Anmeldelser m.v. af bogen "Kaukasus: Korsvej og minefelt".

Flere af forfatterne holdt oplæg ved præsentations-receptionen. Fra venstre: Kjeld Hillingsø, Märta-Lisa Magnusson, Karsten Fledelius, Ib Faurby, Hans Aage, Nikola Cvetkovski og Lars Funch Hansen.

Anmeldelser og anden omtale i medierne

• Udenrigspolitisk selskabs tidsskrift "Udenrigs"
• Militært Tidsskrift
• Europabevægelsens "Nyt syn på Europa"
• Nyhedsmagasinet Ræson
• Nyhedsradioen 24/7
• Reception på DIIS
• Præsentation i Oslo
• Præsentation i Malmö
• Lektørudtalelse
• Det svenste tidsskrift Internationella Studier
• Det norske tidsskrift International Politikk
• Handelsskolen
• Tidsskriftet Politik
• Russisklærerforeningens Meddelelser

Udenrigspolitisk selskabs tidsskrift "Udenrigs"
I Udenrigs nr. 4, 2003 anmelder journalist ved Politiken Vibeke Sperling selskabets bog under overskriften "Flot antologi om Kaukasus". I anmeldelsen anfører Vibeke Sperling, at "Kaukasus er en alt for upåagtet region i Europa, selv om den har fået stadig større betydning, ikke bare pga. krigene i Tjetjenien, men også og ikke mindst pga. olien i Det Kaspiske Hav, især efter 11. september 2001. Bogen 'Korsvej og minefelt' er et fint bidrag til at rette op på den generelle uvidenhed om regionen". Læs hele anmeldelsen.

Militært Tidsskrift
I Militært Tidsskrift nr. 4, 2004 anmelder lederen af Baltic Defence College i Tartu, Estland, Brigadegeneral Michael H. Clemmesen selskabets bog. I anmeldelsen anfører Clemmesen bl.a. at "vi nu, på dansk, har fået en af de absolut mest dækkende beskrivelser af en af verdens mest komplicerede regioner". Læs hele anmeldelsen.

Europabevægelsens "Nyt Syn på Europa"
I Europabevægelsens magasin "Nyt Syn på Europa" nr.3, november 2003, s. 17 anmeldte landsformand Erik Boel "Kaukasus: Korsvej og minefelt", og skrev bl.a. "Forhåbentlig bliver Kaukasusbogen Korsvej og Minefelt et wake up-call for danske politikere, forretningsfolk, græsrødder ud i det internationale og andre, der er optaget af europæiske spørgsmål. Med Sovjetunionens opløsning er Kaukasus igen trådt ind på den internationale scene efter at have været afskåret fra omverdenen i næsten 7 årtier. For EU bliver Georgien, Aserbajdsjan og Armenien endda nabolande, når Rumænien og Bulgarien bliver optaget i Unionen, hvilket efter planen vil ske i 2007". ..."Enkelte af forfatterne er fra udlandet. Men i øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at vi trods alt herhjemme har en ressourcebase af denne kaliber. Her er noget at bygge videre på: Hvornår får vi et Institut for Kaukasusstudier?". Læs hele anmeldelsen (pdf).

Nyhedsmagasinet Ræson
Nyhedsmagasinet Ræson bragte 14. november 2003 et interview med Ib Faurby i anledning af bogens forestående udgivelse. Læs interviewet her eller i den flotte version på Ræsons hjemmeside. 

Nyhedsradioen 24/7
Nyhedsradioen "24/7" bragte d. 19. november 2003 et interview med Ib Faurby i anledning af bogens udgivelse. Hør interviewet her.

Reception på DIIS
Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, afholdt den 10. november 2003 reception i anledning af udgivelsen af bogen. Under receptionen holdt flere af bogens forfattere korte oplæg om Kaukasus-regionen.

Bogpræsentation i Oslo
Den 9. januar 2004 arrangerede Den Norske Atlanterhavskomité en præsentation af "Korsvej og minefelt" i Oslo med ca. 90 deltagere. Efter en buffetfrokost bød generalsekretæren for Atlanterhavskomiteen, Chris Prebensen, velkommen og Ib Faurby, Märta-Lisa Magnusson og Øystein Noreng orienterede om bogen samt redegjorde for deres respektive kapitler. Derefter var der en times spørgsmåls- og diskussionsperiode.

Bogpræsentation i Malmö
Den 18. februar 2004 holdt Nikola Cvetkovski, Ib Faurby og Märta-Lisa Magunsson foredrag med udgangspunkt i ”Korsvej og minefelt” på et ph.d.-seminar på Institut för Internationell Migration och Etniska Relationer ved Malmö Högskola.

Lektørudtalelse i forbindelse med udgivelsen af bogen:
Korsvej og minefelt: kultur og konflikt i Kaukasus / redigeret af Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson; med bidrag af: Vakhid H. Akajev… [et al.]. – Systime. – 324 sider. – (Systime academic). – DK 98.211. (03/47) 2 490 262 5 (A)

Kaukasus er et krise- og konfliktområde, som er langt mindre omtalt end Mellemøsten, men nok så kompliceret. Det er et kludetæppe af mangfoldige folkeslag, sprog og religioner, og efter Sovjetunionens sammenbrud er der opstået nye stater, nationalistiske bevægelser og krige med flygtningestrømme, kaos og forarmelse til følge. Mest kendt er Ruslands nådesløse krige mod Tjetjenien og aktuelle pres på Georgien, som kan blive det næste offer, hvis Putin følger Bush-doktrinen om præventive krige. Men der er også den uløste konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan, om Nagorno-Karabakh, Prigorodnyj-konflikten og mange andre. I området hersker stadig en klankultur, der fremmer korruption, mafia og røverkapitalisme bag en flortynd demokratisk facade i de nye svage stater. Bogen er skrevet af 12 medlemmer af Dansk Selskab for Kaukasusforskning og er på 14 kapitler. Selv om de fleste artikler er læselige for politisk interesserede, er det en svær bog, fordi folkeslagene og deres konflikter er så mangfoldige. Men det er klart en biblioteksopgave at stille sådan en aktuel bog til rådighed. På dansk findes ellers kun Nordkaukasus, 2002 af Lars Funch Hansen og Helen Liesl Krag, der også har skrevet bidrag til denne mere omfattende bog.
Morten Bagger

Anmeldelse fra det svenske tidsskrift "Internationella studier" nr. 2, 2004.

NORDISKT OM KAUKASUS
Korsvej og minefelt – kultur og konflikt i Kaukasus speglar det nyväckta intresse för Kaukasus i de nordiska länderna. I Danmark finns numera ett Kaukasien-sällskap och tolv av dess medlemmar har lämnat bidrag till boken. Nordiske reseskildringar och studier om Kaukasus utkom redan i början av 1800-talet och flera nordbor var verksamma i området fram till den ryska revolutionen.

Författarna behandlar norra och södra Kaukasus som en helhet, även om den norra delen består av republiker inom den Ryska federationen och den södra delen av de tre staterne Georgien, Armenien och Azerbajdzjan.

Kaukasus har historiskt varit en korsväg. Namnet "Kaukasus" stammar från en gammal persisk myt om Qaf-borget som skiljer den civiliserade världen, d v s den persiska Världen, från de barbariske folkelagen i norr. Staden Der­bent i Dagestan vid Kaspiska havets kust har fått sitt namn efter det persiska ordet for "dörrlås". Genom århundraden har Kaukasus varit skärningspunkt mellan rivaliserande imperier. På 1500-talet började den expanderande ryska makten att dyka upp i regionen och under 1800-talets senere hälft slutfördes den tsarryska erövringen.

De fem första kapitlen beskriver Kaukasus etniska och religiösa karta, demografiske utveckling och nationella identitet. Mot bakgrund av den etniska, religiösa och kulturella mångfalden växte aldrig en stark centralmakt fram i södra Kaukasus, då den hade svårt att hävda sig mot lokala lojaliteter mot klaner och stammar. Klanlojaliteten har också hämmat utveckling av nationella demokratiska institutioner och bidragit till att myndigheterna saknat legitimitet i medborgernas ögon.

Men klanlojaliteten har också fungerat konstruktivt, skriver Sören Theisen. Den dämpade konflikter genom att det på lokal nivå fanns nätverk som kunde åstad­komma förlikning och överenskommelser mellan nyckelpersoner.

Kaukasus påtvingades stora folkomflyttningar genom århundradena och dessa har fortsatt efter 1991. Krig och konflikt resulterar nu i ett etniskt betydligt mer homogent Nordkaukasus efter det att etniske ryssar har lämnat regionen. Vilka politiska konsekvenser får denna utflyttning på sikt? frågar Lars Funch Hansen.

"Tjetjeniens befolkning har kraftigt reducerats som följd av krig och umbäranden men också av att många tjetjener flytt kriget till övriga Ryssland, främst till grannrepubliken Ingusjien och de närliggande regionerna Stavropol och Krasnodar. I Moskva lever idag en stor tjetjensk diaspore. Från södra Kaukasus sker en omfattande emigration främst av gästarbetare till Rysslands storstäder. Vachid Akajev skriver om radikaliseringen inom islam i Nord­kaukasus, där "wahhabiternas" antal växer trots intensiva försök från myndigheternas sida att stoppa deras fremfart.

Fyra kapitel ägnas den ekonomiska utvecklingen och det geopolitiske spelet i regionen om olja och strategiske fördelar. Hans Aage sammanfattar att den ekonomiska kol­lapsen drabbade befolkningen hårt men menar att södra Kaukasus har goda naturtillgångar för att uppnå ekonomisk tillväxt.

De resterande fem kapitlen består av gedigna översikter över frusna och brännande konflikter i södra Kaukasus (Nagorno-Karabach, Abchazien och Sydossetien) och i norra Kaukasus (Prigorodnyj och Tjetjenien). Speciellt bör nämnas Märta-Lisa Magnussons kapitel om Karabach och Ib Faurby om "Tjetjenien. Ingen av dem ser tecken till positiv förändring inom överskådlig tid.

Boken kan uppfattas som något disparat genom att den inte har något övergripande kapitel som sammanfattar trender. Med så många författere blir nivån på bidragen också något ojämn. Den publicerades före "sammetsrevolutionen" i Georgien och valet av Saakasjvili till president. Det gör inget, för boken ger en god bakgrund. Den bidrar till förståelse av vad som sker idag och av de problem som Saakasjvili möter med sine ambitioner att demokratisera samhället samtidigt som han vill få utbrytarregioner att underordna sig den georgiska centralmakten. Boken är också värdefull inte minst därför att den upprätthåller uppmärksamhet vid de frusna och glömda konflikterna i Kaukasus - inte minst tragedin i Tjetjenien, om vilken det har varit förvånansvärt tyst i väst under senare år. Lena Jonson

Anmeldelse fra det norske tidsskrift "Internasjonal Politikk", nr. 2, 2004. 

Korsvej og Minefelt: Kultur og konflikt i Kaukasus Ib Faurby og Marta-Lisa Magnusson (red.) Aarhus: Systime Academic 2003. 

Pål Kolstø [professor, Institutt for østeuropeiske og orientalske studier, Universitetet i Oslo]

Den nordiske Kaukasus-kompetansen er ujevnt fordelt: Dersom f.eks. de norske ekspertene på denne regionen skulle bestemme seg for å gi ut en bok sammen og skrive ett eller to kapittel hver, ville det sannsynligvis bli et nokså tynt hefte. I Danmark har det derimot siden 1997 eksistert et Dansk selskap for Kaukasusforskning (www.kaukasus.dk), som åpenbart holder et høyt aktivitetsnivå. I 2003 gav to av ildsjelene i dette selskapet - Ib Faurby og Märta­-Lisa Magnusson - ut en omfangsrik artikkelsamling som dekker de fleste sider ved kaukasisk politikk, historie, samfunn og kultur. Bortsett fra én tsjetsjener (Vakhid Akajev) og én nordmann (Øystein Noreng) er alle bidragsyterne dansker eller arbeider i Danmark. Det er blitt en meget bra bok, om enn med enkelte mindre skjønnhetspletter.

Mens mange spådde at Sovjetunionens sammenbrudd ville ut­løse en serie med borgerkriger som ville få oppløsningen av Jugoslavia til å virke rent fredelig i sammenligning, har dette scenariet de fleste steder heldigvis ikke slått til. På 1990-tallet var det imid­lertid en klar overhyppighet av voldelige konflikter i Kaukasus, både mellom stater (Armenia og Aserbajdsjan) og innen stater (Tsjetsjenia i Russland og Syd-Ossetia og Abkhasia i Georgia). Svært mange som går til innkjøp av en bok om Kaukasus, gjør det nok for å få svar på hvorfor denne regionen har skilt seg så lite fordelaktig ut: Finnes det noen felles, stedegne årsaker til alle disse konfliktene?

Den foreliggende bokens undertittel - Kultur og konflikt i Kaukasus - kan leses som en antydning om en kausalsammenheng: Disse konfliktene henter sin næring fra bestemte kulturelle forutsetninger og mønstre. Enkelte av kapitlene anlegger da også mer eller mindre eksplisitt et slikt forklaringsperspektiv, det gjelder blant annet kapittel 1 - om historie og landskap - og kapittel 6 - om de­mokrati og klankultur. Disse bidragene må imidlertid regnes blant bokens mindre vellykkede. De forklaringene som serveres her, nærmer seg hårfint grensen for generaliserende orientalisme og bedrevitende eurosentrisme, med bombastiske påstander om «den kaukasiske kulturen» (i bestemt form entall). Denne anmelderen reagerte med betydelig skepsis på f.eks. følgende påstander: «Under alle omstændigheder er klanmentalitet og selvtægt ubetinget Kau­kasiens vigtigste kultursubstrat. En erkendelse af, at her gælder loyalitet personer og ikke statslig autoritet eller universel retspleje, er nøglen til forståelse af hele Kaukasien» (s. 14). Her er det ikke rom for verken nyanser eller utvikling. Jeg noterer meg at en av de andre forfatterne, Helen Krag, i sitt kapittel anlegger et noe annet perspektiv: «Nogle af de traditionelle skikke overholdes endnu - om end med hurtigt svindende betydning...» (s. 36).

De fleste andre bidragsyterne i boken klarer å gi svært gode innsikter i både kaukasisk kultur og områdets konflikter, uten å ty til orientaliserende forklaringer. I stedet trekker de inn et bredt spek­ter av historiske, økonomiske og politiske forhold (innenriks og uten­riks), dels strukturelle, dels kontingente. Spesielt vil jeg trekke frem den ene av redaktørene, Ib Faurbys, kapittel om Tsjetsjenia-kon­flikten. Dette er en av de få konfliktene i denne regionen som er relativt godt kjent i omverdenen, og man skulle kanskje tro det ville være vanskelig å bidra med ny kunnskap her. Faurby klarer likevel å gi en sammenfattende fortolkning som både eksperter og nykommere til studiet av Kaukasus-regionen kan lese med stort utbytte.

Ingen av bidragsyterne gjør noe systematisk forsøk på å anvende samfunnsvitenskapelig teori i sine analyser. Slik sett kan boken sies å tendere i retning «high journalism» snarere enn samfunnsvitenskap i streng forstand. Dette er ikke ment som kritikk, snarere tvert imot; det gjør boken tilgjengelig og anvendelig. Den henvender seg til «den opplyste allmennhet» samtidig som den også vil kunne brukes som lærebok på høyere nivå, i hvert fall som tilleggslitteratur.

De allerfleste bidragene i boken behandler landene syd for Kaukasus-fjellene -Georgia, Armenia og Aserbajdsjan. Det betyr at f.eks. et spennende og konfliktfylt område som Dagestan dess­verre ikke er dekket. Likevel vil jeg fremheve tematisk og geogra­fisk bredde i tilnærmingene som en av de sterkere sidene ved boken.

Boken har tydeligvis hatt en relativt lang tilblivelsesprosess før den forlot trykkpressen. Det gjør at enkelte analyser virker lettere foreldet, for eksempel forteller Øystein Noreng at «sterke krefter i USA ønsker å fjerne Saddam Hussein og hans regime» (s. 148). Det er selvfølgelig ikke Norengs feil, men heller ikke leserens, dersom interessen for å lese fortsettelsen av denne analysen kanskje ikke er på topp. De aller fleste av kapitlene tar derimot opp temaer som er langt mindre «time sensitive» enn stormaktsspillet om oljen. Disse kan leses med stort utbytte i lang tid fremover.

Anmeldelse fra Handelsskolen nr. 2, 2004

Korsvej og minefelt - Kultur og konflikt i Kaukasus. Redigeret af Ib Faurby og Mærta-Lisa Magnusson 324 sider, kr. 236 ekskl. moms. Systime 2003

Vidste du, at der findes et Dansk Selskab for Kaukasusforskning? Det er stiftet i 1997 for at stimulere forskning og oplysning om Kaukasus på tværs af faggrænser, og man kan læse mere herom på www.kaukasus.dk. Selskabets første større oplysningsinitiativ i forhold til en bredere offentlighed er ovennævnte bog, udgivet på Systime i november 2003.

Har du tænkt over, hvorfor Kaukasus altid har fascineret så mange af os fjerntboende? Skyldes det forestillinger om skønhed og gru, vildskab og gæstfrihed i såvel naturen som kulturen? Redaktørerne forsøger i forordet at give nogle af svarene på denne mulige fascination. Og var man ikke fascineret i forvejen, så tror jeg, man bliver det under læsningen af forordet. Her karakteriseres Kaukasus blandt andet som "Æventyrlandet" og "Det fortryllede Land" med citater fra og henvisninger til verdenslitterære navne som Hamsun, Tolstoj , Pusjkin, Lermontov m.fl., men også danskeren Hans Kaars­berg, som kom forbi engang i 1890'erne og blev så grebet af hvad man saa af Natur og Menneskeliv, at han forlod det majestætiske Kawkasus, Folkegaadernes Land, opfyldt af Vemod ved Tanken om det altfor korte Liv, der er os forundt. Og nu hvor vi er i det filosofiske mood, mindes vi om, at Kaukasus jo er fuld af myter, også nogle af menneskehedens ældste og største, tænk fx på den lænkede Prometeus på bjerget Kasbek og på den Guds mand Noah, som med sin ark landede på det bjerg Ararat. Og vi bliver mindet om Kaukasus som mødested og kampplads gennem århundreder for folkeslag og imperier, en korsvej og et minefelt, den kaukasiske krudttønde. Tænk på massemediernes dækning af den tjetjenske tragedie i 1990'erne og den aktuelle ublodige revolution og det nyligt afholdte valg i Georgien. Hermed er vi tilbage ved udgangspunktet: regionens relevans for os i det 21. århundredes begyndelse og det gode Kaukasusselskabs formålsparagraf.

Bogen består af 14 kapitler, hvis 12 forfattere (alle?) er medlemmer af selskabet og oprindelig har præ­senteret indlægget som et foredrag i foreningen. Fælles for foredragene/artiklerne er, at de beskriver og analyserer den brogede region med hovedvægt på perioden efter Sovjetunionens sammenbrud ud fra det koncept, at Kaukasus i dag er et mikrokosmos af verden efter Den kolde Krig, idet man på dette begrænsede landområde finder dramatiske eksempler på stort set alle de problemer, der karakteriserer den politiske udvikling i de seneste år: imperieopløsning, separatisme, borgerkrig, stormagtsrivalisering, etnisk udrensning, flygtningekatastrofer, det internationale samfunds magtesløshed, den kaotiske overgang til demokrati og markedsøkonomi, mafiavælde, krigsforbrydelser, terror som politisk middel og sidst, men ikke mindst: kampen om olien.

Kapitlerne er fra 10 til næsten 50 siders længde, har hvert sit emne (geografisk, historisk, kulturelt, poli­tisk, økonomisk etc.) og af meget forskellig sværhedsgrad (nogle tilgodeser mest selskabets forskningsmål, andre mest dets oplysningsformål). Aktuelt vil mange læsere nok søge baggrundsviden om Georgien i kapitel 10 og 11 for at forstå det politiske spil siden revolutionen i november 2003, og man vil finde, at cand.scient.soc. Nikola Cvetkovski fra Forsvarskommandoen skriver kompetent og akademisk nuanceret/kompliceret om Georgiens uløste konflikter over ca. 20 sider, mens general Kjeld G. H. HilIingsø klart og myndigt redegør for Den militære situation i Georgien med inddragelse af såvel økono­miske som politiske aspekter. Også han peger jo på korruptionen som nok det største af en række problemer, men hans afsluttende konstatering, "Der er kun en vej for Georgien, og det er brutalt at gennemtrumfe reformer", er måske og forhåbentlig blevet overhalet af udviklingen. Til det mest læseværdige i antologien hører efter min mening de to sidste kapitler, Den tjetjenske tragedie og Det storpolitiske spil om Kaukasus, som begge er skrevet af en af bogens redaktører, Ib Faurby, som er chefkonsulent på Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie.

Til manglerne ved bogen, som er en guldgrube af viden om Kaukasus, hører blandt andet, at mange af artiklerne ikke er opdateret til engang i 2003 (bogen udkom ultimo november), men har de sidste referencer til sidst i 90'erne eller til allerførst i det nye århundrede. En anden mangel er en fælles opdateret litteraturliste, som også rummer danske titler (for eksempel omfatter den 3 sider og 51 titler lange litteraturliste efter kapitel i ikke en eneste dansk titel og ingen værker efter 1999!). Og endelig vil brugere af bogen som opslagsværk meget savne et register, idet der kun er en mager indholdsoversigt med de 14 kapitlers overskrift. Bogen er forsynet med 6 instruktive kort, hvortil der dog hører et rettelsesblad for at få alt på rette plads. Der er ingen billeder i bogen.

Bogen vil være velegnet til arbejde i samtidshistorie med et eller flere af de emner, som er nævnt ovenfor under Kaukasus som mikrokosmos af verden efter Den kolde Krig, hvis man da ikke direkte har valgt Kaukasus som emne. For nogle SSO-skrivere vil den også være god at konsultere, og for den alment interesserede giver den forkundskaber, og de er jo som bekendt nyttige. Laust Højgaard.

Anmeldelse fra Tidsskriftet Politik, marts 2004: Korsvej og minefelt - Kultur og konflikt i Kaukasus. Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson 2003, Korsvej og minefelt - kultur og konflikt i Kaukasus, Systime, Viborg. 324 sider, 295 kr.

Kaukasus-antologien Korsvej og minefelt-kultur og konflikt i Kaukasus er redigeret af Ib Faurby og Märta-Lisa Magnusson og udspringer ifølge sit forord af aktiviteter i Dansk Selskab for Kaukasusforskning (www.kaukasus.dk). Selskabet blev dannet i 199'7 med formålet at udbrede kendskabet til Kaukasus efter Sovjetunionens opløsning. Både selskabets aktiviteter og antologien er forskningsbaserede og tværfaglige.

Området er præget af mange folkeslag, klanorganisering, økonomisk tilbagegang, magtspil og uløste konflikter, og det har været 'glemt' af Vesten i mange år. I forordet hedder det, at kendskabet til Kaukasus simpelthen "sygnede hen" (p. 9) i Sovjettiden. Nu er Kaukasus atter - og mere end før - blevet et interessant område. Antologien er et fornemt forsøg på at udvikle kendskabet på dansk.

Søren Theisen og Torben Hansen starter med at give en fysisk og historisk beskrivelse af regionen og introducerer nogle nøgleord i deres beskrivelse af samfundene: Fragmentering, netværksorientering og klanorganisering. Helen Krag argumenterer dernæst for, at "kaukasieren findes" (p. 35); at man kan tale om en fælles kaukasisk identitet på trods af fyrre folkeslag og utallige konflikter. Krag peger på to hovedkilder til de fælles kulturtræk. For det første, at alle i regionen har haft samme opvækstbetingelser i den sovjetiske periode. For det andet den kaukasiske sædvaneret, der omfatter loyalitet i forhold til netværket. Desuden tilføjer Krag endnu et træk: den udprægede macho­kultur, hvor våben er vigtige.

I sit kapitel om folkevandringer og demografiske tendenser peger Lars Funch Hansen på den etniske homogeniseringsproces, der har fundet sted i Nordkaukasus, da mange russere er rejst hjem. Hvis processen fortsætter, hvordan vil det så gå med balancen mellem centrale og lokale loyaliteter, spørger Hansen. På samme måde spørger Vakhid H. Akajev, hvordan det vil gå med modsætningen mellem traditionel islam og islamisk radikalisme på længere sigt. Herefter skriver Karsten Fledelius om de kristne kirker i Armenien og Georgien. Man kan sige, at kirkekapitlet afslutter den del af antologien, der omhandler Kaukasus' historie, sprog, kultur, religion og fysiske forhold. Herefter tages der fat på de politiske forhold og konflikter.

'Demokrati og klankultur' er et centralt kapitel, der indleder den mere politiske afdeling. I kapitlet diskuterer Søren Theisen den kaukasiske klankul­tur. Først understreges det, at der er stor forskel på forestillingerne om stat og samfund i Europa og Sydkaukasus. Der peges på, at de knap to hundrede års russisk/sovjetisk overherredømme ikke har kunnet hamle op med den længere forhistorie af bindinger til Mellemøsten, når det gælder prægningen af den politiske udvikling. Theisen anfører, at fraværet af den vestlige tradition for statsdannelse og mangel på retsstatsudvikling præger den aktuelle situation. Denne kendetegnes i stedet ved, at hele området er præget af en samfundsmæssig form, hvor individet er loyalt over for 'det konkrete fællesskab' som storfamilien og velynder-klient-forbindelser.

I udgangspunktet var det konkrete fællesskab en biologisk forekomst, men industrialisering og urbanisering har udvidet dets rummelighed. Theisen beskriver, hvordan flere forsøg på at modernisere samfundsforestillingen og komme korruption til livs er slået fejl, og hvordan en mafiaøkonomi har udviklet sig. I sin konklusion peger Theisen desuden på fraværet af en stabiliserende middel­klasse og anbefaler, at masserne skal myndiggøres og "erfare, at de vigtige beslutninger ikke allerede er truffet, når der fx afholdes valg" (p. 127).

Problemerne bliver ikke mindre af, at det er gået slemt tilbage i regionen økonomisk set. Hans Aage giver en meget dyster beskrivelse af den økonomiske udvikling og argumenterer for, at de centrale tiltag, som vestlige politikere og økonomer har anbefalet, næppe har været hensigtsmæssige. Øystein Noreng er heller ikke så optimistisk, når det gælder olieforekomsterne. Han konkluderer desuden, at 11. september har givet anledning til en russisk-amerikansk forståelse, der generelt har indsnævret den lokale handlefrihed i regionen.

Et af de fænomener, som Kaukasus aktuelt set er kendt for, er de mange eksisterende og spirende konflikter. Disse dækkes i fire kapitler: Märta-Lisa Magnusson skriver om Karabakh; Nikola Cvetkovski om uløste konflikter i Geor­gien; Lars Funch Hansen og Helen Krag om Prigorodnyj; og Ib Faurby om Tjetjenien.

Tilsammen går de fire kapitler både i dybden og i bredden og giver dermed en god indsigt i det kaukasiske konfliktpotentiale og i dynamikkerne. Magnussons forbilledlige kapitel om Karabakh beskriver såvel baggrund som udbrud og eskalering af konflikten om Nagorno-Karabakh, der ligger i Aserbajdsjan, men er primært armensk befolket. Desuden rummer kapitlet en grundig beskrivelse af forsøgene på at bilægge konflikten og en diskussion af, hvorfor de hidtil er slået fejl.

Georgien har fået endnu et kapitel ud over Cvetkovskis beskrivelse af de uløste konflikter. Det er ikke så sært, da Georgien både er det geopolitisk vigtigste af landene, har omfattende interne konfliktpotentialer og er genstand for stor amerikansk bevågenhed. Fra et russisk synspunkt er Georgien, som en forsker ved en tænketank i Tbilisi har udtalt, af stor vigtighed: Georgien ligger som Kaukasus' center, er indgang til Mellemøsten og Centralasien, giver adgang ti Armenien og afskærer Aserbajdsjan. Desuden er ler et psykologisk element i form af, at indflydelse i Georgien bidrager til at bevare russiske stormagtsdrømme.

Det er imidlertid gået dårligt i Georgien på mange måder, og i november 2003 blev daværende præsident Eduard Sjevardnadse presset fra magten. Da jeg selv landede i Tbilisi en måneds tid tidligere, var indflyvningen symptomatisk. Mørkebrune bjergtoppe stak op gennem skyerne, da vores fly nærmede sig lufthavnen. De syntes at sige: "Velkommen til Kaukasus". I den lille lufthavn holdt der tre fly, der omvendt syntes at sige "men sæt ikke forventningerne for højt": Et punkteret, et med tæpper over sine motorer og vist nok plaster på, samt et gammelt udrangeret russisk fly. "Vi er heldige, at vi har fået det amerikanske," sagde en rejsekammerat om vores Boeing. Og USA spiller da også en stor rolle i det problemramte samfund.

Kjeld G. H. Hillingsø skriver klart og præcist om den militære situation i Georgien. Det slås fast, at Georgien har tre problemer set med 'militære øjne': "Rusland, de oprørske provinser og de indenrigspolitiske forhold" (p. 246). I analysen gennemgås både konsekvenserne af den sovjeti­ske tilbagetrækning, de hærgede kaserner, den russiske indflydelse, Partnerskab for Fred, de amerikanske initiativer og omstillingsproblemerne i det georgiske forsvar. Hillingsø anbefaler, at Georgien gennemtrumfer reformer, hvis en vellykket udvikling skal blive resultatet, og artiklen giver et godt grundlag for at forstå de nylige omvæltninger i især Tbilisi.

"Kaukasus har i århundreder været mødested og kampplads for folkeslag og imperier" (p. 288). Sådan skriver Ib Faurby i sit glimrende oversigtskapitel 'Det storpolitiske spil om Kaukasus', der afslutter antologien. Kapitlet samler mange tråde, og det kan anbefales at starte med det, da det letter overblikket. Faurbys betragtninger om Kaukasus som mødested og kampplads, dernæst underlagt Rusland/ Sovjetunionen, og atter som brændpunkt efter 1991 med en ændret geopolitisk situation og olie­forekomster, sætter en ramme om diskussionen.

I kapitlet konkluderes det, at man kan se konturerne af to samarbejdsakser i Kaukasus. Den ene består af Rusland, Armenien og Iran, mens den anden består af Tyrkiet, Georgien og Aserbajdsjan (uden at de er fast forankrede). USA er mest knyttet til den sidstnævnte, men det amerikansk-russiske forhold i regionen ses som forbedret og baseret på en vis forståelse efter 11. september. Faurby understreger imidlertid, at Kaukasus-staterne er svage stater i international politik-forstand, og at de mange ikke-statslige aktører bidrager til ustabiliteten.

Undervejs er Korsvej og minefelt forsynet med meget nyttige og klare kort udarbejdet af Jonas M. Lindstad. En så omfattende bog kunne imidlertid have vundet dels ved en anden papir­kvalitet, dels ved et stikordsregister. Papirkvaliteten er sådan set lækker nok, men den er ikke egnet til understregninger og notater. De kan ses igennem siderne, og med så mange interessante betragtninger undervejs ville en nedsat papirgennemsigtighed helt klart have været en fordel. Et stikordsregister er generelt set et gode, og i dette tilfælde ville det afgjort have været det. Mange temaer er behandlet på forskellig måde rundt om i bogen, og når man ønsker lige at se, hvad det var, der stod om det samme halvtreds sider før, kunne adgangen lettes med et register. Hermed et ønske til næste udgave!

Indholdsmæssigt sætter Korsvej og minefelt på bedste tværfaglige vis fokus på mange grundlæg­gende politologiske spørgsmål: Kan man skabe demokrati i en region, hvor klanorganisering er fremherskende? Bliver svage stater en slagmark, for stormagtsspil? Er Kaukasus fragmenteret eller en form for kulturel enhed? Hvad har regionen at byde på? Hvad skal der til, når mindre kon­flikter skal løses? Antologien kan også udmærket indgå i debatten om forholdet mellem folkenes selvbestemmelse og problemer ved dannelse af nye stater. Analyserne er desuden foretaget med en tilgang, man kunne kalde 'kritisk fascination' - en glæde ved emnet, men også en kritisk og analytisk tilgang.

Korsvej og minefelt kan dermed varmt anbefales, hvis man vil have et indblik i Kaukasus, et overblik over den danske Kaukasus-viden, eller skal bruge en eller mange cases til analyse af grundlæggende spørgsmål. Birthe Hansen, ph.d., lektor i international politik ved Institut for Statskundskab, KU.

Anmeldelse fra Russisklærerforeningens Meddelelser nr. 127, april 2004: "Korsvej og minefelt - Kultur og konflikt i Kaukasus." Redigeret af Ib Faurby og Marta-Lisa Magnusson. Systime 2003. 

Denne bog om Kaukasus udspringer af den stigende opmærksomhed, der er rettet mod regionen i dag og behovet for at analysere de processer, der foregår i statsdannelse, økonomi, etniske forhold m.m. efter omstillingen fra det sovjetiske system til selvstændighed, ikke mindst de konflikter, der er brudt ud eller er latente efter det sovjetiske styres sammenbrud. I dag har regionen fået en ny betydning i kampen om adgang til olie. Men olieledningernes sikkerhed hindres af de lokale konflikter. Nye akser opstår mellem de kaukasiske republikker og stormagterne, især efter den 11. september 2001 i den fælles kamp mod den internationale terrorisme.

Bogen består af 14 kapitler om de mest forskellige emner, historie, etnicitet, religion, klankulter, økonomi, olie, etniske konflikter og det storpolitiske spil. Den indeholder desværre kun få kort og ingen stikordsregister. Man må klare sig med kapiteloverskrifterne. Forfatterne er dels forskere, der har fulgt Kaukasus i mange år, nogle har været militær- eller valgobservatører. Tilsammen giver de indblik i og analyser af de yderst indviklede og meget forskellige forhold, samt Ruslands rolle. Forfatterne er medlemmer af Dansk Selskab for Kaukasusforskning, www.kaukasus.dk.

De første kapitler går bl.a. tæt på de specielle processer under det sovjetiske styre, som etnificering, sprogrensning, rekonstruktion af befolkningernes historie, begunstigelse og homogenisering af titulærbefolkningerne på bekostning af de etniske mindretal, nedlukning, fortielse og nedkæmpning af diverse problemer. Tidligt i Gorbatjovs perestrojka bryder de etniske konflikter ud og bliver først blodigt nedkæmpet. De fleste er endnu uløste, ulmende eller i udbrud. Rusland har stadig hærforlægninger i de fleste republikker til bl.a. fredsskabende, grænsekontrollerende formål og til bekæmpelse af løsrivelsesbevægelser.

Uafhængighedstendenserne i de enkelte republikker skabte chok og modstand i den tidligere kolonimagt (s.33). Russernes romantiske billede af kaukasieren er i dag afløst af "islamofobi" og "kaukasofobi" (s.65) med brug af udtryk, som "en person af kaukasisk nationalitet" synonymt med det negative, rassistisk klingende "tjornye"- sorte ( s34), "kaukasier" og "tjejtenere" synonymt med bandit, terrorist, mafia og fremstilling af hadefuld anti-kaukasisk propaganda (s.66). Men de kaukasiske folk har trods den sovjetiske assimiliseringsproces gennem sækularisering, russificering og historieforfalskning bevaret bevidstheden om tilhørsforhold til klan, religion, sted og sprog, som giver gruppen identitet, mens "skillelinjerne mellem grupperne synes at vokse med krigene og ulykkerne" (s.45). Den tidligere, i mellemtiden glemte fascination af Kaukasus findes også afspejlet i vestlig litteratur (s.7, s.54). Den "afrussificering" og etniske homogenisering, der har træk fra koloniseringsprocesser, styrker identitetsdannelsen, men har også bidraget til den økonomiske nedgang (s.63-64). Den kaukasiske diaspora i Rusland og især i resten af verden har fået stigende betydning (s.66-69).

De religiøse forhold bliver behandlet i 2 kapitler. Der eksisterer traditionelt forskellige fredelige retninger af islam, mens den nyindførte fundamentalistiske wahhabisme har været en mobiliserende faktor i løsrivelsesbevægelsen i Tjetjenien. De kristne kirkers historie og nuværende betydning i Armenien og Georgien er kort opridset fra deres oprettelse til i dag.

I kapitlet "Demokrati og klankultur" gennemanalyseres det samspil af den traditionelle primærgruppeidentitet og den moderne vesteuropæiske statstype, der er så aktuelt og vigtigt at forstå for beskæftigelse med en stor gruppe lande i forandring. Så forskellige landenes nationalitet og religion er, deler de i modsætning til andre områder en fælles kaukasisk kultur (s.128). Men vejen til fred og orden kræver en "begrænsning af etnonationalismen" og "en nogenlunde formalisering af det politiske liv som et alternativ til etniske konflikter, konspirationer og kup" (s.129).

De økonomiske omvæltninger har ført til økonomisk sammenbrud i de tidligere relativt velstående republikker, forstærket af krigshandlingerne og de store flygtningestrømme. Så forskellige de enkelte landes ressourcer er, opregnes en række forudsætninger for udvikling, som naturressourcer, en fortsat forholdsvis veludviklet arbejdsstyrke og infrastruktur, det subtropiske klimas betydning for landbrug og for turisme (s.141), foruden den nødvendige skabelse af sociale betingelser, som "almindelig lovlydighed og en vis gensidig tillid", samt "et velfungerende og ukorrupt statsapparat" (s.143).

Olien spiller en central rolle, især efter Ruslands tilnærmelse til USA og stigende indflydelse i Kaukausregionen efter den 11. september 2001. Problemerne med at føre rørledningerne gennem konfliktområder skaber nye relationer mellem landene og måske ikke mindst til Iran (s.165).

De store konfliktområder, Karabakh, Georgien, Tjetjenien og Prigornyj i Nordossetien behandles udførligt med deres vidt forskellige historie, befolkningssammensætning, sprog, religion og ikke mindst forhold til Rusland.

I Karabakh, den allerede fra Stalintiden omstridte og attraktive bjergregion i Azerbajdjan befolket overvejende af armeniere, brød den første konflikt allerede i 1988 ud i oprør, pogromer og krig mellem de to folk og republikker ( s.166). Inden for OSCE er der efter årelange forhandlinger indført våbenhvile, men en løsning er ikke i sigte. Det gælder både selvstændighed, tilbagegivelse af erobrede områder og ikke mindst mulighed for hjemvenden af de hundredetusindtallige azerbajdjanske og armenske flygtninge. Vi får en meget detaljeret gennemgang af konflikten og dens konsekvenser for de involverede lande, et indblik i hvor kompliceret de historiske, mellemstatslige og etniske problemer spiller ind i en territorial konflikt mellem to folk og to stater.

Georgien fremviser et helt andet sammensat konfliktmønster (s.214). Der bor knap 4 mill. georgiere samt 1.5 mill. fordelt på mindst 7 andre befolkningsgrupper, af hvilke sydosseterne og abkhaserne besidder hver deres autonome enhed, til forskel fra russere, ukrainere, armeniere, aserbajdsjanere, grækere og andre. Konflikterne i Sydossetien og Abkhasien har medført en strøm af flygtninge, som har ændret befolkningssammensætningen i hele Georgien (s.215). I 1989 brød konflikterne mellem titulærnationerne georgierne, abkhaserne og osseterne, der i sovjettiden havde eksisteret som magtkamp om status og privilegier, ud i massedemonstrationer, der blev brutalt nedkæmpet af sovjetiske tropper. Efter Georgiens selvstændighed under den første præsident Zviad Gamsakhurdia eskalerede konflikterne til åben krig. I 1992 lykkes det den i mellemtiden indsatte Sjevardnadse at indgå en våbenhvile med indsættelse af russiske fredsbevarende styrker i begge områder. De internt fordrevne befolkningsgruppers tilbagevenden er uofficielt påbegyndt, men ikke politisk løst ( s.228 og 230). I det følgende kapitel om den militære situation i Georgien nævnes også udbryderprovinsen Adsjarien med havnebyen Batumi (s.244) og det tjetjenske mindretal i Pankisidalen. Konflikterne finansieres ved smuglerier, illegal handel over grænserne og kidnapning (s.245). Georgiens økonomi er elendig med omfattende korruption og nepotisme (s.247). Desuden udøver Rusland pres og indflydelse. Siden bogens udgivelse er den nye præsident, Mikhail Saakasjvili kommet til og vi har med disse kapitler fået en grundig baggrund for at følge om han kan finde udveje til en stabilisering af økonomien, de indrepolitiske forhold og ikke mindst forholdet til Rusland.

Prigornyj-konflikten i Nordossetien er skønt "en af de mindre kendte af de væbnede konflikter" ( s.249) vigtig som et resultat af de konflikter der opstod da Stalins deportation af ingusjerne blev ophævet i 1956 og befolkningerne vendte tilbage til deres hjemland, der i mellemtiden delvis var blevet en del af Nordossetien. Efter konflikterne i 1991 kom der ydermere en tilstrømning af flygtninge fra Sydossetien. Under væbnede sammenstød i 1992 blev ingusjerne fordrevet og bor nu som flygtninge i nabolandet Ingusjien. De få der forsøger at vende tilbage til deres landsbyer udsættes for arbejdsløshed, vold og fornyet flugt. Med en beliggenhed midt i konfliktområderne afhænger løsningerne af konflikterne af hinanden (s.257).

"Den tjetjenske tragedie" skildres detaljeret i hele sit forløb fra Det russiske Imperiums erobringsforsøg til løsrivelseskampen og de sidste års krig. En afvejning af de to parters krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret (s.277) opregner især tjetjenernes tre gidseltagninger og bombeattentater mod civile, samt manglende beskyttelse af civilbefolkningen under krigshandlinger. De russiske krænkelser opregnes s.279-84 "Den russiske side har fortsat sin vilkårlige og uforholdsmæssige kampagne... herunder direkte angreb på civilbefolkningen. Fredelige civile er blevet - og risikerer stadig at blive - dræbt, voldtaget, anholdt og arbitrært tilbageholdt; deres hjem ødelagt og plyndret .... De fleste menneskeretskrænkelser forbliver upåtalte på grund af de restriktioner, der er lagt på journalisters frie bevægelighed i Tjetjenien og udelukkelse af humanitære organisationer, og forbliver ustraffede" (s.283).

I "Det storpolitiske spil om Kaukasus" tegner der sig to samarbejdsakser, en nord/sydgående bestående af Rusland, Armenien og Iran og en øst/vestgående bestående af Tyrkiet, Georgien og Aserbajdsjan. Ikke mindst interessant er USA's rolle i dette spil. Bogen giver en god baggrund for at følge den videre udvikling..

Vi har med denne bog fået en imponerende detaljeret og alsidig indførelse i Kaukasus. Den er absolut nødvendig som håndbog i russisk, samfundsfag, historie, geografi, økonomi og religion. Mon ikke nogle elever vil kunne inspireres til at udforske delområder i de forskellige emner, også trods det videnskabelige, tekniske sprog, især i de generelle kapitler om etnicitet, politik og økonomi. Det vil nok være mere tilgængeligt at læse om de enkelte republikker. Det er så vigtigt at drage Kaukasus ind i bevidstheden hos de unge. Der er så mange aspekter, der er vigtige for Europas, verdens fremtid og dermed deres egen fremtid.

De to udgivere har fået afslag på visum til Rusland uden begrundelse. Der er nu tre danskere og flere udenlandske journalister og forskere, der ikke får visum. De har fra starten fulgt og kommenteret konflikterne, især i Tjetjenien. Bente Kliem