Langt fra målet

Analyse. Krigen i Tjetjenien, der har varet i mere end et år, er forsvundet fra avisforsider og tv-skærme, men den fortsætter - uden mærkbare reaktioner fra vestlig side. Rusland er et stort land.

AF MÄRTA-LISA MAGNUSSON OG IB FAURBY

Den anden russisk-tjetjenske krig inden for blot seks år har nu varet over et år. Men selvom den er forsvundet fra avisforsiderne og tv-skærmene, så er den ikke forbi. Den fortsætter i de sydlige bjerge og om natten også i lavlandet. Takket være den russiske censur slipper der ikke så mange oplysninger ud om den nuværende krig, som der gjorde under den forrige. Det kunne give det fejlagtige indtryk, at russerne er ved at vinde krigen. Men selv om de russiske væbnede styrker har haft større militær fremgang end under den tidligere krig, så er der ingen udsigt til, at den russisk-tjetjenske konflikt kan løses med militære midler.

De officielle russiske tabstal er der ikke mange, der tror på – heller ikke i Rusland. I forrige uge omkom 25 russiske soldater inden for blot 24 timer. Hvor mange tjetjenere – civile og guerillasoldater – der dør, er der ingen, der har overblik over. Men under den forrige russisk-tjetjenske krig fra 1994 til 1996 blev 10 civile tjetjenere dræbt for hver tjetjensk guerillasoldat, der omkom. Størstedelen af befolkning er blevet drevet fra hus og hjem og lever under kummerlige forhold som flygtninge i og uden for Tjetjenien.

                      Under den forrige krig begik de russiske tropper stort set alle de fejl, man kunne forestille sig. Det har de militære ledere lært af. Siden begyndelsen af 1997 har staben ved Det Nordkaukasiske Militærdistrikt lagt planer for en ny krig i Tjetjenien. Samarbejdet mellem Forsvarsministeriets styrker og de andre væbnede styrker, først og fremmest Indenrigsministeriets, er tilsyneladende blevet bedre. Man har organiseret enhederne anderledes og holdt flere øvelser med dem. Endelig var den styrke på ca. 90.000 mand, man indsatte, næsten tre gange så stor, som den oprindelige interventionsstyrke i 1994.

                      Militært set var russerne således væsentlig bedre forberedte til den anden krig, og der er næppe længere nogen tvivl om, at den tjetjenske feltkommandant Sjamil Basajev og hans mænds indblanding i et oprør ledet af muslimske fundamentalister i Dagestan i august 1999 blot var det, der gav russerne anledningen til at iværksætte allerede eksisterende planer om en generobring af Tjetjenien. Det er da også blevet bekræftet af den tidligere chef for Sikkerhedstjenesten (FSB), Sergej Stepasjin, der var Ruslands ministerpræsident, indtil han i august 1999 blev afløst af Vladimir Putin. De samtidige bombesprængninger i Moskva og andre russiske byer, hvis gerningsmænd aldrig er blevet fundet, var en yderligere anledning og bidrog til den folkelige opbakning i Rusland bag den nye krig.

                      Selvom de russiske væbnede styrker var bedre forberedte til den nye krig, så var de grundlæggende problemer dog ikke blevet løst. De russiske generaler vidste udmærket, at deres soldater langt fra kunne måle sig med tjetjenerne i nærkamp. Den indsigt havde de betalt dyrt for i den første krig. Derfor gjaldt det i den anden krig om ikke at kæmpe på tjetjenernes præmisser, men at vælge en kampform, hvor russerne var overlegne. Det vil sige med en massiv indsats af tunge våben – fly, kamphelikoptere, upræcise raketter og artilleri - på afstande uden for rækkevidde af tjetjenernes lette våben.

                      I et snævert militært perspektiv vil nogle måske konkludere, at de russiske styrker kæmpede mere effektivt i den anden krig. Det er imidlertid både en overfladisk og moralsk problematisk konklusion. Byer og landsbyer er blevet bombet uden hensyn til civilbefolkningen. Heller ikke slaget om Groznyj, der rasede fra december sidste år til februar i år, var et eksempel på militær professionalisme. De russiske styrker erobrede ikke byen – de jævnede den med jorden. Det krævede kun overlegen ildkraft og hensynsløshed.

Ingen løsning
Trods de fortsatte kampe synes præsident Vladimir Putin ikke at være indstillet på en politisk løsning af den russisk-tjetjenske konflikt. Det egentlige formål med krigen, udover at positionere Putin ved præsidentvalget, var at vælte den tjetjenske præsident Aslan Mashkadov og genoprette russiske kontrol i den obstinate udbryderrepublik. Målet var således det samme som under den første militære intervention i december 1994, der angiveligt skulle “genoprette den forfatningsmæssige orden” i den selvudråbte, suveræne Tjetjenske Republik og tvinge tjetjenerne tilbage under den russiske stats jurisdiktion.

Nu, godt et år efter det andet forsøg, er Kreml lige så langt fra målet som under den forrige krig. Også dengang havde russerne regnet med en hurtig militær sejr og nægtede at forhandle med den tjetjenske præsident Djokhar Dudajev. Krigen gik som bekendt anderledes, og russerne blev tvunget til at sætte sig til forhandlingsbordet med Dudajevs arvtager for at finde en politisk løsning. Også denne gang vil russerne før eller siden blive tvunget til at forhandle om en politisk løsning med præsident Maskhadov. Indtil videre fastholder Putin dog, at det eneste han kan tænke sig at forhandle med Maskhadov om, er tidsrammen for hans betingelsesløse kapitulation. 

Officielt var formålet i september 1999 at bekæmpe international terrorisme. Men hverken Putin eller de russiske bomber, der regnede ned over tjetjenske byer og landsbyer skelnede mellem terrorister og fredelige borgere. Også Tjetjeniens folkevalgte præsident blev kaldt terrorist og sat i bås med den berygtede Sjamil Basajev. Hans indblanding i det dagestganske oprør blev af Moskva fremstillet som officiel tjetjensk politik, selvom Basajev på dette tidspunkt ikke repræsenterede den tjetjenske stat. Han var tværtimod Mashkadovs erklærede modstander. Men Maskhadov blev gjort ansvarlig og hele den tjetjenske befolkning straffet kollektivt for ulovligheder begået af individuelle tjetjenere.        

Putin ophævede også Khasavjurtaftalen fra august 1996, der afsluttede den forrige krig, og som blev underskrevet af Maskhadov, dengang chef for de tjetjenske væbnede styrker og Aleksander Lebed, sekretær for det russiske Sikkerhedsråd. Aftalen bekræftede de facto tjetjensk uafhængighed (men stillede en afklaring på forholdet mellem Rusland og Tjetjenien i bero indtil december 2001). Afvisningen af Maskhadovs legitimitet og den ensidige ophævelse af Khasavjurtaftlen gjorde det klart, at formålet med det nye angreb på Tjetjenien, hverken var at bekæmpe international eller tjetjensk terrorisme, men tjetjensk separatisme.    

Illegitime
De russiske magtorganer og tjetjenske marionetstrukturer, der blev oprettet under den forrige krig, fik aldrig befolkningens støtte, fordi de blev opfattet som illegitime. På samme måde er de russiske og tjetjenske marionetorganer, der er blevet oprettet under den aktuelle krig, blevet afvist af den tjetjenske befolkningen. “Efter 10 års de facto uafhængighed for Tjetjenien er der vokset en hel generation op, for hvem forestillingen om at være underkastet Rusland er helt utænkelig”, skrev en af Jeltsins tidligere rådgivere i nordkaukasiske spørgsmål, Emil Pain, sidste sommer.

Den tjejenske mufti, Akhmed Kadyrov, der blev indsat af Putin som midlertidig administrativ leder af Tjetjenien i juni, støttes kun af enkelte klaner - ikke af hele befolkningen. Det tjetjenske folk udtrykte sin politiske vilje i januar 1997, da det med stor flertal valgte Mashkadov som sin præsident. Kadyrov betragtes som en quisling, selvom han under den forrige krig kæmpede på Dudajevs og Mashkadovs side mod russerne.  I sommeren 1998 ragede han imidlertid uklar med  Maskhadov, som han kritiserede for ikke at aktivt nok at bekæmpe den muslimske fundamentalisme, der var begyndt at vokse sig stærk efter afslutningen af den forrige krig.

Men selvom Kadyrov, til forskel fra andre, som Putin har indsat på ledende poster i Tjetjenien, var respekteret i store dele af den tjetjenske befolkning, både i kraft af sin position som åndelig ledere og sin indsats under den forrige krig, er det ikke lykkedes for ham at konvertere denne respekt til politisk loyalitet. Han har ikke været i stand til at standse befolkningens støtte til de tjetjenske modstandsstyrker og slet ikke formået at få disse til at nedlægge våbnene. Det er heller ikke lykkedes ham at sikre midler fra Moskva til genopbygning af den ødelagte republik. Hvilket heller ikke har styrket hans popularitet eller befolkningens tiltro til Rusland. Men som Emil Pain også skrev, så har de russiske ledere tydeligvis ikke lært, ”at i en guerillakrig er kontrol med territoriet ikke ensbetydende med sejr. Det er ikke territoriet, der skal vindes, det er befolkningens tillid”.

Folkeretten
Den russiske krigsførelse i Tjetjenien er klart i strid med folkeretten, med krigens love og den humanitære folkeret. For selvom Tjetjenien ikke er anerkendt som en selvstændig stat, så gælder Genèvekonventionernes tillægsprotokol II for borgerkrige, ligesom Rusland juridisk er forpligtet af Europarådets Statut og konventioner og ”politisk forpligtet” af bl.a. OSCE’s dokumenter om menneskerettigheder og Den Politisk-Militære Adfærdskodeks.

                      Begge krigens parter har begået brud på den humanitære folkeret, men alle relevante undersøgelser har dokumenteret, at de russiske overgreb er de alvorligste og de mest omfattende. Herom er der enighed mellem Europarådets Parlamentariske Forsamling og de store, private menneskeretsorganisationer, der løbende har fulgt krigens gang. Det var også tilfældet under den forrige krig, hvor både det amerikanske State Departments menneskeretsrapport og den russiske præsidents menneskeretskommission under ledelse af Sergej Kovaljov konkluderede det samme.

                      På den baggrund må det mildt sagt undre, at der ikke har været en kraftigere reaktion fra de vestlige regeringer og internationale organisationer. Man har stort set holdt sig til beklagelser, der ikke har gjort indtryk i Moskva. Ja, man kan spørge, om ikke Kreml i realiteten har tolket de vage vestlige reaktioner som et grønt lys til at fortsætte krigen. Selvom man fra vestlig side har beklaget de civile tab og opfordret russerne til at finde en politisk løsning på konflikten, så har man samtidig udtrykt forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme og gang på gang understreget støtten til Ruslands territoriale integritet. Derimod har der så godt som aldrig været talt om alvorlige brud på folkeretten. Men det skyldes nok, at Rusland er et stort land.