Mindretalspolitik i Kaukasus

2. Landenes minoritetspolitik i dag

2.1 Nogle forudsætninger[i]

Regionens lange historie i spændingsfeltet mellem forskellige kulturelle og politiske indflydelser har medført mange skel ad sproglige, religiøse og etniske linier. De høje Kaukasusbjerge og deres udløbere dannede en naturlig barriere for tilvandrende stammer og store rigers erobringstogter. De dannede i Antikken et naturligt skel mellem nomadekulturer på det, der senere blev de sydrussiske stepper i nord, og de store bykulturer i syd. Langs sortehavskysten lå der senere både græske og romerske kolonier. Det bysantinske og det sasanidiske riges grænse forløb her, senere osmannernes og persernes. Fra Bysans kom kristendommen til Kaukasus' vestlige del, fra Persien kom islam til Kaukasus' østlige del. Mod nord var det først iransksprogede alanske og senere tyr­kisksprogede avarske ryttere, der dannede riger. Hver erobring bragte indvandrere og nye kulturer. De erobrede blev myrdet eller udvandrede, de assimilerede sig eller trak sig tilbage i bjer­gene med skiftende indflydelsessfærer og bosættelsesmønstre til følge. Fra 1200- til 1500-tallet trak først Djingis Khans efterfølgere og så Timurlenk med deres tropper gennem Kaukasus. Stort set alle folk i Kaukasus påberåber sig i dag at nedstamme i direkte linie enten fra en af de store magter, der herskede i forskellige perioder her, eller fra de indfødte folk, der havde deres forskellige - større og mindre - fyrste- og kongedømmer og blev de sto­re riges ofre. Således er alle kulturelle skel, som overalt, et resultat af historiens brogede gang. Og historien bruges i regionen flittigt til at påberåbe sig retten til territorier. Dette fænomen styrkes af, at minoriteternes egen historie ikke er blevet skrevet endnu. Minoriteters historie er næsten overalt dårligt dokumenteret, men i Sovjetunionen foregik der en konsekvent historieforfalskning og -fortielse, samtidig med at regionen var lukket for vestlige forskere.

Kaukasusregionen og dens kongeriger og fyrstendømmer blev gentagne gange delt mellem perserne i Øst og osmannerne i vest, der dannedes emirater og khanater samtidig med, at lokale fyrster bevarede deres lokale indflydelse. Fra slutningen af 1700-tal­let blev området successive indlemmet i det Russiske Rige. Kau­kasus kom under russisk militærledelse, blev opdelt i skiftende administrative provinser på tværs af etniske og nationale skel og koloniseret nordfra. I løbet af 1800-tallet voksede der flere steder en nationalbevægelse frem med krav om kulturel, økonomisk og politisk autonomi. Efter den russiske revolution dannede disse antibolsjevikiske bevægelser både i Nord- og Sydkaukasus føde­rationer - mens den bolsjevikiske bevægelse samtidig havde sine e politiske centre og ledelser i regionen.

1918 dannedes således et uafhængigt, tyrkisk støttet nord­kaukasisk emirat, en uafhængig først tysk og derefter britisk støt­tet azerbaijansk republik under ledelse af det borgerlige Musa­vatparti, en uafhængig tyskstøttet georgisk republik under social­demokratisk ledelse, en fri armensk republik under ledelse af det antityrkiske nationale Dasjnak-parti, en uafhængig Arak-republik (det nuværende Nakhitjevan) ligeledes under Musavat-ledelse, et bolsjevikisk styret Abkhasien, mens Adjara blev del af Tyrkiet. Det var en urolig tid, hvor bolsjevikiske grupper kæmpede mod anti­bolsjevikiske, hvor der var konstante gnidninger mellem sociale understrømme i de nye uafhængige lande og grænsestridigheder de nye lande imellem. Ved Første Verdenskrigs afslutning blev de tyrkiske og tyske alliancer meningsløse. Russiske interesser kolliderede med tyrkiske interesser. Hverken britisk intervention eller protektoratsaftaler med Folkeforbundet gav den nødvendige støtte.

I februar 1920 var den Røde Hær sejrrig i Nordkaukasus, i april 1920 blev Azerbaijan indtaget, i juni 1920 Arakrepublikken, i november 1920 Armenien og i februar 1921 Georgien, og der dannedes sovjetrepublikker. Efter en traktat mellem Lenin og Kemal Ataturk skulle Nakhitjevan ved den armensk-tyrkiske grænse have selvstyre inden for Azerbaijan og Adjara ved den georgisk-tyrkiske grænse inden for Georgien. I januar 1921 blev der i Nordkaukasus dannet en Autonom Bjergrepublik inden for Sovjet-Rusland (med ingusjiske, tjetjenske, kabardinske, balkar- ske, karatjaiske, tjetjenske og ossetiske distrikter), der dannedes en sovjetisk Dagestan-republik, og i 1922 blev Georgien, Abkhasien, Armenien og Azerbaijan slået sammen til en Transkaukasisk Føderativ Sovjetrepublik.

Det senere system af autonome områder, autonome republik­ker og sovjetrepublikker, som er blevet genstand for så mange stridigheder om grænser for territorier og om regeringers legiti­mitet, blev - med adskillige territorie- og statusændringer hen ad vejen - successive fastlagt i årene frem til Anden Verdenskrig:

1921 Adjara: Autonom Republik i Georgien
Dagestan: Autonom Republik i den Russiske Føderation.

1922 Sydossetien: Autonomt Område i Georgien       

1923 Nagorno-Karabagh: Autonomt Område i Azerbaijan     

1924 Nakhitjevan: Autonom Republik i Azerbaijan     

1928 Adygea: Autonomt Område i den Russiske Føderation
Karatjai-Tjerkessien: Autonomt Område i den Russiske Føderation

1931 Abkhasien: Autonom Republik i Georgien

1936 Armenien: Sovjetrepublik
Georgien: Sovjetrepublik Azerbaijan: Sovjetrepublik
Kabardino-Balkarien: Auto Republik i den Russiske Føderation
Tjetjeno-Ingusjetien: Autonom Republik i den Russiske Føderation
Nordossetien: Autonom Republik i den Russiske Føderation

Her er kun medtaget områder, der endnu eksisterer med en eller anden form for selvstyre. Nogle af dem blev opløst og genoprettet i forbindelse med deportationerne i 1940'erne. Flere, mindre autonome distrikter eksisterede kun kortvarigt[ii]. De huskes med nostalgi og giver spredt anledning til selvstyrekrav. Stridigheder­ne far yderligere brændstof pga. omfattende massedeportationer fra Kaukasusregionen til Sibirien og Centralasien efter etniske kriterier: kurdere i 1937 og 1944, karatjaer i 1943, ingusjeter, tje­tjener, balkarer, meskheter i 1944, grækere i 1949. Mange, men langt fra alle, fik lov til at vende tilbage til Kaukasus efter 1957. Store grupper af disse hjemvendende minoriteter måtte dog ikke bosætte sig i de egne, de var blevet deporteret fra. Hertil føjer sig lige så massive, lige så etnisk bestemte tvangsforflytninger inden for regionen. Og hver gang et folk, der havde »sin« autonomi, blev fordrevet, blev autonomierne opløst, landet givet til andre, og nye folk blev tvunget til at flytte. Når de senere blev genoprettet, var det igen ofte med territoriale tab.

De mange interne grænseændringer har i tidens løb efterladt en del grænseminoriteter, som nu søger genforening. Dette gælder også de statsgrænser, som blev oprettet efter Sovjetunionens sammenbrud. Således ønsker f.eks. lezgierne, bosat på hver side af den russisk-azerbaijanske grænse, et forenet Lezgistan. Grænsedragninger, politisk pres og diverse former for minoritetspolitik har også ført til, at bestemte minoritetsgrupper findes - i mere eller mindre samlede bosættelseslommer - over hele regionen: det er, udover russere, som er kommet til i kølvandet på indlemmelsen i det Russiske Imperium og senere Sovjetunionen, især armenere, kurdere og grækere, der i samme periode indvandrede sydfra. I modsætning til russere opfattes de som minoriteter til­hørende Kaukasusregionen. Da de uafhængige sydkaukasiske republikker blev dannet efter Første Verdenskrig, var det kun en del af armenerne, som boede inden for det område, der siden blev Armenien; ca. 30% boede i det senere Azerbaijan og 20% i det senere Georgien. Den georgiske hovedstad Tbilisi og den azerbajanske hovedstad Baku var førende armenske handelscentre. Der er i disse nye demokratitider således mange anledninger til uoverensstemmelser om legitime grænser, territorier og autonomirettigheder og til højlydte krav om holdbare garantier for minoritetsrettigheder. Ethvert forsøg på at fastlægge, hvilken gruppe der måtte have et legitimt historisk krav til et bestemt landområde, er pga. de modsatrettede krav dømt til at ende i konflikt.

Efter opløsningen af Sovjetunionen og oprettelsen af nye statsgrænser er hele regionen præget af den sovjetiske arv - både af sovjettidens nationalitetspolitik igennem 70 år og af de men, selve opløsningsprocessen siden slutningen af 1980'erne har påført den. Men de nye, selvstændige lande i regionen har fået mulighed for at formulere deres egen minoritetspolitik på bag­grund af deres egen historie, deres nationale identitet og de modeller, de måtte have kendskab til.

2.2 Armenien
Armenien er det mest homogene af de nye lande i regionen. I 1989 var mere end 93% af den 3,6 millioner store befolkning etniske armenere. Homogeniteten er yderlige øget, efter at det azerbaijanske mindretal blev fordrevet eller udvandrede i 1988/89, senere fulgt af udvandring af andre muslimske, især nordkaukasiske mindretal og en samtidig massetilflytning af armenere fra naborepublikken Azerbaijan.

Per 1995 er mindst 98% af Armeniens befolkning armensk. Armenien havde et for sovjetiske forhold relativt lille russisk mindretal[iii]. Mange af dem forlod Armenien efter jordskælvet i 1988 og senere pga. politisk utryghed og økonomisk elendighed.

Efter disse befolkningsforskydninger er den største minoritet i Armenien, næstefter de resterende russere, ca. 55.000 kurdere. Mange af dem, og måske endda de fleste, er efter eget udsagn ikke muslimer, men jezider. Som ikke-muslimer har de, i hvert fald i hovedstaden, sammenlignet med kurdere andre steder i det tidligere Sovjetunionen en privilegeret stilling, i det der f.eks. findes kurdisksprogede medier og en afdeling for kurdologi på Videnskabsakademiet i Jerevan. Udover russere og kurdere findes mindre græske og assyriske mindretal. Mindretallene er organiseret i paraplyorganisationen »Unionen af etniske mindretal i Armenien«.

I dag ønsker Armeniens russiske og kurdiske mindretalsorganis­ationer - gennem Unionen -, at der i valgloven og i forfat­ningen bør indføres minoritetskvotaer, således at de største mindretal derved sikres repræsentation i Parlamentet. Mindretals­organisationernes motiv er, at repræsentation er den eneste mulighed for at komme til orde med minoritetsrelevante emner som f.eks. ønsket om at bevare angivelse af nationalitet, dvs. etnisk oprindelse i personlige dokumenter, eller spørgsmålet om etni­ske skoler og højere uddannelser. Efter en parlamentsbeslutning om at lukke russiske skoler er det det russiske mindretal, der er det mest aktive. Der er godt nok ikke tradition for en sådan løsning i armensk historie, men ifølge Parlamentets Kommission for Menneskerettigheder og Nationaliteter ville den være i fuld overensstemmelse med traditionel minoritetspolitik i Mellemøsten (det såkaldte Millet-system). Den ville måske kunne for­hindre, at homogeniteten på 98% udvikler sig i udemokratisk retning.[iv] Et af oppositionspartierne, det Liberale Demokratiske Parti, har fremsat lovudkast vedrørende minoriteters politiske, økonomiske og kulturelle rettigheder.[v] I selve regeringen er der dog ikke tilslutning til en særlig intern minoritetsregulering.

Armeniens officielle minoritetspolitiske fokus er primært ret­tet mod den meget store armenske diaspora, dvs. armenske min­dretal udenfor Armenien. Af de ca. seks millioner eksilarmenere bor godt en fjerdedel i andre dele af det tidligere Sovjetunionen. Det er i første række armenerne i nabolandet Azerbaijan (Nagorno-Karabagh), som siden 1988 har været genstand for den armenske uafhængigheds- og nationalbevægelses ideologi og politik. Bevægelsen startede som den såkaldte Karabagh-komite under ledelse af Levon Ter-Petrosjan, der senere dannede den armenske Pan-Nationale Bevægelse, vandt valget til den Øverste Sovjet i 1990 og blev det uafhængige Armeniens valgte præsi­dent i oktober 1901 . Siden har Nagorno-Karabagh, det autono­me armenske område i Azerbaijan, og krigen mod Azerbaijan om minoritetsenklaven, helt domineret den armenske politiske, øko­nomiske og sociale dagsorden samt forholdet til Rusland, til nabolandene Iran og Tyrkiet og til de internationale organisatio­ner.

De minoritetspolitiske udspil i Armenien kredser omkring det historiske skæbnefællesskab, dvs. massiv forfølgelse og folkemord i årene 1894-96 og især i 1915, hvor ca. halvanden million arme­nere omkom. Dette folkemord er i armensk bevidsthed knyttet til en konstant, potentiel trussel fra deres muslimske, tyrkiske nabofolk, som let mobiliseres. Mindet om folkemordet blev først genvakt i 1965, da det officielle Sovjetunionen sluttede en ven­skabstraktat med Tyrkiet og samtidig forsøgte at berolige Arme­nien og true Tyrkiet ved at oprette et monumentalt mindesmær­ke om 1915-folkemordet i hovedstaden Jerevan. Det kom den­gang, altså længe for Sovjetunionens opløsning, til voldsomme demonstrationer og grundlæggelsen af flere nationalistiske parti­er, hvis hovedformål det blev at genforene alle sovjetiske og tyr­kiske armenere. Rollen som Armeniens hoved fjende i den armenske nationalbevægelse tildeltes tidligere selve Tyrkiet, men er siden 1980'erne overtaget af Azerbaijan. Tyrkiet lægger i sin politik over for Armenien stor vægt på, at den armenske elite holder op med at dyrke folkemordet som kernen i armensk identitet, for der kan være tale om diplomatiske forbindelser mellem de to nabolande. Som et første skridt annoncerede den fungerende undervisningsminister i februar 1995, at undervis­ning i folkemordet vil blive forbudt i børnehaverne og skolerne.

2.3 Azerbaijan
Azerbaijan har en befolkning på i alt 7,4 millioner. Andelen af etniske azerier er øget mærkbart[vi] efter det armenske mindretals massive flugt og udvandring. Azerierne er muslimer, men funda­mentalisme spiller ingen større rolle. Der er ingen religiøse konflikter mellem det ca. 70% store shia-flertal og det 30% store sun­ni-mindretal. Der er større azerbaijanske mindretal i nabolandet Georgien (ca. 300.000) og i Dagestan (ca. 75.000). På den anden side af den sydlige grænse, i Nordiran, bor ifølge forskellige kil­der mellem 8 og 20 millioner azerier. Minoritetspolitisk set er der positive opmærksomhed for azeriske mindretal udenfor Azerbaijan større end for mindretallene indenfor Azerbaijan, en udvikling der her manifesterede sig siden slutningen af 1970'erne.[vii]  Dette har senest givet sig udtryk i, at Azerbaijan i 1989 med held formidlede i en ulmende konflikt mellem azeri­er og georgiere i Georgien, hvor sovjetiske tropper var indblan­det, samt i en kortvarig storm på grænsen mellem Iran og Azer­baijan med krav om øget kulturel autonomi for Irans azerier. Den antiiranske politik er blevet erstattet af en mere pragmatisk holdning under præsident Aliev.

Azerbaijan har selv et stort antal mindretal, men førte i den sovjetiske tid en udpræget assimilationspolitik, som medførte, at mange personer, der tilhører minoriteter, enten frivilligt eller ufrivilligt skiftede tilhørsforhold, dvs. assimilerede sig. Officielle statistikker afslører derfor ikke de korrekte forhold. Også mino­ritetsgruppernes egne talangivelser er misvisende, da de ofte ikke blot omfatter minoritetens størrelse i Azerbaijan, men gruppens totalstørrelse inden for og uden for Azerbaijan. Azerbaijans mi­noritetspolitik er ikke blevet forbedret siden uafhængigheden, og beretninger om alvorlig diskrimination er hyppige.

Indtil uafhængigheden udgjorde 392.000 russere det største mindretal, og de havde mange privilegier såsom modersmålsud­dannelser på alle niveauer. Mange russere er siden rejst, og de kulturelle tilbud til de resterende russere er blevet indskrænket mærkbart. Russere klager desuden over en ny retsløshed, bl.a. i forbindelse med at deres lejligheder beslaglægges af azerbaijanere, der er blevet fordrevne fra områder, der er besat af Armenien. 

Genhusningen af de mere end 950.000 fordrevne fra konflikten med Armenien er et voldsomt problem: Myndighederne synes at være ude af stand til at kontrollere selvtægt.

Det største regionale mindretal i Azerbaijan var indtil begyndelsen af den armensk-azerbaijanske konflikt om Nagorno ­Karabagh de ca. 390.000 armenere.[viii] De fleste ikke-Nagorno­ Karabagh-armenere er efter forfølgelse flygtet til Armenien. De endnu resterende Azerbaijan-armenere (ca. 18.000), og især dem fra blandede familier - som ikke er velkomne i Armenien - lever i konstant frygt for repressalier og tør ofte ikke vise sig i offentligheden. Mange er blevet fyret fra deres jobs, og der berettes om, at de år konfiskeret deres rejsedokumenter og opholdstilladelser og endda nægtes lægehjælp.

En anden gruppe, der har problemer med ikke-overholdelse af minoritetsrettigheder, er lezgierne. Lezgier er et kaukasisk folk, som for halvdelens vedkommende bor i Dagestan[ix] og for den anden halvdels vedkommende i Azerbaijan. Officielt er der om­kring 200.000 lezgier i Azerbaijan, mens uofficielle skøn ligger mellem 300.000 og 500.000.[x] Lezgierne klager først og frem­mest over tvangsassimilation: De nægtes efter sigende enhver form for kulturelle rettigheder, f.eks. modersmålsskoler og aviser; de nægtes anerkendelse og registreres af myndighederne som azerier; de tvangsindrulleres i den azerbaijanske hær i kampen mod armenere - en krig, som de hverken ønsker at deltage i eller identificere sig med. Dertil kommer, at den nye statsgrænse mellem Azerbaijan og Rusland går midt imellem lezgisk territorium og giver problemer med grænseovergang, grænsehandel og fami­liekontakt. Da præsident Jeltsin i juni 1992 dekreterede, at den nye statsgrænse skulle sikres, kom det til massedemonstrationer og uroligheder, hvorefter Rusland indtil videre opgav grænse­kontrollen. Den azerbaijanske og den russiske regering forhand­lede planer om en mellemstatslig økonomisk frizone på lezgisk område, men lezgierne selv var ikke part i disse forhandlinger. I forbindelse med krigen i Tjetjenien blev grænsen mellem Azer­baijan og Rusland lukket for at hindre frivillige fra de muslimske lande i at komme til undsætning. Den tvungne assimilation af de azerbaijanske lezgier begyndte allerede i 1930'erne. Efter protester fra dagestanske lezgier udstedte det azerbaijanske kommunistparti i 1963 et »Dekret om kulturelle rettigheder for lezgier«, som dog aldrig blev ført ud i livet. På denne baggrund har lezgier siden 1965 ønsket et forenet Autonomt Lezgistan. Initiativerne udgik og udgår fra de i minoritetspolitisk henseende langt bedre stillede lezgier i Dagestan. I 1991 blev den Demokratiske Lezgiske Folkebevægelse Sadval (Enhed) officielt grundlagt. Den kræver en forening af lezgisk territorium med oprindelige folks territoriale rettigheder i et føderativt Dagestan. Dette krav betyder i realiteten en grænseændring mellem Rusland og Azerbaijan. Radikale lezgi-grupper går endda videre og   kræver en uafhængig stat, hvis Rusland ikke går med til det moderate forslag.[xi] Det lezgiske spørgsmål er uløst. 

Azerbaijan har også andre mindretal, hvis hoveddel bor i Dagestan - heriblandt ca. 150.000 avarer. Også for avarerne gæl­der, at mindre end en tredjedel er registreret som avarer, resten er tvangsregistreret som azerier. Også avarerne har problemer med deres kulturelle rettigheder. Der er dog ikke hidtil berettet om uroligheder eller krav. Noget lignende gør sig gældende for talysj-mindretallet, et iransksproget folk i Sydøstazerbaijan ved den iranske grænse. Ifølge officielle tal var der i 1989 21.200 talysjer, men det skønnes, at der reelt bor 200.000-300.000 talysjer i Azerbaijan (tre til fire gange så mange på den anden side af grænsen i Iran). Deres kulturelle rettigheder er blevet konsekvent negligeret: Der er f.eks. ingen talysj-skoler; deres traditionelle bosættelsesområde er økonomisk forsømt. Denne minoritetspo­litiske holdning har ført til pro-iranske strømninger blandt talysjerne, som støttes af Iran. For at imødegå separatistiske tenden­ser grundlagde den azerbaijanske ledelse i sommeren 1992 et nationalt talysj-parti og i juni 1993 en autonom Talysj-Mugan Republik. Denne Autonome Republik bruges lejlighedsvis som magtbase for den politiske opposition.[xii]

Til sidst skal nævnes de azerbaijanske kurdere (officielt 12.200, ifølge uofficielle nyere skøn ca. 200.000). Også kurderne har anerkendelses- og rettighedsproblemer og klager bl.a. over at skulle deltage i krigen mod Armenien. Mange kurdere måtte under den armenske offensiv i april 1993 flygte fra deres tradi­tionelle bosættelsesområde mellem Nagorno-Karabagh og Armenien[xiii]. Der gælder for kurderne det specielle forhold, at der i årene 1923-29 eksisterede et Autonomt Kurdisk Distrikt i Azerbaijan (kuridstanskij uezd). Kurderne var, sammen med andre muslimske folk i Kaukasus, i sovjetperioden udsat for massedeportationer efter etniske kriterier. Mange vendte tilbage efter 1957. I juni 1992 etablerede de en kurdisk befrielsesbevægelse, der kræver autonomien genoprettet - i et område, der nu er armensk besat.

Azerbaijan har således et alvorligt problem med minoritetsret­tighederne. Det kommer oven i landets manglende politiske, so­ciale og økonomiske stabilitet; oven i begrænsninger i menne­skerettigheder, der gælder hele regionen; oven i det alvorlige  flygtningeproblem med en million flygtninge og fordrevne siden 1988.

De første flygtninge kom fra Armenien i 1988/89. De bor i dag i slumområder i hovedstaden Baku, medmindre de formår at tilkæmpe sig andre minoriteters boliger. Derefter fulgte azeri-flygt­ninge fra Nagorno-Karabagh, som er uden arbejde, boliger, medicinsk hjælp eller skolegang; og i den seneste bølge fordrev­ne fra armensk erobrede områder. Flere hundredtusinde bor i  flygtningelejre ved den iranske grænse, nogle af dem iransk ledet, finansieret og påvirket.[xiv] Der var i 1994 i alt registreret 229.000 flygtninge og 654.000 internt fordrevne.[xv]

Områder med særstatus (tal før krigsudbrud)

·         Nakhitjevan, en Autonom Republik med 350.000 indbyggere under azerbaijansk administration, men territorielt adskilt. Den tidligere autonome republik er i dag praktisk integreret i Azerbaijan.

·         Nagorno-Karabagh, tidligere Autonomt Område med 160.000 indbyggere i 1989, deraf 128.000 armenere, som erklærede sig uafhængig i januar 1992.

·         Autonom Talysj-Mugan Republik siden juni 1993.

2.4 Georgien[xvi]
31% af Georgiens fem en halv million indbyggere tilhører mi­noritetsgrupper. Der findes derimod ingen georgiske minoritets­grupper af betydning uden for Georgien. Georgiens minoritetspolitiske fokus er på denne baggrund rettet indad. Georgien har traditionelt ført en bevidst minoritetspolitik og understreger også i dag traditionen for fredelig sameksistens mellem grupper af forskelligt sprog og religion. Et stort antal mindretalsorganisationer er forenet i »Unionen af Etniske Minoriteter«, som via »Statsko­miteen for Menneskerettigheder og Etniske Relationer« inddrages i udarbejdelsen af lovudkast. Komiteen har dog kun konsul­tativ status, og der er ikke udarbejdet egentlig lovgivning på området. Dette skyldes først og fremmest, at det på grund af Abkhasienkonflikten ikke er afgjort, om Georgien forfatningsmæssigt skal være georgisk enhedsstat eller føderation i en eller anden form. Et lovudkast vedrørende minoriteter er fremsendt til FN til godkendelse i henhold til gældende international lov. Det er hensigten at omdanne den nuværende statskomite til et Ministerium for Regioner og Nationaliteter.

Minoritetsrepræsentanter i Georgien klager generelt over, at deres forhold er blevet forringet siden uafhængigheden. Som årsag nævner de for det første den nationalistiske georgiske bevægelse, og for det andet den spændte økonomiske situation. Et klagepunkt, der mest er af symbolsk betydning, er, at minoriteter for første gang i georgisk historie ikke har et fælles tilholdssted (et minoriteternes kulturhus).

Minoriteternes klager over den nationale georgiseringspolitik er højlydte. På skoleområdet er andelen af georgisksprogede sko­ler i perioden 1988-1994 øget fra 66,6% til 82%. Der findes i Georgien traditionelt et udbredt system af mindretalsskoler: på armensk (162), azeri (172), russisk (270), abkhasisk (90). Før afskaffelsen af ossetisk autonomi fandtes 64 ossetiske skoler. I 92 skoler er græsk undervisningsfag[xvii]. Minoritetsskoler oprettes normalt efter folketællingstal. Men minoritetsbørn uden adgang til modersmålsskoler blev indtil uafhængigheden undervist på russisk. De taler derfor ikke georgisk. Andelen af russisksprogede skoler er faldet fra 23,6% til 7,3%. Der er ikke siden 1989 gen­nemført folketællinger, og det er langt fra givet, at den relativ liberale minoritetspolitik på det kulturelle område vil fortsætte, når der er fundet en løsning på Abkhasienkonflikten og forfat­ningsgrundlaget.

Det største mindretal i Georgien udgøres af en halv million armenere, som dels bor i hovedstaden Tbilisi, dels i tre distrikter i det georgisk-armenske grænseområde. I to af disse distrikter ud­gør armenere 90% af befolkningen, og de har siden 1989 krævet kulturel autonomi. Georgiensarmenerne udgør entydigt et na­tionalt mindretal. Armenere udgør med 75.000 også et af de største mindretal i det omstridte Abkhasien[xviii].

Et andet nationalt mindretal er 300.000 azerier. Deres hoved­bosættelsesområde er distrikter ved den georgiske sydøstgrænse mod Azerbaijan, hvor de med hhv. 64%, 66% og 80% udgør det absolutte flertal. I perioden 1978-89 eksisterede et Azerbaijansk Nationalt Distrikt.[xix] I 1989 krævede Georgiensazerbaijanerne kulturelt selvstyre: Det kom til væbnede sammenstød med georgiske nationalister. Sovjetiske indenrigsministerielle tropper greb ind, men konflikten blev holdt i ave ved den azerbaijanske ledel­ses mellemkomst. Med afskaffelsen af det nationale distrikt og en afvisning af ønsket om kulturel autonomi begyndte en udvan­dring af azerier fra Georgien.

Efter borgerkrigen i Georgien er mange russere udvandret til Rusland, og der bor nu kun ca. 300.000 i Georgiens større byer og industricentre. Noget lignende gælder ukrainerne, hvoraf en fjerdedel er rejst. Der er ca. 50.000 tilbage. Af de øvrige mindre­tal skal fremhæves osseterne, som der op til konflikten var ca. 160.000 af, hvoraf ca. 65.000 boede i Sydossetien og 95.000 i resten af Georgien. Osseterne var og er udsat for diskrimination, og to tredjedele har efter sigende forladt Georgien siden landet blev uafhængigt[xx]. De ca. 93.000 abkhzasere bor stort set alle i Abkhasien. Deres krav om øget selvbestemmelse har som bekendt affødt en større konflikt. Yderligere er der 100.000 grækere, 50.000 tjetjenere (det officielle tal er dog blot 500) og 35.000 kurere.

Et særligt problem udgør meskheterne: De er muslimske, tyrkisksprogede mindretal, som i 1944 kollektivt blev deporteret fra deres landsbyer i det georgisk-tyrkiske grænseområde, siden blev omregistreret til hhv. tyrkere og azerbaijanere, og som nægtes ret­ten til at vende tilbage til Georgien. Deres tidligere bosættelsesområde er erklæret for lukket sikkerhedszone. Spørgsmålet om deres rettigheder udgør et internt politisk problem for Georgien.

Områder med særstatus

Adjara, en Autonom Republik med 390.000 indbyggere, hvor­af de fleste er adjarer, som er muslimske georgiere. Området kom under osmannisk styre i 1500-tallet, hvor konverteringen fandt sted. Det blev en del af det russiske Georgien i 1878, var tyrkisk i 1918-20 under den georgiske selvstændighedsperiode, men blev givet tilbage til Georgien som led i en russisk-tyrkisk aftale på betingelse af, at de fik territorial autonomi. For alle praktiske formål er Adjara i dag en selvstændig frizone, indtil for nylig under Tyrkiets beskyttelse, men siden genetableringen af russiske baser i Georgien under russisk kontrol. I den mest nationalistiske periode efter Georgiens uafhængighed i 1991 var der tendens til at indføre kristendom som statsreligion, og dette fremmede Adjaras enegang. 

Abkhasien var Autonom Republik med 537.000 indbyggere, heraf 45% georgiere, 17% abkhasere, 15% armenere, 14% russere, m.fl. Abkhasien var indtil 1931 republik inden for den Transkaukasiske Føderative Sovjetrepublik på lige fod med Georgien, men kom derefter under georgisk jurisdiktion. I 30erne og 40erne blev abkhasiske skoler og medier lukket. De blev senere genåbnet, og der blev oprettet en abkhasisk afdeling ved univer­sitetet i hovedstaden Sukhumi. Der blev også indført liberale kvotaer for abkhasisk politisk repræsentation i Abkhasiens sty­rende organer, der overgik abkhasernes reelle andel i republik­kens befolkning. Abkhasien anmodede i 1957, 1967 og 1978 om at blive flyttet fra georgisk til russiskjurisdiktion, og fra 1988 blev der stillet krav om opgradering fra Autonom Republik til Republik. I 1990 stillede Abkhasien krav om suverænitet. I 1992 kom det til militære sammenstød, og størstedelen af Abkhasiens georgiske befolkning er flygtet. Som nævnt tidligere er Abkhasiens status og tilhørsforhold langt fra afklaret.

Sydossetien var Autonomt Område med 100.000 indbyggere, hvoraf en tredjedel var georgiere. Sydossetien ønskede ikke at følge Georgien på vejen til uafhængighed, deltog i de sovjetiske valg og folkeafstemninger og stillede krav om opgradering af selvstyrestatus fra autonomt område til autonom republik, hvorefter Georgien afskaffede autonomien helt. Georgien ønsker at lægge området under et georgisk navn ind under en anden region.

2.5 Nordkaukasus[xxi]
Nordkaukasus' ca. 6 million store befolkning er med ca. fyrre for­skellige folk det mest heterogene område i hele regionen - og i Europa. I minoritetspolitisk henseende har Nordkaukasus i 150 år - for nogle deles vedkommende længere - entydigt været underlagt Rusland/Sovjetunionen. Der kan næppe herske tvivl om, at det drejer sig om koloniseret område. Alle nordkaukasiske folk - med undtagelse af kosakkerne, efterkommerne af erobrerne - falder ind under FNs definition af oprindelige folk i den betydning, at de befandt sig i området før koloniseringen i 1700-1800-tallet. Erobringskrigene var voldsomme med overor­dentlig store tab af menneskeliv og materiel. Efter erobringen kom det til masseudvandring af kaukasiere til Osmannerriget og tvangsforflytninger fra bjergene. Mange steder fortsatte modstanden mod erobrerne helt op til vor tid. Efter den russiske revolution blev der oprettet en antibolsjevikisk, nordkaukasisk republik, der blev anerkendt af Folkeforbundet. Den blev senere omdannet til en sovjetisk Autonom Republik, som dog successive blev opsplittet i mindre autonome republikker og områder med talri­ge status- og grænseændringer i tidens løb. Da autonomierne formelt blev tilkendt et eller flere kaukasiske folk med særlige kulturelle og administrative rettigheder, blev andre gjort til mi­noriteter uden disse rettigheder. Der opstod på denne baggrund et helt rettighedshierarki i hver eneste af disse enheder. De mangfoldige territorialændringer resulterede desuden i talrige grænse­minoriteter. Takket være den store etniske mangfoldighed i Nordkaukasus har den sovjetiske sammenknytning af territorium og etnicitet i særlig høj grad haft følger for folks rettigheder og identitet.

Autonomierne, så velmenende de end måtte have været, beskyttede ikke mod undertrykkelse af mennesker, sprog og kulturer. I 1943 og 1944 blev fem nordkaukasiske folk, i alt næsten 700.000, erklæret til statsfjender og deporteret. Til trods for, at de sidst i 1950'erne fik en undskyldning, og at den nye russiske præsident Boris Jeltsin i 1991 udstedte en Lov om Rehabilitering, er disse folk aldrig fuldt ud blevet genindsat i deres rettigheder. Ingen af de skyldige i forfølgelserne er blevet draget til ansvar. I forbindelse med ændringerne i det politiske klima tog de nordkaukasiske folk initiativ til at oprette »Konføderationen af Deporterede Folk«. Denne bevægelse er en af de stærkest motiverende psykologiske og politiske faktorer i nordkaukasiernes oplevelse af undertrykkelse og diskrimination. Alle større folk i Nordkaukasus dannede fra 1989 folkelige nationalbevægelser for at gøre deres krav gældende. På foranledning af abkhaserne, som i deres egen kamp mod georgiernes krav om eneret til Georgien henvendte sig til de nordkaukasiske folk om støtte, oprettedes »Konføderationen af Kaukasusfolk« som i dag omfatter 26 folk, muslimske såvel som kristne, kaukasiske såvel som tyrkiske. De muslimske kaukasusfolk er dog de politisk mest fremtrædende. Konføderationen er ikke-statslig, men har en slags parlament, hvor mange af folkene repræsenteres ved autonomiregeringerne eller folk, der står regeringskredse nær. Den er generelt realpoli­tisk indstillet, men arbejder på længere sigt for regional uafhængighed for hele Nordkaukasus. Det realpolitiske sættes dog jævnligt til side, når et af de nordkaukasiske folk angribes eller tilside­sættes, det være sig fra Moskva, Tbilisi eller moskvavenlige kræfter i regionen. I forbindelse med den russiske ledelses væbnede angreb mod Tjetjenien i december 1994 besluttede 23 af konfø­derationens 26 folk at henvende sig til FN med anmodning om status som koloniserede folk og efterfølgende afkolonisering.[xxii]

Områder med særstatus

I Nordkaukasus er autonomierne hovedaktør i diskussioner og handlinger vedrørende minoritetsrettigheder. Som andre steder er kampen primært rettet mod Moskvas manglende hensyntagen til sine egne minoriteter. Indenfor autonomierne har dog hver ledelse sin egen minoritetspolitik, og minoriteterne formulerer deres krav i relation til disse regeringer. Før 1991 fandtes fire autonome republikker og to autonome områder. I 1991 blev alle autonomier opgraderet til republikker inden for den Russiske Føderation. Efter tjetjenere og ingusjere enedes om en fredelig opdeling af deres fællesrepublik, er der nu syv republikker i Nordkaukasus. Med undtagelse af Tjetjenien og Ingusjien har republikkerne ikke udskiftet deres ledelser. For alle republikker gælder, at al modersmålsundervisning i de sidste 20-30 år stort set har været afskaffet, at russisk har vaeret det eneste sprog i offent­ligheden, og at der næsten ikke er nogen, der kan læse deres egne sprog, selvom de fleste taler det. Hele Nordkaukasus er præget af de voldsomme flygtningestrømme, som konflikterne har med­ført. Nordkaukasus har den største flygtningetæthed i hele Rusland med de konsekvenser, der følger heraf mht. bolignød, arbejdsløshed og økonomisk nød.

· Dagestan er på størrelse med Danmark og er med sine næsten to millioner indbyggere territorialt og befolkningsmæssigt den største republik. Forfatningsmæssigt er der en form for formel magtdeling mellem 11 folk, hvoraf dog avarerne udgør et relativt flertal på 28% og besætter mange nøglepositioner. Størstedelen af befolkningen er muslimsk, og mangfoldigheden er mest sproglig. En del af de mindre folk har dog vaeret udsat for totalassimila­tion. I sovjettiden foregik der en systematisk forflytning af folk fra bjergegnene til lavlandet. Således blev f.eks. avarerne flyttet ind i kumykisk beboelsesområde. Den kumykiske folkebevægelse, der blev oprettet i 1989, ønsker at genoprette deres område som Autonom Republik indenfor et Føderativt Dagestan. De støttes i dette krav af nogajerne, fordi halvdelen af denne gruppe bor udenfor Dagestan, dels i Sydrusland, dels i republikken Kalmykien nord for Dagestan, hvor de ikke har særlige rettigheder. Af de øvrige konfliktpotentialer skal nævnes lezgierne, grænseminoriteten mellem Dagestan og Azerbaijan, hvis krav for et frit Lezgistan er beskrevet under Azerbaijan. Der er også en tjetjensk grænseminoritet på ca. 75.000, som dog er betydeligt forøget pga. masseflugten fra den tjetjenske krig. Dagestan fik tildelt en del af tjetjensk område, mens tjetjenerne var deporteret, og et andet dagestansk mindretal - lak - blev fra bjergene forflyttet til tjetjenernes landsbyer. Den dagestanske ledelse er i dag meget opmærksom på den vanskelige magtbalance i en etnisk så kompleks republik og forsøger at finde pragmatiske løsninger, når kravene opstår. Det er således besluttet, at bygge nye landsbyer for lak'erne og lade tjetjenerne flytte tilbage, nu efter 50 år. Dagestan tog også initiativ til at holde grænsen til Azerbaijan åben for at forhindre væbnede sammenstød. Men den dagestanske ledelse er underlagt Moskvas beslutninger, og der var stor modstand mod den nye russiske forfatning af 1993, som på den ene side afskaf­fede republikkernes suverænitet og på den anden side opterede for præsidentstyre. I lyset af Dagestans etniske magtdeling vil det uvægerligt være en avar, der bliver præsident med følger for den følsomme balance. Krigen i Tjetjenien med dens mange fordrev­ne og ødelæggelser sætter naturligvis også sit præg, både på Da­gestans selvbestemmelse og på minoriteternes medbestemmelse.  

· Tjetjenien skal på dette sted ikke beskrives nærmere, da fremtiden er yderst usikker, og der er tale om overtrædelse af enhver form for minoritetsrettigheder. Det skal dog nævnes, at Tjetjenien løste sit eget minoritetsproblem med ingusjerne ved at gå med til, at ingusjerne dannede deres egen republik - uden hen­syn til republikkens territoriale integritet. Også den ingusjiske republiks fremtid er efter krigen meget usikker. Der er forlydender om, at den russiske regering vil erklære delingen af Tjetjeni­en og Ingusjetien for ulovlig og afsætte begge regeringer, som har vist sig at være førende i den nordkaukasiske bevægelse mod den uret, de mener, Moskvas minoritetspolitik har påført dem. For ingusjerne er spørgsmålet om Prigorodnyj-distriktet og en tilbagevenden af de næsten 65.000 fordrevne ingusjere det altafgø­rende krav.

· Kabardino-Balkarien er med 750.000 indbyggere den tredje­største republik. Det vigtigste minoritetsproblem er balkarernes stilling i republikken. Den Balkarske Folkekongres har siden 1991 krævet lige vilkår i politisk deltagelse og en genetablering af det område, de for 50 år siden blev deporteret fra. Både kabardinere og balkarer har publiceret kort over deres historiske territorium, og det er kun republikledelsens pragmatiske politik, der hindrer en optrapning af eksisterende konflikter. Der er mange russere i republikken (mere end en tredjedel af den samlede befolkning), og de har relativ stor politisk indflydelse.

· Nordossetiens altoverskyggende minoritetsproblem er forholdet til Sydossetien i Georgien og forholdet til forholdet til Ingusjien. Sydosseterne, som føler sig undertrykt og diskrimineret i Georgien ønsker en sammenlægning med Nordossetien. Og Nordossetien har under henvisning til interne anliggender modsat sig alle krav om at give distriktet tilbage til Ingusjien og alle forsøg på at lade ingusjerne vende tilbage til deres oprindelige landområde. Striden om, hvem Prigorodnyjdistriktet rettelig tilhører, og hvem der var bosat der først, kan pga. den meget komplicerede historie med kolonikrige og forflytninger, ikke løses ad fredelig vej.

· Adygea har både et internt og et eksternt mindretalsproblem: adygejerne selv udgør et mindretal i republikken, delen af adygejerne bor udenfor Adygea. Hoveddelen af befolkningen i Adygea og rundt om Adygea er kosakker. Deres sprog og kultur er under stærkt pres, men de er indenfor republikken sikret 45 pladser i det 97 mand store parlament. Adygejerne udenfor republikken er uden særrettigheder. Adygejernes største ønske er en tilbagevenden af den store tjerkessiske (dvs. adygejiske) diaspora.

· Den sidste republik er Karatjai-Tjerkessien. Både karatjajer og tjerkesser er mindretal i republikken, som er stærkt russificeret. En stor del af det russiske flertal i republikken er kosakker. Den vilkårlige sovjetiske minoritetspolitik viser sig her tydeligt: de 9% tjerkesser deltager i ledelsen af republikken, fordi »deres« republik, mens det 7% store abaza-mindretal ingen rettigheder har. Forskellige nationalbevægelser har stillet forskellige krav, men ingen af dem har hidtil fået overvægt. Gennemgående er det krav om flere rettigheder og mere autonomi, hvad enten det er kulturelt, politisk eller territorialt.

Der er således i Nordkaukasus bevægelser hen imod en regional sammenslutning og en bevægelse hen imod etnisk opsplitning. Man er dog fælles om en nordkaukasisk identitet, som styrkes, hver gang man føler det, man kalder ”Moskvas hånd”. Følelsen af overtrædelser af minoriteters rettigheder og af Ruslands imperiale tilbøjeligheder i stedet for en reel nationalitets- og minoritetspolitik er hele Nordkaukasus fælles om.