Ny dansk bog om Kaukasus

Korsvej og minefelt:

Kultur og konflikt i Kaukasus

-en ny bog fra Dansk Selskab for Kaukasusforskning. Bogen udkom d. 22. oktober 2003; og kan bestilles her! Første samlede fremstilling af Kaukasusregionen på dansk Kaukasus har altid fascineret. Med sin skønhed og gru; sin vildskab og gæstfrihed, har regionen i århundreder været mødested og kampplads for folkeslag og imperier – en korsvej og et minefelt.   Nyt: Se mediernes omtale og anmeldelse af bogen.

I dag er Kaukasus et mikrokosmos af verden efter den kolde krig. På det begrænsede landområde finder man dramatiske eksempler på stort set alle de problemer, der har karakteriseret den politiske udvikling i de seneste år: imperieopløsning; separatisme og borgerkrig; stormagtsrivalisering; etnisk udrensning; flygtningekatastrofer; det internationale samfunds magtesløshed; den kaotiske overgang til demokrati og markedsøkonomi; mafiavælde; krigsforbrydelse og rivalisering om naturrigdomme – ikke mindst olie.

I bogens 14 kapitler beskriver og analyserer forfatterne kultur og konflikter i denne brogede verden med hovedvægt på perioden efter Sovjetunionens sammenbrud.

Forfatterne er medlemmer af Dansk Selskab for Kaukasusforskning eller har holdt foredrag i selskabet, der blev stiftet i 1997 for at stimulere forskning og oplysning om Kaukasus på tværs af faggrænser.

Forord

Kaukasus har altid fascineret. Med sin skønhed og gru, sin vildskab og gæstfrihed. Således skrev danskeren Hans S. Kaarsberg i 1892:

“Kawkasuskjæden er majestætisk, barsk, den er Folkegaadernes Land… Man fordyber sig næppe i dette Land uden alvorligt Maal og Med. Og man gaar ud derfra endnu alvorligere, end man kom ind, grebet af hvad man sáa af Natur og Menneskeliv, ydmygt i Erkjendelsen af sin dybe Uvidenhed, og opfyldt af Vemod ved Tanken om det alt for korte Liv, der er os forundt…”

         Kaarsberg var blot én af mange vesteuropæere, der i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede skrev begejstrede rejseberetninger eller grundige analyser af historie, geografi og etnisk mangfoldighed i Kaukasus, de sidste ofte skrevet af tyske videnskabsmænd. De russiske erobringskrige i Nordkaukasus i det 19. århundrede tiltrak sig stor opmærksomhed i Europa og ikke mindst i Storbritannien. Det gjaldt ikke mindst nedkæmpelsen af tjerkesserne og Imam Sjamils 40 år lange modstandskamp i det østlige Nordkaukasus. Den amerikanske offentlighed blev informeret i bl.a. “New York Tribune” af Karl Marx, bladets “mest troværdige kilde i London”.  

I sommeren 1886 foretog Kaarsbergs landsmand Olof Lange en længere rejse i Kaukasus, hvor han bl.a. skaffede sig omfattende viden om bjergboernes kamp mod russerne (“Kavkasus. Rejseminder og Skildringer”. 1891). Få år efter aflagde Knud Hamsun et besøg i Georgien, der inspirerede ham til bogen “I Æventyrlandet” (1903). Blandt nordiske værker er der derudover især grund til at fremhæve Fridtjof Nansens fortræffelige “Gjennem Kaukasus til Volga” (1929), der stadig lader sig læse med stort udbytte.

Især tre danske navne er forbundet med Kaukasus. Landbrugseksperten C. A. Koefoed levede 50 år i Rusland, de ni som taksator i den transkaukasiske afdeling af den russiske stats andelsbank. Siden blev han som russisk statsråd i Skt. Petersborg én af ophavsmændene til Stolypins landboreformer (“50 Aar i Rusland”, 1960). Erhvervsmanden Erik F. Biering tilbragte 20 år i Kaukasus, blev dansk og norsk konsul i Baku, hvor han drev entrepenørvirksomhed inden for olieindustrien og fik koncession på telefondrift (“Mine 20 Aar i Kaukasus”, 1945). Endelig var der den danske missionær, Karen Jeppe, der i 1915-1919 organiserede et omfattende nødhjælpsarbejde for de armeniere, der var blevet fordrevet fra Tyrkiet. I det følgende år var hun kommissær for Folkeforbundet i Syrien, hvor mange af de fordrevne havde søgt tilflugt.

Også andre nordiske borgere gjorde sig gældende i Kaukasus. Brødrene Robert og Ludvig Nobel udvandt olie i området omkring Baku. Dengang som nu var problemet at få olien transporteret ud til verdensmarkedet. Inspireret af John D. Rockefellers metode i USA byggede brødrene de første olierørledninger i Rusland, der bragte olien til havnen i Baku.

Med den russiske revolution i 1917 sluttede de udenlandske erhvervsaktiviteter i Kaukasus. I de følgende år var der kun få kontakter mellem Norden og Kaukasus. Med tøbruddet under Nikita Khrustjov lettede det lidt. I 1960 var Karl Eskelund i stand til at foretage en længere rejse i Sovjetunionen, der bl.a.. bragte ham til Tbilisi, hvis folkeliv han – ifølge bogen “Sort kaviar og rød optimisme” (1961) – fandt så mellemøstligt, at han var nær ved at glemme, at han var i Sovjetunionen. Ti år senere var Hans Scherfig i Georgien. I bogen “Morgenrødens land” (1971), illustreret med hans egne tegninger, giver han en stadig læseværdig skildring af landets historie og rolle i russisk litteratur.

Det er først og fremmest hos de russiske klassikere – Aleksandr Pusjkin, Mikhail Lermontov og Lev Tolstoj – at Kaukasus har fået sin særlige plads i litteraturen. Pusjkin og Lermontov, Ruslands to største romantiske digtere, var begge i perioder forvist til Kaukasus. Lermontov pga. digtet “En digters død”(1837) om Pusjkin, der blev dræbt i en duel, arrangeret af hans fjender. Selv døde Lermontov fire år senere i en duel i Kaukasus. Pusjkins “Rejsen til Erzerum” (1836), bygger på egne oplevelser. Det samme gør Lermontovs roman “Vor tids helt” (1840), selvom han afviste, at han selv skulle være helten. Tolstojs militærtjeneste i Kaukasus inspirerede ham til romanerne “Kosakkerne” (1863) og “Hadji Murat” (1904). “Hadji Murat” var en bitter anklage mod den russiske krigsførelse i Kaukasus og blev forbudt af tsarens censorer. Det samme blev en teaterversion så sent som i 1988 af de sovjetiske censorer. Om bogen er det i øvrigt blevet sagt, at hvis Boris Jeltsin og Vladimir Putin havde forstået den, havde de næppe indledt to krige mod Tjetjenien.    

Pusjkin og Lermontov havde et ambivalent forhold til Kaukasus og kaukasierne. Trods Lermontovs romantiske begejstring for kaukasiske ryttere og prinsesser, var det ham, der skrev Kosak-vuggevisen (1840), hvor “Den onde tjetjener kryber lurende op ad flodens bred og hvæsser sin daggert”. Pusjkin kaldte Georgien for “det fortryllede land” og forstod, hvorfor tjerkesserne hadede russerne, men i digtet “Den kaukasiske fange” (1822) priste han general Aleksej Jermolvo. Jermolov var en af heltene fra Napoleonskrigene, men berygtet over hele Kaukasus for sin grusomhed. Om sig selv sagde han, at “mit ord skal være en lov for de indfødte, mere uomgængeligt end døden”.

Mange kaukasiere har på godt og ondt sat deres markante spor i Europas historie. Ingen mere blodigt end georgieren Josif Vissarionovitj Dzjugasjvili – bedre kendt som Josef Stalin. Hans chef for NKVD (forløberen for KGB), øverste Gulag-administrator og tilsynsførende med det sovjetiske atomvåbenprogram, Lavrentij Beria, kom også fra Georgien. En tredje georgier, den tidligere KGB-chef og nuværende præsident i Georgien, Eduard Sjevardnadse, huskes derimod i Vesten som Mikhail Gorbatjovs udenrigsminister, der med sin imødekommenhed og forhandlingsvilje afgørende bidrog til afslutningen af den kolde krig. Gorbatjov selv var fra Stavropol i det russiske Kaukasus.

Kulturelle impulser er i århundredernes løb kommet til Europa via Kaukasus. Selv har kaukasierne ydet deres bidrag til verdenskulturen. Armenieren, Aram Katatjurian, hvis “Sabeldans” i balletten “Gajané” nok er hans mest kendte værk, er inspireret af armensk folkemusik. Digteren Vladimir Majakovskij blev født og voksede op i Georgien, og en anden georgier, Tengis Abuladze, producerede filmen “Anger” om tyrannen Varlam Avaridze, der havde en umiskendelig lighed med Stalin. Takket være partichef Eduard Sjevardnadse kunne den vises allerede i 1984. Verdens største skakspiller, Garry Kasparov, født i Baku af en armensk mor og en jødisk far, er et eksempel på det multikulturelle Kaukasus.

Kaukasus er fuld af myter. Det var ifølge sagnet på bjerget Kasbek, at Zeus lænkede Prometeus til en klippe. Det var på bjerget Ararat, at Noah landede med sin ark, og det var i oldtidslandet Kolkhis i det nuværende Georgien, at Jason hentede det gyldne skind. Men når Tolstoj skildrer de stolte og heroiske tjetjenere, bygger det i høj grad på faktiske begivenheder og egne iagttagelser. Ligesom Aleksandr Solsjenitsyn, der om fanger og forviste i “GULAG øhavet” (1974) skrev: “Der var imidlertid én nationalitet som på ingen måde hengav sig til underkastelsens psykologi – ikke enkeltindivider eller oprørere, men hele folkegruppen. Det var tjetjenerne… Tjetjenerne forsøgte ingen steder at behage eller være myndighederne tilpas, men optrådte altid stolt over for dem eller endda åbenlyst fjendtligt”.

Kaukasus har i århundrede været mødested og kampplads for folkeslag og imperier – en korsvej og et minefelt. For nogle er Kaukasus en præ-moderne afkrog i en globaliseret verden; for andre et strategisk nøgleområde af betydning for den fremtidige magtbalance. Zbigniew Brzezinski, præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver, ser i “The Grand Chessboard” (1997) staterne i Kaukasusregionen som brikker af stor betydning for USA i det geostrategiske skakspil.  

Kaukasus er et mikrokosmos af verden efter den kolde krig. På det begrænsede landområde finder man dramatiske eksempler på stort set alle de problemer, der har karakteriseret den politiske udvikling i de seneste år: imperieopløsning; separatisme og borgerkrig; stormagtsrivalisering; etnisk udrensning; flygtningekatastrofer; det internationale samfunds magtesløshed; den kaotiske overgang til demokrati og markedsøkonomi; mafiavælde; krigsforbrydelser; og rivalisering om naturrigdomme – ikke mindst olie.

Før den russiske revolution var Kaukasus velkendt for den læsende offentlighed i Europa. I Sovjetunionen blev Kaukasus næsten lukket land, og kendskabet til Kaukasus i resten af verden sygnede hen. Efter Sovjetunionens opløsning er der atter kommet international opmærksomhed om regionen. Det er også tilfældet i Danmark. Langt flere danskere, end man måske umiddelbart skulle tro, har i de seneste år beskæftiget sig med regionens problemer og muligheder. Diplomater, internationale embedsmænd, officerer, forretningsfolk, konsulenter, nødhjælpsarbejdere, forskere, journalister, valgobservatører, studenter m.fl., har i stort tal engageret sig i Kaukasus.  

I 1997 stiftede en gruppe forskere, studerende og andre interesserede Dansk Selskab for Kaukasusforskning med det formål at stimulere forskning og oplysning om Kaukasus på tværs af faggrænser (www.kaukasus.dk). Den foreliggende bog udspringer af selskabets aktiviteter. Dens formål er at skildre Kaukasusregionen med hovedvægt på udviklingen siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Det har været en periode præget af store problemer og dramatiske begivenheder. De enkelte bidrag belyser hver sit aspekt af denne udvikling. Bogen forsøger ikke at give én altomfattende og sammenhængende skildring, men forskellige perspektiver, der tilsammen gerne skulle give et billede, der – ligesom Kaukasus – har mange facetter.

Transskription af navne fra ét alfabet til en andet er ofte et problem. Der er ikke enighed om transskriptionen fra russisk til europæiske sprog. I Danmark er der en praksis, der ikke yder fuld retfærdighed mod den russiske udtale. Således skelnes der ikke mellem stemt s (z) og ustemt s. I denne bog er det stemte s (z) bevaret, når bortses fra enkelte navne som f.eks. Sjevardnadse og Aserbajdsjan, hvor der er en alment accepteret dansk stavemåde. Når det drejer sig om navne på andre sprog end russisk, er der valgt den stavemåde, der ligger tættest på den oprindelige form. Transskription er imidlertid ikke blot et “teknisk” spørgsmål; det er i høj grad også politisk. Mange tillægger det nationalitetspolitisk betydning, om kaukasiske navne gengives i deres russificerede form eller ej. Heller ikke bidragyderne til denne bog er enige om, hvordan de nævnte problemer bør løses. Vi har tilstræbt ensartethed, men med mulighed for mindre variationer, der ikke skulle være meningsforstyrrende. 

Bidragyderne er medlemmer af Dansk Selskab for Kaukasusforskning samt enkelte andre, der har holdt foredrag i selskabet. Den tekniske færdiggørelse af manuskripterne til trykning er med stor omhu foretaget af stud. scient. pol. Jonas Markus Lindstad, der også har tegnet bogens kort. Der er ydet økonomiske støtte til udgivelsen af Dansk Udenrigspolitisk Institut (nu Institut for Internationale Studier), Landsdommer V. Gieses legat og Nordic Network for Security Studies. Ingen af disse bærer dog ansvar for de fremsatte synspunkter.

Frederiksberg, juli 2003
Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson


Om forfatterne

Professor, Dr. Vakhid H. Akajev, Universitetet i Grosnij, Tjetjenien.

Fuldmægtig, cand.scient.soc. Nikola Cvetkovski, Forsvarskommandoen.

Chefkonsulent, cand.scient.pol. Ib Faurby, Institut for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.

Lektor, cand.mag. Karsten Fledelius, Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet.

Programkoordinator, cand.scient. Lars Funch Hansen, Dansk Flygtningehjælp.

Ekstern lektor, cand.mag. Torben Hansen, Romansk Institut, Københavns Universitet.

Generalløjtnant Kjeld G.H. Hillingsø, Institut for Militærhistorie, Forsvarsakademiet.

Lektor, ph.d. Helen L. Krag, Afdelingen for Minoritetsstudier, Københavns Universitet.

Forskningslektor, fil.dr. Märta-Lisa Magnusson, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Professor, dr.polit. Øystein Noreng, Handelshøyskolen BI, Oslo.

Historiker, valgobservatør Søren Theisen, København.

Professor, dr.polit. Hans Aage, Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter.

Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson (red.), Korsvej og minefelt. Kultur og konflikt i Kaukasus. Aarhus: Systime, 2003, 324 sider, kr. 295,-

Kan bestilles direkte fra forlaget på www.systime.dk eller tel.: +45 7012 1100.