Tjetjenien - et nyt Afghanistan?

Af Vakhit Akajev, Historisk-Humanistisk Institut, Groznyj

Fra Vindue mod Øst, nr.1, årgang 1999.

Så snart der opstår politiske konflikter i Tjetjenien og der sker en aktivering af kriminelle grupper, begynder russiske medier at diskutere mulighederne for en borgerkrig i republikken. Selv om sandsynligheden for en borgerkrig på nuværende tidspunkt er lille, giver den komplicerede indenrigspolitiske situation en del repræsentanter for russiske massemedier grund til at skrive om emnet temmelig vedholdende.
Den vanskelige indenrigspolitiske situation er på mange måder forbundet med den svære efterkrigs - økonomiske situation som er opstået: det tjetjenske folks materielle situation er forværret, tjetjenske borgere får ikke udbetalt lønninger og pensioner og har ikke mulighed for at tjene penge til en normal tilværelse. Der er mere end 300 tusind arbejdsløse, hvoraf en betydelig del er unge, og der er titusinder syge og invalider, der har brug for længerevarende medicinsk behandling. Dette svære social - økonomiske billede suppleres af forbryderiske grupper, der tager mennesker som gidsler og plyndrer, forbrydere, som Den Tjetjenske Republiks magtorganer ikke er i stand til at bekæmpe effektivt.
Det forhold at den tidligere tjetjenske premierminister Sjamil Basajevs økonomiske program blev en fiasko signalerer, at det også drejer sig om en magtkrise. Basajev viste sig bedre egnet inden for krigens virkefelt end i ledelsen af en stat og til at løse økonomiske problemer. Allerede fra starten af sin embedsperiode fik den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov en politisk opposition ledet af Zelimkhan Jandarbijev og som omfattede bl.a. Salmon Radujev, P. Gelajev og vakhkhabitiske grupper. Grunden til at denne opposition var opstået skal, i følge Radujev, have været, at Maskhadov ikke fulgte den vej, der var fastsat af Tjetjeniens første præsident, Djokhar Dudajev, men gjorde indrømmelser overfor Rusland.
Maskhadov er mindre karismatisk end sin forgænger og tillader ikke ugennemtænkte udtalelser, møntet på Ruslands øverste politiske ledelse. Han overholder også den diplomatiske etikette. Alt dette opfattes som svagheder af hans opponenter.
Kort tid efter at Maskhadov var blevet valgt organiserede Jandarbijev, som nu havde mistet sin magt, og dennes “vicepræsident”, S. Abumuslimov - en af ideologerne bag den tjetjenske revolution - en demonstration i Groznyj, under hvilken hørtes følgende slogan: “Tjetjenerne har byttet deres frihed mod søbemad, uddelt af Rusland”. Dette slogan udtrykte organisatorernes politiske holdning. De hævdede at Maskhadov vandt præsidentvalget ved hjælp af finansiel støtte fra Moskva. Kort sagt, Jandarbijev og hans tilhængere, som led et sviende nederlag ved valget, dannede en åben politisk opposition mod den nyligt folkevalgte præsident.
En anden integrerende del af præsidentens politiske opposition udgøres af vakhkhabitiske grupper, eller, som de kalder sig selv, “djamaat”. Vakhkhabismen, der opstod i Saudi-Arabien i første halvdel af 1700-tallet, er imod helgendyrkelse, tilbedelse af sheiker og åndelige ledere og troendes valfart til disses gravsteder. Ifølge vakhkhabismen er alt dette vildfarelse og afgudsdyrkelse. Denne retning inden for islam er i dag officiel ideologi i Saudi Arabien. Da vakhabiter begyndte at dykke op, først i Dagestan - hvilket skete allerede før Sovjetunionens opløsning - og derefter i Tjetjenien, forårsagede de, med deres aktiviteter, rettet mod den traditionelle sufisme, at sufismens talrige tilhængere vendte sig imod dem.
Men vakhkhabiternes position er blevet stærkere i Tjetjenien efter krigens afslutning. Efter at have deltaget i krigshandlinger mod de russiske styrker i 1995-96 indtager vakhkhabiter i dag en række nøglepositioner i militære, politiske og religiøse strukturer. Samtlige Sharia-domstole, der blev oprettet i stedet for de verdslige domstole, var, indtil fornylig, stort set, sammensat af vakhkhabiter og lededes af dem. Man ved, at de ikke er finansieret af det tjetjenske budget, men af midler, der kommer fra Saudi Arabien (i det mindste bekræftes dette af en række medarbejdere ved den Øverste shariat domstol, som jeg har kontakter med).
Deres bestræbelser på at påtvinge andre dens ideologi og levemåde; deres ikke altid retfærdige straffe, afsagt ved Sharia-domstole; deres forsøg på at klæde den tjetjenske kvinde i slør; den krig, som de har startet mod salg af alkohol og tyveri af olie, ofte ledsaget af tilintetgørelse af alkohol, nedbrænding af benzinfabrikker og minifabrikker for oliedestillation, har skabt en sprængfarlig utilfredshed blandt befolkningen. Ved demonstrationer, der fandt sted i 1997-98, og som var organiseret af Radujev o.a., blev Maskhadov anklaget for at omgive sig med vakhkhabiter. Resolutioner fra disse demonstrationer opfordrede Maskhadov til at afsætte ministre, der tilhørte vakhkhabismen.
Overalt i Nordkaukasus har vakhkhabiterne udfoldet en ikke blot religiøs men også politisk virksomhed. De har inddraget arbejdsløse unge i deres strukturer, erklæret hellig krig mod russiske styrker udstationeret i Dagestan og opfordret alle muslimer i Kaukasus til at jage russiske tropper væk fra deres territorier. Repræsentanter for den officielle gejstlighed i Nordkaukasus, der har moderate religiøse og politiske holdninger og dyrker den traditionelle sufisme, anklages af vakhkhabiternes ledere og deres politiske støtter i Dagestan og Tjetjenien for samarbejde med sovjetmagten og den nuværende russiske ledelse og for ikke at ville forsvare den muslimske befolknings nationale og religiøse interesser i regionen.
Vakhkhabiternes radikale appeller og aktiviteter har skabt uro blandt og ført til protester fra almindelige muslimer i Tjetjenien, Dagestan, Ingusjetien og som tilhører sufistiske broderskaber (tariakter). Det har også skabt uro blandt den officielle gejstlighed, som er begyndt at organisere sig i en ideologisk og politisk modstand mod vakhkhabiterne og deres indflydelse på regionens muslimer. Modsætninger mellem vakhkhabiter og tilhængere af det sufistiske broderskab ‘kadirija’ (også kaldet sikrister, overs.) antog en fjendtlig karakter allerede under krigen i 1995. Vakhkhabiter skal da, ifølge deres modstandere, have prøvet på at ødelægge en sikristisk helligdom, ziarjat Khedi, hvor moderen til Khunta-Khadji, grundlæggeren af kadirija broderskabet i Nordkaukasus, er begravet. Men zikristerne viste atde var parat til at forsvare denne helligdom med våben i hånd. Zikristernes beslutsomhed (de er det største sufistiske broderskab i Tjetjenien) afkølede vakhkhabiterne. Dermed kunne blodsudgydelse på religiøs basis afværges.
Under krigen i Tjetjenien i 1995-96 gennemførte vakhkhabiter med en araber fra Saudi Arabien i spidsen, en række vellykkede operationer imod den russiske armé og tilintetgjorde både soldater og teknisk udstyr, hvilket fremmede deres autoritet i det tjetjenske samfund. (I russiske massemedier kalder man denne Khattab, enten af uvidenhed eller bevidst, for jordansk statsborger af tjetjensk oprindelse).
Vakhkhabiternes position er især blevet styrket efter krigens afslutning. Erklærede vakhkhabit tilhængere som fx M. Udugov, I. Khalimov og A. Khusainov kom ind i regeringen. Velorganiserede vakhkhabitiske strukturer blev integreret i tjetjeniens væbende styrker. Samtidig med at de føler sig kaldet til at skabe islamisk orden og oprette social retfærdighed i Tjetjenien, er en del vakhkhabiter blevet indblandet i gidseltagningsaffærer. I foråret 1998 fx blev tre unge “djamaaat”-tilhængere arresteret i byen Urus Martan for at have deltaget i gidseltagninger. De hævdede selv at de havde tilladelse (fatva) til at beskæftigede sig med dette. Hvem der havde givet dem denne tilladelse fortalte de ikke. Ifølge den offentlige mening har vakkhabiternes virksomhed i Tjetjenien antaget en ildevarslende karakter. Befolkningen forholder sig fjendtligt til den, og det eneste der har manglet har været et påskud til at få det hele til at eksplodere. Et sådant påskud tilbød sig den 14 juli 1998 i byen Gudermes, hvor skænderier om en dagligdags foreteelse mellem vakhkhabiter og gardister tilhørende feltkommandanten Sulima Jamadajev eskalerede til væbnede sammenstød. Gudermes vakhkhabiter fik støtte fra to feltkommandanter, gardisterne fik støtte fra indbyggerne i mange tjetjenske landsbyer der er tilhører sufibroderskaberne nakhsjbandija og kadirija.
De omringede og gennembankede vakhkhabiter der led store tab. Ifølge officielle oplysninger drejede det sig om 50 døde, hvoraf flere end 30 var vakhkhabiter, 10 var fredelige borgere og resten gardister. Blandt de dræbte vakhabiter var mange unge tjetjenske mænd.
Slaget i Gudermes var et en af de meget få store og blodige konflikter der har udspillet sig nogensinde mellem tjetjenere. Da Maskhadov prøvede at forklare årsagerne til denne konflikt konstaterede han, at vakhkhabiterne havde oprettet parallelle væbnede og politiske strukturer, at de nægtede at underordne sig ordensorganerne og deltog i gidseltagninger. De slog folk som indtog alkohol eller deltog i anden anti-sharia virksomhed med geværkolber og de var finansieret udefra. Maskhadov indrømmede at han tolererede vakhkhabiternes aktiviteter, fordi han regnede med at de kunne bruges i statens interesser. Men de er blevet ustyrlige og nægter at underordne sig præsidentens dekreter. De underordner sig kun deres egne ledere (emirer), siger de. Maskhadov har opfordret imamer (bønudråbere, overs.) og lokale magtorganer til at på det bestemteste fordrive vakhkhabiterne fra deres territorier.
I fjernsynet læste man op et præsidentdekret som fratog to brigadegeneraler deres tjenestegrad, opløste de sharia-strukturer som de ledede samt erklærede fire udlændinge, der arbejdede i tjetjenske sharia- strukturer for persona non grata. Masjkadovs opfordring til at fordrive vakhkhabiterne blev imidlertid ikke opfyldt. Vicepræsident Vakha Arsanov blandede sig med en fredsmission takket være hvilken vakhkhabiterne undgik et knusende nederlag i Gudermes og resten af Tjetjenien.
Sjamil Basajev erklærede i tjetjensk fjernsyn at Khattab ikke havde været indblandet i begivenhederne i Gudermes, men havde været sammen med ham. Khattab og nogle andre arabere, der opholdt sig i Tjetjenien, havde kæmpet skulder mod skulder med tjetjenere imod de russiske styrker. Nu lever de fredeligt med deres familier blandt tjetjenerne og blander sig ikke i deres interne anliggender. Khattab erklærede i sit indlæg at han aldrig havde blandet sig i interne tjetjenske forhold og heller ikke havde i sinde at gøre det fremover. På opfordring af den tjetjenske ledelse fortsætter han med at træne unge krigere, men underviser dem på ingen måde i vakhkhabismen sådan som hans fjender hævder. Idet han distancerede sig fra vakhkhabiterne, inviterede han alle der havde lyst til det, til at besøge hans træningslejr med det formål at overbevise sig om at han talte sandt. Efter at have undgået et fuldstændigt nederlag koncentrerede vakhkhabiterne sig i byen Starye Atagi, hvor Jandarbijev bor. Det hævdes, at de bad ham lede deres kamp imod magthaverne. Den tjetjenske statsadvokat advarede Jandarbijev imod at foretage forfatningsstridige aktiviteter. Også hans byfæller advarede ham på det strengeste. De truede med at smide Jandarbijev ud af Starye Atagi hvis han støttede vakhkhabiterne.
I et TV interview anklagede Jandarbijev Maskhadov for personlig at være ansvarlig for det, der var sket i Gudermes. I et interview til avisen “Kavkazkaja konferentsija”, som han selv har grundlagt, anklagede Jandarbiev Masjkadov for at “være bange for at styrke sharia”, at han ønsker “at oprette en egen totalitær stat der er i stand til at kontrollere alt og alle”, at han “ikke har nogen klar politisk linje over for Rusland” men et naivt program for “konsolidering af en uafhængig islamsk stat”, etc.”
Jandarbijevs angreb på Maskhadov blev besvaret af den tjetjenske mufti, A. Kadyrov, som hævdede, at vakhkhabismens fremmarch i Tjetjenien skyldtes retningens leder i Dagestan, Bagaudin Magomedov, og dennes aktiviteter. I august 1996 havde Jandarbijev inviteret Magomedov til Tjetjenien med det formål, og imod muftiens vilje, at styrke sharia, sagde Kadyrov. Magomedovs tilsynekomst i Tjetjenien skærpede i betydelig grad de religiøse modsætninger mellem tjetjenerne, og blodsudgydelserne i Gudermes var således et resultat af Jandarbievs aktiviteter, mente muftien.
På muftiens initiativ blev der organiseret en konference i Groznyj for muslimer i Dagestan, Tjetjenien og Ingusjetien. Et stort antal muslimske åndelige ledere deltog i konferencen. Den blev indkaldt med kort varsel, ifølge muftien på grund af “den kraftigt tilskærpede samfundspolitiske situation i Tjetjenien og Dagestan og den potentielle fare for at uroen også spredte sig til Ingusjetien”. På konferencen bemærkede repræsentanter for Nordkaukasus’ gejstlighed at vakhkhabiterne udøver en splittende virksomhed blandt muslimerne, at de tillader ekstremisme og selvbestaltet blander sig i det politiske liv, at de bevæbner dens tilhængere og udfordrer de officielle magthavere. Kongresdeltagerne vedtog en fælleserklæring der fordømte vakhkhabiternes virksomhed, opfordrede de nordkaukasiske magthavere til at erklære vakhabismen uden for loven og “umiddelbart afvæbne bevæbnede formationer af pro-vakhkhabitisk karater”.
Samtidig (den 22. juli 1998) fandt et møde sted i den russiske præsidents administrationsbygning på Staraja Plostjad i Moskva. Deltagerne i dette møde var præsidentens genoprettede kommission til modforanstaltninger mod politisk ekstremisme med deltagelse af justitsminister Krasjennikov, direktøren for sikkerhedsorganerne, Kovaljiv, indenrigsminister Stepasjin og nationalitetsminister Sapiro. Det blev vedtaget at "komissionen er kommet til den konklusion, at vakhkhabismen ikke er en ekstremistisk retning. Man bør skelne mellem en religiøs retning og ekstremistiske bevægelser, der eksisterer inden for den”.
Det faktum at vakhkhabismen, som er officielt forbudt i Tjetjenien, blev anerkendt som en fredelig, ikke-ekstremistisk retning af de russiske magtministerier, viser at vakhkhabismens fremstød i Nordkaukasus finder sted med støtte fra bestemte politiske kræfter i Moskva. Efter begivenhederne i Gudermes blev der foretaget et attentatforsøg mod præsident Maskhadov. Han slap med lettere skader, men en af hans livvagter blev dræbt og en række andre såret. Nogle eksperter forbinder denne kriminelle handling med vakhkhabiterne, som en hævn for nederlaget i Gudermes. Andre mener at der var tale om et forsøg på at likvidere Maskhadov som et led i et statskup i Tjetjenien. Efter attentatet mod ham krævede Maskhadov af Jandarbijev, Barajev og Mezjidov at de ved Koranen svor på ikke at have være indblandet. De to sidstnævnte gjorde det, men da Jandarbijev mødte op i den Øverste shariat domstol for at aflægge ed, blev han fritaget fra det.
Den 21. august 1998 blev der i byen Makhkatjkala foretaget et attentat mod den dagestanske mufti, Abubakarov. Hans bil blev spræng i luften da han kom for at deltage i fredagsbønnen i den centrale moské. Muftien blev dræbt sammen med sinbror og en chauffør. Eksplosionen var så kraftig, at bilen blev sprængt i små stykker og af muftiens og broderens kroppe var også kun små bidder tilbage. Denne ugerning kan ikke have været udført af et menneske der tror på Gud. Den tjetjenske vice-præsident Vakha Arsanov anklagede amerikanske og israelske specialtjenester for at stå bag attentatet på muftien. Formålet skulle have været, sagde han, at organisere konflikter mellem forskellige muslimske retninger i Nordkaukasus for herefter at kunne indsætte FN tropper. Forud for attentatet på den dagestanske mufti havde indbyggerne i en række landsbyer og bosættelsesområder i nordlige Dagestan erklæret deres territorier for “islamiske republikker”.

Disse aktioner blev opfattet som ekstremistiske og forfatningsstridige af de dagestanske myndigheder, som også mente de udgjorde “en trussel mod Dagestans sikkerhed, enhed og territoriale integritet”. Det blev besluttet at“genoprette den forfatningsmæssige orden” i disse territorier. Abubakarov, den dagestanske mufti, støttede denne beslutning og fordømte på et møde i Dagestans Sikkerhedsråd vakhkhabiternes aktiviteter. På disse anti-vakhkhabitiske beslutninger fra de dagestanske myndigheder reagerede Sjamil Basajev, som nu er emir for “Kongressen for folkene i Itjkeria og Dagestan.” I et interview i fjernsynet erklærede Basajev at han, i tilfælde af at der blev brugt våben mod muslimske brødre, der havde indført sharia i sine territorier og holdt op med at rette sig efter russiske love, på alle tænkelige måder ville hjælpe de dagestanske vakhkhabiter. Denne udtalelse fra Basajevs side stred mod den tjetjenske ledelses officielle politik. Det sagde også den tjetjenske første vice- præsident, T. Atgerijev, da han vente tilbage fra den dræbte muftis begravelse i Dagestan. Her havde Atgerijev og den tjetjenske mufti kraftigt kritiseret vakhkhabiterne, og i den forbindelse understreget at tjetjensk indblanding i denne situation ikke blot var en stor fejltagelse, men også en provokation der havde til formål at forhindre en konsolidering af den tjetjenske stat. Atgerijev føjede til: “den der nu har travlt med at bringe orden i Dagestan, burde i stedet have sørget for at bringe orden i Tjetjenien.” Dette var en hentydning til den mislykkede økonomiske politik, der blev ført da Sjamil Basajev var premierminister.
En del russiske massemedier, heriblandt avisen ”Nordkaukasus”, mener at det var religiøse og politiske ekstremister fra Tjetjenien, heriblandt Khattab, ”en af de første, der spredte vakhkhabismen i regionen” der lå bag mordet den dagestanske mufti. Men hvis vi holder os til fakta, så kom vakhkhabismen til først Dagestan og derefter til Tjetjenien 3-4 år før Khattab dukkede op i Nordkaukasus. De ofre, som er omtalt af denne artikels forfatter, er i betydelig grad resultat af interne opgør inden for forskellige mafiaklaner i Dagestan, der kæmper for indflydelsesfærer og for kontrol med de profitable dele af den dagestanske økonomi. At det forholder sig sådan er sandsynligvis også mange dagestanere klar over. De indrømmer at det er deres egne klaner der står bag en række mord, der er begået i Dagestan, men skriver dem alligevel på tjetjenernes regning. Den afdøde dagestanske mufti, Abubakarov, var tilhænger af den traditionelle islam i Dagestan og Tjetjenien, og var konsekvent modstander af vakhabismen. Han kritiserede stærkt de dagestanske myndigheder for ikke at træffe foranstaltninger imod vakhkhabiterne i overensstemmelse med relevante artikler i Ruslands straffelov og anklagede tidligere sekretær for Dagestans Sikkerhedsråd, M. Tolbojev, for samarbejde med vakhkhabiterne. Vakhkhabismens rolle voksede i Tjetjenien, da den tidligere udøvende præsident Jandarbijev ved dekret ophævede de russiske straffelove på tjetjensk territorium og indførte et ”Sharia kriminal-kodeks”. På basis af denne kodeks opstod sharia-domstole der primært var sammensat af vakhkhabiter. For at bremse vakhkhabismens yderligere udbredelse i Nordkaukasus er man nu i Ingusjiens hovedstad Nazran ved at oprette et koordinerende centrum for nordkaukasiske muslimer under medvirken af muftierne i Dagestan, Tjetjenien, Ingusjetien, Nord-Ossetien, Kabardino-Balkarien og Karatjajevo-Tjerkessien. Drabet på en af de mest indflydelsesrige muslimske autoriteter i regionen førte således til at Nordkaukasus muslimer indså nødvendigheden af at stå sammen mod den truende fundamentalistiske fare. Som følge af en række møder i Tjetjnien fornylig dannedes formelt en opposition, der ledes af de tidligere feltkommandanter S. Radujev, Sj. Basajev og Kh. Israpilov. Deres krav om præsident Maskhadovs afgang markerede at konflikten mellem vakhkhabiter og sufister nu har bevæget sig over i direkte politisk konfrontation. Den nye opposition anklager Maskhadov for gentagne krænkelseraf den tjetjenske forfatning. Der er nedsat en statslig kommission som skal undersøge sagen, og resultatet af dens undersøgelse vil sandsynligvis ikke være til oppositionens fordel.

Mordet på den russiske repræsentant i Tjetjenien, A. Saidov og den nederdrægtige gidseltagning af fire engelske borgere der arbejdede på at etablere sattelitforbindelser i Tjetjenien, har til formål at diskreditere de tjetjenske myndigheder i verdenssamfundets øjne. Alt dette demonstrerer da også at de tjetjenske myndigheder ikke er i stand til effektiv kriminalitets bekæmpelse. Det er ikke udelukket at Masjkadovs ideologiske og politiske modstandere deltager i disse aktiviteter. En borgerkrig i Tjetjenien, fremprovokeret af bestemte kræfter, er dog ikke sandsynlig.

Oversættelse fra russisk: Märta-Lisa Magnusson