Tjetjenien: Et formål med krigen, som hidtil har drevet flere end 200.000 mennesker på flugt og kostet et ukendt antal civile livet, er at aflede opmærksomheden fra korruptionsskandaler i Kremls inderkreds.

“I Tjetjenien oplever den russisk hær en renæssance, tilliden til hæren bliver genskabt, og den politiker, som ikke mener det, kan ikke regne sig for en russisk politiker. I dette tilfælde findes der kun en betegnelse, nemlig forræder.”

Sådan siger Anatolij Tjubajs - ledende “demokrat” og en af arkitekterne bag den russiske privatisering. At “vestens yndling”, som Tjubajs engang blev kaldt, støtter krigen i Tjetjenien og roser de væbnede styrkers brutale fremfærd, er ikke overraskende. Han er medlem af den såkaldte “familie”, dvs. inderkredsen omkring Jeltsin, der er under mistanke for omfattende økonomisk kriminalitet. Et af formålene med krigen, som hidtil har drevet flere end 200.000 mennesker på flygt og kostet et ukendt antal civile livet, er at aflede opmærksomheden fra en truende korruptionsskandale i Kremls inderkreds.   

Tjubajs er imidlertid ikke den eneste “demokrat” der støtter krigen. Det gør bl.a. også Grigorij Javlinskij, leder af det største reformparti, “Jabloko”, og den tidligere reformguvernør fra Nisjnin Novgorod, Boris Nemtsov. Under den forrige russisk-tjetjenske krig i 1994-96 tog de fleste demokrater afstand fra krigen. Nemtsov organiserede endda en underskriftsindsamling mod krigen, som over en million skrev under på.

Demokraternes ændrede holdning skal ses i lyset af de forestående valg til Statsdumaen i næste måned samt til præsidentembedet og mange guvernørposter næste år. Krigen i Tjetjenien, eller “kampen mod international terrorisme”, som den officielt bliver kaldt, er blevet et centralt tema op til disse valg.

Under valgkampagnerne i 1995-1996 gik selv de kandidater, der støttede krigen, stille med dørene, fordi de store russiske tab havde skabt en udbredt modstand mod krigen. De truede endda Jeltsins muligheder for at blive genvalg. Denne gang er støtte til krigen en forudsætning for at høste stemmer i en befolkning, der næsten enstemmigt bakker krigen op. Dette holdningsskift i befolkningen skyldes ikke mindst den ny ministerpræsident, Vladimir Putin, som med Jeltsins velsignelse startede krigen. 

Putin blev udpeget, efter at Jeltsin i begyndelsen af august opløste regeringen og afsatte den daværende ministerpræsident, Sergej Stepasjin. Han blev sandsynligvis fyret, fordi han ikke gjorde nok for at standse den korruptionsundersøgelse, der var indledt mod Jeltsins “familie”. 

Jeltsin lod forstå, at han betragtede Putin - den tidligere efterretningsofficer i KGB - som sin efterfølger. Ifølge meningsmålinger var Jeltsin nu mere upopulær end nogensinde, og de kandidater, der allerede havde bragt sig i stilling som mulige efterfølgere, tog klart afstand fra ham. Heller ikke den politisk ukendte Putin ville have store chancer, hvis han opstillede som “Jeltsins mand”. For hans modstandere ville være politiske sværvægtere som Moskvas borgmester, Jurij Lusjkov, og den ikke mindre populære tidligere udenrigsminister og ministerpræsident, Jevgenij Primakov.

For at klare sig i konkurrencen måtte Putin profilere sig med noget, der dels nedtonede hans forbindelsen til den forhadte Jeltsin, dels på kort tid forvandlede hans image fra anonym apparatjik til markant politiker.

På dette tidspunkt var et muslimsk oprør brudt ud i vestlige Dagestan med støtte fra guerillaledere fra den forrige russisk-tjetjenske krig, deriblandt Sjamil Basajev og den arabiskfødte el Khattab. Russiske tropper slog oprøret ned, men det lykkedes dem ikke at få ram på de tjetjenske guerillaledere, der trak sig tilbage til Tjetjenien.

Putin så straks de politiske muligheder, der lå i det tjetjensk-støttede oprør. Under feltråbet “til kamp mod international terrorisme” indledte han ikke blot et angreb på Tjetjenien, men også sin egen valgkampagne. Omtrent samtidig fandt en række bombeattentater sted i Moskva og andre russiske byer. Disse attentater, der kostede omkring 300 mennesker livet, og sendte chokbølger gennem den russiske befolkning, blev af Putin uden beviser skrevet på tjetjenske terroristers regning.

Herefter kunne Putin med massiv støtte fra en opskræmt befolkning optrappe angrebene på Tjetjenien. Ifølge meningsmålinger distancerede han på rekordtid både Lusjkov og Primakov.

Konkurrenterne, der også talte Kommunistpartiets leder, Gennadij Sjuganov, opfangede det politiske advarselssignal og erklærede straks deres resolutte støtte til “kampen mod terrorismen”. Ligesom kandidaterne til pladserne i Statsdumaen indså de, at befolkningens frygt for nye attentater var et valgtema, Putin ikke måtte monopolisere.

Visse nuancer kunne dog spores i den begejstrede krigsretorik. Guvernører fra Ruslands rige, såkaldte donorregioner, der bidrager afgørende til føderationens økonomi, erklærede ganske vist deres støtte til Putins kamp mod terrorismen. Men samtidig understregede de, at problemet ikke kun kunne løses militært. De forstod, at en betydelig del af regningen for de militære operationer ville blive sendt videre til dem.  

Så godt som alle landsdækkende medier støtter krigen og formidler et ensidigt billede, der spiller på udbredt uvilje mod tjetjenere og bekræftede racistiske stereotyper. Kun nogle få, skrevne medier med begrænset oplag, giver et mere nuanceret billede. Den næsten totale støtte til krigen skal også ses i lyset af befolkningens begrænsede adgang til udenlandske kilder.

Dolkestødslegenden
For ”høgene” i den politiske ledelse og for de militære ledere er krigen en revanche for det forsmædelige nederlag i den tidligere krig. I dele af officerskorpset opstod der efter tilbagetrækningen i 1996 en veritable dolkestødslegende: Det var lederne i Kreml, der havde frarøvet dem sejren. Flere generaler har sagt, at de denne gang ikke vil acceptere end indstilling af kamphandlingerne, før de har sejret.

Med indsættelse af ca. 120.000 mand er der tale om ca. fire gange så mange som i december 1994 og næsten dobbelt så mange, som da den tidligere krig var på sit højeste. Styrkernes fremrykning er denne gang langsommere og mere systematisk end for fem år siden, ligesom flyangrebene på byer og landsbyer er mere omfattende. I dag er Grosnij omringet, og mod øst har russerne indtaget Gudermes uden kamp. Men voldsomme kampe finder sted i det vestlige Tjetjenien, hvor bl.a. Samaskij, der hele to gange under den forrige krig var blevet udsat for omfattende massakre på civilbefolkningen, igen blev angrebet med stor voldsomhed.

Alt tyder på, at de russiske styrker nu gør klar til at indtage Grosnij, hvor der stadig ifølge officielle russiske vurderinger skulle befinde sig omkring 5.000 tjetjenske guerillaer. Det bliver utvivlsomt et blodigt slag. Dernæst vil russerne forsøge at indtage resten af lavlandet. Men det er yderst tvivlsomt, om de vil være i stand til at få kontrol over de sydlige bjergområder.

Uanset, hvordan krigen konkret forløber, bliver den omkostningsfuld – først og fremmest for tjetjenerne. Hvor mange der allerede er blevet dræbt eller såret, vides ikke. De mange tusinder, der er flygtet til naborepublikken Ingusjetien, frister en kummerlig skæbne, der kun kan blive værre i vinterens løb. Hvor mange fordrevne, der befinder sig inde i Tjetjenien er ukendt, men også de går en hård vinter i møde. Ikke desto mindre afviser de russiske ledere, at der er tale om en humanitær katastrofe. 

Den oprindelige vestlige reaktion krigen var tøvende, men de fortsatte vilkårlige bombninger og den stadig voksende flygtningestrøm førte gradvis til en skærpet kritik dog uden konkrete handlinger. Kritikken kom til at spille en central rolle på OSCE’s topmøde i Istanbul den 18.-19. november. Mange stats- og regeringschefer understregede dog samtidig deres støtte til Ruslands territoriale integritet og forståelse for nødvendigheden af at bekæmpe terrorisme. Præsident Jeltsin afviste kategorisk enhver indblanding i Ruslands ”indre anliggender” og tog dermed direkte afstand fra grundlæggende elementer i selve OSCE-samarbejdet.

Konfrontationer skabte frygt for, at der ikke kunne opnås enighed om det planlagte charter og den reviderede CFE-aftale om reduktion af de konventionelle militære styrker i Europa. Så vidt kom det dog ikke. Rusland accepterede en formulering om, at interne konflikter kan være et internationalt anliggende, og at OSCE’s formandskab kan aflægge et besøg i Nordkaukasus, samt at OSCE har mulighed for at bistå med en løsning af konflikten. Det var tilsyneladende tilstrækkeligt til, at deltagerne kunne erklære topmødet for en succes.

Om CFE-traktaten er der blot at sige, at Rusland med den militære indsats i Tjetjenien allerede overtrådte den gamle CFE-aftale og fra underskrivelsestidspunktet også den nye. Det betyder givetvis, at den reviderede traktat ikke vil træde i kraft, så længe Rusland føler behov for at overtræde den.