Den tjetjenske diaspora i Rusland: status, problemer og perspektiver

Af Vakhit Akajev, Historisk-Humanistisk Institut, Groznyj.
Dog p.t. universitetet i Rostov-ved-Don.

Fra Vindue mod Øst, nr.1, årgang 2000.

Begrebet »den tjetjenske diaspora i Rusland« omfatter de tjetjenere, der bor i Den Russiske Føderation uden for deres historiske hjemland Tjetjenien, men som opretholder og respekterer deres etno-kulturelle traditioner.
Men der er også en tjetjensk diaspora andre steder. Der er den mellemøstlige tjetjenske diaspora der opstod i forbindelse med tvangsflytningen af tjetjenere fra Det Russiske Imperium til Tyrkiet i maj 1865. Efter afslutningen af den kaukasiske krig udviste det tsaristiske Rusland 5.000 tjetjenske familier (23.000 personer), nemlig de mest militante tjetjenere, og udstationerede kosakker på deres jorde. Disse tjetjeneres efterkommere har i dag deres samfund i Tyrkiet, Syrien, Jordan og Irak.
Mindst lige så grusom var sovjetmagtens behandling af tjetjenerne i 1944, da Stalin og Beria - på Sovjethærens festdag - gennemførte en tvangsforvisning af 408.000 ingusjetere og tjetjenere til Kasakhstan og andre dele af Centralasien. Mange af de deporterede omkom af kulde, sult og infektionssygdomme, såvel undervejs til forvisningsstederne som på deres nye opholdssted. Da tjetjenerne og ingusjeterne efter 13 års forvisning kom tilbage til Kaukasus, var deres totale antal mindre end det antal mennesker der blev forvist. Selv om størsteparten af de forviste tjetjenere vendte tilbage til deres hjemstavn, forblev over 20.000 tjetjenere på forvisningsstedet, hvor de udgør den såkaldte kasakhstanske diaspora, der er den næststørste.
I midten af 19. årh. oprettede tjetjenske bjergklaner en række landsbyer der i dag indgår i det georgiske Akhmetov distrikt. De kaldes af georgierne for »kistinere«. Antallet af kistinere overstiger i dag 10.000 personer. Denne tjetjenske diaspora medvirker nu - under den nye tjetjenien-krig til at modtage tjetjenske flygtninge i Georgien.

Problemer i sovjettiden
I 1960’erne altså 2-3 år efter tilbagekomsten fra forvisningen begyndte tjetjenerne at flytte til russiske byer og landsbyer for at søge arbejde. Det skyldtes at i den Tjetjeno-Ingusjetiske Republik der blev oprettet i 1956, kunne mange tjetjenere ikke finde arbejde eller brødføde deres store børnefamilier. Mange stillinger i den lokale sovjetadministration var besat af personer af ikke-tjetjensk herkomst, og administrationen sørgede ikke for beskæftigelse til de hjemvendte, såkaldt »afstraffede« borgere. Desuden søgte man på alle måder at hindre at tjetjenere fik jobs i Grosnyjs olieindustri. Her var det overvejende etniske russere der arbejdede - de var blevet flyttet hertil efter forvisningen af den lokale befolkning i 1944. Man ville knap nok ansætte tjetjenere i de institutioner hvor der var brug for ufaglært arbejdskraft, og endnu sværere var det at blive tjenestemand. Det var næsten umuligt for de hjemvendte at få opholdstilladelse i byen Grosnyj, hovedstaden for Den Tjetjeno-Ingusjetiske Autonome SSR.
Midt i 1980’erne da befolkningstallet i den autonome republik var på 1,2 mio. indbyggere, var 300.000 tjetjenere og ingusjetere i arbejde i andre dele af Sovjetunionen, på trods af at der faktisk siden 1970’erne var mangel på arbejdskraft ved Grosnyj-områdets olieboringer og på olieraffinaderiet. Der fandtes ikke et område i hele Sovjetunionen som havde så stor arbejdsløshed, og samtidig blev den oprindelige befolknings civile og forfatningsmæssige rettigheder også krænket. Det var en tidsindstillet bombe.

Uafhængighed og nye flygtninge
Denne bombe eksploderede i august-september 1991. Den sovjetiske flyvergeneral, tjetjeneren Djokhar Dudajev, og hans tilhængere tog magten fra kommunisterne i Tjetjeno-Ingusjetien. De vedtog en erklæring om den tjetjenske republiks uafhængighed og afholdt præsident- og parlamentsvalg. Oprettelsen af en uafhængig tjetensk republik blev mødt med en skarp negativ reaktion fra den nye russiske ledelse. 50 år efter Stalins tvangsforvisning udviklede der sig en ny tragedie for det tjetjenske folk som følge af den politiske konfrontation mellem den russiske føderale magt og Dudajev.
Efter Dudajevs magtovertagelse begyndte en bølge af tjetjensk emigration fra Tjetjenien. De tjetjenere der var ansat i partiledelsen og i sovjetiske administrative organer, men også andre der var uenige med Dudajevs politik, forlod republikken. De flyttede til forskellige russiske byer, men primært til Moskva. En større flygtningestrøm kom i forbindelse med den konflikt der fandt sted mellem maj 1992 og 1994, mellem Dudajevs styre og oppositionen. Efter en række blodige sammenstød blev oppositionen tvunget til at emigrere, hvilket førte til en forøgelse af den tjetjenske diaspora i en række russiske byer.
En ny masseflugt fandt sted i perioden under den første russisk-tjetjenske krig, den der officielt betegnedes som »opretholdelse af den forfatningsmæssige orden«. Den varede fra 26. november 1994 til Khasavjurt-aftalen i 1996. I løbet af den krig måtte 600.000 tjetjenere flygte fra deres hjemstavn på grund af raket- og bombeangreb. Tilbage efterlod de deres ejendele og ejendom. Efter denne krig var det langt fra alle tjetjenere der vendte tilbage. Over 100.000 tjetjenere der mere eller mindre frivilligt var flygtet, blev i Rusland af forskellige årsager. Nogle fandt at der ikke var huse at vende tilbage til, andre regnede ikke med at kunne få arbejde eller studiepladser. Men heller ikke i de russiske byer eller i andre SNG-lande var der særligt gode fremtidsperspektiver for tjetjenerne.
Den største flygtningestrøm fra Tjetjenien kom under den anden tjetjenske krig der begyndte i september 1999, og som det officielle Moskva på farisæisk vis kaldte »en antiterror-operation«. I virkeligheden var det et voldeligt overfald på den civile tjetjenske befolkning, der intet havde med de såkaldte terrorister som Usm bed Laden, Khatab eller Sjamil Basajev at gøre. I den russiske politiske terminologi anvendes begrebet »terrorist« om enhver tjetjener der med våben forsvarer sit fædreland. Også selv om de ikke har haft noget at gøre med Dudajev, Maskhadov eller Basajev.

Statsterrorisme
Den russiske statsterrorisme udslettede byen Grosnyj og ødelagde de rester af Tjetjeniens økonomi der var tilbage efter krigen 1994-96. Målrettet ødelagdes landsbyer, og man foretog henrettelser blandt civilbefolkningen. Over 300.000 tjetjenske flygtninge opholder sig i dag i flygtningelejre. Alt dette er klare beviser på at den russiske præsident og regering samt generalerne Kazantsev, Trosjev og Sjamanov ikke fører krig mod banditter og terrorister, men mod hele Tjetjeniens folk, ved at udslette det, ødelægge erhvervslivet, den sociale infrastruktur, økonomien og kulturen.
Dermed står det tjetjenske folk over for faren for at miste dets historiske og sociale hjemland. Det peger i retning af at Ruslands ledelse tilstræber et Tjetjenien uden tjetjenere. En sådan politik kan ikke betegnes som andet end etnisk udrensning.
Noget nyt, der er opstået under den 2. krig mod Tjetjenien, er at en række naborepublikkers ledere (i Dagestan, Nordossetien, Kabardino-Balkarien, og i Stavropol- og Krasnodar-distrikterne) har begrænset antallet af de flygtninge de vil tage imod, under henvisning til deres regioners økonomiske krise og det i forvejen store antal flygtninge fra den første tjetjenske krig samt angst for at der blandt eventuelle nye flygtninge vil skjule sig terrorister. De tjetjenere der kommer ind i disse og andre russiske områder, befinder sig ustandseligt under politiets og sikkerhedstjenestens opsyn, deres telefoner aflyttes og deres post åbnes. Med accept fra de lokale myndigheder holdes de ude af forretningslivet eller bliver udsat for ekstra pengeafpresning.

Det russiske militær yder sit til at de tjetjenske flygninges bevægelsesfrihed begrænses. Der henvises til faren for terrorister forklædte som flygtninge.
Det lille Ingusjetien er den eneste russiske republik der har modtaget lige så mange flygtninge som den selv har indbyggere. Ingusjetiens myndigheder og befolkning har ydet en enestående humanitær hjælp til de tjetjenske flygtninge. Samtidig misinformerer de russiske myndigheder verdensopinionen ved at påstå at man har skaffet flygtningene al den hjælp de har behov for. Hele vinteren igennem har de tjetjenske flygtninge manglet opvarmede opholdssteder, fødevarer, varmt tøj, medicin, muligheder for sundhedspleje og undervisning til børnene.

Tjetjenerne i Moskva
Den største tjetjenske diaspora findes i Moskva. De fleste er forretningsfolk og intellektuelle. Ifølge russiske embedsmænd befinder der sig over 200.000 tjetjenere i Moskva og omegn. Det er nok en overdrivelse der skyldes ønsket om god PR for Rusland. Det er dog klart, at Moskva er det sted i Rusland hvor der er20samlet flest tjetjenere. Andre steder med mange tjetjenere er Rostov, Volgograd, Astrakhan, Saratov, Jaroslavl og Kalmykien. I mindre omfang gælder det sibiriske byer og Fjernøsten. Alt i alt er den tjetjenske diaspora spredt over hele Rusland. De problemer man møder ude i landet er de samme som i Moskva. De anførte eksempler fra Moskva kan derfor betragtes som værende typiske.
Med henblik på at få samlet den tjetjenske diaspora oprettede man i Moskva en forening, Dajmokh (Fædrelandet). Den blev stiftet 24. dec. 1989, endnu i Sovjetunionens tid i perestrojka-årene. Foreningen har beskæftiget sig med kultur, oplysning samt forskning. Dajmokh har ligeledes startet en søndagsskole hvor børn lærer tjetjensk sprog, historie og grundelementer af tjetjensk etik og kultur. Denne forening yder ligeledes økonomisk støtte til udgivelse af faglitteratur, oplysende publikationer og lærebøger til tjetjenere i flygtningelejrene. Man udgiver også en avis »Fædrelandets bud«.
Dajmokh-medlemmerne ydede allerede under den første tjetjenske krig humanitær hjælp til flygtninge og til Grosnyjs befolkning. Også i dag er Dajmokhs medlemmer aktive i den henseende. Foreningens bestyrelse har etableret juridisk rådgivning for tjetjenere der er ofre for chikane fra Moskvas politi. Men foreningen kan ikke magte at hjælpe alle de mange der er udsat for hetz, chikane og krænkelse af elementære civile rettigheder. Derfor stiftes der stadig nye tjetjenske foreninger.
Blandt de mere kendte er »Kerla zama« (Ny tid) som blev dannet allerede i august 1998 samt »Vajnakh diasporas koordinerings råd«. (»Vajnakh« er fællesbetegnelse for tjetjenere og ingusjetere - red.)

Kongres
12. november 1999 - efter krigens udbrud - blev der på et af Moskvas større hoteller afholdt en kongres for de tjetjenske befolkningsgrupper der bor langt fra deres historiske hjemland. Der stiftedes Unionen for Tjetjeniens folkegrupper. Kongressen afholdtes i kølvandet på sabotageaktioner i Moskva og Volgodonsk, efter en bølge af arrestationer af tjetjenere i Moskva, og efter et omfattende anti-tjetjensk hysteri.
Der var over 600 delegerede fra den tjetjenske diaspora fra hele Rusland samt fra den tjetjenske diaspora i Kasakhstan. Åbningstalen blev holdt af generalmajor i Ruslands politi, professor ved Ruslands indenrigsministeriums Akademi, Aslanbek Aslakhanov (af tjetjensk oprindelse - red.). Han rettede en skarp, men velargumenteret kritik mod Ruslands politis optræden, fordi man siden sabotageaktionerne i Moskva og Volgodonsk havde tilbageholdt over 1.000 tjetjenere, havde placeret narko i deres lommer, våben, falske dollarsedler m.m. Han fordømte Khatabs og Basajevs indmarch i Dagestan, han fordømte krigen mod Tjetjenien og opfordrede de russiske politikere til at finde en fredelig løsning på konflikten.
Andre af kongressens talere der repræsenterede regionale diaspora’er, kritiserede de føderale og regionale myndigheders diskriminationspolitik over for såvel flygtninge som tjetjenere der har boet i Rusland i mange år. Der blev fremført vanvittige eksempler på krænkelse af forfatningsmæssige rettigheder og ren nationalistisk chikane mod tjetjenere. Alt i alt tegnede der sig et dystert billede af de føderale myndigheders målrettede anti-tjetjenske adfærd. Tjetjensk-fjendtlige holdninger opmuntres af de russiske medier. Her fremstilles alle tjetjenere som værende banditter, terrorister og Ruslands fjender. På grundlag af en beskidt anti-tjetjensk propaganda formår Putin-typer at genoplive chauvinistiske og imperiale ambitioner blandt jævne russere. Kongressen vedtog henvendelser til verdenssamfundet - til FN, CSCE, Europarådet - med krav om at gøre alt for at standse krigen mod Tjetjenien og medvirke til en politisk regulering af forholdet mellem Rusland og Tjetjenien.
Som leder for den nye landsdækkende union i Rusland valgte man Aslanbek Aslakhanov. I en kongresresolution hedder det, at den nye unions opgave er »at samle alle tjetjenere med bopæl i Rusland til en indsats til fordel for en fredelig løsning, yde hjælp til flygtninge samt sikre alle tjetjenske medborgere civile rettigheder i Rusland, genskabe fred, orden, enhed og fordragelighed blandt Tjetjeniens folkeslag«.
Den tjetjenske diaspora i Moskva udgiver et internationalt blad »Vajnakh i dag« som distribueres til den tjetjenske diaspora i såvel Rusland, de andre SNG-lande som den tjetjenske diaspora i en række vesteuropæiske lande og USA. I december 1999 udkom det første nummer af avisen »Tidens røst« som udgives af den transregionale bevægelse »Den nye tid«. I en redaktionserklæring hedder det at man agter at gøre »en indsats for kultur og oplysning for at skildre vajnakhernes kulturelle arv der er præget af humanisme, broderskab og venlighed over for nære og fjerne naboer«. Redaktionen udtrykker sin overbevisning om at den brede befolkning i Rusland »via kendskab til vajnakhernes kulturarv vil bidrage til bedre forståelse af tjetjenerne og adskille klinte fra hvede«.
En sådan vurdering er nok for optimistisk. Sagen er jo, at den brede russiske befolkning er udsat for en høj grad af hjernevask, således at tjetjenerne med deres enorme kulturrigdom betragtes som nationens fjende nr. 1. Det vil næppe lykkes for den tjetjenske diaspora i Moskva med en lille, total ukendt avis at ændre den russiske befolknings stereotype opfattelse af tjetjenere. Redaktionserklæringen overser også behovet for retsbeskyttelse af de tjetjenske diaspora-medlemmers ære, værdighed og civile rettigheder.
De fleste tjetjeneres fremtid vil under alle omstændigheder være forbundet med Rusland. Derfor må de på en mere velorganiseret måde tage vare om deres rettigheder og overbevise de lokale myndigheder om at de som andre etniske grupper er ligeberettigede borgere i Rusland. Men tjetjensk-fjendtlige stemninger vil helt sikkert i lang tid præge russiske myndigheders adfærd. Det er kun lykkedes for ganske få tjetjenere at emigrere til Vesten under det anti-tjetjenske hysteri i Moskva. Men mange intellektuelle ønsker at emigrere. I Moskva har de ingen chancer mere og kan ikke finde jobs. Hverken universiteter eller forskningscentre vil ansætte dem. De står uden eksistensmidler. Deres sociale status er ustabil og de bliver chikaneret af myndighederne.
Ved selvsyn har jeg konstateret i Orjol-region hvordan flere tjetjenere som har været aktive i det lokale forretningsliv, er blevet groft chikaneret af det lokale politi. Man har krænket deres forfatningsmæssige rettigheder og i nogle tilfælde faktisk presset dem ud af forretningslivet. Det lokale politi kan finde på midt om natten eller tidligt om morgenen at bryde ind i tjetjenernes lejligheder, true børn og kvinder, gennemføre husundersøgelser og fjerne personlige papirer. Tjetjenernes livsvilkår i Orjol-regionen, hvis guvernør Jegor Strojev også er formand for Det russiske overhus, er utålelige. Når der efter tjetjenien-krigen igen bliver skabt en stabil social og økonomisk situation, vil en stor del af den tjetjenske diaspora vende tilbage til sin hjemstavn og tage del i genopbygningen af økonomien, den sociale sfære og folkets kultur. Denne opgave kan ikke løses uden alle tjetjeneres deltagelse.
Mange af dem planlægger allerede en sådan deltagelse. Men naturligvis vil de der ikke tror på opbygningen af et civilsamfund i Tjetjenien, blive i Rusland. Men den tjetjenske disporas fremtid i Rusland er snævert knyttet til Tjetjenien og dets folk. Jo bedre det går med at skabe den sociale og kulturelle genrejsning, des større tiltrækningskraft vil Tjetjenien have for den tjetjenske diaspora.

Endnu er Tjetjeniens fremtid uklar, dels på grund af de russiske føderale myndigheders adfærd, dels som følge af de såkaldte tjetjenske helte Khatab, Basajev og andre - som i sidste instans er årsag til denne omfattende krig i Kaukasus-området. Samtidig er der skabt hindringer for tjetjenernes integration i det russiske samfund hvilket kun vil styrke tjetjenernes foragt over for Ruslands magthavere. Konflikten mellem tjetjenerne og de russiske magthavere er startet langt tilbage i historien. Den er blusset op igen i slutningen af det 20. århundrede og lever videre i det 21. århundrede.
Hvorvidt denne konflikt får en fredelig løsning eller vil blive skærpet afhænger ikke kun af de russiske magthavere og tjetjenerne, men også - og måske især - af en konsekvent holdning fra verdenssamfundets og de internationale organisationers side, som med større styrke burde kunne modvirke den vold der nu påføres det igennem århundreder hårdt plagede tjetjenske folk. Ifølge nogle repræsentanter for den tjetjenske diaspora er Tjetjenien og tjetjenerne ikke længere blot et internt russisk problem, men et problem for verdenssamfundet, for Rusland har vist at det ikke er i stand til at løse problemet politisk og med civiliserede metoder.

Oversat fra russisk af Aksel V. Carlsen