om,
hvad der foregår, og det er via medierne, de får begivenheder, processer, politiske
beslutninger o.a. sat ind i en fortolknings- og forståelsesramme. Der er to
landsdækkende tv-kanaler, hvoraf den ene, RTV (Det Al-Russiske Statsfjernsyn), er 100%
statsejet. Den anden, ORT (der er efterkommer til sovjetperiodens Gosteleradio), er 51%
statsejet. De vigtigste fjernsynskanaler udover disse to er den privatejede NTV (Det
Uafhængige TV) og TV Tsentr, der blev oprettet efter beslutning af Moskvas borgmester,
Jurij Luzjkov, i efteråret 1997. De to sidstnævnte kan dog kun ses af ca. en tredjedel
af befolkningen.6
Sammenlignet med mediedækningen under
den forrige krig har der under den aktuelle været tale om en langt mere ensidig dækning
af begivenhederne både op til og under selve krigen. Ensidigheden var størst i krigens
indledende fase, og dette forhold har givetvis været af afgørende betydning ikke blot
for, at holdningsændringen fandt sted, men også for cementeringen af den.
Efter en liberal og demokratisk
opfattelse er mediernes vigtigste rolle at formidle information og “overvåge”
myndigheder og markedsaktører på samfundets vegne (en “watchdog”- eller
vagthundfunktion). En fri informationsformidling er en forudsætning for et velfungerende
demokrati (og for den sags skyld et velfungerende marked). Frie medier er også en
forudsætning for og en del af et velfungerende civilsamfund. En afgørende faktor til
forklaring på den russiske befolknings ændrede holdning til krig som
problemløsningsmekanisme er det svagt udviklede civilsamfund og især de russiske
massemediers problematiske ivaretagelse af funktionerne som såvel informationsformidler
som “vagthund”. De russiske mediers optræden under den seneste krig har vist,
at medieinstitutionen endnu ikke har etableret sig som en autonom sfære mellem staten og
markedet.
Medierne under den første krig
Allerede i månederne op til
den forrige krig gav især de trykte medier, som f.eks. Izvestija, Nezavisimaja gazeta og
Moskovskie novosti et nuanceret billede af, hvad der foregik i Tjetjenien og
offentliggjorde kvalificerede analyser af begivenhedsforløbet. Det gjaldt også efter, at
krigen brød ud i december 1994. Det statsejede fjernsyn blev derimod straks underlagt
censur, selvom denne aldrig kom til at fungere effektivt. Ifølge vestlige kommentatorer
mindede de statsstyrede mediers informationsudbud i de første uger efter interventionen
om sovjettidens friserede fremstillinger af virkeligheden, men journalisternes kropssprog,
ironiske kommentarer og andre distancerende greb formidlede “et helt andet
budskab” (Haney 1995: 6). Censurens greb om fjernsynet holdt da heller ikke længe.
De privatejede aviser, og – hvad
der især fik betydning – den uafhængige fjernsynskanal NTV, dækkede krigen på en
meget sober måde. NTVs ejer, bankmanden Vladimir Gusinskij, protesterede mod invasionen
og fik ifølge en vestlig kilde gentagne advarsler fra Jeltsins personlige sikkerhedschef,
Aleksandr Korzjakov (McFaul 1997/98: 29). De privatejede medier formidlede også et
nuanceret billede af krigen. F.eks. stod de krigsstøttende synspunkter, som
chefredaktøren i Nezavisimaja gazeta gav udtryk for, i skarp kontrast til de
informationer, avisens egne korrespondenter bragte fra Tjetjenien (Kagarlitskij 1997: 40).
Medierne fungerede med andre ord som den “fjerde magt”, dvs. som
“vagthund”.
De uafhængige medier modstod dermed presset fra
myndighederne, som, på trods af at Jeltsin selv gentagne gange forsikrede, at han gik ind
for pressefrihed, lagde begrænsinger på medierne. Myndighedernes restriktioner omfattede
blandt andet besværlige akkrediteringsprocedurer for journalister og begrænset adgang
til de russiske styrker på stedet. Dette førte imidlertid bare til, at journalisterne i
betydeligt omfang hentede deres oplysninger fra den tjetjenske side, der var meget åben
over for både russiske og udenlandske journalister. Russiske myndigheder svarede i
øvrigt med, at anklage medierne for at være “købt” af de “tjetjenske
banditter”.
Der er dog grund til at understrege, at
den skarpe, systematiske kritik af krigen blev gennemført og fastholdt af nogle relativt
få centrale medier. Regionale medier var for de flestes vedkommende underlagt de
Jeltsin-udpegede guvernører, hvis stilling var blevet kraftigt styrket efter opløsningen
af sovjetterne i kølvandet på magtopgøret i Moskva i oktober 1993 (Magnusson 1996).
Menneskerettighedsforkæmpen Sergej
Kovaljov var en af dem, der stærkest bidrog til, at den officielle propaganda blev
punkteret allerede fra starten. Han ophold sig i Groznyj under de russiske bombninger af
byen i januar 1995 og optrådte bagefter hyppigt især på den uafhængige kanal, NTV. I en artikel i
The New York Review of Books i 1997 skriver han, at:
“The
war was won by freedom of speech. By the several dozen honest journalists – just a
few – who continued to describe the truth about Chechnya to hundreds of thousands of
readers and tens of millions of television viewers, despite pressure from the government.
They were forced to broadcast official lies as well as the truth. But we are adults and
know how to distinguish lies from truths” (Kovalev 1997: 31).
En OMRI undersøgelse fra februar-marts
1995 viste, at 60% af de adspurgte stolede på de Moskva-baserede medier, mens 37% ikke
gjorde det. “Of the
variety of sources participants used to follow the unfolding crisis in Chechnya, reporting
by independent television, radio, and press was considered most trustworthy”, hed der
i en artikel, der analyserede meningsmålingen (Gigli & Warshaw 1995: 52).
Mellem de to krige
Mens de kritiske journalister
med deres indsats under størstedelen af den forrige krig havde vist, at de tog deres
rolle som “vagthund” alvorligt, skulle det snart vise sig, at de var rede til
– af taktiske grunde – at give afkald på denne rolle. Under præsidentvalget
sommeren 1996 gjorde de fælles sag med de store forretningsfolk for at sikre Jeltsin
genvalg. Både journalisterne og “finansfyrsterne” ønskede at forhindre, at
kommunisternes leder, Gennadij Zjuganov, vandt valget, og de var derfor rede til at
støtte præsident Jeltsin. Det afslørede, at de kunne mobiliseres til støtte for
bestemte politiske formål.
TV-kanalen NTV, som havde været
førende i kritikken af Jeltsins krigsførelse i Tjetjenien sluttede ligesom det halvt
statsejede ORT, hvis største private aktionær var finansmanden Boris Berezovskij, og det
helt statsejede RTV op bag Jeltsin under præsidentvalgkampagnen. I et interview i midten
af april 1996 sagde direktøren for NTV, Igor Malasjenko, at hvis de uafhængige medier
dækkede valgkampagnen “fordomsfrit, professionelt og objektivt”, så ville
Zjuganov vinde valget, og journalisterne miste deres frihed permanent. Så var det bedre
at blive et midlertidigt “propagandainstrument”, mente han (Belin 1997). Det var
denne holdning om, at målet helliger midlet, og ikke den tidligere valgte
kontrolfunktion, der også kom til at gøre sig gældende under den anden
russisk-tjetjenske krig i 1999.
Der er flere forklaringer på dette
– og ikke kun politiske. Efter mediernes indsats under den første Tjetjenienkrig
stod det klart, at medierne var et mægtigt våben, som ikke blot politikerne, men også
de stadig mere selvbevidste finansfolk så en fordel i at opnå kontrol med. I 1994 -95
var endnu mange medier – især de skrevne – styret efter den model, der blev
etableret efter, at de var sluppet af med den kommunistiske partikontrol, dvs. at de var
selvejende redaktionskollegier eller journalistkollektiver. På grund af stigende
produktions- og distributionsomkostninger, befolkningens mindskede købekraft m.m., måtte
aviserne imidlertid snart søge andre finansieringskilder end abonnements- og
annonceindtægter.
Det var i denne fase, at de såkaldte
“oligarker” fik kontrol over vigtige medievirksomheder. F.eks. måtte
Nezavisimaja gazetas chefredaktør, Vitalij Tretjakov, der for at sikre avisens
uafhængighed længe vægrede sig mod både statsstøtte og sponsorstøtte, i efteråret
1995 give efter og søge økonomisk hjælp fra finansbaronen Boris Berezovskij (Belin
1997).7 Ejeren af NTV, Vladimir Gusinskij, der også ejede Most Bank (der er
bank for Moskvas bystyre), købte sig ind i en række medier og havde i 1996 foruden NTV
kontrol med radiostationen Ekho Moskvy og aviserne Segodnja og Itogi.
De medier, der ikke allerede var
afhængige af finansbaroner, blev det i den følgende periode. Selv Obsjtjaja gazeta, der
havde været relativt uafhængig under præsidentvalget i 1996, måtte sommeren 1997 søge
hjælp hos Gusinskij (Belin 1997). Selvom der også efter valget fandtes aviser, der
formelt var ejet af redaktions- og journalistkollektiver, var det de færreste, der kunde
klare sig uden økonomisk støtte fra finansbaronerne. Årsagen var, at der stadig ikke
var udviklet mindre og mellemstore virksomheder, der havde råd til at annoncere i større
omfang (ibid.).
Medierne blev derfor afhængige af finansbaronerne og disses virksomheder. De økonomiske
problemer blev yderligere skærpet efter finanskrisen i efteråret 1998, der ramte mange
medier hårdt, fordi de havde købt såkaldte GKO-obligationer (kortfristede
statsobligationer), som der ikke var dækning for.
En del journalister erfarede dog
hurtigt, at alliancen med finansbaronerne var en fælde. Det var f.eks. tilfældet for
journalisterne på Izvestija, som havde solgt aktier til Lukoil-koncernen i slutningen af
1996. I april 1997 publicerede avisen en artikel, der hævdede at daværende
ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin havde skabt sig en formue ved at udnytte sin
officielle stilling. Lukoils ledelse protesterede, og avisen solgte derefter aktier til
Oneksimbank, der ejes af oligarken Vladimir Potanin, i håb om, at dette ville styrke
avisen over for Lukoil. Men Oneksimbank og Lukoil sluttede sig sammen og tvang
chefredaktør Igor Golombiovskij til at gå af. Siden har Izvestija reflekteret
Oneksimbanks, dvs. Potanins, interesser (Belin 1997).
Medierne som talerør for stridende finansfyrster
Russiske medier blev i stigende
grad talerør for bestemte finansinteresser, hvilket resulterede i en række
“mediekrige”. Sommeren 1997 førte de Berezovskij-kontrollerede ORT og
Nezavisimaja gazeta således en smædekampagne mod vice-ministerpræsidenterne Anatolij
Tjubajs og Boris Nemtsov samt Oneksimbank i kampen om det store telekommunikationsselskab
Svjazinvest. Det Gusinskij- kontrollerede NTV og avisen Segodnja deltog også i angrebene.
(Både Berezovskij og Gusinskij var interesserede i Svjazinvest.) Aviser, der var delvist
ejede af Oneksimbank, der deltog i det konsortium, som vandt slaget om selskabet,
forsvarede derimod Tjubajs og Nemtsov – og angreb Berezovskij (Belin 1997).
Sommeren 1999 udbrød endnu en
mediekrig mellem ORT/Berezovskij og NTV/Gusinskij. En af grunderne var sandsynligvis, at
de, til forskel fra i 1996 ikke kunne enes om en præsidentkandidat. NTV/Gusinskij
støttede Jurij Luzjkov, der var leder af det nyoprettede parti Otetjestvo og tydeligvis
håbede på at blive Ruslands næste præsident. Berezovskij, som nu havde tætte
forbindelser til inderkredsen omkring Jeltsin, den såkaldte “familie”,
beskyldte Luzjkov for at sprede ondsindede rygter om lyssky affærer med forgreninger til
Kreml. ORT anklagede Gusinskij for at underminere Ruslands økonomiske stabilitet; NTV
insinuerede, at Berezovskij lavede forretninger med tjetjenske terrorister (Fossato &
Kachkaeva 1999; Tretjakov 1999).
Mediernes tætte tilknytning til
finansfyrster og andre økonomiske interessenter førte imidlertid til, at ingen tog de
afslørende reportager, som de faktisk også publicerede, alvorligt. Deres troværdighed
var svækket, fordi man kunne få mistanke om, at der var tale om kampagner, iværksat for
at svække politiske modstandere og/eller økonomiske konkurrenter.
Medierne under den nuværende krig
Til forskel fra i 1994-96 var
det billede af krigen, der blev formidlet af de russiske massemedier i efteråret 1999
stærkt retoucheret. Først i midten af november, dvs. et par måneder efter, at de
russiske styrker var rykket ind i Tjetjenien, begyndte billedet at blive mere nuanceret.
Men indtil da mindede det billede, der blev formidlet til offentligheden, både i
fjernsynet – inklusive NTV – og i de førende aviser, om sovjetperiodens
officielle fremstillinger af krigen i Afghanistan. Krigen i Tjetjenien blev udelukkende
behandlet fra et russisk perspektiv. Medierne viste og kommenterede krigen ud fra de
russiske generalers og Kremls optik. Den blev fremstillet som en vellykket
“operation”, ikke mod en krigsførende part, men mod en flok
“banditter” og “terrorister”. Til forskel fra situationen under den
forrige krig, hvor offentligheden ved siden af frejdigt lyvende generaler også kunne se
og høre om desorienterede og dårligt udrustede soldater, var det billede, der nu blev
præsenteret, anderledes positivt. Det var billedet af raske russiske soldater, der angreb
“terroristernes” træningslejre og våbendepoter, og det hele foregik uden
nævneværdige omkostninger i form af egne tab eller genvordigheder for en mere eller
mindre taknemmelig tjetjensk civilbefolkning.
De tusindvis af civile, der flygtede ud af kampzonerne,
var enten usynlige eller blev vist i situationer, hvor de fik en hjælpende hånd fra
nyindsatte russiske myndigheder eller gode råd fra faderligt beskyttende russiske
generaler. De tjetjenske modstandsstyrker (“terroristerne” ) var kun synlige,
når de kunne fremvises som fanger eller lig eller på andre måder som tabere. Tjetjenske
modangreb blev nedtonet. Dræbte russiske soldaters begravelser blev ved hjælp af de
store ætermedier gjort til nationale sørgedage. Sørgende pårørende til de mange, der
blev dræbt under de russiske bombetogter over tjetjenske landsbyer, slap den russiske
offentlighed for at se. Både i fjernsynet og de trykte medier blev der spillet på
anti-tjetjenske holdninger i den russiske befolkning.
Enkelte aviser, som f.eks. Moskovskie
novosti og den engelsksprogede New Times tegnede et noget mere nuanceret billede af krigen
og bragte indimellem endda interviews med repræsentanter for den tjetjenske side. Men
disse få undtagelser gjorde ingen større forskel i det ellers unisone mediekor, der
hyldede de væbnede styrkers militære fremmarch i Tjetjenien. Det, der havde indflydelse
på den offentlige mening, var især de store fjernsynskanaler, der ensidigt fremhævede
krigens positive sider og nedtonede dens menneskelige omkostninger. “There is total
government propaganda”, sagde Andrej Piontkovskij, analytiker ved Center for
Strategic Studies i Moskva, i et interview til en vestlig korrespondent i midten af
oktober 1999. “All
television channels and newspapers are filled with a single slogan: destroy them all,
chrush the scum, a patriotic war is under way” (Graff 1999: 2).
En af denne artikels forfattere var i
Rusland på denne tid og kan bekræfte Piontkovskijs indtryk. Der var absolut ingen
forskel mellem de tre store tv-kanalers dækning af krigen. På et spørgsmål til en
TASS-journalist om, hvorvidt han ikke mente, det var problematisk, set udfra et
objektivitetssynspunkt, at den tjetjenske side ikke kunne komme til orde i medierene,
svarede han: “Skulle man lade banditter får ordet? Det sker ingen steder i
verden.” På spørgsmålet om, hvorvidt han ikke troede, at de russiske angreb i
Tjetjenien forårsagede lidelser blandt civilbefolkningen, svarede han: “Så meget
lider de nu heller ikke”. Den voksende internationale kritik af Ruslands krigførelse
i Tjetjenien, som bl.a blev fremført på EU’s udenrigsministermøde i Helsinki og
under Bill Clintons besøg i Oslo blev citeret i begrænsede doser, ledsaget af negative
eller ironiske kommentarer på samtlige kanaler.
Den ensidigt positive fremstilling af
krigen og nedtoningen af dens negative effekter i samtlige førende massemedier – også de, der
havde været kritiske under den forrige krig, bidrog til, at mange russere, der hidtil
havde været modstandere af væbnede indgreb i Tjetjenien, nu skiftede mening og støttede
sådanne tiltag.
Krigen blev både i politiske kredse og
i medierne konsekvent betegnet som en “anti-terrorist operation”, ikke som en
krig mod den tjetjenske befolkning. Allerede da de første flyangreb blev iværksat mod
“terroristlejre” i det østlige Tjetjenien, umiddelbart efter at Sjamil Basajev
og hans folk havde trukket sig tilbage fra Dagestan, forsikrede Putin, at der ikke var
tale om angreb på fredelige tjetjenske landsbyer, men om tilintetgørelse af
“terrorister” (Muzajev 1999: 3).
I en tale, som Putin holdt i
Statsdumaen den 14. september, dagen efter det sidste bombeattentatet i Moskva, sagde han,
at han var “overbevist om en tjetjensk forbindelse i Moskva-bombningerne” (NUPI Database
15. september 1999). Han erklærede også her, såvel som på et senere møde i
Forbundsrådet, at “en terroristisk krig” mod Rusland var begyndt, og at de, der
lå bag attentaterne, var “dygtigt skolede internationale sabotører” (Russkaja mysl
23.-29. september 1999: 2). Men selvom Putin foreslog en række resolutte foranstaltninger
rettet mod Tjetjenien, herunder oprettelsen af en cordon sanitaire rundt om republikkens grænser og
“tilintetgørelse” af alle tjetjenske guerillastrukturer, så understregede han,
at det var “banditter, ikke det tjetjenske folk”, der skulle tilintetgøres (ibid.).
Også senere gentog Putin, at det var vigtigt at skelne
mellem tjetjenske banditter og den almindelige tjetjenske befolkning. Men han forklarede
ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre i praksis. Heller ikke de russiske medier,
som ukritisk spredte de nu officielt sanktionerede insinuationer om en sammenhæng mellem
bombeattentaterne i Moskva og tjetjenske terrorister, problematiserede Putins opfordring
til at skelne mellem banditter og det tjetjenske folk. Da Putin i et tv-interview den 16.
oktober endnu engang understregede, at det var vigtigt at skelne mellem “banditter og
fredelige tjetjenere, der er vores borgere”, stillede journalisten ikke det oplagte
spørgsmål om, hvordan de russiske piloter, der kastede bomber over tjetjenske landsbyer,
var i stand til at skelne mellem “banditter” og fredelige tjetjenere.
Tidligere ministerpræsident
Tjernomyrdin kunne ligeledes uden risiko for besværende spørgsmål fra journalisten
slippe af sted med følgende udtalelse i et tv-interview et par dage senere: “Denne
gang er vi nødt til at indrømme, at hæren opfører sig meget korrekt og
kultiveret”. Demokraten Grigorij Javlinskij, der var erklæret modstander af den
forrige krig udtalte, at “vore væbnede styrker er som de er. Der er grund til at
kritisere dem, men i dette tilfælde er det nødvendigt, at vi bakker dem op”. Det
mente journalisten åbenbart også. Han stillede ikke uddybende spørgsmål.
Mediernes ukritiske accept af den
officielle version af angrebet på Tjetjenien som en operation, der udelukkende var rettet
mod terrorister, bidrog til, at den russiske offentlighed opfattede krigen som retfærdig.
Den manglende problematisering af, hvordan man skelnede mellem terrorister og
ikke-terrorister skabte indtryk af, at problemet ikke var reelt.
Under den forrige krig afslørede
kritiske journalisters reportager, at de russiske styrker ikke – som hævdet i den
officielle propaganda – kæmpede mod en flok “banditter” ledet af den
“korrupte” præsident Dudajev, men at der faktisk var tale om en folkelig
modstand. Også denne gang var det fra begyndelsen klart, at der var tale om en folkelig
modstand mod de russiske invasionsstyrker. Men spørgsmål, som hvor de tjetjenske
“terrorister” fik deres logistiske støtte fra, eller hvordan det kunne være,
at den tjetjenske befolkning nægtede at samarbejde med de nyoprettede russiske
marionetorganer, blev ikke stillet.
Til forskel fra forrige gang, hvor
kritiske journalister problematiserede de forskellige marionetorganers legitimitet, blev
de denne gang gennemgående fremstillet ikke blot som legitime, men også som effektive.
Den russiske offentlighed fik bibragt indtrykket af, at alt var i sin skønneste orden.
Billeder af vrede tjetjenere, der fordømte Sjamil Basajevs indblanding i det dagestanske
oprør, bekræftede dette indtryk. At de selvsamme tjetjenere havde en legitimt valgt
præsident, som også fordømte Basajevs felttog og som gentagne gange havde tilbudt
Moskva assistance i bekæmpelse af terrorisme, blev ikke nævnt i de populære mediers
reportager og kommentarer. Noget af det første, Putin gjorde efter bombeattentaterne i
Moskva, var at afvise den tjetjenske præsident, Aslan Mashkadov, som illegitim. Herefter
var han persona non
grata i de russiske ætermedier.
En af de få, der mente, at man måtte
skelne mellem “terrorister” og “væbnede tjetjenske separatister”,
dvs. mellem på den ene side Basajev og hans fæller og på den anden side Mashkadov og de
væbende tjetjenske styrker, var ovennævnte Emil Pain. I en artikel fra slutningen af
december 1999 hævdede han, at “manipulationen med den offentlige mening og
undertrykkelsen af anderledes tænkning på statsfjernsynet kaster os tilbage til tiden
før perestrojka” (Moskovskie novosti 21.-27.
december 1999: 7).
Mens medierne under den forrige krig
rapporterede om protestdemonstrationer, soldatermødre og aktiviststyrede krisecentre for
psykologisk nedbrudte russiske soldater (Faurby 1996: 79-113), var der under den
nuværende krig påfaldende få rapporter om græsrodsaktiviteter af denne art.
Protestaktioner fandt sted. De
blev imidlertid stor set kun omtalt i vestlige medier.
I en artikel i Moskovskie novosti fra slutningen af
december – da medierne var begyndt at blive mere nuancerede – fortalte
menneskerettighedsforkæmperen Sergej Kovaljov, at vestlige journalister ofte spurgte ham,
om han var den eneste, der protesterede mod den ny krig i Tjetjenien. I virkeligheden var
der “ikke så få”, der protesterede, skrev Kovaljov, men, “de, der ikke er
enige med de russiske magtorganers aktiviteter i Tjetjenien, bliver kategorisk nægtet
adgang til siderne i de største trykte medier og de indflydelsesrige elektroniske
massemedier undgår dem. I denne informationsblokade er det forbløffende, at nogen
overhovedet har hørt om min holdning. (…) Jeg er ikke tavs, men
‘lyddæmperne’ fungerer bare alt for godt” (Kovaljov 1999: 7).
I midten af november bragte Russkaja mysl en artikel af
en russisk journalist, Zoja Svetova, der kritiserede Nezavisimaja gazetas angreb på
russiske menneskerettighedsorganisationer. Svetova havde forsøgt at få artiklen
publiceret i Moskva, men uden held. “Jeg tilbød denne artikel til en række
Moskva-aviser, som jeg mente dækkede krigen i Tjetjenien nogenlunde objektivt. Men ikke
én af dem mente, det var nødvendigt at beskytte menneskerettighedsforkæmpere”,
skrev Svetova i et P.S. til artiklen (Svetova 1999: 5).
Usynliggørelsen af netop de
menneskerettighedsaktivister, der opnåede respekt for deres indsats under den forrige
krig, som Sergej Kovaljov, Andrej Sakharovs enke, Jelena Bonner og præsten Gleb Jakunin
fik sandsynligvis mange til at tænke, at hvis de ikke protesterer, må det være fordi, det ikke er
så galt denne gang. Usynliggørelsen af menneskerettighedsaktivisterne var dermed med til
at legitimere krigen i offentlighedens øjne. Samme effekt havde sandsynligvis også det
forhold, at en række kendte forfattere støttede krigen, heriblandt eksilforfatterne
Vasilij Aksjonov, Aleksandr Janov og Aleksandr Zinovjev, der i sin tid var symboler på
modstanden mod det undertrykkende og censurstyrede sovjetsystem.
Nok så væsentligt var det dog, at
tidligere respekterede, kritiske journalister nu skrev positivt om krigen i Tjetjenien.
Det skyldtes ikke kun, at de nu var ansat i et nyt regi, hvor de var nødt til at tage
hensyn til økonomiske og/eller politiske interessenter, men også for manges vedkommende
en dyb skuffelse over udviklingen i Tjetjenien, som de var begyndt at give udtryk for,
allerede før den ny krig startede. “Unfortunately,
many of the people we saw as ‘heroes of the independence struggle’ turned out to
be simple criminals. And not just the actual bandits [were to blame]. The leadership in
Grozny completely failed to set up a civilized society”, sagde journalisten Andrej
Tjerkassov, der dækkede den forrige krig for NTV, i et interview med en vestlig
korrespondent i oktober 1999 (Graff 1999: 2).
Det var ikke mindst en række
kidnapninger af kolleger, foretaget af tjetjenske kriminelle bander, der havde vakt
journalisternes harme. “In 1997
NTV reporter Yelena Masyk and a film crew were held by Chechen gangsters in a cave for 100
days. They were released after NTV paid a seven figure ransom, but the station’s
coverage of Chechnya was never again the same” (Graff 1999: 2).
Ifølge en telefonrundspørge blandt 500 moskovitter,
gennemført af Public Opinion Foundation i begyndelsen af november 1999, mente i øvrigt
70% af de adspurgte, at mediernes dækningen af krigen var bedre denne gang end under den
forrige krig. Kun 8% mente, at den var dårligere. 71% mente, at mediernes dækning af de
tjetjenske styrkers aktioner var “fuldstændig” (!) medens kun 22% mente, at den
ikke var det. Samtidig var 53% utilfredse med
dækningen af de russiske styrkers aktioner, medens “kun” 41% var tilfredse.
“Respondenterne ser tydeligvis dækningen af den russiske sides holdning som
vigtigst”, hed det i redaktørens kommentar til meningsmålingen, som i øvrigt også
viste, at 37% mente, at dækningen af krigen var objektiv, mens 49% mente, at den ikke var
det. Ifølge en telefonrundspørge fra midten af november mente 64% af de adspurgte
moskovitter, at “vi har ytringsfrihed”, mens 28% var af den modsatte mening.
Krigen et led i
valgkampen(e)
Sammenlignet med
mediedækningen af den forrige russisk-tjetjenske krig var der således en afgørende
forskel i selve måden krigen blev fremstillet på. Den overvejende positive og
ikke-problematiserende fremstilling bidrog til at ændre den tidligere krigsmodstand i den
russiske offentlighed. I det følgende vil det blive diskuteret, hvorfor
behandlingen af krigen blev så ukritisk.
Tidligere kritiske journalistenes
frustration over udviklingen i Tjetjenien efter afslutningen på den forrige krig er
allerede nævnt. Langt væsentligere var det, at den ny krig blev et led i flere
valgkampe. Ligesom under præsidentvalget i 1996 blev medierne mobiliseret efter klassisk
leninistisk mønster som “propagandister” og “agitatorer” for bestemte
politiske mål. Målene var flere denne gang end i 1996, men mønstret var det samme.
Midlerne var også blevet mere effektive.
Den anonyme FSB-chef, Vladimir Putin,
som Jeltsin udpegede til ny ministerpræsident, efter at han pludselig fyrede
forgængeren, Sergej Stepasjin, den 9. august 1999, indså straks de politiske muligheder,
der lå i de væbnede styrkers vellykkede operation i Dagestan. Ved at nedkæmpe det
vakhabittiske oprør og drive de tjetjenere, der havde interveneret i de dagestanske
uroligheder, tilbage til Tjetjenien blev Putin med ét slag både kendt og populær.
Succesen var imidlertid ikke fuldstændig, for det var ikke lykkedes at få ram på de
tjetjenske guerillaledere. De var drevet tilbage, men ikke tilintetgjort. Under parolen om
“kamp mod international terrorisme” indledte Putin ikke blot et angreb på
Tjetjenien, men også sin egen valgkamp. Jeltsin havde allerede erklæret, at han
betragtede Putin som sin efterfølger, men politisk var det snarere en hæmsko end en
fordel set i lyset af Jeltsins ringe popularitet. At blive opfattet som “Jeltsins
mand” var på dette tidspunkt ingen fordel. Putin måtte skabe sin egen politiske
profil for at have en chance i konkurrencen med Moskvas borgmester Jurij Luzjkov og den
tidligere udenrigsminister og ministerpræsident Jevgenij Primakov, der allerede havde
bragt sig i stilling som Jeltsins mulige efterfølgere (Faurby & Magnusson 1999).
Bombeattentaterne i Moskva i
begyndelsen af september gav Putin en yderligere mulighed for at styrke sin profil. Hans
resolutte respons og klare løfte til befolkningen om at få fat på gerningsmændene,
uanset hvor de befandt sig, “om så på lokum”, gjorde ham så populær, at han
ifølge meningsmålinger distancerede både Luzjkov og Primakov. I løbet af få dage steg
hans popularitet fra 2 til 13% (Tretjakov 1999: 5). Nu blev den statsejede fjernsynskanal,
RTV, og den halvstatslige ORT mobiliseret i et propagandafremstød for Kremls kandidat til
det forestående præsidentvalg. Blandt de trykte medier kunne Putin regne med loyal
støtte fra bl.a Nezavisimaja gazeta, Novaja Izvestija, Kommersant og Ogonjok. Mens Putin
med de to tv-kanalers hjælp kunne omsætte bombeattentaterne i Moskva til politisk
kapital, var situationen anderledes problematisk for Jurij Luzjkov. Som ansvarlig for
“ro og orden” i Moskva by indså han, at bombeattentaterne truede hans politiske
karriere. Det ville ikke blot kunne ødelægge hans muligheder for at blive genvalgt ved
det forestående borgmestervalg i december, mer også kunne ødelægge mulighederne for
Luzjkovs parti ved Dumavalget samme måned. Endelig ville begge valg være barometre på
Luzjkovs muligheder for at vinde præsidentvalget i foråret 2000.
Luzjkov indså, at befolkningens frygt
for nye attentater var et valgtema, Putin ikke måtte monopolisere (Magnusson & Faurby
1999: 39-52). Derfor erklærede også Luzjkov sin resolutte støtte til “kampen mod
terrorismen”, dvs. Putins krig i Tjetjenien. At tage afstand fra Putins hårde linje
over for de “tjetjenske banditter” ville have været ensbetydende med politisk
selvmord. Med det formål at afværge kritik for manglende årvågenhed indførte Luzjkov
en række restriktioner og kontrolforanstaltninger for “fremmede” i Moskva by.
Ifølge Russkaja mysl overgik Luzjkov endda Putin i populistiske forsøg på at gøre
tjetjenerne til syndebukke for de forfærdelige bombeattentater (Mikhajlovskaja 1999;
Muzajev 1999).
Dermed blev også NTV og TV Tsentr
inddraget i krigspropagandaen. Ligesom RTV og ORT betragtede det som deres
“naturlige” opgave at promovere Putin til det forestående præsidentvalg, så
betragtede NTV det som sin opgave at promovere Luzjkov, der havde nære forbindelser til
ejeren af NTV, Vladimir Gusinskij, og Media Most. I den trykte presse kunne Luzjkov regne
med støtte fra bl.a. Moskovskij komsomolets og Segodnja, der var kontrolleret af
Gusinskij.
Det var ikke kun Luzjkov, der opfangede
Putins voksende popularitet som et politisk advarselssignal. Kommunistlederen Zjuganov og
Jabloko-partiets leder Javlinskij erklærede straks deres støtte til Putins “kamp
mod terrorismen” og indsættelse af styrker i det nordlige Tjetjenien. Ingen kandidat
til det forestående præsidentvalg eller kandidat til det forestående Dumavalg kunne
ignorere den folkelige begejstring for hårde metoder over for Tjetjenien.
Også de to nyoprettede, liberale
partier, Unionen af Højrekræfter og Enhedspartiet støttede krigen. Ingen af de to
nydannelser havde egne medier, men begge kunne regne med udførlig dækning i både RTV og
ORT. Unionen af Højrekræfter var ledet af tidligere ministerpræsident Sergej Kirienko,
men partiets nøgleperson og chefsstrateg var formanden for det russiske
el-forsyningsselskab, tidligere privatiseringsminister Anatolij Tjubajs. Som medlem af
inderkredsen i Kreml kunne han sikre partiet adgang til både RTV og ORT. Tjubajs udtrykte
sin holdning til krigsførelsen i Tjetjenien på følgende måde: “I Tjetjenien
oplever den russiske hær en renæissance, tilliden til hæren bliver genskabt, og den
politiker, som ikke mener det, kan ikke regne sig for en russisk politiker. I dette
tilfælde findes der kun en betegnelse, nemlig forræder” (Weekendavisen
26. november-2. december 1999: 8).
Enhedspartiet blev oprettet på Kremls
initiativ i september 1999 som modvægt til Luzjkovs Otetjestvo og for at bane vej for et
støtteparti for Putin i Dumaen. Partiet, der var ledet af katastrofeminister Sergej
Sjojgu, var som støtteparti for Putin garanteret dækning på både RTV og ORT.
Enhedspartiet stormede da også frem i meningsmålingerne og havde i december større
opbakning end kommunistpartiet (Wesolowsky 1999).
I midten af november erklærede Putin
officielt, at han ville opstille til præsidentvalget næste år. Dermed forsvandt også
det spinkle håb, som Luzjkov måtte have haft om, at Kreml alligevel ikke ville satse på
Putin. (Jeltsin havde jo ikke for vane at beholde sine ministerpræsidenter ret længe.)
Samtidig tegnede meningsmålinger på, at “Putins parti”, Enhedspartiet, ville
få flere stemmer ved Dumavalget end Luzjkovs Otetjestvo. En stor fremgang for
“Enhedspartiet” ville være et stærkt signal om, at Putin, og ikke Luzjkov
ville vinde præsidentvalget. I denne situation blev det vigtigt for Luzjkov, som hidtil
havde lagt vægt på at blive opfattet som en, der støttede, om ikke Putin, så i det mindste hans
politik, at markere sig imod ham. En af måderne, hvorpå Luzjkov kunne
profilere sig, var at ved at tage afstand fra den igangværende optrapning af krigen i
Tjetjenien. Luzjkov gik dog fortsat ind for opretholdelsen af en cordon sanitaire
rundt om Tjetjenien og mere begrænsede militære operationer. Luzjkovs strategi slog
imidlertid feil, og han blev blev yderligere svækket af en heftig smædekampagne anført
af ORT. Efter Otetjestvos dårlige valg i december stod det klart, at han definitivt var
færdig som præsidentkandidat.
Paralelt med Luzjkovs reorientering var
også NTV begyndt at ændre signaler. “NTVs position har ændret sig betydeligt, den
er blevet mere balanceret”, sagde menneskerettighedsaktivisten Ivan Smirnov i et
interview med Russkaja mysl i slutningen af november.8 Da NTVs
“velynder” nu var svækket, og alt tydede på, at Ruslands næste præsident
ikke ville blive Luzjkov (eller Jevgenij Primakov), havde heller ikke NTV (dvs. Media Most
og Gusinskij) nogen grund til at støtte Putins linje i Tjetjenien. Tværtimod, hvis Putin
vandt præsidentvalget, ville NTV være langt mere sårbart over for pression fra Kreml
end kanalen havde været, så længe Luzjkov stod stærkt – ikke blot i Moskva, men
også som magtfaktor på føderalt niveau.
I denne situation valgte NTV at indtage
en mere kritisk holdning til krigen og fik gradvis følgeskab af andre medier. Men da var
det for sent på afgørende måde at påvirke den offentlige mening i modsat retning.
Putins krig forblev populær, som det fremgår af de meningsmålinger, der er omtalt
ovenfor.
Babitskij-sagen
NTVs (og
Luzjkovs) mere kritiske holdning blev omgående opfattet som et faresignal af Putin. Hans
vigtigste kort under forårets valgkamp ville være forsat fremgang i Tjetjenien, helst
fuldstændig sejr inden valget. Det han mindst af alt havde brug for, var en ændring af
den positive holdning til krigen, som var blevet skabt i befolkningen.
I midten af januar 2000 blev den
russiske journalist Andrej Babitskij arresteret under mystiske omstændigheder i
Tjetjenien. Babitskij, der havde opnået stor respekt for sine reportager fra den forrige
russisk-tjetjenske krig, som bl.a. blev vist på NTV, arbejdede for Radio Free
Europe/Radio Libertys Moskva-kontor. På det tidspunkt, hvor han blev arresteret, var han
en af de ganske få uafhængige journalister, der var tilbage i Tjetjenien. I december
1999 viste NTV en række af Babitskijs opsigtsvækkende video-reportager, der vakte vrede
både blandt politikere og i militære kredse (Panfilov 1999: 44). Babitskij viste bl.a.
snesevis af dræbte russiske soldater og officerer – netop den type billeder, der
kunne skade Putin.
De russiske myndigheder, inklusive det
nyoprettede informationskontor, afviste først at vide noget om sagen eller tage ansvar
for den. Senere indrømmede man officielt, at Babitskij var overdraget til tjetjenske
“rebeller” i bytte for tilfangetagne russiske officerer. Bortset fra, at det
ikke var rebeller, men en kriminel bande, Babitiskij blev overdraget til, var der tale om
en enestående kynisk aktion, ikke mindst i lyset af, at man fortsatte den systematiske
bombning af tjetjenske landsbyer for at få ram på banditter, der angiveligt bedrev
menneskehandel.
Babitskij-sagen var – og blev
opfattet som – et signal til russiske journalister om, at Kreml ikke accepterede
reportager, der stred mod det officielle billede af krigen. Den fik også en del
journalister til at tage affære. I et opråb den 9. februar protesterede et halvt
hundrede af dem imod, hvad de kaldte “myndighedernes kyniske forhold til
massemedierne.” Hvis Babitskij havde foretaget sig noget ulovligt, skulle det
afgøres gennem en åben juridisk proces, hed der i opråbet. “Hvis indgrebet mod
Babitskij var en reaktion på indeholdet i hans reportager fra Tjetjenien, så er der tale
om en klar krænkelse af pressefriheden, der er garanteret i forfatningen”, skrev
journalistene, som krævede den fulde sandhed om, hvad der var sket med Babitskij,
inklusive hans egen redegørelse (Zajavlenie zjurnalistov… 2000: 5).
Underskriverne kom for de flestes
vedkommende fra medier, der var tilknyttet Jurij Luzjkov og/eller Gusinskijs
medie-imperium. En journalist fra ORT skrev også under, men ellers glimrede de
Berezovskij-kontrollerede medier, herunder Nezavisimaja gazeta, ved sit fravær. Senere
sluttede dog en række kommunistiske medier sig til protestaktionen. Babitiskij blev
løsladt den 28. februar 2000 på betingelse af, at han ikke forlod Moskva. En bog om
Putin, der udkom omtrent samtidig, citerede Putin for at kalde Babitskij for en forræder.
“He was
working for the enemy. He was not neutral as a source of information. He was working for
the criminals” (Fossato 2000: 20).
Konklusion
Jourrnalisternes
protestaktioner i forbindelse med Babitskij-sagen viste, at de både var i stand til og
havde viljen til at forsvare pressefriheden mod vilkårlige indgreb fra myndighedernes
side. Men det forhold, at journalisternes reaktion først kom efter dette grove forsøg
på at bringe en kritisk kollega til tavshed, afslører også, at forpligtelsen til at
fungere som samfundets “vagthund” og formidler af fri information endnu ikke har
slået dybe rødder i journalisternes selvforståelse. Selvom mange journalister måske
var personligt ilde berørt, accepterede de stiltiende, at menneskerettighedsforkæmperen
Sergej Kovaljov, for ikke at tale om mindre kendte krigsmodstandere, blev nægtet adgang
til medierne. Og selvom mange af dem givet følte afsky for de evidente løgne om krigen,
de var med til at sprede, råbte de ikke vagt i gevær. Sammenfaldet mellem mediernes
øgede kritik og de ændrede politiske magtkonstellationer fra slutningen af 1999 kaster
en tvivlens skygge over journalisternes troværdighed og professionelle etik.
Protestaktionerne i forbindelse med
Babitskij-sagen viste, at det var muligt at protestere, og at det endda kunne have
en effekt. Protesterne kom imidlertid for sent – på flere måder. De kom ikke til at
fungere som et advarselssignal mod de kræfter – personificeret i Putin – som
nu, med medierens hjælp, var ved at vinde frem i Rusland. De kom for sent til at ændre
befolkningens syn på krigen i Tjetjenien, og de kom også for sent til at styrke det
håb, som mange både i og udenfor Rusland havde næret om, at de russiske medier langt om
længe havde konsolideret sig som en selvstændig sfære mellem magten og markedet.
Noter
1. Meningsmålinger fra Public
Opinion Foundation, der omtales i det følgende er citeret fra www.english/fom.ru.
3. Interview med Jurij Levada, Russkaja mysl
23.-29. marts 2000: 10.
4. En Public Opinion
Foundation-meningsmåling fra maj 1999 viste dog, at kun 44% af de adspurgte opfattede
Tjetjenien som en uafhængig stat, mens 41% stadig så republikken som en del af Rusland.
5. Interview med Jurij Levada, Nezavisimaja gazeta
11. maj 2000: 11.
6. Interview med Jurij Levada, Russkaja mysl
23.-29. marts 2000: 11. For en gennemgang af strukturen i de russiske medier efter 1991,
se Steffensen 1996.
7. Specifikt om medierne i de
russiske regioner, se Magnusson 1996.
8. Interwiev med Ivan Smirnov i Russkaja mysl
25. november-1. december 1999: 5.
Litteratur
Belin, Laura
(1997) Politicization
and Self-Censorship in the Russian Media. Paper præsenteret på American Association for the
Advancement of Slavic Studies’ årskongres, Washington, november 1997.
http://www.rferl.org
Degojev,
Vladimir (1999) Russia’s Dirty War, Again. Nezavisimaja gazeta (Setovaja versija, 23. oktober 1999.)
http://www.ng.ru/english/dirty_war.html
Faurby, Ib (1996) Militærets rolle i
det russiske samfund. I Märta-Lisa Magnusson (red.) Rusland – et
åbent samfund? Skriftserie TKI nr. 2. Esbjerg: Sydjysk
Universitetsforlag.
Faurby, Ib & Märta-Lisa
Magnusson (1999) Det bli’r i familien. Weekendavisen 26. november-2. december 1999: 8.
Fossato,
Floriana (2000) Special Report on the Russian Media: Freedom of Information under Threat.
Part 1: The Andrei Babitsky Affair. http://www.rferl.org
Fossato,
Floriana & Anna Kachkaeva (1999) Russian Media Empires V (Opdateret
august 1999). http://www.rferl.org
Gigli, Susan
& Matthew Warshaw (1995) Wary Trust in Russia’s Media. Transition
28. juli: 52.
Graff, Peter
(1999) Once Dovish Russia Media now Chechnya Hawks. Russia Today
20. oktober. http://www.russiatoday.com/features.php3?id=102570
Haney, Michael
(1995) Russia’s First Televised War: Public Opinion on the Crisis. Transition 14. april: 7.
Kagarlitskij, Boris (1997) Tjetjnja:
predvaritelnye itogi. Tjetjenskaja vojna v obsjtjestvennom mnenie. Svobodnaja
mysl januar: 40.
Kovalev, Sergei
(1997) Russia after Chechnya. The New York Review of Books 17. juli: 31.
Kovaljov,
Sergej (1999) Zatjem nuzjny “vragi naroda”? Moskovskie novosti 21.-27. december 1999: 7.
Magnusson, Märta-Lisa (1996)
Medierne i de russiske regioner. I Märta-Lisa Magnusson (red.) Rusland – et
åbent samfund? Skriftserie TKI nr. 2. Esbjerg: Sydjysk
Universitetsforlag.
Magnusson,
Märta-Lisa & Ib Faurby (1999) Endlösung i Tjetjenien? Udenrigs
nr. 4: 39-52.
McFaul, Michael
(1997/98) A Precarious Peace. Domestic Politics in the Making of Russian Foreign Policy. International Security 22 (3).
Mikhajlovskaja,
Jekaterina (1999) Parlamentskaja khronika. Russkaja mysl 23.-29. november: 2.
Muzajev, Timur (1999) Politika
strakha. Russkaja
mysl 23.-29. november: 3.
Pain, Emil (2000) Vozmozjnye varianty
dinamiki vtoroj tjetjenskoj vojny. Paper
præsenteret på konferencen “The International Community and Strategies for Peace
and Stability in and around Chechnya”, Utrikespolitiska Institutet, Stockholm,
27.-28. april 2000.
Panfilov, Oleg
(1999) Babitskij – ett offer för Putins valkamp. Göteborgs-Posten 16. mars:
44.
Steffensen, Eigil (1996) Medier, magt
og mening. I Märta-Lisa Magnusson (red.) Rusland – et åbent samfund? Skriftserie
TKI nr. 2. Esbjerg: Sydjysk Universitetsforlag.
Svetova, Zoja (1999) Metjta o
zjeleznom zanavese. Vtjom vinovaty pravozasjtjitniki? Russkaja mysl
25. november-1. december: 5.
Tretjakov,
Vitalij (1999) The Tale of Two Plots. Nezavisimaja gazeta (Setovaja versija, 23. oktober.
http://www.ng.ru/english/two_plots.html
Verkhovskij, Aleksandr (1999) Novye
revoljutsionery. Russkaja
mysl 18.-24.
november: 6.
Wesolowsky,
Tuck (1999) Moscow Mayor Enjoys Support in Moscow as his Party Slips in Polls. 16.
december. http://www.rferl.org
Zajavlenie
zjurnalistov o dejstvijakh rossijskikh vlastej po otnosjeniju k Andreju Babitskomu. Russkaja mysl 10.-16. februar 2000: 5.
|
