I eller sammen med Rusland

Fra “Vindue mod Øst”, nr. 38, 1997, Copyright: “Vindue mod øst” og forfatteren

Af Märta-Lisa Magnusson

Rusland har godkendt valgene i Tjetjenien d. 27. januar 1997, da oprørslederen Aslan Mashkadov blev valgt til ny præsident. Men spørgsmålet om Tjetjeniens status er stadig uafklaret. Ved de forestående forhandlinger om forholdet mellem Rusland og Tjetjenien vil russerne få det svært. Tjetjenerne vil udnytte strategiske fejl, som russerne har gjort ved tidligere forhandlinger og insistere på de jure anerkendelse af Tjetjeniens de facto selvstændighed. Den 27. januar var der præsident- og parlamentsvalg i Tjetjenien. Valgene blev gennemført med organisatorisk og økonomisk assistance fra OSCE og med tilstedeværelse af omkring 200 udenlandske observatører (herunder 60 fra OSCE). Rusland og OSCE, det internationale samfund, har godkendt valgene som ifølge enstemmige rapporter var frie og korrekte.

Kandidater for uafhængighed
Blandt de i alt 11 kandidater, der stillede op til præsidentvalget, var der kun fire, der havde en reel chance for at blive valgt. De repræsenterede allesammen 'Dudajev-siden' eller Den Tjetjenske Republik Itjkeria, som udbryderrepublikken blev omdøbt til i januar 1994, og som de Dudajev-kontrollerede dele af republikken fortsat hed under den russisk-tjetjenske krig. Valgdeltagelsen var på 79% og en klar majoritet på 59.3% (241.951 personer) stemte på Aslan Mashkadov, stabschef for Dudajevs modstandsstyrker og hovedansvarlig for, at det væbnede forsøg på at tvinge tjetjenerne tilbage i Den Russiske Føderation slog fejl.Den næststørste stemmesluger var feltkommendant Shamil Basajev, der opnåede heltestatus i Tjetjenien, efter at han i sommeren 1995 gennemførte en gidseltagningsaktion i den sydrussiske by Budjonnovsk, der tvang den russiske side til forhandlingsbordet. Basajev fik 23.5% af stemmerne. De to øvrige topkandidater, Selimkhan Jandarbiev, vicepræsident under Dudajev og siden drabet på denne d. 26. april 1996, fungerende præsident, samt informationsminister, Movladi Udugov, fik langt færre stemmer, hhv. 10.1% og ca. 1%.Men alt i alt gik mere end 90% af stemmerne til kandidater, der utvetydigt gik ind for tjetjensk uafhængighed. Dermed er det også slået fast, at det ikke kun, som hævdet i officielle kredse i Moskva, er en lille gruppe "banditter", der kræver selvstændighed. Det tjetjenske præsidentvalg viste, at majoriteten af den tjetjenske befolkning går ind for løsrivelse fra Rusland.
Parlamentsvalget Medens præsidentvalget blev afklaret i en første runde, lykkedes det ikke at opnå quorum til et nyt tjetjensk parlament. Efter en anden valgrunde d. 15. februar er stadigvæk kun 31 af i alt 63 pladser besat. En ny runde vil blive gennemført i april. Indtil quorum er opnået varetages lovgivningen af det tidligere parlament, der er valgt i oktober 1991, samtidig med at general Dudajev blev valgt til Tjetjeniens første præsident.

Legalisering af tjetjenske krav
De tjetjenske valg fandt sted på basis af aftaler, som blev indgået mellem konfliktens parter i sommeren 1996. Valgene fandt også sted på basis af den tjetjenske forfatning, ikke den russiske, og på basis af tjetjensk, ikke russisk valglov. Den tjetjenske forfatning, som blev vedtaget i marts 1992, kodificerer den tjetjenske uafhængighedserklæring af 1. november 1991 og definerer Tjetjenien som et folkeretssubjekt. Den tjetjenske valglov blev vedtaget af det 'uafhængige' Tjetjeniens første parlament.Valgt med russisk samtykke og på basis af aftaler, underskrevet af officielle russiske forhandlere, kan Mashkadov ikke, som hans forgængere blev det, behandles som en illegitim "bandit". Ved at anerkende de tjetjenske valg, afholdt på basis af den tjetjenske forfatning, har Rusland legaliseret tjetjenernes krav om uafhængighed.Men ikke anerkendelse af tjetjensk selvstændighed.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at Rusland har anerkendt Tjetjenien som en uafhængig stat. Selv om premierminister Tjernomyrdin har erklæret, at valgene var legitime og præsident Jeltsin i et lykønskningstelegram til den nyvalgte tjetjenske præsident forsikrede, at "Rusland vil respektere de tjetjenske vælgeres valg" og selv om højtstående repræsentanter for Den Russiske Føderation deltog i indsættelsesceremonien i Grosnyj, er Ruslands officielle synspunkt fortsat, at Tjetjenien er "et subjekt i Den Russiske Føderation".Den russiske regering har da også advaret andre lande mod at se anderledes på sagen. Dagen før de tjetjenske valg fandt sted, sagde den russiske viceudenrigsminister, V. Posuvalnykh, at Rusland ville afbryde diplomatiske forbindelser med ethvert land, der anerkendte Tjetjenien. At Tjetjenien var en del af Rusland "bliver ikke og vil heller ikke blive draget i tvivl af en eneste stat på kloden", forsikrede Ruslands justitsminister, V. Kovaljev, d. 31. januar.

Positionerne uændret
Mashkadov på sin side har erklæret, at Tjetjenien ikke har i sinde at opgive sin uafhængighed. På en pressekonference dagen efter valget sagde han, at sikring af tjetjensk uafhængighed og bekæmpelse af kriminalitet var de spørgsmål, han prioriterede højest, og han var "fast besluttet på at sikre Tjetjeniens internationale anerkendelse". Parterne står således lige så stejlt over for hinanden i dag som for to år siden, da Jeltsin sendte tropper afsted for at genoprette den forfatningsmæssige orden i Tjetjenien. Efter 21 måneders blodig krig, der har kostet omkring 80.000 civile livet og drevet mere end 300.000 på flugt, er det grundlæggende problem, Tjetjeniens politiske status, stadig uafklaret.

Khasavjurt-aftalen
Ifølge en aftale, der blev underskrevet af Aslan Mashkadov og formanden for det russiske Sikkerhedsråd, Aleksander Lebed, i Khasavjurt (Dagestan) d. 31. august 1996, skal spørgsmålet om Tjetjeniens forhold til Rusland være afklaret inden d. 31. december år 2001. Ifølge aftalen, der hed "Om udarbejdelse af principperne for det gensidige forhold mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik", skal principperne for forholdet mellem Rusland og Tjetjenien desuden være "i overensstemmelse med folkerettens universelle principper og normer".Russerne og tjetjenerne fortolker imidlertid Khasavjurt-aftalen forskelligt. Medens russerne hævder, at en endelig afklaring af "det gensidige forhold" er udsat til d. 31. december 2001, hævder tjetjenerne, at spørgsmålet skal være afklaret inden da, sådan som det står i aftalen (...dolzno byt dostignuta do 31 dekabrja 2001 goda". 'Do' betyder før, 'inden' på russisk). Dagen efter at han var blevet valgt, sagde Mashkadov da også, at "det var nødvendigt at tage fat på problemet med det samme", og på russisk TV d. 3. februar sagde han: "Det står tydeligt og klart, på russisk, i Khasavjurt-deklarationen, at de gensidige relationer mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik skal være afklaret inden fem år, dvs. år 2001 og på basis af folkeretten. Det er ikke absolut nødvendigt at vente til år 2001". l (SWB BBC,15. feb. 1997). Tjetjenerne insisterer desuden på, at det, parterne skal forhandle sig frem til, er en aftale om forholdet mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik på basis af, at statusspørgsmålet allerede er afklaret. En uge før valget ekspliciterede Mashkadov den tjetjenske holdning på følgende måde: "Tjetjenien er en uafhængig stat. Vores status definerede vi allerede i 1991. Vi taler og vil fortsat føre samtaler om det gensidige forhold mellem to uafhængige stater, Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik, baseret på folkeretten, sådan som det står i Khasavjurt-aftalen. Fremover vil vi tilkæmpe os anerkendelse af tjetjensk suverænitet ad politisk vej" ("Nezavisimaja gazeta", 18. jan. 1997). Tjetjeniens status som uafhængig stat står således ikke til diskussion. Det, der kan forhandles om (og nødvendigvis vil blive forhandlet om), er selve anerkendelsesspørgsmålet. Tjetjenerne insisterer på en mellemstatslig aftale med Rusland og kræver således en de jure anerkendelse af Tjetjenien før en aftale om forholdet mellem Rusland og Tjetjenien kan underskrives. Når de insisterer på, at ordet "inden" (2001) skal tages bogstaveligt, er det, fordi de ønsker at fremskynde Ruslands de jure anerkendelse af tjetjensk uafhængighed. Russerne på deres side tolker formuleringen "opnå en aftale om det gensidige forhold" som "opnå en afklaring i statusspørgsmålet". Set fra russisk side er der ikke sket nogen ændring i Tjetjeniens status. Tjetjenien er stadig et føderativt- og ikke et folkeretssubjekt. Men russerne er parate til at ændre i Tjetjeniens status - indenfor Den Russiske Føderation. Det er dette, parterne, ifølge russerne, skal forhandle sig frem til en aftale om senest d. 31. december 2001. Ifølge Ivan Rybkin, der overtog ansvaret for forhandlingerne med tjetjenerne, efter at Lebed var blev fyret i efteråret 1996, foreligger der allerede flere udkast til en traktat om "beføjelsesafgrænsning mellem de russiske statsmyndigheder og Den Tjetjenske Republiks regering". Russerne ønsker således en intrastatslig aftale mellem det føderale centrum og Den Tjetjenske Republik, baseret på intern, konstitutionel lov. Når russerne hævder, at en endelig afklaring er udsat til år 2001, er det for at vinde tid og få tjetjenerne til at fravige deres krav om fuld uafhængighed. "Indtil år 2001 må vi oprette sådanne relationer til Den Tjetjenske Republik, der gør, at den føler det fordelagtigt at leve og arbejde indenfor Den Russiske Føderation", sagde Rybkin i et interview til “Izvestija” d. 7. februar. Khasavjurt-aftalen nævner ikke med et ord spørgsmålet om Tjetjeniens status.

Strategiske fejl
De tjetjenske valg var den endelige bekræftelse på tjetjenernes militære sejr over russerne. Men valgene bekræftede også, at den politiske strategi, som russerne havde lagt for at generobre kontrollen med den oprørske republik, slog fejl. I den politiske forhandlingsproces, som startede, efter at Shamil Basajev tvang den russiske side til forhandlingsbordet i sommeren 1995, og som nåede sit højdepunkt med Khasavjurt-aftalen, gjorde russerne den ene "strategiske fejl" efter den anden. Disse "strategiske fejl" vil få stor betydning i de kommende forhandlinger, fordi tjetjenerne vil udnytte dem maksimalt. De vil referere til, hvad russiske forhandlere, omend utilsigtet, er gået med til under tidligere forhandlinger og fastholde den russiske side på aftaler, de allerede har underskrevet. Med påberåbelse af tidligere forhandlinger og underskrevne dokumenter kan tjetjenerne hævde, at Rusland allerede de facto har anerkendt den uafhængige Tjetjenske Republik.

Vige udenom det egentlige
Russerne på deres side vil sandsynligvis vælge en mindre "legalistisk" approach og prøve på at undgå fordybelser i tidligere aftaler. De vil sandsynligvis fremhæve "nye" politiske og især økonomiske "realiteter", prise værdien af "dialogen i sig selv" og prøve på at trække en afgørelse om det, der er tjetjenernes hovedkrav, en de jure anerkendelse af Tjetjenien, i langdrag.

På en pressekonference d. 29. januar, sagde Rybkin: "Konflikten kan kun løses ved lange og permanente anstrengelser. Den tjetjenske knude kan ikke skæres over i et hug. Der forestår en meget kompliceret dialog med Tjetjenien. De føderale myndigheder er forberedt på en sådan dialog".

I ovennævnte interview til "Izvestija" sagde han: "Jeg tror, vi allesammen bør tage det roligt og ikke forhaste os. Det er bedre at sidde i årevis ved forhandlingsbordet end at føre krig".

D. 27. januar sagde den russiske premierminister V. Tjernomyrdin, at de tjetjenske præsidentkandidaters insisteren på uafhængighed kun var valgretorik, som "man ikke skulle tage alvorligt". "Lad nu valgene finde sted, og når sindene er faldet til ro, kan vi sætte os ved forhandlingsbordet og begynde at arbejde sammen". (Omri, 28. jan. 1997). Russerne håber, at de økonomiske vanskeligheder og behovet for russisk støtte til genopbygningen efter krigen vil dæmpe tjetjenernes krav om en snarlig afklaring i anerkendelsesspørgsmålet.

To-parts forhandlinger
Allerede under de første forhandlinger, der fandt sted i Grosnyj sommeren 1995, og som førte frem til en fredsaftale d. 30. juli, gjorde russerne en række "strategiske fejl". Russerne accepterede ikke blot at sætte sig til forhandlingsbordet med Dudajevs illegitime "banditter". De accepterede også Dudajevsiden (Itjkeria) som den eneste forhandlingspartner. I begyndelsen insisterede russerne på, at repræsentanter for den russiskindsatte provisoriske regering, ledet af S. Khadsjiev og den russiskstøttede Komité for National Samling (der havde lovgivende funktion), ledet af U. Avtorchanov, skulle sidde med i den tjetjenske forhandlingsdelegation. Dudajevsiden nægtede imidlertid at inkludere repræsentanter for marionetorganer i den tjetjenske delegation. Resultatet blev, at de blev inkluderet i den russiske. Forhandlerne i Grosnyj repræsenterede således kun to parter: Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik Itjkeria. (Den russiske delegation var ledet af nationalitetsminister Vj. Michailov og den tjetjenske af Dudajevs justitsminister, U. Imajev. Fredsaftalen blev underskrevet af Aslan Mashkadov og på russisk side af general Romanov).

To-parts strukturen blev bekræftet i sammensætningen af en særlig overvågnings-kommission, der blev oprettet i henhold til fredsaftalen. Kommissionen var ledet af chefen for de føderale styrker og stabschefen for de tjetjenske oprørsstyrker. Den provisoriske regering og Komiteen for National Samling var ikke repræsenteret.

Da russerne bøjede sig for tjetjenernes modstand og optog style repræsentanter for marionetorganerne på deres side, indrømmede de, at marionetregeringen ikke repræsenterede Tjetjenien og således heller ikke kunne forhandle på vegne af Tjetjenien. Russerne indrømmede med andre ord, at den eneste autoritet i Tjetjenien var Itjkeriasiden. Russerne forhandlede med det uafhængige Tjetjenien og ikke med et subjekt i den Russiske Føderation.

Tilbagetrækning uden tjetjenske indrømmelser
Russernes største strategiske fejl var imidlertid, at de underskrev fredsaftalen uden politiske indrømmelser fra tjetjenerne. Under forhandlingerne insisterede russerne på, at tjetjenerne skulle acceptere, at de var en del af Rusland, før en aftale om våbenhvile og tilbagetrækning af russiske tropper kunne underskrives. Tjetjenerne nægtede imidlertid at koble en fredsaftale til spørgsmålet om Tjetjeniens status, og insisterede på, at militære og politiske spørgsmål skulle forhandles separat. Ved at acceptere dette og underskrive aftalen uden tjetjenske indrømmelser, undsagde russerne faktisk den militære invasion, som jo blev iværksat med det formål, at tvinge Tjetjenien tilbage ind i Rusland.

Under forhandlingerne var den russiske position i statusspørgsmålet, at der først skulle afholdes valg i Tjetjenien. Derefter skulle de særlige træk ved Tjetjeniens efterfølgende status afklares ved forhandlinger på basis af såvel den russiske som den tjetjenske forfatning, samt på basis af folkeretten.

Den tjetjenske position var følgende: Rusland skulle først anerkende Tjetjeniens uafhængighed. Derefter skulle der holdes valg, hvorefter Tjetjeniens efterfølgende status skulle afgøres ved forhandlinger og på basis af forfatningen (den tjetjenske). ("Russkaj mysl" No. 4087, 1995).

Havde tjetjenerne accepteret den russiske position før underskrivelsen af fredsaftalen, ville forhandlingerne om Tjetjeniens "fremtidige status" skulle udgå fra, at Tjetjenien var en del af Rusland.

"Intern tjetjensk dialog"
Moskva indså, at en strategisk fejl var begået. De russiske tropper skulle trækkes tilbage uden at have opnået det, de var blevet sat ind for. Tjetjenien ville igen komme i hænderne på Dudajev, der insisterede på uafhængighed. Russerne havde jo selv desavoueret det føderale centrums lokale repræsentanter i Tjetjenien. Hvem kunne herefter sikre føderalmagtens genoprettelse i udbryderrepublikken?

Russerne lagde en ny strategi. Den gik ud på at forhindre yderligere to-parts forhandlinger med Dudajevsiden. Den russisk-tjetjenske konflikt skulle forvandles til en intern tjetjensk konflikt, eller "intern dialog", som det hed. Til det formål krævedes imidlertid nye tjetjenske magtorganer, der udover at holde Dudajevsiden i skak også blev opfattet som legitime. Den provisoriske regering blev afsat og i stedet genoprettedes den Tjetjeno-Ingusjiske Øverste Sovjet, der blev opløst af Dudajev i september 1991 (i øvrigt med russisk støtte). Den tidligere formand for den Tjetjeno-Ingusjiske Øverste Sovjet (og formand for det tjetjenske kommunistparti), Doku Zavgajev, blev udnævnt til ny regeringsleder i Tjetjenien. Den genoprettede sovjet og den nye regering skulle agere på basis af den tjetjenske forfatning, der gjaldt før Dudajev kom til magten, og på den føderale, som blev vedtaget i december 1993.

Forsøget på at oprette nye magtorganer med legitimitet i intern tjetjensk lovgivning var imidlertid ikke uproblematisk. For det første var den Tjetjeno-Ingusjiske Øverste Sovjet blevet opløst med kraftig støtte fra Moskva. For det andet var den valgt (1990) i henhold til den sovjet-russiske forfatning af 1977 (Bresjnev-forfatningen). Den Tjetjeno-Ingusjiske Øverste Sovjet var således ikke lovlig i henhold til den nugældende russiske forfatning. For det fjerde havde Jeltsin i oktober 1993 dekreteret opløsning af sovjetmagten på Den Russiske Føderations territorium. For det femte var den Tjetjeno-Ingusjiske Øverste Sovjet valgt i en dobbeltrepublik. Siden 1992 havde ingusjerne deres egen republik.

Med det formål at styrke Zavgajevs legitimitet besluttede Moskva, at valg til Tjetjeniens "republik-overhoved" skulle afholdes d. 16. december 1995, samtidig med at der også skulle gennemføres valg til den russiske Statsduma.

Provokationer
Disse tiltag blev opfattet som grove provokationer af Dudajevsiden. For det første fordi valg til tjetjenske magtorganer var et spørgsmål, som parterne var blevet enige om skulle drøftes ved politiske forhandlinger. Der kunne med andre ord ikke afholdes valg til tjetjenske magtorganer før parterne havde indgået en politisk aftale, endsige på et tidspunkt da de politiske forhandlinger endnu ikke var genoptaget. For det andet var det tjetjenernes holdning, at valg til tjetjenske magtorganer skulle foregå på basis af den tjetjenske forfatning, ikke den russiske (endsige den sovjet-russiske). For det tredie var den russiske Statsduma - set med Dudajevsidens optik - et lovgivende organ i et fremmed land. Afholdelse af valg til russiske magtorganer i Tjetjenien var en krænkelse af tjetjensk suverænitet. Endelig kunne der, ifølge Dudajevsiden, ikke være tale om valg i Tjetjenien så længe russiske tropper, i strid med fredsaftalen d. 30. juli, stadig stod på tjetjensk territorium.

På en pressekonference d. 17. november 1995 sagde Dudajev: "Det her er en krig, en russisk-tjetjensk krig, fortsættelsen af 350 års konfrontation. Der er ingen intern konflikt. Der bliver ingen og kan heller ikke blive nogen. Vi vil finde ud af vores interne problemer selv, uden en tredie part".(BBC SWB, 17. nov., 1995).

På et møde i begyndelsen af november vedtog Dudajevs feltkommendanter en resolution "om det personlige ansvar inden for det tjetjenske folk for alle, der vover at organisere valg til et fremmed lands magtorganer". Ifølge Dudajevs talsmand, Movladi Udugov, ville en sådan handling "blive betragtet som forræderi mod nationale interesser og straffet i overensstemmelse med krigstids-realiteter". (SWB BBC, 20. nov. 1995) D. 27. november vedtog Dudajevs forsvarsråd en resolution, der beskrev de føderale myndigheders planer om at afholde valg i Tjetjenien som en grov krænkelse af Den Tjetjenske Republik Itjkerias forfatning og "alle folkeretsnormer".

Men valgene blev gennemført (Zavgajev fik 91% af stemmerne. Tjernomyrdins parti "Vort hjem Rusland" fik flest stemmer ved Duma-valget. OSCE anerkendte ikke valgene, som ifølge flere vestlige og russiske rapporter var stærkt manipuleret).

En uge før valget, d. 8. december, underskrev Zavgajev og Tjernomyrdin en russisk-tjetjensk traktat, der definerede Tjetjenien som et subjekt i Den Russiske Føderation.

Kun én forhandlingspartner
Også dette blev på Dudajevsiden opfattet som en provokation. Set med deres øjne var Zavgajevregimet lige så illegitim som den tidligere marionetregering. Zavgajev havde hverken beføjelser til at udskrive valg eller underskrive traktater med Rusland. Det havde kun den legitime præsident og de legitime magtorganer i Republikken Itjkeria. Rusland havde kun én forhandlingspartner i Tjetjenien: Itjkeriasiden. Forhandlinger om de statslige relationer mellem Rusland og Tjetjenien skulle foregå efter samme princip som fredsforhandlingerne i juni-juli, dvs. som to-partsforhandlinger.

For at underbygge disse synspunkter optrappede tjetjenerne deres guerillavirksomhed i perioden op til og efter valget. Gidseltagningsaktionen i Pervomajskaja, i naborepublikken Dagestan, var et svar på russernes "internaliseringspolitik" og havde til formål at demonstrere, hvem det var Moskva skulle forhandle med. Dudajevstyrkernes temporære generobring af Grosnyj i marts 1996 havde samme formål.

Jeltsins fredsinitiativ
D. 31. marts udstedte præsident Jeltsin et dekret om en fredsløsning i Tjetjenien. Ifølge dette fredsinitiativ skulle alle militære operationer i Tjetjenien ophøre d. 1. april 1996. De russiske tropper skulle gradvis trækkes tilbage. Der skulle afholdes tjetjenske parlamentsvalg og udarbejdes en traktat om beføjelsesafgrænsning mellem Rusland og Tjetjenien (en sådan var ellers allerede underskrevet i december 1995).

I et interview på russisk fjernsyn antydede Jeltsin, at direkte forhandlinger med Dudajev var muligt via formidlere.

Jeltsins fredsudspil kom på et tidspunkt, da meningsmålinger viste, at Sjuganov stod til at vinde det russiske præsidentvalg i juni. Meningsmålinger viste også, at krigen i Tjetjenien var umådelig upopulær blandt den russiske befolkning. Jeltsin havde således brug for fred i Tjetjenien for at forbedre sine chancer for at blive genvalgt.

Nye to-parts forhandlinger i Moskva
På trods af at de føderale styrker fortsatte med at bombe tjetjenske landsbyer og på trods af, at et russisk missil d. 26. april dræbte tjetjenernes præsident, lykkedes det OSCE-missionens formand, Tim Guldiman, at formidle kontakt mellem den nye tjetjenske præsident Selimkhan Jandarbijev og premierminister Tjernomyrdin. Tjetjenerne var klar over, at den interne politiske udvikling i Rusland arbejdede til deres fordel.

D. 27. maj ankom en tjetjensk forhandlingsdelegation med Jandarbiev i spidsen til Moskva for at forhandle med Tjernomyrdin. Præsident Jeltsin var til stede ved forhandlingerne. Det var imidlertid også Doka Zavgajev. Men også denne gang nægtede tjetjenerne at inkludere repræsentanter for marionetorganer i deres delegation. Og ligesom i Grosnyj i 1995, endte det med, at russerne måtte bøje sig. Zavgajev blev placeret på den russiske side af bordet. Forhandlingerne, der endte med en aftale om våbenhvile, udveksling af krigsfanger og oprettelsen af forhandlingskommissioner, foregik efter samme model som i Grosnyj, dvs. som to-partsforhandlinger mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik Itjkeria. Repræsentanter for Zavgajev regeringen blev inkluderet i den russiske forhandlingskommission.

Også denne gang krævede de russiske forhandlere, at tjetjenerne skulle acceptere, at de var en del af Rusland, før en aftale kunne underskrives. Men ligesom i Grosnyj nægtede tjetjenerne at koble militære og politiske spørgsmål sammen. Russerne underskrev således for anden gang en aftale med "oprørerne" uden at opnå politiske indrømmelser. Denne gang var aftalen underskrevet på højeste niveau, af republikken Itjkerias præsident og den russiske premierminister.

Møder i Nazran
Mødet i Moskva blev fulgt op af nye to-partsmøder mellem forhandlingskommissionerne i Nazran i begyndelsen af juni. Forhandlingerne mundede ud i to protokoller. Et af dem indeholdt en artikel, der fastslog, at valg til tjetjenske magtorganer var "et internt tjetjensk anliggende". Dette var af stor principiel betydning. Dels fordi det var første gang, parterne underskrev et dokument, der også berørte et politisk spørgsmål. Dels fordi dette spørgsmål var et af Dudajevsidens hovedkrav. Valg til tjetjenske magtorganer skulle nu foregå på basis af Den Tjetjenske Republik Itjkerias forfatning. Dermed var også de parlamentsvalg, som Doku Zavgajev planlagde at gennemføre samtidig med det russiske præsidentvalg d. 16. juni, illegaliseret.

Zavgajev holdt imidlertid på sit, og valgene blev gennemført. Jandarbiev var rasende, men besluttede at holde en lav profil indtil anden runde af det russiske præsidentvalg i juli. (Også tjetjenerne foretrak Jeltsin fremfor Sjuganov). Da anden runde var overstået (og Jeltsins sejr sikret), optrappede russerne igen deres militære operationer.

Mashkadov besluttede at sætte hårdt mod hårdt og d. 6. august generobrede tjetjenske styrker for anden gang Grosnyj. De føderale styrker led et ydmygende nederlag. Herefter var ingen i tvivl om, hvem der kontrollerede Tjetjenien.

Efter Khasavjurt
Jeltsin udpegede nu sin nye sikkerhedsrådgiver, general Lebed, til ansvarlig for forhandlinger med tjetjenerne. D. 23. august underskrev Lebed og Mashkadov en ny våbenhvileaftale og d. 31. august Khasavjurt-aftalen om en afklaring af "Grundprincipperne for det gensidige forhold mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik" inden år 2001. Der var ingen referencer til den russiske forfatning, ikke et ord om Tjetjeniens "status" eller konkretisering af magtforholdene i Tjetjenien, indtil en aftale om det russisk-tjetjenske forhold var på plads. Der var referencer til princippet om nationernes ret til selvbestemmelse men ikke til princippet om staternes territorielle integritet. Ingen repræsentanter for Zavgayev-regeringen var til stede ved forhandlingerne.

I følge aftalen skulle der nedsættes en fælleskommission bestående af repræsentanter for statsorganerne i Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik. Fælleskommissionens opgave var at overvåge tilbagetrækningen af de russiske styrker, forberede forslag til fælles indsats mod kriminalitet og genoprettelse af finansielle og budgetmæssige relationer. Fælleskommissionen skulle også udarbejde et program for den russiske regering om økonomisk genopbygning af Tjetjenien.

Kommissionen blev oprettet i begyndelsen af oktober og efter et møde mellem Jandarbijev og Tjernomyrdin i Moskva. Kort tid efter dette møde oprettedes en provisorisk koalitionsregering i Tjetjenien, hvori også indgik tre ministre fra Zavgajevs regering. Jandarbijev udpegede Aslan Mashkadov som premierminister i koalitionsregeringen. D. 24. oktober meddelte koalitionsregeringen, at der ville blive afholdt præsident- og parlamentsvalg i Tjetjenien d. 27. januar 1997, og at de ville blive organiseret af en tjetjensk valgkommission "uden hjælp fra dens russiske modpart" ("Omri", 25. okt. 1996).

Zavgajev, der siden underskrivelsen af Khasavjurt-aftalen var blevet fuldstændig marginaliseret, anerkendte ikke koalitionsregeringen. Men d. 16. november erklærede han at hans regering gik af.

D. 23. november underskrev Jandarbiev og Tjernomyrdin en interimaftale om økonomiske og sociale relationer mellem det føderale centrum og Tjetjenien indtil valgene i januar. Samme dag udstedte præsident Jeltsin et dekret om tilbagetrækning af de to sidste russiske brigader fra Tjetjenien før præsident- og parlamentsvalgene i januar 1997.

Uafhængighedskravet ikke valgretorik
Hvis de russiske ledere fortsat tror, at kravet om tjetjensk uafhængighed kun var valgretorik, som "ikke skal tages alvorligt", kommer de til at tro om. Under forhandlingerne, der starter i slutningen af februar, vil tjetjenerne insistere på en de jure anerkendelse før en aftale om de gensidige relationer.

Russerne vil insistere på, at forhandlingerne foregår med repræsentanter for et føderativt subjekt - ikke et folkeretssubjekt. Tjetjenerne vil minde russerne om, at de, siden forhandlingsprocessen startede i juni 1995, har forhandlet med repræsentanter for det uafhængige Tjetjenien og ikke et subjekt i Den Russiske Føderation. Ingen anden part udover Den Tjetjenske Republik Itjkeria har været involveret i de russisk-tjetjenske forhandlinger. Russerne undsagde selv den provisoriske regering og senere Zavgajev-regeringen ved at optage dem på den russiske side ved forhandlingerne.

Tjetjenerne vil også fastholde russerne på, at det var i en aftale med det uafhængige Tjetjenien, ikke et subjekt i Den Russiske Føderation, de skrev under på, at valg til tjetjenske magtorganer var et "internt tjetjensk anliggende". De russiske forhandlere havde godt nok tilføjet en bemærkning til de to Nazran protokoller der sagde at de ikke anerkendte den Tjetjenske Republik Itjkerias lovlighed. Det ændrer dog ikke ved det forhold at de skrev under. Hverken Moskva eller Khasavjurtaftalen har tilføjelser af denne art.

Tjetjenerne vil også minde russerne om, at de i Khasavjurt-aftalen skrev under på, at forholdet mellem Den Russiske Føderation og Den Tjetjenske Republik Itjkeria skal bygge på folkeretten, ikke interne, føderale love.

I slutningen af januar 1997 afviste den russiske forfatningsdomstol at behandle en henvendelse fra den russiske Statsduma, der hævdede, at Khasavjurt-aftalen var i strid med den russiske forfatning. Forfatningsdomstolen afviste at behandle henvendelsen, fordi Khasavjurt-aftalen "hverken til formen eller indholdet var en aftale mellem russiske statsorganer eller tilsvarende myndigheder i en region eller republik i Den Russiske Føderation" og således ikke lå inden for forfatningsdomstolens jurisdiktion. De vrede deputerede måtte således lide den tort, at forfatningsdomstolen ikke betragtede dem, som russerne havde forhandlet med i Khasavjurt, som repræsentanter for et subjekt i den russiske føderation...

Sidst, men ikke mindst vil tjetjenerne minde russerne om, at de har anerkendt det tjetjenske præsidentvalg, gennemført på basis af det uafhængige Tjetjeniens forfatning. Dermed har Rusland også anerkendt det uafhængige Tjetjeniens vigtigste statsattributter: præsidenten og forfatningen. (Parlamentsvalget er ikke afsluttet endnu). Den tjetjenske præsident er ikke valgt på et politisk program om at kæmpe for tjetjensk uafhængighed men på basis af en forfatning, der siger at Tjetjenien er en uafhængig stat.

Russernes bedste kort
Det bliver vanskeligt for russerne at gendrive sådanne argumenter. Et nyt væbnet forsøg på at tale tjetjenerne til rette er næppe sandsynlig. Russernes bedste kort vil istedet være de økonomiske realiteter. Russerne vil presse tjetjenerne til indrømmelser mod løfte om økonomisk støtte til genopbygningen.

Udover økonomien vil russernes stærkeste kort være det internationale samfund. Efter valget sagde formanden for OSCE-missionen i Grosnyj, at "det internationale samfund fortsat betragter Tjetjenien som en del af Rusland. OSCEs deltagelse og assistance ved valgene var ikke ensbetydende med det internationale samfunds anerkendelse af Tjetjeniens uafhængighed". (Hvorefter Jandarbijev smed ham ud af Tjetjenien).

Det internationale samfund holdt hele tiden en lav profil under den russisk-tjetjenske krig for ikke at ødelægge præsident Jeltsins chancer for genvalg i juni 1996. Krigen betragtedes som et "internt russisk anliggende". Også efter at Tjetjenien har vundet krigen og det tjetjenske folk ved frie og demokratiske valg har tilkendegivet at de ønsker at leve i en uafhængig stat vil omverdenen vælge en "Rusland først" tilgang. Det gælder såvel for lande i den muslimske verden, hvor der ellers er udbredt sympati for tjetjenerne som for Vesten. Her er anerkendelsesspørgsmålet desuden havnet i en politisk kontekst, der hedder NATO-udvidelse og ønsket om at nedbryde Ruslands modstand mod dette projekt. Tjetjenerne på deres side kan så bruge det kort der hedder angst for konfliktspredning og destabilisering af det i forvejen urolige Kaukasus. Efter den militære sejr over Rusland har tjetjenerne opnået en regional magtposition, der kan påvirke den skrøbelige balance som råder for tiden mellem stater og udbrydernationer, etniske og religiøse grupper i det potentielt sprængfarlige Kaukasus. Tjetjenerne er allerede begyndt at spille dette kort, i første omgang overfor Georgien. Siden Dudajevs tid har tjetjenerne tilbudt en løs, konføderal tilknytning til Rusland. Det gælder også Mashkadov. Selv Basajev har foreslået en tilknytning til Rusland "indenfor rammerne af en konføderation eller SNG-samarbejdet". "Ikke i, men sammen med, Rusland", som han udtrykte det under valgkampagnen. (Svoboda 1, 1997). Fremtiden vil vise, om russerne accepterer dette tilbud, som eksisterede også før Jeltsin beordrede tropper ind i den lille udbryderrepublik. Forudsætningerne for at afvise dette tilbud er imidlertid anderledes idag. Rusland tabte krigen.