Kampen om det sorte guld

Weekendavisen den 27. August - 2. September 1999. Copyright: Weekendavisen og forfatterne

Af IB FAURBY og MÄRTA-LISA MAGNUSSON

Kaukasus. Konflikten i Dagestan svækker Rusland i det storpolitiske og økonomiske spil om olie og gas fra Det Kaspiske Hav.

Kampene mellem de russiske styrker og radikale islamister i de uvejsomme bjerge i det nordvestlige Dagestan er ikke den perifere og ubetydelige episode i et fjernt og ukendt område, som mange måske kunne være fristede til at tro. De er derimod en brik i et politisk og økonomisk spil, der drejer sig om global indflydelse og milliarder af kroner. Og ikke mindst om Ruslands muligheder for at hævde sig i dette spil.
For gennem det område, hvor der kæmpes i disse dage, går den vigtigste af de rørledninger, der transporterer olie fra Det Kaspiske Hav til verdensmarkedet. Den går fra Baku i Aserbajdsjan via Dagestan og Tjetjenien til den russiske udskibningshavn, Novorossijsk, ved Sortehavet. Ligesom det var tilfældet under den russisk-tjetjenske krig 1994-94, skaber konflikten i Dagestan alvorlig tvivl om denne transportvej og svækker dermed Ruslands muligheder for at gøre sine interesser gældende i det strategiske og økonomiske spil om den kaspiske olie og politisk indflydelse i Kaukasus.
Det kaspiske område er et af de vigtigste uudnyttede olieområder i verden. Hvor store reserver, der er tale om, hersker der dog uenighed om. Det amerikanske udenrigsministerium har anslået de kendte og sandsynlige reserver under Det Kaspiske Hav til helt op mod 200 mia. tønder olie, dvs. i samme størrelsesorden som forekomsterne i Irak. De internationale olieselskabers vurderinger er lavere, men dog i en størrelsesorden, der svarer til reserverne i Nordsøen. Dertil kommer kendte og sandsynlige forekomster af gas, der i de mere optimistiske vurderinger svarer til summen af forekomsterne i USA og Mexico.
De to stridspunkter i forbindelse med den kaspiske olie er: Hvem ejer den, og hvordan skal den transporteres ud til verdensmarkedet? Trods Ruslands utvetydige interesse i begge spørgsmål, har den russiske politik været præget af to indbyrdes uforenelige opfattelser.
Såvel det russiske udenrigsministerium som efterretningstjenesten opfatter sagen i traditionelle magtpolitiske termer, hvor det gælder om at sikre russisk kontrol og holde vestlige olieselskaber ude. De frygter, at vestligt engagement vil undergrave Ruslands politiske indflydelse i Kaukasus.
Det synes også at være den opfattelse, der hersker i præsident Jeltsins Kreml. En diametral modsat opfattelse er repræsenteret af det russiske energiministerium og den russiske olieindustri. Her er man interesseret i et samarbejde med de vestlige selskaber om olieudvindingen for derigennem at sikre den nødvendige kapital og teknologi til en hurtig og effektiv udvinding af den kaspiske olie.
Det Kaspiske Havs folkeretlige status blev i 1921 og 1940 delvis fastlagt i to traktater mellem Sovjetunionen og Iran, der dengang var de eneste kyststater. Men med Sovjetunionens opløsning opstod spørgsmålet om de nye selvstændige staters rettigheder. Ved flere lejligheder har de øvrige kyststater forsøgt at få en aftale om en opdeling på grundlag af de nye landegrænser og ligeafstandsprincippet i Det Kaspiske Hav, men det har Rusland afvist og i stedet krævet fælles udnyttelse af ressourcerne. Forenklet kan man sige, at striden - formelt set - drejer sig om, hvorvidt Det Kaspiske Hav i folkeretlig henseende er en sø eller et hav. Den interne russiske uenighed førte til, at den russiske energiminister i november 1993 underskrev en aftale med Aserbajdsjan, der anerkendte den aserbajdsjanske sektor i Det Kaspiske Hav. Den 20. september 1994 indgik Aserbajdsjan en milliardkontrakt om olieudvinding i den aserbajdsjanske sektor - betegnet som ”århundredets handel” - med Azerbaijan International Operating Company (AIOC), et konsortium bestående af flere vestlige olieselskaber og det russiske Lukoil. Den russiske energiminister deltog i underskrivelsesceremonien, mens det russiske udenrigsministerium omtrent samtidig holdt en pressekonference, hvor man erklærede, at aftalen var ulovlig. Lukoil deltager dog fortsat i konsortiet.

Krig om olien
Mindst lige så konfliktfyldt er spørgsmålet om, hvordan den aserbajdsjanske olie skal transporteres til det internationale marked. Den vigtigste af de to eksisterende rørledninger går fra Baku via Dagestan og Tjetjenien til Novorossijsk ved Sortehavet. For Rusland, eller i hvert fald for de russiske ledere, der opfatter spørgsmålet i magtpolitiske termer, er det afgørende, at olien transporteres gennem Rusland. Ikke alene vil det give betydelige transportindtægter. Det vil også give Rusland et instrument for politisk indflydelse i Aserbajdsjan. Og her er det, at Tjetjeniens reelle uafhængighed og den politiske ustabilitet og aktuelle konflikt i Dagestan kommer på tværs af Moskvas interesser. Netop for at undgå såvel russisk politisk kontrol med olieleverancerne som ustabiliteten i Nordkauksus er det afgørende for Aserbajdsjan og de vestlige olieselskaber, at sikre alternative transportmuligheder. Den anden af de eksisterende olierørledning går fra Baku gennem Georgien til Supsa ved Sortehavet. Efter at være blevet udbygget og moderniseret flød den første olie i januar i år gennem denne rørledning, men dens kapacitet er utilstrækkelig. Georgien ønsker naturligvis at den udbygges, men Georgien er langt fra så stabilt, som olieselskaberne kunne ønske. Den geografisk mest oplagte linjeføring for en ny rørledning går gennem Iran og har derfor flere olieselskabers interesse. Men af politiske grunde modsætter USA sig denne løsning og har forbudt amerikanske selskaber at deltage i et sådant projekt.
USA ønsker generelt at styrke Tyrkiets regionale rolle, og USA, Tyrkiet og Aserbajdsjan arbejder energisk på at få olieselskaberne til at bygge en 1.700 km lang rørledning fra Baku gennem Georgien og Tyrkiet til den tyrkiske havneby Ceyhan ved Middelhavet. Tyrkiet er naturligvis stærkt interesseret i denne løsning, der vil give landet såvel øget indflydelse i Kaukasus som store investeringer og transitafgifter. Et af Tyrkiets argumenter er, at udskibning i Sortehavet vil øge faren for uheld og deraf følgende miljøkatastrofer i Bosporus-strædet.
AIOC, der udvinder olie i den aserbajdsjanske del af Det Kaspiske Hav, vægrer sig imidlertid ved at gå ind i projektet, der er vurderet til at koste 3,7 mia. dollar. I hvert fald ønsker AIOC at se tiden an, indtil man har et bedre overblik over reserverne i Det Kaspiske Hav. Hertil kommer så gassen. Oprindelig var der kun konstateret begrænsede gasforekomster i Aserbajdsjan. Men så for knap to måneder siden meddelte BP Amoco, at selskabet havde gjort et større gasfund i den aserbajdsjanske sektor. Dermed er et tilsvarende spil om transporten af såvel aserbajdsjansk gas som gas fra Turkmenistan til Tyrkiet gået i gang.

Lukket for hanen
Nogle så i sin tid kontrollen med olierørledningen gennem Tjetjenien som den egentlige årsag til den russisk-tjetjenske krig. Men det er en forenkling. Olien var én, men kun én af årsagerne. Efter krigen er der indgået en aftale, der giver Tjetjenien en del af den russiske transitafgift. Pengene betales imidlertid til styret i Moskva, der efterfølgende skal betale den tjetjenske del videre til Groznyj. Det har langt fra altid været tilfældet, så når pengene er udeblevet i længere tid, har tjetjenerne lukket for hanen. Sidst det skete, var i marts i år, da olieselskabet Tjetjentransneft, der hævdede, at russerne skyldte det 10 mill. dollar i transitpenge, blokerede Baku-Novorossijsk ledningen og først hævede blokaden, da russerne begyndte at betale. Åbningen af den sydlige transportlinje gennem Georgien og udsigten til endnu en rørledning uden om Rusland har også gjort tjetjenerne mere interesseret i, at den nordlige rute fungerer. Det tjetjenske styre har også en fælles interesse med russerne i at få standset den omfattende illegale tapning af olie, der finder sted mange steder langs Baku-Novorossijsk ledningen. Der drejer sig om initiativrige privatpersoner og grupper, der tapper til eget forbrug og videresalg fra tønder og syltekrukker langs vejsiden. For et par år siden besluttede den russiske regering at bygge en pipeline uden om Tjetjenien, fra Khasavjurt i nordlige Dagestan og gennem den mere rolige Stavropol-region. Men projektet måtte opgives af økonomiske grunde.

En bid af kagen
I det forarmede Dagestan mener mange, at deres republik også bør have direkte andel i transitafgiften. Oprørerne i nordvestlige Dagestan forestiller sig åbenbart, at hvis de får held til at oprette en islamiske stat, vil den få en klemme på Moskva, der kan være med til at finansiere deres projekt. Måske forestiller de sig endda, at de på et tidspunkt vil kunne forhandle direkte med Baku om transitafgifter. Skrækscenariet set fra Moskvas side er, at oprørerne ikke blot tager magten i Dagestan, men også løsriver republikken fra Den Russiske Føderation. I modsætning til Tjetjenien grænser Dagestan op til Det Kaspiske Hav, og et selvstændigt Dagestan vil formodentlig som kyststat kræve sin andel af de kaspiske olieforekomster. En sådan udvikling ville sandsynligvis også sætte griller i hovedet på præsidenten i den buddhistiske republik, Kalmykkien, nord for Dagestan i det nordvestlige hjørne af Det Kaspiske Hav. Den excentriske kalmykkiske præsident, Kirshan Iljumsjinov, som i øvrigt også er præsident for Det Internationale Skakforbund, har allerede én gang meldt sin republik ud af Den Russiske Føderation. Han trak dog i land, da russerne lukkede den kalmykkiske nationalbank. Hvis Rusland mister kontrollen over både Dagestan og Kalmykkien, vil der kun være den lille kyststribe i Astrakhan-regionen mellem Kalmykkien og Kasakhstan tilbage af landets tidligere dominerende position ved Det Kaspiske Hav. Selvom russerne ikke skulle magte at nedkæmpe oprøret i Dagestan, vil der være andre, der vil gøre, hvad de kan for at hindre, at oprørerne får kontrol med olien og transitafgifterne. Dagestan er i høj grad styret af indflydelsesrige, etnisk baserede klaner, som de etnisk relativt indifferente oprørere hævder at bekæmpe. En del af disse klaner er baseret netop i det nordvestlige Dagestan, kaldet Avarien, hvor oprørerne har indledt deres offensiv. Avarerne er den største etniske gruppe i Dagestan. For et år siden oprettede det dagestanske parlament en post som viceministerpræsident med ansvar for olie- og gasindustri. Den blev besat af formanden for Den Avariske Folkefront, Hadji Makhajev, som også beklædte posten som generaldirektør for det lokale olieselskab, Dagneft. Makhajev, der er kriminelt belastet, opbyggede i sin tid som formand for Den Avariske Folkefront en væbnet gruppe, der også fungerede som hans personlige og Dagnefts’ sikkerhedstjeneste. Det er sandsynligt, at denne styrke og Makhatjev har været med til at mobilisere den modstand, oprørene er blevet mødt med i de avariske landsbyer. Skulle de dagestanske oprørene nå deres mål og samtidig neutralisere de etnisk baserede klaner, ligger adgangen til den kaspiske olie og transitpenge dog ikke lige om hjørnet. En af grundene til, at den tjetjenske guerillaleder Sjamil Basajev har sluttet sig til de islamiske oprørere, er netop udsigten til at få del i den kaspiske olie. Basajev, der ikke repræsenterer det officielle Tjetjenien, kæmper for en selvstændig tjetjensk-dagestansk republik, der vil sikre tjetjenerne en andel af ressourcerne i Det Kaspiske Hav. Den organisation, han leder, “Kongressen af Tjetjejnske og Dagestanske Folk” , er - på trods af navnet - primært tjetjensk. De dagestanske islamister, de såkaldte vakhabister, ønsker derimod at oprette en islamisk stat i Dagestan. Skulle oprøret i Dagestan lykkes, vil det derfor højst sandsynligt blive fulgt af en magtkamp mellem den dagestanske og den tjetjenske del af oprørsbevægelsen.

Med Moskva på sidelinjen.
Ruslands interesser i Kaukasus er strategiske og økonomiske. Den helt afgørende økonomiske interesser er knyttet til olien og gassen. Strategisk ser Moskva med stigende bekymring på USA's, Tyrkiets og de vestlige olieselskabers voksende rolle i regionen. Det opfattes som et storpolitisk tilbageslag i et område, hvor imperier i århundrede har kæmpet om indflydelse, men hvor Rusland/Sovjetunionen i mere end 200 år var den dominerende magt. Nu er det, som så meget andet, ved at gå tabt.