Georgien - klanernes nationalstat

Fra ”Udenrigs” nr. 2, 2000. Copyright: Det Udenrigspolitiske Selskab og forfatteren.

Af Søren Theisen. Iranist og historiker med særligt kendskab til Kaukasus-regionen.

Den 9. April i år genvalgte de stemmeberettigede i Georgien, såvel som formentligt en hel del ikke stemmeberettigede den 72-årige Edouard Shevardnadze som republikkens præsident for endnu en femårig periode. Det skete desuden med et bekvemt flertal - omkring 80 % af de afgivne stemmer

ud af en valgdeltagelse på ca.76 %. Til sammenligning med dette, selv efter transkaukasiske forhold blændende resultat måtte hans vigtigste modkandidat Jumber Patiashvili nøjes med godt 17 %.

Ikke overraskende kan man måske mene - og dog. For ret beset har E. Shevardnadze’s hidtidige regering ikke ligefrem præsenteret spektakulære resultater siden han i 1992 blev opfordret til at stille sig i spidsen for sit gamle fædreland efter en lille halv snes års fremfærd på alverdens bonede gulve som Mikhail Gorbatjovs udenrigsminister. Ganske vist lykkedes det ham året derpå med russisk militær bistand at afslutte den daværende borgerkrig mellem statsmagten og tilhængere af den væltede og sidenhen afdøde præsident Zviad Gamsakhurdia, men de sidstnævnte udgør stadig en betydelig og til tider voldelig politisk opposition i det vestlige Georgien. Så sent som i februar 1998 blev fire medlemmer af FN’s observatør mission i Georgien (UNOMIG) kidnappet i Zugdidi af såkaldte “Zviadister”og først løsladt efter at Shevardnadze havde indvilliget i at afholde forhandlinger med deres politiske repræsentanter i Tbilisi. Da kidnappernes anfører imidlertid kort efter blev dræbt i en ildkamp med georgisk politi, udløste det prompte en stribe nye blodige optrin, herunder en to dages væbnet opstand af lokalt deployerede regeringstropper, samt flere demonstrationer i Tbilisi, hvor blandt andre Gamsakhurdias enke blev arresteret. Selv i dag er Zviadisternes kerneområde - Samegrelo eller Mingrelien - definitivt ikke “Shevardnadzeland” og de af Tbilisi udpegede øvrighedspersoners formelle magt synes ikke at række langt udenfor deres respektive kontorer. Lovløsheden afspejler sig bl. a. i en kanonhøj kriminalitet og næsten daglige episoder, der spænder fra voldelige røverier til snigmord og gidseltagninger af lokale i håb om løsepenge, og tvinger f.eks UNOMIG-styrken i Zugdidi, der patruljerer våbentilstandslinjen langs Abkhasien, til at overholde et selvpålagt udgangsforbud mellem solnedgang og solopgang. 

Heller ikke hvad angår de øvrige væbnede konflikter, som i begyndelsen af 1990’erne kendetegnede Georgiens politiske situation, d.v.s. med de to løsrivelsesrepublikker i hhv. Abkhasien og Syd-Ossetien synes nogen langsigtet gensidig acceptabel løsning i sigte. Selv om større militære konfrontationer i dag hører til sjældenhederne, simrer især konflikten med Abkhasien således videre som en typisk “low intensity conflict”, men begge områder er forblevet effektivt udenfor den georgiske regerings kontrol. Det indebærer fremfor alt at 266.500 etnisk udrensede georgiere (især mingreliere) fra Abkhasien og 11900 fra Syd-Ossetien til stadighed frister en kummerlig tilværelse som internt fordrevne personer i Georgien, hvor de desuden udgør en tung byrde for det knapt eksisterende statsbudget. På den anden side ville målrettet integrering af dem i det georgiske samfund signalere en de facto anerkendelse af de nuværende grænser, så det viger regeringen tilbage fra. Så meget desto bedre står det til på mellemfolkelig gulvhøjde. Det forholder sig nemlig således at det “befriede” Abkhasien har mere land end folk, og størsteparten af de godt 90.000 abkhasere, der rent faktisk bebor det, er fortrinsvis koncentreret i territoriets nordlige dele eller de større byer mod syd. Det har i stedet medført at op mod 40.000 etniske georgiere, der officielt er registrerede som flygtninge i Georgien, gradvist er sevet tilbage over våbenstilstandslinjen til Abkhasien, især til den sydlige Gali-region, hvor de det meste af året lever i deres tidligere samt passer jorden, og blot henvender sig på den georgiske side, for at få deres månedlige IDP-bistand fra regeringen eller diverse internationale hjælpeorganisationer. De lokale abkhasiske myndigheder i Gali eller grænsevagterne langs Ingurifloden lægger dem normalt ingen særlige  hindringer i vejen, og til daglig synes de to befolkninger at kunne sameksistere udmærket, fraregnet opgør mellem kriminelle bander fra begge sider eller en til-fældig opblussen af konflikten på statsniveau, som f.eks. i maj 1998, der resulterede i en veritabel georgisk masseflugt fra Gali-regionen. Der er med andre ord tale om en typisk kaukasisk våbenstilstandslinje, hvor personlige forbindelser og aftaler mellem lokale i sidste ende vejer tungere end proklameret nationalt tilhørsforhold.

I sammenligning med Abkhasien og Syd-Ossetien har Adjarien, den tredje af de autonomier, som oprettedes indenfor Georgien i Sovjetperioden hidtil været den mindst urolige, men det er ikke Shevardnadzes fortjeneste. Skønt af georgisk oprindelse i sproglig henseende, har adjarerne hvis autonome status blev  resultat af en tyrkisk-sovjetisk venskabspagt i 1921, fastholdt en separat religiøs identitet, idet de antog Islam under indflydelse fra Osmannerne. Adjariens autonomi skabte visse spændinger til resten af Georgien i starten af 1990’erne, men i det store hele er relationerne forløbet gnidningsløst under den lokale regeringsleder Aslan Abashidzes faste hånd. Dennes magt beror på to ting: dels hans gode forhold til Rusland, der opretholder en troppestyrke i Adjarien og dels hans kontrol over den lukrative grænsehandel med Tyrkiet, der har gjort området til det mest velstående i Georgien. Sideløbende formåede han at forholde sig neutral både til borgerkrigen i Mingrelien og konflikten med Abkhasien, og kunne dermed også bevare et tåleligt forhold til Tbilisi. Hans parti - Den Al-Georgiske Fornyelsesunion deltog i parlamentsvalgene i både 1995 og 1998 og vandt ikke overraskende indenfor Adjariens grænser med næsten 90% af stemmerne. I de senere år har Abashidze anklaget centralregeringen for at ville øge sin indflydelse i Adjarien på bekostning af hans egen (f.eks. har man åbnet en ny grænseovergang til Tyrkiet udenfor adjarisk territorium) og forholdet mellem ham og Shevardnadze er derfor kølnet betydeligt. Efter først at have truet med at ville boykotte det nylige præsidentvalg, opstillede han som modkandidat til Shevardnadze, for siden at trække sig dagen før valget uden forklaring, men sandsynligvis som følge af en fordelagtig studehandel med præsidenten, der kort forinden havde aflagt ham en visit i Batumi. Abashidze har nemlig ikke selv begivet sig udenfor sit lille subtropiske kongedømme i flere år, da han hævder at Shevardnadzes agenter stræber ham efter livet. Mens han imidlertid stadig deltog i valgkampen stod “Løven fra Adjarien” (Aslan betyder løve på arabisk) dog for et af dens mere muntre indslag, da han i en tale med klar adresse til Georgiens udprægede regionalpolitiske fragmentering, karakteriserede Shevardnadze som “borgmesteren i Tbilisi”

Men for nu at vende tilbage til Shevardnadzes genvalg , kan dette heller ikke tilskrives at hans hidtidige regering har bragt Georgien nogen synderlig velstand, endsige reelt vendt den sociale og økonomiske tilbagegang, der startede med landets opnåelse af selvstændighed i 1991. Skønt både bruttonationalproduktet, inflationsraten og lønningerne i den private sektor ganske vist er forbedret en smule i de senere år, har Georgien samtidig oparbejdet en udenlandsgæld på 1,5 mia. dollars, et underskud på handelsbalancen, der alene mellem 1996 og 97 næsten fordobledes fra 380 til 606 mio. dollars, samt et arbejdsløshedstal, der officielt udgør godt 25% af den arbejdsduelige befolkning, men i visse dele af landet når op på over 90%. Samtidig menes to trediedele af befolkningen at leve under den officielt definerede fattigdomsgrænse. Det siger sig selv at en del af Georgiens økonomiske situation gennem de sidste ti år skyldes forudsigelige følger af  Sovjetunionens sammenbrud og den paralelle politiske opløsning, samt overgangen fra den sovjetiske økonomiske arbejdsdeling til markedsøkonomi, men herudover er der samtidig fremvokset en lille gruppe af nyrige, for det meste identisk med den organiserede kriminalitet, der har kunnet udnytte manglen på lov og orden til at sikre sig kontrollen med vigtige varer samt privatiseringsprocessen. Denne gruppe har ofte stærke bånd til den regerende politiske elite i form af slægts- eller velynder/klient-forbindelser og øver derigennem direkte indflydelse på de politiske beslutningsprocesser, hvorved de i praksis udgør statens samfundsmæssige grundlag. På den anden side bidrager de ikke til statens indkomster, f. eks. i form af skatter, der således i 1996 kun udgjorde 6,8% of bruttonationalproduktet, ligesom staten ikke har vist sig i stand til at tvinge dem til det. Tværtimod kunne Shevardnadze så sent som i 1998 kun konstatere at den sorte økonomi udgjorde 40% af Georgiens samlede økonomiske aktivitet, et tal som mange analytikere dog mener er langt højere. Georgien er potentielt et rigt land med hensyn til naturlige og menneskelige resurcer og nød i Sovjettiden en ganske betydelig levestandard. Korruptionen og den udbredte fattigdom har i dag skabt en kløft mellem den formelle statsstruktur og befolkningen, idet mange georgiere betragter de politiske aktører med kynisme og afviser parlamentariske institutioner som blot et dække for elitens magtkampe. Følelsen blandt vælgerne af at være ude af stand til påvirke udviklingen nævneværdigt ved at stemme var således en mærkbar faktor ved præsidentvalget, og afspejledes da også i den forholdsvis lave deltagelse. I andre kredse har magtesløsheden omvendt tilskyndet udenomsparlamentariske metoder, herunder to mislykkede attentatforsøg mod Shevardnadze i hhv. 1995 og 1998, der begge gange har udløst skærpet politisk kontrol i forbindelse med eftersøgningen af gerningsmændene, såvel som omfattende regeringsomdannelser.   

Når Shevardnadze alligevel formåede at sikre sig genvalg på trods af dalende popularitet i løbet af sin første valgperiode skyldes det især manglen på troværdige alternativer blandt de opstillede modkandidater, samt hans greb om de eksisterende statslige strukturer, der er pakket med personlige tilhængere. Hvad det førstnævnte angår er der blandt mange georgiere en reel bekymring for at det blodige anarki fra selvstændighedens første år skal vende tilbage uden Shevardnadze, der således opfattes som garant for i det mindste en vis politisk stabilitet. Det hævdes desuden at gælde for mange af de interne flygtninge, der ser ham som deres eneste håb for en normalisering af relationerne med Abkhasien og Syd-Ossetien, og dermed mulighed for at de med tiden kan vende hjem. Omvendt tegner der sig ikke på nuværende tidspunkt nogen afløser med blot tilnærmelsesvis den samme personlige status og alfaderlige samlingskraft i Georgiens politiske landskab, da de enten er mærkede af deres politiske fortid i Sovjetperioden eller for tydeligt associerede med bestemte landsdele eller interesser. Dette er f.eks. tilfældet for begge præsidentvalgets modkandidater Jumber Patiashvili og Aslan Abashidze, hvor den første som forhenværende georgisk partichef  forbindes med sovjetiske indenrigsstyrkers nedslagtning af ubevæbnede selvstændighedsdemonstranter i Tbilisi i april 1989, mens den sidstes hidtidige karriere har været helt baseret på Adjarien. Til gengæld har Shevardnadze i vid udstrækning kunnet trække på sin egen politiske fortid, først som statsleder for Georgien mellem 1972 og 1985, der i bakspejlet erindres som en politisk stabil og økonomisk blomstringstid, og siden som Gorbatjovs udenrigsminister fra 1985-91, en stilling der har forlenet ham med en aura af international  prestige, som mange stadig betragter som kilden til vestlig bistand. Hertil kommer at både Georgiens forfatning, valglov og administrative struktur fungerer til fordel for den til enhver tid siddende præsident. Administrativt er landet opdelt i 12 provinser, hvis lokale regering (fraregnet Abkhasien, en del af Syd-Ossetien og Adjarien) udgør en gren af centralregeringen, og hvis overhoved udpeges direkte af præsidenten. Hver provins er igen opdelt i mindre distrikter - 63 på landsbasis, hvis administration er tosidig. For det første er der endnu en afgrening af centralregeringen, repræsenteret ved distrikts-guvernøren, som ligeledes udpeges direkte af præsidenten og som forestår den udøvende magt i distriktet. For det andet er der distriktsrådet, hvis medlemmer vælges direkte af distriktets indbyggere og udpeger sin egen formand. Distriktsrådet kan gennem almindelig flertalsafstemning stemme en eller flere af de udøvende embedsmænd fra deres embede, men til gengæld kan centralregeringen udpege deres efterfølgere. Tilsvarende forholder det sig med valgkommissionerne. Således udpeger præsidenten 4 af den centrale valgkommissions minimalt 15 og maksimalt 21 medlemmer og desuden dens formand hvis parlamentet giver sit samtykke. Parlamentet selv vælger 5 medlemmer, hvoraf dog kun 3 kan være fra dets største parti eller fraktion, men har derudover bemyndigelse til at udfylde eventuelt ubesatte pladser op til minimumantallet af medlemmer. Den centrale valgkommission vælger 6 ud af  hver distriktkommissions minimalt 9 og maksimalt 13 medlemmer, indklusivt deres formænd, og distriktskommissionerne vælger siden 6 ud af hver enkelt valgstedskommissions minimalt 5 og maksimalt 13 medlemmer. I sin helhed betyder dette med andre ord at præsidenten og det regeringsbærende parti, i det aktuelle tilfælde - Georgiens Borgerunion - er i stand til at udøve endog betydelig politisk indflydelse, herunder på afviklingen af valg, og helt indenfor lovens rammer. Helt afgørende for denne indflydelse er imidlertid her den omstændighed, at det georgiske samfund lige under sin formelle vernis af statslig og institutionel modernitet stadig primært er organiseret på et grundlag af familiær tilknytning og lignende personlige netværk snarere end i kraft af loyalitet overfor en abstrakt stat eller nation. Hvad enten man bedriver politik, beklæder et offentligt embede eller for den sags skyld afgiver sin stemme, sker det derfor mindre ud fra nogen idealistisk overbevisning end i håb om at kunne gavne sig selv og sit eget netværk. I et lokalsamfund, f.eks. en valgkreds, hvor desuden alle kender hinanden og ved hvad alle andre står for, kan det modsat være et stort skridt at gå imod den etablerede magt, hvis man ønsker dens velvilje i fremtiden. Magten behøver ikke engang at udøve nogen direkte pression, idet alle ved hvordan tingene hænger sammen og de fleste accepterer at forholde sig derefter.

Som Georgien tegner sig i dag kan der således ikke siges at eksistere en stat i moderne vestlig forstand. Der findes begribeligvis en formel statslig struktur og en række genkendelige politiske institutioner, men de er alle fremkommet i kraft af en relativ sen europæisering, først fra Tsarrusland og Sovjetunionen, og senest - siden selvstændigheden - fra Vesteuropa og USA. Imidlertid udgør disse institutioner blot en facade ovenpå en fundamental anerledes politisk kultur, der intet har til fælles med hverken Rusland eller Vesten. Denne politiske kultur afspejler i stedet de kaukasiske bjergbefolkningers traditionelle samfundsorganisering samt for transkaukasiernes, herunder georgiernes vedkommende, flere tusinde års politisk og kulturel integration i Nærorienten. Familie- og netværksorganiserede samfund som de kaukasiske har historisk som regel været vanskeligt forenelige med centralisering og selvstændig statsopbygning undtagen i kortere perioder og som følge af afsmitning fra tilgrænsende civilisationer. Det gælder også for Georgien og netop derfor er det vigtigt ikke at forveksle de statslignende dannelser, der indimellem har eksisteret på det georgiske territorium med stater i moderne forstand. Tværtimod forblev disse sjældent mere end landskaber, der begunstiget af de givne fysiske forhold lod sig kontrollere af lokalt magtfulde storfamilier og deres respektive tilhængere. Derimod betød århundreders påvirkning fra Iran, at disse eliter allerede tidligt forsøgte at efterligne den persiske tradition for centraliseret monarki - Nærorientens historisk set eneste holdbare form for statsopbygning. Udgangspunktet for denne styreform var Oldtidens sakrale monarki, der legitimerede en udvalgt hersker som bindeled til de kosmiske kræfter i kraft af hans særlige personlige egenskaber. Denne forestilling omformedes senere i det middelalderlige Transkaukasien til særpræget dynastisk-feudal orden med konger og dronninger, der regerede og til tider endda forenede de forskellige armensk- og georgisksprogede landskaber, for georgiernes vedkommende helt frem til 1800-tallet. I praksis fungerede den imidlertid gennem et pragmatisk samarbejde mellem monarken og de stærke jordejende fyrster, men kun i kraft af gensidig respekt, hvorved statens stabilitet kom til at afhænge af den enkelte herskers personlige evne til at knytte disse eliters loyalitet til tronen gennem embeder og titler, der igen styrkede deres lokale status vis a vis rivaliserende klaner. Magt og prestige optrådte altså i både en nær og en fjern udgave, et mønster der har en besnærende lighed med nutidens politiske strukturer. Til gengæld er det betegnende at skønt dele af Transkaukasien, indkluderet det vestlige Georgien i en lang periode befandt sig under romersk overhøjhed, formåede Romerretten fra hvilken vores demokratiopfattelse og borgerbegreb har udviklet sig, ikke at slå rod.

Den georgiske stat er kun formelt en nationalstat: Den nationale ideologi er stærk nok til afgrænse georgisk fra ikke-georgisk (f.eks. ossetisk eller abkhasisk), men ikke stærk nok til at bære et ægte politisk fællesskab. Centralregeringen kan derfor ikke bygge på borgernes sammenhold, og dens institutioner har ikke befolkningens loyalitet. Denne rettes til gengæld først og fremmest mod de lokale personlige netværk. Som så mange andre steder på brudfladen mellem Europa og Asien er staten altså svag, fordi nationen er det.