Kaukasus-regionen

KAUKASUS-REGIONEN

En indføring

Skrevet i marts 2000. Copyright: forfatterne og Dansk Selskab for Kaukasusforskning

Af Søren Theisen og Torben Hansen.

Kaukasus-regionen eller Kaukasien udgør landtangen mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav, men skønt den har været under russisk overherredømme i størstedelen af de sidste tohundrede år, har den i sig selv ingen naturlige grænser mod hverken Rusland eller de to tilstødende stater mod syd - Iran og Tyrkiet. Derimod deler den 1.100 km. lange Kaukasusbjergkæde regionen i to halvdele:

1) en sydlig, der ofte betegnes “Transkaukasien” - d.v.s. “på den anden side af” Kaukasus set fra Rusland - og som omfatter de tidligere Sovjetrepublikker, siden 1991 selvstændige stater - Georgien, Armenien og Aserbajdsjan;
2) en nordlig, der tidligere betegnedes “Ciskaukasien” - “på denne side af“ Kaukasus - nu “Nordkaukasus”, og som omfatter syv “autonome republikker” (med forbehold for Tjetjenien), der indgår i Den Russiske Føderation.

Disse er i alfabetisk rækkefølge Adygeia, Dagestan, Ingushetien, Kabardino-Balkarien, Karatjai-Tjerkessien og Nord-Ossetien. I Den Russiske Føderation findes desuden to “landsdele” Krasnodar Krai og Stavropol Krai med små kaukasiske mindretal.

Under Ruslands erobring af Kaukasien fra slutningen af 1700-tallet defineredes hele området som hørende til Asien, og Europas sydøstligste grænse blev fastlagt til en linje langs Manytj-sænkningen mellem Stavropol og Rostov na Donu, men efter Sovjetunionens oprettelse blev det erklæret en del af Europa. Grænsen mod Asien har siden da været markeret af floden Aras og længere mod vest gennem det armenske bjergmassiv af en linje, der blev fastlagt efter Den Første Verdenskrig. Både i Iran og Tyrkiet indgår der imidlertid områder, som historisk har hørt sammen med Kaukasien, og hvor der stadig findes store etniske grupper, der er beslægtede med befolkninger nord for grænsen. Geografi og naturforhold.
Geografisk har Kaukasien fået navn efter hovedkæden Store Kaukasus og rent fysisk kendetegnes regionen af bjergene. De nordkaukasiske autonome republikker begynder der, hvor den sydrussiske steppe går over i oprindeligt skovbevoksede forbjerge, der gradvist hæver sig op mod de sneklædte højbjerge i Store Kaukasus. Disse har adskillige tinder på over 5.000 m., heriblandt Elbruz (5.642 m), Dykhtau (5.203 m), Shkara (5.068 m) og Kazbek (5.033 m). Geologien er kompliceret, og især i Dagestan i den sydøstlige del af Nordkaukasus findes dybe kløfter og et utal af isolerede sidedale. Den eneste nord-sydgående passage gennem hovedkæden er Darial-kløften, der ligger i dens centrale afsnit.

Transkaukasien har større lavlandsområder i form af Den Kolkhiske Sænkning ved Sortehavet omkring floderne Inguri og Rioni samt Mughan-steppen ved Det Kaspiske Hav omkring Kura og Arasflodens sammenløb, men også i denne del af regionen dominerer bjergene. Mod nord-vest er Store Kaukasus således forbundet med den parallelle sydlige bjergkæde Lille Kaukasus og det Armenske højland ved hjælp af den tværgående Surami-kæde, der danner vandskel mellem øst og vest, og adskiller det vestlige Georgien fra landets centrale og østlige provinser. Det Armenske Høj-land afgrænses mod øst af Zangezur- og Muravdagkæderne, og længst mod sydøst ud til det Kas-piske Hav ligger Talyshbjergene. I Lille Kaukasus når den højeste top Giamysh (3.724 m), og Det Armenske Højland præges af udslukte vulkaner som f.eks. Aragatz (4.090 m) og Ararat (5.165 m), der siden 1920 har ligget på den tyrkiske side af grænsen. Transkaukasien befinder sig i et seismisk ustabilt område og plages jævnligt af jordskælv. Kaukasien dækker samlet 440.000 kvadrat km. og har et overvejende tempereret og tørt fastlandsklima med store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. En undtagelse er kyststrækningerne ved Sortehavet og sydenden af det Kaspiske Hav, der som følge af en rigeligere nedbør og et subtropisk klima nyder godt af en overdådig frugtbarhed. Til gengæld varer vinteren i højlandsområderne mange steder op til et halvt år.

Sprog og samfund.
Mens have og andre større vandflader historisk har tjent til at formidle kontakter og kulturudveksling mellem adskilte samfund, har høje bjerge, tætte urskove eller vandløse ørkner indtil for relativt nyligt udgjort naturlige barrierer, der vanskeliggjorde regelmæssige forbindelser og derfor tilskyndede udvikling i isolation. For Kaukasiens vedkommende har de fysiske betingelser da også gennem årtusinder dannet rammen omkring en enestående sproglig og kulturel mangfoldighed, der yderligere er blevet forstærket i kraft af regionens placering som en bro mellem større landmasser og dermed en klassisk invasions- og immigrationskorridor. Ad de få passager gennem bjergene og langs kysterne er talløse folkeslag siden Oldtiden skyllet over Kaukasus og selv om mange af dem gradvist tabte deres særtræk eller drog videre, blev andre i årenes løb presset op i utilgængelige bjergområder, hvor de er endt som gåder for sprogforskere og antropologer. Det er betegnende, at romerne ifølge historikeren Plinius d. Yngre måtte anvende 130 tolke i det vestlige Kaukasien, og at Middelalderens arabiske geografer simpelthen kaldte Kaukasus for Jabal al-Alsan (Tungernes Bjerg).

De formentligt ældste sprog i Kaukasien tilhører den såkaldt ibero-kaukasiske sprogfamilie, der normalt inddeles i tre hovedgrupper: 1) en sydlig bestående af georgisk og beslægtede sprog; 2) en nordvestlig med bl. a. abkhasisk og tjerkessisk (indkluderet kabardisk og adygei); 3) en nordøstlig, der yderligere kan deles i fire større undergrupper: a)veinakh (tjetjensk, ingushetisk); b) avar-andi-dido, der sammen med c) lak-dargin-sprogene omfatter i alt 18 sprog i det centrale Dage-stan; d) de samuriske sprog (7 sprog i det sydlige Dagestan, indkluderet lesginsk). Mange af de nordøst-kaukasiske sprog er ikke indbyrdes forståelige, ligesom de ofte kun tales af indbyggrne i en enkelt landsby. Af udefra kommende sprog er den tyrkisk-altaiske sprogfamilie repræsenteret med to hovedgrupper: 1) den vestlige eller kipchak-tyrkiske bestående af kümük, karatjai-balkar m. fl.; 2) den sydvest-tyrkiske med azerisk (hovedsproget i Aserbajdsjan). Hertil kommer de indoeuropæiske sprog, der ligeledes optræder i to grupper: den iranske med ossetisk, tat og kurdisk samt armensk, der udgør en selvstændig gren. I vore dage behersker de fleste kaukasiere endelig russisk, som er et slavisk sprog indenfor den indo-europæiske sprogfamilie.

Skønt geografiske og fysiske omstændigheder har bidraget til at opretholde Kaukasiens usædvanlige rigdom af sprog, og en tilsvarende stærk tilknytning til lokalt opholdssted og specifikke traditioner, har mangfoldigheden ikke været ensbetydende med etniske modsætninger i historisk perspektiv. Årsagen er at de forskellige kaukasiske befolkninger samtidigt delte og til en vis grad stadig deler en arkaisk form for samfundsorganisering, der i sig selv vanskeliggør forening af større grupper på et etnisk grundlag, idet den kendetegnes ved sin kontinuerlige opsplittelse af samfundet i mindre subetniske primærgrupper med den indbyrdes beslægtede stamme eller klan som central social enhed. Fællesskabet er således i kraft af sin overskuelighed baseret på personlig snarere end abstrakt tilknytning, og bekræftes til stadighed gennem det enkelte medlems loyalitet overfor visse uskrevne normer, udsprunget af dets fælles værdier, der overføres fra generation til generation som fortællinger om hvordan man bør opføre sig i forskellige situationer. Normerne har gerne form af forpligtelser, der primært tjener til at styrke gruppesammenholdet, f.eks. pligten til at hævne ethvert overgreb mod den enkelte som et overgreb mod hele fællesskabet, og de virkeliggøres derfor med henvisning til værdien ære, der er så stærk at alt andet, selv døden får sekundær betydning. Omvendt medfører unddragelse fra forpligtelser skam i fællesskabets øjne og i værste fald udstødelse. Grundlæggende er fællesskabet imidlertid en garanti for gensidig bistand i fraværet af overordnede alment anerkendte institutioner, herunder som potentielt militært beredskab, hvilket i det historiske Kaukasien afspejler den kendsgerning, at livsbetingelserne ofte var så marginaliserede at røveri af kreaturer udgjorde mange lokalsamfunds eneste mulighed for at overleve. Dette har til gengæld bidraget til kaukasiernes berømmelse som enestående rytterkrigere, ligesom krigeridealet stadig udgør et meget værdiladet forbillede over hele regionen. I skarp kontrast hertil er det dog ligeså betegnende at selv om kulturen i Kaukasien altid har haft et stærkt element af voldsudøvelse, har konflikt traditionelt været afgrænset til primær-gruppeniveauet. Det skyldes at samfund som de kaukasiske for ikke at geråde i totalt anarki, netop på dette niveau også normalt har været tvunget til at udvikle egne effektive mekanismer for mægling og intern konfliktløsning, varetaget af alment respekterede slægtsoverhoveder og ældsteråd. Typisk kan f.eks. en blodhævnsfejde mellem to klaner ophæves gennem mandebod eller gensidig adoptering af sønner, og stridende grupper kunne derfor udmærket opnå en fredelig modus vivendi i lange tider på tværs af diverse etniske og religiøse skel. Under alle omstændigheder er klanmentaliteten forstået som loyalitet overfor personer snarere end institutioner, lydighed mod uformelle ældsteråd fremfor formelle autoriteter og individuel selvtægt på bekostning af universel lovgivning og retspleje, nøgleordet for hele Kaukasien og regionens ubetinget kraftigste fælles kultursubstrat. På den anden side har netop den høje vægtning af primærgruppeloyaliteten historisk stillet sig i vejen for opbygningen af en stærk statstradition som i Rusland eller dannelsen af nationale identiteter som i Vesteuropa. Heri har Kaukasien mange fælles træk med tilsvarende svagt integrerede bjergbefolkninger i Mellemøsten eller på Balkan, og den type samfundsorganisering gjaldt også i Norden frem til 1100-tallet, hvor den katolske kirke og kongemagten omsider fik stoppet de forhold, der beskrives i de islandske sagaer. Kaukasien - en del af Nærorienten.
Mens Kaukasus-bjergene har virket sprogligt og socialt fragmenterende indadtil, har de udadtil været bestemmende for de lokale befolkningers og især transkaukasiernes forbindelser med omverdenen. Det transkaukasiske højland udgør en naturlig forlængelse af både den iranske og den anatoliske højslette, og dette sammen med fremkomsten af større agerbrugscivilisationer begge steder allerede i Oldtiden har lige siden tjent til at knytte Kaukasus til Nærorienten og derigennem også til Middelhavsrummet. For eksempel er både nutidens armeniere, georgiere og aserbajdsjanere opstået gennem en opblanding af kaukasiske urbefolkninger med indvandringer fra det østlige Anatolien og Nordiran. På samme måde indeholder alle tre sprog talløse låneord fra både ældre og nyere persisk, og selv de navne, vi kender befolkningerne under i dag er persiske. Ganske vist er betegnelsen “Kaukasus”græsk og optræder bl.a. i myten om Prometheus, som bragte gudernes ild til menne-skene og til straf blev fastlænket til en bjergtinde i Kaukasus, men selve ordet kommer sandsynligvis fra Nærorienten. Det kan have at gøre med det hittitiske kaz-kaz, som er navnet på et oldtidsfolk der levede langs sydkysten af Sortehavet, men stammer troligere fra en gammel iransk myte om Kuh-e Qaf (Qaf-bjerget), der opfattedes som skillelinjen mellem den civiliserede (iranske) verden i syden og diverse barbariske folkeslag nord for denne. Det underforståede syn på Kaukasus som et forsvarsværk, kombineret med Transkaukasiens relative tilgængelighed fra syd og sydøst afspejler imidlertid, at regionen lige siden Oldtiden har udgjort en brudflade mellem tre større sikkerhedspolitiske komplekser. Umiddelbart syd for Kaukasien har der således normalt tegnet sig to indbyrde rivaliserende kolosser, gerne i form af imperier, baseret på hhv. den Anatoliske og den Iranske Højslette: en vestlig bestående af f.eks. Romerriget, Byzans og det Osmanniske rige, modstillet en østlig bestående af først de ældre persiske dynastier, dernæst det arabiske Kalifat og endelig Safavide-Iran. Nord for Kaukasus udgjorde først krigeriske nomade-konføderationer som skyterne, alanerne, khazarerne, diverse turko-mongoler og siden fra 1500-tallet det ekspanderende Rusland en tredje stormagt, der tidligt gjorde det sikkerhedspolitisk vitalt for syden at kontrollere de passager i bjergkæden, hvor-igennem invasioner nordfra forekom. Det fremgår af stednavne som f.eks. den førnævnte Darial-kløft, der er afledt fra det persiske Dar-e Alan og betyder “Alanernes Port” eller byen Derbent på lavlandskysten ved Det Kaspiske Hav, der på persisk kaldes Dar-e band - “Dørlåsen”. Følgen blev imidlertid at især de transkaukasiske befolkninger gennem det meste af deres historie har været underlagt den ene eller den anden af de sydlige stormagter i det mindste nominelt, eller simpelthen opdelt imellem dem. Her har armenierne altid været særlig sårbare, idet de oprindeligt beboede højsletten i det østligste Anatolien, der i lange perioder enten dannede grænseland mellem forskellige sydlige imperier eller fungerede som migrationskorridor fra øst mod vest. Til sammenligning fandt georgierne sig ganske vist bedre beskyttede bag Lille Kaukasus, men var til gengæld med hensyn til både politisk og kulturel påvirkning længe delt af Surami-kæden i to distinkte områder: et i form af det vestlige Georgien, hvis åbning mod Sortehavet muliggjorde kontakt med Middelhavsrummet, og et bestående af det centrale og østlige Georgien, for det meste under indflydelse fra Iran via Kura-dalen. For Kaukasien som helhed har relationerne mellem de regionale magter imidlertid altid haft konsekvenser, men modsat har dens lokale eliter også uafladeligt søgt at inddrage enten den ene eller den anden regionalmagt i deres egne interne stridigheder.

Religiøse forhold.
Men Transkaukasiens politiske integration med Nærorienten har også medført, at de lokale befolkninger gennem flere tusinde år modtog afgørende kulturpåvirkninger sydfra, og især fra Iran. Det gælder ikke mindst hvad angår de tre universelle skriftreligioner - Zarathustrismen, den før-islamiske tro i Iran, kristendommen og Islam. Både armenierne, georgierne og urbefolkningerne i Arran eller det såkaldte Kaukasiske Albanien (et historisk landskab nord for Aras-floden, der i det store hele omfattes af vor tids Aserbajdsjan, men ikke har noget at gøre med Balkanstaten af samme navn) var f.eks. zarathustriske ildtilbedere inden de antog kristendommen eller Islam, hvilket fremgår af en række religiøse traditioner såvel som lokale person- og stednavne. Tilsvarende spredte kristendommen sig sandsynligvis til Kaukasien fra oldkirkelige menigheder i det vestlige Iran i begyndelsen af 300-tallet, men delte sig siden i to retninger efter konciliet i Khalkedon i år 451, hvor armenierne fastholdt monofysismen (dogmet om Kristi ene guddommelige natur) og derved kom i strid med den byzantinske kirke, mens georgierne forblev ortodokse. I begge tilfælde var det konfessionelle valg dog reelt en følge af politiske overvejelser i forhold til hhv. Sassaniderne i Iran og Byzans.

Med arabernes erobring af Iran og Transkaukasien fra 641-46 påbegyndtes imidlertid en gradvis islamisering af regionen. Det var en langvarig process, dels fordi kristendommen allerede var til stede som en veletableret monotheistisk religion, og dels som følge af terrænforholdene og fraværet af større by- og handelscentrer, som indebar at det klassiske Islam, der i høj grad favoriserede byernes erhverv på bekostning af landbruget, simpelthen manglede passende lokale forudsætninger for at vinde frem. Det er således betegnende at araberne indledningsvis gjorde handelsknudepunktet Tbilisi til administrativt centrum, og at den nye tro i lighed med tidligere religioner først slog an i de lavereliggende områder og siden spredte sig til bjergene derfra. For eksempel var islamiseringen af lavlandet langs Det Kaspiske Hav allerede fuldbyrdet i 800-tallet, mens det først var tilfældet for Dagestans højland i 1400-tallet. Dette mønster gentager sig da Shia-Islam i løbet af 1500-tallet begyndte at fortrænge Sunni-Islam fra det sydøstlige Transkaukasien gennem påvirkning fra Safavide-shaherne i Iran, og den dag i dag følger den skismatiske skillelinje stort set Kaukasuskædens sydlige udløbere i det nordlige Aserbajdsjan.

Hvad angår Nordkaukasus begyndte Islam først at vinde frem på bekostning af lokale naturreligioner omkring det samme tidspunkt, og denne gang vest- og nordfra som følge af missions-virksomhed fra Osmannerriget og afsmitning fra de islamiske kulturcentrer på Krim og i Astrakkhan. Alligevel var processen for flere befolkningers vedkommende ikke afsluttet før i 1700-tallet, altså umiddelbart inden Ruslands fremtrængen i regionen. I dens nordøstlige dele blev islamisk mysticisme i form af forskellige sufi-ordener endvidere dominerende, fordi deres strukturering i lukkede broder-skaber let lod sig anpasse den stedlige klanstruktur. Generelt har religion i Kaukasien dog ikke tradition for stærk ortodoksi, idet både kristendom og Islam ofte kun udgør en fernis over ældre forestillinger med både dyreofringer og hellige træer, ligesom der er mange eksempler på lokale hellige mænd og steder, der æres af begge konfessioner. Udover de nævnte kristne og islamiske menigheder rummer Kaukasien også flere fortolkninger af Jødedommen, og Mahayana-buddhismen er repræsenteret blandt nogaierne i det nordlige Dagestan.

Statslig centralisering.
Klan- og stammeorganiserede samfund har historisk set ikke vist sig forenelige med centralisering og selvstændig statsopbygning undtagen i korte perioder og som følge af afsmitning fra tilgrænsende civilisationer. Det gælder også for Kaukasien og netop derfor er det vigtigt ikke at forveksle de statslignende dannelser, der indimellem opstår i regionen, især i Transkaukasien med stater i moderne forstand. Tværtimod forblev de sjældent mere end navngivne landskaber, der begunstiget af de givne fysiske omstændigheder lod sig kontrollere af afvekslende, lokalt magtfulde familier og deres respektive tilhængere, hvad enten der er tale om de fyrstedømmer, som har præget de armeno-georgiske områder siden Oldtiden eller de islamiske bystater, der opstod i det sydøstlige Transkau-kasien fra 1200-tallet. Omvendt betød århundreders påvirkning fra Iran, at de transkaukasiske eliter allerede tidligt forsøgte at efterligne den persiske tradition for centraliseret monarki - Nærorientens historisk set eneste holdbare model for statsopbygning. Udgangspunktet for denne styreform er Oldtidens sakrale monarki, der legitimerede en udvalgt hersker som bindeled til de kosmiske kræfter på grund af hans særlige egenskaber. Denne forestilling omformedes senere i det middelalderlige Trans-kaukasien til en særlig dynastisk-feudal orden med konger og dronninger, der regerede og endda til tider forenede de forskellige armenske og georgiske lande, for Georgiens vedkommende helt frem til 1800-tallet. I praksis fungerede den imidlertid gennem et pragmatisk samarbejde mellem monarken og de stærke jordejende fyrster, men kun i kraft af gensidig respekt, hvorved statens stabilitet afhang af den enkelte herskers personlige evne til at knytte de lokale eliters loyalitet og militære slagkraft til tronen gennem embeder og titler, der igen styrkede disses status overfor rivaliserende familier. Magt og prestige optrådte altså både i en nær og fjern udgave, et mønster der fortsat kan observeres i de moderne transkaukasiske staters administrative strukturer. Til gengæld er det betegnende, at skønt dele af Transkaukasien i en periode befandt sig under romersk overhøjhed og med kristendommens indførelse bevarede kontakten med Middelhavsrummet, vandt Romerrettens borgerbegreb med dets præcisering af pligter og rettigheder, og fremhævelsen af institutioner som “juridiske” personer aldrig indpas. I Nordkaukasus formåede til gengæld ikke engang den relativt moderate persiske statsformel at gøre sig gældende overfor befolkningernes organisering i egalitære familiefællesskaber, med et vist forbehold for dele af Dagestan, hvor en feudal lagdeling af samfundet kan spores fra 1400-tallet. En tilsvarende udvikling indtraf blandt tjerkesserne i det vestlige Nordkaukasus fra omkring samme tid formentligt under indvirkning fra de mere hierarkisk organiserede Kiptjak-tyrkere på de sydrussiske stepper.

Kaukasien under Rusland.
Med spredte kosakkolonier som forposter trængte Rusland for alvor frem mod Kaukasien i løbet af 1700-tallet. Kongeriget Georgien lod sig annektere uden sværdslag i 1801 og resten af Transkaukasien fratoges hhv. Persien i 1813 og 1828 og Osmannerriget i 1829 og 1878. I lighed med foregående århundreders persiske og tyrkiske invasioner sydfra måtte også den russiske krigsmagt tage hensyn til landskabets fysiske konturer, således at den efter at have opnået kontrol over Darial-passet, først indtog de lettere tilgængelige transkaukasiske lavlandsområder, for siden derfra at starte en systematisk erobringskrig mod bjergbefolkningerne i Nordkaukasus. Denne krig foregik på to fronter, dels mod de forskellige tjerkessiske stammer ved Sortehavskysten, dels mod tjetjenerne og visse andre grupper i Dagestan i det østlige Nordkaukasus, og blev som helhed ikke afsluttet før end i slutningen af 1800-tallet, som følge af terrænet og den lokale modstand. For de sidstnævnte befolkningers vedkommende inspireredes modstanden af en militant sufi-bevægelse, der fra 1825-59 formåede at tilvejebringe en indtil da uset forening af de ellers opsplittede samfund. I længden med førte kamphandlingerne dog at hele folkeslag udvandrede til Osmannerriget, og især tjerkessere er stadig at finde som minoriteter i Tyrkiet, Syrien, Jordan og Israel. Udvandringen af den oprindelige befolkning efterfulgtes af en modsvarende slavisk indvandring til flere af de erobrede områder, der lige siden har haft russiske befolkningsflertal. Efter i århundreder at have været kastebold mellem de sydlige stormagter indebar indlemmelsen i Rusland derimod sandsynligvis for både georgiere og armeniere en redning, og det er betegnende at den blandt begge folk foregik relativt gnidningsløst, ligesom der forekom en betydelig indvandring af armeniere sydfra til russisk Transkaukasien efter 1828. Herved forrykkedes til gengæld den demografiske sammensætning i flere områder, hvilket sammen med senere interne grænsedragninger bidrog til deres etniske homogenisering i løbet af Sovjetperioden.

En afgørende virkning af Kaukasiens integrering i Rusland var imidlertid at den åbnede nye uddannelses- og karrieremuligheder for de lokale eliter, hvilket sammen med en forbedring af den stedlige infrastruktur, en begyndende industrialisering og øget urbanisering gradvist banede vej for dannelsen af nye identiteter, inspireret af den europæiske nationalisme. Dette indtraf først blandt georgiere og armeniere, hvor der fandtes visse kirkelige og historiske fællesskaber at hæfte den ved, men selv blandt det østlige Transkaukasiens muslimer, som på dette tidspunkt i almenhed benævntes “tatarer”, var der ved starten på 1900-tallet fremvokset en lille gruppe nationalt sindede intellektuelle ivrigt optaget af at definere deres nation. Kombineret med voksende politisk undertrykkelse fra de tsaristiske myndigheders side blev følgen, at Transkaukasien oplevede sine første voldelige etniske sammenstød i 1905. De gentog sig i kølvandet på Den første Verdenskrig og revolutionen i Rusland i 1917, hvor de større transkaukasiske befolkninger udnyttede det magttomrum, der opstod ved tsarstyrets sammenbrud til i 1918 at udråbe tre selvstændige republikker - Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. De bestod indtil Rusland, nu under bolshevikerne, påny indlemmede hele regionen i Sovjetunionen fra 1920. I samme periode forsøgte de nordkaukasiske bjergfolk sig med forskellige quasi-selvstændige føderationer, men blev i 1921 for de flestes vedkommende tilsluttet Sovjet i form af den Autonome Sovjetiske Bjergrepublik.

Kaukasien i Sovjetunionen.
For Kaukasus-regionens vedkommende medførte Sovjet-perioden en hidtil ganske uset nationsopbygning. Grundantagelsen i den sovjetiske nationalitetspolitik var, at socialismens udvikling sammen med industrialisering og planøkonomi med tiden ville skabe en overordnet fælles sovjetidentitet og derved overflødiggøre alle etniske og kulturelle skel. For imidlertid at kunne kontrollere det multietniske kæmperige på kortere sigt, opdeltes et antal anerkendte befolkninger efter territorium i 15 nationale republikker samt indenfor og underordnet disse en hierarkisk struktur bestående af autonome republikker, områder og distrikter. Territorium blev med andre ord nu det afgørende kriterium for nationalitet, mens sproglige, historiske og religiøse aspekter almindeligvis blev anset for irrelevante. Sideløbende indledtes indenfor kulturpolitikken en systematisk kampagne for “rodfæstelse”, den såkaldte “korrenisatzia” med det formål at forsyne hver befolkning med en politisk korrekt for-tid, der skulle knytte den historisk og dermed mentalt til det givne territorium og retfærdiggøre den administrative opdeling. Dette indebar bl.a. en massiv rekonstruktion af de anerkendte befolkningers historie. Historiske forbindelser mellem nation og territorium blev fremhævet, men omvendt blev påvirkninger fra andre kulturer, især kulturer udenfor USSR nedtonet eller helt fortiet. På samme måde opmuntredes “nationale” litteraturer, selv for folkeslag der aldrig havde haft et skriftsprog, ligesom visse “nationale” alfabeter blev anerkendt ved siden af det kyrilliske (f.eks. det armenske og det georgiske), men på bekostning af omfattende“sprogrensninger” og udskiftning af andre alfabeter (i første række det arabiske) samt opløsning af de tilhørende religiøse institutioner. Rodfæstelsens eller nativiseringens praktiske virkeliggørelse blev i vid udstrækning overladt særligt skolede indfødte “kadrer” fra de enkelte nationale republikkers “titulære” befolkninger, hvilket bidrog til at skabe godt forskansede etniske partieliter, der konsoliderede deres magt i kraft af lokale personlige netværk. Mest problematisk var dog den uundgåelige begunstigelse af titulærbefolkningerne på bekostning af mindretallene, der skabte kulturelt politiske modsætninger, og ophobede et kolossalt konfliktmateriale.

For Kaukasiens vedkommende gjorde Sovjetperiodens politisering af etnicitet og det medfølgende kulturhærværk uoprettelig skade. I takt med at de tre transkaukasiske nationale republikker - Georgien, Armenien og Aserbajdsjan - således i stigende grad homogeniseredes efter deres titulærbefolkninger, følte større mindretal som abkhaserne og syd-ossetierne i Georgien eller Kara-bakh-armenierne i Aserbajdsjan sig tilsvarende hægtet af den nationale udvikling, hvilket allerede i 1960’erne udløste de første verbale protester. Men også flertalsbefolkningerne var, på trods af store økonomiske og uddannelsesmæssige fremskridt, utilfredse med ultimativt at være underlagt centrale beslutningsprocesser og frygtede især deres sproglige overlevelse i forhold til russisk. Dette lå både i Armenien og Georgien bag dannelsen af uofficielle nationalistiske bevægelser og gav i flere tilfælde anledning til spontane demonstrationer.

Hvad angår Nordkaukasus blev den Autonome Bjergrepublik allerede i 1922 opdelt i mindre etnisk definerede distrikter indenfor Den Russiske Føderation for at modvirke dannelsen af en fælles regional identitet blandt bjergfolkene, men utilfredshed med denne vilkårlige fragmentering og dens virkninger på traditionel lokal jordbesiddelse ledte i løbet af 1920’erne til adskillige opstande blandt disse. I forbindelse med landbrugskollektiviseringen greb Sovjetmagten derfor lejligheden til at skaffe sig af med de forskellige etniske eliter til fordel for russere som administrative ledere af de nye autonome republikker og distrikter, der oprettedes i 1936. Af disse var kun titulærbefolkningerne i Adygeia, Nord-Ossetien og Tjetjeno-Ingushetien relativt homogene, hvorimod Karatjai-Tjerkessien og Kabardino-Balkarien var konstrueret omkring en flertalsbefolkning og en mindretalsbefolkning med forskellige sprog. I Dagestan med sine 32 sprog satsedes på et sindrigt kvotesystem i de repræsentive forsamlinger. Den største katastrofe for den nordkaukasiske befolkninger indtraf imidlertid under Den anden Verdenskrig. Fra november 1943 til marts 1944 deporteredes således samtlige tje-tjenere, ingushetere, karatjaier, balkarer og desuden i 1947 de meshketiske tyrkere i Georgien til Centralasien, anklaget for at have kollaboreret med den fremrykkende tyske hær, og deres områder blev overladt de tilbageblevne folkeslag samt tilflyttede russere. De blev først rehabiliteret og tilladt at vende hjem i 1957, men da var grunden for længst lagt til en lang række fremtidige territoriale stridigheder.

Det post-sovjetiske Kaukasien.
Fra at være en upåagtet verdensdel gennem størsteparten af det 20’ende århundrede har Kaukasien siden Sovjetunionens begyndende opløsning sidst i 1980’erne opnået næsten daglig medieomtale, og fremstår for nærværende som den ubetinget mest konfliktramte og politisk ustabile region indenfor den tidligere supermagts territorium. Årsagerne hertil kan uden undtagelse tilskrives på den ene side Sovjetperiodens politisering af etno-territorielle tilhørsforhold og på den anden side fraværet af lokale traditioner og institutioner, egnede for en demokratisk stats- og nationsopbygning. Da Michail Gorbatjov således iværksatte sit reformprogram om glasnost (åbenhed) og perestroika (genopbygning) i 1986, greb aggressiv nationalisme og krav om grænserevisioner hurtigt om sig blandt diverse forfordelte mindretal. Fra foråret 1988 tog udviklingen fart i Aserbajdsjan, hvor det armenske befolkningsflertal i den autonome oblast Nagorno Karabakh forlangte løsrivelse med hen-visning til økonomisk og kulturel forsømmelse fra de aserbajdsjanske myndigheders side. Det blev i Armenien mødt med omfattende sympatidemonstrationer, der gjorde Karabakh-spørgsmålet til det samlende symbol for den armenske nationalbevægelse. Lignende begivenheder indtraf i Georgien, hvor abkhaserne protesterede over at være en minoritet i deres egen autonome republik som resultat af georgisk indvandring, og ossetierne forlangte deres autonome område i Sydossetien sammenlagt med Nordossetien i Den Russiske Føderation. Disse krav besvaredes af titulærbefolkningerne i både Georgien og Aserbajdsjan med egne nationalistiske modbevægelser og mens de republikanske såvel som de centrale myndigheder tilsyneladende var handlingslammede, forværredes situationen hastigt. Optrapningen af den inter-etniske vold ledsagedes derfor fra starten af de sovjetiske magtstrukturers interne opløsning, og ved indgangen til 1990’erne var magten i de transkaukasiske republikker reelt overgået til lokale oppositionsbevægelser. Denne process blev dog for Azerbajdsjans vedkommende midlertidigt bremset i januar 1990, da centralmagten indgreb militært til fordel for den siddende regering.

Også i de nordkaukasiske autonomier var Sovjetunionens sidste år præget af en vis nationalistisk genopblussen blandt både russerne og de ikke-russiske befolkninger, men her rejstes mindre ekstreme krav, eftersom området var en del af den Russiske Føderation. Desuden besad hvert eneste af disse autonomier betydelige russiske mindretal såvel som andre befolkningsgrupper udover deres titulære nation(er). I stedet for at kræve løsrivelse og uafhængighed dannede repræsentanter for de oprindelige befolkninger derfor “Forsamlingen af Kaukasiske Bjergfolk” i 1989, med det mål at få de forskellige autonomier anerkendt som fuldgyldige unionsrepublikker.

Den umiddelbare konsekvens af det mislykkede Moskva-kup i august 1991 og Sovjetunionens sammenbrud blev at Georgien, Armenien og Aserbajdsjan erklærede deres statslige selvstændighed, der anerkendtes af det internationale samfund. Samtidig forstærkede deres nye nationale regeringer i de følgende år bestræbelserne på at opnå fuld kontrol over de respektive territorier, med en dramatisk optrapning af konflikterne i både Nagorno Karabakh, Abkhasien og Sydossetien som resultat. Kamphandlingerne blev overalt ledsaget af massiv voldsanvendelse med civile og gensidige massefordrivelser, der skabte kolossale interne flygtningeproblemer i regionen. Armeniens bistand til løsrivelseskrigen i Nagorno Karabakh medførte desuden en de facto krigstilstand i forhold til Aserbajdsjan, der sammen med Tyrkiet svarede igen med en ødelæggende økonomisk blokade. I længden måtte dog både Georgien og Aserbajdsjan indgå våbenhvile efter betydelige tab af territorium til de selverklærede republikker Abkhasien og Nagorno Karabakh, og stridighederne har siden 1994 ulmet som typiske “low intensity conflicts”. Parallelt med de militære konjunkturer har Georgien og Aserbajdsjan desuden oplevet gentagen politisk ustabilitet i takt med at de massebevægelser, som bidrog bidraget til at sikre uafhængigheden, efter opnåelse af statsmagten er splittet i indbyrdes rivaliserende fraktioner og partier. Således blev begge staters første folkevalgte præsidenter - d.v.s. Zviad Gamsa-khurdia og Abulfez Eltjibey - væltet ved kup i hhv. 1992 og 1993 til fordel for de tidligere parti- og KGB-bosser fra Sovjetperioden - Eduard Shevardnadze og Haidar Aliev - som begge har siden da været genstand for flere kup- og attentatforsøg. I kontrast hertil forblev Armeniens præsident Levon Ter-Petrossian ved magten helt frem til 1998, men valgte så at træde tilbage da hans regeringsparti mistede sit parlamentariske grundlag som følge af korruption og magtmisbrug. I alle tre stater har udviklingen favoriseret tiltagende autoritære styreformer parallelt med at både politik og økonomi er blevet koncentreret i hænderne på magtfulde personlige netværk. Samtidigt har de formelle demokratiske strukturer vist sig meget svagt baserede, især ude i landdistrikterne, hvor de som regel blot udgør en tynd facade over lokale velynder-klient relationer.

Hvad angår Nordkaukasus, er alle de tidligere autonome republikker forblevet i Den russiske Føderation på nær den tjetjenske del af Tjetjeno-Ingushetien, nu Den tjetjenske Republik Itjkerien, der erklærede sig selvstændig i 1991, men herved også straks kom på kollisionskurs med Moskva. Efter flere forsøg på at vælte den første folkevalgte præsident Djokhar Dudajev ved hjælp af rivaler indenfor den tjetjenske klanstruktur, invaderede russiske styrker til sidst den lille udbryder-republik i december 1994. Den påfølgende krig varede til 1996, hvor Rusland efter flere ydmygende nederlag indgik en våbenhvile, baseret på tilbagetrækning af sine tropper og senere forhandlinger om Tjetjeniens fremtidige status. Desuden forpligtede Rusland sig til at bidrage til landets genopbygning. I januar 1997 overtog den pragmatiske præsident Aslan Mashkhadov ledelsen af Tjetjenien efter et internationalt anerkendt valg, men i lighed med sin forgænger viste heller ikke han sig i stand til at skabe en fungerende efterkrigsorden. På en baggrund af økonomisk og social opløsning tog kidnapninger og anden kriminalitet tværtimod til de følgende år, og da militante tjetjenske islamister søgte at destabilisere naborepublikken Dagestan i august 1999, fik Rusland et passende påskud til at starte en ny militær invasion af Tjetjenien, med det erklærede mål at bekæmpe international islamisk terrorisme. Her bør det dog understreges at den politisering af Islam, der med støtte fra især Saudiarabien vitterligt har fundet sted i Tjetjenien og andre dele af Nordkaukasus, kun har opnået lokal grobund i kraft af den udbredte fattigdom, arbejdsløshed og manglen på fremtidsperspektiver. Derfor kan Ruslands nuværende forsøg på at gennemtvinge en militær løsning heller ikke i længden erstatte en seriøs politisk dialog med Tjetjenien og resten af Nordkaukasus, ledsaget af udviklingsbistand, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at fastholde området i føderationen uden tilbagevendende konflikter. På den anden side er det betegnende at ingen af de øvrige nordkaukasiske republikker i det forløbne tiår har valgt at tilslutte sig det tjetjenske løsrivelsesprojekt, og muligheden for en bredere alliance vendt mod Rusland må derfor anses for ret usandsynlig. Årsagerne hertil er forskellige, men kan generelt forklares med de enkelte republikkers befolkningsmæssige sammensætning af sprogligt og numerisk uensartede grupper (herunder et stort antal etniske russere), og tilsvarende sårbarhed overfor manipulering af interne konflikter. Hertil kommer den allestedsnærværende primærgruppeloyalitet, der i praksis modvirker identitetsdannelse over klanniveauet.

Kaukasien i international politik.
Sovjetunionens sammenbrud skabte overalt i dens ikke-russiske periferi et kortvarigt magttomrum til fordel for diverse nye interne og eksterne aktører. I Kaukasien oprettedes således de tre uafhængige stater Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, men samtidigt genoplivedes den historiske rivalisering mellem de tilgrænsende regionale stormagter - Rusland, Iran og Tyrkiet. I Ruslands tilfælde understregede det den kendsgerning, at den russiske stat siden 1500-tallet har bygget på en uindskrænket centralmagt, hvis primære målsætning i lange perioder bestod i militær ekspansion og underlæggelse af de omkringliggende ikke-russiske befolkninger. Dette imperialistiske rationale, kombineret med en følelse af strategisk sårbarhed i forhold til en som regel fjendtlig omverden har altid forlenet russisk udenrigspolitik med en stærk grænsefiksering og betød, at Rusland på trods af sin egen interne statslige opløsning i løbet af 1990’erne fra starten søgte at bevare sin dominerende rolle i Kaukasien. Som vist af den løbende russisk-tjetjenske konflikt har Moskva for eksempel utvetydigt demonstreret overfor nordkaukasierne, at grænsen for løsrivelse fra det russiske imperium går langs Kaukasus-kædens højderyg. Tilsvarende blev Transkaukasien allerede i 1992 erklæret russisk interessesfære som en del af det såkaldte “nære udland”, og Rusland har åbenlyst manipuleret lokale konflikter for at tvinge de nye selvstændige stater ind i SNG og opnå baseaftaler, adgang til råstof-resourcer m.m. Af særlig betydning her er den russiske militærledelses nye selvstændige optræden i flere konflikter, der ydermere efter opgøret mellem Jeltsin og parlamentet i Moskva i oktober 1993 tilsyneladende også er accepteret af politikerne. For eksempel opererer den russiske militærdoktrin stadig med de gamle modstandere USA og NATO, som potentiel fjende, hvilket gør Georgiens og Armeniens grænser mod NATO-medlemmet Tyrkiet vitale i militærets øjne, selv om Rusland officielt anerkender de transkaukasiske staters suverænitet. Frygt for den nordlige nabo tilskynder omvendt både Georgien og Aserbajdsjan til at søge tættere forbindelser til Vesten.

Sammenlignet med Rusland har både Tyrkiet og Iran optrådt betydeligt mere moderat. Selv om Tyrkiet betragter Aserbajdsjan som kanal for øget indflydelse i den tyrkisksprogede del af Centralasien og derfor bakkede op om Baku i Karabakh-konflikten, har bistanden primært været af politisk og diplomatisk karakter. Sideløbende har man til stadighed søgt at opretholde en konstruktiv dialog med Armenien i forskellige regionale samarbejdsfora såvel som mere eller mindre officielle bilaterale aftaler, bl.a. for at undgå en potentiel alliance mellem armenierne og Tyrkiets egne kurdiske separatister i det østlige Anatolien. En lignende bekymring omkring det store azeri-tyrkiske mindretal i det nordvestlige Iran, har til trods for religiøst fællesskab med Aserbajdsjan afholdt Den islamiske Republik fra at opmuntre den derværende nationalisme og i stedet diskret støtte det formelt kristne Armenien gennem udstrakt samhandel.

Set fra en vestlig synsvinkel betyder Kaukasiens afsides beliggenhed og relative underudvikling at regionen er uden direkte interesse. Ganske vist har olieforekomsterne omkring Det Kaspiske Hav tiltrukket flere internationale olieselskaber, men resourcernes forventede begrænsning, problemer med at opnå enighed om udførselsveje og især den politiske ustabilitet formindsker deres attraktion som investeringsobjekter. For Rusland og Tyrkiet spiller olien derimod en stor rolle, men til gengæld er transportfaciliteterne forældede eller henvist til at gå igennem urolige og svært kontrollable områder.

Alligevel er udviklingen i Kaukasien ikke ligegyldig for Vesten. Således har Rusland til trods for diverse påstande om det modsatte ikke formået at etablere sig som en demokratisk retsstat efter Sovjetunionens sammenbrud. Tværtimod baserer den nuværende russiske magtstruktur øjensynligt sine interesser i regionen på dens mange underdrejede konflikter, hvilket truer både Tyrkiet og Iran, der begge svækkes af forskellige interne problemer. Mens Kaukasien altid vil være påvirket af forholdene i Rusland, nødvendiggør omvendt den trussel en permanent kaukasisk ustabilitet udøver mod især Tyrkiet, at EU og NATO på længere sigt udarbejder en strategi overfor regionen. For øjeblikket gør hverken Rusland, Iran eller Tyrkiet nogen krav på ændringer af Kaukasiens internationale grænser og der synes ingen akut fare for at regionens interne konflikter vil sprede sig udenfor denne, men manglen på formelle kollektive sikkerhedsaftaler i en udpræget sikkerhedspolitisk højspændings-zone er ugunstig for dens sydlige naboer. Kun Tyrkiet har i denne sammenhæng taget selvstændige initiativer i retning af et bredt institutionaliseret samarbejde, nemlig det ambitiøse multilaterale Sortehavsprojekt. Imidlertid synes både USA og EU stort set at have godkendt Kaukasien som Ruslands “baggård” og selv om den russiske optræden i Tjetjenien udgør et ømtåleligt emne i Vesten, vejer realpolitiske hensyn til den kernevåben-bestykkede tidligere supermagt ikke overraskende tungest. På den anden side kan man næppe blankt afvise at uansvarlige kapitalinteresser i Vesten selvstændigt måtte ønske en vedvarende uro omkring Kaukasien i håb om derved at opnå fordele på bekostning af Rusland. Hvorom alting er vil en sammenhængende vestlig politik overfor Kaukasien uundgåeligt forudsætte en grundig revision af synet på og forholdet til Rusland.