Fra: Vindue mod Øst, nr. 34, 1996, pp. 8-12. Copyright: Vindue mod Øst og forfatteren.
Af
Ib Faurby
Konflikten
i Tjetjenien er den hidtil alvorligste udfordring for det nye politiske system i Rusland.
Men den har også været en udfordring for Vestens politik over for Rusland, hvor
storpolitiske hensyn har sejret over hensynet til menneskerettigheder og folkeret.
Ruslands
egentlige militære invasion af Tjetjenien begyndte den 11. december 1994. På det
tidspunkt var konflikten om Tjetjeniens forhold til Den Russiske Føderation allerede tre
år gammel og burde - ikke mindst på grund af faren for optrapning - have påkaldt sig
langt større international opmærksomhed. Om ikke før, så i det mindste fra sensommeren
1994, hvor det blev stadig mere tydeligt, at konflikten var ved at udvikle sig til en
omfattende militær konfrontation. De russiske myndigheder støttede åbent den
Moskva-orienterede opposition mod den tjetjenske præsident Dsjokhar Dudajev's styre, ikke
blot med penge og våben, men også direkte med flere angreb med kamphelikoptere inde på
tjetjensk område.
Den
foreløbige kulmination på denne udvikling kom med den Moskva-finansierede oppositions
offensiv mod Grosnij den 23. - 27. november. Angrebet blev støttet af russiske
kamphelikoptere og russiske soldater, hvervet og betalt af den russiske
sikkerhedstjeneste, FSB. Angrebet blev slået tilbage med svære tab for angriberne, og
med fremvisningen af tilfangetagne russiske soldater kunne Dudajev-styret afsløre, at
Moskva i strid med de officielle erklæringer havde støttet angrebet. Men heller ikke
disse klare vidnesbyrd om, at Moskva var direkte involveret i forsøg på at løse
"det tjetjenske problem" med militær magt, gav anledning til officielle
vestlige reaktioner.
Både
de enkelte medlemslande i Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE - fra
december 1994: OSCE) og CSCEs Konfliktforebyggelsescenter i Wien kunne have taget
problemet op, inden det blev akut. Medlemslandene kunne fx have rejst spørgsmålet under
CSCEs gennemgangskonference, der foregik i månederne op til topmødet i Budapest den 5. -
6. december 1994. I dagene op til invasionen havde det også været nærliggende med
henvisning til CSCEs såkaldte "Wien-mekanisme for konsultationer om ualmindelige
militære aktiviteter" at anmode Rusland om en forklaring på den militære opbygning
i Nordkaukasus. Men ingen af delene blev forsøgt.
Heller
ikke under selve topmødet var der nogen af de vestlige ledere, der benyttede lejligheden
- i hvert fald ikke offentligt - til at udfritte præsident Boris Jeltsin eller hans
udenrigsminister, Andrej Kosyrev, om, hvad der var i gærde. Derimod underskrev alle de
deltagende lande en ny, politisk forpligtende militær adfærdskodeks.
De første reaktioner
Da invasionen den 11. december var en kendsgerning, bestod de officielle vestlige
reaktioner af beklagelser af, at det var kommet til et væbnet opgør, som man imidlertid
ikke ville fordømme, da det, som man sagde, drejede sig om "et indre
anliggende" i Den Russiske Føderation. Det var USAs præsident, Bill Clinton, der
lagde for med på denne måde at nedspille krigens betydning, og hans udenrigsminister,
Warren Christopher, sagde tilmed, at præsident Jeltsin "ikke havde haft noget
alternativ".
De
vesteuropæiske reaktioner fulgte det samme mønster. Af særlig betydning var det, at
Tysklands forbundskansler, Helmut Kohl, tydeligvis ikke var indstillet på at kritisere
præsident Jeltsin. Da Tyskland havde formandskabet for EU i andet halvår af 1994, betød
det også, at der ikke frem til årsskiftet blev taget noget initiativ fra formandskabets
side til et EU-engagement i sagen.
Herhjemme
"beklagede" udenrigsminister Niels Helveg Petersen udviklingen, men også han
mente, at det var et internt, russisk anliggende. Det samme gjorde Helle Degn, formanden
for Det Udenrigspolitiske Nævn. Hun betegnede situationen som "et internt russisk
anliggende, hvor en oprørsbevægelse prøver at kæmpe sig ud af Rusland i stedet for at
sætte sig ned ved forhandlingsbordet".
Det
bemærkelsesværdige ved disse vestlige reaktioner var, at det ikke var Rusland, der
søgte ly bag betegnelsen "indre anliggender", men de vestlige lande, der straks
brugte denne karakteristisk og dermed afskar sig selv fra at kritisere den russiske
invasion. Det var så meget desto mere bemærkelsesværdigt i betragtning af, at de
vestlige lande i mange år ikke havde accepteret, at man skulle undlade at påtale
menneskeretskrænkelser i Sovjetunionen eller andre udemokratiske stater med den
begrundelse, at det var et indre anliggende.
Tværtimod
havde CSCE-processen fra Helsinki-slutakten i 1975 og fremefter ført til vedtagelsen af
en række dokumenter, der gjorde menneskeretskrænkelser, unormale militære aktiviteter
og en lang række andre forhold til fælles anliggender, som alle deltagende stater havde
ret til at søge oplysninger om og til at påtale.
I
vedtagelsen fra CSCE-mødet i Moskva i september 1991 om Den Menneskelige Dimension hedder
det tilmed, at medlemslandene erklærer "kategorisk og uigenkaldeligt...at
forpligtelserne inden for CSCEs menneskelige dimension er af direkte og legitim betydning
for alle deltagende stater og ikke alene tilhører den enkelte stats indre
anliggender". Netop på Moskva-mødet vedtog CSCE en række såkaldte
"mekanismer", der angav, hvilke procedurer de øvrige lande kunne anvende, når
der forelå menneskeretskrænkelser eller mistanke om sådanne krænkelser i et af
medlemslandene.
På
topmødet i Budapest, der fandt sted samtidig med den russiske militære opmarch,
underskrev de fremmødte stats- og regeringschefer, som nævnt, en såkaldt militær
adfærdskodeks. I den bekræfter de underskrivende lande alle tidligere CSCE-dokumenter og
andre relevante internationale regler, herunder også Genève-konventionerne om krigens
folkeret. Derudover rummer adfærdskodeksen en række nye og uddybende normer.
Selv
om Genève-konventionerne primært drejer sig om inter-statslige krige, så gælder en del
af de generelle principper også for interne, væbnede konflikter. Dertil kommer den anden
tillægsprotokol, der specielt drejer sig om interne konflikter. Ifølge disse
bestemmelser skal personer, der ikke deltager i kamphandlingerne behandles humant, og
civile må ikke angribes.
Blandt
de nye påbud i OSCEs adfærdskodeks kan der især være grund til at fremhæve følgende:
"Hver
deltagende stat vil sikre, at enhver beslutning om indsættelse af dets væbnede styrker i
interne sikkerhedsopgaver træffes i overensstemmelse med forfatningsmæssige
procedurer... Hvis det ikke er muligt at undgå magtanvendelse i løsningen af interne
sikkerhedsopgaver, vil hver deltagende stat sikre, at magtanvendelsen står i et rimeligt
forhold til behovet. De væbnede styrker vil drage omsorg for at undgå skader på civile
og deres ejendom".
Og
videre: "Medlemslandene vil ikke bruge militære styrker til at begrænse individers
og gruppers fredelige og lovlige udøvelse af deres menneske- og borgerrettigheder eller
berøve dem deres nationale, religiøse, kulturelle, sproglige eller etniske
identitet".
Ifølge
adfærdskodeksen er hvert enkelt medlemsland desuden forpligtet til at undervise sine
væbnede styrker i humanitær folkeret og de regler og konventioner, der gælder for
væbnede konflikter, og at sikre sig, at alle militærpersoner er bekendt med deres
rettigheder og pligter både i henhold til national lovgivning og i henhold til
folkeretten. Der er imidlertid mange vidnesbyrd om, at en sådan undervisning ikke havde
fundet sted i forhold til de russiske styrker, der blev sat ind i Tjetjenien.
Det
var fra starten af konflikten tydeligt, at Rusland havde sat sig ud over en række
internationale retsregler og andre normer. Der eksisterede flere internationale
procedurer, som de øvrige OSCE-lande på et tidligt tidspunkt kunne have bragt i
anvendelse for at afæske Rusland oplysninger om udviklingen, og som kunne have været
anvendt til at understrege de internationale forpligtelser, Rusland havde påtaget sig.
Disse
procedurer kunne - hvis man havde været interesseret i det - på et tidligt tidspunkt
have været brugt til at sende klare diplomatiske signaler til de russiske ledere om, at
Vesten så med kritiske øjne på den russiske adfærd i Tjetjenien. Men det gjorde man
ikke. Hele det store sæt af normer og procedurer, der var blevet udformet gennem mere end
20 års omfattende diplomatiske forhandlinger inden for rammerne af CSCE, og hvis
angivelige formål netop var at forhindre væbnet konflikt og krænkelser af
menneskerettighederne, forblev uanvendt, indtil krigen med slaget om Grosnij havde antaget
sådanne dimensioner, at det ikke længere var muligt at negligere dem.
Heller
ikke FN kom til at spille andet end en hel marginal rolle i konflikten. Sagen har aldrig
været behandlet i Sikkerhedsrådet, og Rusland har ikke inviteret FNs særorganisationer
til at arbejde i Tjetjenien. At sagen ikke blev rejst i Sikkerhedsrådet er blot endnu et
udtryk for de øvrige medlemsstaters manglende vilje til at kritisere den russiske
krigsførelse. Som permanent medlem af Sikkerhedsrådet ville Rusland naturligvis have
været i stand til at nedlægge veto mod enhver resolution om Tjetjenien. Men Rusland
ville ikke kunne have forhindret debat og kritik, hvis et flertal i Sikkerhedsrådet havde
ønsket det.
Henvisninger
til, at der var tale om et "indre anliggende", ville ikke kunne have forhindret
Sikkerhedsrådet i at behandle sagen. Sikkerhedsrådet har i årenes løb behandlet
adskillige interne konflikter (fx apartheid i Sydafrika) med den begrundelse, at den
pågældende konflikt truede "den mellemfolkelige fred og sikkerhed", som det
hedder i FN-pagtens terminologi.
FNs
særorganisationer har heller ikke været til stede i Tjetjenien, når bortses fra en
enkelt mission fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) med henblik på at undersøge
behovet for hjælp i Tjetjenien. Sekretariatets Afdeling for Humanitære Spørgsmål og
FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er involveret i flygtningearbejde i
Nordkaukasus, både med flygtninge fra Tjetjenien og med flygtninge fra konflikten mellem
Nordossetien og Ingusjetien om Prigorodnyj-regionen og med sydossetiske flygtninge fra
Georgien.
Dette
arbejde foregår i Dagestan, Ingusjetien og Nordossetien, men Rusland har ikke inviteret
UNHCR til at arbejde i Tjetjenien. Personer med kendskab til UNHCRs arbejde i området
fortæller, at UNHCR optræder meget forsigtigt i forhold til de russiske myndigheder,
specielt i spørgsmålet om de tjetjenske flygtninge. "Det er", siger en anonym
FN-medarbejder, "en svær balance for UNHCR, da den forfølgende part også er den,
der har inviteret UNHCR til Nordkaukasus".
Umiddelbart
efter invasionen holdt Europaparlamentet den 15. december sin første debat om krigen i
Tjetjenien. Der blev fremsat adskillige kritiske bemærkninger om den russiske
intervention, og der blev appelleret til parterne om at indgå våbenhvile og søge en
politisk løsning af konflikten gennem forhandlinger. Flere medlemmer opfordrede Det
Europæiske Råd (dvs. EUs stats- og regeringschefer eller udenrigsministre) til at tage
et initiativ, bl.a. med henblik på en sikring af overholdelse af OSCEs principper.
Kommissionens
repræsentant, kommissæren for EUs eksterne forbindelser, van den Broek, manede
imidlertid til forsigtighed. Over for retten til national selvbestemmelse stod, sagde han,
Ruslands "ret til territorial integritet og enhed". EU havde anerkendt Den
Russiske Føderation inden for de eksisterende grænser, og man kunne "i hvert fald
ikke frakende Rusland de forfatningsmæssige beføjelser, som det faktisk har til at
garantere det russiske områdes integritet som sådan. Hvis det drejer sig om militær
indgriben, som vi i øjeblikket er så bekymrede over, så er det ikke selve den militære
indgriben (til sikring af territorial integritet), som skal fordømmes, for disse
forfatningsmæssige beføjelser tilkommer den russiske præsident. Det er blot
spørgsmålet om, hvordan muligheden for militær indgriben anvendes, og om det kendte
proportionalitetsprincip er opfyldt, med andre ord om den måde, hvorpå der gribes ind,
og den vold, som måske anvendes i den forbindelse, står i et rimeligt forhold til det
mål, som man vil nå, det vil sige opretholdelse af Den Russiske Føderations
enhed", sagde kommissæren.
Van
den Broek sluttede sit indlæg med følgende ord: "Vi kan da ikke sige her, at Den
Russiske Føderation eller Moskva med vold på nogen måde har besat Tjetjenien, som siden
1859 har udgjort en del af det russiske rige, og som sådan udgør en del af Den Russiske
Føderation, som Den Europæiske Union har anerkendt som stat som sådan. Jeg kommer ikke
til definitive konklusioner. Jeg tror, at det er for tidligt dertil. Jeg støtter gerne -
ligesom Kommissionen - dem, der opfordrer til tilbageholdenhed, og som opfordrer til en
politisk løsning. Endnu en gang vil jeg gentage, at hvis vi på dette efterhånden
overordentlig sårbare kontinent alt for nemt begynder at anerkende retten til separatisme
under temaet "ret til selvbestemmelse", så kan vi på dette kontinent forvente
megen uro, ustabilitet og vold. Det gælder bestemt og ikke mindst også for Den Russiske
Føderation, hvor vi i sidste instans har at gøre med en forsamling af mere end 80
folk".
Der
kan ikke være tvivl om, at de vestlige lederes udtalelser om, at konflikten var "et
indre anliggende" kombineret med, at ingen af OSCEs medlemslande tog initiativ til at
benytte de eksisterende OSCE-instrumenter til at søge nærmere oplysninger om konfliktens
karakter, de russiske militære foranstaltninger eller de konkrete brud på internationale
regler og normer af den politiske ledelse i Moskva blev opfattet som udtryk for en generel
stillingtagen i konflikten til fordel for Moskva og en indirekte accept af den russiske
beslutning om at søge en militær afgørelse på konflikten.
Stormen på Grosnij
I slutningen af december 1994 indledte de russiske styrker stormen på Grosnij. Det blev
en godt to måneder lang og meget blodig kamp med store tab af civile, ikke mindst fordi
de russiske styrker anvendte omfattende og upræcise fly- og artilleribombardementer.
TV-billeder og avisreportager fra disse kampe skabte i Vesten en offentlig opmærksomhed
og stigende kritik af krigen. Oppositionspolitikere i flere vestlige lande - fx SPD i
Tyskland og Republikanerne i USA - krævede, at deres regeringer tog klarere afstand fra
den russiske krigsførelse.
De
officielle beklagelser blev da også lidt skarpere i tonen. Den 24. december erklærede
det amerikanske udenrigsministerium sig "dybt rystet" over bombningen af et
børnehjem i Grosnij, der fandt sted mindre end 24 timer efter, at præsident Jeltsin
offentligt havde erklæret et stop for bombninger, der kunne føre til civile tab.
De
dramatiske begivenheder og pressedækningen af dem påvirkede også EU-Kommissionen. Under
et møde med Europaparlamentet den 5. januar 1995 meddelte van den Broek, at der var
enighed i Kommissionen om at rådføre sig med medlemslandene, inden der blev fastsat en
dato for underskrivelsen af den Interimaftale med Rusland, der udgjorde handelsdelen af
den mere omfattende Partnerskabs- og Samarbejdsaftale mellem EU og Rusland, der var blevet
underskrevet allerede i 1994, men endnu ikke ratificeret af medlemslandene.
I
Danmark besluttede regeringen kort efter nytår at udsætte ratifikationen af
Partnerskabs- og Samarbejdsaftale med Rusland, og forsvarsminister Hans Hækkerup
suspenderede den konkrete gennemførelse af den forsvarssamarbejdsaftale med Rusland, der
var blevet indgået i efteråret 1994. Dermed blev Danmark - efter den indledende tøven -
nok det vestlige land, der reagerede skarpest på den russiske krigsførelse i Tjetjenien,
selv om den danske reaktion på ingen måde kunne kaldes dramatisk. Rusland reagerede ved
ikke at invitere den danske forsvarsattaché i Moskva til en orientering af de vestlige
forsvarsattachéer om krigen.
Europaparlamentet
drøftede igen krigen i Tjetjenien i januar og februar 1995. Den 19. januar fordømte
Europaparlamentet "enhver form for voldelig intervention" til løsning af
konflikten samt "de grove krænkelser af menneskerettighederne" og opfordrede
parterne til øjeblikkelig våbenhvile. Denne opfordring blev gentaget den 16. februar
sammen med en opfordring til at oprette korridorer og sikkerhedszoner for at lette
nødhjælpsarbejdet.
Den
17. januar udtalte Formandskabet på EUs vegne sin "store bekymring" over de
fortsatte kampe i Tjetjenien. Formandskabet påpegede, at "der sker fortsat alvorlige
krænkelser af menneskerettighederne og af folkeretten på det humanitære område. Den
Europæiske Union beklager dybt det store antal ofre og de lidelser, som civilbefolkningen
påføres". Udtalelsen sluttede med en fornyet appel om "en øjeblikkelig
indstilling af kampene" og til "snarest muligt at få indledt
forhandlinger".
En
uge senere udsendte EU en erklæring, der indeholdt en gentagelse af disse formuleringer
samt et krav om garanti for "fri adgang til Tjetjenien og uhindret fremsendelse af
humanitær hjælp til befolkningen". EU understregede, at dens "aktion" var
"et led i gennemførelsen af OSCEs principper og bestemmelser, og at den
("aktionen") gennemføres under hensyntagen til Ruslands suverænitet og
territoriale integritet".
I
endnu en erklæring fra 6. februar konstaterede EU "med uro, at kampene fortsætter,
og at alvorlige krænkelser af menneskerettighederne stadig finder sted". EU ville
derfor fortsætte sine bestræbelser over for de russiske myndigheder for at opnå, at de:
-
med støtte fra Den Internationale Røde Kors Komité omgående indleder en humanitær
våbenhvile
- nøje overholder bestemmelserne i OSCEs adfærdskodeks og i tillægsprotokol nr. 2 til
Genève-konventionen af 1949
- træffer de nødvendige foranstaltninger til at garantere fri adgang for hjælpen til de
nødstedte
befolkninger
- sikrer Højkommissariatet for Flygtninge mulighed for at åbne et lokalt kontor.
Endelig
opfordrede EU parterne til "at indlede forhandlinger med henblik på at indføre en
varig våbenhvile og nå frem til en politisk løsning".
Da
EUs trojka (dvs. formandskabet, det tidligere og det kommende formandskab) besøgte Moskva
den 9. marts meddelte den de russiske myndigheder, at en undertegnelse af Interimaftalen
afhang af, om der skete fremskridt på følgende fire områder:
-
en permanent tilstedeværelse af OSCE i Tjetjenien
- adgang for humanitær bistand
- indførelse af våbenhvile
- iværksættelse af forhandlinger om en politisk løsning af konflikten.
I
maj 1992 havde Rusland søgt om medlemskab af Europarådet, og en procedure for optagelse
blev sat igang, bl.a. blev en gruppe fremtrædende jurister anmodet om at studere, om
retstilstanden i Rusland var i overensstemmelse med Europarådets grundlæggende
principper. I den forbindelse blev der stillet en række spørgsmål til den russiske
politiske ledelse, som der forelå skriftlige svar på den 20. januar 1995. Kort forinden
havde Rusland imidlertid indledt invasionen i Tjetjenien, og den 2. februar besluttede
Europarådets Parlamentariske Forsamling at suspendere behandlingen af den russiske
ansøgning om medlemskab.
Efter Grosnijs fald
I begyndelsen af marts havde de russiske styrker nedkæmpet den tjetjenske modstand i
Grosnij, og krigshandlingerne rykkede uden for hovedstaden. Den internationale presses
dækning af krigen tog af, og andre spørgsmål kom til at præge den politiske dagsorden.
Langt de fleste vestlige regeringer ønskede at lægge krigen i Tjetjenien bag sig og
genoptage det delvis afbrudte samarbejde med Rusland.
Det
lykkedes dog at få Rusland til at acceptere et par OSCE-delegationers besøg i Tjetjenien
i begyndelsen af 1995, og den 18. april oprettedes med de russiske myndigheders
godkendelse en permanent OSCE-mission i Grosnij - en såkaldt "Assistance Group"
- under ledelse af den ungarske diplomat Sandor Meszaros med det formål at tilvejebringe
en ramme for fredsforhandlinger mellem konfliktens parter. Det første møde mellem
konfliktens parter under OSCEs auspicier blev holdt den 25. maj.
Den
31. maj vedtog EU-Kommissionen en såkaldt meddelelse til Det Europæiske Råd og
Europaparlamentet samt et udkast til Rådets fælles holdning vedrørende Den Europæiske
Unions målsætninger og prioriteringer i forhold til Den Russiske Føderation. De to
dokumenter rummede en opfordring til en intensivering af dialogen med Rusland, herunder en
integrering af Rusland i det internationale samarbejde.
I
erklæringen fra EU-topmødet i Cannes den 26.- 27. juni 1995 hed det, at "Det
Europæiske Råd har konstateret, at der umiddelbart er sket fremskridt med hensyn til
situationen i Tjetjenien, og idet det forventer, at disse fremskridt bliver bekræftet,
anbefaler det, at Interimaftalen undertegnes".
De
fremskridt, der blev hentydet til, var utvivlsomt de forhandlinger om en militær aftale
mellem russerne og tjetjenerne, der på ministerpræsident Viktor Tjernomyrdins
foranledning var kommet i stand efter den tjetjenske gidseltagning i den sydrussiske by
Budjonnovsk umiddelbart før topmødet. Den militære aftale blev dog først undertegnet
af parterne den 30. juli.
Det
Europæiske Råds anbefaling af undertegnelse af Interimaftalen skete, selv om de
tidligere formulerede fire betingelser ikke var opfyldt. Der var således ikke blevet fri
adgang til Tjetjenien for alle nødhjælpsorganisationer. FNs Højkommissariat for
Flygtninge (UNHCR) kunne fortsat ikke arbejde i Tjetjenien. Og ganske vist blev der en
måned senere indgået en militær aftale mellem russerne og tjetjenerne, der drejede sig
om våbenhvile, tjetjensk våbenaflevering og gradvis russisk militær tilbagetrækning
samt udveksling af krigsfanger, men den blev aldrig gennemført. Reelle forhandlinger om
konfliktens politiske kernepunkt - Tjetjeniens status - kom ikke igang.
Ikke
desto mindre har udenrigsminister Niels Helveg Petersen i en artikel i tidsskriftet
"Udenrigs" så sent som i december 1995 karakteriseret EUs adfærd i
Tjetjenien-spørgsmålet som "en succesfuld anvendelse af en række diplomatiske
midler, herunder handelspolitiske for at standse menneskerettighedskrænkelser".
Helveg Petersen gjorde dog ikke nærmere rede for, hvori successen bestod. Men begrundet i
denne opfattelse forelagde regeringen EUs Partnerskabs- og Samarbejdsaftale til
ratifikation i Folketinget, og tinget vedtog ratifikationen i november 1995.
Man
kan imidlertid drage den modsatte konklusion af Helveg Petersens, nemlig at EU ikke har
brugt sin politisk-økonomiske indflydelse til at fremme en politisk løsning på
konflikten i Tjetjenien. EU-landene har tydeligvis ikke haft den politiske vilje eller den
tilstrækkelige indbyrdes enighed til konsekvent at bruge de diplomatiske instrumenter, de
havde til rådighed.
Europarådets
kursændring kom noget senere end EUs. Den Parlamentariske Forsamlings udvalg vedrørende
juridiske spørgsmål og menneskerettigheder sendte sit underudvalg vedrørende
menneskerettigheder til Moskva og Tjetjenien i juni 1995, og den udarbejdede på det
grundlag en rapport om menneskeretssituationen i Tjetjenien. Rapporten er dateret 29. juni
- dvs. to dage efter EU-topmødet i Cannes - og den taler ikke om fremskridt, men derimod
om alvorlige menneskeretskrænkelser foretaget af de russiske styrker. Den fordømmer
også den tjetjenske gidseltagning i Budjonnovsk, men det er den lange række af russiske
menneskeretskrænkelser, der dominerer rapporten.
Da
underudvalget foreholdt den russiske øverstkommanderende i Tjetjenien, general (og senere
indenrigsminister) Anatolij Kulikov en række påstande om de russiske styrkers
overtrædelse af den humanitære folkeret, svarede han, at "desværre følger der
altid beskidte handlinger med en beskidt ting som en krig". Underudvalget betegnede
denne holdning hos den øverstbefalende som uacceptabel. Videre skrev underudvalget, at de
klare brud på den humanitære folkeret syntes at være et udtryk for en bevidst politik
fra den russiske militære ledelses side.
Det
blev imidlertid ikke denne overordentlig kritiske rapport fra underudvalget om
menneskeretsspørgsmål, men derimod en ny rapport fra Den Parlamentariske Forsamlings
politiske udvalg, der kom til at præge den videre stillingtagen. Rapporten indeholder en
generel vurdering af den politiske udvikling og retstilstanden i Rusland, som ligger uden
for denne artikels emne. Om situationen i Tjetjenien hedder det, at "Rusland nu
søger en politisk løsning på konflikten" og "fredsaftalen af 30. juli er et
resultat af en klart ændret politik". Selv om aftalen betegnes som
"skrøbelig", siges det, at en udvikling, omend ufuldstændig, går mod
tjetjensk våbenaflevering, russisk tilbagetrækning, forberedelse af valg og indførelse
af en ny forfatning i Tjetjenien.
På
det grundlag besluttede Europarådets Parlamentariske Forsamling den 26. september 1995 at
genoptage behandlingen af Ruslands ansøgning om medlemskab. Det gjorde man på trods af,
at det allerede i begyndelsen af september stod klart, at den militære aftale var løbet
ind i store vanskeligheder og næppe ville blive realiseret. Der var heller ikke blevet
indledt forhandlinger om konfliktens kerne, Tjetjeniens status i forhold til Den Russiske
Føderation. Man må derfor gå ud fra, at politikerne i Europarådets Parlamentariske
Forsamling - lige som EUs stats- og regeringschefer - i højere grad var motiveret af
generelle politiske vurderinger af forholdet til Rusland, end af situationen i Tjetjenien
eller hensynet til menneskerettighederne.
I
november 1995 overtog Danmark posten som formand for Europarådets Ministerkomité, og
udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtaler, at Ruslands medlemskab af Europarådet var
en af de vigtigste opgaver for det danske formandskab. I Helveg Petersens tale til
Europarådets Stedfortræderkomité om den politik det danske formandskab vil føre, bl.a.
i spørgsmålet om Ruslands medlemskab, nævnes krigen i Tjetjenien ikke med et eneste
ord.
Den
25. januar 1996 besluttede Europarådets Parlamentariske Forsamling med stort flertal, at
Rusland skulle optages i Europarådet. Flere medlemmer af forsamlingen angav, som argument
for trods alt at stemme for Ruslands optagelse, at de havde lagt vægt på, at den højt
respekterede russiske menneskeretsforkæmper, Sergej Kovaljov, havde anbefalet, at Rusland
blev optaget. Det er imidlertid en noget håndfast fortolkning af Kovaljovs standpunkt.
Det
brev, han sendte til Europarådet umiddelbart før den afgørende afstemning, kan ikke
udlægges som en uforbeholden anbefaling af Ruslands optagelse. Brevet er tydeligvis
skrevet i erkendelse af, at Den Parlamentariske Forsamling under alle omstændigheder
ville stemme for russisk medlemskab. I den situation skriver Kovaljov, at Rusland er langt
fra at leve op til Europarådets kriterier for medlemskab, og at en beslutning om at
optage Rusland udelukkende er politisk og ikke betinget af retstilstanden i Rusland. Hvis
man alligevel optager Rusland, bør det ske på meget skrappe betingelser, herunder en
øjeblikkelig indstilling af kamphandlingerne i Tjetjenien og forhandlinger om en fredelig
løsning af konflikten. Hvis man ikke stiller sådanne betingelser, vil det være
hovedløst at optage Rusland, skrev Kovaljov.
Kovaljovs
brev fik ikke desto mindre en del af de tvivlende parlamentarikere til at stemme for
Ruslands optagelse. En gruppe parlamentarikere, deriblandt danskerne Per Kaalund og Per
Stig Møller, fremsatte forslag om en fordømmelse af såvel tjetjenernes gidseltagninger
som den voldsomme russiske magtanvendelse, "der har kostet talrige, uskyldige
mennesker livet og krænket den internationale menneskeret". Endelig blev der nedsat
en særlig kommission til at følge og undersøge situationen i Tjetjenien. Per Stig
Møller har skrevet, at hvis denne kommission når til det resultat, at Rusland forhindrer
en løsning af konflikten, vil det kunne føre til en nedfrysning af Ruslands medlemskab
af Europarådet. Det forekommer dog ikke særlig sandsynligt i lyset af den hidtidige
udvikling i Europarådets holdning til Rusland og krigen i Tjetjenien.
Vesten fik ingen indflydelse
Krigen i Tjetjenien kom meget ubelejligt for Vesten. For den anfægtede en del af
forudsætningerne for Vestens politik over for Rusland, og for en stund stillede den
udviklingen i forholdet mellem Vesten og Rusland i bero.
Det
er tydeligt, at de fleste vestlige landes politiske ledere helst havde været denne
konflikt og den store offentlige opmærksomhed, de russiske krigshandlinger fremkaldte,
foruden. Derfor forsøgte de at nedspille dens betydning mest muligt. Stormen på Grosnij
tvang imidlertid de vestlige ledere til at reagere skarpere, end de indledningsvis havde
gjort. Men da Grosnij var faldet og medieopmærksomheden om krigen tog af, genoptog de
vestlige regeringer den tidligere politik over for Rusland.
Overordnede
politiske hensyn til den sikkerhedspolitiske struktur i Europa samt Ruslands overgang til
markedsøkonomi har domineret den vestlige politik. Det er for så vidt en forståelig og
ansvarlig prioritering.
Det
er imidlertid vanskeligt at se, at det ikke ville have været muligt at opretholde denne
prioritering og samtidig have taget langt klarere stilling til den russiske krigsførelse
i Tjetjenien. En klart markeret vestlig kritik af krigsførelsen havde ikke nødvendigvis
været til skade for de overordnede hensyn - måske snarere tværtimod.
Dertil
kommer, at Vestens manglende vilje til at anvende de politiske og juridiske instrumenter,
der var til rådighed inden for OSCE, EU og Europarådet, har svækket respekten for de
folkeretlige og andre internationale normer, der hævdes at skulle være en afgørende del
af grundlaget for en ny politisk struktur i Europa.
Hvis
man ser på den politiske udvikling i Rusland og i forholdet mellem Rusland og Vesten
inden for det seneste år til halvandet, er der heller ikke meget, der tyder på, at den
vestlige tilbageholdenhed med kritik af krigsførelsen i Tjetjenien har haft den
tilsigtede positive virkning i forhold til Rusland.
Den
vestlige tilbageholdenhed har ikke givet sig udslag i en større russisk vilje til
samarbejde med Vesten. Tværtimod har man set en stadig mere selvhævdende russisk
udenrigspolitik - ikke mindst i spørgsmålet om en udvidelse af NATO med de central- og
østeuropæiske lande. Rusland har også rejst tvivl om sin vilje til at ratificere START
II-aftalen om de strategiske kernevåben og efterlevelsen af CFE-aftalen om konventionel
nedrustning i Europa. Det var disse to aftaler, der mere end noget andet symboliserede
afslutningen af den kolde krigs militære konfrontation.
For
så vidt angår selve krigen i Tjetjenien, kan der næppe være tvivl om, at den
indledende passive vestlige holdning i Moskva blev opfattet som en indirekte accept af en
militær "løsning" på konflikten. På tilsvarende måde er den vestlige vilje
fra forsommeren 1995 og fremefter til at se bort fra konflikten og genoptage
gennemførelsen af EUs aftaler med Rusland og optage Rusland i Europarådet blevet
opfattet som et signal om, at Vesten heller ikke i sit almindelige forhold til Rusland
lægger væsentlig vægt på, at der bliver fundet en løsning på konflikten i
Tjetjenien. |
